Udvalg af Breve, hovedsagelig fra bekjendte Nordmænd, til Professor R. Nyerup/5

Fra Wikikilden

V.
Breve fra Professor G. Sverdrup.

Som bekjendt, studerede Sverdrup Philologi i Gøttingen i halvandet Aar 1798–99. Det meste, af hvad der meddeles, hidrører fra dette Ophold. Kun et Brev er fra en senere Tid. Man vil i de følgende Breve finde baade et interessant Bidrag til den mærkelige Mands Biographi og Prøver af en for den Tid sjelden elegant og vittig Brevstiil.

Gøttingen 30 Januar 1798.

– – – –

– – – –

At fortælle Dem noget nyt fra Gøttingen, som virkelig vilde være nyt for Dem, er vist vanskeligt. Det mærkværdigste, som efter de reisendes Mening findes her, er Bibliotheket og Hofraad Heyne. Bibliotheket kjender De vist bedre, end jeg kan beskrive det her, det er unegtelig meget smukkere end vort, som er altfor fuldpakket; om det ogsaa er større og bedre, derom tvivler jeg, det indeholder 250,000 B. De lyse og rummelige Værelser, og smukke og velordnede Gibsafstøbninger af de berømteste Antiker giver det et prægtigt og høitideligt Udseende. Om man aldrig havde tilforn følt Lyst til Studeringer, maatte man optændes af Lyst dertil ved paa engang at see sig omringet af disse uhyre Skatte af Geni og Lærdom. Heyne, der saa lang Tid har Emnet som en Sol paa den philologiske Literaturs Himmel, har virkelig meget tilfælles i sin Skjebne med den naturlige Sol. Hans Tibull bebudede lig en yndig Morgenrøde de Middagsstraaler, der gik ud fra hans Virgil og Pindar og som blandede alle, til en Voss og Wolff har søgt at opdage Pletter i denne dalende Sol. Hans ivrige Tilhængere her frygte mere for Wolff end Voss, hvis Forsøg til en Oversættelse af Virgils Eclogae, som kom ud 1795, synes mig dog at vise. at hans Lærdom ikke er meget mindre end hans Vittighed. Wolffs Grundighed frygter man. Voss bliver i Salzmans Institut brugt som Exempel paa Uartighed mod sin Lærer!! Heyne selv er munter. Han er lutter Liv og Fyrighed, man skulde snarere ansee ham for en Yngling paa 20 Aar end en gammel Mand paa 70. Altid er han beskjæftiget; man er derfor i Almindelighed misfornøiet med ham, thi undertiden gjør han midt under Samtalen et Buk, og gaar ind i sin Studerestue. Men han gjør deri ingen Forskjel paa Personer; man fortæller, at han paa lige Maade affærdigede den engelske Prinds August, som for nogle faa Aar siden studerede her og var recommanderet til Heyne. Jeg har været saa lykkelig altid at træffe ham i særdeles godt Humeur; han viser mig megen Artighed, laaner mig Bøger af sit eget Bibliothek og er altid villig at svare, naar der er noget, jeg har at spørge ham om. Denne Artighed skylder jeg udentvivl et Brev vores udødelige Kammerherre Suhm var saa god at give mig med til ham. Jeg kunde aldrig have Brev med fra nogen med større Fordeel, thi han var kjendt og agtet af alle. Det første, man bliver spurgt om, naar de hører, man er dansk, er, hvorledes Kammerherre Suhm lever, og hvorvidt han er kommen i den danske Historie, det vil da sige, hvorvidt han har færdig i Manuscript, thi hvad der er udkommet, er her, og overhoved er den danske historiske Literatur her paa Bibliotheket temmelig complet, og adskillige af Professorerne kan læse dansk. Jeg har blandt Professorerne her truffet Prof. Heeren, temmelig vel underrettet om Danmark. Prof. Schlözer læste et Collegium over den nyere Universalhistorie, og var i 3 Timer færdig med den danske Historie. Da han kom til den oldenborgske Stamme, sagde han: De behage blot, mine Herrer, paa Fingrene at tælle Christian – Frederik og tænke Dem under disse Navne en Række Despoter, som har arbeidet paa at ruinere sit Land, og De har hele den nyere danske Historie. Af alle Professorer er her ingen, som læser over den franske Revolution. Spittler læste derover, kort førend han blev kaldet herfra, og havde 450 Tilhørere. Alle Professorer ere i høieste Grad aristokratiske. Heyne kan neppe tale om den franske Revolution uden at blive bragt i Hidsighed. De ere færdige at tænke som en Hesser, jeg forleden hørte paastaa, at alt lod sig forstaa i denne Revolution, kun ikke dette, hvorledes nogensinde et Land kunde regjeres uden Konge. At Danmark, hvilket priistes overalt, vil indskrænke Pressefriheden, som de, jeg haaber urigtig, har hørt, tror de, er rigtigt; den ansees for Kilden til alle politiske Ulykker. Et ligesaa comisk som outreret Exempel paa Aristokrati og det af en fri Rigsstads Borgere mødte mig paa Veien.

