Udenfor Roms mure
Udenfor Roms mure
Den som vil ha det ensomt, skal gaa ud paa Campagnen. Det er som at ro udenfor skærene og ligge i baad der en stille dag.
Her er stilhed! Her er døds-stilhed. Og naar der kommer en mand forbi, saa skuler han lidt, og gør det dobbelt stille, naar han er væk. Man har sagt om Sætesdalen, at der sang ingen fugl. Jeg har ikke merket det; men her ude paa Campagnen har jeg merket det; her har jægernes fugle-garn plukket lærke og spurv. Og pinjerne mister sine naale og dør, fordi billerne faar leve.
Man gider ikke gaa længe udover. Man behøver det heller ikke, for stilheden begynder lige udenfor murene. Man stanser, ser. Ørken-stilheden over disse sletters lunefulde bølge-rygge fanger en. Især hvis man tar veien indover mod fjæld-ryggen, øst over — Via Tiburtina, hvor spor-vognen gaar til Tivoli. Farven er ensformig; noget er brunt, og noget staar som lysegraa frødun i solen; men det meste er brunt, brune avbrændte græsstranter, som smaa-skog saa tæt; en og anden klunger-busk; nogen hvislende siv.
Jeg sa bølge-rygge. Men det er i grunden ikke rygge. Det er oftere som hoppende sjø, som inde i en havn, hvor færge og bugserbaad grasserer og skærer alle bølge-rygge i to. — Bare saameget vældigere end inde paa havn. Det er smaa-koller, — og stundom har mennesker gravet inde i maven paa dem for at finde tuf-sten eller puzzolan-jord, eller denne gul-brune sand, som drysses over Roms gader, naar det skal være stas i byen, som naar kongen aabner kamret; og det er den sand, vi spaserer i oppe paa Monte Pincio i spradetiden.
Og nede i dybderne er der stundom diker, vand-syge hul; der staar det brune siv. Folk her ude kalder disse diker marrane = «forrædersker», vel en folkelig ord-kombination, fordi de tror, at derfra kommer malariaen.
Her ligger landet, som det har ligget i hundreder av aar, og det er det samme uløste jordbrugs-spørsmaal, som svæver over det nu som paa Gracchernes tid; det er sjelden man føler sig saadan i flugt, historisk set, som naar man staar paa den romerske Campagne.
Denne slette av stivnede bølge-toppe er endnu vældige plantager (latifundier). Men man leter og leter, og øiner slet ikke forpagter-gaarden — casa colonica — eller la fattoria, som den heder her syd paa.
Paa toppen av en haug staar i steden nogle sort-brune uanselige rønner, nogen smaa usselige skakke skur. Eller de kan ligge nede i en bakke-skraaning, for det hænder, at der ikke gis tilladelse til at bygge skurene paa en haug, hvor det kan ses. Der kan gaa et krok-rygget menneske der borte, eller en unge; men man hører ingen barne-latter; man kan høre en hund gø eller en hane gale, men det er et træf, det ogsaa. Eller man ser folk røre sig borte i en ruin av et middelaldersk taarn, eller inde i en antik akvadukt-rest.
Det er alt sammen casali — vaanings-huse — og de som holder til der, er jord-arbeidere, de saakaldte bifolchi.
Hytterne derimod — capanne — er laget av straa, tørt græs, maisstængler; gennemsnits-størrelsen er 15 til 20 meter i kvadrat. Og i hver bor der en familje, og den kan tit bestaa av en 8—10 stykker, for italienerne er en frugtbar race. Skurene kan ligge i klynge paa en 20—25 stykker, som netop her ude paa Tivoli—Roma-linjen, ved stationen Salone, hvor der i sin tid bodde en mængde arbeidere og grov puzzolan-jord, den tid Genua-havnen byggedes og Rom ogsaa hadde sin bygge-raptus. Døren er trang og lav; midt i rummet ligger en aare, det vil si to stene, og rundt langs væggene paa straa og blade har de sit natte-leie, denne haug av menneske-kød. Der er ingen møbler derinde, og av køkken-stel findes der en kedel til polenta (maisgrød) og en pande. Selv abyssinske og arabiske hytter skal se bedre og renere ud indvendig end disse. Og dette fælles-ophold i det trange rum har ført med sig sædelige forvildelser, som man stundom ser faar sin avslutning ved retterne. Det har ogsaa hat fysisk degeneration til følge. Der er tusener av slike hytter strødd ud over den romerske Campagne; fra kupévinduet ser man dem bare paa avstand.
