Tolstoi-boki/Inngang

Fra Wikikilden
«Den 17. Mai» (s. 1-20).

Um Leo Tolstoi inneheldt Syn og Segn (Decbr. 1896) eit stykkje, som me her med løyve av uppsetjaren og Samlaget prentar av som innleiding:

Leo Tolstoi var uppimot 50 aar gamal, og hadde alt som eit mannsbaan kan ynskja seg: helse og kraft, rikdom og gods, hus og heim, gilde baan og ei kone han heldt av, dertil ære og ros, adeleg rang, og eit diktarnamn som naadde ut yver all heimen. Og dette diktarnamnet var so ærleg fortent som det kunde vera. Han stod og stend som ein af dei alra fyrste i si tid; bøker som «Krig og fred», «Kosakkarne», «Anne Karénin» er framifraa i si storlagde ro, sit djupe, sjølveigne syn, si hugtakande magt og si rike livsrøynd.

Men denne sæle mannen, som eig alt det jordi kan bjoda av gildt og godt, han gjeng der paa herregarden sin og maa agta seg kvar gong han ser tog elder reip, og tor kje taka byrsa med seg, naar han gjeng i skogen; — han er rædd han kunde koma til aa gjera ende paa seg.

Kva er der i vegen?

Der var det i vegen, at han hadde teke til aa tenkja yver livet sitt. Kva levde han etter? Kva meining elder maal var der i livet hans? Kva skulde alt dette føra til? Var det anna en jugl og juks alt i hop? Og naar han ein dag skulde døy, vilde det so vera nokon ting att av det heile?

Han fann kje svar paa desse spursmaali. Og livet vart so tomt for han, at han ikkje forstod kva han skulde med det lenger.

*

Tidleg hadde han mist foreldri sine, men vart fostra etter sitt stand og fekk det folk kallar ei god upplæring.

Men under dette miste han Gud. Og hugen til det gode, som i den fyrste ungdomen hadde vore rett vaken i han, døyvdest ned av det han saag og høyrde ikring seg. Han fortêl sjølv um dette i eit «Skriftemaal». Naar han prøvde aa gjera noko godt, lo dei helst aat han og gjønte; men gjorde han det vonde, fekk han samtykkje og ros. Dette tôlde kje umagen; og det vonde, som daa og var sterkt nok i han, fekk meir og meir magti.

Han gjekk paa hermanns-skule og vart offiser; laag desutan nokre aar ved høgskulen og las retslære. Men daa han vart myndig drog han ut til herregodset sitt og levde der paa russisk stormannsvis i sus og dus og let sine liveigne træla for seg. I tie aar heldt dette paa. Sidan var han eit bil ute i krigen.

Desse tiderne kan han aldri minnast, seier han, utan rædsle, mothug og sorg. «Det finst ikkje den styggedom eg ikkje den gongen kunde ha gjeve meg yver til, ikkje det brot eg ikkje kunde ha vore mann for aa ha gjort. Lygn, tjuvskap, ulivnad av alle slag, vald, draap — det er alt ting som eg gjorde meg saka i, og vart for dette slett ikkje aatfunnen; folk av mine jamlikar heldt meg endaa for eit rett godt og skikkelegt menneskje.»

Det kom nok stunder, daa han liksom vakna paa, tykte dette var eit stygt liv, og vilde snu; men den «breie vegen» var so makleg, at det vart aldri noko av det.

Samstundes med at han — i Krimkrigen — var med og «slo folk i hel,» tok han til aa dikta. «Berre av ovmod og faafengd,» seier han. I bøkerne sine «fór han aat som i livet.» Det var «for pengar og ros» han skreiv; altso maatte han tegja ned det gode, dylja sin medhug med dette under tilgjord likesæle elder fin spott, men lata det vonde breia seg; for so vilde folk ha det. «Eg fekk dette til,» seier han; — «eg vart rost.»

28 aar gamal kom han til St. Petersborg og inn i bokmannsheimen. Her vart han storfagna, og so «yverdengd med gjøling,» at han reint gløymde sine aalvors tankar fraa yngre tid. Det kunde vel koma eit hugsviv stundom, og heilt ut trygg kjende han seg ikkje; men det fall lettare no aa døyva uroi ned. Han tykte livet hans var kje so verst lenger.

