Vaarbrytning (Stjernerne)
VAARBRYTNING
Ja nu er mysteriets
time her —
det suser av solregn
i tomme trær!
Og regnen skal falde
i menneskeblikke!
Løftes skal alle,
ja ingen ikke!
time her —
det suser av solregn
i tomme trær!
Og regnen skal falde
i menneskeblikke!
Løftes skal alle,
ja ingen ikke!
I skogenes stormgang
maa skapningen med,
selv om han haardner sig,
kold og forvorpen!
Hans liv er bestilt
paa et andet sted
end nede i stenhaarde
vinterskorpen!
maa skapningen med,
selv om han haardner sig,
kold og forvorpen!
Hans liv er bestilt
paa et andet sted
end nede i stenhaarde
vinterskorpen!
Av vældige vætter
hans sjæl blir dragen
høit over grænserne
av ham selv,
og ligger som lys,
som en del av dagen
opover skrænter
og grønne hæld!
hans sjæl blir dragen
høit over grænserne
av ham selv,
og ligger som lys,
som en del av dagen
opover skrænter
og grønne hæld!
* * *
Som maanen løfter
paa vandet i fjorden,
drar solen til sig
det løse i jorden!
Solbuen suger
av trærne frem,
alt hvad der duger
av kraft i dem!
paa vandet i fjorden,
drar solen til sig
det løse i jorden!
Solbuen suger
av trærne frem,
alt hvad der duger
av kraft i dem!
Bjergene bugner
og skogen storner,
lierne rundes
av lind og løn!
Som Ask og Embla
lyser hos aser,
gjør løvet granlien
varm og skjøn!
og skogen storner,
lierne rundes
av lind og løn!
Som Ask og Embla
lyser hos aser,
gjør løvet granlien
varm og skjøn!
Og hør, i de mægtige
klippestrøk
synger i skrænterne
gjøk over gjøk!
Som høidemorænernes
egne vers
klinger den vikende
trylleters!
klippestrøk
synger i skrænterne
gjøk over gjøk!
Som høidemorænernes
egne vers
klinger den vikende
trylleters!
* * *
Saa stiger mit hjerte
uten stier,
og stanser og stirrer
mot nord og tier,
hvor dimmede dales
dybblaa gab
ligger som landets
lidenskab!
uten stier,
og stanser og stirrer
mot nord og tier,
hvor dimmede dales
dybblaa gab
ligger som landets
lidenskab!
I ødet, som stevner
med nut bak nut,
— er vældige evner
rullet ut:
— Saa høit kan bænkes
i luftens sale,
som dybt kan sænkes
i dystre dale!
med nut bak nut,
— er vældige evner
rullet ut:
— Saa høit kan bænkes
i luftens sale,
som dybt kan sænkes
i dystre dale!
Høie stenstrandes
kvasse form
midt i stjernernes
— paalandsstorm!
— Af ødestormen
slaar ut et sagn
om Midgardsormen
paa Ving-Thors agn!
kvasse form
midt i stjernernes
— paalandsstorm!
— Af ødestormen
slaar ut et sagn
om Midgardsormen
paa Ving-Thors agn!
De lette tinder
i luften by’s
et glaam af skinnende
morgenlys,
men under bræen
gaar slugten, vild,
hvor solen ikke
faar dagen til!
i luften by’s
et glaam af skinnende
morgenlys,
men under bræen
gaar slugten, vild,
hvor solen ikke
faar dagen til!
* * *
Mit hjerte, det strømmer
fri af bringen
og sværmer og drømmer
og søker ingen!
Over et jorde
med spet og plog
naar det den store
ødslige skog!
fri af bringen
og sværmer og drømmer
og søker ingen!
Over et jorde
med spet og plog
naar det den store
ødslige skog!
Selv for sit nagende
eget rensket,
søker det dypene,
avklædt mennesket!
Fri for al ydre
smertes savn,
søker det ødet,
nakent for navn!
eget rensket,
søker det dypene,
avklædt mennesket!
Fri for al ydre
smertes savn,
søker det ødet,
nakent for navn!
Og uten blomfald,
og uten brudd,
strømmer det frem
mellem myke skudd,
hvor ikke en sigd,
og hvor ingen bile,
skjændet en vigd,
vidunderlig hvile!
og uten brudd,
strømmer det frem
mellem myke skudd,
hvor ikke en sigd,
og hvor ingen bile,
skjændet en vigd,
vidunderlig hvile!
Og skjælvende naar det
en vang etsteds,
hvor vældige bjerker
staar dypt i græss!
Men næveren tier
om lyden av luren,
som engang skal klinge
og storme azuren!
en vang etsteds,
hvor vældige bjerker
staar dypt i græss!
Men næveren tier
om lyden av luren,
som engang skal klinge
og storme azuren!
Hvor vandene hvisker
og løvet sprætter
i stenalderens
mainætter,
der Balder-braa
stod før Balder,
i fjeldenes graa
æve-alder!
og løvet sprætter
i stenalderens
mainætter,
der Balder-braa
stod før Balder,
i fjeldenes graa
æve-alder!
Og dér, ved begyndelsens
helligdom, —
dér hvor fra evighet
ingen kom,
dér vil mit hjerte
i græssets tykke,
svimle, forsvinde,
i navnløs lykke!
helligdom, —
dér hvor fra evighet
ingen kom,
dér vil mit hjerte
i græssets tykke,
svimle, forsvinde,
i navnløs lykke!