Og spør man disse mennesker, om de kan læse og skrive, kanske da én av tyve kan svare ja.
Naar man staar og ser paa disse hytter og livet omkring dem, saa undrer man sig paa, hvor Italien har sine kunstnere henne. Denne jord er vel ikke saa rig paa motiver, som den russiske jord; men ogsaa her er der utvilsomt nok av oprindelighed, overtro, fordomme, guds-dyrkelser, — alt det morsomme gamle mylr, hvor et fint øre kunde lytte ud og finde frem noget av det, som er folkets mystik; for ogsaa paa bunden av den klare latinske race er der mystik, — og her har kulturen ialfald ikke forflygtiget den. Man kommer i steden til at tænke paa den talrige skare av elendige snobber, som Italiens moderne kunst og digtning har at fremvise, turist-snobber, hvis eneste maal er at træffe det gængse turist-idol og faa varerne solgt.
De som bor her, det er bønder fra Sabinerne og Abruzzerne, som har en 7-maanedlig kontrakt med forpagterne eller agenterne — caporali, som de kaldes her. Hele familjen tas i sold. Og betingelserne er just ikke gunstige.
De faar altsaa et stykke jord at dyrke. Men først maa der bygges hytte, eller den som forgængeren hadde, maa repareres. Bonden maa straks til at laane av caporalen til køb af træværk og lignende; han betaler 10 procent rente, og det regnes av paa det indhøstede. Naar bonden reiser fra teigen, mister han al ret til skuret.
Formen for selve forpagtningen er den saakaldte a terzeria, ɔ: en tredje-del gaar til eieren for hvert dyrket stykke, de to tredje-dele til bonden. Det høres jo ikke som værst. Men av disse to tredje-dele igen maa han betale en fjerde-part til agenten, saa en del til caporaletto — en «mindre mellemmand, saa det saakaldte guardiania til eiendommens opsynsmand, endvidere, som nævnt, den blodige 10 procent rente paa alt det, mellemmanden leverer i forskud; og det er ikke bare pengelaan, som til reisen og til de daglige udgifter til salt, olje o. l. — la spesetta = ca. 6 lire maaneden — men det er ogsaa saakorn. Specielt her er betingelsen ublu; agenten forlanger nemlig 50 procent i rente. Endvidere laaner agenten bonden mais til mad, som er slet og ødelagt, men som han faar betalt tilbage av ny, god høstning og med 25 procent i avance. Alt dette blir som sagt desuden lagt paa med 10 procent. Endvidere betaler bonden 20 lire i redskabsslit; desuden paatar han sig at dyrke en liden teig gratis for agenten. Og saa binder han sig til at sælge hele sin indhøstning til denne, som da nærmest sætter prisen alene. Naar saa hertil kommer — hvad det av og til gør — den obscøne stipulation i kontrakten, som gaar ud over familjens vakre unge piger, saa skal man vistnok ha vanskeligt for at tænke sig en grundigere udnyttelse av en jord-arbeider.
Og naar han har passeret dette system av udsugeri og efter 7 maaneders arbeide reiser hjem, saa staar han i skyld hos formanden paa en 40—50 lire! Forat han skal være nødt til at komme igen næste aar.
Det er denne jord-arbeider, paa hvis slit de andre lever høit. Et steds maa jo alle disse mellemmænd mellem gods-besidderen og bonden ha sin fortjeneste. Det er en hel slægts-tavle, — jeg skal sætte den op:
Den første og den anden kender arbeideren ikke personlig og ved neppe hvem de er.
Og alle disse, fra fyrsten til «vesle» mellemmanden, lever et mer eller mindre lystigt liv inde i Rom.
Dette var ud over langs Via Tiburtina. —
Men lavest i livs-vilkaar staar vel «huleboerne» — trogloditi — hvorav især mange sorterer ind under Italiens penge-fyrste Torlonia, han som har udtørret sumper og hele sjøer for mangfoldige millioner, og som har eiendomme vidt og bredt. Disse huler findes saaledes nær Ponte Galera, en station et par mil vest for Rom. Den som har været i Ostia, vil ikke glemme indtrykket av denne tause glatte slette her vest; for her ud imod havet er ingen rygge i fladen, som østover. Man ser nogen kør gaa der eller en okse staa og stirre og gulpe dybsindig, og alle staar de mod himlen med sine svære horn paa denne flade, — naar man da ikke ser dem mod de disede blaa fjælde der øst ind i landet.
Jeg har ikke været inde i disse huler og set deres indre med egne øine. Men jeg har set en beretning om en reise, som malaria-specialisten professor Celli’s reise-fælle offentliggjorde for vel et aar siden. Og den er haarreisende. Her sover dyr og mennesker i samme grotte uden andet end en høi-dot under sig. De spiser polenta og muglet brød. Naar de skal ba suppe, blir den kogt paa grøn-sager; de ser næsten aldrig kød, lige saa lidt som vin og melk; heller ikke salt, det er dyrt, fordi det er statsmonopol. Naar de, som bor nær havet, forsøger at hente sig et spand sjøvand for at koge i, har told-opsynet ret til at arrestere vedkommende, ja skyde.
Her herjer malariaen som ingen anden steds. Og menneskerne ser ud som skeletter, gule med opsvulmede maver, fordi milten vokser under sygdommen, saa de ligner frosker, siger han.
Og dette er ikke det eneste sted, hvor huleboere findes paa Campagnen. Efter folke-tællingen i 1881 er der 469 mennesker, som lever i naturlige tufstens-grotter; men kendere paastaar, der er langt flere. Og der bor ogsaa av dem meget nærmere Rom; jeg har ialfald set dem ved Via Flaminia, ikke fuldt en halv mil borte fra byens mure paa veien til Orte; ogsaa ved Via Tiburtina bor de og anden steds.
Den værste hjemsøgelse for jord-arbeiderne paa Campagnen har alligevel været malariaen. Disse arbeidere, naar de er vendt hjem til fjældene efter endt sommer-sjau, har hat feberen med sig. Og derfor har man saa mange steds helt opgit dyrkningen av sletten og bare brugt den frugtbare dybe jord til beitning. Og ligeoverfor agrar-reformer har man sagt og skrevet: anderledes kan det ikke være paa denne giftige jord!
Men der er ogsaa her jordbrugere, som har staat imod og beseiret vanskelighederne; det er som ellers norditaliensk foretagsomhed, som har gaat i spidsen, idet et lombardisk selskab for en 5 aar siden bygsled jord her ude ved Tivoli-veien, ved Cerveletta, og gav sig ikast med dyrkningen efter norditaliensk mønster, udveiting og vandings-system. Det havde lombardiske bygsel-mænd med, og jord-trælerne fra Abruzzerne og Sabinerne blev benyttet som arbeidere; men man avskaffed mellemmændene — caporalerne og caporaletterne. Det første aar var de ikke. heldige, idet folk og kreaturer fik feber. Men saa søgte man raad hos den før nævnte specialist i malaria-sygen, og efter den tid har de lært at hytte sig, og gaardsbruget gaar stadig fremover.
Men denne undtagelse er vistnok nærmest enestaaende. Den romerske Campagne er og blir en prøve paa Italiens mørke striber. Længer syd paa herjer sotten værre — især i Salerno-bækkenet, hvor professor Grassi har arbeidet for at bekæmpe den. Der ude omkring Neptuns stolte tempel-ruiner, hvor der dog i oldtiden laa en by paa 15—20 000 sjæle, ligger landet næsten øde en seks maaneder om aaret; mod aften kan man hen over sletten se jord-arbeiderne rømme opover for at naa haugene, før solen gaar i hav. Og i den gode kølige aars-tid kommer der en og anden lystig fætter av en adels-mand i besøg paa sit forladte slot for at drive jagt. Og endda længer syd — i Lecce-provinsen — er nu ifølge Celli det smittede areal 70 000 hektarer og de syges antal 10 000; det skal være landets stærkest hjemsøgte provins. Øerne er ogsaa uhyggelig angrebet. Og heller ikke Norditalien er fri — Po-dalen, de sumpige ris-marker. Paa landets 69 provinser falder der kun 6, hvor malaria ikke forekommer, nemlig Como, Cuneo, Genova, Firenze, Macerata og Porto Maurizio. To millioner mennesker skal være angrebet, og der dør som følge av sygdommen en 15 à 20 000 om aaret.
Men nu er kampen mod sotten reist i hele sin hidsighed; ogsaa den har faat den politiske farve, som saa tit skal til, forat en enkel sag skal faa vind i seilene.
Politiske professorer har fartet omkring i landet og holdt foredrag; de har fortalt om den giftige mygge-arts væsen — zanzara malarica —, at det gælder at ha sig i hus før sol-nedgang, eller gaa med mygge-slør og hansker; de har fremvist de røde blod-legemers parasit. De har fortalt, hvor det endvidere gælder at udveite dikerne og dyrke op, og forat det kan ske: nyt agrar-system, jord-uddeling fra statens side! De har git vink, at man kan slaa petroleum i vandet, saa dør larverne, eller anilin, eller slippe en krysantemum-art udi. De har fortalt, at lægevidenskabelig eksisterer ikke den sot malaria længer, eftersom den rationelt kan bekæmpes.
Dette felttog er oprindelig udgaat fra L’istituto d’Igiene dell’ Università di Roma, hvor man har arbeidet med problemet fra 1883 av. At det nu er blit en art folke-bevægelse, skyldes dannelsen av La società Italiana per gli studi sulla malaria; det stiftedes i december 1898 i Rom under præsidium av den deputerede Giustino Fortunato, med penge-hjælp fra provinsen Rom og kommunen Rom samt fra fyrste-huset Borghese og andre private, og var egentlig rettet mod malariaen paa den romerske Campagne, hvorav ifjor høst en omkreds med en radius paa 25 kilometer var kommet ind under selskabets observation og behandling, og hvor der arbeided en 25 læger. Hygieniske stationer er der nu ud over hele landet; speciel opmerksomhed vises de pontinske sumpe og Salerno-fladen. Men der er ogsaa stationer i Norditalien: i Ferrara, i Milano, i Venezien o. s. v. Og i Syditalien og paa øerne. Og i dette selskabs arbeide deltar nu tillige det røde kors i Italien.
Bevægelsen har frugtet, — det har vist sig paa flere maader. Det var saaledes visselig den, som ikke var den mindst medvirkende ved den medicinske professor Baccelli’s indtrædelse i Zanardelli’s ministerium som agerbrugs-minister; løsningen av pellagra-spørsmaalet staar jo ogsaa for døren nordpaa. Endvidere har jernbane-selskaberne baade paa fastlandet og paa Sicilien git efter og delvis forsynet vagt-husene og smaastationerne med mygge-net av metal. Endvidere har staten grebet ind for at skaffe billig kinin (15 centisimi — ca. 10 øre — grammet). Endvidere, i april ifjor vedtog kamret en lov, efter hvilken eiendoms-besidderne skal levere bønderne gratis kinin, naar de blir syge i deres tjeneste, ligesom arbeids-herren i samme tilfælde til alle sine akkord-arbeidere. Men lov er jo ikke disse bestemmelser, før de er kommet helskindet igennem senatet.
Haand i haand med denne bevægelse har ogsaa kravet paa jord-uddeling fra statens side gaat (bonifiche agrarie). Og der er gjort skridt i den retning, f. eks. i Mantua-distriktet og paa Campagnen. Men der er nu den fare ved slike opdyrknings-planer: penge-spekulanter og kapitalister vil blande sig op i disse moderne jord-assignationer! Og det kan vanskelig regeringen hindre. For den er avhængig av kamret. Og kamret er avhængig av de parlamentariske repræsentanters egen-interesse, som falder sammen med kapitalisternes. Den reform er strandet paa det før. — —
Man staar her ude paa Campagnen og ser. Fjældene dirrer i hvid-blaa himmel-dis; vinden tusler gennem de brune græsstranter, hvor malaria-myggen sidder saa lumskelig paa lur.
