Udtog af Norges Historie
UDTOG
AF
NORGES HISTORIE
TIL BRUG I BORGER- OG ALMUESKOLER
FØRSTE TIDSRUM
FRA EN UBESTEMT ALDER TILBAGE I TIDEN INDTIL RIGET
SAMLEDES AF KONG HARALD HAARFAGER
Der har været en Tid, da Norden laa mennesketom, bedækt af Myr og Skov, hvori kun den stolte Elg, den veldannede Hjort og den sky Reen streifede om, forfulgte af Rovdyrene, der endnu have sit naturlige Tilhold i de Levninger af hine Skove, som omskygge vore velbyggede Dale. Navnløst og uden andre Begivenheder end Naturens, som lidt efter lidt gav Fjeldene deres Form, Kysterne deres Omrids, Dalene deres Sænkning, Sjøerne deres Afløb, Elvene deres Retninger, laa vort Land der, medens sydligere og mere begunstigede Egne alt vare befolkede og opdyrkede af Folkeslag, som allerede havde opnaaet temmelig Kultur og oplevet saamange Begivenheder, at de alt havde en rig Historie før Nordens begyndte. Men al Jorden tilhører Menneskene; og der gaves da ogsaa dem, som fandt Vejen til det øde Norden, hvis Barskhed de fik kjær eftersom de vænnede sig dertil. Og Vejen hertil fra Asien, hvorfra Nordens Befolkning rimeligviis er kommen, er bred nok, nemlig igjennem Rusland og Sverrig. De Folkeslag, som først besatte disse Egne, vare Finner eller Lapper samt Jetter eller Jothuner. Men fra disse stamme ikke de nærværende Nordmænd, men ifra Gotherne, der indkom senere ad samme Vej, og da lidt efter lidt fordrev Lapperne til Landets yderste Norden, hvor de endnu flakke om med sine Rensdyr, men udryddede ganske Jothunerne, hvis Sæder og Religion i Vildhed og Raahed langt overgik Gothernes. Deraf tog vel ogsaa Gotherne Anledning til at give dette, endogsaa til sit egentlige Navn aldeles undergangne, Folk Navn af Jothuner eller Jetter, der efter deres Begreb, var Navnet paa onde Væsener af overnaturlig Kraft, Guders og Menneskers Fiender eller, med eet Ord, Djævle. De hensatte ogsaa Jothunernes egentlige Fædrenehjem til det nordøstlige Ruslands øde og mørke Egne, som de derfor kaldte Jothunheim, hvor en Religion, der var Gotherne vederstyggelig, sagdes at være i Udøvelse selv længe efterat Gotherne i de indtagne Lande havde indrettet sin. Gotherne gjorde sig ogsaa herskende i Tydskland. Men den Green, som var gaaen nordom Østersjøen, trængte lidt efter lidt den sydligere imøde, og udvidede sig saaledes over Norge, Sverig og Danmark, hvis Beboere altsaa have samme Oprindelse.
Men det var ikke Lappernes Rensdyr eller Jothunernes Bjerghuler Gotherne vilde tilegne sig. De vilde have Landet til at dyrke; thi de kom fra Egne, hvor Agerdyrkning var kjendt, og medbragte nogen Kultur derifra. Og nu var ikke Naturens vældige Bevægelser de eeneste, som gave Landet sin Form; men Menneskehænder udbredte Enge om Sjøerne, og Agre bølgede for førstegang i Lierne, som Naturen først havde opløftet af Moradserne og beredet til Frugtbarhed ved Bjergenes Hensmuldringer. Denne Opdyrkning var den rette Maade at tage Landet i Besiddelse paa; men dermed hengik Aarhundreder, indtil vi, omtrent ved den Tid da vor Religionsstifter Jesus fødtes i det fjerne Jødeland, i den gothiske Stamme Asernes Ankomst til Sverrig under Høvdingen Odin træffe paa en Begivenhed, der havde Indflydelse paa det hele af Gother besatte Norden.
OM ODIN OG HANS FORETAGENDER
I Spidsen for en af de sildigste gothiske Indvandringer, nemlig omtrent 100 Aar før den kristelige Tidsregning begynder, stod en kløgtig Mand, der førte Gudenavnet Odin. De Ypperste af den Stamme, han indførte her i Norden, hedte Aser og deres Qvinder Asynier, der ogsaa bar de gothiske Guddommes Navne. Under Odin som Ypperstepræst vare de Præster og Præstinder, og dette Embedes Hellighed og den guddommelige Rang, de vidste at tiltage sig og beholde i Folketroen, banede dem aaben Vej gjennem de Lande, som vare besatte af deres gamle Blodsforvandte, hos hvem den Dyrkelse, disse havde medbragt fra sine østlige Hjemstavne, under Overleverelse fra Slægt til Slægt (Tradition) var bleven forvansket. Odin var saaledes simpelt hen en Religionsforbedrer, men betragtedes som den aabenbarede, selv til Jorden nedstegne Verdens Skaber eller øverste Guddom. Over Danmark kom han til Sverig eller Svithjod, hvor han tog sit Sæde uden at Nogen vovede at gjøre ham Besiddelsen stridig. Hvor han fandt det hensigtsmæssigt anlagde han Templer, sin egen Majestæts Residenzer, hvorom da snart dannede sig Stæder, saasom i Odense i Danmark og Sigtuna i Sverig. Men om han end ei kom eller tog Sæde i de Egne, som siden bleve kaldte og omgrændsede med Navnet Norge, var hans Indflydelse derpaa dog det samme; thi Nordens Lande vare da navnløse, sammensmeltede og kun een stor gothisk Besiddelse. Odins Religion var meget sammensat og fuld af Fabler, der ofte meddelte ligesaa fornuftige Lærdomme som andre Religioners Fabellære (Mythologi) om Verdens Skabelse, og ofte i en forstørret Maalestok som Gudernes Bedrivter skildrede Forfædres Heltekamp mod de onde Jothuner. Guddommene vare mange; men ligesom de Gother, som havde besat Norge, især dyrkede Jothunbetvingeren Thor, (Asathor), der troedes at age paa Thordenen (Thors Døn), saa havde ogsaa de svenske Gother sin Skytsgud i Freyr, der skulde raade for mild Luft og gode Aaringer, og de Danske sin i Jørtha, Hertha eller Frigga, Odins Hustru, hvorunder tænktes Jordens frugtbare Kraft. Gode Guder vare forøvrigt Baldur, der betegnede Uskyldighed eller den høieste sædelige Reenhed; Bragi, Veltalenhedens; Freya, Kjærlighedens; Tyr, det freidige Mods Guddom o. fl. Onde Guder vare Utgarde-Loke, der havde sit Sæde i Utgard, Jothunheims Hovedstad, Asa-Loke, Gudernes Forræder, og Hel, Dødens Dronning i Niflheim. Didhen skulde alle Feige og Onde komme, mens de Brave skulde gjæste Odin i Valhalla; og der forlyste sig med Gjæstebud og Kamp indtil de overgik til den evige Salighed hos Alfader i Gimle, medens Niflheims Skygger henførtes til evige Pinsler i Nastrond. Men dette skulde først skee efter den hele Gudeverdens Undergang i Ragnarokur-Striden mod Jothunerne medens Midgardsormen eller Havet, som omspænder Jorden, skulde lette sig fnysende op til Kamp, og Fenrisulven eller Ildens rasende Element løsslippes mod Guderne, der dog efter Nederlaget skulde fremgaa til en herligere Tilværelse. Ragnarokur hedte derfor „Gudernes Tusmørke“, idet det kun var en Overgang til en bedre Tilstand af den hele Verden, saa besluttet i den øverste Guddoms “Alfaders“ Viisdom, og antegnet af “Nornerne“, Skjebnens ubøjelige Gudinder, Alfaders vise Viljes umiddelbar Forkyndere, hvem Guderne selv maatte lyde.
Odin indrettede tre store Offerfester, hvoraf Juleblot midtvinters var fornemst; byggede Templer og anordnede hos Kongerne 12 Præster som Raad eller Hofgoder. Han byggede Stæder og stiftede Stater. Saaledes styrede hans Søn Seming over Throndelagen i Norge og Yngve-Frey i Sverig, fra hvem Ynglingaæten stammede. Ligesaa indførte han Runeskrift, og anordnede Begravning i Høie (Højalderen) istedetfor at brænde Ligene, som var den ældste Skik (Brændalderen). Efter sin egen Lære, der anpriste en voldsom Død, som den sikkreste Vei til, som Einherie, af Stridens Møer Valkyrierne at blive ført til Valhalla, lod Odin sig give 9 Spydsaar, lignende ogsaa deri andre Religionsstiftere, at han holdt det for klogt at dø for sin Lære. I 1000 Aar stod den ved Magt i Norden med sine blodige Menneske- og Dyr-Offringer, der fejredes i plumpe Templer eller i Lunde, hvor Afgudsbillederne vare reiste.
FORFÆDRENES SÆDER
Krigslyst og Tapperhed vare Folkedyder, som ligemeget understøttedes af Religionsbud som af Folkets stærke, fysiske Beskaffenhed, af Sædvanen at drive Sjørøveri og af de idelige indvortes Krige, som Landets Inddeling i Smaakongeriger gav Anledning til. Sjørøveriet betragtedes som en hæderlig Erhvervskilde. Havet var de yngre Sønners Odelsmark. Ofte sloge disse Vikinger sig sammen; og da gjæstedes fremmede Lande, hvor Nordens raa Sønner stode i rædselfuld Navnkundighed. Mange af disse havde heller ikke mere Ejendom end et udspringende Næs, hvor de trak sine Langskibe op og gjæstererede Vinteren over. Saadanne kaldtes Næskonger; thi Kongenavn antoge de mægtigere Vikinger uden at spørge sig for; og da Havet var deres Rige, saa blev Sjøkonning en Titel, som et eller et Par Skibe og tappert Mandskab var nok til at erhverve. Smaakongernes eller Fylkekongernes Myndighed var ogsaa meget indskrænket ved den Folkefrihed, som var særegen for den gothiske Folkestamme. I den nationale Krigerskhed havde ogsaa de almindelige Tvekampe eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroderskab, sin Rod; og dette sidste gjorde Blodhevnen til Pligt. Ofte iværksattes denne ved at indebrænde Fienden, hvilken Udaad, langtfra vanhædrende i de Tider, lettedes ved Husenes særegne Bygning, idet de nemlig kun havde een lav Dør og en Ljaar i Taget til Lysning og Træk for Røgen, og laa enkelte, idet ethvert kun dannede eet Værelse. Kongerne havde som oftest et Slags Livvagt, bestaaende af de Tappreste, som kaldtes Bersærker. De styrtede frem forrest i Slagfylkingen som Rasende. Man troer, at Stærktøl og Mjød, som var Nationaldrik, havde betydelig Deel i denne Berserkgang. Ikke sjelden indlagde Qvinder sig stort Navn paa Valpladsene som Skjoldmøer.
Qvindekjønnet holdtes i Ære. Ligesaa havde Forfædrene stor Agtelse for de Mænd, som forevigede Bedrifterne og opmuntrede Modet ved Sang. De kaldtes Skjalde, og vare meget velkomne i Kongernes Haller. Krigsfangenskab og Gjeld gave en Trællestand Tilvær. Den sørgede for Agerdyrkningen, som synes tidlig at være kommen temmelig vidt. Handelen stod heller ikke ganske stille, idet Vikingerne ofte ikke kastede Vrag paa at drive Farmandskabet hvor det kastede mere af sig end Vikingfærden. Paa Thingene valgte de Fribaarne Kongerne, og Ret skiftedes. Med Lagmanden i Spidsen deeltoge de i Lovgivningen og Statsstyrelsen. Med Frisindet forenede sig Ærlighed, Stormodighed og Gjæstfrihed til at danne en Folkekarakteer, som den Uregjerlighed, Rovlyst, Hevnlyst og Ærgjerrighed, den ogsaa omsluttede, dog ikke kan betage Navn af ædel i det Hele.
OM NORR OG GORR
Der er et dunkelt Sagn i Sagaerne om at to Brødre af jothunsk Æt og fra selve Jothunheim, Norr og Gorr, skulle have bemægtiget sig Overherredømmet. Dette skulle de have faaet Leilighed til at gjøre, idet de, Norr gjennem Landet, Gorr rundt Kysterne, gjennemtogede Norge for at lede efter deres Søster, som var bortført af en Kjæmpe Rolf paa Berge. Norr skal saaledes have tilskiftet sig det faste Land, Gorr Øerne. Men om der er noget heri, er der dog nok Intet i at Norr har givet Landet Navn; thi det udledes rimeligst af dets Beliggenhed som det nordligste af de Lande, Gotherne besatte (d. e. Norveg). Det er ogsaa bedre at antage, at disse Høvdinger vare af gothisk Æt, nemlig fra Stammer, der fra tidligere Folkevandringer vare blevne gjensiddende paa den østre Side af Østersjøen, hvorfra Norr og Gorr siges komne. Disse stode altsaa i Spidsen for en sildigere Folkevandring, som ingen videre Følge havde, end at give Landets Smaariger en ny Herskerfamilie. Som nedstammende fra denne nævner Historien Halfdan den Gamle, Konge over Ringerige og flere Fylker eller Provindser paa Østlandet.
YNGLINGAÆTEN I NORGE
I Sverig havde Ynglingaæten af Asablod blomstret i Aarhundreder indtil den fra Værmeland af, ved Slægtskab med Smaakonger øst i Landet af Halfdan den Gamles Æt udbredte sig som Herskerstamme i Norge. Af den er Halfdan hin Svarte, som fra 840—863 styrede den bedste Deel af Østlandet, samt Sogn og Værmeland, bleven meest bekjendt. Hans Retviished har dertil gjort ham mere fortjent end hans Magt. Af Frygt for denne Egenskab holdt derfor Kongens egen Mærkesmand eller Fahnbærer, Hærjulf, for et Drabs Skyld det for bedst at drage af Landet, hvorved da Hærjedalen bebyggedes ligesom Jæmtland var bleven det af Ketil Jamti, der med endeel Indthrønder var vandret over Østfjeldene forat unddrage sig den thrøndske Kong Eysteins Voldsregjering. Ved Lagmand Thorleif hin Vise lod Halfdan foreslaae en Lov for Oplandene, der antoges af Folket paa Eidsevjuathing, og hvoraf Loven fik Navn. Ligesom Oplandene der havde sin fælleds Thingplads, saa thingede Indthrønderne til Frostething, Udthrønderne til Ørething, de Vestenfjeldske til Gulething. Andre mærkelige Thing vare Borgarthing ved Sarpen og Haugathing ved Tønsberg for Fylkerne om den nu saakaldte Kristianiafjord (Viken). Halfdan var meget elsket, hvilket Folket i de forskjellige Fylker viste, ved at dele hans Legeme og reise „Halfdanshøje“ hver hos sig over de enkelte Lemmer, da han druknede ved, efter et Julelag paa Hadeland, at kjøre over Randsfjorden. Den velordnede Stat, han efterlod sig, var Grundvolden til den stolte Bygning, som hans Søn opførte, idet han efter mangeaarig Kamp forvandlede det adsplittede Norge til et Enerige. Det synes ogsaa som at Landet alt ved disse Tider har været saa opdyrket og vel ved Magt, at det nok kunde friste et ærgjerrigt Hoved.
ANDET TIDSRUM
NORGES VELMAGTS-TID MED EGNE KONGER
(Fra 863—1387).
FØRSTE KAPITEL
Harald Haarfager og hans Sønner.
Halfdan hin Svartes Søn Harald var kun 10 Aar, som der siges, da han overtog sin Faders Rige og strax begyndte at udvide det paa alle Kanter, indtil det omfattede det hele nuværende Norge og vel saa det. Kun 10 Aar? Ja en ung Løve, naar den ikke er altfor ung, er vel stærkere end en gammel Hund; men dette falder os dog altfor forunderligt, dersom vi ikke vidste, at Konger pleje at faae Navn for hvad deres Mænd udrette. Harald kom desuden til det største og mest velordnede af alle de 31 Smaariger, hvori Norge dengang var delt, og havde faaet en kraftig Opdragelse hos en barsk Mand Dovre, der levede eensomt paa Fjeldet, som af ham har faaet Navn, og hvorfra da Harald alt tidligt kunde i Tankerne see udover alt Norge til begge Sider. Desuden begyndte ikke han, men nogle oprørske Provindser Krigen; de første Sejere gave Smag paa Flere, og nu gik det som en Strøm, der river alt med sig og ikke standser før den naar sit Maal. Endelig lærte vel nogle Smaakonger at forene sig; men Harald var alt bleven dem for stærk. Sjøslaget i Hafursfjord ved Stavanger ødelagde den sidste Modstand, og Harald var Norges Enekonge 883.
Men foruden Ærgjerrighed drev ogsaa Stolthedens og Kjærlighedens ligesaa voldsomme Lidenskaber den unge Harald til sit saa lykkeligen udførte Foretagende. Han friede nemlig til Kongedatteren Gyda, men fik det Svar, at han ikke maatte tænke paa saadant før han ligesaavel var Enekonge i Norge som Kongerne i Sverig og Danmark. Og dette Svar viser, at den Tid alt var kommen, da Tankerne hist og her maatte vækkes om at det ikke er godt, at et Folk og et Rige er adsplittet. Men Gydas Svar optændte Haralds hele Sjelskraft, og han svor paa Stedet ikke at pynte sit Haar før han kunde vise den stolte Jomfru det hele Norge for sine Fødder. Da nu Jarl Ragnvald klippede og pyntede det efter Slaget ved Hafursfjord, sagde han: „nu er dit Haar fagert, Herre min!“ Og deraf fik Harald sit Tilnavn.
Harald lagde hele Landet i Grundskat, tilkjendte Kronen al Odel paa Eiendommene, hvilket, i Forbindelse med Erobringen, baade vakte megen Modstand og bragte mange anseelige Mænd til at tye over til det hidtil ubeboede Island samt til Øerne langt vester i Havet (Færøerne, Shetlands- og Ørkenøerne) hvor de drev Sjørøveri, indtil Harald selv maatte rense disse Tilhold eller Vikingabol og lægge dem under Norge. Men dette skede ikke med Island, der længe vedligeholdt en fri Forfatning uden Konge, det er en republikansk, som ogsaa der beviste sin Ypperlighed og Kraft til at hæve et Folk til Oplysning, Uddannelse og Velstand. Mærkeligst imellem de udvandrende Nordmænd er Ragnvald Jarls Søn Rolf „Gangeren“, der maatte forlade Norge, fordi han mod Haralds Forbud havde røvet paa Kysten, og endelig satte sig fast i det nordlige Frankrig, hvor en stor Provinds efter ham kaldtes Normandiet, efterdi Sydlænderne benævnte de Vikinger fra de nordlige Lande, som de plagedes af, „Nordmanner“. De Mægtige, som gik Harald tilhaande, bleve Jarler og Herser, som i Fylkerne vare Kronens Embedsmænd. Jarlerne nød ⅓ af Kongens Indkomster, og skulde stille 60 Krigsmænd. En Herse skulde derimod, efter sit mindre Indkomme, stille 20. Imellem Jarlerne var Sigurd paa Hlade i Thrøndelagen og Ragnvald paa Møre de Ypperste, og i Spidsen for hans Hof- eller Hirdmænds og Bersærkernes tappre Skare stod Morbroderen Hertug Guttorm, som trolig havde staaet Harald bi i Erobringskrigene. Ellers førte Haralds mange Sønner, som han havde med de flere Hustroer, som Hedenskabet tillod at have, ogsaa Kongenavn. Og af Iversyge herover dræbte de hinanden hvor de kunde komme til. Meest Ærgrelse tilføjede dog Sønnen Ragnvald Rettilbein sin aldrende Fader ved sin Hengivenhed til alskens Overtro, der gik saavidt, at en heel Flok Bedragere, som gav sig ud for at forstaa den indbildte Kunst Trolddom eller „Seid“, fandt Tilhold hos ham, indtil Harald omsider indebrændte baade dem og Sønnen. Han havde nemlig forbudt alt sligt Gjøgleri, og foragtede i sit Hjerte det hele øvrige Hedenskab. Dette Vidnesbyrd om sin gode, sunde Forstand aflagde han i sin Dødsstund, da han, seende mod Solen, henvendte sig i Bøn til Alverdens Skaber og Fader. Mellem hans Sønner udmærkede dog Bjørn sig ved sin Fredsommelighed, idet han tilbragte sin Tid med Handelsdrivt fra Tønsberg, Norges ældste Kjøbstad, hvorfor han ogsaa fik Navnet „Farmand“. Harald døde 80 Aar gammel paa sin Gaard Augvaldsnæs paa Karmøen ved Stavanger, efterat han 3 Aar tilforn havde overladt Overkongedømmet til Sønnen Erik, som dertil var udseet fra Fødselen af.
Erik Blodøxes Karakteer betegnes ved dette stygge Tilnavn. Ellers var han en anseet Kriger af et anseeligt og smukt Udvortes. Efterat han og hans onde Dronning Gunhild havde ført et Blodregimente et Aar efter Faderens Død, blev han og hans Familie fordreven til England, hvor han skal være død som Jarl og Kristen. Folket kaarede derpaa hans yngste Halvbroder
Hakon Adelstensfostre, saa kaldet fordi han var opfostret hos Kong Adelsteen i England. Ellers fik han Tilnavnet „den Gode“, thi han gjengav Folket Grundfriheden og Odelsretten, hvilket det ogsaa betingede sig, og regjerede Norge i 19 Fredsaar saa godt, at Jæmtland og Helsingeland frivilligt gave sig under Norge. Sigurd Hladejarl, der paa Ørethinget havde overtalt Folket til at kaare Hakon, var Kongens trofaste Raadgiver og Støtte, og Lagmand Thorleif bidrog til at istandbringe Gulathings- og Frostethingslovene, af hvilke den første skulde gjælde for det Vestenfjeldske den sidste for det Nordenfjeldske. Da Erik Blodøxes Sønner begyndte at gjøre Indfald paa Indfald fra Danmark af, inddeltes Landet i Skibreder eller Distrikter, som maatte stille visse udrustede Skibe, hvortil de skulde være paafærde saasnart de antændte Bauner eller Varder gav Budskab om Fiendens Indfald. Almindelig Værnepligt paabødes paa en Maade, som kan tjene vore Dage til Mønster. Hver Mand skulde udruste sig selv alt efter sine Kaar og møde frem til sit Fylkes Forsvar, mens kun et bestemt Udvalg var pligtigt at følge Kongen i Leding udenfor dets og Rigets Grændser. Hakon, der forstod godt at bruge sine skarpe „Qværnbider“, slog ofte Erikssønnerne bort; men under Forfølgelsen af en Sejr, som han vandt med faa Folk paa Øen Stord, døde denne ædle Helt af et Pileskud 963. Hans Ven og Hofsinde Skjalden Eyvind Skjaldaspiller besang hans Død, hvorover hele Norge sørgede. Hakon var Kristen, men hans Forsøg paa at indføre Kristendommen strandede paa Thrøndernes haardnakkede Vedhængen ved den gamle Tro. Bonden Asbjørn af Medalhuus satte ham endog haardt irette paa Thinget, hans Kirker bleve nedrevne, og de tvang endog Kongen, med uædel Benyttelse af hans eftergivende Gemyt, til at deeltage i hedenske Offermaaltider, hvilket han med Smerte erindrede da han laa døende for Fædrenelandet paa samme Sted han fødtes, nemlig Hakonshellen ved Bergen.
ANDET KAPITEL
Blodøxsønnerne og Hakon Jarl.
Harald Erikssøn, „Graafell“, fik nu, efter Hakons egen Bestemmelse, Regjeringen, hvori hans Moder og Broder, ikke til det Gode, havde stor Andeel. Flere Sønnesønner af Harald Haarfager, der sad som Smaakonger paa Oplandene, og Sigurd Jarl, som efter Overeenskomst styrede Thrøndelagen, forfulgtes. Da de endog indebrændte Sigurd, reiste hans Søn Hakon ned til den danske Konge Harald Blaatand, lokkede siden Harald derned, og fik ham der dræbt. Under dansk Lehnshøihed blev nu
Hakon Jarl Norges Regent 978. Det første han gjorde var at afsværge Kristendommen, som var bleven ham paatvungen i Danmark, og ganske at fordrive Blodøxsønnerne efter et Sjøslag i Sogn. Med stor Ære tilbageslog han ogsaa i Hjørungavaag paa Søndmør et Anfald af Vikingerne fra Jomsborg i Venden i Nordtydskland, der skulde hevne Afkastelsen af det danske Overherredømme, som Hakon ikke vilde vide længer af at sige, end det gjorde ham Nytte. Den dygtige Hakon gjorde sig ved despotiske Voldsgjerninger i sin sidste Regjeringstid ligesaa forhadt som han tilforn havde været æret og afholdt. Og da han ved sine Trælle vilde bortføre Bonden Orm Lyrgias Brud Gudrun „Lundesol“, brød en, ifølge Frostethingslovens Bud, at alle 8te Fylker i Thrøndelagen skulde reise sig, naar Enkeltmands Ret krænkedes af Kongen, men kun 4re, naar Voldsgjerningen blev begaaet af en Jarl, lovmæssig Opstand ud i Thrøndelagen, for hvilken den krigsvante Olaf, Sønnesøns Søn af Haarfager satte sig i Spidsen. Han kom just hjem fra eventyrlige Krigstog i fremmede Lande, og slog Hakon, der blev dræbt af sin troløse Træl Karker, med hvem han paa Flugten holdt sig skjult under en Svinesti paa sin Veninde Thoras Gaard Rimol. 995.
TREDIE KAPITEL
Kristendommens Indførelse under Harald Haarfagers Sønnesøns-Sønner Olaf Tryggvessøn og Olaf den Hellige med mellemkommende Jarleregjering. (995—1029).
Olaf Tryggvessøn var født paa en Holme i Randsfjorden paa Moderens Flugt for Blodøxsønnerne, der havde dræbt Faderen, en af de Høvdinger paa Oplandet, som endnu førte Kongenavn, fordi de vare af Harald Haarfagers Æt. Solgt til en estlandsk Sjørøver kom han til Garderike eller Rusland, og blev opdraget ved Hoffet, hvor hans Morbroder stod paa en høj Post. Paa sine mangfoldige Sjøtog blev han kristnet i England og regjerede en Tidlang i Irland. Kristendommens Indførelse i sit Fædreland blev nu Maalet for hans Manddoms Anstrengelser, og han var heri langtfra saa lunken som Harald Graafell havde været, eller saa ængstlig som Hakon Adelsteen; tvertom drev han Omvendelsesværket med blodig Nidkjærhed. Til Island sendte han i dette Øjemeed sin Præst Thangbrand og til Færøerne sin Ven og Jevnlige i allehaande Legems- og Vaaben-Færdigheder Sigmund Brestersøn. Men hans til Forfølgelsessyge udartede Iver lod mange Normænd forene sig med de landflygtige Sønner af Hakon Jarl, Erik og Svend, som i Sverig oppebiede bedre Tider for sig. Og den forhen svenske Dronning Sigrid „Storraade“, givt paany med Svend Tveskjæg i Danmark, fik af Had til Olaf, der som Frier havde fornærmet hende med Skjældsord og ved at slaa hende i Ansigtet med sin Handske, fordi hun ikke vilde give Slip paa sin hedenske Tro, baade disse tappre Mænd, Olaf Skotkonning i Sverig og sin Gemal til at forene sine Flaader forat overrumple Olaf ved Svolder i de vendiske Farvande paa Hjemvejen fra Venden, hvor han havde hentet sin Dronning Thyras Medgivt. Der omkom da Olaf ved at springe overbord fra sit prægtige Skib „Ormen lange“, efter at have slaaet Svensker og Dansker fra sig, og først efterat Erik Jarl med sine Normænd i den tredie Entring havde faaet ryddet Dæk. Da den raske Bueskytte Einar Thambeskjælver, hvis Bue brast just som han lagde an paa Erik Jarl, paa Kongens Spørgsmaal, hvad der brast, vemodigen gav til Svar: „Norges Rige af dine Hænder, Herre Konge!“ da forstod Olaf sin Skjebne. Dette mærkeligste af alle Sjøslag i Norden forefaldt netop Aar 1000. To Aar tilforn havde Olaf grundlagt sig et Minde ved Anlægget af en Skibsværft ved Nidelvens Udløb i Throndhjemsfjorden, der blev den første Begyndelse til Nidaros eller Throndhjem.
Jarlerne Erik og Svend Hakonssønner førte nu i 15 Aar en Regjering, der var priselig i Alt undtagen i at de erkjendte svensk og dansk Lehnshøjhed. De fremmede heller ikke Kristendommen synderligt, skjøndt de selv vare Kristne. Stor Magt havde de heller ikke at anvende, og deres tolerante og godmodige Sindelag overlod derfor den bedre Sag at sejre ved sig selv. Eriks Fravær i England benyttede den, ligesom Olaf Tryggvessøn, efter mange Eventyr i fremmede Lande hjemkomne Olaf, Sønnesøns-Søn af Harald Haarfager, til at slaa Svend og lade sig af Høvdingerne paa Oplandet paa Eidsevjuathing vælge til Konge 1015.
Olaf den 2den „den Hellige“, Søn af en Fylkekonge paa Oplandene, Harald Grænske, og opdragen hos Sigurd Sir, en mægtig Jorddrot paa Ringerige, kom strax i et langvarigt Fiendskab med den svenske Konge Olaf Skotkonnung, idet han ikke vilde erkjende Sverrigs for Norge vanærende Lehnshøihed. Olaf hang de svenske Skatkrævere frisktvæk op, og hævdede Riget inden dets Grændser alt til Gothelven. Men denne Ufred var ikke efter det svenske Folks Vilje, som endog tilsidst tvang sin Konge at give efter, endskjøndt han ogsaa havde en gammel Gaas at plukke med Olaf, der i sin Ungdom havde gjæstet ham slemt paa Vikingsviis rundt Mælaren, hvorfra han dog var sluppen bort ved at grave en Kanal, mens Svenskekongen holdt Udløbet spærret. Olaf stod sig heller ikke godt med Høvdingerne, der ikke taalte meget af en saa myndig og uforfærdet Konge, hvis Religionsiver var ligesaa skaanselløs mod Andre som uden Hensyn til eget Bedste. 5 sammensvorne oplandske Konger overrumpledes paa Ringsager og straffedes blodigt af Olaf. Einar Thambeskjælver og Erling Skjalgsøn bar det længe svagt med; men omsider brast det med dem begge. Og om Einar var reen, saa havde dog Erling indladt sig med Kong Knut den Mægtige af Danmark og England, som ved fristende Sendebud forlokkede Høvdingerne til Forræderi. Men Olaf syntes ikke at have Øinene oppe herfor; thi hans Opmærksomhed var ganske offret Kristendommens endelige Indførelse, der ligesom betegnedes ved Kristkirkens Anlæggelse i Nidaros. Han fik neppe Tid til at betvinge Erling Skjalgsøn, før han saa sig saa omringet af Forræderi, at han holdt det for bedst at forlade Riget 1029, da Knut, som han i de foregaaende Aar ved Indfald i Danmark havde søgt at give nok at bestille i sit eget Land, viste sig under Landet med den største Flaade, Nordsjøen endnu havde baaret.
FJERDE KAPITEL
Danskt Herredømme under Knut den Mægtige og hans Søn Svend.
(1029—1036).
Knut den Mægtige overlod Regjeringen til Hakon, Søn af Erik Jarl, og, efter at denne var omkommen paa Havet, raadede Høvdingerne alene i nogle Maaneder. Men dette korte Tidsrum blev mærkværdigt nok ved Slaget ved Stiklestad i Værdalen, hvor de tilintetgjorde Olafs Forsøg paa at gjenvinde sit Rige, og fik ham fældet 31 Aug. 1030. Nu brystede vel Høvdingerne sig alt eftersom de havde Andeel i denne Bedrivt; men Anger kom for Hovmod, da den katholske Geistlighed bragte Olaf i det Ry for Hellighed, at Undere endog skulde skee ved hans Liig, og da Knut satte dem til Konge sin Søn,
Svend Knutssøn, der fra 1030 i sex Aar ved tyranniske Udsugelser og Nationalæren krænkende Anordninger vakte almindelig Forbittrelse mod det uværdige fremmede Herredømme. Dette bragte omsider Einar Thambeskjælver og selv Kalf Arnesøn, som havde stor Deel i Olafs Vanskjebne, til at hjemhente Olafs unge Søn Magnus fra Gardarike, hvorpaa Svend tog Flugten did han var kommen fra.
FEMTE KAPITEL
Norges Overmagt i Norden under Kong Magnus den 1ste den Gode og Harald den 2den Haarderaade. (1036—1066).
Magnus den „Gode“ vandt først dette skjønne Tilnavn, efterat han, efter sit Løfte, havde tvunget sig til at afstaa fra at forfølge sin Faders fornemme Banemænd. Heri gjorde Sighvat Skjald, hans Faders Ven, ham en stor Tjeneste ved oprigtigen at tale ham tilrette i følgende Qvad, som ret viser os hvorledes den Tids Digtere turde føre et frit og sanddru Sprog.
Dig at gjøre Kongeord
til en fuul, tvetydig Gaade?
Det er dristigt her i Nord!
Mænd, som bryde ei Geled!
Konge vinder Træl ved Gave,
gjæve Mænd ved Agt for Eed.
hvide Skaller sammen tyst!
om Normannafolkets Blikke
skulme ned i oprørt Bryst!“
Ligesom Faderen, der udgav en Kirkeret og en Hofret, havde Magnus ogsaa Fortjenester af Lovvæsenet ved Lovsamlingen, den saakaldte „Graagaas“. Danmark erhvervede han efter det Forlig med Kong Hardeknut, at den Længstlevende skulde besidde begge Rigerne, og værnede det tappert mod de hedenske Vender. Dansken Svend Estrithsøn Jarl, som var sat til Statholder der, forstyrrede ved idelige Opstande hans sidste Leveaar, og ved sin altfortidlige Død 1047 overlod Magnus omsider Danmark til Svend, der altid kom paa Benene igjen efter Nederlagene, og Norge til sin Halvfarbroder
Harald „Haarderaade“, Søn af Sigurd Sir. Harald havde allerede Aaret før Magnus’s Død erholdt Andeel i Regjeringen, og var af Bonden Thorer af Steig, efter Landets Skik, givet Kongenavn paa Eidsevjuathing mod at overlade Magnus Halvdelen af sine Rigdomme. Denne barske Krigsmand, havde nemlig siden den blodige Dag paa Stiklestad vundet meget Guld og stor Ære som Anfører for den græske Keisers Livvagt i Myklegard eller Konstantinopel, der bestod af alskens nordiske Folk, hvilke vare berømte for Troskab og Tapperhed; men nu fik han at gjøre med de stivnakkede norske Stormænd og med den utrættelige Svend. Omsider maatte han opgive Krigen med denne, efterat den dog havde foranlediget Oslos Anlæggelse 1058, idet Kongen nemlig der baade havde let for at trække Krigsstyrke til sig fra Landets Indre og at sætte tilsjøs i Orlog. Høvdingerne holdt han i Skræk efterat have begaaet det uværdige Snigmord paa den af Magnus saa høit betroede Gubbe Einar Thambeskjælver og hans Søn Eindrid, hvilket afstedkom en Opstand under den oplandske Jarl Hakon Ivarsøn, som kun dæmpedes ved Mægling af Arnessønnernes Familie. Kalf Arnessøn, der havde staaet i Spidsen for Opstanden mod Olaf den Hellige, fandt dog snart efter, at den ikke kunde stole paa Harald. Han sendtes til Danmark, hvor han faldt, og Broderen Find tog Flugten did. Og nu kunde da Harald sige at han herskede alene. Men 1066 faldt Harald ved York i England, hvorhen han var dragen forat hjælpe den engelske Jarl Toste til at erholde Kronen.
SJETTE KAPITEL
Norge gaaer fremad i Kultur under Kong Olaf „Kyrre“, og udvider sit Herredømme i Vesterleden under Magnus „Barfod“.
1066—1103.
Olaf den 3die Haraldssøn „Kyrre“ eller, „Fredsæl“ benyttede sin Regjerings 37aarige Fred til at bevirke mangfoldige Forbedringer i Maaden at leve og opføre sig paa. Sæderne og Klæderne forfinedes, Husene beqvemmeliggjordes, Konghelle i Bahus, Stavanger og Bergen bleve Handelsbyer 1070. Trællestandens Ophævelse fremmedes. Kirker opbyggedes, hvorimellem Domkirken i Nidaros, paa hvis Høialter Norges Skytshelgen St. Olafs Liig hensattes i et prægtigt Skriin.
Magnus Olafssøn, „Barfod“ lignede ikke Faderen i Fredsommelighed. Thi hans hele Liv henrandt under Krigstog til Skotland og Irland, hvorved Herredømmet over de skotske Øer befæstedes for længere Tid. Mindre Ære vandt han i en Krig med Sverig, der endtes ved Giftermaal med den svenske Prindsesse Margretha „Fridkolla“. Han faldt i Irland, og siges der at den norske Vaabenløve skriver sig fra en guul indbaldyret Løve paa hans Vaabenkjortel, der hørte til den skotske Dragt med nøgne Lægge og Remmesaaler paa Fødderne, som han brugte og hvoraf han fik Tilnavn.
SYVENDE KAPITEL
Magnus Barfods Sønner. 1103—1130.
Eystein den 1ste, Sigurd den 1ste og Olaf den 4de, Magnus’ Sønner, enedes om at styre Riget tilsammen, et Hverv, som Eystein var meest voxen, formedelst sit rolige Sind og store Lovkundskab. Sigurd indlagde sig og Folket stor Ære ved et prægtigt og sejerrigt Korstog til det hellige Land, hvorover han fik Tilnavnet „Jorsalafar“. Olaf døde 1116 uden at der er videre at mærke ved ham. Men efter hans Død tog det paa at blæse op imellem de gjenlevende Brødre, især da Eystein tog Sigurd Hranesøns Parti, en brav Mand, som med Skjel anklagede den voldsomme Kong Sigurd forat have efterstræbt hans gifte Søster. Da Sigurd Jorsalafar nu var slet nok til falskeligen at anklage Hranesøn for Underslæb med Skatten af Finmarken, kom Kong Eysteins Lovkyndighed vel deran til at frelse Undersaatten, der alene ved høimodigen at falde den kongelige Fornærmer tilfode forhindrede Borgerkrigens Udbrud. Fra 1122, da Eystein døde, regjerede Sigurd alene, plaget af Tungsindighed, til 1130.
OTTENDE KAPITEL
Første Række af de gillske Borgerkrige. 1134—1162.
Allerede før Eysteins Død havde Sigurd Jorsalafar erkjendt en Harald Gilchrist eller Gille for sin Halvbroder, idet han nemlig skulde være Søn af Magnus Barfod og et irsk Fruentimmer. Dette havde han beviist efter den Tids Overtro ved Jernbyrd eller Handteren af glødende Jern, — en Kunst, som Flere siden benyttede sig af — og saaledes deltes nu Regjeringen af
Harald den 3die Gille og Magnus den 2den, Sigurd Jorsalafars Søn, siden kaldet „den Blinde“. Men snart brød Krigen ud imellem dem. Slagen ned til Danmark, kom Harald igjen, overrumplede Magnus, og satte ham i Munkholms Kloster efterat have blindet og lemlæstet ham paa det skammeligste. Men Hevnen rammede Harald snart. Efterat hans Regjering var bleven skjændet ved Vendernes Ødelæggelse af Konghelle, der kun skaffede den tappre Olvar Bonde Ære, traadte en Præst ved Navn Sigurd, derfor og for sine Ugjerninger kaldet „Slemmedegnen“, op som en ny Søn af Magnus Barfod, og snigmyrdede Harald i Bergen. Men de gode Borgere lode ham vide, at de ikke vilde have En til Konge, som enten maatte være Falskner eller Brodermorder, hvorpaa han drog hen og tog Magnus ud af Klosteret. I flere Aar trak han om med denne ulykkelige Konge i Krig med Harald Gilles Sønner, som nu kaaredes til Konge.
Inge den 1ste Krokryg og Sigurd den 2den Mund, vare unge, men beskyttedes af ærlige og tappre Mænd som Thjostolf Alesøn, der slog Slemmedegnen ved Mjøsminde, og jog ham ud baade da han indkom med svensk og siden med dansk Hjælp, og Amund Gyrdersøn, der drev ham bort tilsjøs. I Mindeslaget fik liden Inge den Legemsbræk, som gav ham Tilnavnet, ved nemlig at falde ud af Thjostolfs Vaabenkjole. Dog var han siden med i Træfninger og endelig i den ved Holmengraa, hvor Magnus faldt, bedækket af sin trofaste Svend Reidar Griotgardsøn, og Sigurd Slemmedegn fangedes og overantvordedes Pindselsdøden, den han leed som en Helt 1155.
13 Aar før var en voxen Halvbroder Eystein kommen hjem fra Skotland og havde faaet Deel i Riget. Men mellem Brødrene var stedse ond Forligelse, idet nemlig de andre To vare misundelige paa den folkekjære Inge. En Gesandt fra Paven stiftede et Forlig; men et varigere Minde om sin Nærværelse satte han sig ved at ophøje Throndhjems Bispestol til et Erkebispedømme, og ved at oprette Bispestole i Oslo og Hammer, hvilken sidste derved blev en betydelig By. Den gjæve Gregers Dagsøn var Inge til ypperligt Værn imod Efterstræbelserne. Tilsidst troede han, at maatte dræbe Sigurd i Bergen, og Eystein fældedes kort derpaa ved Oslo 1157.
Men de slagne Kongers Venner samlede sig om Sigurds 10aarige Søn Hakon den 2den Hærdebred, fik ham kaaret af Thrønderne paa Ørething, og endelig Livet af Gregers og Inge ved Foss og Oslo 1161. Aaret efter styrtedes den gillske Æt af Erling Skakke, der gjenoplivede det ingeske Parti til Fordeel for sin og Sigurd Jorsalafars Datters Søn den 5aarige Magnus, hvem han banede Veien til Kronen ved at faa Haakon fældet i Steinavaag i Romsdalen 1162.
NIENDE KAPITEL
Anden Række af de gillske Borgerkrige. (1162—1202).
I Magnus den 3die Erlingsøn var nu Qvindelinjen bleven hævet paa Thronen; og den listige Erling søgte at holde sin Søn der ved at tilstaa Geistligheden Indrømmelser, erklære Riget for et Lehn af St. Olaf, eller, med andre Ord, af Erkebispen, og ved at give Kongen af Danmark Lehnshøihed over Viken eller Egnene om Oslofjorden. Erkebispen kronte nu vel Magnus i Bergen 1164; men hvor liden Ro han fik, kan man see af at Erling maatte faa Bugt med baade en Søn af Sigurd Mund, af Magnus Barfod og af Eystein, dennes Søn. Han henrettede desforuden sin egen Hustrues Søn med Sigurd Mund, og endda fremtraadte der en ny enten virkelig eller foregiven Søn af denne Konge, ved Navn Sverrer, som endelig efter megen afvexlende Skjebne fik Erling og Kong Magnus slagne 1184. Hans eller den gillske Æts Parti, der kaldtes „Bjerkebeiner“ fordi de engang af Nød havde brugt Næversko, blev nu i lang Tid det herskende, indtil disse blodige Familiestridigheders Ende opløste alle Partier. Kong Sverrer behøvede alle sine udmærkede Aandsegenskaber og Krigsdygtighed forat holde sig i dette Borgerkrigenes mest stormende Tidsrum. Hans Ædelsind, der, saavel som hans Snille og Lærdom, lagdes for Dagen i en smuk Liigtale over hans Medbeiler, blev kun lidet forstaaet af de ærgjerrige Urostiftere; og derfor maatte han meest med Hærførerstaven og det skarpe Sværd holde dem i Ave. Men „Kuflungers“, „Vargbælgers“ og „Øyskjæggers“ Partier voldte ham kun lidet Bryd imod „Baglernes“, der reistes af den myndige papistiske Geistlighed, som saa sine gyldne Dage forsvundne med Magnus Erlingsøn. I dette stærke Parti, som dannede sig om Inge, en foregiven Søn af Magnus Erlingsøn, var Bisp Nils af Oslo Sjelen, og til denne onde Mands Anstrengelser føjede Erkebispen Erik, der, ligesom hele Partiet, fandt Tilhold i Danmark, sine Banstraaler. Hertil kom en Opstand i Masse af Bønderne i Viken formedelst det forøgede Krigsstyr, Kongen maatte paalægge dem; men i flere Træfninger paa een Dag adsplittede han ved Oslo deres uordentlige Skarer, og saa endelig Landet renset og fredet, da han i Bergen bukkede under paa Sygeleiet for saamange Anstrengelser 1202.
TIENDE KAPITEL
Birkebenernes korte Sejershvile og sidste Fejde med Baglerne.
(1202—1216).
Kong Hakon den 4de Sverrersøn, som Sverrer paa sin Dødsseng havde erklæret for sin eneste gjenlevende Søn, søgte at beseire sine Fiender paa den skjønneste Maade ved Forsonlighed og Tilgivelse. Men efter to Aars Regjering blev han forgivet af sin Stedmoder den svenske Margrethe, og Datteren Kristine øvede kort derpaa samme Misgjerning mod den til Konge udnævnte fireaarige Gutorm, Søn af Sverres først afdøde Søn Sigurd. I disse afskyelige Frændemord sagdes ogsaa Rigsforstanderen Hakon Galin eller den Framfuse, Sverres Søstersøn, at have Deel for derved at naae Kongeværdigheden. Men ved Folkets Valg tilkjendtes denne
Inge den 2den Baardsøn, under hvem Nils Bisp igjen blæste Liv i Baglerne, der begyndte med paa gammel Maneer at flakke om og sætte sig fast hvor de kunde. I Throndhjem overrumplede de Inge, men fik snart efter Bekomst i Bergen af Hakon Galin. Paa Oplandene holdt de sig bedst, hvor først Erling Steinvæg og siden Bisp Nilses Frænde Filip førte Kongenavn, indtil han dog efter et Forlig til Hvitingsø ombyttede dette med en Jarls Navn og Vælde. Siden synes Baglerne at have fundet Roligheden bedst.
ELLEVTE KAPITEL
De sidste Borgerkrige. (1216—1240).
1217 var den godmodige Inge gaaen til Ro, og Bjerkebeinerne lavede det nu saa, at hans Fostersøn Hakon Hakonsøn, Sønnesøn af Sverre, og ikke Inges Broder Skule Jarl, fik Riget.
Kong Hakon Hakonsøn, med Tilnavn „den Gamle“, fik at finde, at Ærgjerrighedens feilslagne Forhaabninger ere urolige og troløse som Ilden under Asken. I 8 Aar foruroligede en Sigurd Ribung Landet, i Ledtog, som det syntes, med Skule, der havde tiltvunget sig Hertugtitel og en Trediedel af Riget i Forlehning. Efter en 12aarig troløs Fred, tog han endelig Masken af, og man saae Avindsmandens Aasyn derunder — med andre Ord, inden man saa sig for, tog Skule Kongenavn 1239, trak i Marken med sine Vargbælger og slog de Kongelige. Men Aaret efter var denne sidste Borgerkrig alt endt ved Hakons Sejer ved Oslo og Skules kort derpaa følgende Drab i Helgesæterkloster ved Nidaros 1240.
TOLVTE KAPITEL
Norge naaer Høiden af sin Velstand og Hæder under Hakon Hakonsøn den Gamle.
Hakon var i sin sidste Manddom, da han fik Ro til at lægge sine ypperlige Regentegenskaber for Dagen. Hans Forsonlighed mod Levningerne af de forskjellige Partier sikkrede den indre Fred, og af denne opblomstrede Handel og Agerdyrkning. Kirker og Befæstninger opbyggedes, Hær og Flaade holdtes i Orden. Derfor var Norges og dets Konges Ære udbredt i alle Lande, ja Keiserkronen i det tydske Rige blev Hakon tilbudt af Paven, og Kongen af Frankrig underhandlede med ham om i Fællesskab at foretage et norsk og fransk Korstog. Men Hakon syntes at have nok at tage vare hjemme, og indlod sig ikke videre paa fremmede Magters Artighed end at han gav en spansk Konges Broder sin Datter tilægte. Det fjerne Grønland, som fra Island var bleven besat, og Island erkjendte norsk Høihed, hvilket hidtil havde holdt haardt, efterdi Islænderne med Grund frygtede for at et saadant Forhold ikke vilde være tjenligt for deres ganske fri eller republikanske Forfatning, ved hvilken de, under mange indre politiske Storme, havde opnaaet en høj Grad af Kultur og Aandsudvikling. Herom kan Islænderen Snorro Sturlesøn, den norske Histories berømte Forfatter, som ofte opholdt sig hos Hertug Skule, være et Vidne. Han blev dræbt i sit Fædreland af sine Slægtninger, uden at have oplevet dets Forening med Norge, hvori Hakons Anseelse havde ligesaamegen Deel som Overtalelserne, der ikke sparedes. Et udmærket Agtelsesbeviis erholdt Hakon fra Paven, idet denne sendte en Kardinal til Norge, som i Bergen 1247 paasatte ham den Krone, som han med usvækket Kraft og Glands bar ligetil 1263, da han døde paa et Tog til de skotske Øer, hvorved Lehnshøiheden over dem sattes i fornyet Kraft.
TRETTENDE KAPITEL
Konge, Adel og Geistlighed udvider sin Magt paa Folkefrihedens Bekostning.
Kong Magnus den 4de, Hakons Søn, fik Tilnavnet „Lagabøter“ eller Lovforbedrer, fordi han bragte de forskjellige Thinglove til Eenhed. Dette var nu vel nok, men han tilintetgjorde de gamle Thing og Folkefriheden, da han forvandlede dem til Herredage, hvor Adelen traadte istedetfor Odelsbønderne. Ligesaa indførte han adelige Rangtitler, saasom Greve- Baron- og Riddertitler, hvilket Væsen vel kunde kaste Glands paa Thronen, som blev omgivet af saadanne Storfolk, men i samme Mon ogsaa satte Folket i Skygge. Men de Forrettigheder, han indrømmede Geistligheden, vare af mere virkeligt Værd for denne og ligeledes til Skade for det almindelige Bedste. Ligesaa tilstod han Tydskerne store Handelsrettigheder i Bergen, hvorfor de ogsaa fra den Tid oprettede faste Handelsstuer eller „Contorer“ der. Efter hans Død 1280 kom Sønnen
Erik den 2den Præsthader, saakaldet fordi han holdt den overmodige og egennyttige Geistlighed i Ave, som havde benyttet sig af hans Ungdom til at tilliste sig store Løfter om Forøgelse af dens Magt. En Fejde med Danmark om sin Mødrenearv og til Beskyttelse for nogle danske Kongemordere, som vare tyede til Norge, udfyldte Resten af hans Regjering til 1299. Og Fejden endtes heller ikke før ti Aar efter med godt Udfald, under Broderen
Kong Hakon den 6te Magnussøn. Denne Konge havde alt længe besiddet Viken med kongelig Myndighed; men da han fik alt Norrige, syntes han ret at ville vise, at han vidste hvad det siger at hedde Konge. Han førte saaledes en særdeles Pragt og udvidede Kongemagten paa Adelens Bekostning. Da Hakon ingen Søn havde, fik han sin Datter Ingeborg erklæret for Thronarving, og da hun ægtede den svenske Hertug Erik, der saagodtsom tvang sig til hendes Besiddelse efter en Krig med Hakon om Provindsen Halland, som Denne skulde have i Lehn efter Freden med Danmark, skulde Riget gaa i Arv til deres Æt. De fik en Søn, Magnus, som 1319 i sin tidligere Ungdom blev valgt til Konge i Sverig, hvor Folket havde i retfærdig Forbittrelse afsat Kong Birger fordi han havde ladet sine Brødre, Hertugerne Erik og Waldemar, døe Hungersdøden. Og da det sidste Skud af Haarfagerstammens mandlige Side med Hakon var uddød 1319, saa arvtog den lille Magnus ogsaa Norges Rige under Rigsraadets Formynderskab, siden der efter den gamle Friheds Forvanskning og Hakon den 6tes Thronfølgelov ikke længer var Spørgsmaal om Valg af Folket tilthinge.
FJORTENDE KAPITEL
Sverrig forenet med Norge. (1319—1344). Svartdøden. Norges Aftagen. Forening med Danmark 1387.
Kong Magnus den 5te Erikssøn (i Sverrig spotviis kaldet „Smek“) duede ikke til at regjere noget Rige, siden han ikke kunde regjere sig selv. Imedens han var under Rigsraadets Formynderskab gik det bedst, og da tugtede endog Drosten Erling Vidkunnarsøn Russerne, som i de sidste Tider havde faaet for Vane at forurolige Nordlandene. Men da Magnus blev sin egen Herre og fik sig en forfængelig fremmed Dronning, Blanca, der let kunde faa hans letsindige og overdaadige Hof i Sving, saa gik det saa galt, at han endelig nødtes til i Norge at tage sin Søn Hakon den 7de til Medregent 1344. Paa samme Tid gjorde ogsaa Svenskerne, som især havde at klage over at han lod sig Skaane og Bleking fraliste af den danske Kong Waldemar, Opstand under hans anden Søn Erik, afsatte Magnus, og valgte, efter Eriks Død, Hakon af Norge til Konge. Hans Regjering i Sverig blev der ellers kun lidet af, da Svenskerne hadede formeget hans Ægteskab med den danske Prindsesse Margretha, hvilket hendes Fader Waldemar med stor Snedighed havde faaet istand. Svenskerne indkaldte nemlig Albrecht af Mecklenburg, der satte Magnus i et Fængsel 1365, hvorfra Hakon efter 6 Aar befriede ham. Kort efter døde Magnus ved at drukne i Hardangerfjorden, efterat have oplevet at Naturulykker forenede sig med Ulykkerne af hans slette Regjering til næsten ganske at afkræfte det nys saa blomstrende Norge. Elvebrud ødelagde vel Guldalen, men denne, som andre mindre Ødelæggelser, antoges kun som Forbud paa de større og i Aarhundreder følelige, som „Svartdøden“, der udbrød 1349 i Bergen, foraarsagede — en Pest, som fra Asien af gjennemfoer hele Europa, men dog intetsteds som i Norge borttog ⅓ af Folkemængden.
Olaf den Unge, Hakons og Margrethes Søn, der 1376 var valgt til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab, arvtog ved Faderens Død, efter Hakon Magnussøns Arvfølgelov, Norges Rige 1380. Men alt 7 Aar efter, inden han ret blev voxen, tilintetgjorde Døden dette det ulykkelige Norges Haab. Og spurgtes det fra Danmark, hvor dette skede, at der var Grund til at mistænke Moderen, som kort efter udførte sin store Plan at forene de tre nordiske Riger. Men for det første fik hun kun udstrakt sit Scepter over Norge og Danmark 1387, efterat den nærmeste Haarfagerætling af Sidelinjerne, og altsaa mest berettigede til den norske Krone, Drosten Hakon Johnsen, havde givet Afkald.
TREDIE TIDSRUM
NORGES ULYKKESTID UNDER FORENINGEN MED DANMARK
(Fra 1387—1814).
FEMTENDE KAPITEL
Kalmarunionens første slette Begyndelse.
Dronning Margretha tog sit Sæde i Danmark, der nu en Tid blev Hovedriget i Norden. Stormændene, det vil sige Geistlighed og Adelen gjennem Rigsraadet, føjede sig i Alt efter hende, der saa godt forstod at sætte igjennem ved List hvad der ikke gik glat fra først af. Og saaledes fik hun da ogsaa sin 5aarige Søstersøn Erik af Pommern erklæret for Arveberettiget til Norge, hvorpaa denne da antog Titel af Norges Konge. Med Kong Albrecht af Sverrig kom det til Krig. Han blev slagen og fangen; og nu fik Margrethe, der alt forhen havde vidst at kjøbe sig Forrædere mellem de fornemme Svensker, paa en Rigsdag i Kalmar 1397, hvor 4 norske Raader ogsaa mødte, den mærkværdige, men ulykkelige Forening i Stand mellem Danmark og Norge og Sverrig, hvorefter ethvert af Rigerne skulde beholde sin Selvstændighed og Forfatning, men regjeres af en i Fællesskab valgt Konge. Denne Union syntes nu at maatte være stærk baade inden sig selv og mod Fiender; men slet Regjering og Krænkelser af dens Vilkaar, idet de andre Riger tilsidesattes for Danmark, berøvede den al indre Kraft; og at den ikke var stor mod udvortes Fiender viste den Svaghed hvormed de hanseatiske Fribyttere Viktualiebrødrene foruroligede især Norge, hvor de endog udplyndrede Bergen. Heller ikke formaaede den store Unions Kræfter noget imod de ubetydelige holstenske Grever, der foruroligede Margretha nogen Tid efterat hun ved Baalet var bleven qvit Ængstelsen for en Person, som udgav sig for hendes Søn Kong Olaf. Ved sin Død 1412 overlod hun sin vanskelige Post til
Erik den Pomeraner (i Norge den 3die), under hvem Unionen bar endnu slettere Frugter. Engellændere og Hanseater kivedes paa norsk Grund, og det blodigen om Handelen paa Norge. Viktualiebrødrene hærjede atter Bergen. I Norge fik Erik vel sin Fætter erkjendt som Thronfølger; men des slettere stod Erik sig baade i Danmark, hvor han havde tabt al Agtelse ved sine Mishandlinger mod sin Dronning den ædle Filippa og sin slette Opførsel i den holsteenske Krig, og i Sverrig hvor Engelbrekt Engelbrektson forfegtede sit Folks Rettigheder mod de danske Fogder og Befalingsmænd, hvormed det plagedes tvertimod Unionsvilkaarene. Efter denne Helts Drab kom det dog til et Forlig i Kalmar 1436, hvorved Unionen oprettedes igjen. Kongen skulde opholde sig 3 Maaneder i hvert Rige, og til Kongevalg skulde 40 træde sammen fra hvert Rige i Halmstad i Halland, som da var Grændseprovindsen mellem de 3 Riger. Fra Norge skulde da møde Erkebispen, Bergens Biskop, Domprovsten af Oslo, der var Rigskanzler, Marsken (højeste Hærbefalingsmand), Drosten (højeste Hofembedsmand), 12 Riddere fra Viken, 6 Lagmænd, 1 Raadsherre fra Throndhjem, Oslo, Bergen og Tønsberg samt 10 Odelsbønder. Til saadant nyt Kongevalg fik man snart Anledning, da Erik pludselig 1442 forlod Regjeringen for siden paa Øen Gotland at føre et Liv som de gamle Vikinger.
SEXTENDE KAPITEL
Afvexlende Konge- og Rigsraads-Regjering. (Fra 1442—1483).
I Eriks Navn styrede det norske Rigsraad fra 1427—1442, og da blev Adelens Tryk saa svært at menig Mand hist og her maatte gjøre Opstand. I sidstnævnte Aar valgte det endelig efter Sverrigs og Danmarks Exempel Eriks Søstersøn
Kristoffer af Bayern, under hvem det ikke gik bedre indtil hans Død 1448. Hvor liden Agt Udlændingerne viste det før saa anseede Norge, sees af at Kongen af Skotland uden videre erklærede Sudurøerne hjemfaldne, endskjøndt han dog erkjendte dem fremdeles som norske Lehn, samt af at Tydskerne endog vovede at dræbe Befalingsmanden i Bergen.
Rigsraadet, som 1448 atter kom til Regjeringen, deltes snart af svensk Interesse, der søgte at gjøre sig gjældende for Karl Knutssøn Bonde, som i Sverrig var valgt til Konge, og af dansk, som anvendte Alt til Fordeel for Kristian af Oldenburg, som i Danmark var valgt. Og da Drosten Sigurd Jonssøn, Afætling af det gamle Kongehuus, erklærede sig for det danske Valg, saa fik han vel de sydlige Provindser paa samme Side, men hele den øvrige større Deel af Landet erklærede sig for den svenske Karl, der kraftigen understøttedes af sin Frænde Erkebispen i Throndhjem Aslak Bolt.
Karl den 1ste Knutssøn skyndte sig vel at blive hyldet baade i Bahuus og Hammer og kronet i Throndhjem; men han fik Snarærinde til Sverrig forat vogte sin Krone der, og neppe var han borte før det danske Parti vandt Spillet for Kristian, som hastede til Trondhjem, hvor han krontes faa Maaneder efter Karl 1450.
Kristian den 1ste istandbragte paa en Herredag i Bergen en nøjere Forening med Danmark, hvis Betingelser dog bleve saa lidet overholdte, at Raadet endogsaa nedkaldtes til Danmark, hvorimod danske Befalingsmænd frisktvæk sendtes herop, og at Kristian, uden Raadets Samtykke, pantsatte Ørken- og Shetlandsøerne til Skotland for sin Datters Medgivt. Og siden have de, uagtet alle Paamindelser fra norsk Side, været tabte for Norge.
Iførstningen forfegtede Karl Knutssøn med Fremgang sit Krav paa Norge; men da den svenske Erkebisp fik ham fordrevet fra Sverrig, lykkedes det endog Kristian at faa Kalmarunionen fornyet 1457. Men at denne forblev af lige liden Virkning til at yde hvert enkelt af Rigerne Sikkerhed og Agtelse hos Udlændingerne bevises ved Englændernes Voldsomheder paa Island og ved Hanseaterne eller de „Kontorskes“ Blodbad i Bergen, hvori baade Lehnshøvding og Bisp og 60 Personer dræbtes 1455. At Kristian oprettede Universitetet i Kjøbenhavn 1478 geraadede dog Norge til nogen Nytte i Tiden, saasom det var fælles.
Ved Kristians Død 1481 forkastede Rigsraadet hans allerede hyldede Søn Johannes eller Hans, tog selv Magten og knyttede Forbund med Sverig, der stod under Steen Stures Rigsforstanderskab. Men pludselig erklærede Raadets mægtigste Mand, Erkebispen, sig for den danske Kronprinds, hvorpaa Valgmænd afsendtes til Halmstad, som valgte Hans, der kronedes i Throndhjem mod svære Indvilgelser, hvoraf heller ingen blev holdt.
SYTTENDE KAPITEL
Den norske Adel ødelægges under de sidste Anstrengelser for at ophæve Foreningen med Danmark. (1483—1536).
Kong Hans gjorde selv intet forat tugte Hanseaterne for Voldsværket i Bergen, hvilket den dræbte Lehnsmands Søn Axel Olufssøn paa egen Haand gjorde ved Kaprerier; men derimod vilde han undertvinge et lidet frit Folk i det Holsteenske, Ditmarskerne, som intet Ondt havde gjort. Denne kongelige Voldsgjerning drog sin Straf efter sig; thi da han leed et stærkt Nederlag, benyttede Sture i Sverrig Omstændighederne til at ophæve Unionen for Sverrigs Vedkommende, og i Norge gjorde Knut Alfssøn ligesaa. Men de danske Gesandter fik denne Patriot snigmyrdet, og da Opstanden fik et nyt Hoved i Herluf Hyttefad, sendte Hans sin Søn Kristian til Norge med en Hær, hvormed han da foer skrækkelig frem. Herluf og en Mængde Adelsmænd henrettedes og deres Godser dømtes under Kronen. Og leed Adelen saadan Medfart, at den ikke siden kunde forvinde det. Imidlertid udbrød dog en Opstand kortefter 1508 paa Hedemarken, hvori den høje Geistlighed havde Deel; men Kristian blev ogsaa Mester over den, straffede Bisperne, indsatte Dansken Walkendorf til Erkebisp, og overantvordede nu Landet, tyst som en Grav og lydigt men ulykkeligt til sin Fader, som ombyttede sin kongelige Herlighed med Døden 1513.
Kong Kristjern (Kristian) den 2den kaaredes af det norske Raad, og kronedes derpaa i Oslo imod Indskrænkninger eller en saakaldet Haandfæstning, den var haard for Kongen fordi han ved sin Adfærd tilforn havde givet sit despotiske Sindelag tilkjende. Men Kristjern var fremdeles voldsom og hadsk imod Stormændene, medens Menigmand nød bedre Behandling af ham og vandt Godhed for ham formedelst hans mange hensigtsmæssige Love, dels til Borgerstandens, Handels og Nærings Opkomst dels til Indskrænkning i Geistlighedens Misbrug, saasom at den solgte Aflad og bevægede Folk til at testamentere sig hvad de havde. I 1520 erobrede Kristjern Sverrig; men da han i det stockholmske Blodbad og ellers andre Steder i Landet viste samme Sind til at knække den svenske Adel med Øxen, som han havde vist mod den norske, gjorde Svenskerne Opstand under Gustaf Wasa og befriede Sverrig for bestandig fra Unionens Ulykker 1523. Den danske Adel, der frygtede at Touren nu skulde komme til den, især da hans Elskede Dyvekes Moder Sigbrit, en simpel Kone fra Bergen, der formaaede meget hos Kongen, ikke var den god, opsagde ved samme Tid Kristjern Huldskab og Troskab, hvorpaa han ilsomt skyndede sig til sin Svoger den tydske Keiser. Rigsraadet og Geistligheden erklærede sig for Kristjerns Farbroder Frederik, som de Danske havde valgt, paa Betingelser, der gjengav dem alle de Begunstigelser, Kristjern havde betaget dem, men dog ogsaa i andre Henseender vare patriotiske. Saaledes maatte Kongen frasige sig Titel af Arving til Norge, love at opsende de norske Rigsdokumenter, udelukke Fremmede fra Embederne, indløse de skotske Øer og erhverve Bahuus tilbage, som de svenske havde besat.
Frederik den 1ste holdt Intet af hvad han havde lovet, og viste sig ellers af en meget troløs Natur. Dette tilligemed hans Yndest for den lutherske Reformation, som dengang begyndte at udbrede sig i Norden, og hvoraf heller ikke Kristjern den 2den havde været nogen Fiende i sit Hjerte, gjorde ham den katholske norske Geistlighed tiluvens. Bisper, som vare fordrevne fra Sverrig, hvor Reformationen var i Gang, og mellem dem den urolige Erkebisp Trolle, ophidsede den ogsaa, og da den landflygtige Kristjern vidste at han i den norske Almue havde sit bedste Medhold, lod han sig lettelig overtale til pludselig at lande i Oslo med en Hær om Høsten 1531. Erkebispen den kraftige Olaf Engebretssøn erklærede sig aabent for ham, og Rigsraadet opsagde Fredrik Troskaben paa Grund af en heel Række Klagepunkter, hvorpaa Kristjern hyldedes i Oslo. Han var nu Geistlighedens sidste Haab, og selv Kirkesølvet spartes ikke for at understøtte ham; men hans Vaaben vare uheldige, og den paafølgende Sommer lod han sig mod givet Leide føre ned til Frederik, som desuagtet satte ham i Fængsel, der varede til hans Dødsdag 27 Aar derefter. Det danske Vælde indtraadte nu igjen og Geistligheden ilagdes svære Bøder. Men Ulykken naaede først sin Fylde ved Frederiks Død 1533; thi da raadede et uenigt Rigsraad og fremmede Lehnsmænd og Skattefogder om hinanden, medens Sønnen Kristian i 3 Aar havde nok med at kjæmpe sig til Regjeringen i Danmark, hvor Geistligheden satte sig imod ham fordi han var en aabenbar Protestant. Han anholdt om Normændenes Hyldest og Bistand, og uden Erkebisp Olafs Mellemkomst valgte de søndenfjeldske Rigsraader ham. Men dette fortørnede Prælaten. Han henrettede to danske Befalingsmænd, og fik den sidste norske Opstand reist imod det danske Vælde. Men da Kristian vandt Seier i Danmark, og det ikke havde lykkets Olaf at blive Mester over Fæstningerne, hvor de Danske holdt sig, sendtes en Flaade mod ham, hvorpaa han undflyede til Belgien med Domkirkens Kostbarheder, hvilke dog for meste Parten slugtes af Havet ved Indløbet til Throndhjemsfjorden.
ATTENDE KAPITEL
Norge berøves Selvstændigheden. Reformationen indføres.
Syvaarskrigen med Sverrig. (1536—1588).
Kristian den 3die tilføjede Norge den største Nedværdigelse, som et Rige kan vederfares, idet han tilsagde den danske Adel paa en Herredag i Kjøbenhavn 1536 at berøve Norge Selvstændigheden, saaledes at dette gamle Kongerige underlagdes Danmark som Provinds. Men Normændene have aldrig erkjendt denne despotiske Handling, og Norge betragtedes ogsaa for Eftertiden som afhængigt af Kongernes Personer, ikke af Danmark. Paa samme Rigsdag blev ogsaa paabudt, at Reformationen skulde indføres i Norge og underliggende Lande. Paa Bisperne i Oslo og Bergen nær, afsattes de andre, Klosterne og Munkeordener ophævedes — Forandringer, som danske Befalingsmænd benyttede til at berige sig af Kirkernes Kostbarheder og at ødelægge Kloster-Bygninger og Bogsamlinger. I Norge foregik Reformationen uden Blodsudgydelse, men ikke saa paa Island, hvor Bispen John Arnesøn drog Sværdet, hvilket kostede ham Hovedet. Færøernes Bispedømme blev inddraget og, som et Provsti, henlagt fra Throndhjems under Sjellands Bispestol. Kristian døde 1559 uden at have været nogensinde i Norge, som ogsaa maatte lide den haarde uredelige Behandling, at en Skat, som blev udtaget til de skotske Øers Igjenløsning, blev opslugt af den danske Statskasse, som allerede da begyndte at sluge den norskes Overskud fra Tid til anden, uden at derfor gjordes noget Regnskab.
Kong Frederik den 2den ragede snart, formedelst Brugen af de 3 Kroner i Vaabenet, i en syvaarig Krig med Sverrig, der gik ud over Norge, hvis Forsvarsvæsen ganske var forsømt. Herjedalen, Jæmtland og Throndhjems Stift besattes af Svenskerne. I 1567 ødelagde de i Bund og Grund Oslo og Hammer, og i 1570 Sarpsborg, af hvilke Byer kun det istedetfor Sarpsborg anlagte Fredrikstad har reist sig. Dansken Daniel Ranzau hevnede dette ved et ødelæggende Tog i Østgothland, og hans Sejer ved Svarteraa i Halland skaffede Norge Provindserne tilbage ved Freden i Stettin 1570, der gav Danmark Ret til Brugen af de 3 Kroner. En anden Plage for Norge var ogsaa de voldsomme og udsugende danske Lehnsbefalingsmænd, som ustraffet huserede i Landet.
Ved Fredriks Død 1588 indtraadte en Formynderregjering af det danske Rigsraad, som satte en dansk Statholder og en Kanzler i Spidsen for de norske Anliggender indtil 1596, da Fredriks Søn Kristian krontes i Kjøbenhavn efter forhen at være hyldet i Oslo 1591.
NITTENDE KAPITEL
Norge behandles bedre under Kristian den 4de. Feiden med Sverrig. (1596—1648).
Kristian den 4de er den eneste Oldenborger, som har vist Norge Retfærdighed. En forbedret Lov blev udgivet. Rigets Forsvarsvæsen behandledes med Opmærksomhed. Kapitain Munk udsendtes for at finde Grønlands Østerbygd, hvor man vidste at den gamle norske Befolkning, som forhen endog havde været talrig nok til at danne et Bispedømme i Garde, havde havt sine Boliger; men han hjemkom med det Budskab, at hele denne Befolkning var forsvunden, hvorpaa det igjen i lang Tid blev forbi med Seiladsen til dette fjerne Biland, hvormed al Forbindelse havde været ophævet lige siden Svartdøden. Istedetfor Oslo anlagdes Kristiania 1624; Kongsbergs Sølvværk optoges efter at være opdaget af en Jetergut 1623. En By grundlagdes der ligesom ved Røraas, hvor Kobberet opdagedes 1640; og Kristiansand anlagdes 1641. Kristian var Norge personlig hengiven, hvortil ogsaa det bidrog, at han ikke der, som i Danmark, fandt sig bunden af en overmodig Adel, men tvertom omringet af et Folk, der med dobbelt Taknemmelighed og Glæde modtog en Regent, som det ellers saa sjeldent fik at see. Han skal da ogsaa have besøgt Norge sexti Gange, og i 1599 omseilede han det endog lige til Lapmarkernes Grændse mod Rusland, som dengang strakte sig længere end nu. Angaaende disse Distrikters Grændse mod Sverrig opkom der fra 1611 til 13 en Krig, hvorunder Bønderne i nordre Gudbrandsdalen i Kleiven Kringen tilintetgjorde et Korps Skotter, der landede i Romsdalen under Anførsel af Georg Sinklar, som Svenskerne havde bestilt over til sig ad Beenvejen gjennem Norge. Derimod lykkedes det en anden skotsk Hjælpehær gjennem Størdalen at drage sig ind i Jæmtland, som tilligemed Hærjedalen erobredes. Ved Freden til Sjørød erholdtes dog disse Provindser tilbage; men tabtes for bestandig i Freden til Brømsebro 1645, endskjøndt den ny Krig 1644 kun førtes uheldig i Danmark, men ikke i Norge, hvor Statholderen Hannibal Sehested forsvarede Grændserne. Et andet uforskyldt Tab leed Norge derved, at Kristian fraskrev Norge Gjenløsningsretten til de skotske Øer, og det var i maadelig Forfatning ved hans Død 1648 — samme Aar Trediveaarskrigen mellem de Protestantiske og Katholske endtes i Tydskland, hvori Kristian havde taget uheldig Deel.
TYVENDE KAPITEL
ARV-EENVÆLDET INDFØRES
Nye sejrrige Feider med Sverrig men dog Tab. Fredrikshalds 1ste Beleiring.
Frederik den 3die, Kristians Søn, hyldedes i Kristiania 1648, og nu tog et Regimente sin Begyndelse, der maatte afkræfte Norge mere end nogensinde. Det danske Rigsraad tilrev sig al Myndighed, og dansk Adel trængte i stor Mængde ind i Landet, hvor snart al betydelig Jordejendom kom i dens Besiddelse. I Freden til Roskilde 1658 tabte Norge ogsaa Throndhjemsstift og Bahuus efter en Krig, som Frederik havde foranlediget ved at overfalde Sverrig under dets kraftige Konge Carl den 10de, og uagtet den fra norsk Side førtes med stor Fremgang. Men Krigen brød atter ud inden et Aar. Throndhjem befriede sig, og den lille Grændseflekke Halden udholdt med stor Tapperhed to Beleiringer, hvorfor den erholdt Kjøbstadrettighed, Navnet „Fredrikshald“ og en Fæstning, „Fredrikssteen“. Efter en afslagen Storm paa Kjøbenhavn, kom det til Fred i denne By 1660, hvorefter Sverrig fik de Grændser mod Norge og Danmark, som det siden har beholdt. Tilforn hørte derimod hele det nuværende sydlige Sverrig til Danmark og Bahuus, Jæmtland og Herjedalen til Norge.
Samme Aar lykkedes det Frederik at forvandle Danmark og Norge fra Valgriger, hvor Kongen indskrænkedes ved Haandfæstninger, hvilke rigtignok kun faldt Adelen tilgode, til et Arv-Enevælde, der for Norge gjordes gjældende 1661. Kongen, som derved fik al Regjerings-, Beskatnings- og Dommer-Magt forenet i sin Person d. e. al Suverænitet, anordnede derpaa en Højesteret i Kjøbenhavn fælles for begge Riger, og fik en saakaldet Kongelov given, der fastsætter Arvfølgen, ophæver al Grændse for Kongens Magt og ansatte hans Myndighedsalder, da al denne Magt lægges i hans Hænder, til det 13de Aar — en Alder, da Mennesket er endnu mindre modent paa Aand end paa Legeme. Denne fornuftstridige og Nationen vanærende Forfatning er det Danmark endnu har. Under Frederik, der døde 1670, indrettedes et Postvæsen; en Matrikul eller Ejendomsskyld, hvorefter Skatterne beregnedes, istandbragtes; og Admiral Cort Sivertsen Adeler, en Normand, som i fremmed Tjeneste var bleven berømt, oprettede en Skjærgaardsflaade.
ETOGTYVENDE KAPITEL
Krige med Sverrige. (1670—1718).
Kong Kristian den 5te er bekjendt af „Norske Lov“, hvori hans Statsminister Griffenfeld, der siden faldt i Unaade og blev hensat paa Munkholmen ved Throndhjem, havde stor Deel. Griffenfeld var første Besidder af Grevskabet Jarlsberg, som dengang tilligemed Grevskabet Laurvig og Baroniet Rosendal oprettedes. Forat faa de tabte Provindser igjen, paaførtes Sverrig Krig fra 1675—79, under hvilken den norske Statholder Gyldenløve vel erobrede baade Bahuus og Jæmtland, men de Nederlag, Kongen leed i Skaane, berøvede Norge igjen al Frugt af Sejrene. Heller ikke førte de Sejervindinger, som Flaaden tilfegtede sig der havde sine bedste Matroser fra Norge, og som fra denne Tid blev de forenede Rigers Hovedstyrke, til nogen synderlig Virkning ved Fredsslutningen.
Kong Frederik den 4de var neppe kommen paa Thronen 1699 før han ligeledes væltede sig ind paa Sverrig, i den Tanke at drage Nytte af dets Konge Karl den 12tes Ungdom. Men Denne gik over til Sjelland og tiltvang sig Fred for nu at kunne vende sig mod sine andre Fiender, hvorimellem Kongen af Polen kom først for Tour. Men 1709 fandt Frederik det atter beleiligt at angribe Karl, som i Rusland havde maattet prøve en anden og værre Skjebne end den der hidtil havde fulgt ham. Svenske Bønder holdt Danskerne med al Ære Stangen indtil Carl kom hjem 1716, hvorpaa han vendte sig mod Norge. I Høland maatte Karl hugge sig igjennem den tappre Kruses lille Korps, besatte Kristiania, men kunde ikke indtage Agershuus, og leed meget af Bønderne deromkring. Et helt Dragonregiment, 800 Mand stærkt, som skulde ødelægge Kongsberg, tilintetgjordes paa Norderhaug, idet den kjække Præstekone Anna Kolbjørnsdatter Ramus vidste at give et norsk Dragonkorps paa 200 Mand Anledning til at overrumple Fienden. Ogsaa paa andre Steder lede Svenskerne Tab, og Karl trak sig tilbage mod Fredrikshald, indtog Byen efter tapper Modstand, hvorpaa Borgerne, paa Brødrene Peder og Hans Kolbjørnsens Opfordring, stak Byen i Brand, og drev saaledes Fienden ud mens Kuglerne regnede fra Fæstningen.
blandt Liig og Blod,
oplyste stolt de Svenskes Fald
og Sines Mod.
Og aldrig brændte nogen Baun
saa skjøn som den.
Og aldrig uddø skal dit Navn,
o Kolbjørnsen!
Saa stride de Normænd for Norge!“
Karl trak sig tilbage, og Feldtoget fik ganske sin Ende, da den norske Sjøhelt Peder Wessel Tordenskjold ødelagde den svenske Transportflaade ved et mageløst tappert Overfald i Dynekilen i Bahuus. I 1718 anstrengede Svenskerne sig endnu mere. 10,000 rykkede under Armfeldt mod Throndhjem, 20,000 under Karl selv mod Fredrikssteen. Men her faldt Kongen, Hærene drog ilsomt tilbage, og paa Tydalsfjeldene omkom flere Tusinde paa Armfelts Tilbagetog. Jæmtland og Bahuus besattes atter; men uagtet al denne vundne Krigshæder vandt Norge intet ved Freden, medens Danmark høstede Frugten af dets Triumfer. Under Frederik bragtes Island i Minde ved Tormodur Torfason, en Islænder som har skrevet en vidtløftig Norges Historie, og Grønland ligeledes ved den nordlandske Præst Hans Egede, som indlagde sig en Apostels Fortjenester, ved at drage didhen forat kristne Grønlænderne, med hvem siden Forbindelsen vedblev. For de halvhedenske Finlapper sørgedes ved en Missionsanstalt i Throndhjem.
TOOGTYVENDE KAPITEL
Lang Fred. Krig med England og Sverrig. Et Universitet oprettes.
Norges Afstaaelse til Sverrig.
Kong Kristian den 6te, der regjerede fra 1730—46, er kun mærkelig som Indfører af Konfirmationen. Under ham oprettedes et Handelskompagni til Afbenyttelse af Norges mange Naturprodukter, som henlaa ubenyttede, medens danske Handelskompagnier berigede sig ved Enehandel paa Finmarken og de norske Kolonilande. Nogle Glasværker og Fabriker bleve ved hiin Forening fremkaldte.
Kong Frederik den 5te fra 1746—66 har heller ikke gjort sig meget mærkværdig. Derimod grundede Biskop Gunnerus og Historieskriverne Schøning og Suhm et Videnskabernes Selskab i Throndhjem 1760. En Bergskole oprettedes paa Kongsberg og et Seminarium i Bergen til at meddele Kundskaber udenfor de egentlige lærde Fag. En Extraskat, som den staaende Hærs utilbørlige Forøgelse og Kongens Ødselhed foranledigede, bevirkede en Opstand mellem den bergensiske Almue; men forresten var Fred inde og ude under denne godmodige men svage Konge. Og den afbrødes heller ikke under Sønnen
Kong Kristian den 7de, uden ved at de norske Tropper i 1773 nedkaldtes til Holsteen uden at det dog kom til Krig og ved Prinds Karl af Hessens korte Feldtog ind i Sverrig 1788, hvorved vel Bahuus besattes, men som dog ikke førte til noget. Ministeren Bernstorff forstod at vogte Freden under den almindelige Krigstilstand i Europa. Adskillige Forbedringer og Tidsomstændigheder tydede paa blidere Tider for Norge. Velstanden tiltog ved Fred og Handel. I Finmarken oprettedes Handelspladse, Forligelsesvæsenet indstiftedes. Flere Landhuusholdningsselskaber opstode. Ministeren Struensee, der 1772 henrettedes som anklaget for mange Forbrydelser, havde indført Trykkefriheden, hvorved patriotiske Normænd fik klage over Fædrenelandets Ulykker. Videnskaberne, især de skjønne, dyrkedes med Held af flere Normænd. Tullin, Wessel, Pram, Storm og senere Zetliz, Bruun og Rein vandt sig Navne som norske Digtere. Og fremfor alt virkede Pressen, ihvorvel senere indskrænket i sin Frihed, til at udbrede her den Frihedsaand, som begyndte at gjøre sig gjældende i flere af Europas Lande, især i Frankrig. Normændene begyndte at synge:
og bryde Lænker, Baand og Tvang.“
Og da Kronprinds Frederik, som bestyrede Regjeringen da Kongen blev vanvittig formedelst sit udsvævende Levnet, vedblev at negte Oprettelsen af et norskt Universitet, bidrog denne Uretfærdighed til endnu mere at aabne Normændenes Øine. I 1809 stiftedes Selskabet for Norges Vel, hvorved Patrioterne fik et Foreningsbaand for sin fædrelandske Virken. En kort Krig med Storbrittannien endtes efter et Bombardement paa Kjøbenhavn 1801; men da Handelen ødelagdes ved den Krig, som paany reiste sig med Storbrittannien og dets Forbundne Sverrig, efterat Englænderne havde i 1807 bemægtiget sig Rigernes Flaade, forat den ikke i Keiser Napoleons Tjeneste skulde bruges imod dem, blev det Overbeviisning for enhver tænkende Normand, at Foreningen var en Ulykke, som ikke længer kunde bæres.
Kong Frederik den 6te besteg Thronen ved Faderens Død 1808, uden at derfor Forandring indtraadte i de krigerske Forhold. Ellers førtes Krigen med Sverrig i 1808 med Held under den velsindede Kristian August, som stod i Spidsen for den, formedelst den afbrudte Forbindelse med Danmark, oprettede Regjeringskommission. Krigen ophørte i 1809, hvorpaa Svenskerne, der havde afsat Gustaf den 4de og valgt Karl den 13de til Konge, kaarede denne Prinds til Thronfølger. Men efter faa Maaneder døde han, som der sagdes af Gift, fordi han ikke kunde opfylde Forventningen at faa Norge til at indgaa Forening med Sverrig. Krigen med Storbrittannien vedvarede fremdeles til Normændenes store Skade og Misnøje. Baandet med Danmark slappedes mere og mere og strammedes sidste Gang, da Kong Frederik endelig i 1811 opfyldte det saa længe og inderligen nærede Nationalønske: Stiftelsen af et eget Universitet, som især grundedes ved Normændenes egne patriotiske Sammenskud. Men endelig da den nye svenske Kronprinds Karl Johan, forhen den franske Marschal Bernadotte, kastede sig ind i Holsteen og tvang Frederik til at afstaa Norge til Sverrige med samme Magt derover, som de danske Konger havde havt, da — brast det ganske, og det var ikke alene forbi med den gamle Forening, men ogsaa med den godmodige Underkastelsesaand, som saalænge havde vedligeholdt den.
FJERDE TIDSRUM
NORGES GJENOPREISNINGS TID
TREOGTYVENDE KAPITEL
Befrielsesaaret 1814. Fra Januar til November.
I Ulykken er det et Folk, ligesaavelsom den Enkelte, viser hvad det duer til, og hvad Lykke det fortjener. Norges Stilling var frygtelig. Uden Korn, Penge, Kredit, Flaade, uden Venner i hele Europa, vovede det norske Folk dog at modsætte sig den oprørende Afstaaelse og erklære Kielertraktaten for Nul og Intet for sit Vedkommende, endskjøndt dens Opfyldelse var sikkret af de stærkeste Magter. Statholderen Prinds Kristian Frederik, dansk Thronarving, satte sig i Spidsen for Bevægelserne, proklamerede i Folkets Navn Rigets Uafhængighed, og sammenkaldte, i Egenskab af midlertidig Regent, en af Folket valgt Rigsforsamling paa Eidsvoll. Denne forfattede da Grundloven af 17de Mai 1814, der gjør Norge til et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige, med indskrænket monarkisk Forfatning, indrømmer Trykkefrihed, overgiver Folket, som hvert 3die Aar skulde repræsenteres ved et Storthing, Lovgivnings- og Beskatningsretten, uafhængiggjør den dømmende Magt, i hvis Spidse en Højesteret skulde sættes, og overdrager Befalingen over Armeen samt Retten til at sanktionere Love i en arvelig Konges Hænder, der forpligtedes at høre sit ansvarlige Raad af norske Mænd. Ogsaa fastsætter Grundloven, at en Lov, som uforandret antages af 3 paa hinanden følgende Storthing, bliver Lov om end Kongen negter sin Sanktion, d. e.: Kongen har kun et suspensivt Veto. Grundloven tilstaaer endvidere Kongen Ret til at sammenkalde overordentlige Storthing, erklærer den evangeliske lutherske Religion for Statsreligion, forbyder piinligt Forhør, og meddeler Storthinget Magt til at skjænke Indfødsret, aabne Laan, kontrollere Regjeringen og indkalde dens Medlemmer for en Rigsret, som dekreteres af Storthingets ene Afdeling, Odelsthinget, og dannes af dets anden Afdeling, Lagthinget, samt Højesteret. En Rigsbank oprettedes og en Kommission til at udgive en Lovbog anordnedes nedsat af 1ste Storthing. Samme Dag valgtes Prindsregenten til Norges Konge; og hedder han altsaa med al Ære som saadan i vor Kongerække:
Kong Kristian den 8de Frederik (eller blot Kong Kristian Frederik). Men han bar neppe sin Krone længer end Rosen blomstrer. Den skulde forsvares med Sværdet, og dertil var han ikke Mand. Kongens vaklende Forholdsregler udbredte Ulykke og Forræderi ved Hovedarmeen i Smaalehnene, mens Hæren ved Kongsvinger beholdt den fyrige Aand og Tiltro til egen Kraft, som ofte giver Undermanden Sejeren. Krigen udbrød i Juli, og Svenskerne bleve slagne ved Lier og Matrand; men af Sydarmeen overgaves Frederikstad; den svenske Kronprinds ankom selv til sin Armee, og fandt Vejen aaben til Glommen. Den 14de August afsluttedes en Konvention til Moss, hvorefter Fredriksteen overgaves, en Vaabenstilstand indtraadte, Kongen nedlagde sin Magt i Folkets Hænder, og et overordentligt Storthing skulde sammenkaldes. Den 20de October antog dette den svenske Konge Karl den 13des og Kronprindsens Tilbud om en Forening med Sverrig med frelst Konstitution, hvorhos de Krigslidte ogsaa skulde have Erstatning af Sverrig, og den 4de November undertegnede Præsidenten Grundloven med de Forandringer, de nye Forhold til Sverrig gjorde nødvendige, og Storthinget valgte derpaa mod faa Stemmer den svenske Konge til Norges grundlovbundne Konge, hvilket han erkjendte ved at besværge Grundloven og Forfatningen.
TREOGTYVENDE KAPITEL
Norge forenet med Sverige.
Kong Karl den 2den benyttede sig vel af sin saa naturligen lidet folkekjære Ret til at ansætte Svenske som Statholdere i Norge; men de to første bidroge ved deres Adfærd alene til at mildne det Nationalhad, som Fortidens krigerske Forhold havde fremavlet. Storthinget dekreterede Sag mod endeel højere Officierer, som havde opført sig slet under Krigen, hvorefter de dømtes fra Livet, som dog blev dem skjænket. Højesteret og en Nationalbank oprettedes, for Lovgivningsværket sørgede Storthingene, og en Lovkommission ansattes, der dog indtil nu kun har udrettet lidet.
Kong Karl Johan, eller Karl den 3die i Norge, opsteg paa de forenede Rigers Throner ved den gamle Konges Død 5te Februar 1818, og kronedes 7de September samme Aar i Throndhjems gamle Domkirke. De to sidste svenske Statholdere, han efter hinanden ansatte, behagede ikke Nordmændene, hvorfor han hidtil har respekteret det almindelige Ønske, ikke at ansætte nogen Svensk som Statholder i Norge. Kongens ædle Opførsel som Fiende i 1814 og elskværdige Personlighed vandt ham Folkets Kjærlighed og stadfæstede Foreningen. Storthingene, hvoraf det paa 1821 afskaffede al Adel, have med stor Klogskab værnet om Grundloven, og paa ethvert ere de kongelige Forslag til en Forandring deri, som vilde udvide Kongens Magt, eenstemmigen blevne henlagte. Samme mærkværdige Storthing besluttede at deeltage med 3 Millioner i Danmarks Statsgjeld, hvilket var mindre retfærdigt end eftergivende, især da Danmark egenmægtigt og uden al Anerkjendelse fra Norges Side har beholdt Bilandene Island, Grønland og Færøerne. En ny Matrikul er indført, det Præsterne beneficerede Gods befalet solgt til Bedste for Oplysningsvæsenet, Odelsretten, eller den arvelige Ret til Indløsning af Jordegods, indskrænket til Fordeel for Ejendomsretten, og en Ansvarlighedslov af Statsraaderne med flere vigtige Love er given af de forskjellige Storthing. Sølvværket paa Kongsberg begyndte i 1830 at give saadant Udbytte, at Landskatten kunde nedsættes betydeligt. Fiskerierne have slaaet til, Handelen har hævet sig, Velstanden inden Folket og Rigets Kredit udenlands er tiltaget, og det har ikke manglet paa gode Aar. Et freidigt Haab om at det fremdeles vil gaa det gamle, nu, efter saamange Skjebneomvexlinger, foryngede Norge vel, har opfyldt Gemytterne. Og hertil har den vise Brug af de konstitutionelle Magter bidraget, paa hvis Anvendelse fra Kongens Side man kun har sidste Storthings pludselige Opløsning at udsætte. Forvandlet til et overordentligt Storthing har det søgt at faa Kommunefriheden hjemlet ved en Formandskabslov. Befolkningen har tiltaget overordentligt og i Forhold til Agerdyrkningen og Landets Opodling, saa Norge vel nu i Folkemængde og dyrket Land har igjen naaet sin Tilstand under de senere Haarfagerkonger.
paa Moen en Landekrands.
Og Norriges Skattelande
de ligger her indenlands.
Ja Kornaxet er
de deilige Fjer,
som løfte dig atter, du Ørn.
Da blikker du ned
paa Frihed og Fred
paa glade og mætte Børn.“
Aandig Oplysning er gaaen fremad med Frihedens Straaler. Mange Skoler ere anlagte; flere lærde og genifulde Mænd have udbredt Fædrelandets Berømmelse, og, uagtet Almuevæsenet endnu ikke har nydt en Omsorg, der er dets høie Vigtighed værdig, har dog Folkets store Masse afgivet mange Repræsentanter paa Storthinget, som med stor Ære have røgtet sit Hverv. Det eneste, som har gjort Skaar i Folkets stigende Lykke, er forskjellige Mangler ved Nationalærens Emblemer og Selvstændighedens Tegn, saasom et Unionsflag, der hovedsagelig bærer svenske Farver, samt Kongens Uvilje mod den uskyldige Nationalfest, som det feirer den 17de Mai, der er den Dag hvorfra Norges dyrebare og dyrekjøbte Konstitution og dets Frihed, Selvstændighed og Lykke skriver sig. Og til evig Amindelse herom og om de store Foretagender til det gamle Riges Befrielse og Gjenopreisning i 1814 er det, at Folket nu paa Eidsvoll vil reise et Minde, herligt og værdigt de store nationale Bedrifter, det skal forevige.