Uveirshumoreske
Uveirs-humoreske.
for en feier!“
(Frit efter Shakespeare.)
Det er noget, som i den literære jargon kaldes „gjentagelsens hemmelighed“. De moderne forfattere, som ynder den stiliserede form, gjentager og gjentager et ord paa samme maade, som en naiv tegning gjentages i et mønster, og forsøger paa denne maade at opnaa essensen af en følelse.
Noget sligt læste jeg nylig i en literær kritik.
Joho da, jo da, vi har vor moderne, stiliserede kunst paa fjeldet ogsaa.
Vi kjender denne gjentagelsens hemmelighed, dette naivt monotone, som skal til for at faa frem essensen af en følelse i et nutidsmenneskes sjæl.
stormer, stormer,
stormer — — —
vilde en slig stiliseret digter synge, og hans velvillige kritiker betaget anmelde, at her var gjentagelsens hemmelighed!
Tosk, havde jeg nær sagt, du ved ikke, hvad gjentagelsens hemmelighed er, før du har boet paa fjeldet og oplevet en tre ugers snestorm; men da kan det være, at du har faat fornemme den! Naar snestormens evige hyl har faat dryppet den ind i dig slig, at du tilslut bare „tænker“ snestorm, paa samme maade som de moderne tænker brunt eller violet, da kan du sige, at du forstaar en Maeterlinck eller vor egen Obstfelder.
Var jeg en af disse to, saa brugte jeg bare disse to ord sne og storm, symmetrisk fordelt paa papiret, men da jeg har opdaget, at kvindeligt vanvid sjelden modtages saa velvillig som mandligt ditto, saa faar jeg nok fortælle om snestormen paa min egen vis, fortælle, at den evige, evindelige gjentagelse tilslut virker akkurat paa samme maade som de stiliserede digte, nemlig komisk.
Saalænge maler og gnager snestormen paa det samme, søger med slig ertende tydelighed at piske tungsindet ind i mig, til den opnaar netop det modsatte: jeg blir lystig og faar trang til at le.
Ret saa, gamle grinbider af en fjeldstorm, driv bare paa; mig skal du ikke faa overende! Jeg har i det hele taget holdt op at tro, at stormen blæser noget overende; alt staar jo paa sin plads endnu, trods tre ugers uafladelige storm, selv flagstangen, skjønt den svaier hid og did. Ja, selv den lille opstander til pryd paa tagmønet, som bedstemor allerede for flere aar siden ganske sikkert trodde ved første svage morgenbris vilde falde direkte i hodet paa de uskyldige barn, som leked i præstegaardens ly, staar der lige freidig og vipper. Bravo, gamle kamerat, imorgen kan du trygt debutere paa cirkus som førsterangs akrobat!
Altsaa dette med huse, som blæser ned, og trær, som rykkes op med rode, er bare gammel overtro i lighed med „tre torsdagskvælder i rad“. Noksaa beroligende tanke til næste nat! Den første nat, stormen begyndte at husere, trodde vi nemlig aldeles sikkert, at inden midnat vilde alt, hvad vi eied og havde, vore egne dyrebare legemer indbefattet, slænge fjeldimellem, som bogstavelige avner for vinden.
Nu er den skræk over. Men der er andre farer i storm, f. eks. pibebrand; og midt i stormens hyl høres en anden voldsom dur.
„Pipa gaar“, raabes der.
Piben, som ikke har været feiet siden den franske revolution; men da vil jeg antage, at den bevægelse, som gik gjennem Europa, ogsaa naadde vore høist konservative piber.
Stop, jeg lyver. En gang i vor tid, for flere aar siden, gik en lystig svart feier gjennem bygden. Han kom just i turisttiden og havde for os et lifligere udseende end nogen sportsklædt sprade. Rigtignok havde han nær vetskræmt bygdens barneflok, som aldrig havde set en slig fyr før; men vi voksne havde gjerne omfavnet ham af fryd, dels for de lyse, eller rettere sodede, minder, han vakte om en fortidig civilisation, da ogsaa vi tilhørte et samfund, hvor feiere optraadte regelmæssig og ikke bare under de store folkereisninger, og dels, fordi vore piber og ovner altsaa nu virkelig skulde bli feiet.
Men — glæden blev ikke lang. Thi for det første tog feieren sig saa voldsomt betalt, at pater familias erklærte, at dersom ikke fødsler, brudevielser og begravelser vilde optræde i en uhørt mængde dette aar, kunde umulig hans pengebudget komme i orden igjen. Og for det andet fik vi erfare, at en feiing, som foregaar bare én gang hvert decennium, er et saare tvilsomt gode, idet al den sod, som vi dog før havde havt vel under laas og lukke, forpuppet og forkapslet i rør, nu optraadte vildt i luften og gjorde det uhyggeligste indtryk af et opagiteret samfund, som før havde holdt sig i ro, men hvor nu hvert individ, i form af en sodpartikel, vilde komme til sin ret og anbringe sig paa de mest uhørte steder. Følgen af dette blev saa, at den ellers saa soignerede familie i lang tid gik omkring og saa ud, som om feierhaandværket var dens egentlige levebrød her i verden.
