Ungdom. Digte/02
Jeg sitter paa mit kammer i mørke, det er nat,
alle folk i huset er isenge.
I en gaard borti gaten spiller dansemusik,
piano og syngende strenge.
Det verker indi hjernen, jeg er saa træt, saa træt,
og det svir i mine øine — gud vet, har jeg grætt,
eller bare sittet oppe for længe?
alle folk i huset er isenge.
I en gaard borti gaten spiller dansemusik,
piano og syngende strenge.
Det verker indi hjernen, jeg er saa træt, saa træt,
og det svir i mine øine — gud vet, har jeg grætt,
eller bare sittet oppe for længe?
Der er fottrin paa gaten, og gaslygtens skin
tegner vinduskorset og efeuens ranker
skyggesort paa væggen; i det underlige lys
skjælver og flakker mine tanker.
Aa, mit hjerte blir begjærlig, og det reiser sig, mit mod
er det tonerne derute, der hidser saa mit blod,
saa brændende urolig det banker.
tegner vinduskorset og efeuens ranker
skyggesort paa væggen; i det underlige lys
skjælver og flakker mine tanker.
Aa, mit hjerte blir begjærlig, og det reiser sig, mit mod
er det tonerne derute, der hidser saa mit blod,
saa brændende urolig det banker.
Ak du hjerte, som begjærer, mon du aldrig skal bli træt
av at længte og at haabe forgjæves!
Ja du reiser dig, mit unge mod, men aldrig naar du det,
som vi længter mot, saa længe som der leves.
Aa min længsels kjække svale paa din flugt mot lykkens land
over endeløse have, nvor du aldrig øiner strand,
jeg er bange for, din flugt er forgjæves.
Aa men flyv din flugt, min svale, om ogsaa færden brat
skal endes i de bundløse vande —
Mens jeg sitter her og længes i en mørk og haabløs nat,
drysser solen ut sit guld paa fjerne strande.
— Og om solens skin dig plager, og dit hjerte tørker ut
til en ørken, spreder natten ut sit sorte fløielsskrud
over brudebolstre bløtt i fjerne lande.
skal endes i de bundløse vande —
Mens jeg sitter her og længes i en mørk og haabløs nat,
drysser solen ut sit guld paa fjerne strande.
— Og om solens skin dig plager, og dit hjerte tørker ut
til en ørken, spreder natten ut sit sorte fløielsskrud
over brudebolstre bløtt i fjerne lande.
Aa mit hjerte, tro paa lykken — om den og gaar dig forbi,
skal du tro og være glad for den er fager.
Aa vær glad for der er solskin til og blomster over sti,
om der og er mørkt og koldt, hvor du drager.
Du skal tro, at lykken findes, om den ei til dig har bud,
for dit hjerte drømmer om den, vet, hvorledes den ser ut
— og det sømmer sig ikke, at du klager.
skal du tro og være glad for den er fager.
Aa vær glad for der er solskin til og blomster over sti,
om der og er mørkt og koldt, hvor du drager.
Du skal tro, at lykken findes, om den ei til dig har bud,
for dit hjerte drømmer om den, vet, hvorledes den ser ut
— og det sømmer sig ikke, at du klager.