Ungdom. Digte/18
Det Første bitre ord var talt
imellem dig og mig;
vi fulgtes tause samme vei,
— vi gik og angret alt.
Og trist jeg stirret like frem,
— da knitret det i veiens støv —,
som slæpte jeg min kjoles brem
henover vissent løv.
imellem dig og mig;
vi fulgtes tause samme vei,
— vi gik og angret alt.
Og trist jeg stirret like frem,
— da knitret det i veiens støv —,
som slæpte jeg min kjoles brem
henover vissent løv.
Men guldregn blomstret, og syrin,
i parken, hvor vi gik,
og junidagens soldis fik
en vellugt, het og tung som vin.
Utover plænens blomsterpragt
gik hvite sommerFugles flugt,
og det, som knitret i min dragt,
var almetræets vingefrugt.
i parken, hvor vi gik,
og junidagens soldis fik
en vellugt, het og tung som vin.
Utover plænens blomsterpragt
gik hvite sommerFugles flugt,
og det, som knitret i min dragt,
var almetræets vingefrugt.
Høit op i himlens klare bund
drev hvite skyfnugg, bitte smaa.
— Jeg løftet øiet mot det blaa —
da kysset du min mund.
Og skjønt jeg først stred litt imot,
var snart vor første trætte glemt.
Men dypest i min hjerterot
sat der en liten kulde gjemt.
Og da det sidste bitre ord
var skiftet mellem dig og mig,
og harm og saar jeg gik min vei,
da raslet paa den frosne jord
det visne lov i tætte lag;
der steg en skarp og syrlig lugt.
— Da mindtes jeg den junidag
og almetræets frugt.
var skiftet mellem dig og mig,
og harm og saar jeg gik min vei,
da raslet paa den frosne jord
det visne lov i tætte lag;
der steg en skarp og syrlig lugt.
— Da mindtes jeg den junidag
og almetræets frugt.