Torkel Halvorsen Aschehoug

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Torkel Halvorsen Aschehoug.[1]
D
a Professor Aschehoug den 20de Januar iaar lukkede sit Øie, afsluttedes et dagsværk, saa langt og saa fyldigt, at det i Henseende til Foreningen af begge disse Egenskaber tør siges at være uden Sidestykke i vort Lands Historie.

Ikke mindst mærkeligt er dette Dagsværk ved det Vidnesbyrd, det aflægger om, hvad menneskelig Energi formaar. Da Aschehoug i 1839 som 17-aarig Yngling blev Student ved Christiania Universitet, var det mere hans skrøbelige Legeme og sygelige Udseende end hans Aandsevner, der vakte hans Kameraters Opmærksomhed. Han var en jævnt flink Artianer, men ingen vilde dengang have forudsagt ham nogen glimrende litterær Løbebane. Derimod forudsaa hans Venner — og vistnok ogsaa han selv — at hans tilsyneladende svagt blussende Livsflamme snart vilde udslukkes.

Naar Aschehoug naaede den høie Alder af 86½ Aar og lige til sin sidste Dag bevarede Evnen til endog det høiest liggende aandelige Arbeide, skyldes det utvivlsomt den jernhaarde Energi, hvormed han fra sin tidlige Ungdom og til sin høie Alderdom tvang sit Legeme ind under den strengeste Hygienes Regime. Og naar han ved Enden af sin Løbebane stod som en af sit Lands aandelige Stormænd, skyldes det i første Række, at han anvendte den samme jernhaarde Energi paa sin aandelige Tugt — paa et planmæssigt, flittigt, aldrig afbrudt Arbeide med Udviklingen og Uddybelsen af sine særlige aandelige Anlæg. Han tog intet Øieblik Feil af sit Kald, og han blev det tro fra Begyndelsen til Enden. Med nogle faa Aars Afbrydelse (fra 1848—1852), under hvilke han var ansat først som Fuldmægtig, senere som Bureauchef i Finansdepartementet, kan han siges at have været i 70 Aar knyttet til Christiania Universitet: som Student, som Stipendiat, som Lektor (fra 1852) og som Professor (fra 1862).

Aschehoug var saaledes i ædleste Forstand en studiosus perpetuus; og sikkert har faa i samme Grad som han under Livets mangehaande Tilskikkelser havt Grund til at sande den romerske Vismands Ord om Studiernes Evne til at yde Trøst i Modgang og Opmuntring i Medgang.

Hans Forskning spændte over vide Omraader. Ligesom imidlertid de økonomiske Videnskaber i hans Ungdoms Aar var de, som først fangede hans særlige Interesser, og som ogsaa ledede ham til at søge Ansættelse i Finansdepartementet, saaledes var det ogsaa disse Videnskaber, han noget nær udelt ofrede sine sidste Aars Arbeide. Frugten af dette er det store Hovedværk, der sikkert længst vil bevare hans Navn: „Socialøkonomik, en videnskabelig Fremstilling af det menneskelige Samfunds økonomiske Virksomhed“ (3 Bd. 1903—1909), dette mærkelige Arbeide, hvis Offentliggjørelse Forfatteren begyndte i en Alder af over 80 Aar, og som det ikke blot lykkedes ham at fuldende, men af hvilket han ved sin Død var ifærd med at forberede en ny Udgave. Ved Siden af denne systematiske Fremstilling af den hele økonomiske Videnskab har Aschehoug i Aarenes Løb offentliggjort en Række Monografier af statsøkonomisk, finansvidenskabelig og statistisk Art. Nævnes kan saaledes: „Om Norges Folkemængde 1664 og 1666“ i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur Bd. 2, „Aktstykker om Finmarken i 1667“ i Norske Samlinger I, „Om Kronens Udgifter og Indtægter af Akershus Len 1557—1858“, sammesteds, „Bidrag til Leilændings- og Odelsskattens Historie“ i „Ugebl. for Lovkyndighed“ I, „Studier over Kornprisernes Historie siden Amerikas Opdagelse“ i Statsøkonomisk Tidsskrift for 1888, „Om Sparebanker og Privatbanker, navnlig om deres Udlaansvirksomhed“ i samme Tidsskrift for 1890, „Norges Hypotekbank“ sammesteds 1891, „Om Kapitalrenten og Rentefodens Historie“ sammesteds 1892, „Kornprisernes Fremtidsudsigter“, „Om de forskjellige Slags mekanisk Drivkraft, som bruges i Økonomiens Tjeneste“, begge i samme Tidsskrift for 1894, „Til Orientering i Spørgsmaalet om Bygning af Arbeiderboliger“ sammesteds 1895, „De økonomiske Kriser og Depressionsperioder i det 19de Aarhundrede“, samt „Afkastning og Indtægt“, sammesteds 1898, „Værdi- og Prislærens Historie“, sammesteds 1900—1902, „Kort Oversigt over den norske Mynt- og Pengeværdis Historie, sammenlignet med Vesteuropas“, sammesteds 1903.

Da Aschehoug i 1852 blev Universitetslærer, var det Fag, der overdroges ham, ikke de økonomiske Videnskaber, men Retsvidenskab eller, som det dengang hed, „Lovkyndighed“. Efter Schweigaards Død i 1870 overtog Aschehoug dennes Professorat, der foruden Retsvidenskab omfattede Statsøkonomi. Dette sidste Fag blev først 1877 gjort til Gjenstand for et eget Professorat, som fra 1887 overtoges af Aschehoug.

Som Retslærer fik Aschehoug sig anvist offentlig Ret som Hovedfag. Og Resultatet af hans Virksomhed paa dette Omraade foreligger i det store Værk „Norges offentlige Ret“, hvoraf første Afdeling „Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814“ udkom i 1866, anden Afdeling „Norges nuværende Statsforfatning“ (i 3 Bd.) i 1875—1885 (2den Udgave 1891—1893), et Værk, der, da 1ste Bind af anden Afdeling var udkommet, i 1875 belønnedes med den Ørstedske Prismedalje i Guld. En Fremstilling af de tre nordiske Landes Statsforfatning har A. givet i 1ste Bind af Nordisk Retsencyclopædi og en Fremstilling af Norges og Sveriges Statsforfatning i 4de Bd. af Marquardsens Handbuch des öff. Rechts der Gegenwart. Der foreligger derhos fra hans Haand en Række statsretslige Monografier, af hvilke her skal nævnes: „Om den historiske Foranledning til, at Gjenstandene for den kongelige Sanktionsret ikke er fuldstændigere omhandlede i den norske Grundlov“ i Chr.a Videnskabsselskabs Forhandlinger 1860, „Historiske Oplysninger om Brugen af det kgl. Veto til Stortingets Lovbeslutninger“ i Norsk Retstidende 1876, „Om den konstitutionelle Regnskabskontrol“ sammesteds 1884.

Det har utvivlsomt oprindelig været Aschehougs Tanke at fortsætte sit store Arbeide om Norges offentlige Ret med en Fremstilling af den norske Administrativret, for hvilken han havde samlet omfattende Materialier. De hurtig skiftende Faser, som dette Lovgivningsomraade i den nyere Tid gjennemgik, gjorde det imidlertid klart for ham, at Tiden ikke var kommen til en omfattende systematisk Fremstilling heraf. Hans Beskjæftigelse med denne Disciplin har imidlertid sat sig vægtige litterære Mindesmærker. Jeg nævner saaledes særlig hans i 1897 som Festskrift ved Kong Oscars Regjeringsjubilæum udgivne Fremstilling af „De norske Communers Retsforfatning før 1837“. Derhos har hans hidhørende Samlinger altid beredvillig været overladt andre Forfattere til Udnyttelse.

Som det sees baade af dette Skrift og navnlig af første Afdeling af hans „Norges offentlige Ret“, der er et af de vigtigste Bidrag til de offentlige Institutioners Historie i Norge og Danmark, ligesom ogsaa af flere af hans økonomiske Skrifter, havde Aschehoug gjort omfattende historiske Studier; og allerede en af hans Prøveforelæsninger for Lektoratet i 1852 behandlede et retshistorisk Emne: „Om tinglige Rettigheder efter de gamle norske Love“ (trykt i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur Bd. VII).

Aschehougs retsvidenskabelige Lærer- og Forfattervirksomhed indskrænker sig ikke til det offentligretslige Omraade. Som ganske ung Kandidat udgav han i Kontratryk en „Indledning til den norske Retsvidenskab“ (1845). Han foredrog ved Universitetet gjentagende Procesret; og fra Høstsemestret 1867 foreligger der en kontratrykt Fremstilling af Læren om „Appel“. Fra Privatrettens Felt maa nævnes hans Skrifter „Om Formuesforholdet mellem Ægtefæller“ (i Forhandlinger paa første nordiske Juristmøde 1872; Bilag VIII) og „Om Retsforholdet mellem Naboeiendomme“, i 1877, trykt særskilt som Forhandlingsemne for 3die nordiske Juristmøde (ogsaa som Bilag I til dette Mødes Forhandlinger).

Aschehoug har havt en fremtrædende Andel i en Række Lovarbeider. Saaledes skyldes Udarbeidelsen af Lovene om Eiendomsrettens Begrænsning i Naboforholdet af 1887, om Formuesforholdet mellem Ægtefæller af 1888 og Statsborgerretsloven af 1888 væsentlig ham.

Hans Forfattervirksomhed omfatter endelig ogsaa en Række Vota og Betænkninger afgivne som Medlem af kongelige Kommissioner, Stortingskomitéer og det juridiske Fakultet, samt en talrig Mængde mindre Tidsskrifts- og Avisartikler om økonomiske, juridiske og politiske Spørgsmaal.

Var Aschehoug end saaledes baade efter sin Livsstilling og sin hovedsagelige Livsgjerning fortrinsvis en Studiernes Mand, var han dog meget langt fra en Stuelærd. Meget mere er det det ikke mindst mærkelige ved hans i saa mange Maader sjeldne Løbebane, at der neppe nok findes det praktiske Omraade, hvor han ikke under sit lange Liv har været virksom, og hvor ikke hans initiativ har sat varige Mærker. Han var i lang Tid, først Sekretær i „Selskabet for Norges Vel“ og senere Medlem af dettes Direktion og har som saadan i flere Retninger indlagt sig væsentlige Fortjenester af det norske Landbrug; og sin Interesse for dette fik han ogsaa Anledning til at godtgjøre som Medlem af Tilsynskommissionen ved Aas Landbrugsskole, en Stilling han indtog fra 1861 til 1872. I den første Halvdel af 50-Aarene var han Medlem af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, i hvilken Egenskab han gav Stødet til vigtige Forbedringer paa Folkeskolevæsenets Omraade. Han var Medlem af den norske Hypotekbanks Direktion fra 1874 til 1885, af Enkekassens Administration fra 1872 til 1874, af Den norske Creditbanks store Direktion fra Bankens Grundlæggelse i 1856 til sin Død og af den norske Hovedjernbanes Bestyrelse fra 1865 til 1871. Han var navnlig i Tiden fra Midten af forrige Aarhundrede til 70-Aarene et virksomt Medlem af talrige kongelige Kommissioner, blandt hvilke her særlig skal nævnes den anden Unionskomité af 1865—67. Endelig maa — sidst, men ikke mindst her fremhæves den betydelige indsats i sit Lands Historie, Aschehoug har gjort som praktisk Politiker. Han valgtes første Gang til Medlem af Stortinget i 1868 og blev efter Schweigaards Død den anerkjendte Fører for dettes konservative Parti. I denne Stilling, i hvilken han blev staaende til 1883, har han taget aktiv Del i Behandlingen af alle de økonomiske, juridiske og politiske Spørgsmaal, som i denne, tildels meget bevægede Periode stod paa Dagsordenen.

Denne Aschehougs Forening af praktisk og teoretisk Virksomhed er Udtryk for et fremtrædende Træk ved hans intellektuelle Personlighed. Disse Virksomheder var hos ham inderlig forbundne og stod i den mest levende Vekselvirkning med hinanden. Han søgte overalt paa det omhyggeligste at udnytte for sine teoretiske Studier sine praktiske Erfaringer, ja følte vistnok kun rigtig fast Grund under sin Forskning, naar han kunde bygge paa saadanne Erfaringer. Paa den anden Side fik de teoretiske Undersøgelser egentlig først Værd for ham, naar de kunde frugtbargjøres i praktisk Anvendelse.

Aschehougs videnskabelige Forfatterpersonlighed har derfor et udpræget realistisk Tilsnit. Han savnede tilvisse ikke Sans for de ideelle Værdier. Han havde i sin Ungdom sammen med sin Studenterkamerat og senere Kollega Filosofen M. J. Monrad modtaget Impulser fra den Hegelske Filosofi, og han var hele sit Liv igjennem en dybt religiøs Natur. Men denne Idealisme havde vistnok mere Betydning for hans Følelsesliv end for hans Intelligens, hvis mest udprægede Karaktertræk var den skarpe Sans for det empirisk givne, de positive Realiteter. Dette træder i hans historiske Arbeider frem i en omhyggelig, kritisk Sigtning af Kildematerialet i Forbindelse med en stor Nøiagtighed i Detaljpaavisningen af de enkelte Institutioners Udvikling og indbyrdes Sammenhæng. Derimod laa ham fjernt de nødvendigvis usikrere og tildels paa mere hypotetisk Grundlag hvilende Bestræbelser for at paavise de drivende Kræfter i Udviklingen, saaledes som det navnlig er forsøgt af Sars i hans bekjendte Værk „Udsigt over Norges Historie“. Som Retsdogmatiker følger Aschehoug i metodisk Henseende nærmest Schweigaard. Den konstruktive Metode, saaledes som den paa Statsrettens Omraade navnlig er bragt til Anvendelse af Forfattere som Gerber, Laband og Jellinek, var ham fremmed; og med de Problemer, som disse og andre nyere tyske Forfattere har sat under Debat, beskjæftigede han sig ikke. Ligesom England var det eneste Land udenfor Norden, som han havde besøgt i Studieøiemed, saaledes fulgte han i sin statsretslige Fremstilling mere engelske end tyske Forbilleder. Hans Metode var den, som Schweigaard havde kaldt den „analytisk-deskriptive“[2], rettet paa en positiv Udredning af det givne Retsstof og dets Forhold til de mødende individuelle Retsforhold samt en Indtrængen i disse Retsforholds konkrete Natur. Indenfor denne Begrænsning vil Aschehougs statsretslige Værk til alle Tider bevare Betydningen af et grundlæggende Arbeide. Det nærmeste Forarbeide var Fredrik Stangs skarpsindige Ungdomsarbeide fra 1833, „Systematisk Fremstilling af Kongeriget Norges constitutionelle eller grundlovbestemte Ret“. Men medens dette kun henved 20 Aar efter Grundlovens Tilblivelse skrevne Værk væsentlig har en kommentatorisk Karakter, hviler Aschehougs Fremstilling paa et langt bredere Grundlag. Den belyser Institutionerne baade historisk og retssammenlignende og paaviser deres Virkemaade og Haandhævelse i den konstitutionelle Praxis. Den Fylde af Stof, som Bogen i disse Henseender byder, er overordentlig. Den, der under en længere Deltagelse i det offentlige Liv eller i den offentlige Administration, saa at sige daglig har havt Behov for at raadspørge Værket, vil vide, hvilket uundværligt Hjælpemiddel det er. Det er ikke altid, man finder at kunne give Forfatterens Resultater sin Tilslutning, og disse er i mange Tilfælde blevne underkjendte af Udviklingen. Men man vil kun yderst sjelden i det praktiske Liv møde noget konstitutionelt Spørgsmaal, som ikke der er belyst, og til hvis Besvarelse ikke alle Materialier er omhyggelig tilrettelagte. Og om den objektive Sandhedssøgen, hvoraf hans Undersøgelser er baaret, tør det være et talende Vidnesbyrd, at det ligesaa ofte har været det politiske Parti, han selv tilhørte, som Modpartiet, der har følt sig utilfredsstillet ved hans Resultater.

For Vurderingen af Aschehougs økonomiske Hovedværk besidder jeg ikke tilstrækkelig Kompetens. Jeg maa saaledes overlade til andre at afgjøre, om jeg har Ret i den Antagelse, at hans Betydning ogsaa her ligger, ikke saa meget deri, at han har aabnet den videnskabelige Forskning nye Horizonter eller har betraadt hidtil ubanede Veie, som deri, at han ved en omhyggelig Detaljforskning, udstrakt over hele Videnskabens Felt og udført med hans nøgterne, praktiske sunde sans og hans sjeldne kritiske objektivitet har samlet i en metodisk, universelt anlagt Sammenfatning alt, hvad vi til Datum besidder af sikker Viden paa dette Omraade, og derved muret op et aldrig svigtende dogmehistorisk og encyclopædisk Grundlag for den videre Forskning. For Jurister kan der være Grund til at fremhæve, at ligesom Aschehougs Egenskab af fremragende Retslærd utvivlsomt har forlenet ham med særlige Betingelser for Belysningen af vigtige økonomiske Problemer, saaledes har han fra sin økonomiske Forskning kunnet medbringe Resultater, der har stor Betydning for Retsvidenskaben. Jeg henviser i saa Henseende bl. a. til den Fremstilling af en Række retslige Problemer, som findes i første Bind af hans „Socialøkonomik“.

Paa dette Sted er der sluttelig særlig Opfordring til at mindes, at Aschehoug til alle Tider var en varm og virksom Ven af alle Bestræbelser for aandeligt Samarbeide mellem de tre nordiske Lande. Han var i 1864 en af indbyderne til „Det skandinaviske Selskab“ i Christiania og blev et af Medlemmerne af dettes første Bestyrelse. Han var ligeledes en af indbyderne til de nordiske Juristmøder, i hvis Forhandlinger han tog livlig Del. Han var Medudgiver og, som ovennævnt, ogsaa Medarbeider i „Nordisk Retsencyclopædi“. Og som Formand i „Den Stangske Stiftelse“s Bestyrelse havde han sin Andel i Grundlæggelsen og Udgivelsen af nærværende Tidsskrift, som han til det sidste omfattede med levende interesse.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Af Tidsskrift for Retsvidenskab 1909.
  2. Jfr. Tidsskrift for Retsvidenskab’s første Aargang Pag 6.