Til Kongeriget Norges syvende ordentlige Storthing
TIL KONGERIGET NORGES SYVENDE
ORDENTLIGE STORTHING
Det er først efterat have forgjeves henvendt sig til dygtigere Medborgere om at udvikle Øvre Rommeriges Fogderies Trang til en Arbeids- Tvangs- og Arrest-Anstalt, i Forbindelse med et Sygehuus, og det Nødvendige og Billige i Tilskud hertil fra Staten, at Undertegnede paatager sig dette Hverv. Men om end ei de Opmuntringer hertil, jeg hædredes med af de Mænd, som paa Grund af Embedsforretninger troede at maatte undslaae sig fra et Foretagende, som kun vilde udtrykt tydeligere deres egne Ønsker; saavel som de Embedsmænds eenstemmige Erklæringer om det Ønskelige ja Nødvendige for dette Fogderie i en saadan Anstalt, jeg desangaaende har brevvexlet med, vare mig Bevæggrunde nok til, forglemmende underordnet Stilling med flere Mangler, at afhandle saa vigtig en Sag: saa maatte dog de to forløbne Aars Skræksoptrin af Hungersnød og Arbeidsløshed og et tiltagende, med de brugelige Midler ustandseligt Betlerie, gjøre det til en Borger- og Menneskepligt at tale. Lykkes det i disse Linier at fremstille Nødvendigheden af en Arbeids- og Tvangsanstalt for Øvre Rommerige fremfor andre Districter: saa ligger heri — i Trangen dertil — saafremt Fogderiet ikke selv kan afhjælpe den, en Grund allerede hvorfor Statens Hjælp æskes; men flere, maaskee mere fyldestgjørende Grunde — saasom de angive directe Fordele for Statscassen af paatænkte Indretning, om end offentligt Tilskud skede, — vil nærmere Udvikling give Proponenten Anledning til at fremsætte.
Før Proponenten gaaer ind paa den særskilt for øvre Rommerige ansøgende Deel af sit Forslag, tilbyde sig først følgende Opgaver til Besvarelse:
- Om Arbeidsanstalter i Almindelighed.
- Hvorvidt vedkomme de Staten?
- Hvad Udstrækning bør en saadan Indretning paa Landet forøvrigt have?
Hvad første Punct anbetræffer, da maa Proponenten bekjende, at han ikke har nogen Erfaring om Arbeidsanstalters Fortrinlighed som Midler mod Arbeidsløshed eller modvillig Lediggang; men at alle de ædle og tænksomme Menneskers Anbefalinger for Arbeidsanstalter som saadanne Midler have al Overbeviisningens Vægt, saavidt han har kunnet tænke derover. Deres menneskekjærlige og sædelige Hensigt som den Nødlidendes Tilflugt og mildeste Forbedringsmiddel er uomtvistelig: og saaledes beholde de i alle Tilfælde moralsk Værd, uanseet hvad Erfaringen maatte sige om den oeconomiske Nytte, som ved enhver menneskelig Indretning er underkastet Forandringer. De oprettes hvor den almindelige Fattighjælp er bleven utilstrækkelig, eller hvor Næringsløshed foruden Armoden ogsaa truer med eller allerede har endnu værre Følger. Disse Grunde, som hidtil have ladet dem oprettes i Byen, gjælde ogsaa for Landet; men der give Trangs- eller rettere Hungers-Aarene, som med større Rædsler slaae Landbygdens end Byens Arme, en ny og vægtig Grund for deres Oprettelse ogsaa der. De erholde ogsaa i et industriløst Land som Norge en ny Vigtighed som Manufactur- og Fabrik-Anstalter samt som Mønsterskoler for Huustilvirkningen, idet de baade selv afgive Exemplet og fortplante det igjennem alle dem, der udgaae, efter at være deri enten nødtvungne vante til Flid og oplærte eller som frivillig tyede indunder deres kjærlige Ly, naar Sognehjælpen brast i Hungersaaret. Denne velgjørende Virkning paa Industrien siges Eugeniastiftelsen at have. Deres Drivt som Industrieanlæg synes ogsaa at forjette dem lidt efter lidt et selvstændigt Tilvær; men selv om Tilskud fremdeles behøves, da er dog den Industrie, de udbrede, det Erhverv de forskaffe den Nødlidende og ellers Arbeidsløse, det Betlerie og den Lediggang, de afskaffe, en oeconomisk Nytte, som altid forbliver dem sikker, og som i Forbindelse med deres sædelige Virkninger give Arbeidsanstalter et høit Værd.
