Ungdom. Digte/04
Du er vor mor, du med det gyldne haar!
Svøpt i dit lune straalehaar du leder
din barneskare med dig, der du gaar
din vei i æterhavet — og jeg beder.
Svøpt i dit lune straalehaar du leder
din barneskare med dig, der du gaar
din vei i æterhavet — og jeg beder.
Beder til bare dig, vor sol, der gaar
ringe og ung din vei blandt større kloder.
Alt, hvad min tanke fatter om og naar
skapte og nærte du, gudinde, moder.
ringe og ung din vei blandt større kloder.
Alt, hvad min tanke fatter om og naar
skapte og nærte du, gudinde, moder.
Se ved det lys, du gir os, kan vi naa
at maale ut din bane, magt og ælde,
men fuldelig kan ingen sjæl forstaa
og fatte dig i al din pragt og vælde.
at maale ut din bane, magt og ælde,
men fuldelig kan ingen sjæl forstaa
og fatte dig i al din pragt og vælde.
Alt hvad vi eier, eier vi av dig,
alt vore øine ser, det er din gave,
hvert litet støv vi træder paa vor vei,
hvert liv paa jord og luft og dype have.
Aa, ingen hjerne favner om din pragt,
og ingens sjæle i den tanke bunder,
at alt vi kjender, er kun ved din magt,
vort liv, vor krop og sjæl er dit vidunder.
og ingens sjæle i den tanke bunder,
at alt vi kjender, er kun ved din magt,
vort liv, vor krop og sjæl er dit vidunder.
Og dagen er dit kjærtegn og dit kys
— som verden skjules for os, naar vor mor os trækker
til brystet sit, saa skjules i dit lys,
at rundt om os en evighet sig strækker.
— som verden skjules for os, naar vor mor os trækker
til brystet sit, saa skjules i dit lys,
at rundt om os en evighet sig strækker.
Du kysser jorden som en kjærlig mor
og svøper den i natten, og du tænder
den hvite maane for den før du gaar,
og den blir ene mellem stjernefrænder.
og svøper den i natten, og du tænder
den hvite maane for den før du gaar,
og den blir ene mellem stjernefrænder.
Vor tanke drukner i din alders hav,
al smerte smelter i de gyldne strømme —
Et fnugg blandt alle fnugg du livet gav,
hvirvler vor sjæl, en verden seiv av drømme.
al smerte smelter i de gyldne strømme —
Et fnugg blandt alle fnugg du livet gav,
hvirvler vor sjæl, en verden seiv av drømme.
En verden seiv vor sjæl av sorg og savn
og haab og mod og lyst og bitre taarer,
som gir dig, livets kilde, modernavn,
o sol, der gav det røde blod i vore aarer!
Jeg er dit barn og smilte mot dit smil
saa mangen morgen, naar du gjennem ruten
til sorg og glæde bød mig dagen til
— om graatende jeg sovnet ind paa puten,
saa mangen morgen, naar du gjennem ruten
til sorg og glæde bød mig dagen til
— om graatende jeg sovnet ind paa puten,
Og jeg vil be til dig, og i dit hav
av lys skal engang alle haab og drømme
bli fnugg blandt alle fnugg du livet gav
og smelte bort i dine gyldne strømme.
av lys skal engang alle haab og drømme
bli fnugg blandt alle fnugg du livet gav
og smelte bort i dine gyldne strømme.