– – – –

Deres Velbaarenheds ærbødige og forbundne Tjener

G. Sverdrup.

Gøttingen 25 Decbr. 1798.

– – Jeg behøver vel ikke at gjøre Dem opmærksom paa, at hvor Horats taler om stultum[1] imitatorum pecus, har han som Digter i Aanden havt Tydskerne for Øinene, thi paa den hele vide Jord gives der virkelig ikke Rene Abekatter (de danske ere mine Landsmænd og jeg er Patriot). Da Wieland uden videre Modsigelse havde vundet den hæderlige Digterkrands og blev hilset fra alle Kanter som Poet, da skrev hver en Tydsker, som eiede en Pen, Vers. Et Fragment fra den Periode har jeg fundet i en Vertshuusmand ved Veseren, som i to samfulde Timer talede i lutter Jamber og Hexametre. Da Winkelmann udgav sin Kunsthistorie, var der ingen Tydsker, som eiede sin Bedstefaders eller Bedstemoders Portræt, som jo idetmindste i en tyk Octav beskrev det, og mangen uskyldig Afviser maatte nu høre, at han i de hedenske Tider vel kunde have været en Hermes. Hvorledes man nuomstunder slaar om sig med Categorier og man ikke kan gjøre et Skridt uden at støde an mod et Imperativ, er altfor bekjendt. Da Cooks Reiser i Sydsøen bleve bekjendte, da marscherede Tydskerne ud i Skokketal, nu blev hver Landsby, hver Flek beskrevet lige indtil Gadekjæret. De, som ikke kunde gaa, bleve siddende i deres Stue og leverede hele Bind Reisebeskrivelser. Saaledes har man Breve over Rhinegnene, skrevne af en Mand, der ikke har været ude af hans Fødeby; de ere dog godt skrevne, han har havt gode Correspondenter. Fra denne Tid er her en saadan Mængde Reisebeskrivelser i al mulig Form, at den, der ikke har seet det, umulig kan tro det; over en eneste Flekke her paa Harzen har jeg seet 5 forskjellige vidtløftige Beskrivelser, og saaledes er her over hvert Sted. Nu seer De, hvormeget Arbeidet er lettet for en fremmed, som kommer her og bringer en ivrig Lyst med sig til at oplyse sine Landsmænd. Man behøver ikke at spilde Tiden med at see selv; efter Behag lader man hente et Snees eller flere af disse Reisebeskrivelser, og saa kan man i al Magelighed deraf gjøre nok en. Hvad der har hændt eller mødt en Anden, kan jo ogsaa have mødt mig. Datum forandres, det forstaar sig. Finder Forfatteren sig ikke oplagt paa den Tid at tilføie de fornødne Bemærkninger over et eller andet Sted, en eller anden Ting, da gjør man blot Visit hos en halv Snees Professorer, indlader sig med dem om den Ting, og nu faar man da en talrig Hoben Anmærkninger, som den møisommelige Herumstrippen giver en den fuldeste Eiendomsret over, især da dette er det eneste, man paa et saadant Tog gjerne bevertes med. Naar saaledes Arbeidet er færdigt, saa kroner Forf. Verket ved selv at forfatte en Snees Recensioner derover; disse sendes om i en andens Navn til alle Journalister, det heder der: Forf.’s fine Beobachtungsgeist beundres, og Publikum seer med Begjærlighed Fortsættelsen imøde. Men min Indgang blev for lang. Det lader, som om jeg som Hierophant vilde lede Dem ind i Tydskernes Mysterier, som De maaskee alt kjender. Jeg vilde egentlig kun sige, at jeg har gjort mig det til en Lov selv at see og efter Evne at dømme, om hvad jeg har seet; det eensformige academiske Liv frembyder intet jeg vilde forelægge et Publicum. – – – De Bøger, De sendte mig, har jeg uddeelt til de Mænd, som De nævnte. Først til Pater Heyne, som bad formelde Dem hans Tak og Forsikring om Agtelse. Han kjendte Dem som Skribent og som Suhms Ven, som De her overalt heder. Da jeg flyede ham Bogen, sagde han: „Das ist mir sehr lieb, so machen Sie doch was dorten“. Denne i mine Tanker meget agtværdige Mand har en vis Forkjærlighed for de danske. Da han hørte, Bogen handlede om vore gamle Barder, bad han mig, da han ei forstaar dansk, oversætte ham det, som meest kunde interessere ham. Heeren, en overmaade artig Mand, har til Gjengjæld givet mig til Dem en Afhandling af ham om Normannernes Indflydelse paa den franske Literatur. Eichhorn og Schlözer, der begge forstaa dansk, hilser Dem meget. Jeg fik ved den Leilighed en meget interessant Samtale med begge disse Mænd, som jeg for Resten ingen Commerce har med. Samtalen var som almindelig for nærværende politisk. Den første var misfornøiet med alle de Franskes Planer, kaldte deres Tog til Ægypten en Genistreg, paastod, Bonaparte havde ingenlunde endnu viist Feldtherretalenter, roste det østerrigske Ministerium!! og paastod, England havde ført denne Krig uden at gjøre Laan. Man skulde neppe tro, han havde skrevet en Revolutionshistorie. Han besidder forresten for megen Elegance for saadan at gjennemhegle de Franske, som de øvrige Herrer Professorer her, i hvis Mund de ideligen hede: die Raüber. Han har læst over den franske Revolution; man siger med en Frihed, som har bragt den hannoverske Regjering til at erindre ham om at blive ved at tolke Propheterne. Schlözer er en yderst interessant Mand. Han taler med en egen Bestemthed og Kraft. De Franske er han vred, fordi de ganske have forrykket hans politiske System. De forrige Cabinetters Gang kjendte han paa en Prik; „nu kan man ikke see en Dag frem i Tiden“, siger han. En Ungarsk Greve var hos ham paa samme Tid; han sortalte, at de ungarske Studerende ved fremmede Universiteter skulde som Russerne kaldes tilbage, og at det ungarske Cancelli i Steden for at gjøre Forestilling derimod, endog har takket hans keiserlige Majestæt for dette Decret. – – – – – – Det gjør mig meget ondt, om det Rygte er sandt, som her i nogle Dage har udbredet sig, at Professor Rahbek har nedlagt sit Professorat, og at Baggesen er kommet i hans Sted. Skulde Forelæsningerne holdes paa Vers, da tror jeg rigtignok jeg vilde høre Baggesen. Imidlertid vil dog vel ikke dette hindre Prof. R. i at udgive sine Forelæsninger. Man har sagt mig, at han arbeider paa en Revolutionshistorie; det vilde være mig kjært, om det var sandt. – – – Som et Pendant til dem, som efter Deres vittige Udtryk brandskatte Tydsklands Lærde med deres Stambøger, maa jeg fortælle, at en vis Neergaard, der reiser under Titel af dansk Baron i den Henseende er kommet de Franskes Exempel endnu nærmere, thi han brandskatter Fyrsterne selv. Hertugen af Gotha nemlig, en meget affabel Mand, kommer hver Dag paa Bibliotheket (nogle sige, virkelig for at studere især Literairhistorien, andre sige, han finder Fornøielse i at støve Bøgerne, medens den lærde og smukke Major Sack informerer Hertuginden i Astronomi,) – nok Baronen, som ogsaa kom paa Bibliotheket, trak strax sin Stambog frem og bad Hertugen skrive deri. Man har imidlertid i Jena ikke holdt sig fra at holde sig lystig over denne vore lærde Landsmænds Maner. Især Fichte, som i alt er en Skræk for Gud og Mennesker. Han er en sand Terrorist blandt Philosopherne, og naar Philosopherne her nævne ham, ryste de. – – – – – At Wolff skal til Kjøbenhavn, har jeg først hørt af Heyne. Han undrede sig over, at man vilde sætte W. som Formand i Skolekommissionen, (saa heder det her); de Danske kunde ikke godt fordrage Fremmede, sagde han. Gid det var sandt tænkt. Was sagt aber der ehrliche Moldenhawer dazu? sagde han endelig. Heyne har meget fordeelagtige Tanker om Moldenhawer og troede, han kunde bestyre de Ting uden fremmed Hjelp. Det samme tror jeg ogsaa. Han roste imidlertid Wolff og er i den Henseende fornuftigere end Voss og Wolff, som blive syge, naar de høre Heyne nævne. Jeg har stor Agtelse for Wolff og anseer ham for den største Kritiker for nærværende, men det er en Ting, som ikke lader sig lære saa let af andre, og hans Skrifter kan man jo læse i Danmark. Det Spørgsmaal, De gjør mig, om ingen Dansk kan tyde en græsk Autor mere, er gjort mig hundrede Gange her, og har sat mig i ikke ringe Forlegenhed, thi at fortælle dem, at den ene af vore virkelige gode Grækere læser Luthers Katechismus for Matrosdrenge, at den anden læser a–b–c for Prindser[2], at den tredie, som med hans Forelæsninger over Tragikerne opvakte det almindelige Ønske, at han maatte blive ansat som græsk Professor, er ansat i et andet Fag og ved Wolffs Komme udelukt derfra, tillader min Patriotisme mig ikke. Imidlertid staar den Sandhed fast, som jeg tror at have læst hos en af vore Digtere:[3]

Al vor Fortræd er tydsk. – – – –

Gøttingen 8 Marts 1799.

Jeg har altsaa for dennesinde opgivet Pariserreisen og en meget fordeelagtig Compagnon fra de franske Grændser. – Jeg anseer Dr. Moldenhawers Tilbud[4] for det samme som en afgjort Sag og formoder ikke, at der følger Conditioner med, som jeg enten ikke kan eller vil opfylde. Imidlertid venter jeg med største Længsel Svar for at see, om jeg ikke kunde i største Hast gjøre en Reise til Dresden. Der skal jeg skaffe Dem bestemt at vide, hvem den Adelung er, hvorom De skriver. Grammatikeren er det ikke, men om det er en Broder af ham, tror jeg neppe han selv veed, thi min Ven Dr. Canzler veed det ikke, og han kjender ellers ethvert Væsen i Tydskland, som har sat Pen paa Papir, – hvilken udstrakt Kundskab! Han kjender ikke blot deres hele Familie og hele Levnetsløb, men veed til Punct og Prikke Anledningen til hver Bog. Dette er ofte ved de tydske Universiteter en Souper. Barnedaab eller deslige, Ja, hvad mere er, han veed, om Manden leverer baade Text og Citater, eller om ikke Konen samler de sidste, hvilket skal være Tilfældet med Hr. Hofraad Meiners. – – – – – – – I Almindelighed kaste de Herrer Tydskere den ubilligste Foragt paa alt, hvad der kommer fra Norden, men jeg ønsker Adelung, hvis han har skrevet slemt mod den nordiske Literatur, revset af en Mand med Indsigter og Moderation og vil ikke gjerne see ham i Hr. Neumanns Gabestok[5], thi jeg veed ikke, for hvem det vilde være størst Skam for den der staar deri eller – (jeg veed ikke, hvordan man kalder de Folk, hvis Amt det er at sætte Synderen deri). Gud veed, hvor Neumann fik den Gabestok opført i Chr. Bruuns Huus? Den har blandt et Par Tydskere her, som læse Dansk, opvakt stor Sensation, og maaskee paadrager han sig en Feide med Tydskland, som i Pennen maaskee turde være bedre end med Bajonetten. – – – –

Christiania 19 Marts 1825.

Høistærede Ven!

– – – – Megen Tak for Deres Brev og indlagte Epistel fra Prof. Rask til Bergraad Petersen. Jeg kunde ikke negte mig den Fornøielse strax at sende ham den, da vi, saa ofte vi komme sammen, ideligen kjævles om hans Paradoxer, – som de forekomme mig. Hans Forestillinger om Nordens ældste Tilstand ere blevne hos ham til fixe Ideer, og den Iver med hvilken han forfegter dem, har været nær ved at faa mig, der intet kjender til vor ældste Literatur uden Edda, til at tage fat paa disse gamle Bøger, saa meget andet jeg ellers har at bestille, for at kunne gjendrive ham. Jeg betænkte imidlertid, at Eensidighed i videnskabelige Undersøgelser og Yderligheder høre til Dagens Orden, og ønsker blot at den Strid, som jeg forudsaa, at hans Bøger vilde vække, og som nu saaledes allerede er begyndt, maa føres paa en human Maade og ikke foraarsage nogen Animositet mellem Folkefærd, der ere skabte for at elske hverandre.

At der i vor, som i enhver anden Historie gives meget, som fortjener en nøiere critisk Drøftelse, er vel vist. Skal denne foretages med Alvor, maa den fremkalde forskjellige og vel ogsaa modsatte Meninger. Naar disse forsvares med vægtige Grunde uden noget Sideblik til Personer eller Folkeslag, da kan Kampen være gavnlig og lystelig at see til, ligesom det er den virkelige Kamp selv i de homeriske Kampskildringer, der fornøier ved den Ytring af Kraft som den viser og ved den Nuance i Heltens Characteer, som deri fremstilles, medens derimod Præludierne, i hvilke Heltene skjænde hinanden Huden fuld for ligesom at tirre sig selv og Modstanderne til Strid, snarere kjede end fornøie. Saaledes havde jeg ønsket at see en Helt som Prof. Rask fremtræde i fuld Rustning og med sine sjeldne Sprogkundskaber og Indsigt i vor ældste Historie angribe Hovedgjenstandene i sin Modstanders Verker, istedenfor blot at indlade sig i en Forpostfegtning, der intet afgjørende Udslag giver. Imidlertid beder jeg Dem, høistærede Ven, meget at hilse denne vakre Kjæmpe. Af Petersen er under Trykken en meget vidtløftig Afhandling om det norske Flag og Vaaben, samt en Udgave af Hirdskraa med Anmærkninger. Prof. Steenbloch, som hilser Dem hjertelig, arbeider paa en Forklaring af Fundinn Noregr, som synes mig meget sindrig – kun hans svage Helbred vilde tillade ham at arbeide. Prof. Hansteen har nylig saaet færdig et magnetisk Kort over den nordlige Deel af Europa, ledsaget af Bemærkninger, som indeholde høist interessante Resultater. Han foretager i Sommer en Reise til det nordlige Norge for end mere at fuldstændiggjøre Kortet. En saare talentfuld og kundskabsrig ung Mand Keilhau. Prof. Steffens’s Yndling arbeider paa et nyt System i Geognosien, og haaber jeg, at han dermed bliver færdig, førend han til Sommeren paa offentlig Bekostning tiltræder en geognostisk Reise til det sydlige Europa.

Mine kjære fordums Colleger beder jeg Dem høistærede Ven, meget at hilse.

I venskabelig Erindring bevare De stedse

Deres meget forbundne og hengivne

G. Sverdrup.

P. S. Af en Bonde paa Ringeriget har jeg i disse Dage faaet til Foræring og igjen skjænket til Universitetet nogle sjeldne Ting fundne i en Gravhøi, deriblandt i Elfenbeen eller Valros (?), en Mand og en Kvinde in coitu. Jeg formoder en Levning af Schiva Dyrkelsen[6]. Jeg har faaet en Tegning deraf, hvilken jeg, saasnart jeg af samme Mand faar, hvad han har lovet mig, et Elfenbeensskaft, formodentlig af en Offerkniv, hvorpaa skal være Figurer i asiatisk Dragt, sender til Biskop Münter tilligemed Tegning af en sjelden Mynt, jeg formoder en Derhem, funden i Bergens Stift. I en anden Gravhøi paa Ringeriget er funden i en paa en ganske besynderlig Maade construeret Gravhøi nogle saare fiint udarbeidede Smykker i Sølv eller et blandet Metal. Arbeidet er af den yderste Finhed og Nethed.

  1. Horats har servum.
  2. Her sigtes til N. J. Schow, der fra 1792 var Directeur for senere Kong Christian 8’s Opdragelse.
  3. Ewald, Harlequin Patriot.
  4. Dette Tilbud har uden al Tvivl været en Anmodning fra Moldenhawer (i Forbindelse med Hertugen af Augustenborg, det lærde Skolevæsens Overbestyrer) til Sverdrup om at modtage en Overlærerpost ved Christiania da just reformerede Skole, hvilken han ogsaa modtog og indehavde, indtil han 1803 forflyttedes i samme Egenskab til Kjøbenhavn. Denne Post (i Historie og Geographi) havde, som man veed, ogsaa J. C. Berg eftertragtet.
  5. Jac. Neumann, senere Bisp i Bergen, udgav just 1798–99 „Danskes Reiseiagttagelser“.
  6. Dette trace de Buddhisme findes i Universitetets Samling, men er senere erkjendt at være en – Snusdaase.