To noveller/02
I en lavloftet, trang Hal i Bergen var en Arbejderforening samlet til Fest.
Mændene med de store Næver, med de uudviklede Ansigter, disse Folk med Kastens Mærke, sad rundt omkring — — ludende, skjeve, nogle gule og gustne, af Værksteders Støv, nogle vejrbidte, af Havnens og Søbodernes Blæst, nogle glindsende hvide, som sveded de altid, Mændene fra de oljedampende Maskiner — alle var de blevet mærket af sit Arbejde. En firti, femti Mennesker kunde maaske være tilstede. Og nogle Kvinder.
I det ene Hjørne af Salen stod en Talerstol, klædt i rødt. Paa røde Skjolde, som hang rundt om Væggene, stod trykt i Guld Oprørets Deviser, de Afmægtiges flammende Ord mod de Mægtige.
Mændene talte sammen, to og to og i Grupper, højt og lydt talte de, med Sprogets brede Ord, med tunge, sivende Lyd uden Klang. . . .
Harmens læner sig op imod Talerstolen. Den blege, unge Mand virker saa underlig afstikkende mod de andre. Hans hvide Hænder og hans øjne og hans Holdning hører ikke hjemme her. Og der er fine Linjer i hans Ansigt, og der breder sig et Drag af Eleganse over ham.
Omkring ham har der samlet sig en liden Kreds, og de taler højt og hedt om Arbejdernes Rejsning. Han hører træt til, ser ud i Luften, tager af og til et Drag af sin Cigarette, medens Ordene ligesom ikke naar hans øre.
Undertiden er det dog, som et enkelt Ord træffer ham; han retter sig op, der bliver Liv i hans Ansigt, han taler heftigt, stakaandet, leder nervøst efter Ordene og stanser midt i en Sætning, naar han ikke kan finde Udtryk. Og han falder atter hen i samme Stilling, og stirrer ud i Luften, som var han langt fra Mennesker.
En liden spædbygget Mand, der var en af den lille Kreds, gaar op paa Talerstolen, og der bliver Stilhed udover Forsamlingen.
Han taler om de Smaa i Samfundene, om de Lidende og Undertrykte. I store Ord, som hans Mund ikke kan mestre, tolker han Slavernes Had mod Herreme, de Underlegnes underlige Følelse mod de Overlegne. Bag hans Ord er det ligesom der stiger et hevnfyldt Skrig fra Ulykkens Børn mod de i Livet sejrende, mod den lille Flok, der har faaet Jorderigs Lykke til Eje. . . . Han slutter med en Tak til Harmens fordi han kom.
Den unge Mand farer nervøst op, da han hører sit Navn nævne, saa smiler han træt, rækker den lille Mand sine Fingerspidser, og lader nogle Ord falde til Damerne, som omringer ham og vil faa ham til at tale.
Han begynder at drive frem og tilbage paa Gulvet, lidt træt og lidt kjed. Han er i Byen paa Gjennemrejse. Den næste Dag skal han videre. Han blev indbudt til denne Arbejderfest, fordi han en Tid havde været med til at saa ud Proletariatets flade Drømme om et Lykkens Fremtidsland.
Men nu at samles med disse Folk, hvis Sag han havde talt, høre deres fattige Ord om det, som for ham havde været Drømmenes Drømme — det var som alt vendte sig til Kvide og Modløshed.
Han drev frem og tilbage paa Gulvet og kastede af og til et Blik udover denne Klump Mennesker, der sad der saa sikkre paa at være de eneste, der havde fundet den rette Vej ind i Fremtiden.
Han lægger Mærke til, at der bliver stille rundt om sig, at man forventningsfuld venter paa, at han skal svare paa hin Tale. Og han havde dog intet at sige dem — nu. Han følte hos sig selv, at det Øjeblik var inde, da han holdt paa at glide bort fra alt det, der samlede disse Mennesker til Fest, fra alt det, der for dem gjorde en Stund som denne til en Andagtens Stund.
Saa gaar han dog op paa den røde Talerstol, og saa taler han om det, som skal komme — ikke om Arbejdernes Kobberrige, men et Rige som han skimted der langt ude i Horisonten, et Rige i Guld og Drømme, som endnu intet Menneske havde drømt, et Rige, hvor de Udvalgte var Herrer og al Menneskens Børn deres Slaver.
Sine hemmeligste Tanker, sine Nætters syge Drømme slyngede han ud for dem dernede, der kun hørte Ordenes Klang, men ikke fatted deres Mening.
Og da han gik ned, klappede de i sine grove Hænder.
— Medens han staar der og ser lidt smilende udover Forsamlingen, kommer en Mand bort over til ham og siger, at der er en Dame i næste Værelse, som gjerne vil hilse paa ham.
Han gaar derud, lidt nysgjerrig, men forresten uden at tænke noget videre over det.
Han møder en høj, slank Dame, indsvøbt i en Regnkaabe. Hendes Ansigt er dækket af et tæt Slør, men bag det synes han at skimte et brændende øjenpar.
Hun bliver presenteret som Frøken Gade.
De slaar sig ned, og hun begynder at fortælle om, hvor hun er begejstret for ham og for Arbejdernes Sag, hun fortæller om, hvordan hun maa lyve og liste sig frem for at deltage i disse Møder, der for hende var som det hellige Sakramente er det for de Troende. Og hun fortalte om sig selv og om disse Mennesker.
Under denne rige Ordstrøm, der fra en fin og fyldig Stemme sang ham i ørene, forsøgte han at finde hendes Ansigt, men i det halmørke Værelse dulgte det sig bag dette tætte, sorte Slør.
Hendes ustanselige Ordstrøm gjorde ham taus, og han følte sig lidt flau over hendes sterke Komplimenter. Men bag alle disse Ord var det dog alligevel noget, der gjorde ham opmærksom, noget ubevidst dragende hos hende, noget, der hviskede ham i øret om Længsel efter Mænd, efter Elskov, efter en levet Nat. Der laa noget næsten uhyggeligt tindrende i disse Øjne, der lyste ud gjennem Sløret, og naar hun knyttede sin lange, magre Haand, var det som om hun vilde gribe ham om Haandledet og knuge det mellem sine skarpe Knokler.
Der kom flere ind til dem. Samtalen blev mere spredt, og næsten glad for et Øjeblik at slippe fra hende, begyndte han pludselig at tale meget livlig med den lille Mand, der havde holdt Talen for ham.
De gaar ind i Salen for at drikke.
Der er det ryddet til Dans. Nogle flere Damer er kommet til. Musikken begynder snart at spille op, og Valsen gaar let under det lave Loft.
Han saa Par for Par vugge forbi, omslyngede, omarmede, hvide Kvindehænder om brede Skuldre, store Arbejdsnæver om smækkre Liv. Han stod og nød denne Kjønnenes dejlige Leg, dette villende og dette vigende, denne uendelige Hengivelse, der minder om Elskovs første Stund.
Her i det trange Rum, hvor der kun taltes om Fremtiden, hvor man mødtes for at nære Drømme, som man dog ikke magted at drømme ud, her syntes han selv Dansen blev til noget fremtidshungrende, og hvor Manden vilde sætte til med fulde Sejl, men hvor Kvindehænder og Kvindesmil holdt tilbage. . . .
— Hvor længe skal De saa være borte, De Harmens? spørger den lille Mand, og Samtalen begynder atter mellem dem.
Da han om en Stund atter ser ud over Salen, danser Frøken Gade med en ung Mand med stort, sortkruset Haar. Hun har taget Hat og Ydertøi af, og hendes mavre, ulænkelige Figur træder grelt frem ved Siden af den brede, undersætsige Mand, som hun næsten helt bøjer sig over.
Det er intet ved hendes Ansigt, som kan kaldes smukt. Huden er brunlig og uden Friskhed, Munden skjæmmes af uregelmæssige Tænder, og Næsen bøjer sig lidt opad. Men under den lave, brede Pande lyser et sælsomt øjenpar. I de Glimt, som naar ham under Dansens Hede, synes han der ligger noget utæmmet, noget af Vilddyrets gnistrende Glød, og i et enkelt øjeblik syntes det ham sygt, saadan underligt sygt, som naar man gaar forbi en Vanvittigs Celle og fra den faar et ene, enkelt Blik.
Og som et saadant tog det hans Tanke fangen, og han syntes aldrig at kunne glemme det.
Hun kommer bortover til ham og beder om en Dans, — han undskylder sig med, at han ikke kan. Saa tager hun med Vold hans Haand, leder ham frem paa Gulvet og favnende ham ind i sine lange, magre Arme fører ham ind i den hede Dans, heftig, og dog stille, som en Kvinde der fører sin Mand ind i Nattens Alkove. . . .
— Denne aabne og dog saa forunderlig dulgte Attraa hos denne Kvinde berusede ham og gjorde ham bange, berusede ham, ikke ved det heftige i hendes Bevægelser, men ved den vage, næsten aandeagtige Stemning, som hendes Nærvær gød ud over ham; den gjorde ham bange, fordi Øjnenes Ild ikke bare var Attraaens, men og noget rastløst, der ligned det flakkende Kornmod, noget uhyggeligt og sygt, som den blaa Flamme, der i lumre, mørke Nætter undertiden viser sig paa Dødningegrave.
Han følte dog ogsaa en stille, anelsesfuld Glæde i saadan at blive tagen af en Kvinde, hvis Tilværelse han aldrig havde anet, at blive ført ind i den hvirvlende Dans, omslynget og omaandet af en Kvinde, der uden en Tanke, et Blik, et Ord fra ham dog vilde give alt. Det var, som han, sejlende paa sit eget Skib til et Land, han kjendte, paa Vejen opdagede nye vinkende Riger, der indbød ham ti i at havne og søge Ro i stille Nætter.
Der var noget bævrende i hendes Aandedrag under Dansen, en sagte Sittren gjennemrislede hende, han fornam en oprørt Sjæl i den stærke Maade paa hvilken hun førte ham rundt, og det var som Ilden i hendes Tanker spændte sig om ham, som om en Magt strømmede ud fra hende, saa han følte sig i hendes Vold. I et enkelt øjeblik. Det var hendes Aande, der jog Hede i hans Blod, hendes varme, skjælvende Legem, der berusede ham.
Men det ved denne Kvinde, der tog hans Tanker i Vold, det var de sælsomme Omgivelser, hvori han havde mødt hende og det sælsomme ved hende selv. Ligesom naar han gik i Skoven og lod sig betage af de tusen Lyd, som han ikke vidste hvorfra og hvoraf de kom, ligesom han følte Angst ved at høre et Blad, som faldt, en Kvist, som brødes af et Pust i Rummet, der gled hen over ham, slig lod han sig ogsaa sagtelig tage af det hos hende, som han i lynsnare Glimt havde seet uden at forstaa, det flygtigt jagende, der bar Rædsels Spirer i sig og gjorde hende ene blandt Kvinder. Ligesom en flakkende Fugl, der flyver i Skove, søgende Liv hos en Han eller Hun, der maaske sad i Elskov i det løvbløde Rede, som en saadan syntes hun ham den høje, dystre Kvinde.
