Trende Bibelske Bøger/Til Læseren

Fra Wikikilden
Sl. Joh. Phil. Bockenhoffert (s. 3-12).

Her har du fromme Christen Ven
Tre Bøger udaf Bibelen
 Om Tre fornemme Qvinder/
Om Ruth/ om Esther/ og Judith/
Hvis Navn og Dyder prisis frit
 Saa vidt som Verden rinder;
Ruth prises af Oprigtighed/
Guds Frygt var Esthers høyest Meed/
 Judith bar Mod i Brystet;
Men ingen af dem alle Tre
Var dog foruden Sorg og Vee/
 Som deris Hierte krystet;
Thi hver udi sin Ungdoms Aar
Var underlagde svage Kaar/
 Som var meget onde:
Ruth tabte Huus og hvad hun har/
Og Esther tabte Mo’er og Fa’er/
 Judithe sin Hosbonde.
Slet Venneløs den første gaar,
Slet Faderløs den anden var
 Slet Hovedløs den trede/

GUD raade dog paa Sorgen Boed
Og vel-beqvemme Plaster loed
  Til disse Saar berede.
Thi Ruth som før var ganske tom
Fik baade Huus og Gaarde-rom/
 Blef en formuvend’ Qvinde;
Og Esther fik en Dronnings Navn/
Judithe blef til mangens Gavn
 Sit Folkes Frelser-inde.
Men spør du? hvad er det behof
At tale Qvinders Priis og Lof
 I saadan mange Maade/
Da svaris/ vore Qvinder er
Til Livet og Med-Arvinger
 Formedelst Christi Naade.
Er Qvinde-Kiønnet ey betroed
Paa Prædik-Stoel at sætte Foed
 Og for Almuen tale/
Saa skal dog Qvinders Dydighed
For den Skyld icke kassis ned/
 Som den var lagt i Dvale.
I Skriften gjøres ey Forskiæl
Paa Mandens eller Qvindens Siæl
 Hvad Troen anbelanger/
Men hvo som troer og frygter GUD
Og seer til Christi blodig Hud/
 Hand Salighed empfanger.
En Fader og en Moder er

I HErrens Lov os lige nær/
 Hvo skulle dem forskyde.
Var Qvinders Lif ey Fødsels-Huus/
Da saae mand aldrig Verdens Lys
 Og fik ey Livet nyde;
Guds egen Haand har self bereed
En Piges Legem/ Lif og Leed
 Det Tempel til at være/
Hvor ved at HErrens egen Søn
Til Verden baade smuk og kiøn
 Frembaaren er med Ære.
Guds Aand vil og at Qvinder skal
I Christi Slægtes Linies Tal
 Blant Mænds Personer regnis.
Mand seer jo Saræ Lydighed/
Mand seer jo Rachels Dydighed
 I HErrens Bog at tegnis.
Hvo fældet Abimelech om/
En Qvinde slog ham skiæf og krom
 Og Halsen søndertrykte.
Og hvem er den der icke veed
Om Debora Frimodighed
 Og Jaels stridbar Rygte.
Abigael med sin Forstand
Langt overgik sin egen Mand
 Og reddet ham fra Sværdet.
See til de Amozoners Skiold/
Thi deris Magt og Overvold

 Har mangen Helt forfærdet.
Hvor mangen veed at sige fra
Om Qvinden udi Tekoa
 Og hendes viise Tale;
See/ Tiden vilde fattes mig/
Om jeg dem skulde hver for sig
 I stycke-viis afmale.
Hvi skulde Qvinder miste sit/
Du vil dog icke miste dit
 Hvad du har self forhvervet/
Saa bør ey heller Qvinders Roes
At graves ned i Myr og Moes
 Og ligge der fordærvet;
Thi Christus selver har befalt
At det skal siges over alt
 Hvad som den Qvinde giorde
Der styrtet ud det Nardus-Vand/
Som over Christi Hovet rand
 Før hand blef lagt i Jorde,
At hvor det Evangelium
Bliir prædiket ald Verden om/
 Da skal mand og forkynde
Til hendes Ihukommelse
At hun mod Christum lod betee
 Sin Villighed og Ynde;
Den u-forfalsket Salves Lugt
Opfylte Huuset meget smugt/
  Men Qvindens Navn og Minde

Og hendis u-forfalsket Dyd
Opfylder Verden med et Lyd/
 Som aldrig kand forsvinde.
Skal Kirken ret stafferis ud/
Da faar hun disse Navn af Gud/
 Nu kaldes hun en Søster/
Nu kaldes hun en Brud og Ven/
Hvis Venskab GUD af Himmelen
 Sig selver i forlyster.
Hvem er det Christus taler for/
Naar hand udstrakt på Korset staar/
 Er det ey for en Qvinde/
Som nøgen ham til Verden bar,
Hand nøgen nu for hende la’r
 Sin Bøn og Suk udrinde.
Har Qvinder ingen Roes fortient/
Hvi har Sanct Povel da bekient
 At Phoebe var hans Søster/
Hun var dog aldrig af hans Slegt/
Men see! hvad Ære? hvad Respect?
 Et fromt Gemyt indhøster?
For hendes Tienistagtighed
Hun Meenigheden har beteed/
 Da nyder hun den Ære/
At Paulus self udi sit Bref
For hende til de Christne skref
 Hun skulde dennem være

Særdelis anbefalet vel/
Fordi hun var en yndig Siæl/
 Som meget got beviiste.
Tabitha bliver agtet stort
For den Almisse hun har giort
 Og fattig Folk bespiiste/
Hun var en meget yndig Raa/
Hvis Haand og raske Fingre smaa
 Bordyret net og syde/
Det puntes paa de Kiortle som
De andre Qvinder med fremkom
 Og Sancte Peder fryde.
Ja, mangen Qvinde bliir berømt/
At hvis af Manden er forsømt/
 Det haver hun oprettet;
Thi hvis at Nabal lefde nu,
Hand kom sin Hustru vist ihu/
 Som Sorgen for ham lettet.
Hvo førte Naman til det Sind/
Da den Spedalskhed aad sig ind
 Udi hans Huud og Seener/
At reyse til Propheten hen
Og blive saa tilpas igien/
 Som andre sine Venner?
En liden Pige har det giort/
Hun agter Guds Propheter stort/
 Det giorde Naman icke;

Thi hand der hen ey reyse vil/
Men Qvinden raader ham der til/
 GUD vilde det saa skicke.
Vel er det sandt jeg gi’r det Magt/
At Gud har store Pund nedlagt
 Hos mange Mænds Personer/
Saa bliver dog en vakker Skat
Vel ofte og paa Rente sat
 Hos dydefuld Matroner;
Hvad vilde Joseph vel forstaae
Ved Soel og Maane som hand saae
 Udi sin Sinn og Drømme/
Hans Fader er ham som en Soel/
Hans Moder staar paa Maanens Stoel/
 Som hende vel kand sømme;
Er Maanen skiønt foranderlig/
Hand fører dog det Skin med sig/
 Som hannem vel kand egne;
Er hand ey sat i Soelens Huus/
Hand fører dog et klarer Lys
 End Stierner allevegne;
Saa giver Qvinder ligesaa
Et saadan Skin som de formaa
 Og HErren dem forleener/
De kand og giøre meget got/
Og spinde mangen deylig Tot
 Paa deris Rok og Teener.

Hvo ginge først til Christi Graf/
Hvo var det som Rapporten gaf
 At HERREN var opstanden?
Vor Qvinder vare de der græd/
Og stod ved HErrens Leyerstæd
 Den ene med den anden;
Vor Qvinder er ey Penge-spar/
Men tager Sølf og hvad de har
 At kiøbe Salve fore/
Og salve JESU Legeme/
De salver hans Begravelse
 Med sine vaade Taare;
Vor Qvinder søger hid og did/
Vor Qvinder sparer ingen Flid
 Sin JESUM at oplede/
Vor Qvinder ind i Graven saae
Og skuer Stædet hvor hand laae,
 Vor Qvinder er tilrede
At løbe til Discipler hen/
Og rende did med dem igien
 Tilstanden at erfare;
See, saadant har vor Qvinder giort/
De vilde hverken lit ey stort
 For JESU Legem spare;
Vor Qvinder finder hannem først/
Den Glæde var dem allerstørst
 De maatte JESUM skue/

De fattet om hans Fode-Blad/
Og Hiertet i dem var saa glad
 Det brændte som en Lue/
De vare glad de saae ham her/
Men dobbelt glad de seer ham der
 Hvor de kand sammen være;
Saa skal vor Qvinder visselig
Belønnis udi Himmerig/
 Som JESU Død vil ære.
Og efterdi Guds egen Søn
Har æret self vor Qvinde-Kiøn/
 Hvad er det at vi skulde
Fortie det de har forskyldt?
Dismeere bli’r vor Skam opfyldt
 At mand er avindsfulde.
Om Mandens Roes er angenem/
Skal Ovindens derfor være slem/
 Det kand sig intet skicke/
Skal Maanens Gang forhindres slet/
Fordi saa Soelen løber ret/
 Det vil Naturen icke;
At andre kand eragtis stort/
Det skeer dig intet til forkort/
 Du bliver jo den samme/
Vil du see tvert for GUD er goed?
Svar du det Pund dig er betroed/
 Som GUD lod dig annamme.

En Stillitz tier icke still’/
Om Lerken høyt opsvinge vil/
 Hun bruger og sin Stemme/
Hver synger med den Næb de har/
Et lidet Kar er og et Kar/
 Hver bør Guds Lof forfremme.
Er Sølvet ey saa dyrebar
Som Guld/ saa er det dog vist rar’
 End Kamp og Flintesteene/
Om du for Qvinder har et præ/
Du est dog ey den Eeneste
 Der tiener GUD alleene.
Der findes i Guds Tempel sat
Adskillig Kar/ endeel er glat
 Og af en dyr Metalle/
Endeel er giort af Leer og Træ/
Dog giør de samme Tieniste/
 Mand bruger dem der alle.
Har Qvinder icke Præstens Brug/
Saa gaar de dog til Disk og Dug
 For HErrens Alter sammmen/
Den Skik er brugt og bruges end/
Far vel I Qvinder og I Mænd/
 Far vel/ jeg siger Amen.