Med fin, men djup spott skriv han um det nye livssynet han laga seg no, etter det han høyrde for seg. Det var «utviklingi», «framgangen» han med dei andre trudde paa. Og framgangen vart halden uppe av tenkjarar og diktarar; diktaren var lærar. Altso var Tolstoi sjølv ein av dei som heldt framgangen uppe, ja ein av dei fremste lærarar. Men at no ikkje det rimelege spursmaalet skulde vakna: kva veit me, som me kan læra folket? — so vart den setningen fastslegen, at diktaren turvte kje bry seg um dette; han hadde den sergaava, at han gav lærdom og visste kje sjølv um det. «Og eg dreiv paa,» seier Tolstoi, «aa skriva og læra, og visste kje kva eg lærde.»

Paa denne maaten gjekk tie aar til. Det var nok sumt som var rart. Forkynnarane av det nye livssynet var usams seg imillom; og dei slost og kjekla og var etter kvarandre med alleslags fantestykke. Sume trudde kje det grand paa heile læra, men tenkte berre paa sjølve-seg; i det heile var det skrap, mesteparten av desse folk, tykte han, — endaa laakare en dei han kjende fraa sine villskaps- og hermans-dagar. Han vart lei av dei, ja tykte stundom han var i ei rein daarekiste. Men so reiste han i utlandet og raaka der gjæve menner, som styrkte han i hans «utviklings»-tru.

Det gamle spursmaalet: korleis skal me leva? svara han no so paa: me skal leva i samhøve med «framgangen». Det var, seier han, som naar ein mann i ein baat ikkje vilde spyrja kva veg han skulde styra, men berre: kva veg driv det.

Og meir og meir «lærar» vart han, skreiv og skreiv, og tok endaa til aa arbeida for folkeskular. So gifte han seg og kom gjenom eit godt og hyggjelegt heimliv noko so nær i ro. Og det gjekk endaa eit ti-aar.

Men det gamle spursmaalet um livet og livsens meining braut seg no innpaa han fraa andre kantar. Det viste seg, at han, som trudde seg lærar for folket, ja for verdi, hin visste kje kva han skulde læra sine eigne baan. Og hadde ingen tanke um, kva han i grunnen sjølv livde fyre. Dette kom att gong paa gong, og tok han sterkare og sterkare. Ei vonløyse kom yver han; kvar gong han saag, kor raadlaus han i grunnen stod, var det som livet stansa for han; han visste kje kva han skulde ta seg fyre elder tenkja.

Alt han hadde fare med og fór med, vart innhaldslaust og tomt. Det var skravl og skryt og ord og ingenting. Det førde ingenstad av. Gjekk han fram ved det? Vart andre betre elder sælare ved det? Var det til gagn elder hjelp paa nokon kant? Han kunde spyrja som han vilde, svaret vart berre nei og nei.

«Framgangen?» Kor vilde me tala um framgang, naar me ikkje visste kor det bar av? — I morgo kom dauden, og alt vaart verk og all vaar vinning vart til makk og stank og ein tom ljod. Tenkjarane visste ingen ting. Fraa Salomon til Schopenhauer song dei den same song: alt er faafengd og aands fortæring.

Livet var ei prette dei hadde gjort han, eit stygt og taapelegt skalkestykke han gjekk narr fyre; inkje noko var der, som gav det verde elder maal. Det rauk sund i henderne paa han; di meir han tenkte, di mindre forstod han. Det store tome inkjevetta vart svaret paa alt.

Det var i den tidi han maatte halda snøre og reip burte fraa soveromet sitt, og ikkje torde taka byrsa med, naar han gjekk i skogen.

*

For han vilde ikkje gjera ende paa seg helder. Og til sist kjende han seg med all sin visdom eit stort narr. Eit av tvo: var han ikkje fornøgd med livet, so fekk han lata det fara; men naar han ikkje kunde lata det fara, — og naar ætti i det heile heldt paa det og levde det slikt det var, — so maatte det vel hava eit verde korso.