— Efter Dansen gaar han fra hende bort til den lille Mand, med hvem han taler den hele Aften. Af og til, i forbigaaende, vexler han nogle Ord med hende.
Henved Tolvtiden ser han, at hun vil gjøre Opbrud. Han gaar hen og hjælper hende Tøjet paa og vil følge hende paa Hjemvejen. En anden har allerede tilbudt sig, og de slentrer da sammen gjennem Gaderne — de to talende om den store Fremtid, han taus og træt af alt, og mest af det sidste.
Da de skal skilles, tager hun hans Haand og trykker den, ser paa ham med sine tindrende, villende øjne, der ligger en stille Bøn i Blikket, — og hun ønsker ham Lykke paa Rejsen. Det jog som en Anelse gjennem ham, hvor rig han vilde gjøre hende, hvis han greb til, nu i det Øjeblik.
Men han greb ikke til. Hans Haandtryk var mat og hans Farvel fattigt.
Den næste Aften skulde han rejse.
Dagen lang drev han om i Byen sammen med nogle Venner. Af og til blussed hun i hans Tanke, men det randt ham dog ej i Hu at søge hende.
Henad Aftentide, da han kommer ombord, finder han Blomster i sin Kahyt, store røde Roser, og gule. Intet nævner, hvilke Hænder det var, der fletted dem sammen.
Men han vidste dog, at blot én kunde det være. En eneste. . . .
Hun var dog ikke blandt dem, der var mødt paa Bryggen for at tage Farvel med ham.
Han følte ikke nogen Længsel efter hende, men han savnede hende dog blandt de andre. Han havde Lyst til at trykke hendes Haand en sidste Gang, takke hende for Blomsterne og sige hende et Farvel. Og han havde Lyst til at være god mod hende for hendes Kjærligheds Skyld, give hende et sagte Haandtryk og give hende et Haab til at nære sine Drømme med, medens han færdedes ude.
Men Natten havde maaske gydt Kjølighed i hendes Blod. Den Elskov, som hun havde lagt aaben for ham, den Fremmede, havde vel Tanker i Nattens Timer hulnet ud, og Dagen som randt, fejede maaske de sidste Rester bort af en Aftenstunds Rus.
Og han slog sig til Ro med denne Tanke og var glad for hendes Skyld, at dette syntes saa sansynligt. . . .
Men han tænkte og paa Roserne, de store røde og de gule.
— Og da Skibet lægger fra Bryggen, ser han langt oppe en lysklædt Kvinde, som vifter. Og hun følger Skibet nedover saa langt Bryggen naar, og vifter, vifter — til det glider ud paa Fjorden.
Denne lysklædte Kvinde var det sidste han saa af Byen.
II.
Der ventede ham Brev.
Fra hende.
I bange Ord, der ligesom med Vold var truet ned paa Papiret, tilstod hun ham sin Kjærlighed. Endskjønt der laa noget vagt og blygt over det, var der dog alligevel en Grundtone, som trængte sig frem mellem Ordene og vidnede om Magt og Vilje. Og netop dette virkede paa ham.
Han læste hendes Brev om og om igjen, og som en stille, alvorsbaaren Bøn fra en Forurettet og Lidende fyldte det hans Sind.
Han ønskede, om end blot for et eneste øjeblik, at kunne hviske Elskovens Ord til hende, kun fordi det vilde være en god Gjerning, fordi han vilde gjøre et Menneske lykkelig, give en Ensom et Minde ind i Tiden.
At elske hende, det vidste han, at han aldrig kunde. Det Indtryk, han havde beholdt af hende, var hellere noget, der indgjød Frygt og Uro, noget, der drev Tanken ind i et underligt Mørke, han ikke kunde forklare sig.
Og der var andre Kvinder, der stod imellem.
Men det syntes ham saa stort: at være i et andet Menneskes Tanker, at være en Del af en Andens Liv, at vide sit eget Jeg trone som Alfader i en Kvindesjæl. Og hvorfor skulde han ikke som Tak offre lidt af sit Livs Overflod til denne Kvinde? Nogle af sine fagre Ord, et Kys, et Møde i den halvmørke Nat. Og han, som aldrig ejet Uskyld, hvad vilde han miste i en saa syndig Elskovsstund? Men han vandt en Kvinde og gjorde sig selv rigere.
Og han sendte Brev tilbage. Og siden kom der Brev til ham hver Dag, han var i den store By.
Og ofte strejfed hans Tanke hende. Naar han sad ene og lod Livet glide forbi, vendte han ofte tilbage til hende og til den eneste Time, de havde været sammen. De bestemmende Træk i hendes Ansigt, ja næsten hele hendes Udseende glemte han mer og mer for hver Dag. Kun dette Øjenpar lyste ham altid i Møde med sin sælsomme Glød.
Men det var ikke saa, at hun fyldte hans Tanker, at hun blev det ene og store i dem. Der var andre Kvinder, der stod ham nærmere, og der var og Mænd, der gjaldt mer i hans Tanke end hende.
Men af og til, i Sjælens ledige Stunder, droges han mod den ensomme Kvinde, der havde bedt ham om Kjærlighed.
III.
Der var gaaet et Aar.
