Under Oscar II’s Regjering/1
Om noget sligt vover jeg ikke at drømme. Hvad her skal fremlægges, bliver alene et Bidrag for kommende Slægters Arbeide med at fælde Dommen. Det er et Bidrag til at lære at kjende et Afsnit af vort Folks Historie, der, om det end i Øieblikket kunde forekomme at staa løsrevet og isoleret, dog i Virkeligheden vil vise sig at have havt en dybereliggende Forbindelse med de Bevægelser og Retninger, som forøvrigt er kommet tilsyne i Samtidens Historie. Det hjælper her ikke, hvor meget vi end baade selv og andre, udenforstaaende kunde mene, at dette norske Røre fra 70- og 80-Aarene var noget, som svarede til Balletmester Bjerkebæks Ord om den norske Himmel: „Den har vi Nordmænd for os sjøl enda!“ Netop om Vaaren 1912 har vi i Norge hørt Maximilian Hardens interessante Forelæsninger, og vi har hørt ham, som han i mægtige Træk har skildret den Slægt, som staar midt oppe i den mest revolutionære Tid, som Verdenshistorien har seet. Ja, det er sandt. Men den store Omvæltning, den traf til en Begyndelse det norske Folk paa et tidligt Tidspunkt, og den blev her paaskyndet gjennem ganske eiendommelige Forhold. Europæiske Luftninger strømmede over Folk og Land. Men de blev gjennemsat med en indfødt norsk Strømning, som ikke kunde andet end betage dem meget af deres ægte udenlandske Duft og næsten maatte gjøre dem ukjendelige for alle, som ikke var inde i de specielt norske Forhold. Det vil blive en Opgave for fremtidige Historieskrivere at paavise, hvorledes en norsk Bondebevægelse, der byggede paa en gammel Odelsbegeistring og Uvillie mod Embedsstanden, kom under Paatryk af Auguste Comtes franske Filosofi, og endte med at optage allehaande Elementer af vidtgaaende Liberalisme, for ikke at sige Radikalisme, og alligevel fortsætte med at ville indbilde sig selv og Andre, at saadant var et Overmaal af nationale Strømninger.
De Kampe, som det norske Folk har gjennemlevet i de sidste Aartier, byder paa en Række af Begivenheder, som vil bevare megen Interesse for Enhver, som søger at danne sig en Mening om de historiske Fænomener og om den Masse af enkeltstaaende Fakta, hvorpaa disse bygger. Det kan være nok at pege paa en Retning som den, der blev sat i Gang af Søren Jaabæk, med Underlag af den økonomiske Sparetanke, som ganske ukorrekt er kaldt efter den første Del af den sammensatte Benævnelse paa det store Sørlandsamt Lister og Mandal. Den første Leders omfattende, men aldrig fordøiede moderne Læsning var her det, som satte Farve paa Saucen og i mange Dele viste Bevægelsen mod nye Maal. Den bragte noget helt nyt ind i vor Historie, uanseet alt det Slægtskab, som lader sig paavise med tidligere Udslag af samme Tankegang, og som for den, der har vundet Fortrolighed med Sørlandets Folk og med dets Aand, maa virke meget tiltrækkende. Fremtidens Historikere maa fordybe sig i to saadanne Skikkelser som de, vi har havt i Søren Jaabæk og i Lars Oftedal, med al deres Lighed og al deres Forskjellighed. Men at kunne vurdere dem og helt at tilegne sig den rette Forstaaelse af dem til alle Sider, det vil kun være faa givet. Og saa alle de andre Personligheder, som giver Tiden dens skiftende Farver! Hvad bliver der ikke at studere og at arbeide for de kommende Historikere? de, som skal medtage alle Momenter og behandle dem alle efter det samme strenge, skjønt ved Siden deraf humane Maal?
For den, der staar nær Grænsen af Støvets Alder, vil det blive umuligt at kunne tage paa sig en saadan Opgave. Men vi kan ligefuldt forberede dens Løsning ved at levere Stof, og det er det, jeg her har foresat mig. Jeg kan ikke tvivle paa, at der om de mærkelige Aartier, til hvis Historie jeg her vil levere et Bidrag, med enkelte Træk, seet fra én Side, i Aarenes Løb vil fremkomme endog en Masse af memoiremæssigt Stof, Jeg kan heller ikke negte for, at jeg selv til forskjellige Tider har opfordret Mænd, som i disse Tider har spillet en politisk Rolle, til at nedskrive sine Erindringer. Det bestemmende for mig har derved alene været Hensynet til at berige Historien med gode Kilder, og det har været mig ligegyldigt, hvorvidt det var Meningsfæller eller Modstandere, til hvem jeg henvendte mig, Saaledes var det med velberaad Hu, at jeg for en ti-tolv Aar siden, i et af Aarene omkring 1900, medens jeg paa Tilbageveien fra et Møde i Styret for Eidsvoldsbygningen kjørte til Eidsvold Station i Vogn med Statsminister Steen, benyttede Anledningen til at fremholde for ham mine Anskuelser i dette Punkt, ganske som jeg tidligere havde talt gjentagne Gange om det samme til Statsminister E. Stang. Selv har jeg ikke været med om direkte at deltage i det offentlige Liv, men jeg har paa forskjellige Maader havt Adgang til at se dette fra noksaa nært Hold, og jeg har hyppig faaet gode Oplysninger om, hvad der er foregaaet, fremfor alt gjennem 80-Aarene af det forrige Aarhundrede. Hvad jeg saaledes har faaet at vide, vil jeg ikke holde tilbage.
Forhaabentlig vil der engang, sent eller tidlig blive draget Omsorg for at offentliggjøre en Memoiresamling fra hine Tider, som maa tillægges en overordentlig Betydning. Det er de Optegnelser, som Kong Oscar II. i sine senere Regjeringsaar nedskrev, og som han ledsagede med et rigt Udstyraf authentiske Dokumenter, Breve og Telegrammer, som Kongen havde modtaget. Disse er i selve Originalerne indklæbet paa de rette Steder i hans Fremstilling. Det var gjerne saa, at denne norske Serie af hans Memoirer blev taget med ved Kongens Besøg i Christiania, og at de her førtes i Pennen, eftersom Udarbeidelsen skred frem. Jeg har i sin Tid læst store Dele af dette mærkelige, righoldige Arbeide, og jeg kan neppe karakterisere det bedre end ved at gjentage en Ytring, som jeg udtalte til Kongen en af de Gange, jeg havde gjennemlæst et længere Parti deraf: „Jeg takker for den Tillid, som er mig vist. Jeg føler mig, som om jeg var rykket hundrede Aar frem i Tiden, og havde læst et interessant Bidrag til dens Historie, et Sidestykke til Gustavianska papperen. Men hvad disse var, da de blev bekjendt i det nittende Aarhundrede, det vil i det tyvende blive langt overgaaet af de Oscarianske Papirer.“
Antagelig kommer der med Tiden ogsaa til at offentliggjøres specielle Memoirer fra enkelte af Kongens nærmeste svenske Venner, hvilke ogsaa for norske Forhold vil kunne have sit Værd. Kun vil jeg da haabe, at de vil blive lagt noget høiere end det Memoireværk, som fra 1910 har begyndt at udgives efter den ikke ubekjendte F. von Dardel. Dette er allerede 1912 efterfulgt af Baron Stjernstedts interessante Minnesblad. Men Hovedsagen maa dog for os være, hvorvidt nogen af Kongens norske Omgivelser vil have efterladt sig skjønsomme Optegnelser. For mit eget Vedkommende kan jeg kun oplyse, at Kongen var vidende om, at jeg nedskrev meget, og jeg har gjentagne Gange, senest om Høsten 1905, meddelt ham, at det var min Hensigt at lade offentliggjøre, hvad jeg saaledes havde samlet. Men til samme Tid kan jeg sige, at der aldrig af ham er øvet blot en Antydning til at ville dirigere eller øve Tryk paa mine egne Meninger. Mine Optegnelser efter de mange Samtaler, jeg havde den Lykke at have med Kongen gjennem en lang Række af Aar, blev frit ført i Pennen; enkelte Gange blev der dog til min Raadighed stillet vigtige Oplysninger, for hvilke jeg altid kunde være erkjendtlig, ligesom Kongen ikke saa sjelden har fortalt mig om, hvad han havde oplevet i sine tidligere Aar.
Jeg har Følelsen af, at jeg opfylder en Pligt, en kjær Pligt ved at nedskrive mine Minder, de Minder, som nærmest er knyttet til Oscar II.s Tid og til hans ædle Personlighed, og lade dem udkomme i Trykken. Eftersom Tiden gaar, bliver der utvivlsomt en voksende Forstaaelse hos Almenheden af den udmærkede Maade, hvorpaa han fyldte sin fremragende Stilling i tvende Samfund, og dermed øges ogsaa Trangen til at yde ham Retfærdighed. Kan jeg paa nogen Maade medvirke dertil, vil det være mig kjært. Thi Oscar II. var en sjelden Regentpersonlighed, og Erkjendelsen af denne Sandhed maa blive saa meget større, som det tillige bør forstaaes, hvilke overordentlige Vanskeligheder han havde at bekjæmpe, og det baade fra Norge og fra Sverige.
I sin Ungdom stod Kong Oscar som sine Forældres tredie Søn fjernt fra Thronen. Først efter to, høitbegavede ældre Brødres Bortgang aabnedes Veien til denne for Arveprins Oscar. Han har selv fortalt mig, at han af sin Fader, Kong Oscar I., var betegnet som den norske Prins, og at han derfor ogsaa tidlig var blevet opdraget til at have Forbindelse med vort Land. Med de øvrige Prinser, Carl Johans Sønnesønner, havde han i Otto Aubert en udmærket Lærer, paa hvem han satte stor Pris, og om hvem han gjerne talte i høit anerkjendende Ord. Det er bekjendt, at en svensk Forfatterinde, Fru Bååth-Holmberg, i vore Dage har givet en nedsættende Dom tilbedste om denne Mand, som altfor tidlig blev bortrevet, inden han kunde sætte sig dybere Mærker i Livet. Men saadan som denne Dame, saa ikke Kong Oscar II. paa sin Lærer. Det er ganske mærkeligt, at han fortalte mange Træk af sit Samliv med denne, som endog i Detaljerne stemte med det, som senere har kunnet læses i Auberts egne Breve om de samme Begivenheder, der er offentliggjorte af hans Slægtning Fru S. Aubert-Lindbæk. Der er fuld Overensstemmelse mellem den fyrstelige Elevs Skildringer og de Beretninger, som foreligger fra Lærerens Haand. Den Skildring, som Aubert har givet af Prinsernes Opdragelse, er utvivlsomt korrekt og vil altid bevare sit Værd. Af den vil det sees, hvorledes Oscar II.i nogle af sine Barndomsaar blev opdraget og delvis paavirket af en kundskabsrig Nordmand, en Mand, som selv var gjennemtrængt af de Stemninger, der i Trediveaarene raadede i Norge, og som formelig kunde være en Type paa en af Tidens unge, norske Kraftpatrioter. I de Aar, hvori Aubert var Prinsernes Lærer, var der desuden streng Disciplin.
Foruden Aubert havde Prins Oscar endnu en norsk Lærer som specielt var knyttet til ham. Prinsen var bestemt for Sjøen og fik som Veileder for dette Kald en norsk Sjøofficer, Haffner. Til denne traadte han tidlig i et meget fortroligt Forhold, som fortsattes helt til Haffners Død i en høi Alder. Som et Bevis paa den Retning, hvori Prinsen her lededes, kan jeg nævne den Andel han tog i Arbeidet for et norsk Orlogsflag i 1844, det som blev hans Fader, Oscar I.’s Morgengave til det norske Folk. Prinsen og hans norske Lærer fandt i de Dage en kjær Sysselsættelse i Arbeidet med at levere de første Tegninger til Udkast for dette Flag. Det vil da kunne forstaaes, at det for ham som Konge ikke kunde føles meget behageligt, da den store Flagstrid tog sin Begyndelse under hans Regjering og antog meget store Dimensioner, — at han ikke kunde undgaa at føle den som personlig rettet mod sig. Han kunde, dog ikke ofte, tale om dette sit og Haffners Arbeide med Flaget i 1844 og give sine Omgivelser Indblik i, hvad der den Gang var skeet. Selve hans Beretninger var livfulde og indholdsrige, ligesom de vakte Tilhørernes levende Interesse, — naturligt nok, da Oscar II. altid var en udmærket Fortæller, paa hvem man gjerne hørte.
