To noveller/04
DEN FØRSTE DAG
Det var paa en af de store, oversøiske Dampere. Vi var gaaet ud fra New York en af de sidste Dage i Februar, en mild Dag med megen Sol.
Jeg havde faaet til Rejsekammerat i Kahytten en Landsmand, en trediveaarig Læge, der skulde en Tur hjem til Kristiania. Vi var ellers faa Nordmænd ombord, kun nogle Farmere, der med sin Yankeesmarthed blev os alt for uhyggelige. Vi sluttede os derfor allerede den første Dag til hinanden og blev saa intime Venner, som man kun bliver det paa Rejse.
Han havde været derover i mange Aar, var blevet bleg og tør af Prærieluften, og havde faaet alt dette aabne, udannede over sig, der særlig præger Amerikanerne. Han var altid indeskret angaaende sig selv, fortalte mig Ting, som man sjelden betror noget Menneske, og mindst en Fremmed, han aabenbarede mig sine mest personlige Hemmeligheder. Men han roste sig aldrig selv. Han forsøgte aldrig at hæve sig i mine øjne. Det var tværtimod Skyggesiderne ved sit rige og mærkelige Liv, han meddelte mig i de lange Dage over Havet.
Og naar han var træt af at fortælle, tog han frem sine nedskrevne Erindringer og Dagboger og læste op af dem. Og de mange beskrevne Blade var en Historie om et bevæget, skiftende Liv, snart i Guld og Sol, snart i de store Byers Baggader og i Fængsel.
Det syntes, som han var født paa en heldig Dag, thi naar han dybest var sunken og havde al Verden imod sig, kom der altid et Tilfælde, der igjen bragte ham paa Livets lyse Side. Han gjorde Indtryk af at være et svagt, karakterløst øjebliksmenneske, men alligevel saa god og nobel som nogen.
— Og af det, han læste op for mig paa en af disse uendelige Rejsedage, er følgende et Brudstykke, et Træk fra hans tidligste Ungdom, hvilket jeg trolig har opbevaret gjennem Aarene.
Saa gled Døren i, sagte og lydløst, lukkede sig som Vandene over en Afgrund. Der rasledes med Nøgler derude, en sættes brutalt i, det knirker i Laasen, to Omdrejninger, og Nøglen tages ud.
Aa for en Lyd!
Det var som et Hav havde styrtet over mig, skyllet mig bort fra Livet og Verden, begravet mig dybt paa sin mørke Bund og der levnet mig et Rum, et lidet Rum, hvor jeg kunde drage Aande og strække mine Lemmer — mine smaa, stakkels Lemmer.
Aa for en rædsom Lyd!
Hvor den skar gjennem Marv og Ben! Det var som en glødende Staaltraad blev trukket gjennem hele mit Legeme fra Isse til Fodsaale, som om rindende Bly blev heldt ned i min Hjerne.
Sagte og uden Lyd var den gledet i denne Dør, der stængte mig ud fra Verden og Livet, mit unge, dejlige Liv. Et fugtigt og klamt Pust havde i det samme viftet forbi mig, en tung, indestængt Fængselsluft havde slaaet mig imøde. Saa hørtes Skridt derude, tunge Skridt, der sang mod Stenflisene, de stanser, en Dør laases op og i. Og alt bliver stille. En forunderlig Stilhed, uden den Sus, som altid farer gjennem Rummet, uden denne Lyd, som altid synger en i Ørene.
Jeg staar og stirrer paa denne lille Dør, der ser saa massiv ud. Den er beslaaet med tykke Jernplader og midt paa den er et lidet Kighul, som er tildækket udenifra. En Trækarm omgiver den. Lige ved hænger en Klokkestreng. Rundt omkring er den gule, kalkede Væg. Jeg staar og stirrer paa dette sørgelige golde Billed, rædselsslagen, med stive Øjne, uden at kunne tro paa, at man virkelig havde taget mig bort fra Menneskene og spærret mig inde her som et usselt Dyr — mig! . . . aa for en vanvittig Tanke!
Var jeg et saadant farligt Menneske, at man maatte sætte mig i Bur? Var jeg i Slægt med de vilde Dyr i Skoven? Havde jeg da gjort noget galt?
Saa strømmer de sidste Dages Begivenheder ind paa mig, Forhørene, de strenge Dommere og alt dette, som jeg ikke havde forstaaet noget af.
Aa nej, det kunde ikke være sandt . . . det var bare en Drøm alt dette. Snart vilde jeg vaagne og saa vilde Moder komme ind med Kaffen og saa vilde jeg fortælle hende om denne fæle Drøm, som jeg havde havt. Og saa vilde hun le til mig og holde en lang Prædiken om Lydighed.
Eller saa vilde denne Dør aabne sig, aabne sig saa sagte og lydløst, som den havde lukket sig, og saa vilde der staa nogle Mennesker derude og le og spørge, om jeg havde været bange. Men da vilde jeg skride stoltelig forbi dem i taus Foragt, og siden vilde jeg fryde mig over, hvor flaue og flade de var bleven over sin daarlige Spøg.
Og jeg staar og stirrer paa den lille jernbeslagne Dør, stirrer til der rinder Vand at mine øjne og værker i mine Knær. En dump tærende Fortvilelse raser i min Hjerne, Tankerne fryser før de fødes og alligevel er det, som om der rinder Ild i mine Aarer.
Men det er saa stille, saa stille rundt om mig. Ikke noget, som Lyd kan nævnes, ikke et sagte Skridt, ikke et dragende Suk, stryger mit øre forbi. Mine Tanker er ikke Tanker længer. Denne brune, jernbeslagne Dør fylder hele min Bevidsthed. Jeg kan ikke fatte, at den er laaset og lukket for lange Tider. Jeg staar paa den samme Plet, hvor jeg var ført ind, med Hænderne i Lommen, staar bare og stirrer og stirrer.
Hvor længe jeg stod der, ved jeg ikke. Det var begyndt at værke i mine Knær, jeg følte mig træt i Hofterne og træt i Hovedet. Al min dumpe, nagende Fortvilelse var blevet til Tomhed i Sjælen.
Saa synker jeg om paa Gulvet, lægger Hovedet i min Arm og begynder at græde. Det er en stille, inderlig Graad, et befriende Væld af Taarer, hvori al min Sorg og Ulykke for et øjeblik skylles bort. Som et graat, tungt Billede glider mit Liv i de sidste Dage forbi mig. Jeg græder over disse Mennesker, som har været saa onde mod mig, at de har forspildt mit unge Liv. Min Graad bliver saa voldsom, da jeg tænker paa det.
Hvad havde jeg gjort, at alt dette skulde vederfares mig? Intet havde jeg gjort. Jeg var ikke skyldig. Nej, jeg var ikke! — var ikke!
Min Graad bliver til Raseri. Jeg raaber højt om min Uskyld, idet jeg vælter mig paa. Gulvet og vrider mig som i Smerte. Og i mit vanvittige Raseri springer jeg op, sparker mod Dørens Jernplader og skriger højt og hæst, et Skrig, der i mine egne øren lød som et Dyrs Brøl. Og jeg bliver ved at sparke mod Døren, og jeg skriger til mine Skrig kun bliver til hæse, gispende Støn.
Men medens jeg staar der og bearbejder Døren med mine Hæle, saa glider ganske pludselig den lille Luge, der dækker for det runde Kighul paa min Dør, tilside, og bag Glasset møder mig et lidet vassent Øje med liden Pupil; det ser paa mig med et roligt, men ondt og giftigt Blik.
Jeg bliver med ét rolig; jeg staar som fastnaglet og stanser midt i et Skrig. Det er som enhver Lyd stivner og mine Læber fryser. Dette Øje holder mig fast som i en Skruestikke og behersker mig. Jeg synes som om en blankslebet, glindsende Kaardespids lyner mig lige i øjet, og om jeg rørte mig, vilde jeg føle dens Rids smerte. I et halvt Minut ser det maaske paa mig, men i dette halve Minut føler jeg mig sjælesyg og nedværdiget, som aldrig før. Alt andet, jeg havde gjennemgaaet, var intet mod dette. Det syntes mig, som sad jeg i et Bur og alle kunde glo paa mig, alle Mennesker. . . . Saa hører jeg, idet der kommer noget stikkende i dette øje, en raa, isnende Stemme sige:
— Du har bare at forholde dig rolig.
Ude i den store Hvælving lød Stemmen kold og skingrende, som naar en Sten kastes udover Isen. Saa gled den lille Luge i, og jeg hørte sagte, dæmpede Skridt derude, som om en listed sig paa Hosesokker.
Saa bliver der aldeles stille. Jeg staar en Stund, lidt nedtrykket, lidt liden, og drejer mig saa om paa Hælen, som om jeg tager den Beslutning at rinde mig i Situationen. Jeg ved altsaa, hvorledes jeg skal forholde mig. Det var „rolig“ han sagde, den fordømte Slavevogter. Med Hænderne dybt i Buxelommen driver jeg frem og tilbage paa Gulvet, bander, føler mig lidt rasende og er ikke saa lidet forstemt.
Min Celle ser ud som en Dragkiste med hvælvet Laag. Væggene er kalkede lysegule, en forfærdelig Farve, der saarer Øjnene. Taget er lidt buet, hvidkalket og ikke ganske frit for Spindelvæv. Cellen ser maaske ud til at være 4 Meter lang og 2 bred. Lige mod Døren, højt op paa Væggen, er et rundbuet Vindu med ti Ruder og udenfor er et tykt Gitter af sorte, runde Jernstænger. Igjennem dette Vindu ser jeg et Stykke graa Himmel samt en Strimmel Stakkit, hvorfra der strutter ud en Masse Jernpigger med Haker.
Det er alt, jeg ser af Verden.
Paa den ene af Langvæggene er en lang, lyseblaa Kasse haget fast, som jeg først ikke rigtig kan forstaa, hvad den skal benyttes til; siden skjønner jeg jo, at det er min Seng. Op til den anden Langvæg staar en stor, tyk Vaskerstol og ud fra denne er en Skive, som skal tjene som Bord. Ved Enden af Skiven staar en Krak. Da jeg sætter mig paa den, mærker jeg, at den er fastskruet til Gulvet. I Krogen ved Døren er en afrundet Tilstelning, som jeg ved nærmere Eftersyn finder at være et Aftræde. Ved at lukke op Døren i Vaskerstolen opdager jeg, at der staar en Krukke med Vand i det nederste Rum, og i det øverste ligger tre Bøger: Testamentet, en Psalmebog og en Bønnebog.
Det var alt, hvad min lille Celle rummed. Dog nej — lige ved den blaamalede Kasse hang der noget trykt, den eneste verdslige Læsning, jeg havde. Det var Spiseseddelen samt „Instrux for Fangerne.“ Jeg lod mine øjne glide nedover det uden at kunne opfatte, hvad der stod.
Jeg gaar uafladelig frem og tilbage paa Gulvet, med hurtige, nervøse Skridt. Jeg forsøger at tænke roligt over de sidste Dages Begivenheder, men rastløs farer Tanken frem og tilbage, Billederne glider med en hvis Ilterhed, uden i noget enkelt Punkt at finde Hvile. Det er mig aldeles umuligt at finde Sammenhæng i de sørgelige Hændelser, som var væltet ind over mig. Det syntes mig at være kommen saa pludselig alt sammen, at jeg ikke havde havt Tid til at tænke over min Stilling.
Fra den Aften, jeg sad sammen med nogle Kammerater i et vældigt Lag og til idag, da jeg stod foran Skranken og blev forhørt af denne Dommer med det underlige, stærke Blik i Øjnene, laa der ingen Tid, syntes jeg, og i Virkeligheden var der dog gaaet en hel Maaned.
Og nu gik jeg indenfor disse nøgne, gule Mure, der trykkede mig paa alle Sider, klemte mig, saa jeg syntes at føle legemlig Smerte. Og jeg gaar der og fornemmer denne Smerte og finder en Slags Lise i den. Det er ligesom Væggene lægger sig ind til mig og maser mit Kjød, flænger Huden i Striber, saa Musklerne ligger nøgne og Blodet render varmt og sagte. Det er en fysisk og psykisk Smerte — en dejlig, vellystig Smerte.
Tankerne lægger sig om det røde Blod, og dvæler ved det grufulde Billede, saa jeg virkelig faar Lyst til at se mit Blod.
Sagte tager jeg min Trøje af, bretter Skjorten op, og ser paa min hvide, tynde Arm. Huden er gjennemsigtig, saa Aarene tegner sig som mørkeblaa Striber. Jeg leder mig ud en hvid, blodfuld Plet paa højre Overarm, og der lægger jeg Munden over. Først bare suger jeg, men denne egne Smag af den varme Hud, denne Fornemmelse af bankende Liv gjør mig gejl. . . . Tankerne havde jaget syge og feberfulde omkring, min Hjerne havde arbejdet sig ind i et sært Delirium, det var som om jeg kun aanded i Blod, kun saa Blod og kun længted efter at stille min ulidelige Tørst i mit eget Blod.
Saa borer jeg mine Tænder ind i Huden, bider af al min Kraft og føler det varme, dejlige Blod sile ind i min Mund.
I det samme Smerten kom, følte jeg en henrivende Vellyst, en Kildring som at blive strøget af Kvinder, og en hed, underlig Gysen gjennemrislede mig. Jeg har lagt mig paa Gulvet. Med lukkede øjne og med Tænderne bored dybt i mit Kjød ligger jeg og føler min Mund fyldes af det lumre, salte Blod. Og som et tørstig Rovdyr drikker jeg det; og jeg beruser mig i mit eget Blod.
Da jeg løfter Munden, ser jeg to gabende, halvmaaneformede Saar, og jeg ser ind i mit eget Kjød. Men Saarene fyldes strax med Blod, og Blodet lægger sig udover Huden og rinder nedover Armen. Det smerter voldsomt, men det er en Smerte uden fysisk Lidelse.
Jeg river en Strimmel af min Skjorte og forbinder Saaret saa godt, jeg kan.
Det er sent paa Eftermiddagen ved Vintertide. Mørket er sagte seget ind, uden jeg har mærket det. Gjennem mit tilgittrede Vindu ser jeg en Stribe sortblaa Himmel med nogle lysende Stjerner. Skyggerne har lejret sig bløde og mørke rundt om i min Celle, saa Krogene bliver saa fjerne, uendelige. Jeg har ikke længer denne trykkende Følelse af at være indestængt, at sidde i Bur. Det er ligesom de gule, nøgne Vægge er veget og alt Himlens Mørke omgiver mig.
For første Gang paa mange Dage føler jeg Ro og Fred. Det smerter lidt i Armen, men det generer ikke noget videre. Jeg forsøger at sidde paa Krakken, men den staar for nær Væggen, jeg maa sidde for opret og foretrækker Gulvet, hvor jeg kan vælge hvilken Stilling, jeg behager.
Og der sidder jeg og tænker, tænker.
Min Ulykke! Hvorfor havde man ikke Barmhjærtighed med mit unge Liv. Barmhjærtighed! — jeg ler koldt. Barmhjærtighed er for de Svage, jeg har ikke Barmhjærtighed behov.
Her skulde jeg sidde i lange Dage, i mange Maaneder af mit Liv. Her skulde jeg stivne hen og dø aandelig og legemlig, leve ud alt mit Liv, tære paa mine fattige Tanker til Hjernen ikke havde Stof til at tænke mer. Alt hos mig vilde dø, disse gule, nøgne Vægge viide ribbe mig for alt, som Livet leves paa.
Og hvorfor! Hvor det var latterligt. Fordi enne Dommer vilde have det til, at jeg havde været med to Fyrer paa et natligt Æventyr, at have vandret to Mil en snetung Vinternat, at have taget ud et Vindu for — i Fællesskab med to andre — at have bemægtiget os — tre, 3, Kroner.
Hvor det var latterligt dette med de tre Kroner. Jeg husker, hvorledes Dommeren brød Kjæverne næsten ud af Led, da han skulde sige „bemægtigede sig tre Kroner“. Og saa lagde han saadan speciel Vægt paa, at der var øvet Vold mod Huset, „det er, som Aktor ganske rigtig bemærkede, et Tilfælde, som maa henregnes under Indbrud“, sagde han i Referattone.
Og havde jeg endda været med, havde jeg endda været „delagtig“ — men ved Gud, saa sandt som jeg havde mine fem Sanser, saa kjendte ikke jeg det ringeste til hele Historien, for Folk fortalte mig den som en Nyhed. Jeg hørte den paa Gaden nogle Dage, og lagde saa vidt Mærke til, at den var hændt samme Nat som jeg i halvt beruset Tilstand havde ranglet udfor Byen et Sted og lagt mig i en Lade paa Grund af en instinktsmæssig Skræk for at vise mig hjemme slig, som jeg var.
