Udvalg af Breve, hovedsagelig fra bekjendte Nordmænd, til Professor R. Nyerup/12
Af Breve, stilede til Nyerup selv, findes (foruden et Par ganske uvigtige
Forretningsbreve) fra Bugges Haand kun de tvende, hvilke her meddeles
i Uddrag.
Have imidlertid disse tvende Breve ikke synderlig anden Interesse, end at de give nogle nye Bidrag til Bedømmelsen af den mærkelige og udprægede Brevskrivers Characteer, saa haaber Udgiveren, at den officielle Skriftvexel mellem Biskoppen paa den ene og Throndhjems Stiftamtmand og Regjeringscommissionen i Christiania paa den anden Side, som findes blandt Nyerups Papirer i en rimeligviis af Bugge selv foranstaltet Gjenpart, i desto høiere Grad vil tildrage sig Læserens Opmærksomhed.
Som bekjendt, ere adskillige Breve fra Bugge tilforn meddeelte af M. Birkeland i Illustreret Nyhedsblad for 1858, og man har en (rigtignok høist utilfredsstillende) Levnetsbeskrivelse, forfattet af Sønnen Rector F. M. Bugge.
Trondhjem 1 April 1806.
- Høiædle, Velbyrdige Hr. Professor!
Deres Velb. vilde tillade at jeg i følgende Anliggende henvender mig til Dem. Det er af mange Aarsager høist nødvendigt, at der bliver forfattet ordentligt Catalog over det herværende Videnskabers Selskabs Samlinger af Bøger. Naturalier, Oldsager m. V. Min Formand havde, sluttelig ved Stiftsprovst Willes Hjelp, forfattet et Bogcatalog og ladet samme trykke, hvilket skal have kostet Selskabet 130 Rd. i Trykkeløn. Maane det kun ikke have kostet det Tabet af sine bedste Verker, var det saare godt. Imidlertid: factum infectum fieri neqvit. Dette trykte Catalog er saa aldeles under al Critik, at man ikke engang kan lade det see. Hvor nøiagtigt det var, kan sluttes deraf, at jeg har ladet Bøgerne conferere med dette Catalog, for dog i det mindste at faa de manglende optegnede, og da fandtes det, at Selskabet eiede ikke mindre end 3000, som ikke vare anførte.
Saaledes er det nu bragt dertil, at alle Bøgerne ere i det mindste opskrevne. Men derved er hverken Cataloget eller de ordnede systematisk. Ikke tør jeg paatage mig dette Arbeide, da jeg deels ingenlunde har Tid dertil, deels ikke tror mig istand dertil uden maaskee i mit eget og de dermed nærmest beslægtede Fag. Imidlertid tror jeg, det er muligt, ved Hjelp af det trykte Catalog og det forfattede skrevne Supplement endog fraværende at ordne Cataloget paa en videnskabelig Maade og efter dette igjen Bøgerne selv.
Jeg har ansøgt Cancelliet, om (at) de dermed forbundne Omkostninger maatte bestrides af det Hammerske Legat. Skulde dette bevilges, er der fra den Side ingen Hindring i Veien. Jeg tager mig altsaa den Frihed foreløbig at forespørge mig, om Deres Velb. ikke kjender en i Literærhistorien nogenlunde bevandret Student, der kunde og vilde paatage sig dette Arbeide mod passende Betaling, samt om De ikke vilde tillade at han maatte forrette dette Arbeide under Deres Opsyn og hos Dem faa Raad og Veiledning.
Skulde Deres Velb. findes villig hertil, gjør De derved dette Selskab en stor Tjeneste. Jeg anseer det for min Pligt at vaage over, at de samlede Skatte ikke adspredes, men bevares til kommende Dage, da maaskee Trondhjem kan i Tiden komme til at eie Videnskabsmænd, som ville kunne nytte dem. At vaage herover, er alt, hvad man for Tiden kan gjøre. Og selv dette maa man gjøre endog med Opofrelser, i det mindste uden Haab om Tak af reen og puur Kjerlighed til og Agtelse for Videnskaberne.
Maa jeg vente Deres Velb.s ærede Gjensvar herpaa, vil det meget forbinde
Deres ærbødige Tjener
Bugge.
P. S. Maaskee Deres Velb. hvis De beærer mig med Gjensvar, tillige har den Godhed, at opløse for mig den Gaade hvorledes De i Deres Recension over Willes Mindetaler af den § i de ældre Statuter, som paalægger Secretæren at oplæse afdøde Medlemmers Levnetsløb, kan udlede Forpligtelse for mig som vice Præses at udgive en over et afdød Medlem holden Tale? Jeg indseer ikke Consequensen heri. Den sande Aarsag, hvorfor jeg ikke leverede Talen til W(ille) var ellers denne at som jeg i det hele ingen Ven er af stort Selskab, ønsker jeg og helst, at det, som jeg udgiver, maa være for sig selv. Og den Smag mener jeg, mange har. I det mindste kan den ikke med Grund bebreides nogen, da den er aldeles uskadelig, og for saa vidt nyttig, som Kjøberne da ikke behøve at kjøbe et tykt volumen for deri blandt andet at finde noget fra en eller anden Forfatter, som de ønskede at læse. Har De Lyst til at see den W.’ske Digtergave, saa er her en Prøve af første Skuffe.
Trondhjem 12 Octbr. 1806.
(Opmuntret af Deres ædelmodige Tilbud afsendte jeg for nogle Uger siden med Oberst Bangs Søn herfra en Deel af Materialierne til Cataloget over Videnskabsselskabets Bibliothek, som jeg haaber rigtig er indløben. Her følger al Resten. Den vedlagte lille Seddel fra min Amanuensis til Bibliothekaren viser at nogle saa Rettelser endnu ere i Forventning, men at disse nedsendes af ham selv til Kjøbenhavn for at indhændiges Deres Velb.) – – – – – – – – – – – – Skjebnen har i sin Vrede sat mig her til Vice-Præses, og dog kan det ikke siges om mig: minxit in patrios cineres[1] etc. Men hver skal nu have sin Pæl i Kjødet saa har jeg da og faaet min. Sandelig jeg maa ofte bære fremmede Synder. Man føler her ingen Varme for Videnskaber, men blot for at æde og samle Penge. Jeg kan ikke tage Deel deri, hvor gjerne jeg end ønskede at gjøre det sidste med. Men det forbyder sig nok selv, naar man som jeg har 11 levende Børn. – Og her seer De da, kjære Hr. Professor, hvad jeg har frembragt ved mine Lucubrationer. Alvorlig talt, jeg har ikke Tid til at læse en Bog med Nytte. Mine Øine ere saa svage, at jeg ikke tør bruge dem ved Lys. Om Dagen er her evigt Jav. Ret som jeg sidder og læser, kommer en Kjælling og vil ind paa Sygehuset, en anden vil have fri Jord at raadne i, etc. etc. Alt sligt kunde en Skolediscipel forrette. Men forrettes skal det dog. Imidlertid vil De let være enig med mig deri at den Sjeleføde, man kan hente af saadanne Sysler er tynd, ja tyndere end Rumfords Suppe. Reent ud sagt: mig synes vor hele Tidsalder er yderst flau.
Skulde Kjøbenhavn ikke frembringe Vaas nok, da følger herved en tilstrækkelig Portion i 2de Taler af mig. Med Ligtalen havde jeg en haard Fødsel. Jeg vilde lyve saalidet som mulig. Sat sapienti![2]. Og hermed Gud befalet! Tør jeg vente et Par Ord til Gjensvar, vil det meget glæde
Deres oprigtige Ven og ærb. Tjener
Bugge[3].
- Promemoria.
Den kgl. interimistiske Regjerings-Commission i Christiania har under 23 dennes tilskrevet mig saaledes:
Regjeringscommissionen har erfaret, at der til det norske Videnskabers Selskab i Trondhjem er blevet indsendt et Skrift af en Erik Daniel Kidrogn, Philosophiae Magister og Collega Scholae i Halmstad, med Titel: „Forsök til en Historisk Berättelse om de Anledningar, som wållat, at Norrige forlorat sin Sjelfständighet och blifwit regeradt af fremmande Regentar“. Dette Skrift maa Commissionen anmode Hr. Stiftamtmand om uopholdeligen at affordre det norske Videnskabers Selskabs vice Præses Hr. Biskop Bugge og derefter lige uopholdelig at indsende samme til Commissionen til videre foretagende Foranstaltning og imidlertid vaage over, at Skriftet ikke gives nogen Publicitet i Trondhjem.
I Følge heraf maa jeg have Deres Høiærværdighed anmodet behageligst snarest muligt at tilstille mig indbenævnte Skrift for videre at afsende samme til Regjeringscommissionen.
- Trondhjem den 28de September 1807.
Angell.
- Høiærværdige Hr. Biskop
- Bugge.
Jeg har havt den Ære at modtage Deres Høivelbaarenheds Skrivelse af 28 Septbr. om at tilsende Regjerings-Commissionen gjennem Dem en til det Kgl. Norske Videnskabers Selskab fra Sverig indsendt Afhandling, om hvorledes Norge har tabt sin Selvstændighed m. v.
Da dette mit Brev formodentlig sendes til Regjeringscommissionen, finder jeg fornødent om denne Sags Sammenhæng at anmærke følgende. For – jeg tror 10 à 12 – Dage siden tilsendte Selskabets Secretair Hr. Schavland[4] mig fornævnte Afhandling, som var med Posten hidbragt med Udskrift til Selskabet, hvorfor han som Secretair aabnede Couverten i Følge Selskabets Statuter. Da jeg saa Titelen, læste jeg ikke Afhandlingen, da jeg formodede intet synderligt nyt deraf at kunne lære, saasom jeg tilforn har læst og tænkt temmelig meget om den Materie. Jeg sendte den altsaa tilbage til Secretairen med Tilføiende, at jeg altid kunde høre den, naar den blev læst i Selskabets nærforestaaende Samling. Berghauptmand Heltzen[5] kom strax efter, efter Hr. Schavlands Fortælling til ham og fik den laant til Gjennemlæsning. Han er den eneste, der har læst den, undtagen tilmeldte Hr. Schavland, som flygtig har gjennemseet den, og sagt mig, at han intet mærkeligt opdagede deri da han hurtig løb den igjennem.
Ikke drømte jeg om nogen Ufred, da kort Tid efter Berghauptmanden, saare ivrig, som han er, kom op til mig forsat hilse mig fra General von Krohg[6], at han paalagde mig i Kongens Navn at udlevere ham den forræderske Afhandling, der var hidsendt fra Sverrig. Vel begreb jeg ikke, hvorledes en svensk Mand kunde skrive forræderske Afhandlinger imod et Land, hvis Undersaat han ei var, men da jeg saa ofte har hørt lignende Taabeligheder, smaaloe jeg kun hos mig selv derover. Derimod bad jeg Hr. Heltzen hilse Generalen 1) At jeg paa ingen Maade erkjendte hans Kgl. Fuldmagt til at paalægge mig at handle tvertimod Selskabets Kgl. confirmerede Statuter, der bestemme, hvorledes med indkomne Afhandlinger skal forholdes. 2) At Afhandlingen ikke var min, men Selskabets Eiendom, som jeg ikke var raadig over. 3) At jeg ikke engang havde den, ei heller havde læst den. 4) Men at Generalen, som Medlem af Selskabet var berettiget til at laane den hos Secretairen, hvis han vilde gjennemlæse den. Budet gik afsted med den Besked. En halv Times Tid derefter gik Heltzen til Hr. Schavland og begjærte Titelen afskreven, som han og fik.
Om Eftermiddagen sender General von Krohg Bud til Hr.s Schavland med Begjæring, at han vilde hilse mig, at han havde meldet Regjerings-Commissionen dette svenske Forræderi og tillige bede mig ret indstændig, at jeg endelig vilde tilsende Regjerings-Commissionen Afhandlingen. Jeg opskrev derfor mine Grunde, hvorfor jeg ikke kunde villige heri, men tilbød Generalen at vælge, da jeg var villig til enten at sende den tilbage til sin Forfatter eller at forsegle den med Generalens og Selskabets Segl og saaledes henlægge den i Selskabets Arkiv ulæst. Atter fik jeg Bud, at det sidste var ham fuldkommen satisficerende og at det var nok, naar Selskabets Segl sattes derfor. Strax gik Hr. Schavland hjem og hentede Afhandlingen, hvilken jeg i hans Nærværelse forseglede og leverede ham til Bevaring i Arkivet, samt vedlagde de skrevne Propositioner, jeg havde gjort Generalen, hvilke ville findes i Couverten hos Afhandlingen. Den blev heller ikke læst, da Selskabet sidst den 23 September var samlet.
Det er ilde, at Generalen ikke selv læste Afhandlingen, før han gjorde den aldeles overflødige Indberetning derom til Regjeringscommissionen, ilde, at han blindt troede en Mand af saa indskrænket Forstand, som Berghauptmand Heltzen, ilde, at han skjønt selv Medlem af Selskabet anseer det som en Hob sammenløben Pøbel, der skulde yppe Mytteri, fordi det læste en historisk Afhandling, hvis Hovedmomenter hver Skolediscipel maa kjende.
Videnskabernes Selskab er et med Kgl. approberede Statuter indrettet Institut, under Præsidio af en Prinds af det Kgl. Huus. De Love, det har, er jeg forbunden at rette mig efter og jeg maa derfor herved erklære, at jeg blot som den der maa vige for Magtens Bud, sender en Selskabet tilhørende Afhandling til Fremmede. Men neppe skulde jeg tro, at et Selskab, der er stiftet til Videnskabers Fremme, skulde saa grueligen prostitueres, at en udenlandsk Lærd skulde komme i Fortrædeligheder, fordi han til det havde indsendt en skreven, formodentlig ganske uskyldig Afhandling. Jeg smigrer mig med, at Regjeringscommissionen vil finde det meest passende og meest stemmende med Humanitet at sende mig Afhandlingen tilbage, da jeg – hvis det endelig saa maa være, skal tilsende Forfatteren den og underrette ham om, at den ikke kunde forelægges Selskabet. Saameget vissere haaber jeg dette, som det af Regjerings-Commissionens Skrivelse synes, som om den har antaget Corpus delicti for at være et trykt Skrift, da det dog er en skreven Afhandling. Regjerings-Commissionen har vel neppe anseet det muligt at et Videnskabers Selskab skulde denunceres, fordi det efter sin Hensigt modtog skrevne videnskabelige Afhandlinger.
- Trondhjem 29 Septbr. 1807.
Bugge.
- Til
Høivelbaarne Hr. Stiftamtmand Angell.
Efter at Regjerings-Commissionen havde modtaget det til Videnskabernes
Selskab i Trondhjem indkomne Skrift under Titel: Forsök
til en historisk Berättelse etc. Det norske Vetenskapers Sällskap
i Ødmjukhet tillegnat af Erik Daniel Kidron etc. fandt den samme
af den Beskaffenhed, at det burde indsendes til Regjeringen, hvorfor
Commissionen under 27 Octbr. sidstleden har afsendt samme tilligemed
de derved lagte Skrivelser til det Kgl. danske Cancelli, og
overladt samme at gjøre Hans Majestæt allerunderdanigst Forestilling,
om hvad der i Henseende til bemeldte Skrift skulde foretages, hvilket Commissionen ikke har villet undlade at tilmelde Hr. Biskopen, som
vice Præses for det norske Videnskabers Selskab i Trondhjem.
Christiania i den Kongelige interimistiske Regjeringscommission for Norge den 17 Novbr. 1807.
| G. Moltke. | Rosenkrantz. | Falsen. |
Aamodt.
- Til
- Hr. Biskop Bugge.
Til Printz Christian.
- Naadigste Herre!
Jeg anseer det for min underdanigste Pligt at indberette Deres Høihed følgende Tildragelse.
For en Tid siden blev det Norske Videnskabers Selskab tilsendt en Afhandling fra en Selskabet ellers ubekjendt Mand. Mag. Kidron i Sverrig. Nogen Tid derefter fik jeg gjennem Stiftamtmanden fra Regjerings-Commissionen Ordre at udlevere denne Afhandling, som naadigst vil erfares af Bilag Litr. A. Jeg afsendte den i et Brev til Stiftamtmanden, hvoraf her følger Gjenpart Litr. B. og hvori Sagens sande Sammenhæng oplyses. Omsider fik jeg med sidste Post Brev fra Regjerings-Commissionen (Litr. C.), hvori denne melder mig at have tilsendt det danske Cancelli Afhandlingen.
Det er efter min underdanigste Formening ikke blot Videnskabernes Selskab, men det hele norske Folk, der ved denne Fremgangsmaade er dybt saaret. Naadigste Herre, det norske Folk er, hvad det altid har været, sin Konge og hans Huus hengiven med ubrødelig Troskab. Hverken General von Krohg eller nogen har seet eller hørt andet, end at hver Mand med forenet Iver er villig til at opofre alt for et elsket Scepter. Men hvad skal Regjering, hvad skal Kongehuus tænke om en Nation, hvor man ikke engang tør betro et Videnskabsselskab at gjemme en Afhandling blot fordi den bærer en Titel, som kunde mistydes? Indeholdt Afhandlingen Uanstændigheder eller Usandheder, vilde hvert Selskabets Medlem foragtet afskyet den. Maatte man ikke tro, at Norge var at ansee som en Provinds i fuldt Oprør, naar et Selskab af den Natur ikke maa læse eller bedømme et Manuscript, fordi det maaskee kunde indeholde utilbørlige Ytringer? Og saaledes denunceres i Videnskabernes Selskab det hele Folk af en Landsmand af en høi Embedsmand, som selv daglig er Øievidne til, at hver Mand brænder af Iver for Kongehuset!
Min, som jeg tror, billige Indignation over en saa utidig affecteret Aarvaagenhed kunde lede mig forvidt. Men saameget tør jeg sige: Spot og Skjændsel over hver den som søger at gjøre uskyldige Borgere mistænkte!
Jeg formoder, at det Kgl. danske Cancelli underdanigst tilsender Deres Høihed det Hele og underkaster det Deres høie. Bedømmelse. Om Afhandlingen er uskyldig eller ikke, veed jeg ikke, da jeg ikke har læst den. Men i sidste Tilfælde kunde den alligevel trygt været betroet Selskabet, der sikkerlig med Væmmelse vilde forkastet den. Jeg kan ikke andet end ansee det passerede for Videnskabernes Selskabs Grav. Det er derved beskjæmmet, gjort mistænkt, frakjendt egen Dømmekraft, behandlet som en farlig Bande. Antog det et uanstændigt Skrift med strafværdigt Bifald, da fortjente det slig Behandling, men da var det og tidsnok at bruge den.
Om min Varme for Kongehuus for Fædreland, for Videnskabernes Selskab skulde gjort mig det umuligt at veie mine Ord i dette Brev, vil Deres Høiheds ædle Hjerte naadigst undskylde.
Underdanigst
Bugge.
- Trondhjem 27 Novbr. 1807.
- ↑ Horats Ars poetica.
- ↑ Her sigtes ventelig til Bugges samme Aar (1806) udkomne Sørgetale over Arveprinds Frederik.
- ↑ Af andre Bidrag til Videnskabersselskabets Historie mellem Nyerups Efterladenskab kan mærkes, at der af 5te April 1816 findes en Skrivelse til N. fra Christ. Møller, „Videnskabersselskabets Secretair samt Adjunct ved den lærde Skole i Trondhjem“. Ligesaa Brev til N. fra Videnskabersselskabets Direction af 29 April 1817. Brevene angaa den Uleilighed, som N. havde paataget sig ved at udgive Selskabets Skrifter, samt Taksigelser for Udførelsen.
- ↑ Lorents Schawland, 1794–1808 residerende Capellan, og 1808–1814 Sogneprest til Vor Frue Kirke i Throndhjem.
- ↑ Christian Ernst Heltzen, Berghauptmand nordenfjelds.
- ↑ Georg Frederik v. Krogh, død 1818 som General af Infanteriet, commanderende General nordenfjelds etc.