Under skvætlæderet
Der blev liv i byen B. fra den dag det *** kavaleriregimente tog kvarter der; før den tid havde der været forbandet kjedeligt. Naar man reiste gjennem byen og bare kastede et blik paa de lave, sammenklinede huse, overfaldtes man af en ubeskrivelig flau følelse; man følte det, som om man havde spilt bort hele sin eiendom til sidste skilling, eller som man havde begaaet en upassende dumhed — det var slet ikke nogen hyggelig følelse. Regnen havde vasket leren af husene, saa de hvide mure saa ud som ruiner; tagene var bedækkede med siv som sædvanlig i Sydrusland. De smaa træer, som endnu var igjen, lod byens foged nedhugge, fordi det saa anstændigere ud uden. Paa gaden var ikke et menneske at se; her og der spankulerede en hane hen over den suppebløde vei, der var bedækket med tommetykt støv i tørveir og forvandlet til en bundløs sørpe ved det mindste regnskyl; ellers var B.s gader talrigst befolkede af de yndige smaadyr, som fogden kaldte „franskmænd“; de løfter sine uhyggelige tryner op af karrene og grynter slig, at den reisende snart ser sig nødt til at begive sig paa flugt. Forøvrigt skal det holde haardt at træffe nogen gjennemreisende i B. Sjelden, meget sjelden hænder det, at en borgermand, eier af elleve sjæle, skrangler afsted henover veien i sin halvvogn; der sidder han i sin nankinskjole, neppe synlig bag sine opstablede melsække, og smelder løs med pisken paa sin blakkede mær, og bagefter tripper et lidet svinsende føl. Om det saa er torvet, saa har det et bedrøveligt præg: skrædderens hus, der er uden facade, ser ganske ualmindelig dumt ud; ligeoverfor det har man i femten aar holdt paa med at mure paa en to-etages bygning; ikke langt derfra staar en liden, moderne herregaard, oversmurt med en graa, mudderagtig farve; det havde fogden ladet opføre til mønster for andre bygninger i sin ungdom, før han havde lagt sig til den vane at drikke stikkelsbærvin og gaa tilkøis lige efter maden. Resten af byens bygninger var risflettede hytter. Midt over torvet strakte sig smaa butiker, hvor man altid kunde finde et par lammeskind, en gammel kone med rød hoveddug, en stang sæbe, nogle pund mandler, nogle alen halvuldent tøi, samt to handelsbetjente, der til en hvilkensomhelst tid af dagen sad i døren og spillede kort. Slig var det i gamle dage; men ikke før havde kavalleriregimentet taget kvarter i byen, førend alt med éngang fik et andet udseende: gaderne forskjønnedes og blev livlige og fik en ganske anden karakter. De lave huse kunde nu ofte se statelige officerer gaa forbi og snakke med hverandre; og passiaren gik livligt om avancement og røgtobak og heste og regimentsdroschen; regimentsdroschen var en vogn, der tilhørte regimentet og gik rundt mellem officererne; én dag kunde man se den tykmavede major paradere i den, og den næste stod den i kapteinens stald. Paa gjerderne mellem husene hang brogede soldaterhjelme og luftede sig, hist og her paa en planke saa man graa kapper; i baggaderne traf man til enhver tid soldater med røde, buskede snurbarter. Snurbarterne forfulgte de indfødte overalt; naar byens piger forsamlede sig paa torvet med sine melkespand, kunde man være sikker paa, at der dukkede frem en snurbart for hver pige. Det selskabelige liv i byen, der før var besørget af dommeren, en diakonisse, som holdt hus for ham, og fogden, som sov hele dagen undtagen ved maaltiderne, fik nyt liv nu, da generalbrigaden og med den en masse officerer havde holdt sit indtog. De omboende godsbesiddere, hvis tilværelse ingen før anede, begyndte nu hyppigere og hyppigere at besøge den lille by for at gjøre bekjendtskab med officererne.
Skammeligt er det, at jeg ikke er istand til at komme paa, hvad der var anledning til, at generalen kom til at give en glimrende diner; forberedelserne var storartede; før sol var oppe, hørte man knivene hakke i generalens kjøkken. Alt, hvad der fandtes paa torvet, blev opkjøbt til denne fest, saa dommeren maatte lade sig nøie med boghvedegrød til middag. Generalkvarterets lille gaardsplads var ganske opfyldt med droscher og kaleschevogne. Det var et herreselskab, gjesterne var, foruden officererne, nogle godsbesiddere fra nabolaget.
Blandt godsbesidderne udmerkede sig især Pythagorus Pythagoruswitsch Tschertokucki, som var en af de fineste adelsmænd paa de kanter; han var en af dem, som skreg høiest ved valgene og kom altid til byen i en elegant ekvipage. Han havde engang tjent i kavalleriregiment. og havde været blandt de fornemmere og mer anseede officerer; han saaes ialfald stadig paa baller og i selskaber, ligegyldigt hvor hans regiment havde sit kvarter. Men saa fik han pludselig afsked, man fik aldrig vide hvorfor, — men der var en „ubehagelig historie“. Men det havde ingen indflydelse paa hans rygte eller hans stilling i selskabslivet; han havde beholdt et vist militært snit paa sine klæder, gik med sporer paa støvlerne og snurbart under næsen; det sidste havde han, forat landadelen ikke skulde tro, at han havde staaet ved infanteriet, som Tschertokucki foragtede og gjerne kaldte „infameriet“.
Han var at se ved alle store aarsmarkeder, hvor han tog sig ganske underlig ud blandt alle ammerne, børnene og de søndagsklædte smaaborgere, der strømmede til i alle mulige slags underlige kjøretøier. Han lugtede formelig, hvor der var et kavalleriregiment og kjørte altid derhen for at gjøre bekjendtskab med officererne; han havde en egen evne til at blive gode venner med dem i kort tid.
Ved de sidste valg gjorde han sig bemerket ved at holde en høitidelig middag til ære for landadelen, og her erklærede han, at dersom de vilde vælge ham til marschal, skulde han sørge for at give landadelen en ganske anden betydning, end den havde. I almindelighed levede han tarveligt, som man pleier at sige i provinsen; han havde giftet sig med en vakker liden frøken, som bragte ham 200 sjæle og et par tusen i kontanter som medgift. Kontanterne blev straks omsatte i tre prægtige heste, forgyldte dørklinker, en tam abe og en fransk hushovmester. Men de 200 sjæle blev tillige med 200 andre, som han selv eiede, satte i pant i anledning af nogle handelsspekulationer.
Foruden ham var der ogsaa en hel del andre indfødte tilstede ved generalens middag, men dem er det ikke umagen værd at nævne engang. Resten af gjesterne var regimentets officerer, og deriblandt to stabsofficerer: obersten og en temmelig tykmavet major. Generalen selv var en bredskuldret, kraftig mand, lidt udmaiet, men en ualmindelig dygtig militær; ialfald gjaldt han for det blandt officererne. Han talte i en dyb bas, som gav respekt.
Middagen var glimrende. Stør, hvilling, ringgjæs, asparges, vagtler, agerhøns, champignons o. s. v. — altsammen var særdeles velsmagende, hvad der beviste, at kokken ikke havde smagt vaadt et helt døgn; fire soldater bevæbnede med kjøkkenknive havde hjulpet ham hele natten med at lave frikassé og gelé. Flasker af alle sorter, fra de slanke med lafitte til de bredmavede med madeira, holdt stemningen oppe; det var en deilig sommerdag, vinduerne stod aabne, tallerkener med is gik rundt; frakkekravene blev opknappede, samtalen blev støiende, mens champagneglassene klirrede, og generalens bas hørtes gjennem larmen; det var en herlig middag. Man reiste sig fra bordet passelig overmætte, tændte sine lange og korte piber, og gik ud paa verandaen, hver med sin kaffekop i haanden.
„Nu kan vi faa se paa hende,“ sagde generalen. „Aa, De er gjerne saa snil,“ tiltølede han og vendte sig mod sin adjudant, en elegant ung mand med et behageligt ansigt; „aa De er gjerne saa snil at lade den røde hoppe føre her hen.“ Hvorpaa generalen lagde sin tschibuk i munden og udsendte en røgsky. „Hun ser ikke noget videre ud for øjeblikket; her findes ikke en anstændig stald i dette forbandede hul. Men hesten — paf, paf — er ikke daarlig.“
„Har De havt hende længe hos Dem?“ spurgte Tschertokucki.
„Paff, paff, paff — nei — paff — ikke saa længe; — det er vel en to aar, siden jeg tog den ud af stutteriet.“
„Var den indredet, før hr. generalen fik den, eller har De selv ladet den indride?“
„Paff, paff, pa, pa, pa — paff, — jeg selv.“ Hvorpaa generalen ganske forsvandt i røgskyer.
Imidlertid kom en soldat springende ud af stalden; og straks efter hørtes hovslag, og en anden soldat i hvid jakke og med en mægtig snurbart førte den prustende, dansende hest ud i det frie; den løftede sit hoved saa fort og uventet, at den nær havde svunget snurbarten og hele soldaten i luften.
„Naa, naa, Agrafena Iwanowna!“ sagde han og fik hoppen frem for verandaen.
Agrafena Iwanowna var hestens navn. Modig og vild som en sydlandsk skjønhed steilede den og satte forbenene paa verandatrappen; saa stod den stille.
Generalen lagde piben fra sig og saa paa Agrafena Iwanowna med indre tilfredshed. Obersten gik nedover trinene og tog Agrafena Iwanowna ved mulen; majoren klappede Agrafena Iwanowna paa halsen; de andre smattede med tungen.
Tschertokucki hoppede ned fra verandaen og gik bag den og rundt den. Soldaten strammede sig, trak i tømmen og saa ufravendt den fremmede i øinene, som om han havde til hensigt at krybe ind i dem.
„Deilig hest,“ sagde Tschertokucki, „et prægtigt dyr! Tillader Deres excellence, at jeg prøver den?“
„Hun har et roligt trit; — der er bare det — fanden ved — den tosk af en dyrlæge har givet hende nogle piller, og nu har hun ikke gjort andet end at nyse de sidste døgnene.“
„Naa ja, saa faar det være til en anden gang. Har Deres excellence en tilsvarende ekvipage?“
„Ekvipage? — det er jo en ridehest!“
„Ja naturligvis; jeg spurgte bare for at høre, om De havde ekvipager til de andre heste.“
„Aa nei, jeg har ikke saamange ekvipager. Oprigtig talt har jeg længe gaaet og tænkt paa at anskaffe mig en moderne vogn. Jeg har i den anledning skrevet til min bror, der for øjeblikket bor i Petersburg; men jeg ved endnu ikke, hvorledes det blir med det.“
„Etter min mening,“ faldt Obersten ind, „er wienervognene de bedste, Deres excellence.“
„Det har De ret i, paf, paf, paf.“
„Jeg har en deilig ekvipage, hr. general — egte wienerfabrikat.“
„Hvad for en? Ikke den, som De kom kjørende hid i, vel?“
„Nei da, den bruger jeg bare, naar jeg er paa længere reiser; — nei den anden den er ganske enestaaende i sit slags; let som en fjeder og blød — det er som at sidde i en vugge.“
„Den er bekvem altsaa?“
„Yderst bekvem. Puder, fjedre altsammen af fineste sort.“
„Det kan jeg like.“
„Og saa alt det, man kan pakke i den; jeg har aldrig seet noget lignende. Da jeg endnu tjente i hæren, havde jeg i regelen ti flasker rum og tyve pund tobak i skrinet; desuden førte jeg bestandig med mig seks uniformer, vaskestel og nogle piber, lange piber, de længste som findes, Deres excellence; og i vognrummene kunde man putte en hel okse.“
„Det er ypperligt.“
„Men jeg har ogsaa givet 4000 rubler for den, hr. general.“
„Efter prisen at dømme maa det være en meget god vogn. Har De kjøbt den selv?“
„Nei, Deres excellence, jeg kom over den ved et tilfælde. Det var en ven af mig, som eiede den, en sjelden mand, en barndomskammerat, som generalen snart vilde komme til at like. Jeg vandt vognen fra ham i kort. Kunde ikke generalen have lyst til at beære mit hus med sin nærværelse imorgen? De kunde komme til middag, saa kunde De se paa ekvipagen med det samme.“
„Ja, jeg ved sandelig ikke, hvad jeg skal svare Dem paa det. At komme alene vilde falde mig lidt — — — De fik da finde Dem i, at jeg tog mine officerer med.“
„Naturligvis beder jeg officererne ogsaa. Mine herrer! Jeg vilde føle mig meget smigret, hvis De vil gjøre mig den ære at hilse paa mig imorgen i mit hjem.“
Obersten, majoren og de andre officerer takkede med et høfligt buk.
„Jeg er nu af den mening, hr. general, at man altid skal kjøbe det bedste, hvis man ikke netop vil kaste sine penge ud af vinduet. Naar De kommer til mig imorgen, skal jeg faa lov til at vise Dem noget, som jeg har faaet indført i min husholdning.“
Generalen saa paa ham og sendte en røgsky fra sig.
