To noveller/03
FRA DET SORTE KAMMER
VII.
Det var lys Dag, men Lugerne var for Vinduerne, og Gardinerne var nedrullede i hans Kammer. En liden mat Natlampe brændte henne i en Krog, og kastede et usikkert, vigende Lys over de sorte Vægge. Skyggerne var dybe, Krogene blev saa fjerne, det var som hans lille Kammer blev til en endeløs Sal, hvorover Mørket rugede. Kun over ham selv og Bordet faldt der en svag Lysning. Men der var ingen skarpe Konturer, alt blev sammensmeltende og halvmat, som en Drøm, hvor intet støder øjet.
Han sad i Sofaen med Brevet foran sig. Hans Tanke strøg sagte hen over det Aar, der var gaaet. Som med smaa tamme Vingeslag gled han hen over det Stykke Liv, der for ham havde været en stille, sagte Sejlen fra Lys til Lys. Han syntes sig som en dejlig Fuldrigger, der lagde en straalende Blinkfyr agterud og strax saa en ny lyse i Horisonten.
Men medens han havde levet Livets Dage, de rige, fulde, havde et andet Væsen levet den levende Død, med hans Navn paa Læben, med hans Billede i sit slørede Blik.
Han syntes at se en Menneskesjæl i Opløsning, hvorfra Forraadnelsens Gift steg i de Tanker, der var Vanviddets, i de Tanker, deilig en irrgrøn Byld omsluttede hans Navn.
Hun blev for ham som den sælsomme røde, grumsede Taage, der en Høstdag kan ligge over en solbeskinnet By. Solen smyger sig ind under Taagedækket, saa det bliver, som man vader i Sol og aander i klam Taage.
Hvad kunde han dog for, at dette Menneske var kommet i hans Vej! Ingen Skyld havde han i al hendes Ulykke. Men han vilde være god mod hende. Han vilde give hende Trøst slig som hin Aften, hun kom til ham paa Hotellet. Han vilde atter give hende Livets Ord, slig som hun vilde have det, ja, han vilde give hende det saa helt og fuldt, at det skulde tone i hendes Øren som en Himmelens Musik og det skulde fylde al Nattens Drøm.
Hvor han maatte smile, naar han huskede, at han engang havde villet eje hende kun for at have besejret hende. Nu var det det eneste han havde at bebrejde sig, at han havde flettet Kjærlighed ind i sine Breve til hende.
Derfor havde han maaske Skyld.
Hun begyndte at besøge ham.
Hun kom til ham udpaa Ettermiddagen, sad en Times Tid, talte ustanselig, bad ham tilslut om en Spadsertur og gik saa, da han undskyldte sig, men kom den næste Dag tilbage.
Hun gjorde et beklemt, sønderrevet Indtryk. Hun talte utydelig og længe, som om hun var vant til at tale med sig selv. Undertiden forstod han ikke et Ord af, hvad hun sagde. Hun satte sig altid nede ved Døren, sad og saa ned i sit brede Fang, og talte uafbrudt.
Han fik ingen Lyst til at være god mod hende. Han følte altid bedre for hende, efter hun var gaaet. Hun gjorde et forunderlig goldt Indtryk paa ham denne lange, tørre Kvinde med de brede Hofter og disse brændende, flakkende øjne. Naar hun sad der og talte, kunde hun undertiden give ham et Blik fra Siden, dette Blik, han aldrig havde glemt, siden han saa det første Gang.
Men altid var det noget, der holdt ham tilbage fra at række hende den Haand, som hun altid saa ydmygt trygled om, med Bøn og med Blik.
— I Begyndelsen var hun tam og tilbageholdende, hun ligesom vilde viske ud af hans Erindring hint Optrin for et Aar tilbage. Men for hver Gang hun kom, lagde hun bort lidt af sin Tamhed, og noget vildt, umenneskeligt kom frem.
Hun var som et af de Rovdyr, der Tid efter Tid kan sidde og vente paa dét Bytte, som det ved er sit, men som det kun kan naa ved at vente.
En Dag kom hun i det samme han skulde gaa ud.
— Skal vi saa ikke gaa en Tur i Fjeldet, siger hun.
Men han har noget at gjøre i Byen. Og hun gaar med ham. Fra det ene Sted til det andet. Tilsidst tager han hende med ind paa et Konditori. Han likte ikke at gaa omkring med hende. Han følte sig utryg mod dette villende hos hende, og han fik en Følelse af, at Folk gik og stirred paa dem.
Da de skulde gaa, siger hun:
— Nu gaar vi altsaa den Tur i Fjeldet.
— Men medens han gik sammen med hende inde i Byen, og medens de sad inde paa Konditoriet, mærkede han, hvordan alt i hende skalv, hvordan hendes umaadelige Længsel efter ham brød sig frem, saa hun ikke længer kunde beherske sig. Hendes brune, stygge Ansigt blussede, og Ordene stødte hun frem, og hendes Bevægelser var hastige, vibrende. Det var som om den kildrende Længsel efter ham sydede gjennem hende Dag og Nat, og altid truede med at bryde løs, naar hun saa ham og følte hans Nærvær. Og han var mangen Gang nær ved at give hende sin Haand paa det, der var hendes ene Tanke; men i det afgjørende øjeblik lammedes hans Vilje. —
— De gik ikke i Fjeldet. Hun slentrede med ham gjennem Byen igjen, han foregav at have meget at udrette, han vilde ikke plage hende mere — Farvel, undskyld at jeg har plaget Dem saa længe.
Hun saa paa ham med et Par næsten brustne, skuffede øjne og ilede saa hurtig opover Gaden.
Han stod og saa efter hende. Der laa noget af den vilde Fortvilelse i hendes febrilske Gang og over hendes bøjede Hoved.
Saa begyndte hun at skrive til ham.
Dag efter Dag kom hendes Breve, regelmæssige som Dagen selv. Undertiden var de endeløs lange, Ark efter Ark tætskrevne, undertiden kun et løst Blad eller nogle Ord, slængt ned paa et Visitkort. De var den mest brogede Samling af løse Indfald, et Virvar af løse Tanker og bizare Paafund, men alt ligesom samlende sig til en Bøn om Kjærlighed.
Himmelens Fugle og Havets Fiske, Regnen som faldt og Solen som sank bag Fjeldet, alt blev det for hende til Væsener, der talte sit eget Sprog til hende, talte til hende om hendes Kjærlighed.
Naar hun i Natten hørte Skridt. der sent døde hen ude i Gaden, formede denne Lyd sig for hende til Ord. naar hun hørte en Flues Summen, en Natfugls Vingeslag forbi sit Vindu, en Orms Pikken i Træet, da blev det alt for hende til Ord. til et Sprog, som hun tyded, for at og han skulde forstaa, at al Skabningen tog Del i hendes Tanke.
Disse Breve, som stormede ind paa ham, virkede som noget fremmed, noget vagt og dunkelt, hvor han søgte efter de faste Konturer. I disse løse, forvirrede Tanker og Indfald, der mylrede om hverandre uden Orden og Sammenhæng, fandt han den syge Hjerne, en Rekonvalescent fra et Asyl.
Det var med en hvis Spænding, han aabnede hvert Brev, og naar han læste det, var det, som naar man vender en Sten, der halvt har ligget begravet i Muld, og man ser de sære, lyssky Dyr mylre frem i den fugtige, aadselsorte Jord. Dog undertiden kunde der komme et Ord, en Sætning, der kunde virke som et Solstreif ind i en nattemørk Kjælder.
