Udvalg af Breve, hovedsagelig fra bekjendte Nordmænd, til Professor R. Nyerup/7

Ludvig Daae

Udvalg af Breve, hovedsagelig fra bekjendte Nordmænd, til Professor R. Nyerup

Chr. Tønsbergs Forlag, 1861 (s. 46-69).

VII.

Fra J. C. Berg.

Justitiarius Berg er af dem, fra hvem der mellem Nyerups Papirer findes allerflest Breve, og Brevvexlingen mellem disse fortsattes lige til N.’s Død. Som rimelig maa være ere Bergs Breve meget indholdsrige. De belyse ogsaa tilfulde Mandens store Nidkjærhed i sin Embedsførelse, gjennem hvilken han, uagtet han først senere droges hen til det juridiske Studium og maatte affærdige sin Examen i en Fart, erhvervede sig en saa utrolig Lovstyrke.

Christiania 29 Octbr. 1798

Min Efterladenhed i at tilskrive Deres Velbaarenhed haaber jeg finder nogen Undskyldning i den Umulighed, det har været og endnu er i at skaffe Deres Samling Bidrage fra Norge Publicum, lader det til maa endnu længe savne Efterretninger om en Mand, Fædrelandet er stolt af som en af sine største Tænkere, største Lærde og ædleste Mennesker og Dr. Treschows Beskedenhed, frygter jeg, vil længe skuffe Deres Haab. Da jeg sidste Gang anmodede ham derom, undskyldte han sig med Vanskeligheden af en Selvbiographi, naar den skulde indeholde noget mere end blotte Data. Da jeg talede med Kammerherre Anker, udbredte han sig vidtløftigen, om hvad der udfordres af den der fortæller sine egne Begivenheder, men lovede ikke til nogen vis Tid at levere noget, dog tvivler jeg ikke paa, faa talentfuld og virksom Handelsmands Levnet vil interessere, om end ikke alle saadanne Fordringer tilfredsstilles. Han er dog, i hvad mange indvende, den eneste i sit Slags her i Landet. En Skrivelse fra Deres Velbaarenhed selv kunde kanskee formaa noget mere, skulde de endda ikke sende noget, saa forhold os i det mindste ikke deres Portræter! – – – Et andet Tilfælde tør maaskee og gjøre Ophold. Dr. Treschow tilligemed Anker og Dr. Møller vil igjen i Vinter holde Forelæsninger. Dr. Tr. over Condorcet om den menneskelige Aands Fremskridt. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Suhm maatte vi da miste, den eneste Trøst, vi have tilbage for saa stort et Tab, er Forvisning om at De, Hr. Professor, hans mangeaarige Ven, sørger for, at vi faa saavel, hvad andet, han efterlader sig, som især hans Historie af Danmark complet udgiven. Havde man saa god Grund til at vente, at andre Arbeider i den nordiske Historie, som Suhm altid opmuntrede og fik begyndt paa, bleve fuldførte, men en Th.......s^[1] og en Th......n^[2], af hvis Indsigter i den islandske Literatur man har Ret til at vente noget, finde sig, som De selv beklager, bedre farne med at fortære i Magelighed et godt Salarium end sørge enten for egen eller Forfædrenes Ære, ved at fuldføre Snorre og Diplomatarium Arnamagnæanum. – – – –

– – Jeg gjør dog Regning paa deres Taalmodighed, naar jeg fortæller en literær Opdagelse, som jeg smigrer mig med ikke er uvigtig, da Arild Hvidtfeldts Biograph Wandall, berømt nok, alene har betjent sig af de alleralmindeligste Hjelpemidler og derfor er høist uvidende om Historieskriverens Ungdoms Aar. Men i M. Halvardus Gunnarius’s Tilegnelse til Hvidtfeldt selv af Chronicon regum Norvegiæ vil De see, at han er fød her i Norge i Bergen (hvor hans Fader Christopher Hvidtfeldt, en af Christian den 3dies Regjeringscommissarier her i Riget, den Gang var Befalingsmand, som Wandall heller ikke veed noget af at sige) med mere hans Reiser^[3] angaaende, som De selv kan læse da Bogen er i det Kgl. Bibl. Jeg stødte just til ikke liden Glæde paa dette Sted, da jeg i Sommer gjennemløb denne gamle Opsloiske Læsemesters Skrifter for at finde Efterretninger om Forfatteren, der er mærkværdig for sin Oversættelse af Præstepinen og sin Færdighed i at gjøre latinske Vers, den han betjente sig af paa en Tid, man her havde ondt for at faa fremmede Bøger, ikke alene til at udbrede theologisk Kundskab, hans eget Fag, men endog saavel Fædrelandets, som den almindelige Historie, ja Naturvidenskaben. I det mindste nævnes hos Worm og i Hjelmstjernes Bogsamling S. 263 hans Physica in tabulis juxta analysin legionen methodice digesta in 4to s. a. & l. Dette Skrift tilligemed hans i Rostok 1606 in 8vo trykte Ænigmata maa jeg destoværre savne her paa Stedet, saa at, ihvor meget jeg end har samlet af hans øvrige Skrifter, tør jeg dog ikke udgive det for noget fuldstændigt, saalænge jeg mangler disse tvende. Saavel Thura som Worm anfører Articulorum Augustanae confessionis summa metrice in 8vo som en egen Bog, men den er trykt bag ved Capita Doctrinae Christianae og bag ved Parabolae, og de vide heller ikke at opgive enten Aaret, naar eller Stedet, hvor den skulde være udgiven for sig selv.

Paa en Reise i Sommer besaa jeg i Tønsberg Langernes Begravelser, som jeg af Møllers Beskrivelse vidste var i Laurentii Kirke, men istedenfor at finde Efterretninger om denne i forrige Aarhundrede i Tønsberg saa mægtige Familie (der førte 3 Roser i Vaabenet, ikke som i Adelslexicon S. 316 siges, kuns en Rose, hvilket var de uægte Langers Skjoldmærke), fandt jeg alting i største Uorden og ingen Inscription kunde jeg see paa Kisterne. Derimod var en af Inscriptionerne tagen derifra og slagen op i Byens anden Kirke. Den var over en af Ove Gjeddes Døtre, Fru Merte Gjedde, som man deraf seer var født 1625, havde i Landskron Bryllup 1643 med sal. (altsaa var han død før hende) Nils Lange til Fresø (Fritzø) og med hende tvende Børn Ove Lange og Jomfru Anna Margreta Lange og døde 1656 d. 4 Martii. Denne Efterretning interesserer kanskee Hr. Registrator Weber. Jeg længes efter Fortsættelse af Adelslexicon og haaber han giver os noget mere af Ny Danske Magazin og Adelsmagazinet. I det første har jeg engang bedet ham give os Efterretninger om de mærkelige Throndhjemske Erkebiskoper Gaute og især M. Olaf Ingebretssøin, ligesom i 1ste Deel om Aslak Bolt.

23 Hefte af Topogr. Journal og 12 Hefte af Hermoder kan snart ventes. Professor Thaarup er bleven anden Gang gift. For nogle Dage siden var den bekjendte Irer Napper Tandy her i Byen, en Olding paa 70 Aar. Han reiste strax videre. Amberg er nu kommen tilbage, og imodtog strax 5te Lectien, hvori jeg var hans Vicarius.