I dette Aar havde de ikke set hverandre mer end hin eneste Gang, og deres Brevvexling havde steget og faldt som Ebbe og Flod.
Saa længe han var ude, havde han ikke nænnet at sige hende helt og fuldt, hvad hans Tanke var. Han havde givet hende de fulde Ord tilbage, de Ord, der har Understrenge, og kan klingre i de Toner, som øret selv vil. Og for hende havde Ordene været Musik til hendes Drømme, havde givet dem Maal og nære Længsler. Og for hver Dag, som gik, troede hun sig en Dag nærmere det store Livsens Øjeblik, da hun skulde kjende Aanden fra hans Elskovs Ord hede sin Kind.
Men da han atter kom til Norge, hjem til sin egen By, blev Brevene fra ham sjeldnere og sjeldnere, og de Ord, der havde faaet hendes Hjerte til at banke og givet hende en Forsmag paa kommende Lykke, de blev aldeles borte.
Han havde atter mødt de Kvinder, der havde en Plads i hans Hjærte — ikke fordi han elskede dem, men fordi han søgte dem i de Stunder, han ikke magted at bære Livet alene. Og de var lykkelige ved at faa sige ham de Ord, de troede kunde hele hans Sind. Han følte kun Lykke ved at have nogen, for hvem han kunde blotte sine aabne Saar og til Gjengjæld faa de Trøstens Ord, der svaler.
— Hun, for hvem hans Breve var det eneste, hun havde at leve paa, følte Dag for Dag hvert Haab svinde som en bristende Blære. Alt det, hun havde bygget op i sine Nætters Drømme, prellede af mod den Kulde, der steg fra hans Ord.
Og det smittede hende selv og hendes Breve. Hun begyndte at føle det forfengelige i sine Haab, det altid vigende i sine Drømme.
Og saa kom det til, at hun fik rive sig løs fra den trange Vestlandsby og fik komme under en lysere Himmel og fik nye Mennesker at se, der gav Tanken andre Veje.
Han mærkede strax, at han holdt paa at tabe den Plads i en Kvindesjæl, som han undertiden havde følt Glæde ved at besidde. Og nu, da hun veg for ham, begyndte hun først egentlig at tage Rum i hans Tanke.
Han saa hende slig, som hun stod for ham den ene Kvæld, de var sammen. Hendes Træk vaagnede atter i hans Bevidsthed og hendes sælsomme Øjenpar lyste ham i Møde i de syge Glimt, der for ham gjorde hende ensom blandt Kvinder.
Og han havde følt sig stolt ved at eje hende uden selv at ønske hende. Der laa for ham noget pirrende i at have en Kvinde i en fremmed By, som han kunde komme og tage i Eje, naar han blot vilde. Det var en Vellyst for hans Tanke at vide, at han havde et Menneske i sin Magt, et Menneske, der altid længtede efter ham og altid ventede ham.
Derfor følte han næsten Angst ved, at denne Kvinde holdt paa at glide bort for ham. Det var et Brudd i en Magtfølelse, en knækket Forhaabning.
Han kunde ikke indse, at han selv var Skyld i det Tab, han var ifærd med at lide. Saa sikker var han i Troen paa sin Magt over hende, at han tænkte: naar han blot lod hende vide, at hun endnu havde Del i hans Tanker, saa var han Konge i h e n d e s.
Han følte sig derfor tirret ved, at hendes Breve blev saa sjeldne, at de ikke længere bugnede af den Hengivelse, der før havde gjort ham saa ondt, fordi han ikke magtede at gjengjælde den.
Nu følte han ligesom i Trods, at denne Kvinde vilde han eje. Her vilde han sejre helt, fordi han engang havde havt Sejren ihænde uden Sværdslag.
— Saa begyndte han at skrive om Kjærlighed.
Hans Breve kom tiere, og Ordene blev fyldigere og hedere for hver Gang.
Hun læste dem med Forundring og uden at forstaa den skiftede Tone. Hun tænkte blot, hvorfor dette skulde komme nu — nu, da det syntes hende for sent.
Og imellem ham og hende steg der en ny Mand, der var en Del af hendes Tanker og al hendes Drøm — en ny Mand, som hun havde mødt paa sin Vej.
Hvad der for ham havde gledet bort og smuldret hen for hver Dag — det at se alle Livets Maal og Længsler i en enkelt Sag — det var for hende endnu det, der gav Livet Værd. Hun hadede endnu Samfundet og troede paa den nye Tid.
Og ved at have været trofast mod denne sin Tro, havde hun fundet et nyt Menneske — et Menneske, der satte alt sit ind paa dette. Og til denne Mand havde hun vendt alle sine Længsler og sine Nætters Drømme.
Derfor blev hendes Breve sjeldnere og sjeldnere og Ordene almindelige.
Han læste sig til hendes Kjærligheds Død.
Saa er det han vover alt og sætter hende et Kjærlighedsstævne.
Paa dét Brev fik han ikke Svar.
Han skrev heller ikke selv mere.
Dog opgav han hende ikke. Han følte, at endnu vilde han frem gjennem Livet møde hende. Her hvor man altid resikerer at maa sidde tilbords med sin Fiende, vilde deres Veje endnu ofte krydses.
Saa var der gaaet et Aar.
Da kommer der en Dag Brev fra hende. Hun skrev atter om Kjærlighed, men saa vagt og fint, at Ordene syntes at række videre end til ham.
Han havde ventet længe paa dette Brev. Nu, da det var kommen, forundredes han over den Ro, hvormed hun søgte at knytte den Forbindelse, hun selv halvveis havde brudt.
Hun nævnte intet om den Tid, som laa imellem. Der blev et Tomrum i hendes Liv, hvor han vel kunde ane sig til de skuffede Haab, men hvoraf han intet vidste. Og hendes Ord var formede paa en Maade, saa han intet havde at spørge om.
Han skrev tilbage som den, der har alle Trumfer paa Haanden, sikkert og koldt. Hendes næste Brev var som en Bøn, en ydmyg Bøn til den, der havde Magten og Viljen til at kunne føre hende ind i hendes Længslers Land.
Han svarede, at snart kunde de mødes. Han var paa Vejen til hendes By.
IV.
Langt nedover Fjeldene hang Vintertaagen og de graasorte Skyer. Søen var blank og sort, og laa fyldig og tung.
Og da han gik opover de bakkede Gader i den regntunge Dag, tænkte han paa, hvad der skulde hænde. Om nogle Minutter vilde han atter se hende igjen, som han havde seet blot en eneste Aften af sit Liv, og som dog ofte havde ejet hans Tanke gjennem et helt Aar. Og hvad vilde han opleve sammen med hende idag? Et Livsens Æventyr, spundet videre? Eller en Afslutning paa noget, der ikke havde været, men som maaske blev i en kommende Stund?
Hun syntes ham som en af de Markblomster, der staar ved Vejen, og som man plukker, fordi de staar der, for saa at kaste dem, naar man har kjendt efter, om de virkelig havde Vellugt.
— Han banker paa hendes Hjem og gaar ind. Han bliver modtagen af en halvgammel Dame, der talte, som om hun havde ventet ham. Hun fortæller, at Frøken Gade er syg, men hun viser ham op til hendes Værelse.
Han blev lidt slaaet og usikker paa sig selv gaar han op. Paa hans Banken hører han hendes Stemme nok saa frisk raabe: Kom ind!
Derinde laa hun paa den hvide Seng i sin hvide, aabne Morgenkjole, lige brun, lige styg, som den ene Kvæld, han saa hende. Og hendes øjne var store, men stille og uden Glans, og intet kunde han læse i det Blik, hun gav ham. Hendes lange, magre Arme laa strakt nedover det hvide Tæppe og hendes Hoved laa højt mellem Puderne.
— De er syg, Frøken Gade?
— Ja, lidt mat bare. — Men sæt Dem dog . . . . End jeg, som beder Dem op paa mit Sengkammer — men jeg maatte jo tale med Dem, naar De var i Byen.
— Hvordan har De havt det da . . . i al denne Tid? Jeg har jo ikke alle Tider hørt fra Dem.
— Jo Tak. — Ja, er det ikke mærkelig med os to! Jeg synes, vi er gode, gamle Kjendte, og saa er det dog bare en liden Kvældsstund, vi har været sammen . . . . ja, den Kvæld! — Har De Harmens ofte tænkt paa den?
— Ja, siger han, jeg har jo skrevet. . . . Tak for alle Brevene.
— Aa! siger hun, og bliver rød og bekymret.
Det bliver en Pause. De betragter hverandre, som om de af Øjnene vilde læse, om deres Tanker mødes.
Saa trækker hun Tæppet tæt om sig, glatter det med Haanden, saa hver Legemsform tegner sig skarpt af, og han ser, hvordan hun, som ved et Tilfælde, forsøger at blotte lidt af sit lille Bryst, og saa siger hun, idet hun ser paa ham med et vigende Blik:
— Har De ofte besøgt en saadan halvnøgen Kvinde som mig?
Han føler sig generet ved Spørgsmaalet, bliver rød, ler lidt tvungent og begynder at tale om noget andet.
Han forstod, at som hun laa der i sin hvide Natdragt, kun med det tynde Tæppe dækkende over sin Nøgenhed, blottende halvt sit Legeme, bød hun sig frem til ham — saa frit og roligt som kun den Kvinde kan det, der aldrig har syndet.
Ligesom hun før havde bedt ham om Kjærlighed, bad hun ham nu, med dulgte Ord, med vigende Blik og med synlig Gysen om alt, hvad en Mand kan skjænke en Kvinde. Og hvis han havde rakt hende sin Haand, vilde hun have draget ham ned til sig og taget ham med tusen bedøvende Kys.
Men han rakte hende ikke Haanden. Han blev rolig siddende og talte om noget, han ikke tænkte paa. Havde han engang tænkt, at hende vilde han eje, saa var denne Tanke nu borte.
Hun virkede heller ængstende og frastødende paa ham.
Og hun saa selv, at hun allerede nu, i det første øjeblik, havde lidt et Nederlag. Hun mærkede det i de Blik, som ikke mødte hendes, i Tonen, hvori han talte, i den ligegyldige Rolighed, bag hvilken han forsøgte at værne sig.
Og da det gik op for hende, at hun nu for anden Gang havde budt denne Mand dét, som en Kvinde ellers kun skjænker af Naade og med bange Blygsel, og at han atter havde afslaaet det, da var det som om noget brast hos hende. . . .
— Han var den første, som havde givet hende Haab om at naa sine Nætters Drømme — Drømmene om Mænd og Kjærlighed. Og fordi hun vidste, at hun selv ikke var den, der kunde trække Mændene til sig, havde hun maattet gaa til dem. Trods det, hun fordred saa ringe, var dog hans Kulde for stor. Og hun vendte sig til en anden med alle sine Haab og Længsler. Han forstod hende ikke eller vilde maaske ikke forstaa, og hun gik fattigere bort, end hun var kommet. Og saa levede hun i sig selv en Tid og søgte at døde al Trang, som gik videre end hende selv. Indtil Længselen efter Livet blev hende for stærk.
— Og nu laa hun her ribbet for alt, og nedværdiget saa dybt, som en Kvinde kan blive det.
Men istedet for at synke i Graad og blues over sig selv, tog hun sig sammen som til en fysisk og psykisk Kamp. Hendes Træk blev skarpe og Blikkets Ro var der ikke mere; Øjnene havde atter den fosforagtige Glans, som han engang før havde seet, og det uroligt flakkende i Blikket jog som en Gysen gjennem ham. Denne halvgamle, natklædte Kvinde, der laa der i sin hvide Seng, hungrende efter ham, seende paa ham med sit syge Blik, hun gjorde ham bange og tog som med Vold al hans Tanke fangen. Han syntes, som om der fra disse øjne og dette lange, magre Legeme vævede sig som et Næt om ham, der drog ham nærmere og nærmere hende.
Hun var begyndt at tale om Elskov. Med en dæmpet, dump Stemme talte hun om, hvad en Kvinde kunde lide, fordi Mændene gik hende forbi. Hun fortalte de ensomme Nætters Mysterier — de evige Timer, da Søvnen var borte og Vanviddet fyldte Alkoven.
Hun fortalte om sig selv, om da den vaagned hos hende denne frygtelige Længsel, mod hvilken hendes Vilje maledes sønder og sammen, denne Længsel der drog al hendes Tanke ned i et bundløst Dynd, hvori hun sank dybere og dybere, saa hun saa, hun hørte, hun drømte ikke mere end: Mænd, Mænd, Mænd.
— Derude var den korte Vinterdag endt i Uvejr. Regnet var begyndt at slaa mod Ruderne, og Stormen hvinede i korte Kast om Hjørnene. I Huset var alt øde og stille.
Og Regnet og Stormen derude klang som et Akkompagnement til hendes Ord.
Men med sin stille, dumpe Stemme fortalte hun videre Alkovens Hemmeligheder, de sælsomme Nattens Hændelser, som aldrig nogensinde før har været hørt af en Mand.
En Kvinde, som endnu ingen Mand havde levet Elskovens Time med, aabnede for ham med sine Ord en dyb og dyster Schakt, hvorfra Bryndens giftige og ildelugtende Dunster steg. Det var som havde han kastet et Blik ned i Pestens Hule, hvor de Syge skreg sin Længsel ud efter den Lægdom, de saa deroppe i Lyset, den som dog aldrig kom.
Og hendes Ord fyldte Værelset med en Luft som af Seng og Kvindesved. Han betoges af den samme Følelse, som man faar, naar man kommer ind i Kokottens Kammer, hvor Luften endnu er svanger af den sidste Elskovsstund.
Og medens hun talte, blev hele hendes Ansigt til en Rus, en Sansernes Rus; den syge, blege Rødme fyldte hendes Kinder, og øjnene blev grønne. Og hendes Tale var hæs og stakaandet, og hun ledte ikke efter Ordene, men tog dem, der laa nærmest, Gadens Ord, de raa og simple, saa han fik en Følelse, som om han laa druknende i en af de store Byers Kanaler, hvor Bølgerne, gule og raadne, slog op om ham.
Og Uvejret var taget til derude. Det var som Menneskehænder trommede paa Ruderne. Og Stormen hvinede. Det var lange, klagende Lyd, som fra en Hund, der uler.
Men Kvinden derborte i Sengen hørte ikke Stormens Støn. Da hun læste i Mandens Ansigt, steg der som et Dødsskrig fra hende selv.
Hun kastede sig tilbage i Sengen, rev Tæpperne tilside og skreg ham al sin Lyst imøde.
Han var sprunget op og stod i navnløs Angst og saa paa denne vanvittige Kvinde, paa hendes magre, nøgne Legeme, der vred sig i Længsels Vaande, og paa hendes øjne, der med et vildt og stift Blik brændte mod ham.
Og Skridt for Skridt veg han tilbage. Han slog ud med Haanden, som om han vilde værge sig mod hende. Og da han naar Døren, aabner han den; hun bliver stille, rejser sig og ser som i Vildelse paa ham. Og da han gaar baglængs ud, med Øjnene fæstede paa hende, synker hun tilbage i Sengen som et dødt Legeme.
Han lukker Døren sagte i og famler sig frem gjennem den mørke Korridor og nedover Trappen.
Men det er som Arme griber ham i Mørket og vil holde ham tilbage og som tusen Stemmer hvisker ham Medlidenhed i øret. Men han gaar og gaar og hans Skridt synger gjennem det øde Hus.
Og da han staar ude i den trange Gade, hvorover en Stribe Himmel hvælver sig, graa og mørk, var det som han var løst af en Megæres Vold. Han syntes, han havde tilbragt Timer ene med en Vanvittig.
V.
Kristiania.
- Kjære Doktor.
Jeg forstaar saa godt, hvorfor du spørger og atter spørger om hver eneste liden Detajl, angaaende hin mindeværdige Time, jeg tilbragte sammen med Frøken G.
Men jeg har virkelig ikke mere at fortælle. Jeg har givet dig mine Stemninger og mit Indtryk. Du faar selv drage den Nytte ud af det, som du kan.
Kun kan jeg glæde din Medicinersjæl med en ny Oplysning, som jeg har faaet, nemlig at hun i sit nittende Aar har været gal og da tilbragte en Maaned paa et Asyl. Det kan kanske ogsaa bidrage til helt at forklare hende slig som hun var i et af de mest rædselsfulde og uforglemmelige øjeblikke i mit Liv.
Jeg mødte hende forresten nogen Tid efter. Jeg kom ind til Byen paa et Par Dages Besøg, og hun kommer over Gaden og begynder at snakke til mig. I Mellemtiden havde vi vexlet nogle Breve, men det, som var hændt mellem os, havde ingen berørt. Hendes sidste Breve havde endog baaret et religiøst Anstrøg, og i et af dem havde hun takket Gud for, at hun var frelst ud af Socialisternes djævelske Klør. — Du ved, hun har interesseret sig heftig for Arbejdersagen. —
Ja, vi blev gaaende der og tale sammen en Stund. Hun var nu lige varm for Guds Sag, som hun før havde været det for Arbejdernes. Hun sagde, at hun netop gik og beredte sig til Nydelsen af det hellige Sakramente; næste Dag skulde hun til Alters.
Dette hastige Omslag havde jo ikke kommet saa braat paa mig — jeg havde anet det gjennem Brevene — men det var alligevel saa underligt at gaa og høre hende slig og saa at huske paa vort sidste Møde.
Om Kvælden sidder jeg hjemme paa Hotellet, da der pludselig banker, og Frøken G. kommer ind. Hun sætter sig nede ved Døren, har Taarer i øjnene og ser i det hele meget beklemt ud.
Jeg spørger deltagende, om jeg kan være hende til nogen Nytte, og saa brister det ud af hende, at hun har Anfegtelser for Morgendagens Skyld. Hun taler om alle de syndige Tanker, hun gjennem Tiden har givet Næring, og at det blev hende for meget at staa Ansigt til Ansigt med Gud, naar alt dette tyngede paa hende.
Jeg trøstede hende saa godt, jeg kunde. Og som du ved, er jeg undertiden religiøs — man kommer i saadan dejlig Stemning ved det — og jeg endte da med højt og lydt at bede Fader vor.
Hun græd saa stille og inderlig, hviskede selv sagte med de Guds Ord — aa, det var et Øjeblik i saadan henrivende Vellyst, at endnu har det ikke været følt af nogen Mand. Og da hun gik, klappede jeg hende trøstende paa Skulderen og sagde, at Gud vilde befrie hende for alt, der tyngede hendes Sjæl.
Og efterpaa satte jeg mig til at læse i det gamle Testamente, denne dejlige Bog, fuld af Skjønhed og Poesi.
I samme Time, som hun laa ved Alterets Fod, rejste jeg.
Siden har jeg ikke hørt fra hende.
Men hun vil ganske sikkert engang blive din Patient. Hendes stakkels lille Hjerne taaler ikke mere af Livet, end den har faaet. Det blusser altid for stærkt derinde. En Dag staar det i Flamme.
Gid det blev længe til.
Hils Henny.
Din hengivne
Harmens.
VI.
Atter er et Aar gaaet. I dette Aar havde han intet hørt fra hende.
Af og til var hun dukket op i hans Tanke. Hun var blevet ham et underligt, ulykkeligt Væsen, hjemløs i Verden, en Paria, hvis Lod det altid var at tabe i Livets Kamp. Og naar hun stod for ham, var det altid i den sære Belysning fra hin Aften, som han endnu ikke kunde mindes uden at gyse. Ja det var som Tiden havde gjort den end mere frygtelig end den var. . . .
— Saa kom han atter tilbage til hendes By. For at møde en anden Kvinde, der var kommet i hans Vej og havde bundet ham med Kjærlighed.
Og en Dag han gaar paa Gaden, møder han hende igjen. Hun ser daarligere ud end nogensinde, Blikket er lidt forskræmt, og hun taler saa underlig, som om hun er bange for sine egne Ord.
Nogle Dage efter faar han følgende Brev:
- Egs Asyl ved Kristiansand S.
- Kjære Ven.
Du husker, at vi for et Aars Tid siden vexlede nogle Breve angaaende Frøken G., idet jeg interesserede mig meget for hendes Tilfælde, der hører til de sjeldne.
Det hænder nemlig ikke saa ofte, at det lykkes os at opdage den inderste Aarsag til Sygdommens Udbrud. Den rent ydere Aarsag ved vi altid. Men selv om der er Disposition til Sindsyge i Familjen, maa der dog alligevel meget til før en enkelt Begivenhed, hvor rystende den end er, skal kunne fremkalde Udbruddet alene. Der er en Række af indre Aarsager, som bidrager til det, men som Omgivelserne intet kjender til. Det er de hemmelige Sjælelidelser, som borer og borer til der en Dag kommer et Stød, og det bliver forbi.
For vel et halvt Aars Tid siden kom der et Brev fra en Kollega deroppe med Forespørgsel om der var en Plads ved Asylet for Frøken G. Nogle Dage efter kom hun.
Jeg har ikke fortalt dette før, fordi det maaske vilde smerte dig. Dit Navn staar nemlig i inderlig Sammenhæng med hendes Sygdom. Men da du nu færdes i samme By og kan resikere at møde hende naarsomhelst, vil jeg ikke undlade at underrette dig om, hvad der er forefaldt.
En Aften ifjor Høst var der en heftig Scene mellem hende og hendes Moder, og det kom endog til Klammeri mellem dem. Det endte med, at hun sprang op paa sit Værelse, knuste Ruderne, kastede alt, hun kunde naa, ned i Gaardsrummet og sprang derpaa selv ud, fra tredje Etage. Hun faldt paa nogle Klædessnore, saa hun kom ikke til Skade.
Da hun blev bragt op, var hun ikke sig selv mere. Raseriet havde forladt hende, men hun snakkede uafbrudt. Ind mellem tusen forskjellige Ting blandede dit og en andens Navn sig, og især dit kom oftere og oftere igjen. Man forstod hende ikke saa godt, da hun snakkede saa usammenhængende. Og det hun talte om, var uanede Ting for hendes Omgivelser.
Saa kom hun herned. Jeg kjendte hende jo halvvejs — gjennem dig. Jeg havde faaet Nøglen til hendes Sjæl. At finde ind i alle dens Irrgange kom an paa mig selv.
Jeg var hos hende al den Tid, som var levnet mig. Naar der kom noget særligt paa, blev jeg tilkaldt. Det var frygtelige Scener, hun gav i Begyndelsen. De er jo noksaa dagligdags for mig disse Vanvidsscener. Men hendes var over al Maade. En Dag havde hun klædt sig af og af sine Klæder lavet en Dukke, og med denne opførte hun en Sanselighedens Orgie, slig som Vanviddet kun kan skabe den. Hun gav denne Byldt Klæder dit Navn, tillagde den Egenskaber, som du har, vred sig i Vellyst, som om det var dig, hun favned. Og da hun troede at have levet et Elskovens Øjeblik med dig, da begyndte noget af det vildeste, jeg i hele min Praxis har seet. Trykkende denne Dukke tæt ind til sit nøgne Legeme begyndte hun at løbe frem og tilbage mellem de trange Vægge, udstødende hæse, uhyggelige Lyd, der ikke lød som fra et Menneske, men som et Sejershyl fra et vildt, ukjendt Dyr dybt inde i Asiens Skove.
Jeg saa, hvordan hendes Hud farvedes rød af det tilstrammende Blod; der samlede sig hvid, skummende Fraade om hendes Mund, og Sveden sivede frem fra hver en Pore. Og hendes Øjne var blevet til to luende Gnister, uden Glans, kun lysende saa uhyggelig vanvittig, som jeg endnu ikke har seet hos nogen anden.
Jeg maatte naturligvis stanse dette. Det gjentog sig dog et Par Gange, mere voldsomt, mere raat. Men saa stilned hun af. Hun blev sky og mistænksom og troede sig bestandig forfulgt af — dig. Hun talte bestandig om, at du havde ribbet hende for alt, for alle hendes Haab, for hendes Uskyld. Hun troede sig forført og forladt af dig.
Saa fik hun det med at skrive. Hele Dagen sad hun og skrev Breve til dig. Alt som faldt hende ind, de underligste, rædsomste Tanker, de sygeste af alle hendes Sygdoms vidunderlige Stemninger skrev hun ned. — Jeg har faaet fat i nogle Breve fra hende i den Tid, hun var frisk forat gjøre Sammenligninger. Før havde hun, som du ved, en lidt fin og karakterløs Skrift, en elegant Damehaand, som man siger. Nu skrev hun med store, grove Træk, som var det en Tømmermandshaand, der holdt Pennen. Heller ikke havde hun beholdt blot et enkelt Minde om sin individuelle Stil. Hendes Stil var som af et nyt Menneske, et Menneske med grove Hænder og grove Træk, men alligevel var det de zarteste, sælsomste Sjælerørelser, hun skrev ned, vanvittige, fordi de er ukjendte for os, alligevel dog mange Gange dejlige og pikante.
Og disse Breve, der var adresserede til dig, var min største Hjælp til at kunne helbrede hende saa snart.
Da hun begyndte at friskne til, sluttede hun sig til en ung Dame, der gik her hver Dag for at besøge en Søster af sig, der er uhelbredelig. De blev gode Venner. Hun talte imidlertid næsten aldrig om andet end dig. Hun indbildte sig at have faaet den Mission at skaffe dig en ung, smuk Pige, din aandelige og legemlige Gjenpart, som hun sagde. Nu interesserede ogsaa, mærkelig nok, denne unge Pige sig for dig. Hun havde paa en eller anden Maade hørt om dig, og det var nok for hende.
Saa gik da disse to Mennesker sammen Dag efter Dag og talte om dig. Det lykkedes mig aldrig at faa Traaden i deres Samtale, thi de taug, straks de havde seet mig i Nærheden, men den ene nævnte dit Navn med lige saa hellig Andagt som den anden.
Saa blev hun udskrevet for nogle Uger siden. Hun er ikke ganske frisk, men heller ikke syg nok til at være her. Og helt frisk vil hun vel aldrig blive. Hendes Sygdom vil vende tilbage igjen, mere stærk end før. Naar de voldsomme Sindsstemninger atter rører hende, vil jeg paa nyt faa se hende igjen.
Kan du gjøre noget til at holde hendes Sind ved Lige, vil det være en god Gjerning. Om du gav lidt af din Kjærligheds Overflod til hende, du blev dog derfor ikke mere umoralsk. En Kvinde skjænker ofte sin Gunst til en Mand uden at nære Kjærlighed. Hvorfor skal ikke ogsaa en Mand kunne gjøre det, naar han derved gjør en Kvinde lykkelig?
Jeg sender dig mine bedste Hilsener og jeg vil altid med Interesse følge vor fælles Veninde paa hendes Vej gjennem Livet.
Din hengivne
Martens.