Til Hans Egedes Historie
TIL HANS EGEDES HISTORIE.
AF
D. THRAP.
Det var i 1708, Hans Egede begyndte at tænke paa Grønlænderne, om hvilke han tidligere havde læst. Af Bøger, han har læst, nævner han „Noriges Beskrivelse“, som ene kan betyde Jonae Rami bekjendte Bog. Om Grønland og Grønlændere findes i denne intet uden en kort Bemærkning om Grønlands Opdagelse og Bebyggelse. Egede kjender til, at man fra Dronning Margaretes Dage har glemt Veien til Grønland. Paa Egedes Tid var den kjendt, men det kan ikke have været længe. 1652 maa den endnu have været ukjendt i Danmark og Norge[1]. Egede siger i sin Relation intet bestemt om, at han tænkte sig Muligheden af at finde Efterkommere af de gamle Normænd paa Grønland, men han maa have havt en uklar Forestilling om Folk deroppe, som har levet paa Rester af gammel Kristendom og Kultur, men var blevne forvildede – maaske i Lighed med de abyssiniske Kristne. Noget saadant maa være faldt ham i Tanker, naar han antager muligt, hvad han citerer efter en Forfatter ved Navn Blefken.
Efter denne fortæller han, at der i 1546 paa Island har været en grønlandsk Munk, uden at han videre spørger, om dette kan have været muligt. Vi fandt Ditmar Blefkens lille Beskrivelse – 73 Sider 12mo – af Island trykt 1607 og fandt heri alt, hvad der vides om Manden, hvis Skildring af Island og Forholdene deroppe er nøktern og vistnok i det hele troværdig. Da 2 Skibe fra Hamburg 1563 skulde seile til Island, maatte en Prest følge med, og som saadan fik Ditmar Blefken Ansættelse. Hvor han var fra, og hvor han havde studeret, siges ikke. De kom til Island 17de Juni 1563. Blefken maatte blive deroppe paa Grund af Krigsurolighederne i de nordiske Lande og Farvand, og imens havde Befalingsmanden paa Island faaet den Tanke at sende et her liggende Orlogsskib paa Opdagelse til Grønland, som geografisk sammenblandedes med Novaja Zemblia, hvorfra man tænkte sig at finde Vei „over det Tartariske Hav til det Kinesiske Rige“. 31te Marts 1564 seilede Skibet med en Besætning af 64 Mand (Danskere og Islændere) til Grønland, men hvorhen de har lagt Kursen, kan ikke tydelig sees. Allerede 16de Juni maatte de vende tilbage, da de ingen Vei kunde komme for Is. Iland havde de været – som det synes – paa Novaja Zemblia eller en anden Ø paa den Kant. Blefken blev siden paa Island til 1567, da han seilede til Lissabon i den Tanke at finde et Skib til Ostindien, som ikke lykkedes. Han kom over til Nordafrika og blev Tjener hos en europæisk Renegat, var her i 5 Aar, kom saa til Wien, hvor han skulde redigere sin Islands-Beskrivelse, men dertil fik han ikke Tid. 1582 var han i Bonn, hvorfra han drog til Cölln for at finde Forlægger. Paa Veien faldt han mellem Røvere, der lod ham ligge – efter hvad de troede – død. Han kom dog atter op, var 1588 paany i Bonn, og her fandtes Manuskriptet, som Røverne havde taget, i et forladt Hus, og han fik det tilbage. Han siger, at det indeholder intet eller dog meget lidet af, hvad han har hørt, men hvad der findes, er det, han har seet med egne Øine. Vi skal hidsætte af Bogen, hvad der vedkommer Grønland og Grønlændere:
– – – Der var paa Island i et Kloster Helgafjeld en blind Munk, som levede der i Elendighed. Han var født paa Grønland, havde mørk Farve, bredt Ansigt. Befalingsmanden bød, at han skulde føres til ham (Blefken), for at han kunde faa høre noget sikkert om Grønland. Han sagde, at der paa Grønland var et Kloster, der bar Thomas Navn, hvori han som Yngling af Forældrene var tvungen til at lade sig optage. 30 Aar gammel var han af Grønlands Biskop bleven tagen med paa Reise til Nidaros til Erkebiskopen. Paa Tilbageveien var han af den grønlandske Biskop efterladt her i Klosteret. Dette sagde han var skeet i Aaret 1546. Han sagde, at Grønland blev saaledes kaldet „antiphrasticos“, fordi der sjelden eller aldrig grønnes, og der er kun Vinter hele Aaret undtagen Juni, Juli, August, saa de neppe kan blive varme, om de end er klædte i Skind. I Husene har de runde Træstykker, som de bearbeider med Fødderne for Varmens Skyld. Her er Overflod af Fisk, hvide Bjørne og Ræve, „Pigmæos et Monocerotes“. Munken fortalte her mærkelige Ting. I St. Thomae Kloster, hvor han havde levet, var en Kilde med kogende Vand, der i Stenrender førtes til Munkenes Celler og varmede dem. Vandet kunde bruges til Kogning. Klosterets Mure var af Pimpsten tagne fra et Bjerg i Nærheden, ligt Hekla, men naar man gød hint kogende Vand paa Pimpstenen, fik de en blød Masse, som de brugte til Kalk. – – – Han kunde lidt Latin, men talte med mig ved Tolk. Pygmæerne, sagde han, havde fuldstændig menneskelig Skikkelse bedækkede med Haar og Skjæg. Imidlertid manglede meget af det menneskelige, og deres Tale lignede Gaaseskrig. Abbeden havde taget en af hvert Kjøn ind i Klosteret og underholdt dem godt, men de var og blev kun bruta animalia og levede i Mørke. Den omtalte Krig mellem dem og Tranerne kjendte han ikke til. Levemaaden paa Grønland var lig den islandske. Man levede af Fisk, da man ikke havde Kvæg. Strax ved Island begynder Oceanus Hyperboricus og skyller op til Grønland og Pygmæernes Egn, hvilken de nu kalder Nova Zembla, og Ishavet har der en Bugt, kaldet det hvide Hav, og her er Stræder, gjennem hvilke man seiler ind i det Schytiske Ocean, naar Isen tillader. Landshøvdingen havde et dansk Orlogsskib, der overvintrede ved Island, men da han hørte af Munken om hine Steder, Stræderne og den korte Vei til Riget China, fik han den ærgjerrige Tanke at aabne for sin Konge en Vei gjennem hine Stræder og al denne Is over det Tartariske Hav til det Kinesiske Rige, hvilket andre tidligere forgjæves havde forsøgt.
31te Marts 1564 bød han da, at Skibet skulde seile, og jeg maatte være med for at give nøiagtig Underretning. Der var 64 Dansker og Islændere ombord, og 20de April kom vi til et Forbjerg paa Grønland, men der var ingen Havn, ingen Ankerbund og saadan Mængde Is, at vi ikke vovede os nærmere til det klippefulde Land. 24 Mand gik vi i Baad for at undersøge. Det var Vindstille. Halvdelen blev ved Baaden, de øvrige gik med mig iland paa Undersøgelse. Baadmandskabet havde gaaet lidt omkring og fandt saa en liden Mand, halvdød („exanimem“), skjægget, med en liden Baad og et Fiskeredskab af Ben med en Snor af Skind. Til Baaden var bundet 4 Blærer, formodentlig for at holde den oppe. Dette Fartøi, der kun lidet ligner vore, sendte Landshøvdingen til Kongen af Danmark. – – – De vandrede nu om i 3 Dage uden at finde Spor af Mennesker, skjød en Isbjørn og sendte Skindet til Kongen af Danmark. Der blæste nu op en Storm, og de maatte tilbage til Skibet og seilede nu mod Sydsiden af Øen lige til Pygmæernes Egn eller Nova Zembla, for at de gjennem Stræderne kunde komme ind i det Schytiske Ocean, hvorfra man skulde kunne komme ind i „regnum Chynae“. Men Isen hindrede dem, og 16de Juni vendte de tilbage til Island.
Hvor meget Hans Egede har troet af denne Historie, siger han ikke, men at han har været sikker paa, at en Grønlænder af europæisk Race har været paa Island i Christian III.s Dage, fremgaar tydelig nok af hans Relation. Den Beskrivelse, som Blefken her giver – Grønlænderen er Munk, forstaar Latin – tyder jo paa alt andet end en Vildmand. Men ellers maa Egedes kritiske Sands have været lidet vaagen overfor den hele Fortælling. Det maa jo synes underligt, at han, som kjender til, at Veien til Grønland var glemt siden Dronning Margaretes Dage, ikke skulde vide, at der ingen Biskop havde været beskikket for Grønland siden Midten af 15de Aarhundrede, da Biskop Andreas blev indviet (1460), men aldrig saa Landet. Vi bortser her fra Vincentius Kempe, der blev indviet 1520, da Erik Walkendorph vilde udruste et Skib for at finde Grønland. Maaske kan Egede have vidst om denne Bispevielse 1520 uden at have kjendt til, hvad dermed stod i Forbindelse, og saaledes kan Tanken om, at Grønland 1546 har havt sin Biskop, have staaet for ham som en Mulighed. Den fabelagtige Fortælling om Klosteret paa Grønland, dets Varme-Indretning o. s. v. har han som vel de aller fleste paa den Tid taget til Indtægt som fuld Sandhed. Egedes dybe Kjærlighed og kristelige Medlidenhed med de ukjendte, forladte og forglemte Grønlændere – hvad Slags Folk de nu monne have været – har bragt ham op i en enthusiastisk Stemning, hvori han med Lethed kunde tro alt, hvad der om disse kunde stille sig for ham som muligt.
Blefkens hele Bog giver Indtryk af Paalidelighed. Hans Beskrivelse over Island er fri for Overdrivelser, og man tør neppe tænke sig, at han har lavet en Historie om en Grønlænder for derved at give Bogen større Tiltrækning. Han maa have havt for sig en Mand, med hvem han talte pr. Tolk. Blefken har spurgt paa Latin, og Manden har svaret paa – sit eget Sprog, der ikke kan have været Islandsk, thi dette maatte Blefken nu kjende saa vidt, at han kunde høre, om der blev talt paa dette eller et andet Sprog. Eller – har det maaske været en Idiot, der talte i uartikulerede Lyd, hvilke saa af Tolken, der kan have været en Spektakelmager, blev omsat paa Latin til fabelagtige Fortællinger om det ukjendte Land? Har det virkelig været en Munk og en Udlænding, saa kan der vel altid være en Mulighed for, at han oprindelig har hørt hjemme paa det hvide Havs Kyst, at han under Fiskeri er fordreven vestover og er kommen iland paa Island.
Hvad her fortælles om Pygmæer og Monocerotes, skal vi ikke indlade os videre paa, da det intet har med Hans Egede og hans Tanker om Grønlænderne at bestille Om „Monoceros“ (Narhvalen) maa man paa den Tid have havt overtroiske Tanker. Blefken fortæller nemlig, at en Hamburger, Conrad Bloem, 1561 opholdt sig paa Island hos Biskopen paa Skaalholt for at lære Sproget og gjøre Forretninger. Biskopens Fiskere havde fundet „et uskadt Horn af Monoceros“ i Isen, drevet hid „fra Grønland, som man maa antage, da Monocerotes skal findes der“. De bragte det til Biskopen i den Tanke, at det maatte være en Hvaltand, hvad ogsaa denne tænkte. Conrad Bloem fik den. Han havde andre Tanker om den og solgte den i Antwerpen for nogle Tusind Gylden. Da Kongen af Danmark fik vide dette, forbød han Tydskerne herefter at overvintre paa Island. Det maa vel have været Overtro, der satte Narhvalen sammen med Pygmæerne. Dens Vaaben havde virkelig saa stor Værdi, at det kunde betales med Tusinder. Herom udførligt i Brehms „Die Säugethiere“. Leipzig 1877. I. S. 713 ff.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ N. Rigsregistr. X, 417.