2. Hvorvidt vedkomme i enkelte Districter oprettede Arbeidsog Tvangs-Anstalter Staten?
Proponenten skal senere, naar Fordelene for Staten af en Arbeids- og Tvangs-Anstalt i særskilt District fremsættes, behandle dette Spørgsmaal noget nærmere. Her forekommer det ham som eendel af det Staten Vedkommende ligger i Udtrykket „Tvangs-Anstalt“ der tyder klart hen paa en Forbindelse med Lovene, den offentlige Bestyrelse og en Underordnethed under denne. Nogle af Rødderne til det Onde, som fremkalder et saadant Menneskekjærlighedens og Patriotismens Storvirke som en Arbeidsanstalt i noget stor Stiil, tør vel ogsaa være mere indviklede med Statsforfatningen i dens Indre, end de lade til. Trangsaaret blotter bare de øverste og groveste — de fineste gaae i Dybet og omslynge den hele Samfundsforfatning. Men selv ikke betragtet tildels som en Politieindretning — kan Staten mere end Medmennesket roligen see paa at en Mængde af dens Børn, der i bitter Nød frembyde sine[1] Hænder, sættes paa det rædsomme Punct imellem Forbrydelse og Hungersdød? Den kan saameget mindre tillade det som Den har Magten til at afhjælpe en almeen Nød, og det især da, naar, som her, Medborgere tilbyde sig, udenfor de offentlige Byrder, at række al den Hjælp, de formaae, kun opfordrende Statens Hjælp hvor Deres ikke strækker til. I en saadan Samvirken sees den liberale Stats Fortrin og herlige Princip for Dagen lagt: at dens og Menneskelighedens og Moralens Formaal er et.
Et sørgeligt Særsyn i sidste Aar: Strafanstalternes og Fængslernes Overlæsselse giver ogsaa med nedslaaende Sikkerhed et bekræftende Svar paa at en Indretning som omnævnte vedkommer Staten. Mange smaa Forbrydelser, som nu drage uforholdsmæssige Omkostninger især for det Offentlige, kunde maaskee deri afsones. Og liden Tvivl er der vel om at Nøden har fremskabt eller fremtvunget mangfoldige af hine Forbrydelser. Denne Slutning har Proponenten ogsaa hørt falde Almuesmænd naturlig, idet de ofte forundrede sig over at Hungersnøden i 1831—32 ikke bragte sine Offere til Røverier og anden Voldsdaad. De epidemiske Sygdomme, som ofte for en stor Del komme af den unaturlige Madhjælp Fattigfolk i Trangsaar maae søge, og at de lide værre end det ene Menneske bør tillade at det andet gjør, skjænker Staten sin Omsorg. Skulde da ikke en Indretning der gaaer ud paa at ophæve Aarsagerne til hine Onder hos Saamange, den kan udstrække sine Velgjerninger til, vedkomme Staten? Den bør ogsaa vedkjende sig nihil humani a me alienum puto (alt menneskeligt og ædelt angaaer mig).
En Arbeids- og Tvangs-Anstalt vedkommer altsaa Staten fordi den er til Nytte for den, i Statens Interesse. Som Tvangs-Anstalt vedkommer den Staten paa det allernærmeste, og kan kræve dens Hjælp; men som Arbeidsanstalt, med Hensyn til det Administrative, kun i Forhold til den Deel, Staten har i dens Oprettelse og Vedligeholdelse. Da imidlertid Bestyrelsen over den hele Stiftelse bør være een, vedkommer den hele Stiftelse Staten som, efter en Tvangs- eller Forbedrings-Anstalts Natur, Enebesidder af Magten over denne Stiftelsens ene Hoveddeel.