Paa de følgende Blade vil der blive gjengivet forskjellige Optegnelser, som angaar Oscar II. De vil afspeile den Veneration, hvormed jeg altid har omfattet ham og hvad der staar i Forbindelse med ham. En Række af, jeg kan gjerne sige aldeles tilfældige Omstændigheder gjorde, at jeg kom til at staa ham nær i en meget kritisk Periode. Ligesom Kongen og Regjeringens Medlemmer i denne Tid blev haardt angrebet, saa blev ogsaa dette Tilfældet med alle, som var kommet dem nær, hvad ofte blev følt. Jeg erindrer, at jeg engang paa et Folkemøde — det var i den allerskarpeste Kampens Tid — da der blev udslynget voldsomme Insinuationer, fandt at maatte optræde derimod og offentlig udtalte, at jeg paa den Dag, som den første Rigsretsdom var faldt, omtrent den hele Tid havde været sammen med Kongen uden at mærke noget til de frygtelige Planer, som skulde være i Gjære. Men jeg havde ikke Meget igjen for det Vidnesbyrd. I Modpartens Presse blev der kun ført haanlige Ord om, at jeg reiste rundt i Landet og fortalte, at jeg stod Kongen nær, ellers Intet, og det skulde ikke være til Anbefaling. Om Nogen nu vilde falde paa at underlægge mig Motiver af den Art, skal jeg tage det med adskillig større Ro.
Saa er det ogsaa mit Haab, at jeg med denne min Skildring skal kunne levere Landsmænd en Række Bidrag til at lære Folkemødernes Periode at kjende, og da især fra de Aar, som kan kaldes disse Møders store Tid. Jeg deltog i disse eiendommelige Sammenkomster med et Liv og en Begeistring som nu efter saa mange Aars Forløb næsten forekommer mig uforklarlig. Men dog er der til dem knyttet mange Minder, som jeg nu nødig vilde savne. Jeg lærte paa den Tid mit Folk at kjende, langt mere indgaaende, end jeg ellers kunde have drømt om at komme alle Klasser af Samfundet ind paa Livet, og jeg vandt mange Venner, med hvem det ellers vilde været mig vanskeligt at komme i Berøring. Det Mærkelige er, at jeg allerede i selve Kampens Dage lærte at vurdere dem, som da var mine Modstandere, og naar jeg nu mønstrer Rækkerne, saa skulde jeg fristes til at sige, at jeg er blevet intimt kjendt med flere fra Modstandernes Leir end af mine daværende Venner, Som Exempel kan jeg nævne Statsraad, den senere Biskop Wexelsen, med hvem jeg i hans sidste Leveaar kom i stedse nærmere Berøring. Vi har vekslet Breve og i dem vist, at vi forstod hinanden og havde lagt tilside alt det Nag, som Partierne formelig havde truet ind paa os. Som det var med denne ene Mand, var det med flere. Jeg kunde nævne adskillige, men finder det overflødigt; andre kan have gjort lignende Erfaringer, som vil vise, at der trods al den Uhygge, som den voldsomme Kamp førte med sig dog var meget godt, som her kom frem. Vi var og blev dog alle lige gode Landsmænd, som ikke drog Tvivl om Hensigter og Tanker. Naturligvis kommer der i saadanne Perioder ogsaa meget frem, som ikke alene er af det Gode. Men det var dog her kun forsvindende. Tilsidst stod Nationen samlet om bestemte Formaal, om hvilke det en Gang skulde været anseet umuligt at opnaa Enighed. Dermed viste det sig, hvad der tidligere havde været bestemmende for det indbyrdes uenige og stridende norske Folk, som længe havde havt saa vanskeligt for at forstaa sig selv.
Endnu har ingen anden udfra sine egne Oplevelser skrevet om Folkemøderne og om deres Mænd. Det kan synes vovet at gaa i Spidsen med at gjøre saadant, Men Valget er gjort, og En maa være den første. Saa faar jeg anbefale, hvad jeg her har at meddele, til en gunstig Bedømmelse, selv om det kan falde lidt vanskeligt for baade den ene og den anden at se Sagerne saaledes, som de i denne Stund stiller sig for mine Øine.