... Tro, naar reformer bryder ørken-stilheden, som hviler over slettens lunefulde bølgetoppe?
Alligevel! Trods al den elendighed, man ved om: naar man staar her ude mellem Rom og fjældene, saa er det som at ligge og vugge sig i baad langt ude paa et roligt hav. Dette mygge-bæst faar i Guds navn suse med sin feber-brod! Han, den blinde muldvarp af en jord-træl der borte i skuret, faar lade sig udsuge av iglerne, saa længe hans hud er saa hunde tyk, at han ikke stinges av den raseriets gift, som gør ham til menneske igen — den gift, som alene gør mennesker ud av muldvarper.
Et stivnet hav! Uden al udvikling. Ogsaa uden vor tids andpustne mas for at det, som er idag, ikke skal være imorgen: Stolt — en saadan tusen-aarig seighed i modstand mod al udvikling! Suveræn — en saadan trods og en saadan haan mod tidens store gud!
Man stirrer, og stivner i hedendom. Det er noget overvældende, stundom at staa ansigt til ansigt med det ene, med det uforanderlige. Sletten blir verden; og verden lar sig naa om. Man omspænder et øieblik historien, hvorfra den kom, og hvorhen den gaar. For historien gaar jo ikke.
Og man minnes andre ting fra vor tid; man minnes moderne høker-krige, som vore fremmeligste kultur-nationer fører trods Spencer og Stuart Mill; og man minnes røver-tog. Man henter skadefro frem saa mangt, som fortæller om den samme seighed og den samme haan hos. menneskerne fra idag. Venner fremskridts-mænd, I som saa trygt er kommet til sæde i det røde plysch i førsteplads-salongen ombord paa evolutionens elegante store steamer: steameren har luner! steameren gaar visst ikke i fast rute! ...
Og naar saa solen gaar ned over dette stivnede hav! — naar man herude kender den underlige skælvende aften-skynding i luften, som sol-nedgangen har sydpaa, og hvori kirkeklokkerne saa virkningsfuldt tar del!
Jeg minnes en klarveirs-aften et andet sted paa Campagnen, det var paa jernbanen længer vest mellem Rom og havet — banen rulled østover mod Rom fra en av kyst-byerne. Der stod et kort blændende sol-blus langt nede i vest og kasted gløden uhindret ind over landet, for der nede i vest var bare glat slette. Det lave egekrat kom, hvor aften-dampen laa i mættet syrin-skær; saa kom bølge-toppene her længer øst; saa kom akvadukternes nat-mørke buer, — ligesom kæmper skræved de frem i storm-skridt, og mellem deres ben var der endnu udsigt til den lille rest av lys vesten-himmel lavt der nede .... Der klimpred en mandolin i kupéen, for det er ingen ting mandolinens skøre strænge-brus kan fange som sol-blussets dirrende rest .... Vi sad i en moderne jernbane fra opfindelsernes aarhundrede; vi var tæt under Roms mure, Rom laa lige ind paa os, og de elektriske lys-blaf og droske-ramlen; der nede paa bane-linjen stod endog en moderne soldat ved sit blaa-graa skilder-hus og keded sig og tænkte paa sin pige.
Ligefuldt! Man spurgte sig selv: — tro nogen gang nogen reform bryder stilheden herude over det stivnede hav? For det var det ene, det uforanderlige — Campagnen, som laa med sin koglende rune-magt over vore sind.
Det er mer end én, som er stivnet i sin tro ved at stirre paa det uforanderlige. Det er til sidst egentlig dette som er det farlig koglende ved klassiciteten, er de klassiske studiers hedenske rune-magt over sindene: det uforanderliges gru og charme paa samme tid.
«Udviklingens lov», hvad blir den her ude? Den blir som disse kæmper av akvadukters buer, som skræver frem over sletten der henne, latterlig stundesløse, uden at røre sig. Mennesket selv, hvad blir et menneske her ude? Det forsvinder, som mandolinens skøre strænge-brus, som fanged sol-blussets døende rest.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |