Til Biskop Dr. Peder Krogs Historie
Til Biskop Dr. Peder Krogs Historie.
(Af D. Thrap).
Trods Peder Hersleb med hans overordentlige Dygtighed og store Fortjenester af den norske Menighed og Bartholomæus Deichmann med hans tvivlsomme Rygte og tragiske Skjæbne bliver maaske Dr. Peder Krog den af Norges Biskoper i 18de Aarhundrede, der er bleven bedst kjendt. Hans Historie er bleven forkvaklet af dem, som i hans eget Aarhundrede tog ham under Behandling. Pontoppidan maatte betragte ham fra sit pietistiske Standpunkt og skaanede ham ikke, Chr. Gjessing skrev en Panegyrik over den gamle Jubellærer under Medvirkning af hans Søn og med Fordølgelse af meget og mangt, der ikke var heldigt; og endelig satte Hammond i sin Missions-Historie (1785) sig ligefrem til Opgave at „sætte Krogs utrolige og nedrige Ondskab i fuldt Lys“[1]. Hoffmann og H. P. Gjessing har føiet sit til, og Eftertidens Domme har faldt tunge over den gamle Biskop.
Peder Krog var født i Aarhus 3de April 1654. Faderen Niels Krog, f. 31te Decbr. 1615, † 12te Aug. 1685 var da Hører, blev senere Rektor ved Latinskolen og tilsidst Sogneprest i Veilby (Aarhus Stift). Han var Normand. Hans Fader, der ogsaa hed Niels, døde 1665 som Provst og Sogneprest til Berg (Smaalenene). Efter Gjessing skal ogsaa denne have været Nordmand og Søn af Christen Krog, en Munk fra Hamar, der skal have været den første lutherske Lektor i Oslo. Det er muligt, men i en gammel Fortegnelse over Embedsmænd i Oslo og Kristiania efter Reformationen, som vi i Sommer fandt paa det store kongelige Bibliothek, og som maa skrive sig omtrent fra 1720, nævnes han ikke. Moderen hed Cecilie Blichfeldt († 1661). Peder Krog kom i Aarhus Skole og gjorde her saadan Fremgang, at han i Hørernes Forfald kunde fungere som Lærer for sine Meddisciple. 1670 blev han Student, besøgte saa Universiteterne i Rostock, Leipzig, Jena, Wittenberg, London og lagde sig efter de østerlandske Sprog, Mathematik, Anatomi. I Wittenberg blev han 1675 Magister. Som saadan kunde han holde Forelæsninger — navnlig over de østerlandske Sprog — og herved tjente han adskillige Penge. 1677 opholdt han sig 1 Aar hos Mag. Christian Scriwer i Magdeburg. Hos denne berømte Forfatter af „Sjæleskatten,“ en Bog, der er kaldt den lutherske Kirkes første Opbyggelsesskrift, lagde han sig efter praktisk Theologi eller som det kaldtes „studium homileticum.“ Scriwer stod som bekjendt Spener nær, og om man af dette Krogs Ophold hos ham ikke ligefrem tør slutte sig til en forbigaaende Tilbøielighed til Pietismen, saa kan han dog ikke have været dens Modstander. Det er vel ogsaa at antage, at hans Iver for Katekisation og hans ubestridelige Dygtighed som Kateket tør skrive sig fra Opholdet i Magdeburg. Krog var en beregnende Mand. Han havde paa denne Tid vendt sin Hu til Universitetet, men vilde tillige gjøre sig dygtig til den kirkelige Gjerning, om han her skulde møde Vanskeligheder. Han kom hjem 1678, optraadte i Kjøbenhavn som Opponent ved Chr. Nolds Inauguraldisputats, gjorde Opsigt og kom i Yndest hos denne Lærde, i hvis Hus han begyndte at holde Forelæsninger. Han blev Provst paa Kommunitetet og 1679 Rektor i Kjøge, hvorfra han indsendte 2 Afhandlinger om Solens Stillestaaen i Gibeon — udstyrede med en Mængde Citater paa Syrisk og Arabisk. Man faar ved at gjennemgaa dem mere Indtryk af, at Manden vil fremlægge sin megen Lærdom end søge at løse et Problem. Lærdommen er da ogsaa stor nok. Fra Kjøge skal han ogsaa have sendt Christian V. et Ærevers paa 9 Sprog, hvad han ogsaa tidligere havde leveret for sin Broder Niels Krog. Saadant synes at have været en Mode blandt Datidens lærde Mænd, og Hammond fortæller, at ogsaa Thomas v. Westen leverede et lignende til Presten Ivar Brinch. Dette Ærevers er maaske ikke trykt. Det findes i alle Fald ikke i det store kongelige Bibliothek. Han blev kun 2 Aar i Kjøge, da han 1681 gjennem Geheimeraad Moth blev anmodet om at komme til Kjøbenhavn, hvor han prædikede for Kongen. „Jomfru“ Sophie Amalie Moth, nu ophøiet til Grevinde af Samsø, kaldte ham her til Provst over denne Ø samt Sogneprest til Besser og Ousberg. Han modtog Kaldet fremdeles i Tanken om at naa frem til en Professorpost, men det skede ikke, da han isteden modtog Kaldelsen til Throndhjems Bispestol 1ste Decbr. 