Tschertokucki var overstadig lykkelig over at have indbudt officererne til sig. Det gik allerede rundt i hovedet paa ham, hvilke posteier og lækkerbiskener han skulde overraske dem med; han saa med ublandet glæde paa officererne, der til gjengjæld paa alle mulige maader viste ham sin forbindtlighed for invitationen. Tschertokucki blev om muligt endnu mere snaksom, og hans stemme fik en rørende klang som hos mennesker, der er lykkelige til overmaal.
„Der vil Deres excellence ogsaa gjøre bekjendtskab med husets frue.“
„Skal være mig en glæde,“ sagde generalen og strøg sig over moustachen.
Nu vilde Tschertokucki straks begive sig hjem for at gjøre forberedelser til at tage mod de fornemme gjester; han havde i den hensigt allerede faaet huen i haanden; — men hvorledes det nu var eller ikke var, saa kom han at blive staaende nogle øieblikke. Imidlertid blev de grønne borde satte frem. Snart havde hele selskabet fordelt sig i whistpartier og spredt sig i alle hjørner af værelset.
Der blev baaret lys ind. Tschertokucki vidste ikke rigtig, om han skulde sætte sig ned til whisten. Men da nu officererne indbød ham saa venlig til det, forekom det ham uforenelig med hans selskabelige grundsætninger at afslaa deres bønner. Og saa satte han sig ned til et parti. Uden at han vidste, hvor det kom fra, stod der pludselig foran ham et glas punsch, som han drak ud med det samme i ren distraktion. Efter den anden robber fandt Tschertokucki atter et fuldt punscheglas. foran sig; det kom han ogsaa at tømme af distraktion; han sagde rigtignok: „Nei mine herrer, det er paa høie tid, jeg ser at komme mig hjem, nu.“ Men han satte sig dog ned til et nyt parti.
Imidlertid havde underholdningen i de forskjellige kroge af værelset. antaget en rent familiær karakter. Whistspillerne var temmelig tause. De, som ikke spillede, sad omkring i sofaerne og lod munden løbe. I et hjørne havde ritmesteren gjort sig det rigtig bekvemt og sad nu med piben i munden og gav sine kjærlighedseventyr tilbedste paa sin egen lystige vis; det var en mand, som forstod at fængsle sine tilhøreres opmerksomhed, og kredsen om ham voksede bestandig.
Blandt tilhørerne var en ualmindelig fed borger, hvis arme saa ud som to fastvoksede poteter; han lyttede med særlig velbehag paa ritmesterens historier og gjorde af og til nogle voldsomme anstrengelser for at naa bagdelen af sin brede, sækkevide kjole, hvor han havde sin snusdaase. I det andet hjørne disputerte man ivrig om en eskvadronrevu, og Tschertokucki, som imidlertid to gange havde spilt knegten paa istedetfor kongen, blandede sig ukaldet i samtalen og skreg fra sin krog: „Hvilket aar?“ eller „Hvad for et regiment?“ uden at agte det ringeste paa det fuldstændig upassende i at komme med slige spørgsmaal.
Endelig hørte man op med whisten lige før aftensmaden; dog var den længe efter i alles mund; det saa ud, som om hovederne endnu var fulde af whist. Uagtet Tschertokucki var sig fuldstændig bevidst, at han havde vundet meget, nævnte han dog ikke noget om det, og blev igjen, efterat bordene var tagne bort, og stod længe ubestemt som en mand, der har glemt sit lommetørklæde. — — Imidlertid serveredes aftensmaden. Der var selvfølgelig ingen mangel paa vin, og Tschertokucki kom uvilkaarlig til at skjænke sig et glas, snart af den ene, snart af den anden af de omstaaende flasker.
Passiaren trak sig i langdrag; den var paa slutten af en noget underlig natur: en oberst, som havde været med i krigen i 1812, fortalte om et slag, som aldrig havde fundet sted; han havde dengang — man ved ikke, af hvilken grund — taget korkepropperne af flaskerne og puttet dem ind i en kage. — — — Kortsagt, da man skulde til at gaa, var klokken blevet tre, og nogle af kuskerne var nødte til at bære sine herrer ind i vognen. Ogsaa Tschertokucki gjorde, trods sit aristokratiske væsen, saa dybe buk og komplimenter ud af vognen sin, at han ved hjemkomsten fandt to tidselskjæg i sin snurbart.
Hjemme sov alt. Kusken var neppe istand til at opsøge kammertjeneren, der ledsagede herren gjennem modtagelsesværelset, hvor han overantvordede ham til en stuepige, ved hvis hjælp han naaede frem til soveværelset, hvor han lagde sig ved siden af sin unge, fortryllende gemalinde, som laa der saa yndig i et snehvidt natlinned. Det knagede, da egteherren faldt ned i sengen, saa hun vaagnede af sin slummer.
Hun strakte sagte sine lemmer, løftede øienlaagene, kneb tre gange øinene hurtigt sammen og aabnede dem med et halvt ærgerligt smil; men da hun saa, at manden ingen ømheder havde til hende, vendte hun sig ærgerligt om, lagde sin friske kind i haandfladen og sov strax derpaa ind igjen.
Da den unge husfrue vaagnede ved siden af sin snorkende egtefælle, var det allerede den tid af døgnet, som man paa landet pleier at kalde morgen. Da hun nu betænkte, at han ikke var kommen hjem før kl. 4, havde hun ondt af ham og vækkede ham ikke; hun steg i tøflerne, som hendes mand havde forskrevet fra Petersburg, tog paa sig en hvid peignoir, hvis folder flød som bølger om hendes bryst, gik hen til sit toiletbord og vaskede sig i et vand, der var ligesaa friskt som hun selv; derpaa gik hun hen foran speilet. Da hun havde seet sig i det et par gange, kom hun til det resultat, at hun var bent ud hæslig idag; og denne lille omstændighed holdt hende siddende foran speilet i to stive timer. Endelig var hun færdig og gik ud i haven forat lufte paa sig.
Det var en sommerdag, slig som man kun har den i syden. Solen stod paa det høieste og kastede sine glødende straaler lodret ned; i skyggen af de tætte alléer kunde man dog spadsere uden at generes af varmen og nyde den deilige blomsterduft.
Den skjønne husfrue havde ganske glemt, at klokken alt var 12, og at hendes mand endnu laa og sov. Folkene paa gaarden tog sig allerede sin middagslur, og hun sad endnu i den skyggefulde allé og saa tankefuld hen over landeveien; da vaktes pludselig hendes opmerksomhed af en støvsky i det fjerne, og snart opdagede hun et par vogne. Først kom en let vogn med to sæder; der sad obersten og generalen med sine massive epauletter, der lynede i solen. Bag dem kom oberstløitnanten, generalens adjutant og to andre officerer rullende i en stor firhjulet vogn. Efter den kom den bekjendte droske, der for øjeblikket var i den tykmavede majors besiddelse; saa kom en gammel karosse med fire officerer og en femte paa deres fang. Tre officerer paa elegante ridedyr afsluttede optoget.
„Mon de skal til og?“ tænkte den unge frue, „aa Gud! ja sandelig kjører de ikke over broen!“ raabte hun og slog hænderne sammen; hun løb i en fart gjennem busker og blomster lige ind i soveværelset, hvor hendes mand endnu laa og snorkede.
„Staa op! staa op og det i en fart!“ raabte hun og rystede ham i armene.
„A-a-a?“ hørtes der fra Tschertokucki, som strakte sig i sengen uden at aabne øinene.
„Staa op, mand! Kan du ikke høre? Her kommer gjester!“
„Gjester! Hvem er det?“ Derefter brølte Tschertokucki op som en kalv, der med sin snude søger efter moderens yver. „Hm!“ brummede han.
„Kom her, Mitzi, lad mig faa kysse dig paa halsen, — den er saa frisk.“ — — —
„For Guds skyld, søde dig, — skynd dig og staa op! Generalen og officererne er her! Men Gud, hvorledes er det, du ser ud? der er jo fuldt af tidselskjeg i skjegget dit.“
„Generalen? Er han der allerede? Hvorfor i Herrens navn har du ikke vækket mig? Er middagen færdig?“
„Hvad for en middag?“
„Har jeg ikke givet ordre?“
„Du? du? Du kom jo ikke hjem før kl. 4 imorges. Jeg talte til dig et par gange, men fik ikke svar. Jeg vækkede dig ikke, vennen min, fordi jeg syntes synd paa dig — — Du sov saa godt, og saa —“ — De sidste ord kom saa sagte og bedende.
Tschertokucki rev sine øine op og blev liggende stille en stund som slagen af lynet; endelig sprang han ud af sengen i bare skjorten, glemmende alle anstændighedens fordringer.
