Theodors Dagbog
Theodors Dagbog.
Bursch! Jeg er i mit Fædreneland! Med dette ene Ord har jeg udtalt Summen af de mægtige, stormende, glade og vemodige Følelser, der gjennemstrømme mig. O I Helte af 1813 og 14! nu fatter jeg eders Begejstring. Alting er mig saa hjemligt; Klipperne, der taarne sig op over mit Blik og de grønne Dale, Hytterne og Menneskene. Og dog er Alt ganske anderledes, end jeg havde forestillet mig; men skjønnere, stoltere, friere. Jeg troede ret at have dannet mig et passende Billede af mit Norge og dets Indbyggere, naar jeg samlede Trækkene af den danske Jevnhed, den franske Naivitet og den tydske kraftige Selvstændighed. Men det er noget Andet; Individualiteten lader sig ikke abstrahere af noget Fremmed.
Min Fader er i en besynderlig exalteret Stemning. En, næsten tør jeg kalde den, mørk Begejstring udtaler sig af hvert af hans Øjekast, hver af hans Bevægelser. Ak, han har ogsaa tabt Meget, siden han for tyve Aar tilbage, i ungdommelig Kraft, med en smilende forhaabningsfuld Fremtid, i Kjærligheds Arme — forlod sit Norge! Jeg taler ikke gjerne derom, men Du maa dog vide det, at Du kan forstaa mig. Som ung Kjøbmand fulgte min elskværdige Fader Lykkens Vink, og begav sig med min Moder til Danmarks Hovedstad. Hans Kjærlighedshistorie har været indviklet; en rig Libertin, hvis Fædreland var den halve Verden, havde hos min Moders Forældre erholdt Løfte om hendes Haand, og først efter mange Storme sejrede Kjærlighed. Et udødeligt Had gjennemisnede den forsmaaede Elsker. Valetti, saa hed han, tilsvor min Fader engang skrækkelig at hevne sig. Mine Forældre foragtede hans Trusler og glemte snart i huslig Glæde den onde Dæmon, der havde truet deres Lykke. Men Valetti blev ikke ledig. I flere Aar var et ubegribeligt Uheld over Alt, hvad min Fader foretog sig. Hans Skibe forulykkedes; hans Varer fordærvedes af Søvand, hans Vexler returnerede med Protest under de besynderligste Paaskud; skjønt hans Formue var betydelig, faldt hans Kredit bestandig i Udlandene. Endelig opdagede han ved en Hændelse den Komplot, Valetti med uhyre Bekostninger havde smedet. Han smilede bittert, ikke over sit Tab, men over den menneskelige Ondskab, gik pludselig over til en anden Handelsvej, og Valettis Kunster strandede. Dog, en Del andre Ubehageligheder, uden Tvivl udrundne fra samme Kilde, forbitrede mine Forældre Livet, og nu tog han den Beslutning, at nedsætte sig i Frankrige. Det skede. Jeg, som den Gang var ti Aar gammel, maatte blive tilbage hos en Beslægtet, fordi min Fader ikke alt for tidlig vilde forfranske mig, som han kaldte det. Da, min Broder, indtraf den mørke, sørgelige Periode af min Faders Liv, der berøvede ham den fortræffeligste Hustru, mig den ømmeste Moder. I Verdens glimrende Hovedstad blev min Moder, der var en dejlig, talentfuld Kone paa nogle og tyve Aar, snart Gjenstand for en mere end almindelig Opmærksomhed. Min Faders forfængelige Kjærlighed, min Moders Smag for den friere Selskabelighed — hvirvlede hende snart ind i en Kreds af Adspredelser. Med et Ord; den afskyelige Valetti drev sit snedige Spil. Lig Edderkoppen skjulte han sig forsigtig i Midten af den Væv, han omspandt min Moders troskyldige Hjerte. Selv traadte han aldrig frem; ja, først længe efter blev det min Fader bekjendt, at han hemmelig befandt sig i Paris. Det var hans lønnede Vikarier, der havde det djævelske Hverv at forføre min Moder. Planen strandede paa hendes Dyd og Troskab; da tog den en anden Klædning, og udsaaede Mistanke i min Faders ærlige Sjæl. Beviser, der syntes hævede over enhver Tvivl, bleve spillede ham i Hænde. Min Moder anede Intet; den forandrede, ofte bitre, hentydende Adfærd, min Fader viste hende, krænkede hende, uden at hun kunde gjette den sande Grund dertil. Endelig forefaldt en Scene; o, lad mig forbigaa den! — Min Fader reiste pludselig bort, efterlod sin Marie et gaadefuldt Brev og betydelige Vexler. Han opgav sin Handel og vilde drage til Danmark, for i sin eneste Søns Arme at udaande sit sørgelige Liv. Den Gang beherskede den vældige Tyrans Jernspir det ulykkelige Frankrige[1]; for at undgaa at blive Soldat, maatte han forandre sit Navn og skjule sig i en Flekke ikke langt fra Brest. Her fæstede han Bopæl og hentede mig, der forbauset ligesom ombyttede min hele Tilværelse, Navn, Land, Sysler og Familieforhold. I de første Aar vidste jeg lige saa lidet som vore Naboer Andet, end at Døden havde bortkaldt min elskede Moder, og først da i en fortrolig Stund min Fader udøste mig sit Hjerte, blev jeg i Stand til at fatte den hele Bitterhed af hans Lidelser. En Dag modtog den ulykkelige, nedbøjede Mand et Brev, der omtrent lød saaledes:
„Herr Absinthe: Mit Maal er fuldendt. Om faa Dage staar jeg for den Frygteliges Domstol. Fra mit Fængsel skriver jeg Dem med den Fortabtes haabløse Resignation disse Linjer, for dog at gjøre en god Handling, førend jeg ender mit Liv. Deres Marie er uskyldig! Hun er tabt for Deres Lykke her paa Jorden; men dette Ord maa udsuge af Deres saarede Barm den frygtelige Gift, der saa længe har raset i Deres Hjerte. De historiske Beviser for Sandheden af min Erklæring følge herved. Er det muligt, da tag den Forbandelse tilbage, De i dette Øjeblik udstøder over mit Hoved. Da De havde forladt Deres elskværdige Hustru, besluttede hun i Amerikas Sletter at tilbringe sit øvrige Liv. Skjæbnen vilde det anderledes. Det Skib, der skulde føre hende over Oceanet, forgik paa Teneriffas Klipper. Vedlagt finder De ogsaa herfor Beviserne. Tilgiv mig, om De kan. Dog — den rædsomme Dommer vil ikke kunne tilgive mig, og Deres Forladelse kan ikke gavne en Fordømt“.
Jeg behøver ikke at sige Dig at Brevet var undertegnet Valetti. Det var dateret fra et Fængsel i Paris. — Intet om vor Stemning ved Gjennemlæsningen af dette rystende Brev. De sidste Glimt af Haab om, at endnu min Moder kunde være i Live, slukkedes ved at undersøge de medfulgte Papirer, hvoraf tillige hendes Uskyld blev klar som Dagen. Min Fader følte sig næsten endnu ulykkeligere. Anger, skrækkelige Bebrejdelser, Foragt for sit eget svagt troende Hjerte — afløste den kolde, mørke Vinterkulde, der havde omfrosset hans Sjæl. En Sygdom reddede hans Liv, og nu besluttede han at adsprede sig og mig ved en Reise gjennem Frankrige og Tydskland. Denne Rejse var velgjørende for ham — og for mig, min Oswald, var den ubetalelig. Paa denne Reise blev jeg Mand. Paa denne Rejse lærte jeg at kjende Mænd som Tieck, Fouqué og Schilling. Paa denne Rejse vandt jeg Dig, Du Dyrebare! O, Oswald, hvilke lykkelige Dage, da vi sad Arm i Arm i din lille, hyggelige Studerestue i Jena; da Du fortalte mig om dit Fædrelands Kampe og Sejre, om dine fremtidige Forhaabninger for Tydsklands Frihed og Storhed; da Du med funklende Blik og glødende Kinder forelæste mig eders Planer, eders herlige, kraftfulde Samfunds begejstrende Taler; da jeg lærte Dig mit Fædrenesprogs bløde Toner, da Du med Taarer faldt mig om Halsen, fordi jeg havde lært Dig at forstaa Haakon og Palnatoke, Masaniello og Gangergriffen! Oswald! Og hvor glad er jeg i dette Øjeblik, at jeg kan nedskrive for Dig mine Følelser i det Sprog, hvori min Sjæl fornemmer dem! Jeg har glemt at tænke i Fransk, siden jeg stod imellem Norges Fjelde; dog taler jeg det daglig med min Fader. Han elsker det, fordi han i Frankrige var saa lykkelig. O, hvo elsker ikke sine lykkelige Dage? Derfor er det vel ogsaa, at jeg saa lidenskabelig elsker alt Tydsk. Dog nej, ikke derfor alene. Elsker jeg Schiller over Racine og Göthe over Corneille, saa maa jeg vel elske det Sprog, hvori disse herlige Skalde alene kunde følt og sunget, hvad de følte og sang.
O, Du milde redelige Ven, jeg gjetter den Mistanke, der i dette Øjeblik flyver over din Sjæl. Nej, nej, Oswald, jeg er ikke uretfærdig mod Frankriges store Digtere. Dine blide, fredsommelige, sanhedskjærlige Taler til Burschenschaftet have ikke forfejlet paa mig sin Virkning. Aldrig var Du mig kjærere end hin Aften, da Du stillede det vilde Skraal mod Frankrige og det Franske, ved fast og med høj Røst at oplæse, trods de rynkede Pander, Racines Athalia. Nej, jeg miskjender ikke den lette, søde Naivitet, det træffende Vid, de følsomme, hulde Toner, der lyde fra Galliens Troubadourer. Jeg kalder det ikke et vindigt, slesk og tomt Spil; men elske, elske kan jeg kun Skandinaviens og Germaniens Filomeler.
Efter et kort Ophold i Kjøbenhavn, hvorfra jeg afsendte et Par Linjer til Dig, gik vi ombord. Vi beholdt fremdeles Navnet Absinthe, hvorunder Du kjender mig; thi min Fader vil paa ingen Maade gjenkjendes af nogen forhen Bekjendt af ham og hans Marie. Derfor gik vi til Bergen. Hans Plan er at kjøbe en stor Bondegaard i en af dette Stifts mest ensomme Bygder. Ogsaa af mig vil han gjerne have en Landmand; og jeg har lovet ham at blive det, naar han giver mig denne Sommer tll at tumle mig om i mit fremmede Fædreland. Derimod har han slet Intet at indvende.
Du skulde seet min Fader, da vi under en flyvende Storm slyngedes ind til Norges Kyster. Matroserne, Kapitainen og et Par Passagerer vare i en urolig Bevægelse; thi Brændingerne vare farlige, og Uvejret syntes ikke at ville stille af ved Aftenens Indbrud. Kun min Fader stod lænet til den forreste Mast, kastede flammende Blik paa de fremspringende Klipper, og holdt mig krampagtig i Haanden. Heller ikke jeg tænkte paa nogen Fare. Jeg tog min Tegnebog frem og skrev under Skibets bueformige Bevægelser disse Linjer, som jeg rakte min Fader. Dem sang vi under den almindelige Tumult, sikkert tre Gange; thi min Faders „Da capo!“ lød altid højere hver Gang han havde udsunget den sidste Linje. Ingen af vore Medrejsende smilede af os; thi Ingen mærkede det Mindste til den hele Koncert.
Højt fraader mit Nordhav og aabner sit Skjød,
Og Seilene bugnende knage,
Og Stormene hvine fra Skyen rød,
Og Masterne svigtende brage;
Men herligt fra Stormens og Nordhavets Favn,
O Fædreland! toner dit stolte Navn.
Se Klipperne nøgne og bratte at staa
Med Granen paa urgamle Tinder;
Varmt maa dig imode mit Hjerte slaa,
Du vækker saa salige Minder.
O elskede Klippe, o elskede Gran,
O elskede, hellige Fødeland!
Held Norge! Fred bor i den venlige Dal,
Og Kraft paa de isklædte Fjelde,
Og Troskab har Hjem i din blomstrende Hal,
Og kappes med Hallen i Ælde.
I Gruben, paa Klippen, i Dal og ved Sø
Jeg skal skue mit Fædreland! — Der vil jeg dø!
Da vi kom forbi en Del Skjær, stilledes den vilde Bølgedans, og Stormen faldt af, og da sent ud paa Aftenen Baaden satte ud og førte os frem igjennem Fjorden, var det Blikstille. De svage Sommerstjerner hoppede blegt om paa den hvalte, mørkeblaa Søbund, og Lysene fra Husene spillede med sit Vexelskjær i det fjerne. Over Faders Kinder løb hede Taarer, og mit Bryst slog saa usigelig vel tilmode.
Dersom jeg maatte omstøbe Verden, skulde der findes saa faa Stæder som muligt i ethvert Land. I Byerne er den større Del af Mennesker mindre moralske, mindre virksomme, og mindre lykkelige.
Dette gjelder endnu mere om de nærmeste Landskaber omkring en By. Jeg var meget glad, da vi rejste bort fra Bergen og over de mægtige Fjeldrygge ud i den rene kolossalske Natur. Min Fader har udseet sig en vakker Ejendom nogle Mile inde i Stiftet. Naar vi have indrettet os i vort nye Hjem, foretager jeg strax en liden Rejse. Jeg længes saare derefter. Jeg længes efter at gjenfinde den Varme, hvormed jeg satte min Fod paa norsk Grund. Opholdet i Bergen har nedstemt mig. Jeg har intet at klage paa mine Landsmænd; men de ere ikke saaledes, som mine Drømme forestillede mig Nordmanden, og som jeg endnu haaber i det indre Land at gjenfinde ham. Eller er det Menneskets Lod, stedse at tabe sine skjønneste Glæder ved at træde nærmere til dem? Ere alle vore stolte Billeder kun purpurbræmmede Auroraskyer, som vi ikke tør træde ind i? Det er en nedslaaende Tanke, ikke saa meget for disse Par Dage her neden, som for — tys Oswald! Det er ikke saaledes!
Nu er jeg paa Flugten, min Kjære! Det varede ikke længe, førend den groteske, mægtige Natur hævede mit Hjerte. Naturscener lade sig nu engang kun føle, ikke beskrive. De maa neppe engang males, vilde jeg sige, dersom jeg turde være en saa paradox Sætning bekjendt. Men derfor lægger jeg ikke Pennen. Jeg har et Historiemaleri til Dig, min Oswald: o, forstod jeg kun at være Kunstner!
Jeg forlod Alfarevejen, satte min Rejsevogn efter og tog til Fods, let klædt, med en Randsel paa Ryggen og en Ledsager foran mig. Her var det, jeg begyndte ret glad og frit at trække Vejret. Her paa Fjeldstuerne og i Dalstrøgene fandt jeg mine Landsmænd, saaledes, som jeg ønskede at finde dem. Her fandt jeg, hvad der ikke er uden Betydning, Spor til historisk Opbevarelse, hele Traditioner af mærkelige Sagn og nationale Kjæmpeviser. Der er ingen ret dyb Grund, hvor Interessen for Fædrenes Færd og Vis, Aand og Bedrifter — er gaaen til Grunde. Kan Du erindre, hvorledes jeg forstummede, da en vis Handelsmand i dit Jena for ramme Alvor spurgte: „men sig mig dog, hvad Nytte har man af Historien?“ Her i disse Egne vil ingen Bonde let gjøre mig dette Spørgsmaal, thi en Del af hans Liv, af hans Glæder, ligger i Oldtidens Sagn.
Efter nogle ikke ganske bekvemme Dagsrejser, befandt jeg mig en Aftenstund i Lyster Prestegjeld. Med den frembrydende Morgen vilde jeg see den berømte Feigumfos, der, herligere end Staubach i Schweiz, vælder frem af de med evig Sne bedækte Fjelde. Det mørknede, da jeg stod ved en Bondegaard, hvor jeg vilde bede om Nattely. Min Ledsager vilde tilbage til sit Hjem og forlod mig, saa snart han havde vist mig Huset. Man hørte mig ikke strax banke og jeg gik omkring Huset for at banke paa Vinduet, hvor jeg saa Lys. Forbauset blev jeg staaende som fasttryllet til Jorden; indenfor sad en halv afklædt Pige med foldede Hænder og læste en Aftenbøn af en Bog for et aldrende Fruentimmer, der laa i Sengen. Pigen var skjøn, meget skjøn. Hun havde denne smeltende, rørende Ynde, der, hos mig i det mindste, altid vækker en vis smerteblandet, beklemt, men usigelig behagelig Følelse. I hendes Ansigt, en nydelig fyldig Oval, flød den milde, lyse Ungdomsrødme over i en blændende hvid Liljefarve. Hendes tykke, guldgule Lokker fløde rigt ned over Skuldrene og over det halvt blottede Bryst. Beskedenhed burde ført mig fra mit fortryllende Baghold; men hvo vil fortænke mig, om jeg, naturligvis kun for min Dagbogs Fuldstændigheds Skyld, iagttog mit Inkognito saa længe muligt. Hendes Kjole laa ved Siden, hun sad for mig i et hvidt Livstykke og Skjørt. Hendes Linned, der var kantet med fine Kniplinger, skjulte ikke den hvide, nys udsprungne Barm. Med en af Følelse dæmpet, melodisk Stemme oplæste hun den fromme Bøn. Tilgiv mig, naar jeg tilstaar Dig, jeg tog ingen anden Del i Bønnen, end med det Ønske, at den maatte være ret lang. Alt for snart lukkede hun Bogen sammen, reiste sig, vexlede et venligt Blik med sin Moder, thi derfor maatte jeg strax ansee Konen; og — slukkede Lyset.
Med et lidet Suk famlede jeg atter hen til Indgangen af Huset og bankede paa. En Bondepige lukkede mig ind, og paa min Begjæring om Natteherberge svarede hun, at en fremmed Madame med sin Datter havde indlogeret sig i Nystuen, og at jeg maatte ligge paa et Par Tepper i et lidet Kammer. Jeg fik en Skaal Melk og lagde mig, min Indbildningskraft beskjeftiget med den hulde Pige. Den store Opgave sysselsatte mig en hel Time, hvad Farve hendes Øjne havde; thi da hendes Blik bestandig var fæstet paa Bogen, kunde jeg ikke see dem. Endelig kom Morgenstunden; jeg sprang op, og opsøgte min Vert. Det var en godlidende gammel Mand, som gjerne gav sig af med mig; men til min store Misfornøjelse vidste han intet Andet om de fremmede Damer, end at det var Moder og Datter, at de vare komne til Hest den foregaaende Dag og havde bestilt Skydsen til denne Middag. Medens vi talede ude i Gaarden, kom det aldrende Fruentimmer ud. Vi hilste hinanden, og hun syntes ret tilfreds ved at træffe et kultiveret Menneske. Konen var meget tækkelig, havde et dannet, tiltrækkende, noget tungsindigt Væsen, og var smagfuldt men simpelt paaklædt. Jeg fik at vide, at Hensigten af hendes Rejse var, med sin Datter at besee Vandfaldet og den stolte Fjeldegn. Hvo var gladere end jeg? Paa Madame Bruuns Anmodning traadte jeg ind i Stuen for at drikke Kaffe med dem. Antonie, saa lød den dejlige Jomfrues melodiske Navn, Antonie havde hørt en fremmed Røst udenfor og kom os forundret imøde. Hendes Paaklædning var simpel som Moderens, men havde noget Idealsk, der synlig forhøjede hendes hulde Udvortes. Moderen forestillede os for hinanden, og Pigen sagde med en undseelig Forlegenhed, næsten skjelvende, — et Par Ord, som ingen Pariserinde skulde skammet sig ved. Hun skjenkede Kaffeen, medens Madame Bruun og jeg vedligeholdt en fra min Side undertiden lidt adspredt Samtale. Den Maade, hvorpaa Pigen bød mig en Kop, hvorpaa hun af og til besvarede et Spørgsmaal, Alt var saa forunderlig forlegent, næsten klodset vilde jeg sagt, naar der ikke i Alt havde vist sig en fin indvortes Dannelse, der nok veed det Rette, men ikke tør eller ikke kan udføre det. Under Samtalen om Norges Naturscener, som jeg sammenlignede med andre Landes, blev hun af og til, uden at det var mig muligt at indsee Aarsagen, über und über roth, som I rigtigt kalde det. Hendes Blik blev lyst; med en forunderlig Nysgjerrighed betragtede hun mig af og til; men atter faldt hendes Øje hurtigt til Jorden og hun rødmede forvirret. Endelig rejste hun sig med en ilde dulgt Bevægelse og gik ud. Jeg var ganske bestyrtset. „Er Deres Datter ikke vel, Madame?“ spurgte jeg med usikker Stemme. Madame Bruun var forlegen. Hun havde uden Tvivl bemærket Pigens Adfærd. „Aa jo, paa lidt Hovedpine nær“, fik hun endelig frem. Antonie kom ind, Damerne kastede Tørklæderne om, jeg hentede min Hat og Frak. I det Øjeblik, jeg var ude af Værelset, maa Moderen have sagt et Par Ord til Antonie: et ømt men forlegent Blik paa Moderen udtrykte uden Tvivl et Svar, som jeg ved min Indtrædelse forhindrede.
Jeg tog Madame Bruuns Arm, Antonie gik taus og forlegen ved Siden, Vejviseren foran os. Efter en besværlig Gang, stode vi paa en Klippe lige over for den vældigt brusende Fos. Fra en uhyre Højde skyder den sig ned igjennem den frie Luft og forsvinder knust i en fin Regn i Afgrunden. Trindt om os laa Granitblokke, i sig selv saa store som Bjerge, men i Forhold til det Hele kun som nedrullede Stene. Naar vi gik igjennem Aabningerne af disse mod hverandre støttede Blokke, vandrede vi som under mægtige gotiske Portaler. Vegetationen var ringe; kun enkelte forvredne Træer skøde sig frem af Fjeldkløfterne; men de vare at see til som smaa Planter i dette majestætiske Ensemble. Vore Klæder vare gjennemduggede af Fossens Regnstøv. Det var umuligt at tale til hinanden uden at lægge Munden tæt til Øret. Madame Bruun gjorde os opmærksomme paa de Guirlander, der dannes af den nedstyrtende Vandmasse. Disse Fosse styrte ned uden at støde mod nogen Sten, og de yderste Overflader slynge sig som Gevandter i tykke, svævende Folder om den egentlige Strøm. Synet er frappant. I det fine Vandstøv danner sig nede i Dalen de skjønneste Regnbuer. Min Opmærksomhed var delt imellem den store Kjæmpenatur og den yndige Blomst, der ved min Side oplivede Scenen. Længe, meget længe stod hun ganske hensunken i de underfulde Naturspil. Uvilkaarlig trykkede hun Haanden til sit Hjerte og slog det blaa, store Blik mod Himmelen. Endelig lagde hun sig i forglemmende Fortrolighed tæt op til mig og sagde: „Hvor smaa, hvor ubetydelige staa Jordens Beherskere i denne Kjæmpenatur!“ Det var Alt hvad jeg hørte af Pigen; hun gik taus og kvindelig bly ved min Side, da vi atter langsomt vandrede tilbage til Huset. Men i dette Udraab laa hendes hele Sjæl for mig. Det er en Engel af Aand og Hjerte som af Skikkelse. Disse Ord, et Mundsvejr i en Modedames Mund, trængte med en uimodstaaelig Fylde frem af Antonies Bryst, vare de eneste, hun ved den hele Scene formaaede at frembringe.
Da vi kom ind, var det landlige Maaltid beredt. Jeg maatte drikke et Glas Madeira med Moderen. Antonie tog lidt efter lidt Mod til sig, og begyndte at spørge om Frankrige og Tydskland. Paa engang var Pigen som forvandlet. Hendes Frygtsomhed, hendes Forlegenhed var borte. Hun var ganske bevandret med begge Landes skjønne Litteratur; hun sladrede, spøgte, sukkede, løb fra det ene Verk til det andet; og alt dette saa uskyldig, saa fordringsløs, at jeg saa mig hentryllet i vore Jenaiske Cirkler. Moderen saa smilende paa os; endelig afbrød hun den varme Samtale med de Ord: „Det er vel for Antonie, at hun har en Mand for sig, hvis godmodige Overbærenhed sikkert ikke vil belee en liden Pige, der første Gang ser et dannet Menneske, med hvem hun kan tale om sine Yndlinger. Ser De, Hr. Absinthe“, vedblev hun, „jeg har ikke troet, bedre at kunne anvende mit lille Overskud, end ved at samle min Antonie en liden Skat af Bøger. De have været hendes Verden. Indtil dette Øjeblik har jeg været den Eneste, der levede med hende i denne Verden, og som forstod hendes Følelser. En gammel, sløv og svagelig Prest er udenfor Bondestanden den Eneste paa hele Miles Afstand i vor Egn. Nu kan De let slutte Dem til, med hvilken Glæde Antonie griber denne Lejlighed til at benytte et saa sjeldent og behageligt Bekjendtskab ved at følge med Dem til hendes Sjæls Venner.“
Antonie pillede undseelig paa sin Brystsløjfe, imedens Moderen paa en net Maade satte mig ind i deres Eneboerliv, og gjorde mig Datterens vistnok ellers uforklarlige Væsen begribeligt. Damerne havde bestemt endnu i et Par Dage at ride eller spadsere fremad, ligesom Vejen tillod, for at tage nogle omliggende Prospekter i Øjesyn. Min Rejse gik kryds og kvær, og min Anmodning om at ledsage dem lod sig ikke vel afslaa. Imidlertid fremførte jeg den ikke uden Ængstlighed; jeg frygtede hos Moderen en betænkelig Mine. Men Intet mindre. Hun gav mig venlig Haanden og takkede hjertelig for et hende og Antonie saa velkomment Tilbud. Antonie sprang op af Glæde, og lovede, at hun ikke skulde plage mig mere med sin enfoldige Snakken, naar jeg kun vilde fortælle ret Meget om Tydskland, Danmark og Frankrige. „Saa kan jeg dog saadan ret med Liv og Sjæl være der.“ — „Og jeg vil ret med Liv og Sjæl være her,“ raabte jeg og rakte hende Haanden. Hun forstod mig ikke strax, men gav mig sin Haand med en spørgende Mine. Pludselig fløj en høj Rødme over hendes Kinder og hun trak sagte sin Haand ud af min; men med et næsten umærkeligt Tryk besvarede hun dog mit varme Haandtag.
Vi rejste. Fruentimmerne rede og jeg gik. Det gik fra Precipice til Precipice, og snart blev det umuligt at være til Hest. Jeg vilde tage Madame Bruuns Arm; men hun rakte Vejviseren Haanden, og overlod mig tillidsfuld den elskede Datter, idet hun godmodig forsikrede, at hun ikke vilde berøve Antonie den Glæde, at underholdes af mig. „Men erindre Dem, at det er et stort Barn, som trænger til at rettes“. Jeg kan ikke beskrive, hvor lette og glade Timerne randt hen. Paa en flad, grøn Slette gjorde vi Holdt. Disse Sletter ere yderst frappante. Ovenfor rejser sig den mørke, stejle Granitvæg lodret i Vejret, nedenfor gaar en skraa, uafseelig Bakke af den gule Sand ned ad mod Dybet. Sletten ligger horisontal i Midten, huldt bevoxet af Løvtrær og vilde Kirsebærskove. Medens vi nøde det frugale Maaltid, prøvede Antonie Ekkoet. Da faldt mig først ind, at jeg havde mit Valdhorn i Randselen. Jeg tog det hemmelig ud og overraskede Damerne ved bag et Klippestykke at istemme en af vore Nationalmelodier. „Det var herligt“, sagde Moderen. Men Antonie sprang hen til mig med Glædestaarer i de klare Øjne, og slog sin Arm om min Hals. Da slyngede jeg Armen om det slanke Liv og saa hende ind i det venlige Blik. Havde det ikke seet ud som et Tyveri, fordi Fjeldstykket skjulte os, da havde min Læbe brændt paa hendes. Livligt løb Samtalen, da vi igjen satte os, over fra Et til et Andet. Min Forundring over Antonies Fuldkommenheder steg med hvert Øjeblik. Hun talte om Bach og Händel, om Mozart og Cherabini, lige saa unbefangen, som forhen om Schiller og Körner. „De spiller Fortepiano, Antonie?“ (Jomfru Bruun vidste vi ikke mere af at sige). „Ja, lidt“, sagde hun, „Moder har lært mig.“ — „Men Lærlingen er forbi Mesteren“, lagde Moderen forfængelig til, „Antonie spiller ret godt til at være undervist af en Fusker.“ Jeg spurgte, om Damerne sang; Antonie saa bønligt paa sin Moder og rystede med det lille Hoved. „Syng saa godt Du kan, min Pige; her spørger man ikke efter Madame Catalani“. — „Jeg skal synge saa godt jeg kan, men jeg vil give Dem lidt at bestille; for naar De sidder saaledes og ser paa mig, kommer jeg ud af Koncepterne,“ tog Antonie Ordet, og gav mig Hornet i Haanden. „Vær saa god og akkompagner mig. Eller“, lagde hun undseelig til, „kanskee det ikke gaar an at blæse til Sang“. Jeg sagde Jo, og hun begyndte efter en smuk Melodi af Falbe, denne lille Vise:
Jeg pynted Nøddeskaller smaa,
Og lod dem sejle langs ad Bækken;
Da hørte jeg en Lærke slaa
Saa dejligt bag ved Rosenhækken.
Den sang: o Lolli, glem mig ej!
Jeg hvisked sagte: nej, o nej!
Og Lærken fløj saa fage bort,
Og aldrig kom den mer tilbage;
Men Lollis Vaar blev ogsaa kort,
Ved Bækken lyder tidt min Klage.
Den sang jo: Lolli glem mig ej!
Og Lolli hvisked: nej, o nej!
Vist synger mangen Lærke end
Mig venlig sine Melodier;
Men ak, det er jo ikke den!
Og Lolli græder, Lolli tier.
Den sang: o glem, o glem mig ej!
Og Lolli hvisked: nej, o nej!
Uden at tænke Noget derved, havde Antonie med sin klare, bøjelige Stemme begyndt denne lille Sang; men mod Slutning skiftede hun Farve, og Taarerne kvalte næsten hendes Røst. Jeg blev inderlig rørt. Ingen af os saa op. Ogsaa Moderen, paa hvem jeg endelig løftede mit Øje, sad alvorlig og saa ud for sig; en utilfreds Skygge laa paa det ædle Aasyn. Hun reiste sig efter et Par ligegyldige Ord og gjorde os opmærksomme paa den heldende Dag. Vi skrede langsomt fremad; jeg rakte Antonie min Arm. Hun vovede neppe at see op. Det havde været mig let, snart at bringe hende ud af denne pinlige Forlegenhed, hvis jeg ikke selv havde været saa underlig, glad og vemodig stemt. Endelig lykkedes det nogenledes, og vi kom til vort Bestemmelsessted hvor Nattelejet var bestilt.
Da det var besluttet næste Morgen at være tidlig paa Benene, fandt Madame Bruun det raadeligst at sige Godnat. Jeg gik tvers over Gaarden til mit lille Lukaf; da mindedes jeg Aftenbønnen fra forrige Dag, og en — vistnok ikke smuk Lyst overkom mig, at see, om Antonie var færdig at læse. Jeg skammer mig over denne Svaghed, Oswald; jeg havde ogsaa dulgt den for Dig, dersom jeg ikke derved var bleven Vidne til følgende Scene. Neppe havde jeg fattet en Position tæt ved Vinduet bag en Vindueslem, før jeg saa Antonie højt grædende kaste sig om Moderens Hals med de Ord; „Store Gud, Moder; hvad vil han tænke om mig og min Vise? O Moder, men sig mig først, hvad tænker Du om mig?“ — „At Du er min ædle, uskyldige, uerfarne Antonie“, sagde Moderen med et Par Taarer i Øjnene, trykkede Pigen inderlig og saa moderlig, ind til sig, og saa op imod Himmelen. Nu var jeg først ret paa det Rene med mig selv; „Antonie, Ingen uden Antonie!“ sagde jeg i mit Hjerte, og ilede over Gaarden til mit Leje. Tro mig, jeg slumrede paa Roser, ikke paa Rughalm!
Da jeg vaagnede, gjennemtænkte jeg nøje vor Stilling med hverandre, og overvejede, hvorledes jeg rigtigst, forsigtigst, og mest delikat skulde opføre mig, at jeg kunde tilvejebringe den forrige Stemning, og af Antonies Sjæl udviske ethvert Spor af Forlegenhed og Smerte over den kjære Vise. Det lykkedes mig langt bedre og snarere, end jeg havde troet, og jeg maa formode, Moder og Datter vare blevne enige om at tage Forholdsregler efter den Grad af Delikatesse, hvormed jeg behandlede Antonie ved min Indtrædelse. Vi vare i et Øjeblik dybt inde i Don Carlos, og jeg blev ikke træt af at tale, fordi jeg saa paa den elskværdige Antonies Øje, at hun slet ikke kunde blive træt af at høre. Moderen var uforlignelig; o, det er en elskværdig Kone. Da hun syntes, det kunde være paa Tide at give den sentimentale Samtale en muntrere Vending (formodentlig især, fordi vi snart skulde vandre videre, og jeg atter ledsage Antonie) vidste hun ved et lige saa pudseerligt som vittigt Ordspil at kaste os lige ud af Melpomenes Arme og i Hænderne paa Momus. Et Øjeblik, og hun havde stemt Strengene som hun vilde, og nu hed det: afsted!
Sværmeriet var vist paa Dør, men den gode, forsigtige Moder tog sig slet ikke i Agt for, at en Kavaleer, der har været i Frankrige i et halvt Decennium, nok veed at forvandle Latter til Smil, Spas til Plæsanteri, og Munterhed til kjærlig Dristighed. Snart maatte Antonies Hat højere i Panden; ikke fordi den skjulte de dejlige Øjne, nej langt fra! men fordi det var den nyeste Mode, som hun jo maatte rette sig efter; — snart skulde det rige Lokkeguld op under Hatten; ikke fordi Theodor Absinthe gjerne vilde lege med dem, men fordi det blev varmt, og Theodor nødig vilde, Antonie skulde blive ulejliget af det bølgende Haar. Ak, Oswald; man maa ikke fortælle disse søde smaa, den spæde Kjærligheds Nydelser; de ere smaa Genier, udrundne af den finere Sandselighed, smykket med Kulturens og Sædelighedens Gevandter, og adlede af Uskyld og ren Vilje; men Sommerfuglenes Støv hænger ved Fingrene, naar man vil bære dem.
Som vi gik ned af en Skrent, fik Antonie Øje paa en Blomst, der ganske enlig smilede frem af den nøgne Klippevæg. Med to Spring var hun oppe, jeg ved ikke selv hvorledes, af det bratte Fjeld, plukkede Blomsten, slog med Armene og forsikrede os Andre, at vi saa ud som smaa bitte Fluer fra det høje Chimborazo, hvis Top hun havde naaet. Moderen saa sig ængstlig om efter hende. Men paa en Gang slog hun forskrækket begge Hænder for Ansigtet og satte sig plat ned. „Ak, Nordfrank! Hjelp mig, jeg ser Schwindel der nede!“ brød hun ud, visselig ganske uoverlagt. Thi hun drømmer og sysler bestandig i Fantasiens Rige. Jeg ilede op til hende, og foreslog at gjøre en mindre farlig Omvej. Hun tog smilende min Haand og bad Moderen ikke være bange. „Nu har jeg ingen Nød; en stolt Ridder har paataget sig at frelse mig af denne rædsomme Feborg. Men De maa nu ogsaa bære min Farve, Hr. Theodorus; ellers kan jeg ikke være vis paa Deres Standhaftighed.“ Og nu bandt hun mig en af sine Hattesløjfer om Armen. Det var ingen let Sag at komme ned; et Par Gange vilde jeg tage hende paa mine Arme; men det fik jeg ikke Lov til. Da vi kom ned til Moderen gav hun sig til venlig at skjænde paa Antonie, og takkede mig. „Men Moder! hvor faa vi nu en Krans fra til Ridderen?“ Jeg vilde have foreslaaet et Kys; men jeg frygtede for et Afslag, og for at fordærve den hyggelige Fortrolighed. Thi knælede jeg, med en sirlig Kompliment fra Riddertiden, for min Prinsesse, og bad om den lille Blomst, for hvis Skyld jeg havde udstaaet et saa frygteligt Eventyr. Det blev mig bevilget, og nu gik vi videre.
Jeg frygter for at kjede Dig ved at udmale de smaa, men for mig saa mærkelige, Træk af Antonies søde Uskyld og naive Munterhed. Hun sluttede sig stedse inderligere til mig. Dagen gled hen. Med en, næsten tør jeg kalde den udstuderet, Tale, fortalte Moderen mig, at hun næste Morgen vilde vende tilbage, og takkede mig for det behagelige Bekjendtskab. Antonie blegnede og gav mig et Øjekast, som jeg aldrig vil forglemme. Da Moderen et Øjeblik forlod os, spurgte hun med nedslagne Øjne, om jeg med hende vilde see Solen staa op næste Morgen. Jeg greb hendes Haand. „Ja, Antonie, jeg vil see Solen staa op, førend min Sol gaar ned! Vi mødes i Gaarden Kl. 3.“ Antonie nikkede paa Hovedet, og Moderen traadte ind. „Moder“, sagde Antonie undseelig, „jeg har bedet Hr. Absinthe følge mig op paa Bjerget i Morgen, for at see Solen staa op; Du tillader det?“ „Gjerne, min Pige“, svarede Madame Bruun, og jeg forlod dem med Erkjendelse af Antonies Kvindelighed. Thi det var aabenbart ikke for Moderens Skyld, hun fortalte, at vi i Morgen skulde spadsere sammen; men for hos mig at bortrydde en Mistanke om, at der laa noget Mere i denne Spadseretur, som hun ej vilde være bekjendt for sin Moder.
Tusmørket hvilede endnu over Dalen, da jeg Arm i Arm med Antonie gik over det duggede Græs. Jeg havde kastet mit Valdhorn i Remmen over Skulderen. Pigen var synlig bedrøvet. Hun havde en Kurv med Frokost paa Armen, og den lille vakre Straahat klædte hende uforligneligt. Vi satte os ned paa en Høj og stirrede mod Morgensiden. Duggen perlede i Græsset; Lærken slog sin første Trille. „Kjære Antonie!“ sagde jeg, overvældet af Følelse og slyngede min Arm om hende. Hun kastede det blaa Øje paa mig, og to tunge Taarer trillede langsomt ned over hendes Kinder. „Du græder, Antonie! Gjør det Dig ondt at skilles fra mig?“ Hun svarede Intet, men saa paa Jorden. „O, kjære Antonie! Aldrig skal jeg glemme disse to Dage. Glem ikke Theodor!“ Jeg bøjede mig over hende. Hendes Taarer fløde. Da stod hun op og pegede paa den rødmende Morgen. „Livet stiger op over Jorden, Theodor! Lad os ikke tale om Døden; thi hvad er Døden uden Afsked fra det, der er os kjært?“ Jeg bad hende synge en Vise; men hun rystede paa Hovedet og pegede paa sit Bryst. „Absinthe! Her lyder det ikke som Sang; syng De for mig!“ — Jeg tog et Par dybe, langsomme Toner paa Hornet, og idet den flammende Stjerne majestætisk, under den opvaagnende Naturs Morgensmil, gik op over de blinkende Isrygge, blæste jeg, opløftet over det Jordiske, med stærke Toner, Slutningen af Taarups Hymne. Antonies Sjæl havde begejstret paa Harmoniens Ætherhav opsvunget sig til den uendelige Kjærlighed, og da vi langsomt dalede til Jorden, og højtideligt smilende betragtede hinanden, var en usigelig skjøn, blid Fortrolighed oprunden imellem os. Det forekom mig, som om jeg altid havde kjendt Antonie. Jeg sagde det til hende, og hun tilstod uden Tilbageholdenhed, at hun havde følt noget Lignende, den første Time af vort Bekjendtskab. „Alle mine Drømme, mit hele Fantasiliv blev virkeligt, da De, Theodor, stod for mig. I Dem fandt jeg jo det første Menneske, der svarede til disse Billeder.“ Hun rødmede, da hun havde sagt det sidste. „Jeg ved ikke, om De forstaar mig, men med Dem fik Alt, Alt, Virkelighed for mig.“ — „Og naar nu Theodor er langt fra Dem, Antonie?“ — „Saa — saa — ak Theodor! Gid jeg snart igjen — kunde blive glad!“ Hun græd. Jeg trykkede hendes Haand til mit Hjerte, saa ind i de blide Øjne, og vore Læber mødtes. Oswald! Jeg var unævnelig lykkelig. Med al min Sjæls Styrke maatte jeg væbne det fulde Hjerte, for at holde den Tilstaaelse tilbage, der skulde evigt binde min Skjæbne til Antonies; thi min Fader — uden hans Vidende, det har jeg i en hellig Time tilsvoret ham, skal jeg aldrig kalde en Pige min. Ogsaa for Antonies og hendes Moders Skyld vilde jeg, torde jeg ikke slutte denne Pagt. Hvad vide de om mig? Hvorledes vil den ømme Moder kunne betro sin eneste, elskede Datter til en ubekjendt Mand, om hvilken hun ikke kan vide Andet, end at han har nogen Verdensdannelse og et følende Hjerte? Jeg ofrede Pligten et himmelsk Øjeblik, og jeg glæder mig over dette Offer; thi jeg ved jo, at hun elsker mig —, og Antonie? skulde hun vel nære Tvivl om min Kjærlighed?
Under venligt Spøg nøde vi vort lille Maaltid. Lidt efter lidt begyndte vi ængstlige at see paa den stigende Dag, og med hver formindet Skygge faldt et Rosenblad af vor Glædesblomst. Antonie rejste sig, og vi gik Haand i Haand tilbage til den ventende Moder. Hun skjændte smilende paa Nattevandrerne, men et forskende Blik paa os begge undgik ikke min Opmærksomhed.
Da vi havde samtalet en Stund, trak jeg min Stambog op af Lommen og bad Moder og Datter om en Erindringslinje. „Maa jeg see Deres Stambog?“ spurgte Antonie frygtsom, og jeg tror lidt ængstlig. Jeg lagde den hen til Damerne, der med en høj Grad af Interesse først betragtede Navne og Haand af saa mange Mænd, der vare dem bekjendte og kjære, inden de kunde faa Rolighed til at læse. Ved ethvert Blad sagde Moder eller Datter noget Rigtigt.
Det vilde være ubroderligt, om jeg fortaug Dig, min Oswald, at Antonie trykkede et varmt Kys paa dit dejlige, hjertelige Digt. Hun kunde ikke lægge det bort, og Moderen sagde, med et venligt, fortroligt Øjekast: „Det er en skjøn Anbefaling baade for den, der skrev, og den, der modtog disse Linjer. Et saadant Venskab er en gjensidig Borgen for to Venners Værd.“ Med urolig Nysgjerrighed greb Antonie ethvert Blad, der var undertegnet af et Fruentimmer, og uagtet Moderen saa alvorlig paa hende, kunde hun ikke bare sig for saa smaat at underrette sig om disse Damer. Endelig var Bogen gjennemseet, og jeg præsenterede to Blade og mit Skrivetøj.
Begge satte sig hen, og jeg gik ud for ikke at synes at forhindre et Overlæg imellem Moder og Datter. Et Erende kaldte mig strax ind, og jeg fandt dem endnu i samme Stilling som før. Da reiste Antonie sig, og skød Bladet ind imellem de øvrige. Hendes Øje var ikke tørt, og hun gik hurtig ud af Stuen. Moderen rakte mig sit med et venligt Haandtryk. Jeg kyssede hendes Haand og hun gik ud til Antonie.
Vil Du tro mig, Oswald, endnu, endnu i dette Øjeblik har jeg ikke vovet at kaste et Blik paa Antonies Blad, skjønt det allerede i tre lange, lange Timer har hvilet ved mit Hjerte. Nu tager jeg det første Gang frem og kysser det elskede Navn. Men først vil jeg afskrive Moderens venlige Linjer. „Ikke efter Aarsskifter beregner jeg den Tid, efter hvis Forløb jeg rækker en ædel Mand min Haand og kalder ham Ven. I den store Natur, naar Aanden udfolder sine Hjerteblade, gjelder et andet Tidsmaal. Ikke vil dette Blad forskjønne Deres af saa mange herlige Blomster flettede Mindekrans; men min Selvbevidsthed vidner for mig, at jeg ej er en ædel Mands Venskab uværdig, og Deres Hjerte er mig Borgen for, at De gjerne vil dvæle ved disse Linjer, hvis Nedskriverinde aldrig, aldrig skal glemme de Dage, De forskjønnede for to gode Mennesker. De har opfrisket i min Sjæl Billeder fra mine henfarne lykkelige Dage. Jeg kjendte engang en Mand, der i Dem vilde have fundet, hvad jeg fandt: en harmonisk Sjæl. Han var mit Alt, og den skjønneste Lovtale giver mit Hjerte Dem, idet jeg sammenligner Dem med ham. Bliv lykkeligere end han, og bevar Deres Begejstring for det Gode og Deres Tro paa Dyden!
M. Bruun.“
Og her min Antonies:
„I Middagsglans rødme vore Glæders Blomster; men i Kalken drysser den ensomme Aften en vemodig Dugperle, og de lukke sig, og de bøje Stenglen, og Ingen ved, om de atter skulle aabne sig for en ny Aurora. Men Erindringens stille Kilde risler uafbrudt imellem dem, og bedugger i det mindste deres Støv. O Theodor! Jeg vil sidde i den lange Aften ved Erindringens Kilde og græde mange Taarer i mine Blomsters Kalke.
Antonie.“
Ingen Kommentar over disse fra et varmt Hjerte og en glødende Indbildningskraft fremrundne Linjer, der ere nedskrevne med de nydeligste Træk! Jeg bliver lykkelig, Oswald, usigelig lykkelig; thi dette skjønne Hjerte er mit.
Hvor død, hvor kold, hvor bleg er den hele Natur for mig! En utaalelig Kjedsomhed afvexler hos mig med de mægtigste Længsler. Endnu er jeg ikke kommen af Stedet. Jeg skal i Nat hvile i Antonies Kammer. Jeg sidder i dette Øjeblik ved det Bord, hvorved hun sad, da hun nedskrev de kjære, ubetalelige Linjer. I hver Krog søger jeg hendes Billede, og Intet kan stille mig tilfreds. Jeg gjemmer den Blomst, hun i Morges rakte mig. Da var den frisk og blaa som hendes Øje; nu er den visnet. Hvor gjerne havde jeg vendt om herfra til min elskede Fader, og ført ham i den ædleste af alle Døtres Arme! Men jeg maa til Kristiania; han har givet mig Breve og Kommissioner af yderste Vigtighed. O, hvad bryder jeg mig om den lille Hovedstad!
Neppe kommer jeg til at opvarte Dig med flere Naturscener; thi i Morgen, naar Hesten kommer, gaar det den korteste Vej frem ad. Al Rejse er i Grunden en Reise til Hjemmet, siger rigtignok Oehlenschläger; men min Rejse er dog en fordømt lang Omvej. Men jeg vil ikke plage Dig længere med mit onde Lune. Du har endnu Afskeden tilgode.
Skydshestene stode for Døren; Madame Bruun var rørt; Antonie var bleg som en Lilje og hemmede med Møje de svulmende Taarer. Ærværdig og moderlig kyssede Moderen mig paa Panden, da jeg trykkede hendes Haand til Munden. Hun saa ikke uvenlig paa os, da jeg slog min Arm om Antonies ranke Midje og trykkede et langt Afskedskys paa hendes Læber. „O glem ikke Lolli!“ hviskede Pigen, overvældet af Smerte.
„Tænk paa vor lille Bolig, naar De vender tilbage til Deres Hjem,“ sagde Moderen. „Den Dag bliver en herlig Festdag, da vi see Dem trine ind. Lev vel, Absinthe! Gud være med Dem paa alle Deres Veje! — Kom nu, min Datter; Afskeden med en ædel Ven er ikke let; men derfor maa den gjøres kort.“
„Lev vel, Antonie! Din Lærke skal snart kvidre for din Dør.“ —
De vare borte! — og nu, Oswald! nu gjør jeg bedst i at slutte for i Aften. Jeg kan ikke sige et fornuftigt Ord.
Det er længe siden jeg skrev paa min Dagbog. Hverken Rejsen eller mit Ophold her i Kristiania har givet mig Stof til at skrive. Til en anden Tid, hvis min Stemning var roligere, skulde jeg leveret Dig ikke uinteressante Notitser om denne siden Norges oprundne Frihedsdag mærkeligt stigende Stad. Naar jeg undtager den herværende Frimurerloge og vor Munchs Atelier, har jeg ikke været ude af min Stue, uden i Forretninger, førend denne Aften, da jeg fulgte en Indbydelse fra et Samfund af Studerende ved Universitetet, at besøge deres Samling. Der hersker en behagelig, videnskabelig Tone i denne temmelig talrige Forening; dog savner jeg — maaskee med Uret — det Udtryk af en egen Stand, som hos Eder er saa fremstikkende, og som, naar den ikke gaar over til Bisarreri, sikkert vækker en god Aand. Den Esprit, som Militærstanden saa gjerne vil tilegne sig, bør vistnok under en forskjellig Skikkelse besjæle enhver Stand. Renommisterier ere Gud skee Lov sjeldne her til Lands, og, uagtet Enkeltes travle Virksomhed for at sætte Ondt imellem de forskjellige Stænder, hersker i Almindelighed et saare vakkert Forhold imellem Statsborgerne. — Vor Litteratur er endnu i sin spæde Barndom. Naar Du engang faar disse Blade, vil Du ogsaa modtage en Pakke, der indeholder hvad der af nogen Betydenhed har seet Lyset her til Lands.
Dog Mere om Saadant, naar jeg engang bliver bedre stemt. Nu har jeg saa meget at bestille med mig selv og med hende, der er uadskillelig fra mit Jeg. Min eneste Glæde er at trykke mine Kjærligheds-Roser med de fine, skarpe Længselstorne dybt i mit Hjerte, saa at det bløder. Jeg skriver Digte og river dem i Stykker; thi ingen Streng vil stemme med mit Hjertes Strenge; jeg føler, at Digterguden har forladt mig, og at jeg først vil finde hans Toner igjen, naar mit Drømmeland aabner sig for den skjønneste Virkelighed.
Jeg har gjort et interessant Bekjendtskab i et Par Dage. I Auberget logerer tilligemed mig en fremmed gammel Mand, som heder van Weyer, og som nylig har nedsat sig i det vestlige Norge. Jeg sad paa mit Kammer, hensunken i blide Drømme, da han traadte ind. „Efter Deres Navn at dømme, er De en Franskmand“, begyndte han paa Fransk; „og det gjør Udlændingen godt, at høre vante Toner. Undskyld derfor, at jeg paanøder Dem mit Bekjendtskab; de forskjelligste Nationers Borgere blive paa en Maade Landsmænd, naar de mødes i et fremmed Land.“ Skjønt Mandens tarvelige Dragt og noget forknytte Udvortes syntes at tilkjendegive, at Egennytte egentlig drev ham til at opsøge mig, var hans Komme mig ikke ukjært; thi en behagelig Finhed forenede sig hos ham med en fortrolig Venlighed. Han var en Belgier og saa temmelig aldrende ud. Et mørkt Træk af Kummer laa paa det blege Aasyn, og han dulgte mig ikke, at Lidelser havde graanet hans Haar før Tiden. Jeg fortalte ham, at jeg om faa Dage vilde vende tilbage til min Fader. Med Interesse spurgte han mig om min Leveplan, vort Opholdssted og om min Fader. Jeg skal ikke negte, den Tanke foruroligede mig, at han nok havde i Sinde at skaffe sig Ophold hos os og jeg vidste, min gode Fader ikke skjøttede om at omgaaes nogen Fremmed. Imidlertid oplyste det sig snart, at han ikke trængte til Understøttelse og endnu mindre til Hjemstavn. Han bor paa en Gaard, faa Mile fra vort Hjem. Han smilede, da jeg rakte ham en tændt Pibe og selv røgede. „Det har De nok ikke lært i Frankrige, unge Mand?“ Derhos saa han saa besynderlig paa mig, at jeg blev forlegen. Min Forlegenhed voxte, da han tilbød sig af min Haand at udfinde min Fødselsdag, og virkelig angav han Aar og Datum. „Ser De, Kiromatien er ikke uddød,“ sagde han, og trykkede rolig Tobakken sammen i Piben. Han var vel bevandret i Politiken, og spaaede med en vis højtidelig Sandsigertone om Fremtiden. Da han sagde Godnat, bad jeg ham om at maatte fortsætte Bekjendtskabet. Manden havde spændt min Nysgjerrighed, og var bleven mig interessant. „De forekommer min Bøn,“ svarede han og rakte mig Haanden.