3) Hvad Udstrækning bør en Indretning som paatænkte have paa Landet?
Desangaaende har vel Proponenten hørt den Formening af en af dette Fogderies Præster — men en i en Bygd med et rigt Fattigvæsen — at hvert Præstegjeld burde skaffe sig sin Arbeidsanstalt; men herimod have de Øvrige været. Men da Indretningens anden Hovedhensigt, nemlig som Tvangs- og Forbedringsanstalt, hvor endog maaskee Kronarbeide skulde kunne udholdes, ved en Søndren i flere Smaa, vilde forfeiles — da en Industrieanstalt maa være noget i det Store, om den skal svare Regning; da enhver Bygd somoftest er plaget med enkelte Dagdrivere, hvormed der kun er lidet Udkomme derhjemme, men som, liig Børn have godt af at komme lidt ud mellem Fremmede; da et Sygehuus, endskjøndt naturligviis lidet, i mange Tilfælde vilde være til Hjælp for de Lidende og Besparelse for Fattigcasserne, der stundom bringes nær Bankerotten ved en eneste Hospitalsregning, men da dette kun kan tænkes ordentligt i Forbindelse med en større Anstalt, saafremt det ikke kan oprettes alene, og under høiere Opsigt; — da iligemaade en Arrest for Fogderiet vilde være til største Gevinst for Comunerne, saasom en Lettelse med Vagtholdet derved maatte skee, saavel som for det Offentlige paa Grund af Retspersonalets forkortede Reiser og Regninger, foruden at Processen vilde vinde i Hurtighed, men da en Fogderiearrest vel beqvemmest maatte blive at oprette hvor Arbeids- og Tvangs-Anstalten var, hvorved den fordærvelige Ørkesløshed, hvori Delinqventer, der forvente høiere Dom eller Benaadelse, nu hensidde, ville ophøre; — samt da en enkelt Communeanstalt baade ofte og i Mellemrum vilde blive overflødig, og neppe vilde kunne sørge for en Opsynsmand, som dog maatte være nødvendig: saa har Proponenten troet at burde udvide Hovedindretningen Arbeids-Anstalten for et Fogderie med saadan Udstrækning, at dermed, men særskilt, var forenet en Tvangsarbeidsanstalt for modvillige Lediggjængere og de i Arrest hensiddende Domfældte samt Arrest- og Sygehuus-Indretning.
Uden at indlade sig videre paa det Specielle, tillader Proponenten sig kortelig at omridse den hele Anstalt, saaledes som den er bygget i hans Tanker: 1) i Hovedbygningen til den ene Side af de samlede Anstalters Kjøkken, som skulde indtage Midten, særskilte Arbeidsværelser — to store — for de Mænd og Qvinder, som af Nød ere tyede til Anstalten; til den anden Side Tvangsarbeidsværelser med ligedan Afsondring; ovenpaa Sove- og Materialrum; — i en Udbygning til Bagsiden med høi Indhegning Arrestlocalet. Særskilt, i ret Vinkel med Hovedbygningen paa den ene Side Sygehuset, og paa den anden, af samme maadelige Dimension, Opsynsmandens Bolig, hvori Retsværelse. Gaardfiirkanten sluttes med Udhuse. Indretningen bør have Jordvei med fornøden Skov. Til Gjenstanden for dens Industrie bør ikke Skrædder- og Skomagerhaandværket høre, da flere Huusmænd deri finde Erhverv; heller ikke Bødkerie og Tilvirkning af Madkjørreler, da de fattige Skovsbygdinger derved vilde tabe en stor Deel af sin Vinterfortjeneste. Derimod vil allehaande Tilvirkning af Lin, Uld, Nødehaar, Staaltraad, Jern, Snedkerie, Agerredskaber, Horn, Farverie o. s. v. hæve Anstalten til en Fabrik og til at være lige velgjørende for det hele District som for dem, den skjænker Ly og Næring, Underviisning i meget Nyttigt og om muligt Fortjeneste. Man maa forstaae Proponenten saaledes, at dette er Anstaltens Hovedhensigt, og ikke saa, at den, fordi den tillige vil forbedre Omstreifere og Ørkesløse selv der hvor Arbeide er at faae, skulde vorde et Tugthuus eller gaae indenfor Amtstugthusets Omraade. Men den vil maaskee, uden at paatage sig dem, der ere dette hjemfaldne, bidrage mere end nogetsomhelst Andet til at der bliver færre og færre som skulle søge Forbedring i Vanærens Huus.
I Nødsaar bliver Mangelen paa Arbeidsanstalter vel følelig overalt. Den gamle erfarne Sognepræst til Nannestad har vel i sit Brev om denne Gjenstand til Undertegnede, skildret flere end disse Egne, naar han siger: „i Trangens Aar har desværre Gaardbrugerne den Skik, her som andensteds snarere at indskrænke end udvide sin Virksomhed. Det snævre Hjerte raader da heller til at sælge hvad undværes kan for høie Priser; og saaledes maa der blive Mangel paa Arbeide for den fattige Mand og Qvinde i Hiembygden.“ Men selv i jevne Aaringer føle upaatvivlelig flere Egne end dette Fogderies Trangen til Arbeids- og Tvangsanstalter. Saaledes har man hørt at Agers Sogneselskab tænker paa en — hvorved det vil gjøre sig fortjent af alle omliggende, ja selv af saa fjerntliggende Bygder som Eidsvold. I Nødaaret vil Arbeidsanstalten især fyldes; i jevne og gode Aaringer Tvangsanstalten, saa ingen af dem nogensinde er overflødig. Det er egentlig kun i Aanerne at alle Hænder sysselsættes. Den større Deel af Aaret ere de fleste, især de stærkt befolkede Egne opfyldte med Nødlidende, med Lediggjængere med og uden Vilje.
Alligevel uagtet dette synes at gjøre Arbeidsanstalters Oprettelse i alle deslige Egne til Pligt: troer Proponenten det dog rigtigt, at en Arbeidsanstalt med ovenforeslaaede Udvidelse først oprettes til Prøve og Forsøg i det Fogderi, som maatte befindes meest at tiltrænge den.
Proponenten vil nu tillade sig at vise, at Øvre-Romeriges Fogderi har særlig Trang og Beqvemhed til at der en Arbeidsog Tvangs-Anstalt oprettes.
1) Befolkningen er maaskee der stærkere end paa nogen lignende Jordvidde i Norge. Der fortælles vel Ungdommen i Jordbeskrivelserne, at Norges bedst befolkede Egne tælle kun nogle 100 Mennesker paa □ Miilen. Imidlertid beløb sig dog Folkemængden i Øvre-Rommerige i 1815 til over 1300 paa □ Miilen, og siden er den stegen i forbausende Grad, og i dette Fogderi af flere Grunde maaskee uforholdsviis mod i andre. Saaledes tæller Eidsvold, efter Sognepræstens Opgivende, snarere over end under 5000 paa sine 21⁄2 □ M. (i 1815 — 4062, i 1825 — 4616) en Befolkning som i Nordtydskland, hvor Byer, Fabrikker, Flodskibsfart o. fl. d. tilbyde alle Hænder Erhverv. Proponenten lægger Vægt herpaa, fordi Roden til det Onde, som her søges afhjulpet, nemlig Nød og Arbeidsløshed, troes at ligge i denne stærke Befolkning, som i Uaar ikke kan finde Næring i Egne, hvor man gjør sig en Fortjeneste af at sælge Havretønden for 61⁄2 Spd., hvor alt skal i de faae større Jordbrugeres Brændekjedel, og hvor, som vi have hørt, Alle da indskrænke sig og søge at drage Nytte af Nøden. Imidlertid vil dog Ingen ansee en stærk Befolkning, og især hvor Agerdyrkningen staaer tilbage, for andet end det herligste Gode, naar den blot sikres Erhverv; men netop i de største Goder ligge Roden til de sværeste Onder. Trangsaarene 1831 og 32 gjorde den stærke Befolkning til et Onde for en Tid, omendskjøndt den forholdsmæssige større Mængde af Givende i disse Egne bevirkede mindre Udvandringer herfra end fra andre Egne til det fabuløse Eldorado i Rusland. At disse Sørgeoptog (som klart nok udtale Trangen til temporair Forsørgelse) kun lidet saaes i dette Fogderi kommer dog maaskee ligesaasnart af at de bedragerske Efterretninger hidkom først saasilde, at Vaaraannen, som giver Arbeide, stod nære for.
Stærk Befolkning maa i Egne, der ikke ere mere velsignede end disse, ogsaa indeholde en stor Mængde Fattige og Uforsørgede: — der bør altsaa Forsørgelses-Anstalten oprettes.
Men imellem disse Trængende er maaske paa Øvre Romerige et større Antal Betlere af Profession, af arvtaget Lediggang end andresteder. Der sættes ogsaa Scenen for det berygtede Steffensfølges Operationer; men istedetfor at finde kun en liden zigeunersk Horde, i hvis skarpe Afsondring fra de andre Moens Beboere den Eventyrlige maaskee vilde søge en romantisk Nydelse, synes nu enten denne ædle Race at have udbredt sig til de Fleste af disse, og med sit Blod at have indpodet dem Ranglesygen, eller og de tilforn rolige Beboere at have antaget sine urolige Naboers Manerer. Ihvordan det er — Sværme af Betlere er her, af Nødbetlere, af Dovenskabsbetlere, af Smaae uden Forældre, af voxne Mænd, af Familier, der lukke det tomme Huus og drage ud. I egentlig og uegentlig Forstand er dette Forvildelser; og Forvildelser helbredes ikke ved den kolde Strænghed, som skjærer Alle over een Kam, og lader Alle forgaae, sigende kun: „Nød lærer nøgen Kone at spinde“; — men heller ikke ved den gamle Ligegyldighed, som har ladet slige Onder voxe Menighederne over Hovedet; — men ene og alene ved et kraftigt Kjærligheds og Retfærds-Virke, ved en extraordinair og bestandig Hjælp i en extraordinair Nød, som truer med at blive bestandig ved en som foreslaaet. Disse aabne Bygder, hvor Betlere fra de forskjellige Sogne vandre om hverandre, ligge ogsaa aabne mod de folkerige og tildeels ogsaa af samme Onde lidende Districter søndenfor. Især forøges Øvre Romeriges egen Overflod af Betlere af Agers Overskud.
Er der da imellem Øvre Romeriges større Antal Nødlidende et uforholdsmæssigt større Antal Betlere af Profession og modvillige Lediggjængere: — da bør der en Arbeidsanstalt tillige virke som Tvangsanstalt.
2) Fattigcasserne ere kun i to af Fogderiets Præstegjeld i god Forfatning; i de andre maa ofte gribes til overordentlig Ligning. Dette Middel opvækker Uvilje hos Almuerne, som vide hvad Byrde de have i de daglige Almisser, og at en extraordinair Hjælp forsvinder som Draabe i Hav, udenat de derfor spore Minkning i de Sværme, som beleire deres Døre. Saaledes veed Proponenten, at Eidsvolds Almue valgte heller at angribe en Fattigcassen tilhørende Capital, end ved nogle Skilling af hver at redde den til endnu værre Tider; og Sognepræsten i Ullensager skriver, at „Almuen kulkastede paa en høist stormende Maade“ en af Sognepræsten foreslaaet og af Fattigcommissionen billiget Forandring med Fattighjælpen. I sande Trangsaar er det umuligt for saa maadeligt bestyrede Fattigvæsener at hjælpe Alle som trænge. Fattigcommissioner holdes i lange Mellemrum, og „mens Græsset groer, døer Koen“. Den almene Barmhjertighed er da de Nødlidendes eneste Støtte; men, naar den — som flere Menigheders Overeenskomster indbyrdes viste i Vaaren 1832 — er udtømt, naar Fattigcasserne ere udtømte — hvorhen da disse Skarer, hvor det ikke er saa let at skille den Uskyldige fra den Uværdige — imellem hvilke dog tilsidst den høieste Nød maa ophæve Forskjellen.
3) I Midten af Fogderiet, i den Egn deraf, som lider værst af Armod, Betlerie og Lediggang, i Hovind Annex til Ullensager, nær Fogdens Bopæl og nær hans Embedsgaard — hvem nemlig Overopsynet maaskee burde paalægges — paa Gaardermoen findes formeentlig saa beqvem Adgang baade til Plads, Jordvei og Opbyggelse af en Indretning som foreslaaede, at vel neppe noget District i saa Henseende kan maale sig. Der er Skov til Husene, Jord at dyrke. Gaarden Auer, tilhørende Eidsvolds Værk, ligger i Nærheden og synes ogsaa beqvem. Ligesaa tilbyde Majormoerne, som forhen synes at have været opdyrkede, og som ligge imellem Ullensager, Næs og Eidsvold hensigtsmæssig Plads og let Udvei til Tømmer.
Vanskeligere end at søge Grunde for at Øvre Rommerige fremfor andre Districter tiltrænger en Arbeidsanstalt, og at det bør være Stedet hvor en Arbeidsanstalt anlægges til Forsøg for andre lignende, hvor de i Landet maatte tiltrænges, bliver det at finde:
Hvilke Midler har Fogderiet selv til at oprette en Arbeids- og Tvangsanstalt, i Forbindelse med Sygehuus og Arrest for hele Fogderiet?
Den største Capital hertil seer Proponenten i det almene Ønske om en saadan Anstalts Oprettelse. Bringes Ideerne kun til den Eenhed, at Indretningen bør være for det hele Fogderie, har det vel ingen Nød med det Udbytte, man kan vente af:
1) en Subscription i Fogderiet.
Dette[2] Middel foreslaaes dog kun saafremt mere tvingende og hurtigere ikke skulde være at anvende.
2) Beholdningerne over det fundazmæssige Maximum i Kornmagazinerne. Saaledes:
| Overskudet i Eidsvolds 753 Tdr. (hvoraf 1⁄6 omtrent Byg). |
| Do. i Gjerdrums i Penge 200 Spd. |
| Dets Beholdning i Korn (Max. ei angivet) |
| 213 Tdr. Byg, 416 Tdr. Havre. |
| Overskud i Hurdals 300 Tdr. |
| Beholdning i Næs (Max. ei angivet) 350 Tdr. |
| Byg, 11051⁄8 Td. Havre. |
| Do. i Ullensager 96 Td. Byg, 438 Td. Havre |
| hvilket formeentlig er under Maximum. |
De fleste Magaziner kunne altsaa afgive noget betydeligt baade ved Oprettelsen af Anstalten, og ved endeel af deres aarlige Rente, til dens Vedligeholdelse; men med disse to paapegede Ressourcer inden Fogderiet er det ogsaa forbi — idetmindste med dem Proponenten kan opgive. Muligt at de kunde strække til at skaffe Anstalten færdig opbygt og indredet samt til en Jordvei deromkring; men nu Driftsfond og Løn til Opsynsmanden med et Par underordnede Vogtere? for ikke at forsøge paa Udziffringen af dette kostbare med mere, som maa have sin Rubrik i ethvert Anlægs Regnskab.
Hvor den private Hjelp ikke strækker til ved et almeennyttigt Foretagende, hvor et Lem af Staten lider, uden til Fyldest at kunne hjælpe sig selv — der troer Proponenten med Udstederne af Indbydelsen til Christiansands Indbyggere om Oprettelsen af en Arbeidsanstalt, at Statens, den Alles Moders, Hjælp maa søges. Er den moralske Pligt hertil indlysende, da vilde det være overflødigt og en forgjeves Bestikkelse af Omdømmet endvidere at søge den indskjærpet ved at fremhæve særegne oekonomiske Fordele, som ville flyde af dens Opfyldelse. Alligevel ere Statens oekonomiske Forpligtelser strenge, og Fleerheden pleier mere at have dem end dens moralske Formaal og Hensigter for Øie. Imidlertid er ogsaa denne Anskuelsesmaade i en vis Henseende udrunden af en Retfærdighed, om end ei af den, der belives af Aand, og parrer sig med den christelige Kjærlighed til at frembringe saamange Gjerninger til Menneskeheld som muligt. Men i den vise og liberale Forsamling af Landets Kaarne — hvem er der, som ikke skulde frydes ved at see Staten handle mildt og ædelt og statsidealt, og at reise sig et Minde om sin Velgjørenhed og Liberalitet, staaer end dette kun i en enkelt Egn og nærmest til Gavn for en enkelt? Har Staten ikke Evne til at reise dem i alle de af Landets Provindser, som maaskee kunde trænge dertil, saa vil den oplyste Borger med lige Erkjendelse af at Staten opfylder en skjøn Pligt saavidt den kan, see det enkelte District som Gjenstand for dens Velgjerninger. Og er det en Trang i flere Egne at faae en lignende Velgjørenhedsanstalt istand, uden at det kan skee ved private Midler: saa opfylder Staten en Pligt imod alle disse endnu stumme Supplicanter ved først i et enkelt District at prøve hvorvidt deres Velgjerning bærer Frugt eller ikke. Heri er jo selv hiin egoistiske Anskuelse fyldestgjort, medens de retfærdige og forstandige Nationers Mænd, til hvem med Proponenten alle de Indvaanere af dette Fogderie, han derom skriftlig og mundtlig har tankevexlet med, med Tillid og Ærbødighed anfortroe dette Andragende, ikke ville frakjende den Grund noget af sin Vægt, Proponenten anseer for den vigtigste for at Staten af sin Formue skal tilskyde til en Arbeidsanstalt for Øvre Rommeriges Fogderie, nemlig: at en saadan Understøttelse ligger aldeles i Statens moralske Formaal. Proponenten anseer den rigtigere, end den: at Statens Udgifter ved en Arbeids- og Tvangs-Anstalt ville i Tiden godtgjøres ved de Besparelser, som ville komme det Offentlige tilgode om en Arrest for Fogderiets Delinqventer tillige oprettes derved. I Forbindelse med denne Grund staaer ogsaa følgende: Den Tvangsindretning som maa være forenet med Arbeidshjælpeanstalten, om dennes Hensigt, og maaskee i sædelig Henseende vigtigste Hensigt, ei skal forfeiles, vedkommer ganske det Offentlige. Det samme er Tilfældet med det lidet bekostelige, men til Besparelse for Communerne ved Arbeidsanstalten oprettendes Sygehuus. Indretningens Vigtighed og Beskaffenhed vil desuden lægge den under det Offentliges, under Fogeds, Districtslæges og Amts- eller Stiftsdirections Opsigt.
Ifølge disse og foranførte Grunde, giver Undertegnede sig den Ære at fremsætte til nærværende Storthings vise Afgørelse følgende
FORSLAG:
§ 1.
Regjeringen bemyndiges til af Statscassen at yde et Bidrag af indtil tusinde Spd. engang for alle til en Arbeids- og Tvangsanstalt samt Sygehuus og Arrestindretning i og for Øvre Romeriges Fogderie.
§ 2.
Naar og saafremt den i § 1 nævnte Anstalt oprettes, bliver en Opsynsmand at ansætte og lønne af det Offentlige.
Underdanigst
HENR. WERGELAND,
Candidat i Theologien.
- ↑ I Forjettelsen „i dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød“ ligger det bestemte Bud, at det maa staae alle aabent for Arbeide at vinde sig Ophold. Men hvor Enkeltmand eller Menigmand ikke kan, der maa Staten opfylde Forpligtelsen. See „Forslag til en Lov om Fattigvæsenet paa Landet o. s. v.“ ved en Commission 5. Capitels § 27, 2den Passus.
- ↑ Den Commission som maa oprettes, saafremt Anlægget skal frem, maa afgjøre dette Spørgsmaal med alt andet nærmere.