Og hans Interesse for hende voxede ved disse Breve. Han stod overfor noget nyt i sit Liv, noget, han aldrig havde mødt før.
Hun blev ham ukjendelig i Ordenes Klædedragt. Hendes tidligere Breve vare Pigebreve — disse bar Præg af noget umenneskeligt, noget, der var i Slægt med et enkelt, uforglemmeligt Blik fra hende, det Blik, der mer og mer syntes ham at blive Inkarnationen af hende selv. Det var som hun her ret foldede ud det i sit Væsen, hun til daglig forsøgte at beherske og skjule under en tilsyneladende Rolighed.
Men han svarede næsten aldrig paa disse Breve. Og hændte det en enkelt Gang, var det kun nogle Linjer, der intet sagde.
Næsten i hvert Brev bad hun ham om et Møde. Han mødte aldrig. Det var en anden Kvinde, der bandt ham, en anden Kvinde, med hvem han levede i Kjærlighed, levede de Livets store Stunder, som kun de stærke Følelser kan skabe. Ingen Plet vilde han sætte paa dette Forhold. Han følte, at hvis ikke det blev holdt rent og skjært, vilde det snart hulnes ud og falde sammen. Og hvad kunde ikke komme i en Stund sammen med hende.
Men en Dag fik han et langt Brev fra hende, hvori hun bad ham om at komme hjem til sig. Han syntes det var saa fint og saa følt, han syntes det stod saa højt over alt det underlige, hun før havde skrevet, at det greb ham. Det var særlig et Sted, han læste op og op igjen:
- „ — — — — — Her sidder jeg alene, alle de lange Dage, her vaager jeg i alle Nætter, og jeg tænker blot én Tanke, jeg fornemmer blot én Følelse, den, at du aldrig er her. Min dejlige Prins har Lykke hos en anden, min blonde Herre er Hersker over noget dejligere end alt mit. Og alt hvad jeg vil, er dog kun at se dig en Gang, at føle mig nær dig, at vide, at du ikke helt foragter mig. Har du ikke set, at de fineste, dejligste Blomster voxer paa Fjeldene, mellem de graa, nøgne Stene? Hvorfor kan det saa ikke hænde, at du ogsaa hos mig maaske kan finde en Livets Blomst, hvis Farver vil tiltale dig, hvis Lugt vil beruse dig en stakket Stund? Kjære, søde min Gut, vær snil da; jeg beder ikke om mere. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —“
Længe gik han uden at vide, hvad han skulde gjøre. Paa den ene Side kviede han sig for at give hendes Følelser ny Næring, da en anden Kvinde ejede alt det, der var ham selv, paa den anden Side grebes hans følsomme Hjerte over hendes ydmyge Bøn. Hendes fulde Ord gjorde ham ondt, og han led med hende selv. Og da et Par Kvindearme lagde sig blødt og kjælent om hans Hals, var hans Tanke hos hende. Og han begyndte atter at tænke over, hvorfor han ikke kunde være god mod den stakkels Frøken Gade. Han havde dog Lyst til at være god mod alle Mennesker. Hans Kjærlighed behøvede dog ikke at plettes, fordi han offrede hende en Time af sit Liv, offrede hende nogle Ord, der vilde lyse op i hendes mørke Kammer. Og denne Følelse vandt Sejer hos ham.
— Men da han skulde gaa op til hende, var det alligevel, som om han gjorde noget galt.
Det var en Dag i hedt, bugnende Solskin. Han sneg sig ind under Husenes Skygger i de øde Gader, gik som en Mand, der ikke vilde blive seet, saa sig ængstelig om til alle Sider og ludede Hovedet for et Blik, som kunde møde ham ud fra en Butik eller fra et aabent Vindu.
Og da han saa en hvid Kjole med brede, blaa Silkebaand komme frem om et Hjørne, fôr der en kold Gysen gjennem ham. Der er hun, hans Elskede, der møder han hende, som har givet ham al sin Tro og Tanke. Og han ligesom seg sammen over at møde hende netop nu, da han gik de Veje, som han vilde intet Menneske skulde vide, at han havde gaaet; og sidst af alle hende.
Og da han saa, at det var ikke hendes Gang, at saadan bar hun ikke sit stolte Hoved, da var det, som kastede han en Byrde af sig.
Men selv da han stod i Frøken Gades Kammer, der hvor han for kun en eneste Gang havde været, selv da kom der ikke Ro.
Hun stod der høj og smilende, tilsyneladende saa behersket, medens han saa i hendes Øjne den svimlende Afgrund, der vilde drage ham til sig og ned — nedover. Og han følte noget stærkt i hende fik Magt over sig. Der kom Utryghed over ham, og Ord og Tanker ligesom dirrede.
De stod henne ved Vinduet og saa ud over Byen og Fjorden og Fjeldene. Søen laa hvid og blank i Solens Skin, kun med Furer efter Dampskibene, der kom og gik. Og Fjeldene laa der grønne og sorte, som en umaadelig Mur rundt den gamle By.
— Hvor vidt du ser her, siger han. Slig kommer Sommeren aldrig ind i min Stue.
— Ja, ikke sandt, her er dejligt du? Jeg kan altid se, naar du gaar ud og naar du kommer hjem. Ser du, der ude, langt derborte, der ligger din Stue. Og saa ser du noget graat der — det er Gaden . . . . og saa ser jeg altid efter dig i Kikkerten.
— Det er vel dejligt om Aftenen, naar det er lidt kjøligt, og du ser alle de Menneskene spadsere opover Fjeldet?
— Aa ja, men da er det ligesom lidt skummert; jeg ser ikke saa godt; sommetider ser jeg ingen Ting. Da gaar jeg ned i Parken. Du er ofte der.
— Tja — et Sted maa man gaa. — Du har mange Bøger.
— Vil du ikke sidde op i Sofaen! Se her. Værsgod! Og jeg tror, jeg har et Glas Vin til dig.
Lidt tøvende satte han sig. Han maatte smile over sin egen Usikkerhed. Tænk staa her med Hjærtet i Halsen fordi et ikke saa lidet forvirret Fruentimmer lagde sine grove Garn ud efter ham! Man kunde dog ogsaa tage disse Ting for højtidelig. Hvorfor kunde han ikke bare smile lidt overlegent, klappe hende paa Skulderen og bede hende spørge sig for et andet Sted. Hun vidste jo, han var mærket „optaget“, og en Kvinde burde være for fin til at trænge ind der, hvor ingen Plads var. . . . Men strax han hørte hendes Skridt i Trappen, blev han blød igjen. Hendes syge, fortvilede Lidenskab syntes at tynge over ham som en Mare, og intet Raad anede han til at redde sig selv. Det var ligesom han følte, at han ikke ejede Styrke nok til at frelse sig mod den Magt, en ubetvingelig Lidenskab giver. Han vidste, at engang vilde den komme den Stund, da deres Viljer brødes, og han tabte, fordi hun ejede denne store Lidenskab, der m a a sejre, om end kun for et eneste, svindende øjeblik; thi sejrer den ikke, vil det Væsen, der har næret den, blive som det friske Træ i Skoven, der omhugges og kvistes og kastes paa Dyngen.
Hun kom og satte sig ved Siden af ham i Sofaen. Hun skjænkede i Vin, og hun talte om Sommeren og sin Kjærlighed. Hun tog hans Haand og holdt den mellem sine, strøg den ligesom tankeløst ømt og varmt, saa ind i hans Øjne med sit stærke, tindrende Blik og talte, om Sommeren og Kjærligheden.