„Aa — for et æsel jeg har været“, skreg han og slog sig for panden. „Jeg har jo inviteret dem til middag allesammen. Hvad skal vi gjøre? Er de langt borte endnu?“
„Jeg ved ikke; — nei, de er her vist straks.“ —
„Gjem dig, du, lille kone! — He! Er der ingen? — Petra! kom her! — Naa, — ingenting at være bange for, du gaas! Her kommer straks officerer til gaarden, forstaar du; du skal sige til dem, at herren er ikke hjemme; han maatte reise bort i al hast og kommer ikke tilbage, skal du sige; — forstaar du? Og den besked skal du give til alle de andre tjenere ogsaa; saa — kom dig afsted i en fart!“
Dermed kastede Tschertokucki slobrokken paa sig og flygtede ud i vognremissen, som han syntes maatte være det sikreste tilflugtssted. Han gjemte sig i en krog, men saa blev han ræd for, at de skulde finde ham der alligevel.
„Her vil være sikrest,“ tænkte han og krøb ind i sin fineste ekvipage, slog vogndøren igjen efter sig og gjemte sig under skvætlæderet; han gjorde sig saa liden, som han kunde, i sin slobrok.
Imidlertid kjørte de fremmede vogne med sit indhold frem foran verandaen. Generalen steg ud og glattede paa sin uniform; efter ham kom obersten, der havde noget at ordne paa sin hjelmbusk, saa arbeidede den tykke major sig ud af droschen med sabelen under armen; efter ham fulgte de fire officerer med løitnanten paa fanget; tilslut steg ogsaa rytterne af sine kjære heste.
„Herren er ikke hjemme,“ sagde en lakei, der kom ud paa verandaen.
„Ikke hjemme? — — — Men han kommer vel hjem til middag?“
„Nei, han skulde blive borte i hele dag og skulde ikke komme igjen før imorgen paa denne tid.“
„Saa — det er jo nydelig!“ sagde generalen. Men hvori al — —“
„Høist ejendommelig optræden!“ sagde obersten og lo.
„Uhørt! Har man nogensinde hørt magen!“ fortsatte generalen ærgerlig; „hvad fanden skal det være til at bede og invitere, naar man ikke vil tage imod?“
„En saadan opførsel er mig aldeles ubegribelig, Deres excellence,“ sagde en af de yngre officerer.
„Hvad siger han?“ spurgte generalen, — det var en fast sætning hos ham, naar han talte med de lavere officerer.
„Jeg sagde, Deres excellence, at det var mig ubegribeligt, hvorledes nogen kunde opføre sig slig.“
„Naturligvis! — Nei — kanske har der hændt noget, — kanske; — — men saa pleier man da ialfald at sende et bud, — eller ogsaa kan man lade blive at invitere.“
„Her er gode raad dyre, hr. general! Det blir vel bedst at kjøre: tilbage med det samme,“ sagde obersten.
„Forstaar sig. Vi har jo ingen anden udvei. Forresten kan vi nu se paa ekvipagen uden ham ogsaa; den har han vel ikke taget. med sig. Hollo! Kom her du, fyr!“
„Hvad befaler hr. generalen?“
„Hører du til stalden?“
„Ja, hr. general!“
„Vis os den nye ekvipage, som din herre nylig har faaet.“
„Vil De følge med ned i vognremissen, hr. general.“
Generalen og officererne begav sig ned til vognremissen.
„Hvis De tillader det, skal jeg rulle den ud lidt, — her er saa. mørkt herinde.“
„Saa tak, — det er godt nok.“
Generalen og officererne gik rundt omkring vognen og betragtede. hjul og fjedre med stor opmerksomhed.
„Der er ikke noget ekstra ved den,“ sagde generalen; „den er omtrent som andre vogne.“
„Det synes jeg ogsaa,“ sagde obersten.
„Efter min mening, Deres excellence, er den ikke værd nogen fire tusind rubler,“ sagde en af de yngre officerer.
„Hvad siger han?“
„Jeg siger Deres excellence, at den efter min mening ikke er værd nogen fire tusind!“
„Ikke tale om fire tusind! den er ikke værd to tusind engang! Der er ingenting merkeligt ved den! Det maatte da være inde i vognen. — — Vær saa snil, gutten min, og knap skvætlæderet op! — —“
Officererne blev ganske forbløffede ved synet af Tschertokucki, der paa en høist ejendommelig maade laa sammenkrøben i sin slobrok.
„Aah — saa her er det, De befinder dem?“ — — sagde generalen forbauset. Og han slog vogndøren i, lagde skvætlæderet over Tschertokucki og kjørte afsted med sine officerer.
- ↑ Af Nikolai Gogol. Oversat fra tysk.