Han tok til aa tvila paa vismennerne. Kven veit, kanskje var det kje sant, at dei var visare en mugen? Han tok til aa sjaa seg ikring. Han saag paa folket, som gjekk der og stræva og sleit og sakna og leid vondt. Det hadde ingen ting av det som me kalla gildt elder hugnadsamt. Og endaa levde det, og vilde leva. Det sette pris paa livet. Um det kanskje i alt sitt einfelde hadde ein visdom som me upplyste og alle vaare store tenkjarar ikkje visste um? — Leo Tolstoi kom til det, at naar han vilde spyrja um livsens meining, so burde han ikkje gaa til dei som vilde gjera ende paa seg; han burde gaa til dei som levde og fann at det var verdt aa leva. Kan henda han der kudne finna eit svar.

Han gjorde so. Og han fann, at det som gjorde livet levande for aalmenn mann, det var just det som me trudde var livets verste vaabøn og tyngd: — arbeidet.

Det «simple» arbeidet. Arbeidet for maten. Det arbeidet som i kav for tilværet skapar livet og held uppe livet, med di det skapar livsvilkaari for alle. Det arbeidet som gjev mat og klæde og hus og hjelp til alle som treng, ikkje minst til oss dagdrivarar av «upplyste», som gjeng her og vil hengja oss, fordi me ikkje veit, kva me skal gjera med livet vaart. Det arbeidet var det som gav livet innhald og smak; som gjorde livet levande.

Denne tanken kom som ei redning for Tolstoi. Muren millom honom og aalmenningen ramla, og det var «som han skulde ha vunne seg ut or ein myrk kjellar og fram i soli og dagen att, so han paa nytt saag Guds grøne verd liggja opi for seg.»

Men ikkje arbeidet aaleine kunde gjeva livet den høgste og siste forklaaring. Ein annan ting lærde Tolstoi av «den simple mann», og det var den, at livet maatte faa si forklaaring av trui. Den var det som i djupaste grunnen gjorde livet umaken verdt. Av aa sjaa paa sitt eige liv lærde han no det same. Like eins av aa sjaa paa soga; for all stad og all tid hadde det vore trui som heldt livet uppe; naar den slokna, hadde folk berre havt eit svar paa livsspursmaali, og det svaret var: sjølvmord; me hadde fenge livet for at me skulde kasta det burt. Men trui kunde gjeva eit anna svar, for di ho la noko evigt inn i livet, gav det ei uendeleg tydning, so at ikkje dauden sjølv kunde gjera det um inkje elder riva det sund for oss.

Dette vart so klaart for Tolstoi, at han berre maatte undrast paa, at han ikkje hadde set det fyrr. No galdt det, um han sjølv kunde vinna fram til denne trui; med andre ord: um han kunde finna att Gud. Ein ny lang strid maatte han her gaa igjenom. Kjensla sa: Gud er til; og naar han gav seg yver til den, vart han glad og trygg og fekk mod til aa leva. Men tanken kunde kje finna nokon Gud; og naar den fekk magti, var det som alt slokna att. Og paa nytt kom sjølvmordstankarne for han.

Men endeleg ljosna det. Ein fager vaardag forstod han med ein gong alt. Tenk! — her gjekk han og kunde kje finna Gud, og so var det Gud som var sjølve livet. Hans eige liv, og alt liv. No hadde han røynt det sjølv: «berre eg minnest Gud, so livnar eg; so snart eg gløymer han, døyr eg.» Kva var her aa leita etter? «Her er han, den Gud du ikkje kan leva forutan. Aa kjenna Gud og leva, det er same ting. Gud er livet, so vil nok det vitna um honom!»

Som ei sol lyste denne tanken upp for han, og dette ljoset fylgde han sidan. Men sjølvdraapstanken kvarv som ei myrk sky.

*

No hadde han trui. Men so var det spursmaalet, korleis han skulde leva, so det vart samhøve og samklang millom liv og tru. Her vart han leidd paa veg av noko som hende han i 1882.

Han hadde flutt til byen (Moskva) for eit bil, og det fall seg so, at det der skulde vera folketeljing. Tolstoi melde seg til aa vera med i dette arbeidet, som han meinte der kunde gjerast noko stort ut av.

Som mange av dei rike i denne tid kjende han seg pint av tanken um armodi. Det var fælt aa vita, at her var folk som fraus og svalt, naar han og hans likemenn levde i glans og glede. Tanken paa Lasarus hadde vorte til eit samvitsgnag for den rike mann; naar han sat ved sit gode bord og hugsa dei som svalt, vilde kje maten smaka lenger. Tolstoi ynskte, seier han, at armodi kunde verta avhjelpt, so at han heretter kunde leva sitt rikmannsliv i ro. Dertil hugsa han no Jesu ord um aa gjera vel og hjelpa.

