Ung sorg
Ung sorg.
6 digte.
Aarets saga.
6 digte.
Aarets saga.
Og solen den skén,
Og hun var saa vén,
Og sommerens vinde de vifted om kinde,
Og maaltrosten sang,
Og kvelden var lang, –
Jeg bad, og hun gav mig for livet sit minde.
Og hun var saa vén,
Og sommerens vinde de vifted om kinde,
Og maaltrosten sang,
Og kvelden var lang, –
Jeg bad, og hun gav mig for livet sit minde.
Somren var varm,
Men høsten blev arm, –
Det regned og regned, og bladene blegned, –
Min længsel jeg skrev
I digt og i brev,
Men høstvinden sused, og længselen segned.
Men høsten blev arm, –
Det regned og regned, og bladene blegned, –
Min længsel jeg skrev
I digt og i brev,
Men høstvinden sused, og længselen segned.
Da vandene frøs,
Og frostnatten gøs,
Da var det, det hændte, – farvellet jeg sendte
Jeg fik hendes svar – – –
Ja, sagen var klar – – –
Jeg stirred i flammen og saa, hvor det brændte.
Og frostnatten gøs,
Da var det, det hændte, – farvellet jeg sendte
Jeg fik hendes svar – – –
Ja, sagen var klar – – –
Jeg stirred i flammen og saa, hvor det brændte.
Min sorg.
Uden trøst og uden taare
Skjult i sjælens dunkle skakt,
Som i fjeldet malmets aare
Er min sorg i dybet lagt.
Skjult i sjælens dunkle skakt,
Som i fjeldet malmets aare
Er min sorg i dybet lagt.
Stilt som grav om liglagt baare
Slutter sjælen den i favn.
Stundom stiger tanker saare,
Hviskende et halvglemt navn.
Slutter sjælen den i favn.
Stundom stiger tanker saare,
Hviskende et halvglemt navn.
Paa gamle tomter.
Jeg mindes en solklar sommerstund,
Jeg roed min baad paa det blanke sund
Med min elskede smilende i den.
– Senere op gjennem tiden
Har smilet saa mange andre end hun,
Og nu er det længe siden.
Jeg roed min baad paa det blanke sund
Med min elskede smilende i den.
– Senere op gjennem tiden
Har smilet saa mange andre end hun,
Og nu er det længe siden.
Mens vandet skvulped om baadens stavn,
Hun vuggede blødt i min sterke favn.
Jeg anede ei, at de bølger
De lister sig efter og følger
Hvert skjælvende ord og hvert hviskede navn,
Og at de dem siden dølger.
Hun vuggede blødt i min sterke favn.
Jeg anede ei, at de bølger
De lister sig efter og følger
Hvert skjælvende ord og hvert hviskede navn,
Og at de dem siden dølger.
– Jeg roed idag over selvsamme sund,
Da lød de – hvert ord ifra hendes mund – – –
Jeg sad og hørte forskræmt dem,
Jeg troed, jeg længst havde glemt dem – – –
De lød som en sang fra den blaanende bund,
– Det var bølgerne, som havde gjemt dem.
Graaveir.
Da lød de – hvert ord ifra hendes mund – – –
Jeg sad og hørte forskræmt dem,
Jeg troed, jeg længst havde glemt dem – – –
De lød som en sang fra den blaanende bund,
– Det var bølgerne, som havde gjemt dem.
Graaveir.
Taagernes graakolde, regnfulde buer
Slører mellem himmel og jord;
Dybt bagom taagebanken soløiet luer,
– Sygnende lysning i nord.
Slører mellem himmel og jord;
Dybt bagom taagebanken soløiet luer,
– Sygnende lysning i nord.
Disende kveld! Dine drømme de græde
Taagedugg i sind og i sjæl,
Tankerne gyser som fuglen i sit rede :
Høgen er ude ikveld!
Taagedugg i sind og i sjæl,
Tankerne gyser som fuglen i sit rede :
Høgen er ude ikveld!
Høst.
Og bjerkeløvet visner og drysser mod jord,
Og vinden synger sorrigfulde sange,
Og himlen blir saa underlig dunkel og stor,
Og kveldene saa lange, saa lange.
Og vinden synger sorrigfulde sange,
Og himlen blir saa underlig dunkel og stor,
Og kveldene saa lange, saa lange.
Og maaltrosten fløitede til afsked igaar,
Nu flyver den vel vide over vove,
Og længe blir at vente paa fuglesang og vaar,
Og nu er der stille i skove.
Nu flyver den vel vide over vove,
Og længe blir at vente paa fuglesang og vaar,
Og nu er der stille i skove.
I dalen gaar elven med sin mumlende røst,
Og lommen skriger stygt, hvor den dukker,
Kanhænde var det bedst dér at søge fred og trøst,
Før vinterisen vandene lukker.
Og lommen skriger stygt, hvor den dukker,
Kanhænde var det bedst dér at søge fred og trøst,
Før vinterisen vandene lukker.
Kveld.
Alverne leger i løveli,
Kvelden dunkler og dølger,
Aasen staar ende paa hovedet i
Sundets de slumrende bølger.
Kvelden dunkler og dølger,
Aasen staar ende paa hovedet i
Sundets de slumrende bølger.
Saa leger de ud, saa leger de ind,
Hvor liljevaanden sig ranker,
Saa leger de ind i et sorgfuldt sind
Og jager de tunge tanker.
Hvor liljevaanden sig ranker,
Saa leger de ind i et sorgfuldt sind
Og jager de tunge tanker.
Vel, at I intet aner, I smaa!
Ellers som fugl var I fløine.
Hel listelig kan over sundet gaa
To søvnløse, søgende øine.
Bernt Lie.
Ellers som fugl var I fløine.
Hel listelig kan over sundet gaa
To søvnløse, søgende øine.
Bernt Lie.