1688. Man har ment (L. Daae: Tr.hjems Stifts geistlige Hist. S. 131), at det var Sophie Amalie Moth, hvem han ogsaa skyldte denne Forfremmelse, og at den skede bl. a. i den Hensigt, at han skulde blive et Redskab til at fremkalde yderligere Strænghed mod Griffenfeld, der siden 1681 havde siddet paa Munkholmen. Hendes Forkjærlighed for Krog skulde være begrundet i, at de var i Slægt, men dette er en Gjætning, for hvilken ingen Hjemmel er funden. Det samme er ogsaa Tilfældet med Fortællingen om hans Forhold til Griffenfeld, der ved Krogs Foranstaltning skal have mistet sine Manuskripter og være berøvet Adgang til at skrive. Det er en Tradition, der først er kommen for Dagen i Tycho de Hoffmanns Biografi af Griffenfeld 1746. Der findes Antydninger til, at Griffenfeld i sin Velmagt har været Familjen Moth ugunstig, men ingen Hjemmel for, at Jomfru Moth har næret Fieadskab mod ham. Fortællingen om Krogs ildesindede Indberetning synes at have sin Oprindelse fra et Besøg, Biskopen af Nysgjerrighed aflagde paa Munkholmen, hvor han med Interesse læste de mange Citater i de østerlandske Sprog hos Griffenfeld. Biskopen leverede ogsaa en Parafrase af Gr. bekjendte Vers om Munkholmen, der tyder paa, at han havde store Tanker om Forfatteren. Man maa være Rigsarkivar Dr. Jørgensen[2] taknemmelig for, at han ved sine Undersøgelser har kunnet fri Biskop Krogs Minde fra denne Plet.
Krog blev ordineret af Biskop Bagger 17de Febr. 1689, blev strax efter Dr. theol. og ankom til Trondhjem 5te Juli. Aaret efter fik han Rang med Justitsraader. Har han brugt denne Titel, saa er det hel fornøieligt, da han fra nu af næsten lige til sin Død idelig havde med Justitsen at gjøre. Gjessing — og Krogs Søn — fortæller, at han havde 11 Processer, — et Tal der endnu maa forøges med 2, hvis Dokumenter findes i Rigsarkivet. Han vandt dem begge, den ene en Rangstrid mod Oberstinde Munkegaard, der havde taget Plads foran Bispinden, — den anden mod en Artilleri-Major Wilster, der som Vidne i denne Sag havde fremført krænkende Ytringer ved at kalde Bispens „uskyldige Spørgsmaal“ for „selsomme og ubeføiede Fristelser.“ Disse Ytringer blev mortificerede, men Biskopens Spørgsmaal var ikke saa ganske uskyldige, da de sigtede Majoren for at have indyndet sig hos hans Modpart i den Hensigt, at hun skulde gjøre hans Datter til sin Arving. Af de andre Processer vandt Krog de 5. I de øvrige blev han gjerne dømt til at betale Omkostninger tildels af betydeligt Beløb og i en af dem derhos til en Mulkt paa 1000 Rdlr. Samtlige Processer — paa ovennævnte 2 nær — findes vidtløftig fremstillede i Gjessings Jubellærere i det for ham gunstigste Lys. Den betydeligste af dem danner et saa væsentligt Led i Krogs Historie, at en vidtløftigere Fremstilling deraf vil blive leveret. De, der vel maa siges at være de sørgeligste, førte han mod Throndhjems 2 Sogneprester, Stiftsprovsten Ole Borchmann ved Domkirken og Sebastian With ved Frue Kirke. Begge disse Mænd havde ønsket at blive Biskop, og de har vel neppe modtaget Krog med synderlig Venlighed. Borchmann fik en Strid med sin Kapellan Niels Muus, og her blev han ved Konsistorialretten dømt fra sit Embede. Ved Høiesteret blev det befundet, at Biskopen som Dommer og i sit Indlæg for Høiesteret og uden Aarsag og meget haardelig og grovelig angreb Mag. Borchmann og tillagde ham store Forseelser, som ikke have kunnet blive ham overbeviste.“ Det var her han fik en Mulkt paa 1000 Rdlr. til Kristianshavns Kirke („fik frit Stolestade paa Kristianshavn“). Sebastian With fandt sig af Biskopen beskyldt for Mened, blev frifunden, og Biskopen maatte betale 400 Rdlr. i Omkostninger[3].
Med disse Processer og en stor Ulykke gik Krog ud af det 17de Aarhundrede. Processerne viser os ham som en Mand, der var ivrig for at hævde sin Myndighed og ikke fri for Hævngjerrighed. Ulykken berøvede ham — hvis man kan stole paa hans Søn — Udsigten til at glimre som Forfatter. Ved Ildebranden 12te Juni 1629 havde han Nød med at bjerge sig og sine, og al hans Eiendom blev borte. Han skal have havt betydelige Forarbeider til en Bibelforklaring m. m. Med det nye Aarhundrede fik han en ny Stiftamtmand, Iver v. Ahnen, med hvem han snart kom i Strid om Rettigheder overfor Domkapitlet og dets Sager, saa den nye Kollega i Stiftsdirektionen blev en ny Modstander.
Vi skal imidlertid vende os bort fra Skyggesiderne for at se efter noget Lys. Omtrent samtidig med Krogs Ansættelse maa der hos Regjeringen være vaagnet en Interesse for Finnerne, der neppe har været af en blot politisk Art. 1691 fik Krog Paalæg om at bereise Finmarken hvert 3die Aar, — noget som naturligvis med den Tids Reisemidler var umuligt. Det skal imidlertid lades Krog, at han her gjorde sin Pligt saa godt han kunde, og vi finder ham saaledes i Finmarken 1696, 1700 og 1705. Det kan heller ikke negtes, at han fik Interesse for det forsømte Folk og gjerne vilde gjøre hvad han kunde for at hjælpe det op. Presten paa Vadsø Ludvig Paus havde arbeidet adskilligt for dem og en Mand, hvis Navn fortjener at erindres, Skolelærer Isaac Olsen fra Throndhjem havde med en sjelden Opofrelse virket for Finnernes Oplysning paa den Maade, han fandt at være rigtig: ved at leve med dem paa deres Vis og bruge Tiden til deres Undervisning. Der kan ikke være Tvivl om, at Biskop Krog har faaet sin Interesse for Finnerne styrket — maaske vakt ved det, som i Stilhed foregik i den fjerne Landsdel. Han skal ogsaa have sin Ros for, at han efter det Syn, han havde, og som var Tidens, gjorde hvad han kunde for at fremme Finnefolkets aandelige Opkomst. Han tilhørte ganske det orthodoxe Aarhundrede og havde med dette Syn for, at det gjaldt Oplysning om den kristelige Sandhed. Herpaa er jo intet at sige, men Feilsynet laa i, at man ansaa Sagen hermed at være afgjort. Det var efter Visitation 1705 Krog i sin Indberetning fremlagde den vigtige Sag for Regjeringen, idet han mente, at Presterne deroppe tilstrækkelig kunde tage sig af Finnerne, naar de til sin Hjælp fik nogle Lærere, der kunde gaa dem tilhaande ved at reise om i Fjeldene og undervise i Katekismus — som Isaac Olsen. Om Krog har kjendt til den Interesse for Missionen, som ved denne Tid var vaagnet hos Fredrik IV, kjender vi ikke til, men sikkert er det, at hans Tanke slog an, forsaavidt man i Kjøbenhavn strax kom paa det rene med, at noget maatte gjøres for Finnerne. Man saa dog her — maaske under Paavirkning af de pietistiske Strømninger — at det ikke var gjort med de af Biskopen omtalte Foranstaltninger, men at Sagen maatte gribes anderledes an. Vi tør ikke benegte Muligheden af, at Krog kunde være bleven bragt ind paa en anden Vei, om man havde indladt sig i en Diskussion med ham om Sagen og ladet ham blive den raadende, men dette har man aabenbart ikke villet. Man har maaske ved hans Processer tabt Tilliden til ham, og en anden Vei blev valgt. Biskopens Indberetning kan ikke have været i Kjøbenhavn før Juletid 1705 og allerede i Januar 1706 blev det besluttet at sende Student (ɔ: cand. theol.) Povel Resen, der var gift med en Søster til Provst L. Paus paa Vadsø, til Finmarken for at anstille en nøiagtig Undersøgelse saavel om de politiske som de kirkelige Forhold i Finmarken. Man gik altsaa Biskopen ganske forbi i et Anliggende, der fra nu af i hele hans Tid og længe bagefter var hans Stifts vigtigste. At han herover følte sig krænket kan ikke vække Forundring. Maaske endnu mere forbitret blev han over den Maade, hvorpaa Povel Resen tog Tingen, idet han paa hvert Sted, hvor han kunde komme til, samlede Finnerne — gamle og unge — og søgte ved Katekisation at lære deres Kristendomskundskab at kjende. Der var naturligvis intet herpaa at sige. Manden reiste i kongeligt Ærinde og havde Fuldmagt til at indrette sig paa den for Sagen hensigtsmæssigste Maade, — men Biskopen var yderlig fornærmet over denne „Student,“ der tillod sig at holde formelige Visitatser i hans Stift. Da Resen 1707 kom hjem til Kjøbenhavn og afgav sin Indberetning[4], fik Biskopen Ordre til at visitere Finmarken 1708, og 1709 afgav han en Beretning, hvori han gjentog sine Forslag fra 1705. Men nu kom Krigen med Karl XII, og der var ikke Tid til at tænke paa Finnerne.
Povel Resens Sendelse var kun en Indledning til at den Strid, Biskop Krog skulde faa i Anledning af Finnemissionen, og som nu ikke havde kunnet afvendes, selv om han havde fraveget det Standpunkt, han tidlig indtog i denne Sag. Samme Aar han gav sin sidst omtalte Indberetning blev Thomas v. Westen udnævnt til Sogneprest paa Veø, der dengang ogsaa omfattede Prestegjældene Bolsø, Molde, Vestnæs. Ogsaa han var Orientalist og havde gjerne villet have en Plads ved Universitetet, men var bleven skuffet. Hans Dygtighed blev omsider opdaget, og man gav ham et stort Embede i Kirken. Der kan neppe være Tvivl om, at han kom derop som en Mand af den gamle orthodoxe Skole — i alle Fald er det sikkert, at han endnu 1706 intet havde med Pietismen at bestille — men det varede ikke længe, før han deroppe blev en anden Mand, og fra nu af staar han som Pietismens mest fremragende Repræsentant i Norge. Med 6 Naboprester sluttede han sig sammen til en Forening, der har faaet Navnet „Syvstjernen,“ og de lod det ikke blive ved at øve den alvorligste Tugt over sig selv, sine Menigheder og Embedsbrødre. T. v. Westen blev Sjælen i og den kraftige Leder af alle deres Foretagender og med hans Overlegenhed, hans brændende Nidkjærhed og fremstormende Kraft maatte der staa en vis Rædsel af ham. Biskop Krog traadte disse Prester venlig imøde, og selv v. Westen indrømmede, at han skrev til dem som en Fader. Det er ikke forunderligt. Krog havde vel ikke været uden Paavirkning af Chr. Scriwer i det Aar, han var hos ham, Syystjernen vilde først og fremst give den kateketiske Undervisning et Fremstød under Menighedernes store Uvidenhed, Overtro og Raahed, og Biskopen var selv en ligesaa ivrig som dygtig Kateket. Det fortælles, at han paa sine Visitatser kunde katekisere 4—5 Timer i Træk. Det gode Forhold blev heller ikke forstyrret ved Syvstjernens i 1714 indgivne Bønskrifter om Reformer af en kraftig stats-kirkelig Natur. Ved disse Bønskrifter udrettedes — som bekjendt — intet. Det er kun en Gjætning, at de paa nogen Maade har bidraget til Oprettelsen af Missions-Kollegiet ved kgl. Reskript af 10de December 1714. Fredrik IVdes Missions-Interesse var jo af langt ældre Dato. Imidlertid satte denne Begivenhed nyt Liv i Syystjernen, og da Missions-Kollegiet 1715 indbød til at fremkomme med Forslag til en Missions-Virksomhed blandt Finnerne, var de 6 Prester — den ene Eiler Hagerup var bleven i Danmark efter at have overbragt Bønskrifterne — strax færdige til at komme frem med sine Tanker. Thomas v. Westen var her mere end tidligere den agerende, og det viste sig, at hans Forslag at sende en Vikarius op til Finmarken for der paa Kollegiets Vegne at anstille Undersøgelser og træffe de nødvendige Foranstaltninger, slog an. v. Westen har neppe tænkt paa selv at blive Manden, men da han ud paa Sommeren 1715 fik den Tanke, at Lektor-Embedet i Throndhjem, der siden 1708 var ledigt og længe havde været en Sinekure, maatte kunne afgive Lønning for en saadan Mand, blev han selv 27de Februar 1716 udnævnt til Lektor med en udstrakt Fuldmagt og Forpligtelse til at ofre sig for Finnernes Frelse. For Biskop Krog maatte dette være et tungt Slag. At hans egne Erklæringer af 1705, 1709, 1715, der i det væsentlige gik ud paa det samme og støttede sig paa hans virkelig gode Kjendskab til Finne-Forholdene blev upaaagtede, har vel ikke været ham saa ganske uventet. Man har sagtens ogsaa gjort ham Uret, naar man i hans Ærgrelse over Lektor-Embedets Besættelse kun har seet krænket Egennytte, da han siden 1708 havde indehavt Embedet for af dets Indtægter at opbygge den dette Aar nedbrændte Latinskole-Bygning. Indtægterne var Værdalens Sognekald og 2 smaa Præbender paa tilsammen 30 Rdlr. Naar Vikar skulde holdes i Værdalen, maatte naturligvis flere Aars Indtægter gaa med til Opførelsen af Skolebygningen. Den var ikke færdig, da v. Westen blev udnævnt, og Krog søgte om at beholde Indtægterne endnu 1 Aar, medens v. Westen kunde lønnes ved sit Naadens-Aar paa Veø, men han fik Afslag. Hvis Biskopen blot til sin egen Fordel havde indehavt Konstitutionen i Lektoratet, vilde han neppe have vovet sig frem med en saadan Ansøgning. At han har havt sine Fordele deraf kan være rimeligt nok, men de kan ikke have været saa store, at Tabet af dem skulde begrunde hans Ærgrelse over Lektoratets endelige Besættelse. Derimod fik han strax paa det rene, at man her i hans Stift satte en stor Foranstaltning i Gang uden hans Medvirkning, ja saaledes at han blev sat ganske udenfor den. I den nye Lektor fik han en kirkelig administrativ Embedsmand, der ikke var ham underordnet, ikke havde nogen Forpligtelse til Samraad med ham engang og det i Sager, der udelukkende henhørte under hans biskopelige Omraade. At saa maatte ske, om det skulde blive til noget med Finne-Folkets Omvendelse — thi herom var det der spurgtes — kan man nu med Lethed forstaa, men Biskopen var ikke bleven rokket i sin Opfatning af Forholdene, han stod som Repræsentant for den almindelige Mening, og at han følte sig haardelig krænket er ganske naturligt. Da v. Westen besøgte ham i Throndhjem før sin Reise 1716, blev han venlig modtagen, men Biskopen lod ham dog vide, at hans Betragtning af Finne-Forholdene var den samme som i 1705. Samtidig skrev han til Finmarks-Presterne og forlangte af dem Indberetning om hvad der af v. Westen og hans Ledsagere blev foretaget. Da v. Westen paa sin Reise hørte dette, blev han fornærmet. Han var ingen sagtmodig Natur og krænkede Biskopen igjen ved ikke at skrive til ham paa Reisen. Da han kom tilbage, blev Striden bitter. Skolens Anliggender, hvori Biskopen maatte have Del, gav hertil rigeligt Stof, og begge de høit stillede Kirkens Mænd sendte hyppige Klager over hinanden. Efter sin anden Reise blev v. Westen 1719 kaldt ned til Kjøbenhavn for at give nærmere Meddelelser om Finnemissionen, og samtidig sendte Biskopen en Klage af den Beskaffenhed, at den gjorde en grundigere Undersøgelse nødvendig. Vi kjender ikke nøiere dens Indhold, men Undersøgelsen trak ud til Aarets Slutning og endte med en fuldstændig Triumf for v. Westen. I Begyndelsen af 1720 var han ofte kaldt til Kongen, og han opnaaede for Missionen omtrent alt, hvad han vilde. Samtidig faldt Krog i Unaade. Der kan saaledes være noget i hvad Hammond fortæller, at Kongen paa denne Tid vilde faa Krog bort og sætte v. Westen paa Throndhjems Bispestol. Om at afskedige Krog har der neppe været Tale, men maaske om at flytte ham til Kristiansand, hvis Biskop Jens Birkerod var død 25de Januar 1720. At Kristiansands Bispestol paa denne Tid blev tilbudt v. Westen er sikkert, og da han afslog den for fremdeles at vie sit Liv til Finnernes Frelse, kan det være rimeligt nok, at Kongen har faaet den Tanke at gjøre ham til Biskop i Throndhjem. Løfte om at blive Krogs Eftermand synes han at have faaet, men det blev siden taget tilbage, og Biskop Deichmanns Svigersøn, Stiftsprovst P. M. Thanch i Bergen, fik det. At dette var en af de mange Begunstigelser, Deichmann vidste at skaffe sig i den Tid han var Rigernes mest formaaende Mand, er vel sikkert nok, men v. Westen var ikke uden Skyld i, at han samtidig mistede den kongelige Naade. Det er imidlertid om Krog her skal tales. Af de Benaadninger, v. Westen erholdt under sit Ophold i Kjøbenhavn, var Resolutionen af 8de Marts 1720 en stor Fare for Biskopen. Det blev ved den bestemt, at Overskudet af alle Kirkers Indtægter i Nordland og Finmarken skulde gaa til Missionen, efter at Kirkerne var afleverede i færdig Stand, hvilket skulde ske inden 3 Aar. Ingen vidste bedre end v. Westen, der maa have kjendt næsten alle Kirker deroppe, at dette var en Umulighed. Mange af dem var faldefærdige, og næsten alle trængte til mere eller mindre betydelige Reparationer. Det viste sig nu, at Kirkernes Indtægter for en stor Del var forsvundne i Forpagteres Lommer, der havde ladet dem forfalde, at den ene Kirkes Overskud var benyttet til at hjælpe paa andre o. s. v. men Regnskab over Kirkernes Pengesager fandtes ikke i samtlige Krogs 38 Embedsaar. En rig Mand har han vel altid været, og dette har vel havt sin Del i, at man besluttede sig til at gaa ham alvorlig paa Klingen. Han blev 1726 kaldt til Kjøbenhavn, og en Kommission blev nedsat til at dømme i hans Sag. Dommen faldt 16de Oktober 1726 derhen, at Biskopen blev kjendt skyldig i at have undladt at aflevere Kirkerne i repareret Stand og i Undladelse af at sende Missions-Kontingent for de 11 Kirker i Senjen, der laa under Bispestolen. Han maatte blive i Kjøbenhavn i 2 Aar, og imidlertid havde man lagt Beslag paa hans Embeds-Indtægter.
Dommen var haard, og det var umuligt at efterleve den. Imidlertid lod han sin Søn drage nordover med et Fartøi med Materialier og reparerede i kort Tid alle sine egne (Bispestolens) Kirker, som han efter Amtmand Schjelderups Indberetning i hele sin Embedstid havde ladet forfalde. Dette kunde naturligvis ikke regnes ham tilgode, men 2 Begivenheder blev ham til Fordel. 9de April 1727 døde Thomas v. Westen. Missions-Kollegiet foranledigedes herved til at anstille nærmere Undersøgelser og Tidsstrømningen var bleven en anden. Man begyndte nu saa smaat at helde til de Tanker, som Krog tidligere havde gjort sig til Talsmand for: at det store Apparat kunde gjøres simplere. Ved Kjøbenhavus store Ildebrand 1728 var Krog blandt de brandlidte. Ogsaa dette har vel bidraget til at vække Medlidenhed med den gamle Mand. 2den Søndag efter H. 3 K. 1729 blev han kaldet til at prædike for Hoffet, og her vandt han Kongens Bifald ved ikke at tale om Ildebranden som en Straf for Folkets Synder, hvad de kjøbenhavnske Prester i Almindelighed gjorde. I Mai 1729 fik han sine Indtægter frigivne og Tilladelse til at reise hjem paa en Orlogsfregat, der skulde til Bergen. Han kom nu hjem for at føre sin sidste Proces med sin Vikar i Strinden, om Indtægtssager, hvilken han vandt. Siden gik hans Dage i Fred. — 23de Januar 1731 holdt han Klageprædiken over Fredrik IV — hans sidste Prædiken. 6te Mai s. A. holdt han Jubilæum og Guldbryllup, og 24de Mai døde han.
Der er ikke Tvivl om, at Biskop Krog var en Mand af stor Lærdom, om end denne ikke har sat Frugt i betydelige Verker. At han ogsaa i andre Henseender var en til Bispe-Embedet vel udrustet Mand tør man sikkert antage, og om end Hofgunst kan have havt sin Del i hans Befordring, har den neppe været nogen væsentlig Grund dertil. Med sit myndige Væsen har han neppe været nogen mild Herre, og man hører lidet om, at han var elsket af Prester og andre, om der end fremkom flere Ærevers ved hans Bortgang — endog fra en af Syvstjernen, Eiler Hagerup. Hans Stilling var overmaade vanskelig efter Thomas v. Westens Ansættelse som Lektor, og naar dennes stridbare Væsen under hans brændende Iver for den Sag, han forfegtede, tages i Betragtning, bliver der meget, som kan undskylde en Biskop, der gjerne vilde have alle Stiftets Anliggender under sine Hænder. At han ikke varetog disse som han skulde, fik han en haard Dom for, og at han ikke var fri for Egennytte er jo sikkert nok. Han var hjemsøgt af haarde Tilskikkelser. Den tungeste var vel den, at hans Søn Georg gik over til Katholicismen. Ved Siden heraf kan nævnes de Ildebrande, som overgik ham. 12te Juni 1699 brændte Bispegaarden, men Krog havde Penge og kjøbte Aaret efter Bakke Gaard, som han bebyggede. Denne mistede han atter, da Krigsraadet 1718 besluttede, at den skulde brændes for ikke at blive til Skjul for Fienden. Alt hvad han bad hjalp ikke. At hans Manuskripter — deriblandt Samlinger til Griffenfelds Historie — her skulde være blevne et Rov for Luerne er ikke rimeligt, da han fik 24 Timer til at bringe sit Gods i Sikkerhed. At han ikke fik sit store Tab erstattet er en Tradition[5], som maaske er rigtig, om end hans Søn (hos Gjessing) ikke taler derom. Det var vanskelige Tider for Rigerne efter Krigen med Karl XII, og Krog har maaske maattet give Slip paa sin billige Fordring paa Grund af det store Ansvar, hvori han blev dømt for de nordlandske Kirker.
Af de Ærevers over Krog, der efter hans Død blev skrevne er der et i Kristianssands Ugeblad 1780 undertegnet P. ... H. ... hvori han kaldes
„vor gamle Pelican, Guds Kirkes Tulipan.“
Det fortælles her, at „han var et Tøihus for adskillige Videnskaber, især Mathematik,“ — at han havde indviet 249 Prester og 47 Kirker, og at han havde seilet 10 Gange over Malstrømmen. Efter sin Nordlandsreise 1700 leverede han en Beskrivelse af denne, der findes i mange Afskrifter i Kjøbenhavn og Kristiania. Her omtales — maaske for første Gang af en Mand med Navn — Søormen og Bævergjælden som Middel mod den. Han har saaledes maaske givet Anledning til Hans Strøms og Pontoppidans gruopvækkende Skildringer af dette Uhyre. Ogsaa flere Sagn om fabelagtige Naturfænomener i Nordland har Krog i denne Beskrivelse opbevaret. Naar Krog ellers saa hyppig drog nordefter, kan man ikke undlade at tænke paa, at Nordlandsreiserne for den Tids Bisper var meget indbringende ved Offer og Foræringer. Biskop Bugge fandt i sin Formand Schønheyders Papirer en Seddel, hvorpaa stod: „Paa Nordlandsreisen tjent 900 Rdlr.“ Ogsaa om Eiler Hagerup og Gunnerus har man Vidnesbyrd i lignende Retning.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |