Til Drammen
Til Drammen.
Min Søster skulde reise til Modum, — det var før Drammensbanen; og det var en skrækkelig lang Kjøretur i Kariol fra Kristiania til Drammen.
Men det gjaldt at komme afsted — hyp! — naa frem itide — hyp! hyp! — itide i Drammen, for at komme med Toget, der gik opover til Modum Klokken to, hyp! Herregud! om Toget var gaaet; — vente til næste Dag! — alene! — i Drammen!
Min Søster opmuntrede Skydsgutterne med Drikkepenge og Hestene med smaa Stik af Paraplyen; men baade Hestene og Gutterne vare mangfoldige paa denne Rute, og megen Tid gik der ogsaa tilspilde paa selve Skifterne.
Først skulde Bagagen flyttes over paa den nye Kariol; der var den store Kuffert og den lille, og Plaidremmen, som var gaaet op, Paraplyen og Entoutcas'en, Buketten og Bogen.
Saa skulde der betales og regnes og vexles; og saa var Portemonnaien saa ualmindeligt propfuld, at det dryssede med Treskillinger eller en blank halv Daler svang sig over Randen, gjorde en statelig Bue som en Skøiteløber henover Gulvet og bag Ovnen; den maatte frem, for den skulde vexles; men det var der Ingen, som kunde.
Saasnart den nye Hest viste sig i Gaarden, sprang min Søster resolut ud og svang sig i Kariolen.
„Saa Tak! — nu er jeg færdig; lad os saa komme afsted! — Farvel!“
— Ja saa kom de jo løbende efter hende allesammen — baade Paraplyen og Entoutcas'en, Plaidremmen, som var gaaet op, Buketten og Bogen — alt kastede sig i Fanget paa hende, saa hun maatte holde paa det til næste Skifte; medens Skydsskafferens hæderlige Hustru stod og viftede vemodigt med Frøkenens Lommetørklæde, som umuligt kunde indhente hende.
Skjønt hun saaledes ingen Tid spildte, var Kjøreturen alligevel yderst spændende, da min Søster endelig raslede nedover Bakkerne fra Gjellebæk og saa Drammen brede sig nedenunder; der var ikke mange Minutter igjen.
Endelig var hun nede i Byen, — „i Drammen — i Drammen“ — mumlede min Søster og begyndte at triumfere. Som en Brandvogn fór hun gjennem Gaderne frem til Stationen, alt var betalt, bare springe af Kariolen; men da hun saa op paa Stationsuhret, var den lange Viser netop ifærd med at passere Tolvtallet.
Uden at tabe Modet samlede min Søster sine Smaasager og styrtede ind i Ventesalen, den var ganske tom. Men det unge Menneske, som havde solgt Billetter og som just var ifærd med at trække Lugen ned, — han fik Øie paa denne sidste Dame og var godmodig nok til at vente.
„En Billet! — for Guds Skyld! — en Billet til Drammen! — hvad koster den?“
„Hvor skal Frøkenen hen?“ spurgte det godmodige unge Menneske.
„Til Drammen! — hører De; men skynd Dem dog; jeg er vis paa, Toget gaar.“
„Men Frøken,“ sagde det unge Menneske med et beskedent Smil, „De er i Drammen.“
„Aa, om Forladelse! ja det er sandt; til Modum, til Modum skal jeg.“
Hun fik sin Billet, fik Favnen fuld af alle sine Sager, Portemonnaien i Munden, ud paa Perronen.
Her blev hun strax grebet af kraftige Hænder, løftet i Veiret og lempeligt kastet ind i en Kupé.
„Pif!“ sagde Lokomotivet i Sinne, og begyndte at rykke i Vognene.
Min Søster lænede sig tilbage i den Fløiels Sofa — lykkelig, triumferende: hun kom itide. Foran sig paa den anden Sofa havde hun alle sine kjære Smaasager, de laa ligesom og smilte til hende — baade Buketten og Bogen, Entoutcas'en og Paraplyen, indtil Plaidremmen, som var fuldstændig opløst.
Da hørte hun, idet Toget langsomt begyndte at glide, Fodslaget af en Mand — rap, rap — af en Mand, som løb — rap, rap, rap — som løb paa Perronen med Toget; og uagtet det jo ikke vedkom hende, vilde hun dog se, hvad han løb for.
Men ikke saasnart kom min Søsters Hoved tilsyne, før Manden, som løb, slog ud med Armene og raabte:
„Der er hu', der er hu' — den Frøkna, som kom sidst. Hvor skal Tøiet Deres sendes hen?“
Da raabte min Søster med høi og sikker Stemme:
„Til Drammen!“
Og dermed susede hun afsted.