Min ærbødigste Compliment beder jeg Deres Velb.hed at have den Godhed at formelde Hr. Doctor Moldenhawer, iligemaade, naar de træffes, de Hrr. Professorer Gamborg og Kjerulf. Jeg anbefaler mig fremdeles til Deres Velb.heds bestandige Venskab og Godhed.

J. Christjan Berg.

Hr. Jentoft beder jeg hilset tilligemed Hr. Halling, Hr. Revisor Andersen beder jeg mig bragt i venskabelig Erindring hos. Jeg talede kuns lidet eller intet med ham her i Byen. – – –

29 Decbr. 1798.

Birckner tabte vi da desværre! I Norske Intell. Sedler No. 51 læstes en Opfordring til at ihukomme hans Minde, den troes at være af en Oberstlieutenant de Seue, hvis fyrige Blod vidner om hans franske Herkomst (da han i 3die Led nedstammer fra en fransk Refugie, som blev Oberst eller General^[4]) og Commandant paa Akershuus) og har hævet ham over hans Stands sædvanlige Fordomme. Dog, om saa er, vil de Seue ikke lade sig mærke, da jeg i Tirsdags hørte saavel ham selv som hans Søn være meget nysgjerrige efter at faa Forfatteren at vide og gjætte paa adskillige, men ved samme Leilighed røbede Oberstlieutenanten saamegen Varme for Birckner og saa meget Bekjendtskab til Skriftet om Trykkefriheden, at jeg blev bestyrket i Formodningen, Forlæggeren Soldin er vel saa fornuftig at føie til hans samlede Skrifter som en tredie Deel den fortræffelige Afhandling om Adelen og Besvarelsen paa Spørgsmaalet, hvorfor Menneskene tale saa lidet om Gud, hvilken Folk vel har saamegen Menneskeforstand selv i disse biskoppelige Medaljetider ikke at fordømme, endskjønt den i sin Tid maatte staa tilbage for Prof. Bangs, da den gamle Adam tilkjendte Prisen. Det var ellers stor Lykke for Cancelliets Tilforordnede, at Birckner inden sin Død fik Sognekald, ellers vilde Skylden for hans Død være bleven lagt paa dem, ligesom for hans slette Helbred. Her har været Subscriptionsplan for Enken: maatte her blive givet noget klækkeligt, men jeg frygter, Folks Ædelmodighed er bleven noget kjølnet ved andre nysforegaaende Subscriptioner, endskjønt for Uværdige. Det fornøiede mig, at Hr. Werlauff kom til Bibliotheket. Han vil benytte sig af dets Skatte. Mit Brev, hvor jeg tillige sender det forlangte om Pontoppidans og Langebeks Strid, haaber jeg han har faaet. – – –

Fra Provsten Wille i Throndhjem havde jeg nylig Brev. Han spørger, om jeg ikke paa Kongens Bibl. har seet tvende Efterretninger om Thelemarken eller Bratsberg Amt, den ene af Amtmand Christian Berg, forfattet omtr. 1728, den anden forf. omtr. 1760 af en Prest Luth (jeg formoder den Ditlef Luth, som 1769 blev Sogneprest til Moland). Det sidste Skrift siger W., han selv har seet i sin Barndom, og at Kjendere beundrede det, da Luth var vor norske Worm (denne Sammenligning gjælder vel den gamle Oluf W.), den lærdeste Oldgransker som Landet maaskee har eiet. Enten fik Boghandler Pelt, lægger Wille til, dette Skrift, eller Rothe paa Børsen, der har ladet det forgaa, eller kom det ind i Thotts Chaos af Haandskrifter. – – Wille har just under Hænder sin Reise gjennem Thelemarken, da det første Oplag forgik i Kbhvns. Ildebrand.

Et Uveir trækker uden Tvivl op over L. A. Rodtvitts Hoved for hans Anmærkninger om det Bergenske Seminarium i Digtet Bergen, som er trykt i 22 Hefte af Topogr. Journal. Lector Arentz i Bergen Ephorus Seminarii har opfordret de dirigerende Medlemmer at opgive Forfatterens Navn, som han formodede de havde forsynet sig med, da de ellers selv kom til at svare til de der anbragte Beskyldninger. Det er af hans Brev tvetydigt, om han blot vil skrive imod Forfatteren eller tillige sagsøge ham som Calumniant. Skulde Rodtvitt træffes paa Bibliotheket, hvor han i min Tid kom næsten dagligen, udbeder jeg mig paa hans Vegne. De vil lade ham dette vide at det ikke uventet skal bryde løs^[5].

Treschow var jo dog ikke ældste Medlem af det danske Selskab. Kan Thorkelins Optagelse deri udrette saa store Ting, at Magasinet bliver fortsat. Det er meget. Jeg for min Deel venter mere af Revisor Andersen, som altid med største Redebonhed tjener Libhabere med sine Skatte, og derved har viist, hvormeget Fædrelandshistorien ligger ham paa Hjerte. – – – Dr. Treschow kom ikke til at holde Forelæsninger over Condorcet, da Anker og Møller vilde hver kuns læse hver tredie Uge og til at fuldføre hine udfordredes, at der blev oftere læst. Han valgte derfor isteden de menneskelige Passioner, som han mesterlig forklarer, da han forstaar at indklæde sine dybsindige Tanker i det skjønneste Sprog og de meest passende Billeder. – –

For Efterretningerne om Halvardus Gunnarius’s Ænigmata bliver jeg forbunden. Selve Skriftet siger vel ikke stort? Jeg vilde ønske, jeg kunde overkomme hans Physica in tabulis, kanskee findes den i Uldalls Bogsamling, som ventelig bliver solgt, da Eieren skal være død. Mester Halvardus har ellers staaet i megen Forbindelse med Peder Ivarsøn til Fritzø, thi Oversættelsen af Prestepinen er tilegnet ham og Frue og Isagoge in singula Bibliorum capita er, ligesom Ænigmata tilskreven Sønnen Ivar^[6]. – – –

12 Octbr. 1799.

– – – Forrige Post bragte tvende vigtige Ting, en Christiania i Særdeleshed interesserende Ting, nemlig den af Kongen approberede Plan for Skolen, den jeg dog endnu ikke har seet, og Efterretning om en ny Anordning i Henseende til Pressen^[7]. Denne sidste er jeg nysgjerrig, saare nysgjerrig efter at læse og for at vide, hvad Sensation den har gjort i Kjøbenhavn, om den tilfredsstiller Ønskerne, hvo især har Deel derudi, om Commissionen eller Generalproeureuren? Rygtet siger, den skal være overmaade streng, ja endog med Hensyn til Skrifter imod Religionen, som dog maa ansees for ikke at være vel grundet, naar den ved den verdslige Arms Hjelp skal hindre Fornuftens Fakkel fra at komme den nær. Imidlertid haaber jeg, den ikke er saa slem endda, eftersom Rygtet tillige siger, at H. M. selv erklærer denne Anordning ikkun for et Forsøg. I Norske Int. Sedler Nr. 40, 41 er moveret om Nødvendigheden af flere Bogtrykkerier i Norge. De, som derom kjægle med hinanden, tro (saa synes det), som om det er fuldeligen afgjort, at flere ikke kan subsistere her i Landet, fordi flere ikke kan subsistere (muligt er vel det) i Christiansand, Bergen, Trondhjem, men deraf følger dog ikke, at ei flere behøves eller at ei flere kan subsistere i Christiania, thi her kan man jo ingen Ting faa færdig fra Bogtrykkeren, fordi han har formeget Arbeide, derfor gaar det saa yderlig seendrægtigt med Hermoder og med Top. Journal. – – – Mulig jeg til No. 14 af Hermoder kan saa færdig nogle Efterretninger om det forrige Gymnasium i Christiania, hvilke jeg vil lade trykke tilligemed Fundatsen, som jeg har været saa lykkelig at finde i Rigsarkivet paa Akershuus Slot. – – – – – – – – – – – – – –

30 Novbr. 1799.

(I „Suhmiana“ ved Nyerup fandtes et.Project af Suhm om et Slags repræsentativ Forfatning for Danmark, som paadrog Nyerup Ubehageligheder. Berg siger bl. A.: Er det sandt, at Grev C. R.^[8] er meget religieux, i saa Fald har vel Irettesættelsen været skarp). – –

Hvad har bevæget Deres Velbh. til igjen at paatage Dem Redactionen af lærde Efterretninger, som De engang var sluppen lykkelig fra? I denne Tid forekommer det mig et voveligt Arbeide, da man ikke kan være forsigtig nok. I Anledning (af) deres ytrede Anmodning om at bidrage til bemeldte Blad, da tør jeg i denne Tid intet vist love, deels har jeg mange andre heterogene Forretninger, som betage mig Tiden fra det literære, deels har jeg meget at lære, og deels er min Stilling nu saa uvis, at jeg ikke veed, hvorlænge jeg bliver her: naar jeg kunde faa mine Sager i saadan Rigtighed at jeg havde noget vist at soutenere mig med i Kjøbenhavn, reiste jeg til Foraaret for at læse til juridisk Examen, den jeg engang har været saa daarlig at lade mig distrahere fra. Rohde^[9] er rigtignok ankommen med samt sin Disputats, den jeg ikke har læst, jeg har engang været i Selskab med ham hos Dr. Treschow. Biskop Balle skal især have bragt ham til at tage imod denne Post, for at have en med Salvelsens Aand nogenlunde udrustet Lærer i den hellige Skrift: Balle skal have været meget glad, da Dr. Treschow ikke vilde paatage sig Theologien; maaskee er han Balle for meget Genie til at kunne besidde den fornødne Salvelse, eller maaskee for Humisk. Rasmussen kjender jeg fra Kjøbenhavn, det er min gode Ven. Sverdrup har jeg i Kjøbenhavn talt med, kjender dog ikke specielt til ham. Hvorfor mon man imod hans Tilbøielighed har forceret ham til at tage mod den historiske Post? – Mine for Deres Velbaarenhed tilkjendegivne Grunde bestemme mig fremdeles til ikke at passere for Autor til den Ankerske Biographi, da jeg ikke er det, ligesaalidet som Deres Velbh.: maa derfor renoncere paa den Ære, i hvor vel Biographien er skreven. Middelveien bliver nok at sætte paa Titelbladet: „Indsendt fra Hr. Kammerherre Anker i ...... Maaned 1799“. Derved tror jeg ikke Septemberlovens Bud er illuderet, og Sandhed er heller ikke traadt for nær. Det er nu længe, siden jeg saa Anker, jeg bor desuden ikke i Byen. Jeg ved pro tempore intet at lægge til i omtalte Biographi. – – –

Borre Kirkebakke pr. Tønsberg 1 Febr. 1804.

– – – Blandt de Pjecer, som jeg (i Catalogen over Uldalls efterladte Bøger) især lagde Mærke til, var Piece touchant la familie de Løwendal. Par. 1790–91. 4to. med en Skrivelse fra Grev Schmettow angaaende Familiens ældre Historie. Jeg er ret nysgjerrig efter at vide Indholdet deraf, især om deri er godtgjort al Ulr. Frid. Gyldenløve avlede Baron Woldemar Løvendal i lovligt Ægteskab med Sophia Urne. Hvo fik Samlingen af Ligprækener? Jeg havde ellers troet, at Uldalls Samling af disse havde sin Grundvold i den Sevelske, men af Pag. 471 sees, at den skrev sig fra den Munkiske. Revisor Andersen tænker jeg, har høstet brav paa den Auction. – – – Forandringen i Cancelliet^[10] har meget sysselsat Folk. Mig fornøiede den, men, hvad der var den egentlige og nærmeste Aarsag er mig en Gaade. Professor Treschow var nok meget allieret med M., ham anstod det vel ikke. Treschows Forelæsninger, har man sagt, skulle høres med stor Fornøielse, og jeg tror det gjerne, thi han har vistnok Gaver til at gjøre tørre Ting interessante.

Jeg saa forleden, at M. – NB. kort før han gik ud af Cancelliet, thi nu var det nok ikke skeet, – blev Forstander for det gen. og herald. Selskab^[11], og det fornøiede mig, thi da han i Begyndelsen altid er meget dristig og ivrig i en Sag, saa tænker jeg, at man nu faar Slutningen af Selskabets Lexicon snart. Men Danske Magasin hvorledes gaar det dermed? Skal 2det Bind da aldrig komme ud? Holder Abr. K(all) det med Flid tilbage? – – Iver Rosenkrantz’s Ærevers til Gram, og den over Rosenkrantz ved den Leilighed gjorte Lovtale kan dog vel ikke paadrage nogen fiskalsk Action? – Megen Tid faar jeg nu desværre ikke tilovers til Læsning og til at befatte mig med mine Yndlingsanliggender. Imidlertid har jeg i Vinter læst Deres Velb.’s Statistiks første Deel, og længes nu hjertelig efter Fortsættelsen. (Endeel Bemærkninger derom gjøres). Hvad angaar de efter Reformationen aabnede Næringsveie i Norge, nemlig Bergverker og hvad der i dette Aarhundrede er gjort for Jordbrugets Opkomst, derom savnes der al Underretning dog jeg veed, Deres Velbh. let tilgiver mig at jeg saa frit og aabent ytrer mine Tanker om dette interessante Verk, som jeg vel skulde tro har fundet den nødvendige Afsætning, saa at man tør haabe Fortsættelsen. – Münters Reformations Historie er jeg for nylig kommen til Ende med. Det er ogsaa et meget vigtigt Verk og som Forfatteren fortjener Nationens Taknemlighed for, imidlertid har han ikke vogtet sig for Germanismer og især for tydske Ord, hvilket er en stor Plet paa et ellers saa herligt Verk. Saaledes bruger han blandt Andet de djevleblændte tydske Ord: befølge, bibeholde, anerkjende, lide Tvivl etc. etc. 2 B. Pag. 681: „det første af disse Forfald (ɔ: das erste dieser Vorfälle). 2, Pag. 515: „De endnu øvrige Godser“ (ɔ: die noch übrigen –). 2, Pag. 624 forekommer som et Topmaal af Tydskhed: „Ifald en Jomfru blev svækket“!!! istedenfor krænket eller: lod sig beligge. – – – – (Flere Citater). Jeg vilde ønske, Deres Velbh. som en Ven af Forfatteren vilde gjøre ham opmærksom paa disse Sprogfeil, deels at han i sine andre Skrifter kunde vogte sig for dem, deels ændre dem i et nyt Oplag af dette Verk, da jeg vel ikke kan tro andet, end at det oplever flere Udgaver. I den norske Reformationshistorie har jeg slet ikke fundet, hvad jeg havde ventet, efter den Adgang Forfatteren har havt til Geheimearkivet og andre utrykte Skatte. Jeg tror ellers, at Forfatteren kunde have Nytte af, hvad jeg i Thaarups Magasin 2 B. har indrykket om Hammer. At Geheimearkivet kunde forsyne ham med flere Efterretninger om Reformationen i Norge, det slutter jeg deraf, at den i bemeldte Magasin. Pag. 214 i Noten anførte Relation fra Geble Pedersen, dateret Oslo, Løverdag næst efter Petri & Pauli^[12] ikke er brugt eller kjendt af Hr. Münter, thi den gjemmes i Archivet, og min Kundskab til den grunder sig paa en Emnet deraf, som findes i Geheimearkivets Registratur over Norvegica, som Hr. Justitsraad Thorkelin havde den Godhed at laane mig, men at eftersee selve Documentet dertil fik jeg ikke Tid, og nu lader det sig ikke engang gjøre.

Gulli Gaard pr. Tønsberg 31 Octbr. 1806.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – –

De bærer ikke Tvivl om, skriver De, – om „mine daglige Offere paa Fædrelandets historiske Muses Alter“. Desværre! jeg saar andet at gjøre end at amusere mig med saadan Dyrkelse. At skrive Skjøder, Obligationer o. d. for Folk, at afsige Domme og Eragtninger, consulentibus consulere, behandle Skifter og andre daglig i min Embedsvei faldende Forretninger, see det er min daglige Syssel, som levner kun liden Tid til at opofre sig for Historien eller til Studeringer. Dertil kommer Gaardsbrug m. m. Liden Tid faar jeg tilovers at læse. – – – (G. L.) Badens Norske Historie har jeg læst, et Arbeide, som mig synes, han fortjener stor Tak for. Stilen er det eneste, som ikke duer deri, overalt synes mig, at Foredraget i hans Afhandlinger, som har Undersøgelser til Gjenstand er heldigere end i hans egentlige historiske Skrifter, dog er den Norske Historie meget bedre i dette Tilfælde ene den Danske. Jeg veed ellers ikke, hvorledes Baden faar Tid til disse sine virkelig lærde og grundige Arbeider, men udentvivl bekymrer han sig mindre om sit juridiske Embede, end det for hans egen Skyld var at ønske; i det mindste maa man slutte dette af Høiesterets Sagerne i Berlings Aviser. Hidindtil har jeg sluppet meget godt; af de Sager jeg som Sorenskriver har behandlet, har hidindtil kun een Justitssag været for Høiesteret, og der blev Dommen stadfæstet, og i en Civilsag, hvori jeg var Sættedommer ved Overbirkeretten, blev min Dom ligeledes stadfæstet i Høiesteret.

Et og andet ubetydeligt historisk Arbeide, som jeg i Kjøbenhavn havde fattet Ideen til, f. Ex. om det forrige Gymnasium i Christiania, har jeg vel ikke opgivet, men dog endnu ikke fundet Leilighed til at bringe til Ende. Faar jeg gjort noget ved Stykket om bemeldte Gymnasium, maaskee Hr. Secretair Werlauff for gammelt Venskabs Skyld torde skaffe det en Plads i Ny dansk Magasin, som jeg af deres Brev erfarer nu er faldet i denne anden Langebeks Hænder.

– – – – –

Arendt^[13] kalder De den lærde og galne, den sære og tvære. .Han besøgte mig ifjor Bededagen, spadserendes i et hæsligt Føre. Da han kom lod han indsende sine Attester og Anbefalinger. Han var mig tilforn ikke bekjendt uden af nogle Ord. De engang lod falde om ham, og hvad Naturforskeren S. Rathke fortalte mig. Dette gav mig ikke megen Lyst til at indlade mig med ham, og min Kone, som just var tilstede, da han lod sig melde, vilde ikke jeg skulde have taget imod ham, da hun havde hørt saa meget ufordeelagtigt om ham, men dette syntes mig var uhøfligt, hvorfor jeg modtog ham, og han blev at spise her om Middagen og drikke Caffe. Af denne korte Samtale samt af, hvad jeg hørte om hans Visiter hos andre her i Egnen, fandt jeg Deres Dom om ham bestyrket. Megen Agtelse har han ikke erhvervet sig enten ved sit udvortes – thi deri er han en ægte Cynicus eller paa Dansk et Svin – eller ved sin Conversation, da han har meget at udsætte paa alle Ting endog paa Personer, som han ikke var værdig at nævne, og at tale om Ting og Indretninger i Staten, som ikke vedkomme ham som en lærd Landstryger, eller hvorved han lider det mindste. Her taler han og meget foragtelig om de Danske, – ventelig forhaabende derved at insinuere sig – ligesom jeg formoder, han taler om de Norske i Danmark.

Det Document om Ludvig Munk, som Jentoft, der da igjen er opstaaet fra de Døde, har bragt Efterretning om, var vel at ønske kunde blive indrykket i Ny danske Magasin.

Gulli Gaard ved Tønsberg 23 Decbr. 1811.

– – –

De skriver (i Brev af 9 Novbr. 1810), at De af alle Mennesker hørte at Norge faar et Universitet. Da jeg læste det, troede jeg, det var kun et af de mange Rygter, hvormed Kjøbenhavn altid er opfyldt og som havde intet at betyde, da man altid har – jeg veed ikke om med eller uden Grund – troet, at visse visse Mennesker, Hofsnoge eller Jesuiter, satte en dyb Politik i at Norge intet særskilt Universitet skulde have, men være stavnbunden til det Kjøbenhavnske. Jeg blev derfor ikke lidet forundret ved i Foraaret at høre af Kammerherre C. Anker, at den Sag var ganske vis, og at det var Hans Majs. Vilje, at Norge skulde faa sit Universitet. For 2 à 3 Maaneder siden saa man da omsider i Collegial-Tidenden den alle retsindige Norske og alle, som interesserede sig forandet end blot quocunque modo at fortjene Penge^[14] og æde og drikke saa inderligen glædende Resolution, at Norges saa ofte og det flere Generationer igjennem ytrede Ønske om et Universitet skulde realiseres. Snakket har gaaet at denne kongelige Resolution uagtet skal der have været Nidinger, som attraaede ved Cabalmageri at hindre Udførelsen og saaledes indirecte tilintetgjøre den kongelige Resolution, men Hans Majs. faste og uforanderlige Beslutning og Vilje skal være at befordre Norges Vel og Opkomst, hvortil større Kundskabs Udbredelse vel er den første Betingelse, og saaledes have hine Nidinge intet kunnet udrette med deres Rænker. Jeg tror vist, den sjeldne Nordmand, den sande store. Grev H. Wedel Jarlsberg har bidraget til denne for Riget saa velgjørende Resolution og Stemning.

Har De læst Wergelands Priisskrift? Har De ikke læst det, saa vil De vist ikke bie med at gjøre Dem bekjendt med dette fortræffelige Verk, som røber en – forhen ukjendt – Forfatter med sjeldne Talenter, dybe Kundskaber og ædel Moderation og Klogskab i at behandle de meest delicate Qvæstioner, dem han berører, hvor Sagens Natur fordrer det.

Inden dette Brev indløber, vil vel de 3de Herrer her fra Norge, som Hans Maj. har udnævnt til Medlemmer af Commissionen angaaende det norske Universitet under den af alle agtede og elskede Mallings Præsidium, vel allerede være indtrufne i Kjøbenhavn. Jeg formoder, at B. ikke vil bryste sig lidet af dette Kald, maaskee han paa Kjøbet kan blive Commandeur af Dannebroge, dette vil ikke lidet smigre hans Forfængelighed. Der skal være meget Vellevnet i Kjøbenhavn, jeg haaber derfor, at denne høivelbaarne blandt Høiærværdighederne ikke skal savne god Mad og Drikke i den Tid, han maa opholde sig i Kjøbenhavn, og at han hver Aften faar sig et Spilleparti. Det er godt, at Moldenhaver er med i Commissionen, man tror, at han ingen Ven er af det Norske Universitet, som mig dog synes underligt, thi da denne Stiftelse ventelig underordnes Directionen for Universitetet og de lærde Skoler, saa udvides jo hans Magt og Myndighed ved en saadan Stiftelse, ellers maaskee frygter han, at Treschow hvis lumen ventelig er hans i Veien, skal blive ham for overlegen, naar han kommer ind i et norsk Universitet.

Dersom De ikke behager at skjemte, naar de ytrer, at naar et norsk Universitet kommer istand, skulde jeg paa min rette Hylde som Prof. histor. derved, saa maa jeg i al Oprigtighed sige, at jeg da ikke alene ikke kom paa min rette Hylde, men hvad værre er, jeg kom til at prostituere mig kom ikke til at stifte nogen Nytte og vilde være til Hinder for en dueligere. Havde jeg for nogle Aar siden kunnet følge min Lyst til dette Fag, hvortil Deres Opmuntring og Bifald saameget ansporede mig havde jeg maaskee nu ikke været saa ganske uskikket dertil, men i dets Sted har jeg i 8 Aars Tid maattet sysselsætte mig med ganske heterogene Forretninger, hvorved jeg ikke alene har været hindret i at gaa frem i Kundskaber i dette Fag, men endog glemt meget af, hvad jeg før vidste, saa at jeg nu føler mig langt ubekvemmere til slig vigtig Post, end jeg havde været i Aaret 1800, og den Kundskab, Erfaring har lært mig om Mennesker og deres ei sædvanlig priisværdige Idrætter, hvorved egen Interesse spiller en Rolle, som jeg i Aaret 1800 aldrig kunde tænke mulig er ikke istand til at opveie hiin Mangel af videnskabelige Indsigter. Jeg læser sjelden eller aldrig, den eneste Tid, som jeg faar tilovers, er om Aftenen, naar jeg er kommen i Seng, da jeg gjerne læser en liden Stund ved Lys. Der gik derfor vist et Par Uger hen for mig med Gjennemlæsningen af Wergelands Mesterstykke, hvortil jeg, naar jeg havde Tiden til egen Disposition, vel ikke havde beskjæftiget mig mere end et Par Dage i det Højeste. Denne Methode medfører det Onde, at man ofte, inden Enden naaes, glemmer Plan og Sammenhæng da Hovedet er fuldt af andre, i sig selv med Hensyn til Embedet og Vedkommende vigtige Sager, saasom Tinglæsninger, Erindringer ved Skjøder og Pantebreve, Odelsretten, (den Norges onde Genius har opfundet for at forekomme Jordbrugets Opkomst og befordre Skovenes Ruin, nære privat Had og Avind, fremme Immoralitet, kort at afstedkomme sligt Ondt, som falsk Politik ikke alene magtede), Skiftesager o. d., som ere til liden Opbyggelse for Videnskabs Manden og synes ham lutter Smaating. Jeg begriber derfor ikke, hvorledes G. L. Baden, som foruden Dommer og Skifteforvalter-Embedet tillige har Foged- og Politimester-Embede at forestaa kan finde Tid til at gaa frem i sin Videnskab uden at forsømme Pligt i Arbeider.

Blandt de Bøger som Tilfældet har bragt mig, og jeg saaledes som meldt har fundet Anledning til at læse maa jeg anføre Mannerts Statistik, som udkom 1805. Dette er i mine Tanker den fortræffeligste Bog i dette Fag, jeg tror der er til, Meusels og alle andre ufortalt. Forfatteren har trængt ind i sin Videnskab, har den i Hovedet og ikke blot i fine Excerpter, hvilket er Tilfældet med de fleste Skrifter i dette Slags, hvorfor de sjelden ere skikkede til, hvor rige de end kan være paa Data, til at udbrede sand Kundskab om Staternes indvortes Beskaffenhed og Kræfter samt gjensidige Forhold. Mon Schlegel aldrig skal fuldføre sit bekjendte herlige Verk, forsaavidt Fædrelandet angaar. Skeer det ikke, er det et sandt Tab for vor Literatur. Wergelands ovennævnte Skrift har mange skarpsindige Vink om Forholdet imellem Danmark og Norge, som fortjene Statistikerens Opmerksomhed.

At Schønings Reise omsider dog engang bliver trykt^[15], er mig overmaade behageligt. Gid der og maatte findes nogen, der vilde udgive hans øvrige Excerpter paa det kongelige Bibliothek, ligesom Sandvig i sin Tid udgav Langebeks i Samlinger til den danske Historie, og ligeledes at nogen vilde udgive de mange Stykker til Norges Topographi, som findes i samme Bibliothek. Havde jeg blevet i Kjøbenhavn og kunnet fortsætte mine literære Sysler, skulde jeg vel seet til at faa nogle udgivne, ligesom jeg udgav Efterretningerne om Justedalen og Hammer i Thaarups Arkiv. Valdresia reserata^[16] har jeg Gjenpart af, jeg fik kuns Tid at afskrive den og tilføie Anmærkninger om et og andet, som kunde tjene til des større Oplysning Efterretningen om det forrige Gymnasium i Christiania har jeg ikke glemt, ligesom heller ikke Efterretninger om norske Sædegaarde, men det sidste fordrer meget Arbeide at ordne og sammensætte. Dette samme gjelder og om en Efterretning om Skatteskylden i Norge, som jeg ogsaa i Kjøbenhavn samlede Materialier til, og hvis Udgivelse vist vilde medføre Nytte, da Folk i dette Fag, som dog angaar enhver Foged, Sorenskriver, Amtmand og hver Bonde, vandre saa at sige i Mørkhed til Skade for deres Embede. Botins Skrift om Svenska Hemman vilde være mig til Nytte i denne Materie, formoder jeg, om det ellers kunde overkommes.