Som allerede nævnt, er det ikke min Hensigt at skrive Tidens Historie, kun at levere Bidrag til denne, saadan som jeg havde Anledning til at se den. Det bliver ikke saa meget Minder, nedskrevet mange Aar senere, men mere et Dagbogsuddrag. Jeg vil medtage, hvad der kan give det umiddelbare Indtryk fra Tiden, men saa meget som muligt uden de bitre Stemninger og Følelser, som i Øieblikket kunde blende Sindene og formørke Dommen. Det er ikke saa meget af saadant, jeg har at forbigaa, men dog lidt ogsaa deraf. Det er ingen Skade ved at lade sligt ligge upaaagtet. En kommende Tid vil have en ganske anden Anledning til at dømme om, hvad deri kan være rigtigt eller galt, og jeg vil derhos for mit eget Vedkommende sige, at jeg tilfulde har følt den vidunderlige Lægedomskraft, som Tiden bringer til at mildne alle Saar, eftersom den skrider frem. Selvfølgelig er der ogsaa meget, som jeg baade for mit eget og for Andres Vedkommende skulde kunnet ønske anderledes. Man faar, naar man lever med i en saa urolig Tid som den, hvori jeg har levet, adskillige Stød, som for altid sætter sine Mærker i Sindet, og som ikke let kan tages, som om de alene har været til det Gode. Men ogsaa af dem vil der kunne udledes gode Virkninger, og vindes en Erkjendelse af, at der har været noget at lære. Den, som har levet med i en saa revolutionær Tid og seet noget af menneskelig Lidenskab i Flammer, vil bevare en Følelse af, at han har skuet ind i Historiens store Værksted og seet, hvorledes denne gjør sin omstøbende Gjerning. Jeg har tittet derind, og jeg er taknemmelig for, hvad jeg paa den Maade har faaet at se paa noksaa nært Hold. Er ikke det et Udbytte, for hvilket det har været værd at leve og tage sine Stød? Jeg mener Jo.
Min egen Stilling var i hine Aar, hvori Linierne blev optrukket for den store politiske Kamp, endnu en meget beskeden. Ved meget strengt Arbeide kunde jeg drive mine Indtægter op til 750 Spd. (= Kr. 3000.00), tildels dog lidt mere, om Aaret, andet havde jeg ikke til at leve med Hustru og flere Barn. Selve min Gage i Rigsarkivet var kun de bekjendte 20 Spd. 100 ß om Maaneden eller den laveste departementale Løn for 5 Timer om Dagen. Først efter 1875 begyndte mine Indtægter at stige, om end ikke med store Summer. Jeg havde sat mig det som Regel, aldrig at sige Nei til nogen hæderlig Indtægt, naar der blev aabnet Anledning, og det viste sig at være en meget fornuftig Regel. Redaktør Friele havde givet mig Adgang til at skrive i Morgenbladet, men jeg benyttede mig foreløbig kun sjelden af denne. Derimod skrev jeg Christianiabreve og redaktionelle Artikler i forskjellige udenbys Blade. Men den journalistiske Levevei var ikke rar i de Dage. I Bergens Adressecontoirs Efterretninger, hvor jeg havde at levere 6 Artikler om Ugen, fik jeg alligevel ikke mere end 150 Spd. (Kr. 600.00) om Aaret. Kunde jeg en enkelt sjelden Gang være Censor ved Krigsskolen, blev det ikke mere end 12½ Spd. (Kr. 50.00) ad Gangen. Det var nødvendigt at være om sig. Men ved stadig Agtpaagivenhed gik det dog fremad. I Rigsarkivet opnaaede jeg tilsidst den kolossale Løn af Kr. 125.00 for Maaneden, og der samledes lidt efter lidt op forskjellige løsere Indtægter, saaledes at jeg, ialfald efter 1877, kunde regne at have vundet en noget bedre Stilling; men dette var dog afhængigt af mange Tilfældigheder og forudsatte fremfor alt en god Helbred. Skulde denne slaa Feil, maatte der blive Smalhans. I sig selv har naturligvis dette for Udenforstaaende ingen Interesse. Men det kan dog forsaavidt fortjene at nævnes, som det viser, hvorledes i hine Aar en ung Videnskabsmand kunde slaa sig igjennem ved anstrengt Arbeide. Til samme Tid var det en Fordel, at Skatter og lign. ikke skulde tage mange Penge. Ligningskommissionen var human og satte mig gjennem en lang Række af Aar blot til en formodet indtægt af Kr. 2400.00. Skatteprocenten var desuden under det daværende Styre meget lav og voldte intet Bryderi.
