Tre digte
Tre digte.
Fandango.
Ikke janischarmusik.
Stille, I marschtunge rhytmer!
Stille, for fan, musikanter!
Stille, I marschtunge rhytmer!
Stille, for fan, musikanter!
Tscherkesserinderne, tscherkesserinderne,
lad dem blot komme!
Ind skal de danse paa spæde smaa fødder
til dæmpet musik
fra fjerne guitarer!
Surrende, kurrende, kjælende toner,
smilende, hvilende, hviskende toner,
sanselig søde:
Fandango!
lad dem blot komme!
Ind skal de danse paa spæde smaa fødder
til dæmpet musik
fra fjerne guitarer!
Surrende, kurrende, kjælende toner,
smilende, hvilende, hviskende toner,
sanselig søde:
Fandango!
Dysterrødt skjær om den lyslette dans:
skinnende langslør som sølvskyer stryge,
bølgende arme sig slynge saa myge,
i dans!
skinnende langslør som sølvskyer stryge,
bølgende arme sig slynge saa myge,
i dans!
Et rødt lidet øre, en hvid liden finger
og fødder, som lydløse, lynrappe tripper
i sobelskinsdækkenets silkehaar sorte.
Og rislende ringlen fra smykker og stene, –
og kinder – og øine! –
Fandango!
og fødder, som lydløse, lynrappe tripper
i sobelskinsdækkenets silkehaar sorte.
Og rislende ringlen fra smykker og stene, –
og kinder – og øine! –
Fandango!
Zerlina, min terne, din hals er saa sød,
dit øie saa sort;
men dit øie er vaadt, Zerlina?
dit øie saa sort;
men dit øie er vaadt, Zerlina?
Zerlina, min terne, din læbe er rød,
din kind er saa rund;
men din kind er saa bleg, Zerlina?
din kind er saa rund;
men din kind er saa bleg, Zerlina?
Zerlina, min terne, din hud er saa blød
din mund er saa frisk;
men – hvi bæver din mund, Zerlina?
„Ak herre, det lider mod høstens tid,
og Persiens roser, de falder.
Og duggen græder paa nellikens mund
og løvet visner, o herre!
din mund er saa frisk;
men – hvi bæver din mund, Zerlina?
„Ak herre, det lider mod høstens tid,
og Persiens roser, de falder.
Og duggen græder paa nellikens mund
og løvet visner, o herre!
Zerlina, min terne, hav tak for din dans
og dit ord. Lad mig ene – – – – –
– – – – – – – – – – – – –
og dit ord. Lad mig ene – – – – –
– – – – – – – – – – – – –
Det visner. – Det visner.
Det visner, det visner –
verden, den visner, og roser og kvinder,
mit legem og alle de skælvende nerver
visner!
Det visner, det visner –
verden, den visner, og roser og kvinder,
mit legem og alle de skælvende nerver
visner!
Og tiden – den sniger sig langsomt forbi mig,
og timerne vandrer at grave min grav.
Jeg tør ikke tænke, jeg tør ikke leve.
Tør ikke dø. –
og timerne vandrer at grave min grav.
Jeg tør ikke tænke, jeg tør ikke leve.
Tør ikke dø. –
Men i denne dødens, den natdybe stilhed
risler som endeløs heilosang:
Det visner, det visner,
det visn – – – – –
— — — — —
Musik, musik, janischarmusik!
den store kinesiske tromme!
risler som endeløs heilosang:
Det visner, det visner,
det visn – – – – –
— — — — —
Musik, musik, janischarmusik!
den store kinesiske tromme!
Heia, min hingst –
Heia, min hingst paa den grønne eng,
heia, min guldtop!
Med fiøiel jeg sadler ryggen saa rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund
med silketømmer og sølverdusk
og skinnende fjær paa din nakke.
Saa bær det afsted, saa det ryger med støv,
suser i luften og synger i løv,
og blomsterne springer i dale.
heia, min guldtop!
Med fiøiel jeg sadler ryggen saa rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund
med silketømmer og sølverdusk
og skinnende fjær paa din nakke.
Saa bær det afsted, saa det ryger med støv,
suser i luften og synger i løv,
og blomsterne springer i dale.
Heia, min hingst med den vilde man,
heia, min ganger!
Min Guldfakse styrted. Saa, heia og hop!
Jeg haster, maa frem, – over klint, over klop –
om sneen skal fyge forbi din man
og stormen skal staa mod din bringe.
Den skinnende sne og den ravnsorte hest,
bringen, som bryder den brusende blæst,
hei, slig var det deiligt at fare!
heia, min ganger!
Min Guldfakse styrted. Saa, heia og hop!
Jeg haster, maa frem, – over klint, over klop –
om sneen skal fyge forbi din man
og stormen skal staa mod din bringe.
Den skinnende sne og den ravnsorte hest,
bringen, som bryder den brusende blæst,
hei, slig var det deiligt at fare!
Heia, min skinnende, stolte hest,
heia, Snehvide!
Se slottet det sorte paa klippen saa rød!
Afsted saa det gnistrer! Til liv eller død! –
Hvis ei til bryllup og søde kys,
saa død i bølgen den sorte.
Jeg stanser og svinger min fiøielsbaret:
Her bor prinsessen i svanedun klædt,
med valmueblomster i haaret.
heia, Snehvide!
Se slottet det sorte paa klippen saa rød!
Afsted saa det gnistrer! Til liv eller død! –
Hvis ei til bryllup og søde kys,
saa død i bølgen den sorte.
Jeg stanser og svinger min fiøielsbaret:
Her bor prinsessen i svanedun klædt,
med valmueblomster i haaret.
Heia, min hest ved det brede hav,
heia Snehvide!
Med fiøiel jeg sadler dig ryggensaa rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund
Med silketømmer og sølverdusk
og skinnende fjær paa din nakke.
Saa bærer det ud i det natsorte hav. _
Hør blot, Snehvide, den klang ved vor grav
fra klokken, som ringer til bryllup!
heia Snehvide!
Med fiøiel jeg sadler dig ryggensaa rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund
Med silketømmer og sølverdusk
og skinnende fjær paa din nakke.
Saa bærer det ud i det natsorte hav. _
Hør blot, Snehvide, den klang ved vor grav
fra klokken, som ringer til bryllup!
Og jeg sad sent udpaa kvelden –
Og jeg sad sent udpaa kvelden
og eiede ikke en tanke.
Men langt derude i havet
stod der en blaasort banke.
og eiede ikke en tanke.
Men langt derude i havet
stod der en blaasort banke.
Og jeg sad sent udpaa kvelden
og vented paa morgenens komme.
Jeg stirrede sløvt udi mørkets
evige, lydløse tomme.
og vented paa morgenens komme.
Jeg stirrede sløvt udi mørkets
evige, lydløse tomme.
Og jeg sad sent udpaa kvelden
og længted mod dagen den blide.
Men solen laa lig bagom bjerge,
var jordet i østerlide.
og længted mod dagen den blide.
Men solen laa lig bagom bjerge,
var jordet i østerlide.
Vilhelm Krag.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |