Ungdom. Digte/21
Skyggerne længes, og gult som guld
ind mellem sprættende bjerketrær
falder der sol over grave.
Det dufter av løvspring og fugtig muld.
Folk gaar stille og pusler her
hver i sin vesle have.
ind mellem sprættende bjerketrær
falder der sol over grave.
Det dufter av løvspring og fugtig muld.
Folk gaar stille og pusler her
hver i sin vesle have.
Mon der nogen saa fattig er,
at ikke han bringer i vaarens tid
litt blomster og løv til de døde —.
De kommer med kjærlighetsofre hit
til mangen, de lot vel i livet her
længte, forsmægte, forbløde.
at ikke han bringer i vaarens tid
litt blomster og løv til de døde —.
De kommer med kjærlighetsofre hit
til mangen, de lot vel i livet her
længte, forsmægte, forbløde.
Den, som ned gjennem mulden saa
den kvalmende rædsels hæslighet,
som blomstertuerne gjemmer,
stivnet av lede og angst derved.
Det er der vel ingen, som tænker paa,
her, hvor vi mindes — og glemmer.
Her, hvor vi glemmer de døde bedst.
Ingen steder vi glemmer som her
hver en gang, vi forraadte
dem, som vi mest havde kjær,
— og hvor for dem, som vi elsket mest
tiest graate vi maatte.
Ingen steder vi glemmer som her
hver en gang, vi forraadte
dem, som vi mest havde kjær,
— og hvor for dem, som vi elsket mest
tiest graate vi maatte.
Den, som er sænket i mulden ned,
blomstrer der ingen blomster til lyst,
hjælper ei mindernes varme.
Mindestøtter og blomsternes trøst
taarernes lise og gravenes fred
er for os levende arme.
blomstrer der ingen blomster til lyst,
hjælper ei mindernes varme.
Mindestøtter og blomsternes trøst
taarernes lise og gravenes fred
er for os levende arme.