Tragedier (Evripides)/Indledning
INDLEDNING.
Evripides, den sidste av de tre store græske tragikere, skal efter den gjængse tradition være født 480 f. Kr. samme dag som hellenerne ødela den persiske flaate i slaget ved Salamis. Om hans liv vet vi litet med sikkerhet. Vi har nok saakaldte levnetsbeskrivelser; men de er høist upaalidelige. De anfører som kjendsgjerninger hvad de attiske komedieskrivere, først og fremst Aristofanes, har fundet paa for at more sit publikum og for at komme den digter som de haanet mer end nogen anden, tillivs. Paalideligere er de faa notiser som kan føres tilbake til en lærd atener Filokoros i begyndelsen av det tredje hundredaar f.Kr.
Evripides’ forældre hørte hjemme i en bygd ikke langt fra Aten. Aristofanes gjør dem til smaakaarsfolk; men da Evripides som barn deltok i religiøse optog, hvortil bare gutter fra gode hjem hadde adgang, tør vi slutte at familien var anset. Hans far ønsket at han skulde bli atlet; men det har han maattet opgi. I Evripides’ dramaer forekommer flere ganger nedsættende uttalelser om atleter, disse «kjøttkolosser som er slaver av sit legeme». Som maler skal han ha forsøkt sig.
Med levende interesse og varm sympati sluttet han sig til de foregangsmænd som i denne tid grundla Atens ry som centrum for hellenisk aandsliv. Stor veneration nærer han for Anaksagoras. Sofisten Protagoras læste for en engere krets en av sine bøker i Evripides’ hus. Prodikos’ grammatiske foredrag har han hørt, og Sokrates skal ha været hans personlige ven, noget som vi dog ikke finder nogen antydning til hos Platon. Vi hører intet om at han har tat aktiv del i det politiske liv; men han har fulgt det med vaaken interesse.
Han skildres som mørk og alvorlig og litet tilgjængelig. Han hadde faa fortrolige, lo sjelden og tødde ikke op selv ved et godt bord. Vi faar indtryk av at han har været anset som en særling, en eneboernatur som trivdes bedst i sin grotte paa Salamis hvor han syslet med sin digtning og sine bøker. Han hadde nemlig, hvad der i den tid var sjelden, et bibliotek. I et av hans stykker lengter koret efter freden, «da man kan blade i sine bøker og gjennem dem høre berømte vismænds røst». Han skal ha været gift to ganger og i begge ekteskaper gjort bitre erfaringer. Den ene av hans tre sønner blev tragedieskriver som sin far.
Jo ældre Evripides blev, des mindre vel følte han sig i Aten. Peloponeserkrigen som aldrig vilde ta ende, kostet uhyre ofre av blod og penger, og de stadige skuffelser avlet hos den store mængde et mismod som gav sig utslag i en forbitret reaktion mot de nye ideer, som fik skylden for alle ulykker. Forlængst var Anaksagoras blit anklaget for ugudelighet og hadde maattet flygte fra Aten. Den bok av Protagoras som han hadde læst i Evripides’ hjem, blev paa offentlig foranstaltning brændt, og han selv maatte flygte. Ikke længe efter Evripides’ død maatte Sokrates tømme giftbægeret. Vistnok sværmet den yngre generation for Evripides’ digtning; men den ledende opinion var ham avgjort fiendsk. Av Aristofanes’ hatske angrep kan vi forstaa at komikerne hadde majoriteten i ryggen, men at de ogsaa visste at de hadde med en mægtig motstander at gjøre.
Omkring aaret 408 f. Kr. forlot Evripides Aten, og efter et kort ophold i Magnesia, tok han imot en indbydelse fra Makedoniens konge Arkelaos. Ved hans hof i Pella traf han berømte landsmænd, tragikeren Agaton, maleren Zevksis, musikeren Timoteos og kanske Tukydid. Under sit toaarige ophold i Pella skrev han til forherligelse av sin vert et drama Arkelaos og tre andre tragedier. Av disse er bevaret Ifigeneia i Avlis og Bakkantinderne. Traditionen beretter at han blev slitt i stykker av rasende hunde. I dalen Aretusa i Makedonien saa man aarhundreder efter hans grav. Da budskapet om hans død naadde Aten, lot Sofokles koret i sin sidste tragedie optræ i sørgedragt. Atenerne reiste ham et gravmæle.
Evripides skal ha forfattet 92 dramaer. Allerede de aleksandrinske lærde kjendte bare 78, hvorav 3 blev anset for uegte. Bevaret er 18 tragedier og 1 satyrspil, det eneste som vi har fuldstendig bevart. Medens Sofokles altid vandt enten første eller anden pris, seiret Evripides bare 4 ganger med ialt 16 stykker. I Aristofanes’ komedier foreligger et rikt materiale til forklaring av hvorfor prisdommerne og den konservative retning inden borgerskapet i det store og hele stillet sig avvisende til Evripides’ digtning. Gang paa gang foreholdes det ham at han forkynder en ny moral. Generalopgjøret kommer i komedien «Froskene», som blev opført 405 f. Kr., aaret efter Evripides’ død. Guden Dionysos drar til underverdenen for at hente digteren tilbake. Dernede har Aiskylos i lange tider sittet paa digtertronen. Sofokles som nylig er ankommet, er efter døden den samme fine og hensynsfulde verdensmand som han var i livet, og vil ikke gjøre Aiskylos rangen stridig. Evripides derimot intrigerer som en paagaaende tronprætendent. Underverdenens hersker Pluton er i forlegenhet og foreslaar at begge digtere skal gjøre rede for sine fortrin, og at Dionysos som kampdommer skal avgjøre saken. Motstræbende gaar Aiskylos med paa mandjevningen. Han gaar ut fra, og deri er Evripides enig, at digterne er de voksnes lærere, og at de skal gjøre tilskuerne bedre. Spørsmaalet om Evripides har fyldestgjort dette krav, benegtes paa det bestemteste. Baade formelt og reelt har han sænket tragediens nivaa. Over den skulde hvile en avglans av himlen. Guder og heroer bør paa scenen føre et sprog som svarer til deres egen storhet. Dagligdags konversationstone, elegant turnerte vendinger, mer eller mindre aandrike sentenser og retorisk svada hører ikke hjemme i deres mund. Prologene er ensformige, korsangene det rene klingklang. Værre er det at indholdet ligger lavt. Tilskuerne maa ha lov til at steile ved at se fremstillet helter og heitinder som ikke alene er avklædt alt som hæver dem op i en hØiere sfære, men som fra karakterens side ikke engang holder menneskelig maal. Det byr imot at se Telefos, Herakles’ søn, fremstille sig for Agamemnon i tiggerdragt. Koblere bør ikke fremføres paa scenen i en tragedie. Publikum blir ikke bedre ved at høre en Faidra eller en Steneboia by sig frem som gemene skjøger eller endog at en Pasifae tilfredsstiller sin unaturlige kjærlighet til en tyr. Da mandjevningen er forbi, ber Dionysos om at faa Aiskylos med sig tilbake til Aten. Den gamle digter overlater tronen til Sofokles, indtil han selv kommer tilbake. Evripides’ nederlag er fuldstændig.
Den nyere tids vurdering av Evripides’ digtning har været høist forskjellig. Flertallet av dem som ved filologisk lærdom og æstetisk sans har hat betingelser for at opgjøre sig en mening, har satt ham betydelig under Aiskylos og Sofokles. Andre har, især i den nyeste tid, med stor veltalenhet hævdet at han er den store mester.
Det sier sig selv at vi ikke kan anlægge vor egen maalestok paa det traditionsbundne antike drama; men vi maa som Aristofanes ha ret til at sammenligne Evripides med hans forgjængere. Og da maa ett ialfald være klart, at han i dramatisk teknik ikke naar op til dem. Særlig springer det i øinene at han ikke har deres evne til at indlede og avslutte sine dramaer paa en naturlig maate. Medens Aiskylos delvis og Sofokles altid i de bevarede tragedier gir ekspositionen i en utvungen samtale, begynder Evripides altid med en prolog, en enetale, hvor en skuespiller gjør rede for stykkets forutsætninger, ofte med unødig og trættende vidtløftighet, og undertiden endog antyder hvordan det vil ende. Ammen i Medea roper høilydt ut «for himmel og for jord» hvad hendes herskerinde lider. I prologen til Ifigeneia i tavrernes land fortæller Ifigeneia i en monolog hele sin forhistorie og melder saa «for veir og vind» en drøm som har røvet hende alt haab. Alene i Ifigeneia i Avlis er forholdet et andet. Stykket begynder med en livfuld dialog mellem Agamemnon og hans gamle tjener, men avbrytes saa ved at Agamemnon i en lang utvikling fortæller trojanerkrigens forhistorie ganske som i Evripides’ sedvanlige prologer for så igjen at opta samtalen med tjeneren. Forholdet er saa eiendommelig at man har antat at ekspositionen, ialfald delvis, ikke er av Evripides, men skyldes hans søn, den yngre Evripides, som først lot tragedien opføre, eller en senere bearbeider. Dette kan dog neppe være rigtig. Vistnok kan dramaet ikke ha været helt færdig ved Evripides død. Slutningen i den form hvori den foreligger nu, kan ikke være av ham; men at han ikke skulde ha gjort ekspositionen færdig, naar alt andet undtagen slutningen bærer hans præg, er høist usandsynlig. Rimeligere er det at han har tænkt sig tragedien opført først i Pella for et halvbarbarisk publikum og derfor har fundet en længere redegjørelse nødvendig, en redegjørelse som er helt overflødig likeoverfor den gamle tjener og ogsaa likeoverfor et attisk teaterpublikum. Som kunstverk vilde stykket ha vundet meget, om ekspositionen hadde været helt gjennemført i samtaleform.
Eiendommelig for den græske tragedie er knutens løsning av en gud, en «deus ex machina», som stiger ned fra himlen. Vi har den i Aiskylos Evmeniderne, hvor Atene tilsidst formilder hevngudinderne; men der har Atene en rolle i stykket, er en av dets hovedpersoner. I Sofokles’ Filoktetes maa Herakles, hovedpersonens bedste ven i livet, stige ned fra himlen for at bryte hans stivsind og faa ham til at bøie sig for gudernes vilje. Her er dette tekniske middel motivert. Hos Evripides er det anvendt i næsten halvdelen av hans tragedier, og man leter som oftest forgjæves efter motivet. I Ifigeneia i tavrernes land er Ifigeneia og Orestes allerede kommet ombord med gudindens billed, og skibet er avseilet. Digteren maa la en storm drive skibet tillands igjen for at motivere Atenes indgripen. At forsvare Evripides’ forkjærlighet for dette middel med at en guds tilsynekomst antagelig var et fast led i Dionysosfestenes oprindelige ritual, og at Evripides mer og mer gaar tilbake til dette, synes søkt. Naar Aiskylos og Sofokles her kan frigjøre sig fra traditionen, er det vanskelig at se nogen grund til at Evripides som staar i et ganske andet forhold til de religiøse problemer, skulde føle sig bundet av den.
Den græske tragedie er vokset frem av koret, og under den videre utvikling er dette bibeholdt som en integrerende del av den. Hos Aiskylos og Sofokles gir det ofte uttryk for de dypeste tanker. Det er forkynder av troen paa den evige guddommelige retfærdighet. Det følger handlingen, anende, medfølende, trøstende, raadende, advarende, refsende, bedende til guderne i den høieste nød, jublende, naar faren synes avverget. Hos Evripides er dets forhold til handlingen litet fremtrædende. Dets sanger bevæger sig gjerne i almindelige, ofte tendentiøse filosofiske betragtninger, og det formaar sjelden at sprede en lyrisk glans over det hele. De kan virke trættende som naar kvindekoret i Ifigeneia i Avlis gjennemgaar det væsentlige av skibskatalogen i Iliadens anden sang. Det hender at vi staar uforstaaende overfor dets optræden. I Medea tar koret som bestaar av korintiske kvinder, parti for Medea og lover taushet, da hun betror det sin plan om det rædselsfulde mord paa Korints konge og hans uskyldige datter.
Paa ett punkt betegner Evripides’ digtning et avgjort dramatisk fremskridt. Netop det at han sænker de handlende personers nivaa, gjør at han kan individualisere. Hans karakterskildring er mere indgaaende. Men ikke altid gjennemført. Altfor ofte tar han selv ordet gjennem de optrædende. Han lar en kvinde docere Anaksagoras’ kosmogoni. Ammen i Hippolytos fortaper sig i dypsindig drøftelse av etiske problemer. Den karakteriserende evne synes at svigte ham, naar det gjælder at skildre smaafolk. Det stænk av forfriskende humor som gjør skikkelser som budet i Sofokles’ Antigone eller ammen i Aiskylos’ Sonofferet saa levende for os, ligger ikke for ham.
Sofokles skal ha sagt om sig selv at han skildrer menneskene som de burde være, mens Evripides fremstiller dem som de er. Rigtigere burde det hete: som de var paa hans tid, ræsonnerende, kritiserende, oprørske mot hævdet moral, mot gammel skik og sed. De etiske skranker staar hos ham ikke længer uanfegtet. Med forkjærlighet skildrer og analyserer han egenviljen, den ubundne lidenskap, sjelesygdommen, kjærligheten i dens forvildelser, liketil det unaturlige. Vi aander hos ham altfor ofte i en lummer atmosfære. Sympatisk skildrer han en sjelden gang den halvt barnslige ungdom som endnu ikke er desillusjoneret, en Ion, en Hippolytos eller kvindeskikkelser som Ifigeneia og Polyksena. Livet sætter snart sine mørke pletter selv paa de bedste. Det kan være psykologisk rigtig at Akillevs, da han faar høre at Agamemnon har lokket sin datter til Avlis under foregivende av at hun skal formæles med den unge helt, først og fremst bruser op i harme over at han har misbrukt hans navn; men det gjør et uhyggelig indtryk, naar han tilføier at hvis Agamemnon paa forhaand hadde bedt om hans tillatelse, vilde han ha gaat med paa den grusomme list.
Det kan ikke gjøres gjældende, at de kritiske bemerkninger som her er gjort, er bygget paa moderne forutsætninger, ikke paa antikens. Aristofanes og med ham ganske visst en stor del av samtidens publikum, og det ikke av det mindst meningsberettigede, har følt det samme og ikke villet indrømme Evripides en plads ved siden av, endsi foran Aiskylos og Sofokles.
Men han faar opreisning. Allerede Aristoteles betegner ham som den mest tragiske av tragikerne, og naar han i sin poetik søker begrepsmæssig at klargjøre den tragiske digtnings væsen, har han Evripides for øie. Hans tragedier behersker snart scenen ikke alene i Aten og Hellas, men overalt hvor hellenisk sprog og hellenisk kultur gjennem Aleksander den stores tog vandt fotefæste. Den fattige romerske tragediedigtning er helt avhængig av ham. De store skuespillere foretrækker ham, digterne efterligner ham, forfatterne citerer ham, dannede mennesker kan store partier av ham utenad, de bildende kunstnere vælger ikke længer sine motiver fortrinsvis fra den episke digtning, men fra Evripides’ tragedier. De avskrives og kommenteres. Paa skolen blir de foretrukket som undervisningsstof. Det er ingen tilfældighet at vi har bevaret næsten tre ganger saa mange dramaer av ham som av Aiskylos og Sofokles. Vi har et eiendommelig vidnesbyrd om at han var kjendt og skattet ogsaa utenfor den græsk-romerske verdens grænser. Da parterne ved Karrae hadde nedsablet størsteparten av den romerske hær, og den partiske feltherre sendte en rytteravdeling hjem med seiersbudskapet og den romerske feltherre Crassus’ avhuggede hode, kom deputationen frem netop som parterkongen feiret sin datters bryllup. Taffelet var hævet, og en græsk skuespillertrup underholdt den glimrende forsamling ved at opføre Evripides’ skuespil «Bakkantinderne». I sidste akt kommer Agave, som i vild bakkantisk begeistring har sønderrevet sin søn, ind paa scenen med hans hode, som hun anser for et løvehode, spiddet paa sin tyrsosstav. Da seiersbudskapet blev kundgjort, byttet den skuespiller som spillet Agaves rolle, Pentevs’ hode med den romerske feltherres og gjentok under forsamlingens jubel Agaves replik:
vi bringer til hjemmet
vort herlige bytte,
det blødende vildt.
Delvis, og vel for den væsentlige del, kan den voksende begeistring for Evripides’ digtning forklares ved at han er talsmand for de nye ideer som med stigende styrke gjorde sig gjældende i hans samtid. Det er en tid som har mange berøringspunkter med oplysningstiden i sidste halvdel av det 18. aarhundrede. Evripides er paa digtningens omraade den religiøse og filosofiske radikalismes apostel som Voltaire var det i oplysningstiden. Han er som Voltaire tænker og digter paa samme tid. Hans religiøse standpunkt er forsaavidt klart som han stiller sig helt avvisende likeoverfor de gamle myter. Som kunstner har han ikke kunnet frigjøre sig for tragediens traditionelle apparat av guder og gudinder; men han sliter i sine lænker. Han benytter mytologien, men tror ikke paa dens guddomer med alle deres feil og skrøpeligheter. Hans dramaer vrimler av angrep paa den officielle teologi. «Jeg tror ikke,» sier helten i en av de hevarede tragedier, «at guderne hengir sig til forbrydersk elskov. Aldrig har jeg trodd, og ingen skal faa mig til at tro at de lægger hinanden i lænker eller at den ene underkuer den anden; ti en gud, hvis han virkelig er en gud, er fuldkommen. Det er digterne som har fundet paa disse uhyggelige fabler.» Et andet sted heter det: «Hvis guderne begaar en skjændig handling, er de ikke guder.» I et fragment av den tapte tragedie Bellerofontes sier helten: «Man sier at der er guder i himlen. Nei og atter nei! Efter deres dom som vil slutte med at gjenta disse taapelige fabler, er der ingen.»
Evripides har dog neppe været ateist. Han lar Bellerofontes, da han paa sin vingede hest Pegasus vil ride til himlen for at skaffe sig visshet, styrte ned rammet av lynet og lide en ynkelig død. Den ensomme grubler har stanset op foran muligheten av en magt og vilje bak naturens fænomener, et høieste væsen hævet over alt menneskelig maal. Kirkefaderen Clemens Alexandrinus har bevaret følgende citat av en tapt tragedie: «Hvilket hus, bygget av haandværkere, kunde romme guddommen inden sine vægger?» Om muligheten av et liv efter dette sier han: «Hvem vet om det vi kalder død er liv, og om livet er at være død? Alene det vet vi at vi som ser solens lys, er syke og lidende og at de døde ikke er syke og ikke plages av noget ondt.» Men noget bestemt svar gir han ikke. Hans standpunkt er agnostikerens. Det er sagt om ham at i hans diktning kommer den vantro til orde som er en fortvilende tro.
Men kanske den videnskapelige forskning kunde bringe menneskeheten nærmere til alle gaaders løsning? «Lykkelig den som kjender videnskapen! Han søker ikke at forulempe sine medborgere. Han prøver ikke paa nogen uretfærdig handling. Han faar øiet oplatt for den uforgjængelige naturs evig uforanderlige lovmæssighet.» Anaksagoras hadde skrevet: «Hellenerne tar feil, naar de tror at noget skapes og igjen forgaar. Nei, intet skapes og intet forgaar, men de stoff er som er til, blandes sammen og opløses igjen.» Evripides gjengir det saa: Det som er født av jorden, vender tilbake til jorden, det som er av himmelsk oprindelse, vender tilbake til æterhvælvet. Intet av det som fødes, dør; men det skilles fra det som er fremmed for det. Stoffene viser sig i en anden form.» I et andet fragment sier han: «I begyndelsen utgjorde himmelen og jorden en eneste masse. Da de siden skiltes, frembragte de alle ting. De lot komme for lyset trær, fugler, landdyr, havets beboere og mennesker.»
Men hvad er sandhet? Har ikke Protagoras ret i at sandheten er subjektiv? De fleste mener at honning er søt; men den som lider av gulsott, vet at den er bitter. Har man ikke ret til at se enhver sak fra to motsatte synspunkter og forsvare dem begge? «Den som kjender talekunsten, kan i enhver sak tale for og imot.» «Hvorfor anstrænger vi os for at vinde al anden kundskap, men forsømmer overtalelseskunsten som er uindskrænket herskerinde blandt menneskene? Hvorfor betaler vi ikke for at lære den, forat vi, naar leiligheten bød sig, ved overtalelse kunde faa hvad vi vilde?» Alt dette er tanker som maatte vinde gjenklang hos en generation som hadde lyttet til foredrag av Anaksagoras, Protagoras og Gorgias.
Og der var mere. Evripides er en mester i at skape effekter og gradvis at øke spændingen ved en indviklet handling. I gjenkjendelsesscenerne som har spillet en betydelig rolle i alle tiders digtning, er han i høi grad opfindsom. Sit mesterstykke har han gjort i Ifigeneia i tavrernes land. I tragedien Elektra, hvor hah har valgt et emne som var behandlet meget bedre før baade av Aiskylos og Sofokles, har han en lignende scene og kan ikke motstaa fristelsen til at kritisere Aiskylos som paa dette omraade hadde været svakere.
I en tid da det mundtlige foredrag spillet en rolle som aldrig før eller senere og dyrkedes som en strengt regelbunden kunst, maatte de lange replikkers blændende retorik med de mange sentenser som gav talerne et rikt forraad av citater, slaa an, og ikke mindre beundret man digterens dialektiske kunst, hvor han former spørsmaal og svar vers for vers i ubrudt rækkefølge side efter side, ofte trættende for en moderne læser. Den ældre tragedie hadde hat liten eller ingen plass for erotikken. Evripides skildrer den baade i dens velgjørende varme og dens fortærende flamme og indfører derved et romantisk drag i sin digtning. Endelig er han lettere at forstaa end sine forgjængere. Hans stil er klarheten selv, hans diktion let og ledig. Hvad Aristofanes kritiserer som ikke stemmende med emnets ophøiede karakter, har den store mængde ganske visst sat pris paa som et fortrin. Attisk græsk har under hans haand begyndt at anta den form som det beholdt i aarhundreder som det anerkjendte litteratursprog for Østeuropa og Orienten. Hans digtning har avstreifet det strengt nationale præg og indvarsler hellenismens kosmopolitiske humanitet.
Den sidste av de her oversatte tragedier, «Bakkantinderne», indtar en særstilling i Evripides’ digtning. Medens han overalt ellers med overbevisningens magt stiller hele sin rike begavelse i den nye verdensanskuelses tjeneste og bekjæmper de nedarvede forestillinger om guddomen som de kom til orde i de nationale myter med glimrende retorik og med en næsten dæmonisk haan, er Bakkantinderne, ialfald tilsynelatende, baaret av en helt anden aand. Hele tragedien klinger som en palinodi, som om den gamle digter i dette arbeide, som vidner om en usvækket skaberkraft og en fantasi som aldrig har naadd høiere, har villet forsone den gud hvis fester han saa ofte hadde benyttet til at drive spot med det som overleveringen hadde helliget. Opfatter man her, som det saa ofte ligger nær, koret som talerør for Evripides’ egne anskuelser, er saken klar. Han lar koret gang paa gang uttale sin uvilje mot de nye tankeretninger:
det som en dødelig aldrig kan fatte.»
«Klokest at sky de mænd som forkynder
visdommens almagt. I liv og i lære
hylder jeg det som er menigmands tro.»
«Guders almagt nøler tidt med straffen;
men den rammer altid ubønhørlig
ham som priser uforstand som visdom
og i selvgod daarskap frækt tør negte
himlens guder ærefrygt og offer.»
«Ingen bør i tanker eller handling
trodse arvet vedtægt. Litet koster
troen paa at guder styrer verden,
hvem de saa end er, og at de love
som har lange tiders hævd, skal gjælde
som en evig verdensordens bud.»
Og Teiresias sier:
Hvad fromme fædre lærte os, vor dyre arv
fra tidens morgen, skal fornuftens tankespind,
det være noksaa kløktig, aldrig røve os.»
Og henimot slutningen gir Kadmos uttryk for den tendens som synes at gjennemsyre det hele, idet han avslutter sin klage over den ulykke som har rammet hans hus, med følgende vers:
den døde her! Da vil I tro paa guders magt.»
Det umiddelbare indtryk maa bli at ogsaa Evripides er revet med av den reaktionære bevægelse som møter os i peloponneserkrigens sidste aar dels i litteraturen, særlig i Aristophanes’ komedier, hvor overalt den gamle tid med dens naive tro og enkle sæder opstilles som idealet og de nye tanker angripes med forbitret haan, og dels i politikken, hvor den vender sig mot krigspartiet, det unge Aten, hvis ledende mænd med Alkibiades og Kritias i spidsen samtlige var utgaat fra sofistenes skole. Vi kan ikke tvile paa at Evripides har følt sig knuget av tidens pinagtighet og at han i sine sidste aar har været en skuffet mand. Spørsmaalet er om vi skal betragte Bakkantinderne som et fuldgyldig vidnesbyrd om at skuffelsen har bragt ham til at ændre sin hele livsopfatning. Det vilde ikke ligne ham. Og omvendelsen, om vi kan kalde det saa, vilde i saa fald kommet pludselig og, som det ser ut til, ogsaa ha været forbigaaende. Bakkantinderne hører til hans sidste verker, men er neppe det sidste. Det sidste maa være den ufuldendte tragedie «lfigneia i Avlis», hvor slutningen er tilføiet av en langt ringere digter. Men i denne tragedie leter man forgjæves efter en brodd mot de nye tanker. Vi finder tvertimot den samme kritik over de gjængse myter, den samme fritalenhet likeoverfor guderne og deres tjenere som ellers hos Evripides. Koret nævner myten om Leda og svanen og sier:
ridset av skalden paa musernes tavler
spredte hint rygte blandt menneskers barn.»
Det erklærer at Agamemnon gjør det rette, hvis han trodser Artemis og skaaner sin datter. Naar hæren kræver Ifigeneias ofring, er det fordi den er forblindet av overtro. Og Agamemnon sier:
og vist at mine paafund intet er mot hans.»
Det maa vistnok sees i lys av de mange spaadomme og orakelsvar som var i omløp og vandt tiltro i Aten i krigens sidste ulykkelige aar, naar spaamændene gang paa gang blir haanet. Agamemnon sier:
og Menelaos tilføier:
Akillevs karakteriserer dem saa:
som spaar paa maafaa, sjelden sandt, som oftest falskt
og vrir sig fra det, dersom det slaar feil.»
Det tyder ikke paa nogen botfærdighet. Og det er ikke vanskelig at finde træk ogsaa i Bakkantinderne som viser at Evripides ikke kan ha ændret sit syn paa mængdens kritikløse godkjendelse av de nationale myter. I skildringen av den gud som kræver blind underkastelse, er der træk som maatte virke frastøtende paa et kultivert og intelligent publikum. Koret priser ham som den vældige jæger, som dræper en bukk og drikker dens blod. Han er til det ytterste hevngjerrig og grusom. Han rammer ikke alene dem som har fornegtet hans guddom med en straf som maalt med menneskelig maal maa synes barbarisk; men ogsaa hans gamle bedstefar Kadmos, som han i prologen priser for at ha hegnet om hans mors grav og som gjør sit bedste for at hylde ham, faar en dom som synes ham værre end døden. Og guden nyter sin hevn. Han leker med den arme Pentevs som katten med musen. Man maa føle med Pentevs’ ulykkelige mor, naar hun foreholder guden at straff en har været for haard og at guder ikke bør være saa uforsonlige som mennesker.
Kadmos og Teiresias, de to som ved siden av koret har bøiet sig for guden, er heller ikke skildret paa en maate som virker ublandet sympatisk. Kadmos søker at overtale Pentevs til at gi efter ved at forestille ham at selv om Dionysos ikke er av gudeætt, bør han late som han tror det, fordi det vil kaste glans over kongehuset at Semele blir anerkjendt som mor til en gud. Og naar Teiresias skal paavise at myten om at Dionysosfostret blev sydd ind i Zevs’ lænd og født paany er opstaat ved en misforstaaelse, gjør han det paa en maate som i sin taapelighet er saa barok at en dannet tilskuer maatte smile. Dette parti har maattet utelates i oversættelsen, da den barnagtige lek med nogenlunde enslydende ord overhodet ikke kan oversættes. De forsøk som er gjort, viser noksom at det er umulig. Paa prosa lyder avsnittet saa:
«Du spotter ham, Pentevs, fordi han blev sydd ind i Zevs’ lænd. Jeg skal belære dig om at dette ikke forholder sig saa: Da Zevs hadde revet ham ut av lynets flammer og ført gudebarnet op paa Olympen, vilde Hera kaste det ned fra himmelen. Men ved sin guddomsmagt fandt Zevs paa et middel til at hindre det. Han tok et stykke (mēros) av den æter som omgir jorden, og laget derav et billede av Dionysos som han gav som gidsel (homeros) til den skinsyke Hera. Siden sier menneskene at Dionysos er fostret i Zevs’ lænd (mēros), idet de ved en forveksling av ordene lager sammen en forklaring, fordi guden engang var gidsel hos gudinden Hera.» Slikt vrøvl i en gammel mands mund kan ikke ha hat nogen anden hensigt end at gjøre ham latterlig.
Det ligger nær at søke forklaringen til denne dobbelte tendens deri at Evripides har skrevet denne tragedie som kong Arkelaos’ gjest og at han har tænkt den opført baade for en makedonisk og en hellenisk tilskuerkrets. Den har faat likhet med et Janushode med to ansigter, det ene vendt mot Pella, det andet mot Aten. Den oprindelig asiatiske Dionysoskultus, som i Hellas fra først av hadde møtt sterk motstand og der forlængst hadde avstreifet den barbariske vildhet, hadde i Makedonien bevaret det asiatiske præg endnu paa Aleksander den Stores tid. Der har Evripides kunnet iagtta hvordan urinstinktene gav sig utslag i optog av kvinder som klædt i raadyrskind, med brændende fakler fæstet til tyrsosstaven under larmende musik av fløiter, pauker og tamburiner sværmet om i skogene ved nattetid og hengav sig til de vildeste utskeielser til gudens ære. Det er under det sterke indtryk av denne sjelelige ekstase, disse vilde orgier, som gav utløsning for et utøilet livsbegjær, Evripides har skrevet sine Bakkantinder. Det satte hans fantasi i sving og gav ham et stof som laa særlig for ham. I Makedonien maatte hans verk av en halvbarbarisk og fanatisk troende tilskuerkrets i sin helhet opfattes som en begeistret forherligelse av Dionysos. Ingen vilde ta anstøt av det uforholdsmæssige i den straf som rammer Pentevs og hele gudens jordiske slegt eller de bloddryppende skildringer av bakkantindernes vanvidsrus. Anderledes i Aten. Da skuespillet blev opført der efter Evripides’ død, har ganske visst tilskuerne følt det som om de hørte digteren si: «Se, dette var i en fjern fortid ogsaa vore egne forfædres forestillinger om den gud som vi gjennem aarhundreder har strævet med at gi en skikkelse som svarer bedre til vore moralske begreper. Er det rimelig at han er noget andet og mere end et fantasifoster?»