Den grundlærde Cyniker Arendt kom i forrige Maaned til Gulli til min store Forskrækkelse, thi da han har at udsætte paa alle og er dertil et modbydeligt Væsen, undres De ikke paa, at jeg med dybeste Respect for hans Lærdom, dog ikke ønsker at see ham eller have ham til Huse. Han er ingensteds lidt og lider nok ingen. Han havde Rasks islandske Grammatik i Lommen, hvilken ikke fyldestgjorde ham. Han har nu kun et Øie. 1805 syntes mig, han havde begge. Jentoft var han ikke tilfreds med, overlader Dem saa meget af sine Samlinger. Overalt fandt De slet ingen Naade for hans Øine; Gud veed, hvad De har fortørnet ham med. Werlauff havde intet Hoved etc. Mon Arendt ikke har en Skrue løs? Hvad mon han soutenerer sig med? Almisser vil han dog ikke allesteds tage imod. Han lever et elendigt Liv; man kan ynkes over hans Stilling, det er ligesom hans Haand er imod alle og alles imod ham.

De skriver, at Andersens Bogsamling skal komme til Norge. Gid det var saa vel; hans Haandskrifter især ere af meget Værd, da de indeholde iblandt andet Udskrifter af de ældre Cancelli-Registranter m. v.^[17] Norge vedkommende og passede derfor godt for det norske Universitet. Det var godt, om det Kjøbenhavnske Universitet der vilde deponere de Arna-Magnæiske Sager, thi det er mere Lykke end Forstand, at de 1807 undgik Ødelæggelse og let kan det hænde, at en ny Dschingischan eller Tamerlan, cui non unus sufficit orbis, kan oversvømme Danmark og bortrane alt.

Om de gamle Viser samt de Romaner, som Eufemia og Hakon Hakonsøn lod oversætte, veed jeg desværre ingen Besked Ventelig er det gaaet dermed, som de selv formoder, og det kan ikke nogen undres over, som betænker, hvorledes Norge er forfaldet fra 1350 eller maaskee før og lige til Christian 4, den norske Konge, og lidet har kunnet komme sig siden, thi Danmark synes at have været Centrum for alle Idrætter og derover forsømtes Landet, saasom Indvaanerne maatte blive dorske og ligegyldige. Nu synes Fredrik VI at opstaa som Norges Konge, da han grundlægger en Stiftelse, som maa have størt Indflydelse paa Nationens Oplysning og Kundskabsmassens Udbredelse, men saalænge denne os saalænge misundte Planteskole i selve Riget for Videnskaber og Kunster manglede, kan man da undres over, at Fortidens Mindesmærker forgik? – – – – – Med Glæde har jeg af Coll. Tidenden seet, at Snorre dog engang skal blive fuldført. Skade, at sligt ikke skede, (før) Revolutionernes Periode begyndte, thi jeg gruer for den Tid da Danmark skal opsluges af en saadan αὐτοκρατωρ, og miste sine nationale Love og sit nationale Sprog, og glæder mig, at Norge ligger saameget længere fra Ulykkens Afgrund, dersom blot ikke noget Uveir skulde trække op fra Østen hvorfra Tamerlaner og Dschingischaner kan have saameget friere Spillerum paa vort Norden, siden Tidens Gud, den store Napoleon tillod Sveriges Lemlæstelse, idet Finland berøvedes det. Skulde det skee, frygter jeg for, at Gother og Joter ogsaa udryddes baade her og i Sverige. Skuespillet er vel kun begyndt, sidste Act endnu ikke opført. Det kan man takke nærmest Gustav Adolph 2 for, som jeg, hvis han ikke var gal, betragter som en Fædrelandets og Nordens Forræder. Saalænge Finland var svensk, var det som en Formuur for baade Sverige. Norge og Danmark. Nu er den gjennembrudt.

De nævner i deres Brev Carsten Anker. Den Mand skal have herlige Haandskrifter, Norge angaaende. Mon han ikke vil deponere dem ved det norske Universitet eller hos Selskabet for Norges Vel.

De nævner ogsaa Aall. Det er en sjelden Mand baade fra Kundskabers og Idrætters Side. Hans fædrelandske Ideer har De vel læst.

– – – –

Gulli Gaard ved Tønsberg 21 Janr. 1812.

For de i ærede Tilskrift af 11te dennes mig meddeelte Efterretninger takkes forbindtligst. Den haardhjertede Ø(rsted)s Recension over W(ergeland)s Bog længes jeg efter at læse. Hvad mon der har bevæget hiin store Lærde til at antaste W. Er det maaskee dansk Nationalskhed (sic) imod Norge? Maaskee W. i denne Henseende har stødt ham, hvor han taler om Rigernes Forhold. Bogen har ellers undergaaet høiere Censur, thi inden den blev trykt, skal den være sendt til Hs. Maj., fortælles der, med allerunderdanigst Forespørgsel, om Skriftet kunde indeholde noget, som fandtes upasseligt at lade trykke, men Hs. Maj. har fuldkommen approberet det, ligesom han og siden har befordret Forfatteren til et godt residerende Capellani, ja skal endog have skjenket denne, som er i smaa Omstændigheder, et anseeligt Honorarium. Ø. vil maaskee spille samme Rolle nu, som Jacob Baden fordum.

Har det kjøbenhavnske Publicum frygtet for, at der skulde komme Splid imellem Grev W. og M(oldenhawer?) Dog jeg tror gjerne Sligt kunde indtræffe. Wedel har ikke gaaet i nogen jesuitisk Skole, hvorfor han taler reent ud af Skjægget, og vil have reen Besked. M. kanskee vil unddrage sig fra Bestemthed etc. Imidlertid tvivler jeg ikke paa, at M. lover meget godt.

Grev Wedel og Treschow spiller vel Hovedrollen i Commissionen tilligemed Moldenhawer, dog den sidste vel meest som opponens. Det var uden Tvivl politisk af den ædle Malling, at han fik Engelstoft valgt til Secretair i Commissionen.

Jens Møller er vist en af de fortrinligste Historici. Baade Grundighed og Smag anbefale ham. Steenbloch kjender jeg ikke. Han er formodentlig norsk, og derfor skulde troes at interessere sig for Norges Høiskoles Flor. Skulde jeg votere, kom G. L. Baden med alle sine Indsigter at staa tilbage for disse tvende. Mon Christian Krohg i Throndhjem ikke paatænkes til Professor juris? Dog han skjøtter vel neppe derom. Kommer Ø. til det norske Universitet, var det vel ikke af Veien, om man kunde formaa Hurtigkarl til at modtage en prefessio juris, thi lad være, han maaskee i den almindelige Retslære er noget antik, saa var dog vundet en juridisk Lærer med dybe historiske Indsigter. – – – – – – – – – – Keiser Paul forviiste, saavidt jeg veed, al fransk Literatur, forsaavidt kan ham tillægges den Ære at have været et Mønster for de nyere Tider, naar Regjeringerne tage Forholdsregler imod skadelige Bøger. En udmærket priselig Forsigtighed er det, at Bøger, som forskrives, ikke maa ureviderede passere den store Napoleons Gebet, som Transitgods, hvilket erfares af Berlings Avis!!! Mon ikke andre Magter ville efterfølge dette? Overalt ere jo de franske Indretninger Mønster paa Statsklogskab.

Man fortæller, at vores Dronning er frugtsommelig og at man smigrer sig med det Haab, at det bliver en Prinds. Dog ikke alle ere saa heldige som Napoleon, den Lykken følger i hvad han foretager sig, det være nu, hvad enten han tilintetgjør Prindser (som Hertugen af Enghien) eller fremkalder Prindser (som Kongen af Rom). Alle leve i Haabet om, at han inden føie Tid skal sætte Englands Krone paa sin Broder Luciens Hoved, og lære det utaknemmelige Spanien at skjønne paa den Lykke at regjeres ikke blot af en fransk Prinds, men endog af den store Napoleons Broder.

Den gamle Thorlacius er jo død. Blev hans Afhandling om Runerne færdig forinden? Arendt vil jo engang skjænke Verden en Runologia, hvis han finder, den fortjener det. Det siges jo, at Professor Thorlacius ambitionerer at blive Professor theol., hvad skal det betyde? – – –

Christiania 27 Febr. 1824^[18]

(N. takkes for en Forsendelse af „skjønne historiske Sager“). – – – Hvorledes mon det gaar G. L. Baden?^[19] Af Deres Brev seer jeg, at han nu har udgivet andet Bind af sine smaa Afhandlinger, og at samme meget angaar Norge, og at deri skal findes en Ansøgning til vores Konge, ventelig om at fritages for Udleverelse. Til hvilken Ende mon han har bekjendtgjort denne Ansøgning? Denne Ansøgning kunde han efter det venskabelige Forhold, som finder Sted med den danske Regjering og den Velvillighed, hvormed den forhen havde udleveret norske Rømningsmænd, ikke gjøre synderlig Regning paa at vente bevilget, og jeg er derom i den senere Tid bleven endnu mere overbeviist ved at læse i Ottesens Samling af Love og Anordninger for 1822 en Resolution af 18de Decbr. som jeg ikke kjendte da Baden var her, og hvorved Hs. Maj. har bestemt, at for Fremtiden intet Fristed skal tilstaaes fremmede, som har gjort Indgreb i offentlige Casser. I den sidste Tid vare nok, saavidt jeg kunde mærke, adskillige blevne Baden ugunstige, (en Følge af hans Heftighed og Lyst til at slaa om sig), og dette var da en Hindring om Vedkommende ellers havde interesseret sig for ham, som i det mindste Statsraad Diriks gjorde. Besynderligt var det ellers, at B. vilde søge sin Tilflugt hid, thi en fornem Mand skal, formodentlig efter Anmodning fra Broderen Thork. B., have forespurgt sig hos Statsraad Holst, som i Efteraaret 1822 var i Kjøbenhavn, om B. kunde begive sig til Norge uden at risquere Udleverelse, og Holst svarede da bestemt Nei. Nu er hans Recension over Falsens Norges Historie trykt i Budstikken, og jeg tænker den vil have sin gode Nytte.

Saasnart jeg havde havt den Fornøielse at modtage Deres kjærkomne af 12te dennes, talede jeg med Kraft angaaende det deri ommeldte Norvegia literata hodierna, som interesserer os begge, men for Tiden fandt vi, at det vel ikke vilde være at tænke paa nogen Udgivelse 1) fordi det er ikke nu længe, siden Literatur-Lexicon udkom, og 2) fordi man kan befrygte, at det ikke kan bære sig. Med Steenbloch har jeg endnu ikke fundet Leilighed til at tale. Jeg vilde ønske, at De, gode Hr. Prof. vilde fremdeles forøge Deres Collectanea, og, hvis De ikke i Kjøbenhavn kan faa dem udgivne, bestemme, at samme i Tiden skulde tilsendes mig, da kunde der maaskee findes en Leilighed til at gjøre samme publici juris og afværge sammes Undergang. – – Storthinget er nu samlet, og altsaa tænkes der meest paa Politik. Især beskjæftige de fremsatte Constitutionsforslag Publicum, og er der skrevet en heel Deel for og imod, og deriblandt adskilligt meget godt. Net er tillige det Drammenske – heel curiose – Repræsentantvalg Gjenstand for Opmærksomhed, og dets Gyldighed vil i disse Dage blive afgjort i Storthinget. – – – – –

Christiania 26 Febr. 1825^[20].

– – –

Det er (iaar) første Gang, Kongens Fødselsdag har været høitideligholdet ved Universitetet, at det skede dennegang og fremdeles vil skee, er en Følge af Universitets-Fundatsen af 28de Juli 1824, hvoraf jeg ifjor gav mig den Fornøielse at tilstille Dem et Exemplar. Forfatteren af det academiske Programma, Lector Bugge, er en Søn af Biskop Bugge i Throndhjem. – – (Bergraad Petersens Skrifter omtales, navnlig hans Bog om Constitutionsforslagene). – Bergraad Petersen har nok under Arbeide et Skrift om det Norske Flag, hvilket vil have Interesse for Nordens Historiegranskere. – Hvordan mon det gaar den stakkels G. L. Baden?

P. S. Efterat ovenstaaende var skrevet, fik jeg at see Høst’s Bog om Ulfeld. Jeg opdagede paa allersidste Side, at han gjør den Ebbe Ulfeld, der kom i svensk Tjeneste, til Corfitz’s Broder, hvilket er ganske urigtigt.

Christiania 30 Mai 1826.

– – – Mon Thorlacius^[21] kan i Rom o. a. St finde noget til Nordens Historie i Middelalderen. Jeg har allerede hørt omtale, at P. Møller skal blive Lærer i Philosophien ved vores Universitet, hvilket er meget vel, thi hidtil har denne Videnskab i omtrent et halvt Snees Aar været overladt til andre, for hvem den egentlig maatte være en Bisag, saasom Sverdrup, hvis Profession er Philologi, og Claus W. Hjelm, hvis Fag egentlig er Lovkyndighed. Der skal fortælles i en tydsk Avis, at Grundtvig skal blive Professor her, men heri ere vist ikke noget, og ilde om saa var, thi han gjør blot Ungdommen forstyrret, hvortil han som academisk Lærer vilde have end bedre Anledning end som blot Skribent i Kjøbenhavn. Man maa desuden være bange for en saa intolerant Mand paa en Tid da Geistligheden ytrer saa meget Hang til at saa det gamle Hierarchi restitueret ja gjerne tilbagekaldte Lovens 2 Bogs 9de Cap. i al sin Fylde og Herlighed.

Budstikkens Udgivelse har jeg for nogen Tid siden ophørt at besørge. I den Tid jeg havde dermed, fik jeg adskilligt gammelt bekjendtgjort og reddet fra Undergang. – – Hvor mon Jentoft er bleven af? Han kom hertil i Høst, søgte forgjæves Understøttelse hos Hs. Maj. men i den sidste Tid har hverken jeg eller Kraft seet noget til ham. Maaskee er han reist tilbage til Kjøbenhavn. – – – – Nogen Forandring i Henseende til Postvæsenet er vist ikke at tænke paa. Vil De skrive til Schydtz i Bergen, var det maaskee bedst at faa det ved Skibsleilighed hid, da det kunde blive leveret hans Søn, som er Garnisonsprest her, en ypperlig Taler og god Forretningsmand. Under-Bibliothekar ved vores Universitets-Bibliothek, F. W. Keyser, Rector Messell og Kjøbmand Hoppe anlægge her en Boghandel, hvis Held meget er at ønske, da Foretagendet er gavnligt og priseligt. Wessells Svigerfader er en rig Kjøbmand i Arendal og saaledes skaffes de fornødne Creditiver. –

26de Mai 1828. (Sidste Brev).

– – – Det er mig saare behageligt, at man kan have Haab, om at see Dem her i Sommer^[22], men naar det er Deres Hensigt, hvorfor da ikke reise hid, medens Storthinget er samlet, og vi have Hs. Majestæt her? Her er da langt mere Liv og Rørelse i Byen, end ellers. Naar De kommer, træffer De ogsaa Kraft, som ventelig efter Storthingets Opløsning gjør en Reise til Bergen for at samle Materialier til 4de Bind af den herlige Norges Beskrivelse, hvorpaa han nu arbeider.

1. Thorlacius.
2. Thorkelin.
3. Arild Hvidtfeldts Ophold udenlands oplyses i 2den Deel p. 451–52 af Schumachers Gelehrter Männer Briefe an die Könige in Dänemark. Professor Joh. Sturmius i Strasburg roser ham og hans Broder Jacob Hvidtfeldt meget for Kongen.
4. Det første er rigtigt.
5. Denne Laurids Augustinus Rodtvitt, født paa Søndmøre, blev 1800 Prest i Norge. Rector Arentz svarede ham i Top. Journal 25 Hefte, 166 flg. paa de omtalte Ytringer i Journalens 22 Hefte.
6. Den ogsaa ovenfor omtalte Lector Halvard Gunnarsøn († 1608) var udentvivl en af de lærdeste om ikke den lærdeste Mand paa sin Tid i Norge. Han besad bl. A. sjeldne Indsigter i sit Fædrelands saavelsom i den almindelige i Historie. Af hans Verker navnlig i hans Acrostrixis, der beskriver Christian d.4des Hylding i Norge 1591 langt nøiere, end det er skeet hos Slange, er der ikke saa lidet at lære, hvorfor han fortjente en Afhandling; hertil har Berg ogsaa efterladt Samlinger, der findes i Norges i Rigsarchiv.
7. Af 27 Septbr. 1799.
8. Statsminister Chr. D. Fr. Reventlow.
9. Dr. Ulrik Andreas Rohde, en Bergenser, var Overlærer i Christiania Skole 1799–1802. Han døde som Rector for den (senere nedlagte) lærde Skole i Nyborg 1816. En lærd Mand, men en stor Pedant. I en utrykt Memoiresamling forekomme adskillige morsomme Træk om ham fra hans Liv i Christiania.
10. Collegialtidenden for 1804 oplyser herom (Pag. 14), at under 4de Januar 1804 blev Cancelliets hidtilværende Præsident, Kammerherre F. Moltke, Præsident i det vestindisk-guineiske Rente- og General-Told-Kammer, og Justitiarius i Høiesteret, Kammerherre F. J. Kaas hans Estermand som Cancelliets Præsident, ligesom Generalprocuror og første Deputeret i Cancelliet Conferentsraad C. Colbjørnsen blev Justitiarius i Høiesteret.
11. I Collegialtidenden for 1803, Pag. 797 sees, „at Hr. Kammerherre Moltke, Præsident i det danske Cancelli“, blev 7de Decbr. 1803 valgt til Forstander for det kongelige genealogiske og heraldiske Selskab i Kjøbenhavn i Hr. Kammerherre Lindencrones Sted, som havde frasagt sig denne Post.
12. Er nu optagen i Dipl. Norv. 1, No. 1091.
13. Martin Friedrich Arendt var født i Altona 1773, studerede først ved sin Fødebys Gymnasium, derpaa i Gøttingen og endelig i Strasburg, hvor han dyrkede Botaniken. Han kom derpaa til den botaniske Have i Kjøbenhavn, og begyndte der samtidig at studere de arnamagneanske Sager paa Universitetsbibliotheket. 1797 var han i Finmarken. Aaret derefter begyndte han antiqvariske Reiser, (meest tilfods) i Norge, tildeels ogsaa i Sverige, hvilke han i adskillige Aar fortsatte. 1819 forlod han endelig Norden og streifede nu om i Tydskland, Schweitz, Spanien, Ungarn og Italien, hvor han døde i Nærheden af Venedig 1823. Bergs (og senere N. Schyttes) Breve i denne lille Samling meddele ikke uinteressante Bidrag til denne lærde, men derhos cyniske og personlig ubehagelige Mands Characteristik.
14. Det er synderligt at erfare, hvor lidet de Herrer Rige og Mægtige i Christiansand og Bergen have grebet sig an ved Subscriptionen til det norske Universitet. Nogle som Moe og Isaksønnerne have ikke engang tegnet sig. Skulde en Sørøver have været udrustet, havde de vist ikke staaet tilbage. (Bergs egen Note).
15. Dette blev dog dengang intet af.
16. En kort Beskrivelse over Valders, forfattet af den ikke ulærde Prest i Slidre Herman Ruge, der døde 1764 som Sogneprest til Gjerpen (men ikke, som Nyerups Literaturlexicon siger, Eidanger). Dette Manuscript har Berg siden ladet trykke i Budstikkens 3die Aargang, den samme Aargang, hvori omsider den saalænge forberedte grundige Afhandling om Christiania Gymnasium fandt sin Plads.
17. Som bekjendt udgjør den 1810 afdøde Cancelliraad Halvor Andersens meget betydelige Bogsamling en ikke liden Deel af vort Universitetsbibliotheks Stamme. Bibliotheket kom dog ei i Besiddelse deraf, førend det havde udholdt en Proces med Arvingerne. Andersen var født paa Thoten 1745, men havde lige siden 1771 opholdt sig i Kjøbenhavn.
18. Fra Tidsrummet 1812–24 findes kun et Brev (af 19 Febr. 1822), hvilket imidlertid intet interessant indeholder.
19. Baden (siden 1818 Birkedommer og Birkeskriver i Hirschholms District) kom 1822 i Kassemangel, hvorfor han rømte først til Hamborg, siden til Norge, hvor han opholdt sig en Tidlang (indtil i 1823), og hvor han blandt Andet leverede historiske Bidrag til Budstikken, men maatte atter vende tilbage til Danmark, hvor han, efterat Embedet var fradømt ham, privatiserede til sin Død 1840.
20. Trende Breve af 14 Juli, 6 Aug. og 30 Septbr. 1824 forbigaaes.
21. Børge Thorlacius tiltraadte 1826 en videnskabelig Reise til Tydskland, Italien og Frankrige, hvorfra han 1828, Aaret før sin Død, vendte tilbage.
22. Nyerup, der tidligere, 1812, ledsaget af R. K. Rask, havde været i Norge, fik dog ikke udført sit Forsæt, atter at besøge vort Land 1828.