Den journalistiske Virksomhed blev efterhaanden noksaa indbringende, om end aldrig nogen glimrende Levevei. Men endnu i September 1875 regnede jeg det som en ganske fortræffelig Job, da jeg udbragte Carl Johans-Statuens Afsløring til 25 Spd. (Kr. 100.00). Der var da Brug for Folk med historiske Kundskaber, og jeg blev først indbragt af en ung Mand, som hed Amandus Schibsted, der bød mig 10 Spd. for en historisk Artikel om Carl Johan til Aftenposten, som den Gang eiedes af hans Fader, Bogtrykker Chr. Schibsted. Dette blev omtalt af en Mand, der arbeidede med Aftenbladet, hvis Redaktør endnu ikke havde sørget for nogen Forfatter til en lignende Artikel, og saa fik jeg Anmodning om at paatage mig samme Opgave ogsaa i denne konkurrerende Avis. I min Mund var der ikke Nei, og saa stod der paa Festdagen ikke mindre end to Artikler om Carl Johan, som begge havde mig til Forfatter. Aftenbladet betalte 15 Spd., og jeg syntes, at jeg havde gjort mine Sager over al Forventning. Jeg gad vide, hvad der nu tildags vilde have kommet i Honorar ovenpaa en saadan Præstation! I Morgenbladet skrev antagelig enten M. Birkeland eller L. Daae. Men heller ikke de har kunnet hæve, hvad man kaldte fyrstelige Honorarer. Den almindelige Spaltebetaling var i de Dage, selv for de bedste Penne, 3 Spd. (Kr. 12.00), og fik man det hos Friele, kunde man være fornøiet. Det var ikke saa ofte, der kom Tillæg udover den Grænse, og om Friele var aldrig saa velvillig, var det dog ikke frit for, at han ansaa det for den første journalistiske Pligt at være tilfreds med et passeligt Honorar, saadan som han bestemte det. Selv var han i lignende Grad meget nøisom og gik i mange Aar med en aarlig Løn af Kr. 3200.00, uagtet han arbeidede fra Morgen til Kveld og stod noget nær alene i sin store Redaktionsvirksomhed. Tiden kjendte overhovedet ikke til noget mandstærkt Redaktionspersonale. Men saa meget mere fik de Herrer stræve, som var kommet ind i de faa og smaa Poster, som ansaaes nødvendige endog for Driften af vore største Blade. Aviserne maatte næsten personificeres i enkelte Personer. Aftenbladet, som tryktes hos W. C. Fabritius i Øvre Slotsgade, faldt sammen med sine Redaktører. Der arbeidede i denne Egenskab Ole Richter og fremfor alt Ditmar Meidell; som Richter trak sig bort, kom der af yngre Kræfter to literære Penne i Stedet, F. Bætzmann og I. B. Halvorsen. Men dette Blad kom efterhaanden ind i vanskeligere Forhold, og Meidell var heller ikke den rette Personlighed for de nye Tiders indviklede Politik, hvori der maatte handles energisk og vælges klarere Linier. Bladet laa og søgte efter et moderat Mellemparti. Men hvor var et saadant at finde? Oppositionen havde sine Blade, som ganske anderledes kunde tiltale Publikum og finde den Kost, som i de Dage passede. Dagbladet begyndte i 1869 med H. E. Berner som Redaktør og traf fra Begyndelsen af den Tone, som kunde være smagelig. Det havde samme redaktionelle Ledelse i hele ti Aar. Endnu større Opsigt kom senere et andet Organ til at gjøre. Det var Verdens Gang, som fra 1868 udkom under Peder Olsens Ledelse, og som en Tid endog skulde faa Johan Sverdrup til Redaktør. Men først fra 1877 blev der rigtigt Liv i dette Foretagende, da Bladet fik O. Thommessen til Eneredaktør. Han bragte ny Kraft ind i den hidtil lidt kjedelige Redaktion og brød helt nye Veie i den oppositionelle Journalistik, — Veie, som endog i Aarenes Løb kom til at tvinge sig ind paa andre Blade med helt modsatte Opgaver. „Verdens Gang“ fik efter Tidens Forhold en betydelig Udbredelse. Der taltes om 16000 Abonnenter som dets regelmæssige Læsekreds. Men skjønt denne var stor, saa stor blev den dog ikke i de Aar. Derimod havde Sverdrups Styre bragt Bladet langt nedover, medens den nye Redaktør hurtig drev det høit op. Thommessen, nu Redaktør for Tidens Tegn, kunde være en meget ubehagelig Modstander, hvad mange følte. Men han var ikke stivnet i den gamle oppositionelle journalistiks Former og kunde, om det saa faldt sig, skrive under andre Forudsætninger selv om Modstandere. Ved Aftenposten og Morgenbladet kommer jeg i det Følgende til at dvæle kanske mere end nok. Men her maa jeg endnu kun nævne et enkelt Træk ved Syttiaarenes Journalistik, og det er, at der da kom øget Liv i Pressen udenfor Hovedstaden. Byer som Skien, Stavanger, Bergen m. fl. fik sine meget læste Aviser med stor Udbredelse. Dette havde igjen sin Tilbagevirkning for Hovedstadspressen, kanske især for det dyrere Morgenblad. Friele var tidlig opmærksom paa dette Forhold og forstod dets Betydning.