Men saa hørte jeg om disse to Gutter, som var blevet arresteret, to Gutter, som jeg altid havde ligget i Krangel med, og saa kommer pludselig Anklagen mod mig. Jeg havde naturligvis nægtet, men saa sagde man, at hvis jeg ikke tilstod, saa blev det meget værre for mig. Og det var ikke alene Dommeren, den samme Mand, som ogsaa idag havde pint mig, men min Moder og alle andre Mennesker, alle sagde de, at jeg maatte tilstaa med det gode, for ellers blev det saa meget værre for mig.
Jeg havde forsøgt at overbevise dem om, at jeg var uskyldig, havde henvist til de Kammerater, som jeg havde tilbragt Aftenen sammen med, havde grædt og bønfaldt, men alle troede de, at jeg var skyldig. Og da saa denne Dommer havde givet mig Spørgsmaal for Spørgsmaal, havde ligesom lagt hele Historien tilrette for mig, havde pint mig paa alle Maader og havde seet paa mig med sit stærke, gjennemtrængende Blik, da betoges jeg af en lammende Følelse, en Opgiven af mig selv. Det var ligesom dette Blik sugede ud af mig alt det, han havde givet mig ind; jeg var helt i hans Vold, og havde han spurgt mig, om jeg havde myrdet, havde jeg svaret ja.
Ved enhver Lejlighed senere søgte jeg at benægte det hele, sidst nu idag, men det var bare i Begyndelsen. Naar han havde seet paa mig en Stund og sagt noget til mig paa sin strenge Maade, saa var det som jeg knækkede over, som jeg tabte Evnen til at tænke og ville, og han kunde faa mig til at sige, hvad det skulde være.
Men jeg var ikke skyldig, jeg var ikke nogen Forbryder! Og jeg springer op og tramper i Gulvet og skriger:
Du store Gud, jeg er ikke skyldig!
— Der er mørkt rundt om mig. Et tungt, tykt Mørke fylder min Celle. Gjennem det tilgittrede Vindu højt oppe paa Væggen ser jeg ligesom i uendelig Fjernhed en sortblaa Himmel med nogle matte Stjerner. Og en enkelt, som lyser og blinker, . . . en skjælvende Fixstjerne.
Og det er en øde, trykkende Stilhed rundt om mig. Jeg følte, som om en Pest var gaaet over Jorden, og alt Liv var død ud, og jeg var det eneste Menneskebarn, som var levnet.
Jeg sætter mig stille ned paa Gulvet igjen, hviler Hovedet i min Haand og stirrer ud gjennem Mørket paa den lille lysende Stjerne, der straaler og blinker, en enslig Sol, der bryder gjennem Natten.
Medens jeg sidder saadan og stirrer, begynder pludselig nogen at synge; det er en Kvindestemme. Den høres saa fjern og dog saa nær ved, undertiden drukner Lyden, undertiden toner den rig og fyldig ud gjennem den store Hvælving. Det er en simpel Vise, en af disse almindelige, der er spredt ude blandt Almuen. Men det er som et Væld af Sorg, der strømmer ud, som al hendes Lidelse laa i disse faste, spænstige Toner.
Saa hører jeg en Dør laases op og nogen kommer gaaende. Fodtrinnene stanser udenfor min Celle, Nøglen sættes i, Døren laases op, og ind kommer Slutteren med et Talglys i Haanden. Jeg kjendte det lille vasne Øje igjen. Han var en høj, bredvoxet Mand med sort Helskjæg; Munden var smal og sammenpresset, og der hvilte et haardt og ondskabsfuldt Træk over hele Ansigtet, især var øjnene giftige.
Han gaar hen og sætter Lyset paa denne Bordskiven, tager frem tre Svovlstikker, som han lægger paa Lysestagen og staar saa og roder efter noget i Buxelommen.
Imedens er jeg staaet op, har stillet mig henne ved Sengkassen og staar og ser paa ham. Og medens han staar og roder i Lommerne, siger han:
— Du faar Lys fra 6 til 8 — Klokken 8 skal du lægge dig, . . . Du maa Fan ta mig ikke holde saan Kvalm her, for du kommer i Hullet da, Tosken.
Saa tager han op af Lommene noget sort Tobaksrusk, Smuler af Bladtobak, gnider det mellem Fingrene og helder det op i en liden Snadde, som han tænder ved Talglyset. Hele Tiden har han staaet og seet paa mig, lidt prøvende, lidt maalende, og medens han tager et Par Drag af Piben siger han ligesom til sig selv:
— Aa — du er en slig en, ja.
Og i det samme han aabner Døren for at gaa, ser han paa mig med et lidt fraværende Udtryk i Ansigtet og siger:
— Ja, du maa Fan ta mig ikke holde Kvalm her, forstaar du.
Derpaa lukker han Døren sagte i. Han sagde ikke dette sidste saa brutalt som det første. Der var mere Ro i det, ja endog et ubetydeligt Drag af Velvilje. Hans Mønstring af mig havde maaske faldt ud til min Fordel.
Jeg hører ham gaa derude i den store Hal nogle Skridt, laase op en Dør og strax efter laase den igjen. Derpaa kommer han gaaende nedover igjen forbi min Dør og strax nedenfor laase op en anden for næsten øjeblikkelig at laase den. Han gaar derpaa op to Trapper, og lige over mig hører jeg tre Døre blive oplaast og gjenlaast. Saa gaar han.
Jeg vidste nu altsaa, at vi var bare seks Stykker, som sad her. Og jeg bliver gaaende frem og tilbage paa Gulvet og tænke paa Slutteren og paa disse fem Mennesker, som delte Skjæbne med mig.
Det smerter lidt i Armen, en stille, nagende Smerte, der gjør mig hed og nervøs. Lyset brænder guligt og mat, og det lyser kun daarligt op i min Celle. Der er dunkelt i Krogene og op under Taget, og det svage Skin, der lægger sig opover Væggen, gjør Vinduet til et sort, dybt gabende Hul, til en Anelse om Vej til Verden derude, til en Drøm om Frihed.
Nu gik Menneskene derude i de lange, brede Gader, hvor Gaslygterne lyste, og Sneen laa hvid og blød. Mine Venner gik maaske netop nu nedover Boulevarden sammen med nogle Smaapiger, maaske med Ruth og de andre. Hvor Ruth var dejlig! Men nu turde jeg aldrig se hende mere, turde aldrig tale med hende.
Og jeg sukker, og der kommer Taarer i øjnene.
Der var kommet en viss Resignation over mig. Det var som om jeg begyndte at ane, at jeg alligevel maatte finde mig i min Skjæbne, og at det ikke nytted at rase. Dog bliver jeg alligevel saa underlig, naar jeg tænker paa mine Venner derude, som er fri og frank, som kan gaa og komme, naar De vil. Det er ligesom jeg faar en fysisk Fornemmelse af, at jeg har Lænker om Benene, virkelige Lænker som rasler og som gnaver sig ind i Kjødet.
Lyset brænder sagte nedover med en blaalig, gul Flamme, og der er tykt sort Rag paa det, som jeg ikke gidder tage bort. Fra Cellen ved Siden af hører jeg sagte Skridt frem og tilbage, frem og tilbage, men ellers er det saa uendelig stille.
Jeg sætter mig paa den runde Krak, og med Albuen støttet mod Knæerne sidder jeg foroverbøjet og stirrer ned i Gulvet. Mit Sind er noksaa roligt, men mit Hjerte banker voldsomt; af og til er det som Blodet gaar ligt Bølgeslag gjennem mit Legeme. Tankerne kredser sig uafladelig om det samme, det evige samme.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde siddet slig. Jeg vækkes pludselig ved Støj udenfor; det er, som en kommer bærende paa noget. Jeg springer op og staar og lytter; og medens jeg staar der, mærker jeg en intens Smerte i Armen, og det værker i Benene. Stillingen havde været for anstrængt, Saaret havde maaske gaaet op, og jeg havde hvilet for tungt paa Knæet.
Noget sættes ned udenfor min Celle, Døren aabnes og Slutterens Stemme derude siger:
— Her er Kveldsmad til dig.