No tenkte han som so: gjenom folketeljingi kan me rike faa greie paa armodi. Læra dei fatige aa kjenna. Og daa kan der sidan koma eit hjelpearbeid i gang, som det kan vera mon i. Snart vil daa andre byar og land fylgja det gode fyrdømet, og me kan faa ein ende paa denne samfundspest. At dei rike med glede vilde samla seg um dete arbeidet, kunde han ikkje tvila paa; han skreiv i bladi um den store tanken sin, og vilde sjølv vera fyregangsmannen.

Det gjekk som det plar gaa med slikt; det vart ingenting av det. Dei svara ha og ja, dei rike han tala til, og dei lova pengehjelp med; men ingen trudde paa tanken hans, og dei pengarne han hadde fenge lovnad paa, vart aldri innsende. Han fekk ikkje bruk for dei helder, daa det kom til stykket; han kom snart sjølv etter, at tanken hans var ubrukeleg. Men han tok lærdom av ill røynd.

Daa han som tilsynsmann ved folketeljingi og som «vælgjerar» hadde lært fatigdomen i byen noko lite aa kjenna (han hadde valt seg ut det verste fante-strôket i heile Moskva og var inne i kvart hus og tala med folk), kom han inn paa reint nye tankar.

Det er moro aa lesa skildringarne hans her (i «Kva skal me daa gjera?»), der han med sit serskilde, rolege humor viser, korleis han under heile dette arbeidet gjekk narr for sine eigne innbilningar, og korleis dette smaatt i senn klaarna upp for han sjølv. Alt viste seg aa vera annleis en han hadde tenkt seg. Det var slett ikkje so beintfram aa hjelpa. Folk som turvte hjelp var der nok av; men naar han hadde innbilt seg, at det berre var aa koma med pengeboki, so vilde all sorg slokna, so saag han med forundring, at han hadde teke reint i mist. Det var faae elder ingen han kunde hjelpa so beint fram. Pengar vart han nok av med; daa slusken saag, at her var ein rik tosk, som ein kunde plukka, so stimde dei um han i mukkevis og tagg, so at byvakti (politiet) stundom maatte berga han ut or folketrengsla att. Men dette var ingi «hjelp». Dei pengarne han gav burt paa den maaten, gjekk berre til vertshusverten. I alle tilfelle, der han vilde freista med ei hjelp som det kunde vera gagn i, viste det seg, at fyrr han kunde hjelpa, maatte han fyrst hava greie paa so mange ting; han maatte vita, korleis dette menneskje hadde det i alle maatar; kva det tenkte og meinte og vilde; um der var von til, at det kunde naa det det vilde paa den vegen det hadde tenkt, — med eitt ord: han kunde kje hjelpa, fyrr han kjende mennesket. Han tyktest meir og meir raadlaus, som han stod der med pengeboki si.

Livet i «Festningi» (noko slikt som Vika elder Vaterland i Oslo) var heilt annleis en han hadde tenkt. Folket der var ikkje ein flokk «trengande», som berre gjekk og svalt og venta paa hjelp; nei, dei alra fleste var arbeidsfolk, dagarbeidarar, handverkarar, smaahandlarar, i det heile folk som hadde eitkvart aa stella med, — folk som greidde seg sjølve. Smaatt og armt hadde dei det nok, so det for ein rikmann kunde sjaa reint uliklegt ut; men dei var vande med det so; dei kunde leva med so lite. Og dei klara seg. Mange klara seg endaa paa ein maate godt. Men fann han nokon som var i slik naud som den han hadde tenkt aa finna, beint fram naud, so dei ikkje kunde berga seg sjølve, — so viste det seg for det meste, at dei alt hadde fenge hjelp av grannar og kjenningar, — just av desse same som han var komen og vilde hjelpa. — Av reine vrak var det ikkje stort fleire her en i andre samfundslag; og dei verste, dei mest hjelpelause av dei, var slike som var komne fraa dei lagi der Tolstoi sjølv høyrde heime: forkomne adelsmenn, embætsfolk, offiserar o. s. b. Han saag meir og meir, at han var komen uppi noko han ikkje forstod. Livet her var noko for seg sjølv, ei framand verd. Men folket var i det store og heile som folk i andre samfundsklassar; ja til slutt maatte han seia seg sjølv, at dei var betre en folk av hans slag, — meir sjølvhjelpte, mindre «trengande»; for baade kunde dei arbeida, og dei kunde den kunst aa greia seg med lite.

Daa vart grev Tolstoi flat. Her kom han, rikmannen, so gild og vilde «hjelpa», og naar han so rett skulde sjaa seg til, so var han sjølv ein hjelpelausare mann en nokon i heile «Festningi».

Han, snyltredyret, som all sin dag hadde levt av anna folks arbeid, han, dugløysa, som ikkje kunde blenkja sine eigne styvlar elder koka sin eigen te, han som ikkje kunde leva ein dag, um han ikkje hadde hundrad framande hender til aa hjelpa seg med kvar den ting, — han kom her og vilde «hjelpa» dei, som med slit og forsaking hjelpte ikkje aaleine seg sjølve, men var med og tente mat og klæde og rikdom til honom med, — til honom og alle hans «upplyste» jamlikar! Kva var dette for vanvit? Hadde han ikkje bore seg aat som ein mann som vil hjelpa andre upp or eit dy, og so ligg han sjølv nedsokken i dyet til heilt uppi haargarden?

Han hadde vore hermann? Gjort bøker? — Ja — slikt innbilt arbeid, som rikfolk brukar til aa løyna burt den sanningi med, at dei vil leva i mak av framandt stræv, og til aa slaa i hel den tidi med som elles vilde falla dei altfor lang, — det hadde han vore med paa. Men verkelegt arbeid, det arbeidet som skapar mat, klæde, hus, varme, dei fyrste livsturfter, det som alle maa hava, og som etter naturens og Guds lov kvar skal skaffa seg sjølv — for gjer han ikkje det, maa han stela av andre folks avling, — slikt arbeid hadde han aldri gjort, og kunde han ikkje gjera, so at um dei andre vilde bruka sin rett og taka kvar sitt, so vilde kje han vita anna aa gjera en leggja seg ned og svelta i hel; — so hjelpelaus var han.

Men desse andre, som stod upp klokka fem um morgonen og stræva heile dagen og greidde seg med det dei tente, dei vilde han hjelpelausingen «hjelpa» — med dei pengarne han sjølv var med kvar dag og stal ifraa dei! Tjuven kom til den ærlege mannen og vilde i sin godvilje dela med han av det som den ærlege mannen sjølv med sitt slit og slæp hadde fortent! —

— No tok det til aa gry for grev Tolstoi, korleis han skulde leva.

Elder som han sjølv seier: han lærde aa spyrja rett.

Fyrr hadde han tenkt: kva skal eg, grev Tolstoi, den upplyste mannen og store diktaren, gjera til aa tena folket? No kom «angeren», den nye maaten aa døma sitt liv paa, og han spurde: kva skal eg, som ved usæle tilhøve hev brukt mine beste aar, ikkje til aa læra aa arbeida, men til aa studera maal, jordkunna, retslære, dikting, pianospel, tankebygningar, hermannsøvingar, — eg, som hev kasta burt mi tid til faafengde og fordervande syslur — kva skal eg taka meg fyre, at eg, trass i det at eg vart slikt eit gagnløyse-ting, kan gjera dei folk, som hev født meg og klædt meg i all denne tid og enno føder meg og klæder meg, like for dette?» — Og daa vart svaret greitt nok. Svaret vart: fyrst og fremst maa du slutta med aa gjera vondt. Fyrst og fremst maa du venda att med aa stela anna folks arbeid. Du maa fyrst og fremst sjaa til at du kan livnæra deg paa ærleg maate, ved eige arbeid; og naar du hev naatt so langt at du ikkje gjer vondt mot nokon lenger, so fær du prøva, um du attaat kan gjera litegrand godt, vera andre til hjelp, all stad der di hjelp vert paakravd.

«For kvart menneskje som lever utan arbeid, er der eit anna mennekje som svelt i hel», seier eit gamalt kinesisk ord; og Tolstoi forstod no dette ordet. Kva eit menneskje elles vilde vera elder gjera i verdi, so var det hans fyrste og strengaste skyldnad aa «vera med i den aalmenne strid med naturen til aa halda uppe livet baade for seg og andre;» for livet sjølv er det fyrste; fyrr ein kan tenkja paa noko anna, maa ein fyrst ha sikra det. «Aa halda seg burte fraa denne striden, elder eta det andre avlar, det er aa øyda andre sitt liv.» «Aa vilja tena elder hjelpa sine medmenneskje samstundes med at ein tek fraa dei livraadi, tvingar dei til aa arbeida og sakna meir en dei skulde, at ein sjølv kan leva i mak, er vanvit; det er meiningslaust aa tala um aa vera til gagn for folket, naar det livet ein fører tydeleg er til skade for det.»

Og Tolstoi, den rike greven og store diktaren, gav seg til aa arbeida paa jordi si som ein annan bonde.[1]

Folk bisna paa dette; heile verdi bisna. Tolstoi sjølv tykte i fyrstningi det var rart. Men han kom snart etter, at han hadde fare rett; og enno den dag i dag gjeng han bondeklædd og køyrer plogen, slær, høyar, og gjer alt som høyrer til paa ein gard, og skriv i millomstunder bøker, som all verdi les og undrast paa — og maa tenkja yver.[2]

Og verdi kan gjerne undrast. Dei tankarne Tolstoi forkynner er noko so fortumlande nytt og urimelegt for folk, at dei ikkje veit kva dei skal tru, men helst meiner, at Tolstoi maa vera ør i hovue. Dette er daa og det lettvintaste, naar ein stend framfor ei aandsmagt som hans. Han er ikkje so grei aa motsanna. Det er ikkje aaleine det, at auga hans er so klaart og djupt, so at han med ein gong ser tvers igjenom alle talemaatar og hildringar og beint inn til roti av spursmaali; helder ikkje er det berre dette merkjelege tankemod, som aldri vik unda um so for den sværaste rettfylg, men alltid gjeng beint paa, kor tungt og urimelegt det kan sjaa ut for «kjøt og blod»; det verste er, at han med ein viljestyrke me aldri i desse tider hev set maken til, gjer tankarne til aalvor i sitt eige liv, og dermed gjev eit prov som ingen bokvisdom so lett kan rikka. Me skal sjaa litegrand paa dette livsprov, og eg held meg her som fyrr, til det han sjølv hev fortalt[3].

Kunde det gaa væl dette, at greven og bokmannen slo seg paa bondeliv? Kunde han halda det ut?

Ja, han heldt det ut. Og han saag ikkje anna en godt av det.

Alle folk hadde spaatt ille, og alt slags ilt. Kropsarbeidet vilde for det fyrste taka so mykje tid, at han kom til aa maatta svikta sit rette kall, som var aa skriva bøker.

Men det viste seg, at arbeidet helder friska han upp, so han fekk meir baade hug og kraft til skriftlegt arbeid. Og han rekna ut, at um han berre vilde bruka helgedagarne til aa skriva, og paa kvar helgedag skriva berre tvo sidur trykt, so vilde han paa berre fjortan aar kunne, skriva so mykje som han fyrr hadde skrive i all si tid, daa hans meste kraft gjekk med i ein endelaus strid med langsemdi.

So skulde han ikkje kunna halda sitt aandsliv uppe utan teater, selskapsliv og alt slikt. Men det viste seg, at han ikkje kom til aa sakna noko av dette. Den langsemdi han fyrr ikkje med alt stræv kunde verja seg imot, vart reint burte no, og ein rikdom av glede og hyggje kom i staden, som han fyrr ikkje hadde visst um elder tenkt seg. Di tyngre og «grovare» arbeid han tok seg til med, di nærmare kom han naturen og folket, og lærde dermed meir og fann meir hugnad i sitt tilvære en nokon gong tidlegare. Og etter arbeidet kvilde han seg med ei bok elder i ein samtale med husfolk elder gjester ved ein kopp te, og hadde ikkje minste bruk for noko anna. Han kom i det heile til det, at teater, konsertar, store selskap, visitar, kortspel, avisur, romanar osfr., det er berre noko som paa kunstig vis skal halda uppe aandslivet hjaa folk som lever i lediggang og soleis hev mist livsens samanheng og meining.

