Udenlands
Udenlands.
Tordenskjold.
Kjøbenhavn, 1ste November 1890.
Det er mangen Gang surt at være Nordmand i Udlandet.
Først maa man daglig gjentage det besværlige Arbeide at slide os løs fra den klissede Union med Sverige, forat de Fremmede kan faa Følelsen af, at vi ikke blot er en Nation for os selv, men en Nation vidt forskjellig fra den svenske.
Jeg regner ikke, at Hotel- og Butiksfolk her i Kjøbenhavn af bare Elskværdighed siger „sjuti-fem“, naar de hører vort Maal. Men længer syd i Europa er det usædvanligt at træffe Fremmede, der skiller Norsk fra Svensk, saa ukjendte ere vore Forhold, saa uklar er vor unionelle Stilling, og — fremfor alt — saa illoyalt breder Sverige sig overalt paa vor Bekostning.
Saa maa vi dernæst, naar vi opholder os i fremmede Lande — jeg mener ikke som her i Danmark —, men sydligere maa vi enten leve som de ganske løse Fugle, eller om vi ønsker eller faar Brug for Fædrelandets Støtte, maa vi saagodtsom overalt møde op hos en Svenske, — og det er ikke alle, som kan taale svenske Diplomater om Formiddagen, — allermindst de af vore egne, som har gjort Svenske af sig, lært Sprog, Rygbøining, Halesving og Upaalidelighed.
Men en Nordmand har ogsaa andre Sorger i Udlandet. Han lider ikke blot under en ulige Forening med et koldt og frastødende Folk; men han faar endnu lide for den gamle Forening med Danmark, som — omend varmere og naturligere — altid var og altid bliver gjennemsyret af Provinsforholdets Bitterhed — paa vor Side, og Overlegenhed paa de Danskes.
Forleden holdt de Fest her i Kjøbenhavn for Tordenskjold. Han staar — som bekjendt — i en liden Krog ved Holmens Kirke bag et Jerngitter, — rigtig frit og sjømandsmæssig staar han der, naar man kigger ind til ham mellem Sprinklerne.
Forleden var selve Kirken indvendig smykket til Fest for ham; deilige danske Blomster laa over Trondhjemmerens Kiste, Kirkeinspektionen gjorde dyb Reverentz og Kongen sad paa rød Stol.
Der var Danmark og Danmarks Sønner, og der var Danmarks Konge og det kongetro Danmark, og der laa Trondhjemmeren i Kisten og kunde ikke tage imod al denne Hæder: men Norge var der ogsaa og tog imod i Form af en svensk Baron. Det gaar underligt til i Verden: Peder Wessel hædres som en kongetro Danske, mens en Svenske repræsenterer Norge i Holmens Kirke.
Sandelig! Baronen kunde være glad, at det er to hundrede Aar siden, en Fant af en Svenske fik luret en Kaarde i Peder Tordenskjold; — ja hele den fine Forsamling kunde være glad, at den vilde Helt laa vel fortøjet i Kisten, mens de gik og nussede om ham med Præst og Blomster og Silkebaand og Bielefeldt.
Han var ikke stort bevendt som Admiral, sa' Præsten, som forstod det; men han var kongetro, og det var Hovedsagen, derfor fik han ogsaa Krans af Kongen, som i den Anledning endog reiste sig fra den røde Stol.
Det er ellers ikke første Gang, de Danske prøver paa at gjøre Tordenskjold til den kongetro. Digtere har ogsaa sunget op om Frederik og Tordenskjold.
Hvad Fanden brød Peder Wessel sig om Frederik den Fjerde!
Kongen var for Tordenskjold ikke andet end den, som førte Krigen og eiede Kanonerne, den til hvem man maatte smyge sig frem gjennem et elendigt Hof, for at tiltrygle sig en Fregat og en til, bestandig mer, — og saa komme afsted fra Intriger og Kvindfolk, ud paa Sjøen for at banke Svenskerne.
Thi var det Tordenskjolds Lyst at slaas, saa var denne Lyst i sin inderste Grund: Lyst til at slaa Svenskerne, det var hans Livs Lyst, hans hele Liv. At narre den falske, at skræmme den feige, at tordne og lyne om Ørene paa den storsnudede Arvefiende — det var Norges egen Søhelt, — Svenskehadet — det var Tordenskjold!
Hele hans skummende, forvovne Spil med Overmagten var et saftigt Opgjør mellem Norge og Sverige; Kong Frederik i Kjøbenhavn var ham ikke andet end Skibenes stormægtige Rheder.
Det er Mænd som Tordenskjold Norge skylder Tak for, at Sverige i Tider, hvor det endnu kanske var mægtigt nok til det, aldrig fik vælte sig over os. Hans Aand i Folket reddede os mangen Gang — overladt som vi oftest var til os selv af Danmark. Og det er den samme Aand som den Dag idag trænges saare vel til paa Vagt mod Svenskernes aabenbare Lyst til at gjøre sig store og vigtige paa vor Bekostning.
Men saa klisset har Unionen været, at Folket har glemt, glemt i den Grad, at nu, da de vilde have en Statue af ham i Kristiania, saa viste det sig, at ikke en af vore Billedhuggere kunde lave en Tordenskjold. Folkets kjæreste Helt var glemt.
Thi den, som ikke har en Draabe Blod i sig, som svider efter gammelt Fiendskab og nye Krænkelser, ham vil det aldrig lykkes at fremstille det baltiske Havs Admiral.
Højt paa sin sønderknuste Skanse skulde han staa med Uniformen i Filler og Hatten paa Kant, og med Kaarden skulde han pege lige mod Øst — lige mod Sverige, og vendt mod sine Folk nede paa Dækket skulde han le — le sin lystige Latter, mens han raabte: Se! se! der stryger han alt Flaget — den feige Hund!
Det kunde blive et Monument, som Nordmænd kunde have Glæde af, saa fik heller de Danske beholde Liget af den middelmaadige, men kongetro Admiral; og saa havde vi da i vor blaagult anløbne Hovedstad en solid Oprigtighed, som kunde rive Svenskerne lidt i Næsen.
Men det bliver der sagtens ikke noget af; for vi kan aldrig have noget for os selv, vi skal altid dele med de andre, altid tænke paa de store Brødre og tage Hensyn til dem.
Derfor er det mangen Gang surt at være Nordmand i Udlandet. Danmark lægger sin Haand over vor Fortid og pryder sig med vore bedste Navne; og Sverige forsømmer ingen Leilighed til at overskygge og formørke os.
Det skulde man tænke paa, naar Norge og Nordmænd bedømmes, hvor irriterende den Stilling er: altid at være den mindste og den fattigste, men altid taget til Indtægt, saasnart vi har noget brugeligt. Der har været øvet og der øves endnu megen Uret imod Norge; deraf kommer det vel ogsaa, at vi er noget nervøse for at faa vort eget frem, roser det og hævder det, saa det lyder som Pral.
Og derfor hører vi saa ofte, snart fra den ene, snart fra den anden Kant: Nordmændene, de ere saa kjæphøie! — Nordmændene kjender ikke Taknemlighed.
Musik.
Store nye Tanker, som flytter Støtterne langt fremover, begynder altid med at være umulige. I Politiken kalder man dem Utopier, og i Musiken Fremtidsmusik; men overalt holder man sig for Ørene.
I Berlin sagde i sin Tid den dybsindige Kritik, at Don Juan var en Opera, som aldrig vilde vinde Publikum, det var umulig Musik, fordi — sagde Kritiken — der var ikke Melodi i den!
I Frankrige har Berlioz's Faust langsomt kjæmpet sig frem, indtil den nu — endelig — fylder Paris's største Lokale med henrykte Tilhørere fra alle Samfundslag.
Jeg ved ikke, om Berlioz er naaet til Kristiania, men forleden Dag gik Damnation de Faust her i Kjøbenhavn for første Gang.
Det var ikke nogen god Udførelse; alt gik for tamt og skikkeligt til, naar det skulde være vildt; og omvendt var der ikke nok af Festlighed og Ynde over Orkestret, naar det malede Stemning og Sceneri. Noget var skaaret bort — endog Margrethes smukkeste Sang: D'amour l'ardente flamme, og hendes Roi de Thule kom ikke til sin Ret.
Det blev sagt af en Kritiker, at netop denne Sang var et Exempel paa, at Berlioz ved sin Forkjærlighed for Orkestret kunde komme til at trykke Sangen; men det var slet ikke andet end Udførelsens Skyld. Orkestret og specielt den Bratsch, som hele Tiden følger, spillede mindst sex Gange for stærkt og ikke paa langt nær saa aarvaagent og fint nuanceret, som den vanskelige Sang kræver det.
Le roi de Thule vil for Alle, som har hørt Sangen ofte nok og godt sunget, staa som noget af det eiendommeligste og yndigste, der er skrevet. Der er noget troskyldigt, ældgammelt over den slyngede og snirklede Melodi, der er saa kunstigt indflettet i Instrumenterne; og netop Valget af disse, den lidt snøvlende Tone i Bratschen — der minder om Giger og Skalmeier — det hele er som et gammeltysk Billede: den spæde Jomfru, som fletter sit Haar i det lille Kammer og synger den lange, lidenskabsløse Sang, indtil hun selv sovner af den.
Og idet hun glider over i Søvnen, mumler hun nogle Ord af Sangen, Melodien bliver borte for hende, saa blødt som Aandedræt bølger Orkestret, indtil hendes sidste Suk, idet hun falder helt i Søvn, gaar fra hendes Læber og forsvinder i Orkestrets Rør og Strenge.
Enhver, som har hørt dette, saaledes som det skal fremføres, vil mindes den gribende Stilhed, denne korte uskyldige Pigesøvn, inden den lidenskabelige Hvirvel af Toner igjen griber os og fører os afsted mod den vilde Slutning.
Men af dette var der ingenting ved Opførelsen her i Kjøbenhavn; den vidunderlige Sang faldt næsten til Jorden; Sangerinden sagde Ah! og Orkestret svarede Svup! og dermed var Visen ude.
Det var imidlertid ikke for at dadle Udførelsen, Meningen var tvertimod at rose det dristige Foretagende, som tvang et Publikum til at høre og beundre et „umuligt“ Musikstykke. Thi saaledes skal det gaa, naar Støtterne flyttes saa langt frem, at Menneskenes tunge Masse raaber: umuligt, saa langt naar vi aldrig, vi vil ikke engang. Men er de først sat — de fjerne Mærkepæle, saa er det, som om de trækker Massen til sig, og efter en forbausende kort Tid er vi der alle, forsamlede ganske ugenert omkring det umulige.
Saaledes i Musiken og ikke anderledes i Folkenes politiske Liv, hvor Talen er om de sociale Reformer.
Naar Bjørnson derfor allerede nu stiller den store Folkefred op som et Maal, saa ved vi hvem det er, som raaber: umuligt! Det vilde være ørkesløst at falde i Forundring over, at det gamle Trællesind, som er Fermentet i vore Samfund, ikke kan hæve sig til den Mulighed, at fribaarne Borgere en Dag tager det farlige Sværd ud af Hænderne paa de umyndige og uansvarlige og nægter at gaa til Nedslagtning efter „højere“ Ordre.
Men man kunde snarere faa Lyst til at forundre sig over den slappe og overlegne Holdning hos vore saakaldte praktiske Politikere paa venstre Side — her og hjemme.
Ja, var det endda saa, at den danske og den norske Politik var to udmærkede Pottemagerier, som hver Dag berigede Folket med en Række vel dreiede og vel brændte Reformer — saa kunde det lade sig høre, om de raske Pottemagere raabte til Bjørnson og lignende: „Hold Fred — Sværmere! hvortil disse vilde Utopier. Se, hvor jævnt og støt vi hver Dag fører Folket mod bedre Tilstande.“
Men naar nu den danske Politik ikke er stort andet end bare Potteskaar og vor norske truer med at gaa samme Vei, saa er det underligt, at de ikke viser mere Iver, naar der bydes en kraftig Haandsrækning.
Thi det maa dog alle forstaa, at i Folkenes fredelige Kamp for bedre og ligeligere Vilkaar opnaaes det lille kun, naar der forlanges det store, aldrig giver Magten fuldtud Fyldest for den sidste Fordring; kun i Skyggen af de uhyre Krav, som er opspirede hos Sværmerne, er det muligt for de praktiske Politikere at faa sine smaa Potter færdige.
Hjemme i Norge havde vi nogle gamle Mærkesager, om hvilke Kampen efterhaanden blev saa hed, at Ingen tænkte paa at forlange mere. Da vi saa seirede, fik vi bjerget noget, men en Ting som den almindelige Stemmeret — noget saa indlysende og selvfølgeligt, og noget, intet Menneske tvivler om, at vi jo tilslut maa faa — det har vi endnu ikke seet os istand til at gjennemføre. Havde vi nu havt nogle Mærkepæle langt fremme, nogle nye radikale Krav, som f. Ex. Præsterne ud af Skolerne, varm Middagsmad til Børnene istedetfor Pontoppidans Forklaring eller andre af de Ting, som skal komme! — kjære! da havde vi havt denne Stemmeret for længe siden; men uden de store umulige Krav staar alting stille.
Noget lignende er det med disse triste Striker, som næsten altid mislykkes, fordi de strider om den første halve Skilling. Først naar al Verdens Arbeidere forlanger det „umulige“: Andel i Udbyttet, Alderdomsforsørgelse osv. — først da vil de langsomt opnaa den første Halvskilling og den næste og næste. Hvor kan man tænke sig, at Kapitalen skulde give Slip paa en halv Skilling af nogen anden Grund end Frygten for at miste en Daler.
Det ene følger med det andet: naar ingen Støtter flyttes frem, naar ingen „Utopier“ formaar at begeistre, saa falder der næsten et Skjær af Løftelse over selve Reaktionen, den drømmer — hjemme i Norge om et Lydrige og her i Danmark om en Konge, som seiler i Kanalen.
Deraf Regjeringernes Magt og Initiativ, deres aggressive Holdning i forskjellig Grad, men med umiskjendelig Lighed i begge Lande.
Imidlertid bliver de praktiske Politikere staaende og kjævler; og kommer der saa En med et uhyre Krav som dette: Folkene vil ikke længer Krig, men Fred og Voldgift, saa siger de overlegent: en saare skjøn Tanke, men altfor umulig til, at vi kan indlade os!
Men dette kan umuligt være klogt.
Tag den mest forstokkede Høire-Hjerne, pil alle Ideerne ud fra hinanden — det er snart gjort — og du vil finde, at der er ikke en Tanke i dette Hoved, som ikke har været en gal Mands, en vild og umulig Utopi. Al denne gode gamle Orden i Samfundet, som dette Hoved finder saa naturlig og saa præget netop af Guds egen Vilje, det er altsammen fra først af Opfund af gale Opponenter, som Trin for Trin har kjæmpet frem Statsstyrelse, Eiendom, Koner for enkelte, Lov og Ret — lutter Ting, som den Dag idag er umulige og ubegribelige for mange Folkeslag.
Det er den gamle Indbildning, at hver Generation, som lever, føler sig som staaende ved Enden af Løbet; og naar der da træffer Tider som nu, hvor der ingen livskraftig Opposition findes, der lader sig hidse frem over — langt udover Dagens beskedne Krav, der stanser Livets Mishaab, og den enkeltes Røst blir ikke hørt.
Men under saadan Stagnation er det, at Dampen samler sig, til Kjedelen springer. Naar Oppositionen slaar sig halvt tilro, enten modløs eller overlegen, afventer eller bearbeider det forhaandenværende, da varsler det Sprængning, medens de, som aabner Sikkerhedsventilen og redder Maskinen, det er de Mænd, der flytter Støtterne langt — langt fremover og styrker vor Vilje ved at stille os Ansigt til Ansigt med de store Krav, det umulige, som vi dog engang skal naa.
Kjøbenhavns Rhed.
Naar man bor i det lykkelige Rosenvænge, indelukket bag Porte og Laager, hvor Ingen kjører gjennem, hvor Gaderne er tomme og tause som Landeveien — uden Børn, uden Hunde, uden Handel, hvor ældgamle Træer hvælver sine Kroner sammen fra Have til Have, da sanser man ikke stort af Storm og Uveir, undtagen det bliver rigtig overhændigt.
Og Barometret — det hænger der; ikke som paa Jæderen ligesaa hædret og adspurgt som Uhret; men som en ganske ligegyldig Gjenstand, som et udløbet Uhr, Ingen gider trække op.
Rigtignok saa jeg for et Par Søndage siden, at Viseren var faldt urimeligt langt ned tilvenstre; men saa lagde jeg mig bagover og betragtede mellem Træerne den Del af Himmelen, man ser over Rosenvænget, og den var jævnt graa — ingen Rift, ingen Fart, intet Tegn — det var som almindeligt; her er jo aldrig noget Veir, tænkte jeg.
Men Mandag Morgen var Vinduerne frosne tiltops, og en tung Storm susede i de gamle Trækroner. Den vilde Vinter blæste med én Gang ind i hver Krog. Det var ikke den godmodige Vinter med tyk, lun Sne og lidt Sol midt paa Dagen, men den hungrige Ulv med Østenvind fra Sibirien, som forfølger de tyndslidte Klær og stikker sin isede Snude op under Haandlinningen og helt ind under Sengetæppet.
Der var saa koldt nede paa Moloen ved den nye Kalkbrænderihavn, at man næsten ikke kunde holde det ud. Alt Arbeide var stanset. Alle de mangfoldige Mennesker, som nu snart i ti Aar har syslet hernede med Søle og Dynd, de hvilede alle, og deres Redskaber stod fastfrosne i Sumpen.
Det er et Værk, hvis Omfang sikkert mangen Kjøbenhavner ikke har Begreb om — dette Havneanlæg udenfor de gamle Kalkbrænderier. Der er en rummelig Havn paa 12 Fod og en større paa 24, omsluttet af stærke Moloer og Bolværker; og alt dette har i disse Dage været overstøbt af et tykt Lag Is.
Der burde have været Tegnere og Fotografer, thi underligere Formationer af Is og Istapper skulde aldrig nogen have seet. Stormen havde været saa voldsom og Kulden saa haard, at Skum og Skvæt, som røg af Sjøen, det frøs strax og ikke som almindelig nedhængende Istapper, men skraat ud i Luften, somme Steder næsten horizontalt. Derfor hang der om alle Gelændere og Tvertræer brede Border af sammenfrosne Isdryp, der lig Tæpper i en frisk Vind bølgede og viftede med lange Fryndser.
Skibene, som laa for Anker, blev efterhaanden aldeles uformelige, idet hele Bougen blev belagt med et tykkere og tykkere Lag Is — som et ophovnet Ansigt, og Fæstningernes skraa Volde blev glatte og hvide.
Især slog Sjøen vældigt op over Batteriet paa Refshaleøen, saa at det blev ganske overiset tiltops. De er jo heller ikke saa høie og imponerende at se til — de moderne Fæstninger, de har det vel indvortes. Selve Trekroner, som vist er en overmaade stærk Fæstning, ser jo helst ud som uskyldig Marsipan.
Naar man fra Barnsben har hørt Tale om Kjøbenhavns Rhed, er det en stor Fornøielse at vandre Time efter Time helt ude fra Kalkbrænderihavnen og helt ind forbi Toldboden og Larsens Plads. Saa mange Steder og saa mange Navne er her levende, som hører med til Traditionerne, som de endnu gaar hjemme paa Vestkysten; her leves — naar man undtager Dampskibene med Røg og Hyl — saa leves her det ældgamle Liv paa Kjøbenhavns Rhed med Skibe, som ankrer op, Skippere, som gaar i Land for Ordrer eller af gammel Vane, Mandskaber, som ligger i Baadene og venter — eller lurer sig op i de hyggelige Kneiper med Piger og Øl, der er de tunge Soldaterbaade fra Trekroner, Lodser og Kadreiere, og en stadig Række af ind- og udgaaende Skibe.
Alligevel er der kloge Folk, som ryster paa Hovedet og mener, Kjøbenhavn gaar ikke fremad, der er en Stans, om ikke en Tilbagegang. Og i den Forbindelse nævnes gjerne den store Plan om Frihavnen.
Sytten Herrer — man sagde, Ministeren selv var iblandt dem — tog i Lørdags en Tur omkring i Kalkbrænderihavnen, hvorfra der helt ind til Citadellet var udlagt Boier i Farvandet, som laa og vippede med hvide, røde og grønne Flag. Det var Linierne af den store Plan om Frihavnen.
Den ukyndige Iagttager kunde ialfald forstaa saa meget, at det var stort, og at her endnu i mange Aar bliver Brug for mange Folk til at sysle med Søle og Dynd; endvidere kunde han forstaa, at Befolkningen herude omfatter denne Plan med ulige større Sympathi end Middelgrundens Fort, hvoraf en Del allerede er ført op til Vandlinien, saa man fra Land kan se, hvor Bølgerne bryder mod Jetéen, medens en gammel ligesaa ubrugelig Fregat ligger tankefuld forankret derude.
Naar en Sjøby gaar over til en Storby, lider Sjøen Uret. Landkrabberne vinder Overtaget, efterhvert som Sjøens Alvor og Møie ophører at være Hovedkilden for Alles Udkomme og Velstand.
De fine Damer kommer ud fra Gaderne og spadserer paa sine spidse Sko lige paa Randen af selve Havets Skum, med Hovedet fuldt af Theater og Toilette, men uden at give Agt paa de store Skibe, der kommer glidende med kostbare Ladninger; hele en stor Havns afvexlende Liv bliver tilslut halvt fremmed for Befolkningen, der bestandig breder sig længer og længer indover i Landet.
Og derved glider Sjøens Folk ned til nogle godmodige, men pudsige Folk, som Theatret og Literaturen bemægtiger sig til Morskab, idet danske Digtere skaber disse bekjendte Ulke, der kan spytte og spinde seige Ender og som bander fint og forsigtigt ved de store Bogstaver: reis til H, F gale, S lyne — hele Alfabetet igjennem.
Men dette har igjen havt en Tilbagevirkning, som strækker sig nordover, helt forbi Helsingør. Langs Stranden bor der nu en Art Fiskere, som ved, hvorledes Kjøbenhavnerne vil have dem; som kan spytte, spinde og snakke de unge Herrer efter Munden, naar de „kuler op“ med sine Sjømands-Udtryk; eller som kan lade rigtig uskyldigt naturfriske overfor de unge Damer, der konverserer dem om vanskelige Emner, en udspekulerzt Befolkning — utrættelig efter at fiske Smaaskillinger og rede til at spille en hvilkensomhelst Komedie for femti Øre. Men Sjøfolk — som andre Kystbeboere, det er de ikke længer; — undtagen kanske om Vinteren, naar de sidder for sig selv i Kroen og ler af Kjøbenhavn.
Men indenfor Toldboden og ved de store Lossepladser færdes en ganske anden Art af Mennesker. Ellers er Bryggesjauere et tvivlsomt Folkefærd; i mange Havne hjemme i Norge ser Bryggens Folk ikke godt ud — om de end ikke er som de Lossere og Stevedores, vi fik i Lissabon, som fra Morgen til Aften skreg og skraalede op mod hinanden, som om de hvert Øieblik vilde ryge i Slagsmaal.
Men paa Kjøbenhavns Lossepladser gaar det stille og fredeligt til; man skal lede længe efter en Arbeidsstok, der gjennemgaaende ser saa ordentlig ud — langt snarere finder man et øllet Ansigt mellem Politibetjentene. Der arbeides kanske noget langsomt; men baade i Varernes Behandling og i Omgjængelsen mellem Mand og Mand er der en jevn Gemytlighed, hvorved Intet bliver knust i Hensynsløshed og hvor Ingen skraaler eller bander høit.
Naturligvis er de uafladeligt smaavittige sig imellem, især naar der møder noget ualmindeligt, som Damer eller Folk, der ikke hører til paa Bryggen.
En Dag gik jeg gjennem Toldboden i en feiende Storm med en lang Frakke med Skulderslag; da hørte jeg en sige til de andre:
„Der har vi s'gu en af dem, der staar i Vor Frue Kirke.“
Skjønt de alle lo af mig, var jeg glad indvortes, det hænder saa sjelden, at nogen tager mig for en Apostel.
I den gamle Komedie „De Fattiges Dyrehave“ fremstiller Olaf Poulsen en Fisker saaledes, som han er i Nærheden af Kjøbenhavn: rede til alt muligt for en Drikkeskilling, ærbødig og enig i alt, hvad Byfolkene siger — tilsyneladende til Latter, men i Grunden den snedigste af dem alle.
Poulsens Maske var ypperlig, og naar han sprang, langede han det højre Ben langt ud til Siden paa en Maade, som uvilkaarlig henledede Tanken paa et Skibsdæk.
Derimod gjorde han i mine Øine en liden Feil, idet han dyppede sine haardkogte Æg i Salt. Det er muligt, at Hr. Poulsen ikke uden Salt formaar at spise tre haardkogte Æg, — og det gjorde han redeligt, hele Publikum talte med Spænding; men jeg skulde nærmest tro, at det aldrig kunde falde en rigtig saltet Sjømand ind at fordærve en Delikatesse som haardkogte Æg med Salt, det er just det ferske, han liger.
De Danske, som har fulgt Theatret i ti-tyve Aar, pleier at sige: Ak nei! det var andre Tider, da vi havde Rosenkilde og Fru Sødring.
Der kommer — maatte det vare længe til! — ogsaa for os den Tid, da vi siger til Ungdommen: De skulde have seet Schram og Fru Phister i „De Fattiges Dyrehave“.
De to sammen er i det hele taget en Fest, hvad saa Stykket forresten duer. Især er der en liden, men uimodstaaelig morsom Ting, som af og til hænder mellem dem.
Gamle Schram har endnu nogle fulde Toner tilbage af sin store Stemme; og naar der blir almindelig Samsang paa Scenen, morer det ham øiensynligt at sætte fuld Kraft paa en og anden Bastone, saa den durer gjennem de andre Stemmer som et Orgel.
Da hænder det — og da kommer selv Skuespilleren paa Latteren — det hænder, at Fru Phister, som staar ved Siden og synger med sin gamle Kone-Stemme, hun lægger Hovedet paaskakke og ser uhyre alvorlig opad den lange Hr. Schram med et Udtryk af Beundring, som kan passe til Rollen, men ogsaa i et lidet underfundigt Samspil med Publikum: „Min Gud! hvad han dog tør brøle.”
Men uanfægtet rager han høit op over de andre og synger videre som et gammelt Egetræ.
Fru Bloch var ogsaa beundringsværdig som den forskruede svenske Dame; og hun vilde være endnu morsommere, om hun havde faaet nogen Støtte i sin Fästmann. Men Hr. Zangenberg var aldeles udenfor det hele. Dersom han absolut vilde være netop ligesaa pen og fin som Hr. Madsen, saa passer han hverken til det latterlige svenske Selskab, hvori han kommer, eller til sit Navn Villadsen eller til sin Kjæreste eller overhovedet til Stykkets Mening.
Det forholder sig jo saa: i denne Samling af uskyldige Karrikaturer i denne uskyldige Karrikatur af Dyrehaven er der bare en fin og korrekt Mand, som til og med er opfiffet med noget fransk. Men han kommer ingen Vei, før det viser sig, at han hverken er fornem eller rig.
„Han er af simpel Familie, han er fattig — han er mer end det: han er forgjældet! — se det forandrer Sagen,” siger den brave Kaskjetmager Conradsen, „saa skal han s'gu have Pigebarnet!”
I „De Fattiges Dyrehave” er det de Fattiges Stolthed, Forfatteren varsomt har lagt tilrette som et Lystspil, saaledes som disse Ting endnu kunde behandles i hin Tid. Men derfor skal Villadsen tage Plads blandt Karrikaturerne; han skal være indstemt i Akkorden: Conradsen; og derfor virkede Hr. Zangenberg gjennem hele Stykket som en falsk Tone.
Det er jo rigtignok farligt at ytre sig om disse Ting, da jo de gamle Stykker spilles for en stor Del paa Traditioner, der nødig brydes.
Og det er i sin Orden. Saadanne Lystspil har sin væsentlige Charme som Erindringsbilleder fra «de gode gamle Dage».
Jeg gik ned gjennemdet gamle Kalkbrænderi Morgenen efter og ledte efter de Fatriges Dyrehave, og jeg bildte mig ind, at jeg fandt den.
Der var Gyngen og de samme kummerlige Lysthaver som i Theatret; og der var det lille gule Hus ved Stranden — kun med den Forskjel, at Stranden var borte. Istedetfor de friske blaa Bølger paa Bagtæppet, breder sig nu de store Udfyldninger af Søle og Dynd, Fort, Moloer og Havne udenfor de Fattiges Dyrehave, — ikke engang et Fiskenet hænger der længer.
Og alligevel! — det er dog Rheden, Havnen og Toldboden, der holder sig bedst i Kjøbenhavn, som længst bevarer det hjemlige fra de Tider, da her ogsaa var vor Hovedstad, da ingen af Vestkystens Sildeskippere havde Hjerte til at gaa ind i Østersjøen uden at ankre op paa Kjøbenhavns Rhed, om det saa bare var „for Kjød og Grøntsager“.