Der kom noget fint og blødt over hendes stygge Ansigt, der kom ligesom en Forklarelse over hendes Træk, og hendes Stemme fik den tunge, vemodsfulde Klang, der kan gribe som en hjærtesaar Hulken. Og han forsøgte at værge sig mod den stærke Følelse, der fra hende strømmede imod ham, han forsøgte at lede Samtalen ind paa andre Veje, og han lod sin Haand hvile død og kold i hendes. Men det var ligesom hun selv følte, at hendes Ord havde Magt, at de greb ham, og at det øjeblik snart var inde, da han vilde bøje sig for hendes Kjærlighed og give hende den uendelige Hengivelses første Kys.
Og han følte, hvorledes han lidt efter lidt tabte Magten over sig selv. Han forsøgte at tænke paa den Kvinde, han havde givet sig hen til i fuld Kjærlighed. Han vilde mane hende frem i Glans af Sol og tusen Lys, som sin brændende Samvittighed vilde han sætte hende mellem sig og denne Kvinde, saa alle dennes Kvindes Ord døde, som hendes Stemmes Klang blev brusten før den naaede ham. Men det var, som hendes Billede blev dunkelt, som det viskedes ud og veg bort fra hans Øje, og hun, som holdt hans Haaad og hviskede ham de kjælne Ord i øret, kom ham nærmere og nærmere. Han forsøgte at lade Ordene glide sig forbi, han forsøgte at lamme sine Nerver, for at han ikke skulde føle hendes Haand i sin, men Klangen af hendes Stemme sang ham ind i ørene som et Elskovens Digt, han aldrig havde hørt, og Varmen fra hendes Haand jog ham som en Rus ind i Blodet. Han følte, hvordan Rummet mellem hende og sig altid svandt ind, hvor nær, hvor nær hun kom ham for hvert øjeblik, og han ligesom følte sin Haand ifærd med at løfte sig og lægge sig rundt hendes Liv.
Og hun følte ogsaa, at snart var den inde, den store Stund. Hun talte ikke længer, sad bare og ventede, ventede. Hendes Haand krympede sig nervøst sammen om hans, og over hendes øjne kom der noget forskræmt, som om hun var bange for, hvad der skulde komme. Det var saa stille, saa forunderlig stille rundt om dem. Det var som om de sad i en stor Sal og som om der skeede en stor Begivenhed langt borte og alt Folk var strømmet did. . . .
— Da vaagner de begge med ét fra den store bange Højtidsstemning. De bøjer sig frem i Angst og lytter, de flytter sig bort fra hinanden og ligesom siger sammen — over dette, at brusten er en stor Stund, at veget bort er det Øjeblik, hvori der skulde ske noget, noget der maaske vilde aabne nye Veje i deres Liv, og stænge gamle.
De havde begge hørt sagte, listende Skridt nede i Gangen; da hun hørte det fortsatte opover Trappen, reiste hun sig, og saa sig forvildet om uden at vide, hvad hun skulde gjøre. Han sad der sønderbrudt, irriteret over disse Skridt, der var kommen og ikke ladet hans Svaghed sejre. Paa samme Tid var det som han skalv for noget; han anede ikke, hvad det næste Sekund vilde bringe.
— Hvad er det, hvad er det? hvisker han i sin Angst.
— Moder! — det er Moder! siger hun. Døren aabnes i det samme, og en gammel, gammel Kvinde styrter ind med de dødningeagtige magre Arme løftede, og Hænderne knyttede. Hendes Ansigt er gult og gustent, og det ligesom samler sig i et Par øjne, vanvittige Øjne, der lyser grønt som Fosfor i Natten. Under en Strøm af Skjeldsord, af raae, uhumske Ord, styrter hun løs paa sin Datter med de knyttede Næver. Og Datteren løfter sine Arme ligesom for at værge sig, griber om hendes Haandled og beder i et Skrig:
— Aa Moder — aa Moder!
Han var sprunget op og saa paa denne sælsomme Scene uden at forstaa, uden at fatte noget. Og da hun bry der ud:
— Gaa De Harmens, gaa!
saa gaar han, sagte og ludende, følende sig beskjæmmet og fornedret som aldrig før. Og da han kommer ned paa Gaden og ser op i Vinduerne, staar den pludselig for ham hele den frygtelige Kamp, som nu udkjæmpes mellem Moder og Datter. Han ser det indædte Raseri, som laa over Moderen, ser hendes sygt-glødende øjne tage Magten over Værelset, og ser Datteren som i Vildelse knuge sin Moder ind til sig for at værge sig mod hendes knyttede Næver. Og han tænker paa, hvorledes hun vil leve denne Time tilende, og den næste og den næste og den hele Dag og alle de Dage som kommer . . . . . I dette Hjem. Da staar det med ét for ham, hvor han er kjendt i dette Hjem, hvor ofte hans Navn fra en Sygeseng her er skreget ud i den tause Nat, og hvor forhadt, hvor uendelig forhadt han maa være blandt disse Mennesker. Nu forstod han ogsaa denne Scene deroppe, der endnu ikke er tilende.
Og han sniger sig ned over Gaden og om Hjørnerne, pint af det, som er hændt, trykket og skamfuld. Han ligesom følte, at Menneskene kunde se det paa ham, se, at der laa som et latterligt Skjær over ham.
Han var gaaet derop, fordi han syntes saa Synd i hende. Han vilde sige hende nogle vakkre Ord og give hende Trøst for alle hendes Savn. Og naar han saa skal gaa did, synes han, at han synder som aldrig før, synes, at han bedrager nogen; og naar han saa kommer derop, er det hende, som tager Magten over ham. Det er hende, som hvisker de dejlige Ord, det er hende, som bryder hans Vilje og besnærer hans Tanke og drager ham ned i en Rus, saa øjnede han ikke Redning. Og en falden Mand havde han været, havde intet hændt.
Og han huskede de mange Gange, hun havde siddet dernede hos ham. Saa stor og saa rank og dog saa liden og som bøjet under hans Ord og hans Blik. Han huskede hendes svage, bønlige Breve, han huskede deres første Møde og hendes første Bøn om Kjærlighed. Han saa hende ligge i Vanvid, og da Vanviddets Ord jog ham ud af Værelset, og han saa hende paa Knæ foran sig i Bøn til Gud. Og han kunde ikke længer samle denne splittede, sønderrevne Menneskesjæl til ét Billede. Det gled ud paa alle Kanter, Farverne stod grelt mod hverandre, det syntes ham som et Billede i Mosaik, hvor Stykkerne var gledet op om hverandre, saa selv Konturene anede man kun.
Men hvilke Farver det dog var! Saa stærke, saa blændende rige. Hvad var dog Bunden i denne Natur, der altid havde en ny Side at vise frem? Og hvad vilde hun endnu bringe, før de saaes for sidste Gang? Og han følte, at saa sandt som han levede, vilde den Dag komme, da hendes Lidenskab slog op om ham som et Hav og tvang ham i Knæ, og hun vilde sejre, sejre saa helt, at han syntes at høre hendes korte, kolde Latter, da hun atter stødte ham fra sig.
Hvor nær havde hun ikke været Sejren idag?
— Da han kom ind i sit Kammer, var Lugerne for Vinduerne og Gardinerne rullet ned. Men Sommerdagens stærke Lys trængte alligevel ind mellem Rifter og Revner. Men selv denne Strime af Dagens Lys var ham for stærk, og han tændte sin Lampe og lod den blusse højt for at holde Solen og Dagen ude.
Og der i sit mørke Kammer, hvor han trivedes bedst, naar han som et lyssky Dyr fik stænge sig ude fra den blændende Dag og de stirrende Mennesker, der laa han alle de Timer til Sol gik ned.
Og al hans Tanke var hos hende. Han levede atter om alle de øjeblikke, han havde været sammen med hende, fra hin første Gang, de mødtes blandt disse troende Arbejdere, hvert Møde siden, huskede hvert Brev, han havde faaet, og de han selv havde skrevet, lige til det, som var hændt paa denne Dag. Og det syntes ham saa underligt, at alt dette for ham ikke havde været noget, ikke andet end nogle Stunder i hans Liv, nogle enkelte Timer, som han kun af og til havde offret sine Tanker. Medens det for hende havde været alt, havde fyldt hendes Tanker, var blevet Livet selv for hende. Og skjønt hun vidste, at hun havde saa liden Del i ham, at en anden Kvinde ejede al hans Kjærlighed. alligevel legte hun Elskovens farlige Leg med ham.
Men det som nu gjorde ham saa bange og saa usikker paa sig selv, det var det Dødens Alvor, som var i hendes Kjærlighed, den ubøjelige Vilje i hendes Krav. Han følte saa stærkt, ligesom et Menneske føler en kommende Ulykke, at alt havde hun Sejeren ihænde.
Naar hun nu bad, saa kom han, naar hun nu tog hans Haand, var han hendes. Hvad brød han sig om den anden Kvinde, hvad var hans Kjærlighed mod denne ubøjelige Vilje, der havde taget al Magt over ham.
Nu var hun ifærd med at blive mer i hans Tanke end det, som kun fyldte de enkelte, ledige Stunder.
Som en Nat, saa mørk, saa øde, saa fuld af Gru, saa han imøde det, som vilde komme. Han skalv ved Tanken om hendes Kys, han gøs for hendes Favntag, han følte alt hendes lange Knokkelarme kryste ham ned i sin iskolde Favn, iskold, fordi han ikke ejede Kjærlighed.
— Da føler han et Kys, saa ømt og saa varmt, paa sin Kind. Han farer op som af en styg Drøm, og møder et øjenpar, lysende af ømhed.
Da er det som det skylles bort alt som er stygt og sort.
Der er en Kvinde i hans mørke Kammer, hvor Lampen nu brænder saa mat og saa mildt.
VIII.
Der gik nogle Dage.
Saa kom hun atter ud til ham. Hun var behersket og stille og bad med et Smil om Undskyldning for sidst. Hun sad og talede som for sig selv, ustanselig, springende fra det ene til det andet.
Her i sit eget Kammer følte han sig som den stærke og overlegne, med Magt over sig selv og med Magt over hende. Alle hendes monotone Ord gled ham forbi uden at han hørte dem. Han syntes, hun krympede sammen og blev saa uendelig liden under hans Blik, at han maatte spørge sig selv, hvor det dog var blevet af det Monstrum, der med sin stærke Vilje nys knugede ham til Jorden. Hvor lidet hun dog rørte ham nu, der hun sad saa sky og indadvendt! Hvor de dog prellede af disse Øjne, der undertiden løftede sig til et Blik, bedende og ydmygt!
Medens hun sad der og talte, betragtede han dette Ansigt, saa hærjet af Livet og alligevel med noget af Uberørthedens fine Linjer over sig. Der var en Rynke ved Munden, en smertelig Rynke og nogle bitte smaa ved øjnene. De tegnede sig sort og skarpt i det gule Ansigt. Men der var alligevel noget ved disse Læber, noget der syntes at røbe, at de aldrig var plettet af Mandfolkekys, og det var noget ved disse underlige, syge Øjne som fortalte, at aldrig havde de dog helt beruset sig i en Mand.
Men hvor mangen en Kamp, hvor megen Smerte rummede dog alligevel ikke disse Træk. Han saa hendes Moder med dette furede, fanatiske Ansigt, udaf hvilket der lyste et Par iltre, glødende øjne, disse Øjne, som Datteren undertiden kunde have, men med Tilsætning af noget svævende, maalløst, noget ubestemt flakkende.
Han saa i hendes Ansigt denne Kamp, der Dag efter Dag maatte udkjæmpes i hendes Hjem. Han saa denne strenge, strenge Religiøsitet, der altid talte om Pligt, aldrig om Glæde. Han saa hende som sytten Aars Pige drage nordpaa, saa hende komme hjem nedbrudt paa Sjæl og Legeme, saa hende blive indestængt paa et Sindssygeasyl, saa hende atter komme ud og begynde Livet forfra. Og alle disse lange Aar stod saa levende for ham, hele denne unge Piges Kamp i et trangt Hjem. Og hendes Kamp med sig selv.
Hun havde ravet om i denne By fra den ene Yderlighed til den anden. En Dag havde hun været en bedende, bodfærdig Synderinde, en anden Dag havde hun Længsler, som ingen Kvinde nævnte ved Navn. Og ligesom hendes Bøn gled ud i den store Kirke, uden at der nogensinde gaves hende Svar, svævede hendes Længsler om uden Med og Maal. Hun kom aldrig blandt Mænd, saa hun kunde rense sine Tanker i deres Ord. Selv maatte hun bære paa dem, til de blev som en Byld, gul og syg, en Byld som brast hin Gang for et Aar siden. Og det drev hende jo atter ind i Vanviddet.
Han huskede hendes Breve, disse Breve, hvor hun fortalte alt for meget om sig selv, men hvor hun ogsaa gav sig selv helt og fuldt, for der lagde hun ned alt hvad hun tænkte, alle sine Drømme. Som et trofast Spejlbillede gav de alle hendes Sjæls bratte Overgange, gav hende som hun var, da hun kunde fylde en Stund slig, at alt andet glemtes, og hun tog Magten over ham, gav hende som hun var nu i dette Øjeblik, liden og ydmyg, en stakkels underlig Kvinde, der led meget ondt og tryglede om et Smil.
Men de gav hende ogsaa som en Nattens Hetære — som den Nattens blege Kvinde, der bryder alle Love, ler til alle Baand, tramper paa al Kjærlighed og kun bøjer sig i Støvet og falder i Knæ for sin egen, ubetvingelige Elskov, den hun over alle Bjerge vil føre frem til Sejer. . . .
Hun gjør sig istand til at gaa.
— Jeg rejser en af Dagene ud paa Landet. Jeg plejer at holde til ude ved Havkanten om Sommeren; det er som et Hjem, synes jeg — jeg levede hele min Tid som Barn derude. . . . Der er saa vildt og saa dejligt Vil De komme ud og besøge mig?
— Ja — svarer han ud i Vejret — det kunde jo være morsomt.
— De, som er saa glad i Ensomhed, vil finde det storartet derude. Der er bare nogle hyggelige Damer og nogle Striler. Og De kan fiske der, og bade, og sejle — sejle ud over Havet. De kan gaa alene der hele Dagen, hvis De ikke bryder om mit Selskab — jeg har saa meget at læse —
— Ja, jeg kunde jo tænke paa det.
— Aa De kommer nok. — Og i det samme bøjer hun sig over ham og siger med en fast, varm Stemme, lidt dirrende: De maa komme, hører De. . . . . Naar De faar Bud, venter jeg Dem — Farvel da.
Hun var ude af Døren.
— Han havde atter fornemmet dette stærke i hendes Blik, der tog Magten over ham.
IX.
Nogle Dage efter rejste han ind til Byen med Færgen.
Det var høj Sol med blaa Himmel, og Fjorden laa hvid og blank, sugende al Solens Varme i sig. Grønt og gult lyste det opover alle Fjelde, og Husene laa der indimellem Skov og Krat, straalende i Solens Skin, lig de Hjem, man paa en saadan Dag altid længes imod, fordi man saa gjerne vil tro, at al Lykke rummes der.
Maaske fordi Solen er saa varm, Fjorden saa blank, fordi al Skabningen synes at aande i Lykke.
En Sejler langt ude sidder og ror, medens Sejlene hænger døsigt ned. Et Dampskib glider udover og bliver til et lidet Punkt, der taber sig mer og mer, medens et andet voxer, bliver større og større, bliver til en Kolos, der i et øjeblik glider den lille Færge forbi.
Inde paa Havnen ligger Skib efter Skib i lange Rækker. Buxerdampere skjærer alt i et dens Kjølvand, medens Baadene roes dvaske indover. Og højt oppe i Luften sejler en Maage paa brede Vinger.
Langt derinde lægger et Dampskib fra Bryggen . . . . et kort, skarpt Hvin, og med fuld Fart kommer det Færgen imøde. I et Minut har de passeret hinanden.
Han havde seet en høj Dame i hvide Sommerklæder blandt Passagererne.
Hun havde ogsaa seet ham, thi hun staar og vifter. Han svinger sin Hat til Farvel.
Og han staar og stirrer efter hende lige til Færgen lægger til Bryggen. Men han har ingen Længsler og ingen ønsker, der møder hendes, der hun haster afsted.
Nogle Dage efter fik han dette Brev:
Sartor, i Juli.
- Kjære.
Ved De hvad Edderfuglen snakker om med Familjen sin, naar den sejler saa lunt langs Stranden her? Og Kjelden med sine røde Ben og sit lange, røde Næb, naar den skriger og kredser om os, naar vi kommer nær Reden? — — — Jo, de siger alle det samme: Hvor er han dog, og naar kommer han ud til os, siger de. Og alle Væsener i Luften og alle Væsener i Vandet siger det samme. — — — Det er „denne kolde indtil Grusomhed“ de taler om alle sammen.
Og de venter og venter — aa ja, hvor de venter — — — Han har meget at tænke paa, siger jeg. Han har en Kvinde og han har Venner — vi faar nære Taalmodighed og vente. — Aaja, aaja — aaja, aaja — aa ja, siger Edderfuglefamiljen — — — i—i—i siger Kjelden, for den kan ikke sige ja den; men jeg mærker, den forstaar mig og den lover ligesom jeg at vente til Arien, den onde, den kolde, vil. — — — — — — — — — — — — — — — Ikvæld flytter Sussi og jeg op paa „Arken“, og da bliver Gjæsteværelset ledigt, og det er saa dejlig langt fra de andre og behøver Nætterne her at være saa kjølige — hvad? — Aa Gud, nu staar det der — — — Men Herregud, jeg trænger dog et lidet Pust fra Livet, før jeg tager til med Hjemmet og Hjemmet og atter Hjemmet. — Hvad tror De dog om mig, som ogsaa tør skrive dette! — Men jeg skal ikke være skinsyg, nej ikke det mindste, jeg bare tilbeder min dejlige, dejlige Prins, han, som har hørt det saa ofte.
Deres
L. G.
Aa lad mig ikke vente forgjæves Tirsdag Aften, eller om ikke denne, saa næste, da maa De komme.
Jeg har en liden Rest Vin igjen, den som vi ikke fik drikke sidst. — Og naar det er Solskin herude, skal De se.
Dette var hendes Brev . . . det Bud, hun skulde sende ham. Han følte sig lidt generet med det samme han læste det, lidt flau over de aabne Ord. Hun havde dog ikke behøvet at give det denne Form.
Men da Dagen var gaaet, og Natten kom, stod Ordene for ham i et nyt Lys. Han syntes de steg ud af Mørket som flakkende Blaalys, han syntes de fik en overnaturlig Glans. Hun blev ham en umaadelig Hetære, en Himmelens Hourie med evigt Begjær. Og han gik der i Natten og drømte sig al Jorderigs Salighed til; og Længselen efter hende begyndte at vaagne hos ham.
Hendes Lidenskab havde endelig smittet. Hun sneg sig ind i hans Sind, som naar hun var nær ham, nær ham med sine Ord, sine Øjne, sin hede Aande. Der lagde sig ingen Tanke om en anden Kvinde imellem. Og det kostede ham tilsidst ingen Kamp at svare.
X.
Han gik frem og tilbage paa det lille Fjorddampskibs Agterdæk, oprevet af Forventning. Det var som rejste han et Æventyr imøde, han aldrig havde oplevet, som nærmede han sig en Begivenhed, der vilde bringe — han vidste ikke hvad. En Sindets Uro, en Tankens Rastløshed var over ham.
Han saa udover Fjorden, den blanke, blaa, hvor en skyløs Himmel og sollyse Tinder spejlede sig. Det var som hans tusen Tanker løb ud over Søen og mod de stejle Tinder, der som et rungende Ekko kastede dem alle tilbage mod ham selv.
Han saa Byen blive mindre og mindre for hver Pynt, de kom forbi, men der var intet, syntes han, der trak ham tilbage. Han vendte sig udover, hvor lave, grønklædte Aase stængte Fjorden, og her løb Tanken udover, ud mod Havet, did hvor han var ventet. De gled forbi Bratholmen, et lidet Idyl, der smilede en i Møde som Romantik og lyse Drømme, et dejligt Herresæde, i hvis Sale han ønskede sig. Han ønskede sig ind i Kirken, der laa der stor og hvid i Sommerdagens Lys, ønskede sig ind i dens kjølige Skib for at han kunde tvætte sig ren ved Alterets Fod og ledes paa nye Veje. Og han ønskede sig ud over det friske Hav mod nye Kyster, der kunde give Glemsel for det, han gik imøde.
Men alligevel var det som en pirrende Længsel drog ham mod hende, en Længsel efter at have levet dette over, at blive færdig med noget, der pinte ham.
Og Skibet skar sig, larmende og pustende, sin Vej over den blanke Flade. Langt derude syntes Søen at kruse sig. Hvide, fyldige Skyer steg op over Aasene og ligesom en Anelse af Vind strøg hen over ham.
— Han trækker op til Natten, siger Kaptejnen i forbigaaende.
— Bliver det meget Søgang? spørger en liden sorthaaret Dame med bange øjne.
— Ja Mor! gaa De bare til Køjs og belav Dem paa et lidet Traktement, siger han med en høj, skraldende Latter og gaar videre.
— Gud, hvor han er grusom! siger den lille Dame og trækker fornærmet sit Shawl om sig.
Han saa paa denne lille Pige. Hun var saa ung, hendes Øjne lyste saa rene, der var saa meget af Uberørthed over hende. Og hendes Mund var saa frisk og rød, slig som hun trak den fornærmet sammen.
Han blev gaaende frem og tilbage, og betragtede hende med stjaalne øjekast, der hun sad under Solsejlet. Han syntes, at hendes friske Renhed kastede et Skjær over ham selv, at Glansen i hendes øjne gød sig ud over ham som et rensende Bad. Og han ønskede, at alt var overstaaet, og at han nu var paa Vejen hjem, saa at han kunde dukke sig dybt i dette rene Blik og selv blive uden en Plet, uden en Tanke, som stænked.
Han tænkte at tale til hende, men dette trivielle Selskab, hun havde, disse Madamer med de mange Børn og denne Handelsbetjent holdt ham tilbage.
Og Tanken om, hvad der vilde komme, optog ham stadig. Det var som Stemplets stedvise Slag jog hans Tanker i en Takt, han ikke kunde slippe ud af, som Propellens Larm var et ustanseligt Akkompagnement, der altid drev Tanken videre og videre.
Han forsøgte at tænke sig ind i alt, som vilde komme, ind i alle Situationer; han forsøgte at danne sig et Billede af disse Folk, han kom iblandt, af dette Sted, hvor han skulde leve nogle Dage, af alt dette ukjendte, han gik imøde.
Hendes stygge Ansigt stod for ham, gult og gustent, og han saa disse sælsomme Øjne stirre sig imøde, tage Magten fra ham og suge ham til sig, grusomt og ubønhørligt.
Og ligesom bange saa han sig omkring og mødte denne unge Piges Ansigt. Hun sad der tilbagelænet mod Rælingen, og hendes Blik svævede ud over Havet, tungt og sorgfuldt. Det stod med ét for ham som et Billede i stor og ydmyg Skjønhed, en betagende Nattens Drøm. Hver Linje, hvert Træk var fuldendt. Og i sin Tanke bøjede han Knæ for denne Kvinde, foldede sine Hænder som i Bøn og hviskede det fagreste han vidste:
— Du dejlige, du er som Sorgen, sort som den og skjøn som den.
Og han flyttede sig bort fra hende for ikke at miste Illusionen. Han vilde ikke tale til hende, bare se og se. Og der sad han til henimod Nattetider, fulgte hende med øjnene, naar hun gik, og naar hun sad, var optaget af hende, saa det andet blev trængt i Baggrunden, og der kom lidt Ro over ham.
Men da Natten faldt paa, og den tunge Sus fra Havet lød indover, var det som den bragte Bud fra hende derude. Den seg atter ind paa ham denne underlige Uvishedens Stemning, denne Sjælens Dirren, der næsten bliver til Angst, for hvad der skal komme, for hvad den vil bringe, den næste Time, den næste Dag.
Dampskibet snoede sig ind imellem høje, trange Holmer, der syntes saa nær, at man kunde naa Land med Haanden. De kastede sorte, dybe Skygger ned i den dunkle Sø, der sagte krusedes af en svag Brise. Af og til rullede en Havdønning indover, løftede Skibet højt paa sin Ryg og lod det atter falde, saa Skumsprøjten stod langt ind over Dæk.
Undertiden hang Fjeldet udover, saa det næsten stængte for den mørke Sommernats Himmel, undertiden var Holmene flade, saa det syntes som Hav efter Hav højnede sig udover. Og langt der i Syd blinkede Marsten Fyr. Han syntes, at den i den sommermørke Nat antog gigantiske Former, blev til et overmenneskeligt Væsen med et umaadeligt øje, der nu og da kastede et Blik rundt om — et Gudsøje, der skuede ud over Vandene.
Og dens Blink kastede Glans over alle Bølger, Maanelys over alle Tinder.
Og med ét skar Dampskibet ud i det aabne Hav. Toppede, skumfrynsede Bølger kom jagende indover. Den hylende Brænding stod hvid mod Strand, og den tunge, monotone Havsus lød som en uhyre enstonig, vemodsfuld Sang fra Millioner Væsener.
Den forudsede Søgang var kommen. Skibet slingrede adskilligt, og han var blevet alene paa Dækket. Og der gik han, Natten igjennem.
Kaptejnen stod oppe paa Kommandobroen og saa paa denne Mand, der gik frem og tilbage, frem og tilbage, Time efter Time. Da Styrmanden kom og afløste, gik han ind i sin Lugar og tog en liden Lur. Da det led langt over Midnat kom han ud, og endnu gik denne Mand der. Det irriterede ham og han gik ned.
— Nu Harmens, skal De ikke køje? . . . det er endnu en fem Timer, før vi ræker frem.
— Jeg tænker, jeg bliver oppe, jeg, Kaptejn, svarede Harmens, og fortsatte sin Gang frem og tilbage, som Kaptejnen ikke existerede.
Denne følte sig lidt stødt, og gik knurrende op paa sin Kommandobro igjen.
Og Harmens gik der i den sommermørke Nat, medens Susen fra Havet og Brændingens hule Lyd fra det nære Land lød ham i ørene. Hans Tanker var ikke saa mange — de ligesom druknede i en Angst, der fyldte ham, i en anelsesfuld Frygt for det kommende. Det var ligesom en Mur, der stængte for hans Tanker; men han anede dog over denne Mur, at Dagen, der kom, ikke vilde bringe noget godt. Og han undrede sig over, hvordan han vilde bære det Onde, hvordan han, naar han ved hendes stærke Vilje var bragt til at synde mod sig selv, mod en anden, hvordan han da vilde føle det, — om det vilde gribe ham som en Ulykke, saare ham som en Nedværdigelse, om det vilde gjøre ham til et andet, daarligere Menneske end før.
Træt af Rejsen og træt af at gaa satte han sig ind i Røgelugaren, hvor han snart faldt i Søvn. Og han drømte sig ind i en Verden fuld af Skygge og Ro, hvor der glimted i unge Pigeøjne, men hvor de sænkede Blikket, naar en Mand vilde fange det, hvor de rødmede blygt, naar en dristig Mand tog en Kvindehaand i sin. En midnatstille Verden, hvor Menneskene gled hen som Lygtemænd gjennem Mørke, en Verden uden Dagens Liv, med Ensomhedens sære Lyd, Lyd som Bladfald i Høstnætter, med en sortblaa Himmelhvælving, hvor Stjerner tindrer som længtende Kvindeøjne, og hvor Maanen kaster sit dødningehvide Lys hen over Tage og fjerne Tinder, en lydløs Verden, hvor kun øjekast er Tale; og Hænders tause Tryk.
En stejl, nøgen Holme, et stort, hvidt Hus i en blank Bugt, foran det et Par bøjede, halvnøgne Trær, længere bort et Par Hytter, saadan viste det Sartor sig for ham i det klare, sprøde Morgenlys.
Dampskibet havde stanset og Piben havde hvinet et Par Gange. Endnu saaes ikke et Liv i Land. Klokken er sex om Morgenen. Kaptejnen gaar frem og tilbage paa Broen og bander de fordømte Striler. Han rykker sint i Snoren en Gang til, og der kommer en tre fire hvinende Stød.
Endelig sees en Baad stikke frem om Bryggen og nærme sig med sindige Aaretag. En Mandsling i Island-trøje og Vest og med bart Hoved sidder og ror. . . . En liden Kasse bliver langet ned i Baaden til ham. Kaptejnen bringer et Par Aviser og nogle Breve, som bliver stukket ind paa Brystet.
— Du skulde nok have en Bykar med til mig og, du Kaptejn! siger han halvt i Dialekt, halvt i Bogsprog; han tror, det ikke er mere.
Saa siger en Damestemme bag Harmens:
— Se her, Per-Ola — hjælp mig med Koferten.
Harmens vender sig om og ser den lille Dame, som han Dagen før havde siddet og stirret paa saa længe.
— Aa naj, aa naj, e da ikkje Litemor — aa naj, aa naj! raaber Per-Ola, medens han viser sine hvide Tænder og tager imod en liden Haandkofert.
Medens Baaden lægger fra, og Dampskibet sagte siger udover, presenterer de sig for hverandre. Hun er Lydia Wüller til Sartor, den yngste Datter. Han saa strax, at hun var et lidet sky, indesluttet Væsen, et Havmenneske, som selv Byens Liv ikke havde tøet op.
Hun viste ham med stille Ord ind i en Stue, gik, kom snart tiibage for at sige, at Lise — det var Frøken Gade — om et øjeblik vilde være nede, hvorpaa hun atter lod ham være alene.
Det var en gammeldags, tarvelig møbleret Stue, dog med et alvorligt, ærværdigt Præg over sig. Et stort Tagmaleri, forestillende Jesu Daab, gjorde den lidt mørk. Paa Væggen hang en Række Portrætter, stive og sprukne — det var Slægtens Ahner. Ud gjennem Vinduerne saa han den blanke Bugt, hvor en Fure tegnede den Vej, Dampskibet havde gaaet. Rundt om laa Holmer og Skjær, længer bag, lave halvnøgne Aaser og i det fjerne de blaanende Fjeld.
Men i den tidlige Morgenstund hørte han, som en fjern, dæmpet Lyd, en Sus og en Brummen, som af en Menneskemængde i Oprør — det var Havet, det store, som strømmede paa. . . .
— De kom nok .... jeg vidste det; — det var Frøken Gade, der stod lige bag ham. Hun holder nogle Bøger i den ene Haand. Han bliver strax opmærksom paa hendes omhyggelige Toilette. Før havde hendes Pande været glat og Haaret strøget tilside. Nu laa der nogle smaa, bløde Krøller nedover den lave Pande, og de gjorde hende lidt mere ung. Hun havde en lys, næsten hvid Kjole paa, der sluttede stramt om hendes brede Fang og fattige Bryst.
Han rækker hende sin Haand og siger ligesom fraværende :
— Ja — jeg kom nok.
Han ser paa hende noget fremmed, som om han vil læse hendes Brev om igjen af hendes Ansigt. Men dette er som sædvanligt, maaske lidt friskere, og hun ser paa ham, som man ser paa en kjær Ven. Hun trykker hans Haand let og siger:
— De kan tro jeg har været flittig — jeg har læst alle disse Bøgerne, De laante mig . . . . men De er vel sulten, jeg har bedt om en liden Frokost nu strax Ser De den lille Holmen derude — der bader vi ved Middagstider — fin Sandbund, forstaar De — ikke Spor af Fare. . . .
Hun holdt paa i det uendelige, sprang fra det ene til det andet, lod ham af og til kaste ind nogle Ord, men fortsatte selv i en rivende Fart, som om hun var bange for at lade ham komme til.
Inde ved Bordet blev han præsenteret for de andre Damer. Frøken Lydia var gaaet tilsengs forat hvile ud. Samtalen gled lidt trægt og ligegyldigt. Frøken Gade forsøgte at være munter, uden at det dog smittede.
Der var kommet en Lede over Harmens, en Slaphed som efter en Skuffelse. Alle de gjøglende Syner, som Nattens Drømme havde spundet om hende, alle de hede Tanker, som fødtes i Forventningens lange Stunder — hvor de dog var døde! Det var ligesom hun havde en Evne til at dræbe sig selv, saa end ikke en Gnist af de lyse Tanker, han havde digtet hende til, blev tilbage. Hun blev ham nøgen som et Lig, han syntes hun vækkede til Afsky og Væmmelse, og ligesom han før havde følt Had mod hende, voxede det nu til det blev til et Raseri, han ikke kunde bære. Medens han sad der blandt dem før Middagen, og hun talte kvindeagtigt om alt og om Livet, stormede han pludselig ud, ud over Myrer og Hauger og kastede sig ned i Fjærens Tang, og der hulkede han højt sit Raseri ud.
Han kom tilbage rolig, som om intet var hændt. Han talte endog meget livlig ved Bordet, og da en af Damerne foreslaar en Sejltur efter Kaffen, er han en af de ivrigste til at bifalde.
En fin Brise jog hen over Bugten. Den spændte Sejlene og lagde Baaden sagte over, men de fire Damer saa ind i Per-Olas rolige Ansigt, og de følte sig trygge. Men da de skar ud gjennem Sundet, lagde Vinden sig haardt i Sejlene, og da alt Land laa bag dem, og Havet, det aabne, uendelige, vuggede ind over dem, vippede Søer af og til ind over Ripen i Læ, og da skreg Damerne og ludede sig ind over Luvart. Men Harmens sad der bag Sejlet i Læ og lod sig stænke af Bølgernes Skvulp, som om han var langt borte fra de andre.
— Dokker e ikkje bang! siger Per-Ola og tager sit Lodspatent ud fra Brystet og svinger det i Vinden.
— Eg hev sigla fraa Jaffa te Rio, fraa Kap aa te Røst.
Der er en Stolthed i hans Stemme, et Liv i hans Ansigt, der kaster en Glans over hans kun halvt udviklede Mennesketræk. Det er som om det Kastens Mærke han bærer, er svundet for en Stund, som en Paria pludselig er blevet en Arier.
Den høje Agnete skjænker Vin i Glas og sender det rundt. Vinden er øget paa, og Glasset gaar med Skjælven fra Haand til Haand. Da Glasset naar Harmens rejser han sig, tager Tag i Vanterne og siger med Latter:
— End om det var vort sidste Glas!
Og saa tømmer han det og slynger det ned i Bølgerne og sætter sin Fod paa Ripen.
Vandet fosser ind.
Damerne skriger og holder paa at tumle fremover.
— Sit deg, sit deg, din Byfant! skriger Per-Ola og slipper Skjødet. Baaden, der i et øjeblik vilde have gaaet rundt, retter sig atter op. Harmens sætter sig og smiler.
— Var det saa farligt?
Damerne forsøger at le efter Angsten. Man vender hjemover igjen og Stemningen er lidt trykket.
— Det var det eneste Glasset, vi havde, siger Frøken Gade og smiler alvorligt.
Stormen havde øget paa udover Kvelden. Som en hæs, monoton Sang lød den i ørene, undertiden afbrudt af Bølgeskvulp. Og denne evige, navnløse Lyd virkede paa Sindene som Feber. Der blev noget rastløst dirrende over Menneskene, der kom en uendelig Sensibilitet over dem, saa de syntes at se hverandres lønligste Tanker fare som Lyn-Bølger gjennem Rummet.
Man sad der trykkede og stille, som om der hændte noget stort, noget tungt i den lange Stund. Ingen vovede at løfte sin Stemme højt. Samtalen blev til en Hvisken og døde sagte hen. Man vovede neppe at se paa hverandre. Og alligevel var det, som tænktes der ikke en Tanke, som viste der sig ikke et Billede for ens øje, uden at han følte, at alle havde Del i det.
— Sagte sneg én sig ud, uden Godnat. Og en anden fulgte efter.
Da Harmens pludselig rejste sig, gav det et Sæt i de andre, som om de med ét var blevet vækket af en Søvn. Han gik rundt og sagde Godnat. Frøken Gade trykkede hans Haand. Hendes Blik hvilede paa ham, skjælvende og beruset:
— Godnat, sagde hun højt, for at alle skulde høre det, — De maa sove saa godt. . .
Der var tændt et Lys i Gjæsteværelset. Det blafrede frem og tilbage af Træk fra Vinduerne. Der blev en svag, urolig Lysning. Skyggerne bevægede sig hid og did. Væggene blev undertiden saa fjerne, blev næsten borte i Mørket og dukkede saa frem, saa glindsende gule, saa uhyggelig nøgne. Regn og Blæst pidskede mod Ruderne, men overdøvede dog ikke den sære, mægtige Lyd fra det strømmende Hav.
Han gik der rastløs, ventende paa hvad der skulde komme. Der var blevet stille i Huset. Hun og den høje Agnete og alle de andre laa vel alt under sine Dyner. Nej, ikke hun — hun kom vel snart Sagte og listende vilde hun komme, pludselig vilde hun staa der lige ved ham. Men skjøn Lydia, der var ren som en Dugperle, der var som et ubeskrevet Blad, hun sov alt og drømte ikke, fordi hun ingen havde at drømme om. . . . . End ude paa Havet idag, da han fik denne vanvittige Lyst til at dukke sig selv og alle de andre rene i Bølgernes Bad, da han ligesom følte en Lyst til at dø hos disse Kvinder, dø, før han selv og nogen af dem havde levet over den Stund, for hvilken der aldrig gaves Bod. . . . Og han hvisked en Bøn til Verdens Gud, en funklende Kydskhedsbøn, der kunde tvætte en Sjæl. Og Ordene laa ham alt paa Læben: . . .
— Du, som ejer al Himmelens og Jorderigs Renhed ― ―
Da saa han bag de vaade Ruder hendes Øjne stirre paa sig. Og bag det vaade Glas lyste hendes Øjne som grønne Gløder, og hendes Ansigt var sort og grønt, som irret Kobber. Skjønt han havde ventet hende, var det dog som en Angst greb ham. Det var ligesom et af de Nattens Syn stod for ham, der bragte Bud fra Døde.
Sagte aabner han Vinduet.
— Kommer du! hvisker hun og griber hans Haand.
— Ja, ja! hvisker han tilbage. Han gaar ind i Værelset efter en Kappe.
— Kommer du, kommer du?
— Ja, ja — jeg kommer.
Og han kaster Kappen om sig og gaar ud gjennem Vinduet.
— Stille! — tag min Haand, gaa stille! og hun peger op i anden Etage; der brænder Lys.
Sagte lister de sig opover, hun foran, holdende hans Haand, han efter, bøjet, snublende i Stene; det er ligesom han bliver ledet et Sted mod sin Vilje. Stormen pisker hendes Skjørter op i hans Ansigt og hans Kappe flagrer. Undertiden kommer der et Kast, der er nær ved at tage Pusten fra ham. Et Sted falder hun nedi, hun slipper hans Haand, gjør et Kast og er atter op.
— Hop over! siger hun og er allerede langt op.
Han hopper, og kravler efter. Gjennem Regnet, der pisker ham i Ansigtet, ser han Bugten ligge der skummende hvid af den hærjende Storm. Men Landet er sort som Himmelen selv. Huset og dets Lys har tabt sig i Mørket. Kun der oppe paa Haugen, hvortil de nærmer sig, lyser det mat i Lodshytten. Stormen kommer i korte Kast, hvinende gjennem Rummet, men Havet, det store, stærke, drukner al anden Lyd i sig.
Han ser hende foran sig, ludende, kjæmpende sig frem og opover, mod Uvejret. Af og til saa vender hun sig, skrigende højt gjennem Storm og Havets Sus:
— Kommer du! kommer du! Og han svarer, som i Angst:
— Ja, jeg kommer, jeg kommer.
Og det gaar opover, altid opover. Skridt for Skridt kjæmper de sig frem, hun foran, langt foran, han efter, ligesom draget i en Lænke. Han ved ej, hvor Vejen gaar: blindt følger han efter. Det er ingen Tid til at tænke. Han vilde have fulgt hende, om det var et Flammehav, hun ledte ham imod.
Han ser, hun bøjer af bortom Lodshytten, staar en Stund der oppe paa Bakkekammen, ser udover og sætter sig saa. Da han naar derop, er det som Stormen vil kaste ham overende. Hun trækker ham ned til sig paa det vaade Fjeld, drager ham ind til sig, og der sidder de længe, uden et Ord kommer over deres Læber.
Det er som Havets umaadelige, navnløse Lyd gjør dem stumme. Han synes at ane det stort der ind gjennem Mørket. Han ser hvor det skummer hvidt der nedenunder dem, han ser hvordan Bølgerygge, lysende af Morild, fosser ind over Fjeldet. Der bliver noget spøgelsesagtigt, noget overnaturligt i denne Magt, der har Evne til at trænge ind gjennem hver en Pore, saa man føler sig ét med det og med alt om sig.
Det er det store Vemod, Havet ejer, selv naar det hærjes af Storme.
Hun læner sit Hoved ind mod hans Skulder og saa siger hun ligesom for sig selv:
— Her ved Havet hører jeg jo hjemme. Og strax efter siger hun i samme fraværende Tone:
— Er det ikke som Gud selv med sin lubne Haand rører op i Elementerne for at der skal blive Højtid over min Bryllupsnat!
— Men ikke her, ikke her! skriger hun som i Vildelse, farer op og griber hans Haand og leder ham nedover det bratte Fjeld. Og han synes som Vejen gaar lige ind i de morildlysende Bølger. Men hun leder ham snildt ind mellem Stene og Bjergknatter, saa han ikke snubler eller støder sin Fod. Og Vejen gaar altid nedover, ned mod den stejle Strand. Skumsprøjten stænker ham alt i Ansigtet, Bølgeskvulp væder hans Fødder.
— Men hvorhen! hvorhen? siger han tilslut.
— Nu er vi dog fremme . . se her, bare bortover lidt.
Han faar Øje paa noget sort, et Hul i Fjeldvæggen, der synes at vide sig ud til en Hule. Det er kun nogle faa Fod fra den hvide Brænding. Tang og Tare ligger der sort og skinnende, Muslinger knuses under deres Fødder, hans Fod glider, han har traadt paa en Søstjerne, han glider nok en Gang og han føler Manæternes slimede Masse under sig. Og Stormen og Havet staar paa med umaadeligt Vælde.
— Her! siger hun, ligesom glad over endelig at være naaet frem.
— Her? spørger han og stanser. Der er noget dirrende i hans Stemme; han skjælver af Kulde.
— Ja her! svarer hun. — Herinde har jeg i de lyse Nætter redet min Brudeseng. Her har jeg siddet og drømt om den Stund, da du skulde komme med Livet til mig. Nu er du kommen, min fine Prins — nu er du kommen.
Hendes kolde, vaade Haand lægger sig om hans Hals, og hun vil lede ham derind. Han synes det er som et klamt Dyr, der snor sig om ham — han gyser tilbage, han fryser af Natten og af hendes vaade Haand, og ligesom et Barn, der beder for sig, klynker han:
— Nej, ikke nu, ikke nu!
Men da bøjer hun sig over ham, han ser hendes grønne øjne lyse i Vanvid, der spiller et Smil om hendes Læber, et sært, grusomt Smil og hun siger:
— Min Prins, min Prins — nu er Natten min.
Og hun løfter ham op paa sine Arme som et lidet Barn, og saa bærer hun ham ind i det mørke Brudekammer.
Stormen hærjede stærkt som før. Havet sugede sig opover Land i rastløs Vaande og Natten hvælvede sig tyk og mørk.
Men det var som al denne mægtige Lyd i den store Højtidsstund blev til brusende Orgeltoner, til en alvorstung Psalme, en Psalme, sunget af en troende Menneskehed:
Tro du paa Lyset,
tro du paa Mørket!
én Tro er evig:
Kjærlighedens.