So skulde den nye levemaaten øydeleggja helsa hans, — hadde dokterar og alt folk sagt. Men her gjekk det og reint motvendt. Di tyngre han arbeidde — han stellte seg vitugt med arbeid og kvile — di friskare og fornøgdare vart han. Gamle uvanar, som aa sitja uppe um næterne, gjekk burt av seg sjølve. Svevnløyse visste han ikkje lenger av. All den lækre kræsne maten han fyrr hadde øydelagt mage og arbeidskraft med, tapte han no meir og meir smaken for, og fekk hug paa vanleg uvand arbeidskost, som kroppen treng og kan melta. Den rørsla kroppen treng, fekk han no i fullt maal, og paa naturleg vis. Han fann, at det var med dei kunstige helseraaderne som dokterane finn paa: gymnastikk, massage, bad, elektriske og andre kurar, paafunn med maten, levemaaten, vatnet, luftskifte, tilmælt varme osfr., — paa lag som i aandeleg meining med teater, konsertar o. dl.: det var noko som paa kunstig maate skulde halda liv i dei som ikkje vil arbeida, — just som ein vilde stengja seg inne i eit rom og laga luft paa kemisk veg, naar ein kunde faa mykje friskare og betre luft berre med aa lata upp glaset. —

— «Daa eg endeleg var komen so langt,» seier han, «at eg var komen under med alt dette, kunde eg ikkje halda meg for aa læ. Etter so mange tvilsmaal, granskningar og funderingar hadde eg endeleg naatt fram til aa sjaa den merkjelege sanning: at naar me hev augo, so er det til aa sjaa med, og øyro til aa høyra med, og føter til aa gaa med, og armar og aksler til aa arbeida med; og at dersom me ikkje brukar desse lemer og reidskapar til det me hev fenge dei til, — so er det verst for oss sjølve.»

— Han hadde funne ny smak i livet, og ei meining i det, som gjorde det verdfullt og kjært. Og alle livsspursmaal greidde seg no for han so lett og endetil, at han berre maatte forundra seg paa det.

*

Me skal her til sist i stutte drag samla Tolstoi’s tankar um den rette maaten aa leva livet paa. Han kallar det elles ikkje sine tankar; det er Jesu lære, elder den sanne kristendom, han meiner han hev funne fram att.

i. Me skal ikkje gjera det vonde. Altso maa kvart menneskje arbeida, so han føder seg sjølv. Og ingen maa bruka meir en han treng; for daa stêl han og ifraa andre.

Det vonde (uretten imot andre, det aa bruka annan manns arbeid) er framsynt i pengarne, som altso er den kropsleggjorde synd. Den som brukar pengar, brukar framandt arbeid, syndar. Di mindre ein hev med pengar aa gjera, di betre er det daa. Ikkje ein gong til aa hjelpa andre med skal ein bruka pengar. Med vondt kan ein ikkje gjera godt. Den, som fær pengar, fær smak paa aa leva av framandt arbeid, vert utskjemd. Ein skal skifta sin mat med dei fatige, skaffa dei klæde, hus, jord, arbeid, um ein kan; men med pengar fylgjer det alltid vondt; pengar er storkna manneblod; det heng mord ved pengar.

Til det vonde me maa avleggja, høyrer og hât, kiv, ovund og hemnsjuke. Me maa ingen fornærma. Og vert me sjølve fornærma, maa me ikkje «forsvara» oss, men bøta vondt med godt. Av hemn, som i det heile av «motstand mot det vonde», kjem berre meir vondt; men den, som svarar paa vondt med godt, han stansar det vonde, ja vinn ofte sin motmann for det gode, gjer godt[4].

At all krig, tilmed forsvarskrig, soleis vert fordømd, er sjølvsagt.

Som me ikkje skal utnytta andre, so skal me helder ikkje vilja herska yver dei. Hermed ryk staten.

— Som arbeid er Guds fyrste bod til mannen, so hev kvinna til kall aa vera mor. Dette er eit so høgt og heilagt kall, at kvinna ved dette — og aaleine ved dette — vinn full likerett med mannen, ja ein høgare rett; for mannen skal træla for kvinna, elska, tena og vyrda henne.

Verdi, kulturen, hev gjort henne til tæve, til eit fyremaal for sanseleg lyst; so hev ho og lært aa sjaa seg sjølv (det viser seg mill. a. i maaten ho klær seg paa); dette er grunnen til, at ho hev vorte «slave». «Emancipations»strævet kan ikkje hjelpa henne, men vil gjera henne likso usæl som mannen er. Gjenom ægteskapet vinn ho sit sanne liv og si rette høgd; men egteskapet maa vera reint, ikkje som no vigd hordom elder sanselyst[5].