Jeg gaar ud i Døraabningen; derude paa Gulvet staar et stort Bræt med sex Grødfad og sex Skaaler Melk; i hvert Fad er stukket en Træske. Jeg bøjer mig ned og tager med højre Haand et Grødfad og med venstre en Skaal Melk, men jeg har neppe løftet denne halvvejs op, før Taget glipper og Melken gaar i Gulvet. En heftig Smerte jog pludselig gjennem Armen, et Stik som af en Lancet gjennemrislede mig, det var som et Øjebliks Lammelse lagde sig over alle mine Nerver, og det var kun med den yderste Anstrængelse jeg kunde forhindre, at ogsaa Grødfadet faldt i Gulvet.
Slutteren brugte en forfærdelig Mund og bandte paa, at jeg skulde nok faa lære at holde fast paa det, jeg fik.
Jeg var saa mat og slap, at alt hvad han sagde, kun gled som Lyd forbi mit øre. Jeg stirred paa ham med et sløvt Blik og veg baglænds indover i min Celle. Der satte jeg mig ned paa Krakken med Træskaalen mellem Hænderne og hørte ham trække Døren heftig til, med en Ed.
Jeg var meget sulten, men da jeg skulde til at spise, fik jeg det ikke til. Denne gamle, slidte Træske og denne Træskaal gjorde mig ondt. Og denne brune, haarde Grød, der saa ud som raa Deig, bød mig imod. Jeg tog en to tre Skefulde og satte det hele fra mig.
— Saa gaar jeg der frem og tilbage i min trange Celle og venter bare paa, at Tiden skal gaa.
Bare venter, venter.
Det er ligesom jeg hører et Uhr tikke og gaar og tæller hvert rindende Sekund. Jeg tæller til sexti. Et Minut er gaaet. Atter til sexti — to Minutter Atter om igjen og om igjen. Nej Gud — det bliver for frygteligt, det er som Tiden staar stille, det er intet, som bevæger sig fremover.
For at slippe at føle dette uendelige, dette forfærdelige, der vil gjøre mig vanvittig, faar jeg det Indfald at klæde Trøjen af mig og brætte Skjorten op paa min venstre Arm. Forsigtig tager jeg Kluden af Saaret og betragter det. Der har lagt sig en svag Rur over det, og der ligger brunt, størknet Blod rundt omkring.
Først skraber jeg med Neglerne Blodet bort og begynder saa at pille ved Saaret. Det smerted ikke saa lidet, men jo mere ondt det gjorde, des hidsigere blev jeg ved at pille. Det var ligesom jeg fandt Lise i at pine mig selv. Havde jeg engang Mod til ved en rigtig heftig Bevægelse at fremkalde et virkelig djævelsk Stik af Smerte, følte jeg en vellystig Glæde for en lang Stund og sad og betragted Saaret og forestilte mig, hvorledes jeg havde følt netop i det Øjeblik og led det samme om Gang efter Gang.
Jeg ved ikke, hvorlænge jeg var beskjæftiget med dette, men jeg farer pludselig op ved at høre Døren derude aabnes. Jeg hører, det er Slutteren, som gaar derude; strax efter begynder han at ringe med en Haandklokke, idet han gaar frem og tilbage. Da han kommer til min Dør, aabner han den paa Gløt og siger:
— Klæd af dig!
Strax begynder jeg at tage af mig. Slutteren gaar ovenpaa og bliver en Stund i hver Celle. Jeg klæder af mig saa sent som muligt. Omhyggelig knapper jeg op hvert Plag, drager det af mig, som om det var Silke og lægger det forsigtig sammen.
Alligevel hører jeg, at Slutteren har to Celler tilbage, da jeg staar nøgen. Jeg har taget af mig alt, lige til Skjorten. Saa tager jeg Kluden og linner om Saaret igjen, der var blevet halvaabent. Medens jeg staar og betragter mit nøgne Legeme, er Slutteren kommet til Cellen ved Siden af min. Jeg begynder at iføre mig Skjorten igjen, men medens jeg er ifærd med det, høres et Skrig derinde fra. Strax efter hører jeg Slutteren bruge en voldsom Mund, uden at jeg dog hørte, hvad han sagde, og derpaa skriger en Kvindestemme op, og jeg kunde opfatte, at Ordene „Svin — Svinebæst“ gjentages hyppig. Saa bliver det med ét stille. Dog syntes jeg som en sagte Hulk naar min Øre.
Da han kommer ind til mig, kan jeg ikke mærke paa ham, at der er hændt noget særligt. Maaske er hans smaa vasne Øjne lidt sammenknebne, saa de ser mere onde ud end ellers, men det er det hele.
Han laaser op den lange, lyseblaa Kasse, thi den er ved et Hængelaas nedentil gjort fast til Væggen, haker Krogene af og lader den falde i Gulvet, hvorpaa han reder op. Over Halmen lægger han et haardt Strilagen og giver mig til Dække to graa Blankets.
— Læg dig nu, siger han.
Jeg adlyder strax, gaar op i Sengen, breder Tæpperne over mig og lægger mig tilrette. Og uden at se paa mig og uden at værdige mig et Ord tager han mine Klæder i en Arm og Lyset i den anden og gaar ud og laaser Døren igjen.
Det er mørkt rundt om mig. Selv Stjernerne derude kan jeg ikke se, thi Sengen ligger saa lavt. Og idet jeg ligger og stirrer ud i dette sorte, tykke Mørke, kommer Rædselen over mig. Ved at tænke paa dette fæle Hus, hvor jeg var indespærret, ved ikke at høre en eneste Lyd af Liv, af Mennesker, ved at ligge der helt for mig selv som om jeg var paa en øde Klode, bliver jeg bange som for en kommende Fare. Jeg lukker Øjnene og trykker Hovedet ned i Puden, men som om ikke det hjælper, breder jeg Tæpperne over Hovedet, dækker mig saa godt til, at jeg næsten ikke kan puste og ligger der aandeløs og venter, hvad der skal komme. Jeg synes, jeg hører Kvinden derinde i Cellen skrige igjen, skrige og bede for sig, jeg ser sort, tjavset Haar nedover Skuldrene, et Par fyldige Bryster vælde ud over Linnedet, ser Graad og Had i øjnene, medens Munden beder; og Slutteren staar over hende med sine vasne Øjne og vil tvinge hende.
Men saa er det, som om onde Aander har fyldt min Celle, som om de farer om og rumsterer derinde, som om de stryger hen over min Seng, trækker i Tæppet, som om de vil slide det fra mig, og Rædselen tager mig slig, at jeg begynder at skrige — skrige højt og vildt. Idet jeg ligger der syg, i Feber, ventende paa en Undergang, synes jeg at føle et Dunk i Hovedet, et Stød som af en Knokkelhaand, et virkeligt Stod, som gjør ondt.
— Fra det øjeblik husker jeg ikke mere. Formodentlig er jeg blevet bevidstløs og er senere sovnet ind.
Det er endnu næsten Nat, da jeg vaagner. En svag Lysning siver ind igjennem Gittervinduet og lader mig i dunkle Omrids skimte min Celles Indhold.
Jeg ser mig om uden rigtig at vide, hvor jeg er, men idet jeg rejser mig halvt op paa Albuen, støder jeg mig mod den skarpe Sengkant, og dette gjør mig med ét lys vaagen. Alle Gaarsdagens Begivenheder staar pludselig tydelig og klar for mig, ligesom et Landskab i Morgensol.
Hver enkelt liden Begivenhed, de skiftende Minespil hos de Mennesker, jeg havde set, ligetil halvfødte Tankeglimt, gaar atter i ustanselig Forvirring gjennem min Bevidsthed.
Det er intet i Begyndelsen, jeg kan fæste mig ved og reflektere over.
Ustanselig, som i Feber jager Tanken hid og did, og søger saa grusomt netop de Ord, som har smertet mest, de Blik, som har haanet, hver liden Hændelse, som jeg har lidt under. Jeg lever i nogle Øjeblikke Gaarsdagen om igjen helt til den mindste Detajl.
— Efterhaanden kommer der dog mere Ro over mig. I det dæmpede Morgenlys, som sagte siver ind, træder de gule, nøgne Mure tydeligere og tydeligere frem, og lægger som en Bremse paa mine Tanker.
Jeg kjender det Liv, som jeg kommer til at leve de kommende Dage, det samme regelmæssige, uomskiftelige, den ene Dag lig den anden. Jeg har bare at vente paa, at Tiden skal gaa, bare at vente.
Nu hører jeg Slutteren derude.
Det er en ny Dag, som begynder.