Men nu er altsaa dette meget længe siden, og sod er der nok af i piben.
Vi render op paa loftet for at iagttage skuespillet, men maa først passere en trappe, som man i farten meget let kunde forveksle med den, som er udhugget op til Galdhøpiggen. Og har vi fuldendt opstigningen, fastholder vi meget let billedet, idet loftet er en fuldstændig fjeldvidde i det smaa, med fonn bagom fonn, spidse og slanke. Og der, mellem sten og ur oppe paa den gamle stenrullen, selve Galdhøpiggen! Hei dette er jo morsomt! Rarere loft end vort findes ikke i hele verden; det skulde da være loftet i „Vildanden“. Er lykken god, kunde vi nok komme til at gaa paa jagt her ogsaa, saasom hare- og rævespor oftere har været fornummet i præstegaardens aabodshuse.
Men op gjennem piben farer varmen som en dommedag og sender en regn af pragtfulde raketter udover husene, bortimod nabogaarden, op til skolehuset, langt tilskogs. Hvinende farer de gjennem luften og slukkes hvislende mod sneen.
Barn, barn, dette kalder de fyrværkeri i byen; se paa, det er storartet!
„Men end om det tændte paa noget sted!“ klager bedstemor.
„Aa pyt, det fatar inte,“ sa en gammel pige, vi havde hjemme. Skjønt — det ser spøgeligt ud en stund. Og der, lige ved, staar en gammel smidje, fyldt med tjære og gammel høvelspaan. Hyggeligt naboskab i en pibebrand! Men nei, raketterne har slig fart, at de stryger forbi — sydover, o ve, hvor vore kjære bor, og brænder op det vesle, de har, istedet!
Imidlertid gaar branden sin gang. Fyrværkeriet har glimret og spillet i natten, har været en afveksling i stormens monotone præken. Og vi ler af den gamle grinbider, snestormen, som just tænkte at plage os med dette, og saa gav den os et festnumer!
Men har snestormen huseret i det smaa indendørs paa loftet, saa har den sagtens faat komme til i det store udendørs. Hele terrænet er forandret. Skigarder, som skillemærker mellem bøndernes gaarde, er en saga blot, og vi vandrer uhindret over alle slags høie og spidse ting, som laa der, før isperioden begyndte. Ude paa gaarden staar Ægyptens pyramider i drivhvid marmor, og en spids tind forsøger nysgjerrig at titte ind gjennem kvistværelsets vindu.
For at naa udhusene paa den anden side af gaardspladsen bør man helst være tindebestiger af profession og heller ikke skrækkes for af og til at forsvinde i afgrundens dyb. Men naar man saa heldig bort til disse fjerntliggende aabodshuse, hvoraf præsten skal vedligeholde den ene halvdel og almuen den anden, forestaar nye prøvelser, idet det i tilfælde af en aabodsforretning vilde være umuligt at se, hvilken halvdel trængte til en restauration, og hvilken ikke. Sneen har nemlig nivelleret det hele og diskret udslettet hvert spor af de forskjellige aabodshuses individualitet og kjendemærke!
Men barneflokken ved at drage nytte af alle sneskavlerne.
De vælger sig hver sin til hus og graver sig et hul, saa stort, at de kan forsvinde der; og naar et vindstød kommer, et af de aller værste, piler de lynsnart som mus ind i hver sit hul. Tversgjennem en vældig fonn graver de tunnelen gjennem St. Gotthard, og lar et jernbanetog af kjælker fare susende gjennem. Overalt graves huler og ganger, indtil hele gaarden tilsidst ser ud som et markspist æble.
Men mor staar og ser paa leken og falder tilslut i staver: Man sige, hvad man vil, om deres hjem, lunt ligger det ialfald til. I grunden ved hun bare ett sted, hvor det vilde ligget endda lunere og mere i ly for veir og vind og feiere, og det er paa toppen af Høgronden. Men da der vel deroppe fødes, vies, attesteres og jordfæstes endda færre mennesker end her, og det der selvfølgelig vilde bli endda vanskeligere at opdrive det fornødne feierhonorar, selv om man altsaa var saa heldig af og til blandt tindebestigerne at opdage et feiergeni —, beslutter hun sig til at være fornøiet med det hjem, hun har.