2. Me skal gjera det gode, d. v. s. elska næsten. «Elska» vil i Jesu munn seia: gjera vel imot, d. e. gjera væl utan aa venta takk elder løn, gjera væl for hans, for Guds, for si eigi skuld.

Altso: alt me kan gjera utyver det som trengst til vaart eige upphelde, det skal vera til hjelp for andre som treng, vaare nærmaste og kven me elles finn i vande. Um desse er «verdige» elder «uverdige» kjem os ikkje ved. Er dei verdige, so er det godt; er dei uverdige, so vil kjærleg og vyrdsam hjelp vera det einaste, som kan faa det gode upp i dei og frelsa dei.

Der kjærleik raar, fell «retten» burt; sakførsel og strid er av det vonde. Likso lite vert det tale um aa døma elder straffa kvarandre; dom og hemn høyrer Gud aaleine til. Med kjærleik, d. v. s. med godviljug hjelp og rettleiing, skal me svara endaa paa udaads verk; det er ikkje aaleine rett, men og «praktisk»: det er den einaste maaten aa hindra slike verk paa, den einaste maaten til aa faa brôtsmannen paa betre vegar.

Eigedom vert det ikkje tale um. Det einaste me eig», det einaste som er vaart «eige» paa ein slik maate, at det ikkje likso godt kunde høyra andre til, er oss sjølve, vaar eigi kropslege og aandelege arbeidskraft. Og sjølve denne eigedomen fær me ugagn av, um me ikkje brukar han etter Guds vilje: til aa gjera godt med. —

Me ser lett, at um me kunde tenkja os desse tankarne gjenomførde, so vilde verdi vera so heilt umsnudd, at alle andre «umveltningar» som hev vore elder er paatenkte, vert barneleik og ingen ting imot den. Det vart ei umveltning heilt ifraa grunnarne. Og endaa vilde ho gaa for seg utan braak elder blod, — naar me daa ikkje vil tru, at verdi kom til aa reisa seg mot desse nye «Galilæarar» med forfylgjingar.

Kor som er hev Tolstoi’s tankar funne ikkje lite tilheng, baade i Russland (der elles sekter med liknande meiningar hev vore uppe fyrr og er det enno) og i andre land. Og i ei tid som denne, daa livsleide og overkultur breier seg mest som i det gamle Rom, vil mange livstrøytte og kulturmette menneskje prøva denne læra, um dei der kunde finna det verdi ikkje kan gjeva: livsmod, hugfred, sælebot.

Arne Garborg.

  1. At han ikkje hev skift ut herregodset sit til andre som kunde trenga jord, kjem av at kona og dei fleste av baani hans er imot hans nye livssyn. Og han vil vel ingen tvinga.
  2. Fleire av desse skrifterne er umsette paa dansk, som: «Mørkets magt» (spelstykke), «For dødens domstol», «Gudsønnen», fleire av «Legenderne», «Hvori bestaar lykke ?», «Hvad skulle vi da gjøre?» og andre avhandlingar. — Andre kjende bøker av Tolstoi er: «Kreutzer-sonaten» (forteljing um egteskapet) og «Upplysningsfrukter» (spottespel yver livet millom dei «upplyste»).
     Tolstoi tek ikkje pengar for bøkerne sine lenger. Ein skal ikkje ta betaling for aa seia det som ligg ein paa hjarta, meiner han.
  3. Det som heretter kjem er teke traa ei av dei djervaste utgreiingarne hans: «Kunstens og videnskabens betydning», der han avdømer heile den «moderne kulturen» likso strengt som hans store motsetning Nietzsche (sjaa «Syn og segn» for 1895, nr. 5 og 7), — um og paa andre grunnar.
  4. Dette hev Tolstoi ofte framme, soleis i sine «Russiske folkelegender», diktverk av eit serskilt slag, parabler kan ein kalla dei, enkelt og stort og vent fortalde, folkedikting i beste meining.
  5. Um dette handlar «Kreutzersonaten», den mest miskunnslause avsløring av det vanlege ægteskap, som vel nokon gong er gjevi.