Det Underfulde er dog Menneskets kjæreste Rige. Og kan det være anderledes, naar vi ere skabte til evige Fremskridt? Dersom Gaaden ikke havde Interesse, før den blev løst, og dersom Opløsningen ikke ogsaa betog den sin Trylleglans, hvo vilde da løse Gaader og forlade de opladte for at søge nye?
Næste Morgen gik jeg ned til min nye Bekjendt og drak Thevand med ham. Jeg ledte Samtalen paa det Underfulde; men han undgik mig stedse med Finhed. Mesmerismen blev endelig Gjenstand for Samtalen, og han forsvarede dens besynderligste Erscheinungen med Varme, og paastod med nogle nyere Naturkyndige, at den var Livets Liv, Grunden til al Virksomhed, og at de Gamle havde kjendt den. Jeg er ikke oplagt til at gjentage en lang, videnskabelig Samtale, saa mærkelig den end var for mig. At Manden var Sværmer, kunde jeg ikke finde; tvertimod syntes han at grunde sine Meninger paa dybe Granskninger og Erfaringer som han unddrog mit Blik. Jeg var mægtigt trukken hen til ham; han mærkede det, og det syntes at være ham kjært. Behageligt var hans Tilbud mig, at gjøre Rejsen sammen, da han, ligesom jeg, netop stod i Begreb med at vende tilbage til sit Hjem. I Morgen ved Solopgang ere vore Heste bestilte, og jeg glæder mig til min forunderlige Gamles Selskab paa den lange, tildels kjedsomme Vej. Mit Fædreland tager mig vist ikke ilde op, at jeg over dets yndigste Blomst glemmer alle dets venlige Dale og majestætiske Bjerge. O Antonie! Saa nærmer sig da det længselsfuldt ventede Øjeblik! Gjensynets Glæder, hvad af Skjønt er herligt, som disse Momenter af Livet i dets højeste Potens?
Savn og Gjensyn.
Datter af det taareblændte Savn,
Hulde Gjensyn, smilende Gudinde!
Se, af Haabets Grønt jeg fro skal vinde
Sjungende en Krans omkring dit Navn.
Savnets tunge Taare smertelig
Over blege Kind ustandset iler,
Men med Diamantens Glans den smiler,
Hulde Gjensyn! naar den smykker dig.
Fra din Moders kvalomspændte Barm
Tungt og langsomt Vemodssukket lyder;
Let et Suk din Rosenmund omflyder,
Lig en Zefyr, mild og elskovsvarm.
Savnet rakte mig sin dunkle Krans,
Flettet af Reseda og Kjærminder;
Du af unge Rose Kransen vinder,
Dyppet i Auroras Purpurglans.
Hulde Mø! fra gyldne Horn udspred
Yppigt al din rige Blomstervrimmel!
Tryl mig sødt i dine Glæders Himmel,
Lær mig deres høje Salighed!
Jeg skriver disse Linjer omtrent to Dagsrejser fra Antonies Hjem. Det er aarle Morgen. Van Weyer slumrer urolig paa en Bænk. Min Stemning er den besynderligste, jeg har oplevet. Der er ogsaa hændet mig noget ret besynderligt. Og det har anet mig, kunde jeg næsten sige: siden to Dage har det anet mig, skjønt jeg ikke med den sagteste Tanke forstod min Anelse: jeg var saa langt fra at drømme om dette! Og dog kalder jeg det en Anelse; thi min Sjæl var i en Stemning lig den, jeg maatte være i, om jeg havde gjettet, hvad jeg nu ved. Du tror nok, jeg fantaserer, Oswald; Intet mindre. Jeg talede engang med en saare elskværdig, dybt tænkende Mand, afdøde Professor Mynster i Kjøbenhavn, om noget Lignende; og i Stedet for at smile af mig, fortalte han mig, at han og en Ven en Aften ved et Syngestykke paa en Gang forestillede sig ved en Aktrices Sang Mørkeblaat og ved den Andens Højrødt. De spøgede over denne Fornemmelse; men at en vis Sandhed laa til Grund, viste sig derved, at det slet ikke lod sig gjøre for Nogen af dem, at tænke sig Farverne ombyttede.
Jeg spænder din Nysgjerrighed; tilgiv mig! Jeg har næsten lettere for at skrive en Afhandling over Identiteten, end at nedskrive de rystende Ord: Han er Valetti! Der staar det. Valetti! Valetti, min Moders Livs Morder, min Faders Lykkes Røver, denne Valetti slumrer tre Skridt borte fra den voxne Søn! Og Sønnens Hevnslue kjæmper mod Medlidenhed med den Ulykkeliges Jammer, og hans foragtende Had strider med den besynderlige Tanke, at give den Angrende Fred og forsone ham med den glædeløse Olding, hvis Liv han gjennemdryppede med den bedskeste Galde!
Store Gud, hvad vil han os! Lad ham gaa, den Fortabte; lad ham døve sin Samvittighed med mystiske Grublerier. O nej, jeg kan ikke forlade ham! jeg tør ikke!
Noget Ordentligt maa Du ikke vente af mig. Jeg ved ikke selv, hvorledes Valetti fortalte; thi en bedøvende Forfærdelse berøvede mig næsten al Samling. Jeg kom først til mig selv, da en gyselig Krampe overfaldt den gamle Synder. Nu ligger han, imellem Søvn og Besvimelse, udstrakt med de dybt indsunkne Øjne og de furede Kinder og de magre, knyttede Hænder, — for mig paa Bænken, og jeg maa skrive for at give det gjennemrasede Hjerte Luft og fremlokke de lægende Taarer. Han vaagner, han beder med svag Røst om Vand! Ulykkelige! og frygter Du ikke, at Sønnen af dine Ofre skal forgifte din Drik?
Stormen har lagt sig i mit Hjerte. Jeg har vænnet mig til den Tanke, at Hevnen skal høre Gud til, og at Syndere maa tilgive Syndere. Jeg har gjort mig fortrolig med det Haab, Valetti saa tillidsfuld, næsten dumdristig nærer, at min Fader vil give ham Tilgivelse. Jeg har indprentet mig Valettis Tro, at Gud derfor løste hans Lænker for saa mange Aar siden i Paris, at han endnu kunde faa sin Fiendes Forladelse med sig i Graven.
Jeg tror ikke, den Ulykkeliges Anger er ren; han føler sin Brøde, han føler sin Uværdighed; men han gjennemføler den ikke. Hvorledes torde han vove at komme for Sønnens Øjne, at paanøde sig hans Bekjendtskab? hvorledes havde han Mod til, ved gjennemtænkte Kunster at trænge sig ind i hans Fortrolighed? hvorledes at ville træde op for den Fornærmede, bedragne Gamles Aasyn? — Hvorledes alt dette, naar han var gjennemtrængt, sønderknust af Følelsen af sin Udaad? Dog, Gud dømme, ikke jeg! Er det muligt, da vil jeg opfylde hans Begjæring, at mægle Fred imellem ham og min Fader.
Vidste jeg kun at forberede og indlede mit Forehavende; thi Du kjender min Faders stærke Følelser og ubetvingelige Karakteer. Hvor snart udtalte han ikke i sin første Harme et „Aldrig“, som da blev utilbagekaldeligt.
Van Weyer (saa vil han fremdeles hede) følger indtil en Mils Vej fra Madame Bruuns Gaard. Jeg tilbringer en salig Dag ved Antonies Side, en Dag, som jeg ikke vover at tænke mig, for ikke til Haabets Krans at stjæle Blomster fra Virkeligheden. Om Aftenen kommer Weyer efter, saa snart Forretninger tillade ham, og vi rejse da sammen til i Nærheden af mit Hjem. Der vil han vente Bud fra mig om min Faders Sindelag, efter at jeg paa det Bedste har indledet en Gjensynsscene.
Den Rolighed, hvormed jeg allerede nu har tænkt paa den hele Sag, forundrer mig rigtig selv. Vi Mennesker leve dog kun i Øjeblikket og i Fremtiden. Det Forbigangne afkjøles snart sine brændende Farver og beholder kun de kolde Konturer tilbage. Flammer nu en saa herlig Stjerne, som min, over det Kommende, da træder det Forbigangne nødvendigvis end mere tilbage. Jeg venter mig Meget af det lysere Lune, hvori min Fortælling om Antonie vil sætte Fader, og af Haabet for ham at see sine unge Dages Glæder igjen i Sønnens huslige Lykke. Jeg vil, saa snart jeg kommer hjem, læse denne min Dagbog op for ham, Ord til andet, for saa vidt Valetti ikke er omhandlet, og jeg vædder, Antonie har vundet hans hele Hjerte, jeg vædder at han siger: „Theodor! I Morgen lade vi spænde for, ellers kunde Lolli faa høre en bedre Lærke.“ Da ser Du nok, er det Tid at smede for den gamle stakkels Valetti.
Jeg har ofte ret Ondt af ham, naar jeg ser ham sidde med stive, ufravendte Blik, stirrende paa en Plet og derpaa ryste langsomt det gamle bøjede Hoved. Han beskylder sig selv for mange slette Handlinger, men anklager sine frygtelige Lidenskaber og — sin Skjæbne. Religion har han ikke, ej en Gang i den Bemærkelse, hvori Folk som flest tage dette Ord. Han skjælver for en Dommer og en Fordømmelse, uden at tro derpaa; han er paa en Gang ynkværdig og foragtelig. I de sidste Aar har han levet, for med Levningerne af en betydelig Formue at gjøre godt, saa vidt han kunde, det meget Ondt, han havde udøvet i forskjellige Lande. Ingen af alle hans Forbrydelser har efter hans eget Sigende angret ham mere, end den Rad af slette Handlinger, hvorved han forstyrrede mine Forældres skyldfrie og lykkelige Liv.
Kjære Oswald, jeg er meget lykkelig! Kunde Du dog være hos mig og dele min Glæde. Jeg sidder her i den sene Nat og skriver med bankende Hjerte. En tynd Dør skiller mig fra Antonie. Det forekommer mig, som jeg hører hendes lette Aandedrag. O, hvilken Dag har jeg ikke oplevet! Skjønnere, gladere fløj den aldrig hen over nogen Dødelig. Men jeg vil iføre mig en Historieskrivers Gravitet og fortælle Alting i fin Orden, saa vidt det er muligt at fortælle, hvad man egentlig kun kan opleve.
Igaar Aftes skiltes jeg fra min Rejsekompagnon. Jeg kan ikke sige Dig, hvor let det blev mig om Hjertet, da han var borte. Udelt tilhørte jeg igjen mig selv og min Kjærlighed. Alt Andet flygtede fra mit oprømte Sind. Neppe fem fjerdedels Mil fra min Antonies Bolig, overbevist om at være elsket, at være længselsfuldt ventet, overbevist om Moderens Agtelse og Venskab, om min Faders glade Bifald —, hvad skulde formørke min Fryd! — Jeg traadte ud i det Frie og lod Ekko give mig Valdhornets Toner tilbage. Weyer havde smilet over mit Hastverk, da jeg, før han rejste, bestilte min Skydshest til Morgenen Kl. 3 for at rejse en god Mil; jeg følte, han havde Ret, og dog kunde jeg i Dag neppe oppebie Hestens Komme. Følgen var, at jeg stod af ved Madame Bruuns lille nydelige Bopæl Kl. 4 om Morgenen, inden det endnu var faldet en Kat ind at røre sig. Ind kunde jeg ikke gaa, i Gaardsrummet vilde jeg ikke sidde, for at begloes af Melkepigen, naar hun med Søvnen i Øjnene kom ud, eller raabes an som en mistænkelig Person af Pakan, naar det behagede ham at strække sine Ben og træde frem af Hundehuset. Venlig vinkede i denne min Nød en dejlig Have, fuld af skyggefulde Frugttrær og spraglede Blomster. Havedøren var lukket med en Kastekrog, og jeg befandt mig i et Øjeblik i en vakker Allee af ranke Lindetrær. Foran mig laa den nette, hvidmalede Træbygning, hvis Vinduer jeg betragtede med Spejderblik. Rullegardinerne vare nede, og jeg maatte tage min Tilflugt til at betragte den nydelige Have med de smagfulde Anlæg og den muntre Park. I de hvide Sandgange saaes endnu Spor af en liden, sød Fod, og hvem kunde den tilhøre uden hende? Jeg stod ved Havestuen; Døren var lukket, men igjennem Vinduet saa jeg paa et lidet Bord den kjære, vel bekjendte Straahat. I Krogen var en Syramme, og paa en Hylde stod et halvt Snes pent indbundne Bøger. Lys over mig slog en Lærke et Par venlige Triller, som den bød mig velkommen. Buret hang udenfor Vinduet, og jeg kan ikke sige Dig, hvor underlig glad jeg hørte paa min lille Kammerat. Nu hørte jeg en Bevægelse i Gaarden. Kreaturerne gik bøgende ud af sine Stalde. Jeg nærmede mig Havegjerdet. Blodet fløj mig tæt om Hjertet, og mit Aandedrag standsede i glad Urolighed; thi lige for mig stod Antonie i en huslig, men omhyggelig Dragt. Ved Siden af hende modtog en Pige Befalinger angaaende Husvæsenet; Anmodninger, kunde jeg sige, thi saa blideligt bleve de fremførte. Streng Orden, Opmærksomhed paa Alt, udtalte sig i ethvert Ord. „Og Thevandet maa Du bringe ud i Havestuen“, endte hun, sprang selv med et Glas hen til Brønden, og bar det fyldt i den ene Haand, idet hun med Strikketøjet i den anden med lette Trin nærmede sig Haven. Jeg vilde ile frem; men Frygt for at vække Opsigt, da Tjenestepigen og flere Folk stode i Gaarden, og maaskee desuden endnu et, jeg ved ej hvad, holdt mig tilbage. Antonie skred let igjennem Alleen og ind i Havestuen. Jeg sneg mig sagte efter. Vinduet blev oplukket til Lærkens Bur, og med den hvide Haand fyldte hun Vandglasset og Frøskuffen. En vis tungsindig Skygge laa over det dejlige Ansigt og smigrede den glade Elsker. Jeg ved ikke, hvorfor jeg dvælede, men det var mig umuligt at forstyrre hende, saa længe hun stod der med det vemodige Smil og saa paa den kvidrende Fugl. Endelig sang hun stille hen for sig:
Vist synger mangen Lærke end
Mig venlig sine Melodier;
Men ak, det er jo ikke den!
Og Lolli græder, Lolli tier.
Den sang: o glem, o glem mig ej!
Og Lolli hvisked: nej, o nej!
„Ja, ja“, sagde hun derpaa og hviskede en Taare af Øjet; „ja, ja“, sagde hun med et barnligt bedrøvet Smil og rystede det lille Hoved; „jeg holder nok af dig, gode Lærke; men Du er dog ikke den! Lolli vil længe vente, længe græde, og den Lærke kommer ikke mere.“ Da kunde jeg ikke længere bevare mit Inkognito. Med to Skridt stod jeg bag hende og slog mine Hænder for hendes Øjne. „Hvem er der, Antonie?“ spurgte jeg med dæmpet Stemme. „Gud, Theodor!“ Og mine Hænder fløj fra Øjnene, og hun vendte sig og sank grædende til min Barm.
Længe, længe laa hun hulkende i mine Arme. Endelig rejste hun sig og blev forlegen staaende for mig, hendes Haand i min. „De har forskrækket mig,“ fremstammede hun endelig og slog Øjnene ned. Men strax heftede hun dem med usigelig Glæde paa mig og lagde til: „De er meget velkommen, Theodor; Moder og jeg har saa ofte talt om Dem, og jeg,“ blev hun ved med sagte Stemme, „jeg har endnu oftere tænkt paa Dem.“
Samtalen vilde ikke ret i Stand, og jeg var glad ved, at Pigen kom ind med Thetøjet. Hun saa forundret paa mig. Antonie spurgte om sin Moder. Netop saa vi hende komme frem af Alleen, og jeg ilede hende imøde. Hjertelig var min Modtagelse hos den elskværdige, vakre Matrone. Vi traadte ind i Lysthuset. Antonie lagde sig kjælende op til Moderen og kyssede hendes Haand. Vi drak The. En livlig Munterhed besjælede Samtalen, og Antonie spøgede med fortryllende Vid.
En huslig Beskjeftigelse kaldte hende, og hun hoppede syngende gjennem Alleen. „De er en lykkelig Moder,“ sagde jeg med Følelse, idet jeg fulgte Pigen med Øjnene. „Ja,“ svarede Moderen, „De har Ret, Hr. Absinthe; jeg er en lykkelig Moder. Og dog er der ængstlige Øjeblik, hvori jeg bæver for min elskede Datters Skjæbne. Hun er et Barn i Verden, et stort Barn; den vil gjøre hende usigelig lykkelig eller navnløs ulykkelig. Finder hun sig skuffet i de Mennesker, hun holder fast ved,“ (i dette Øjeblik fattede Madame Bruun mig skarpt i Øjnene) „da vil hendes Hjerte voldsomt lukke sig, og dette Liv ikke længere bringe min Antonie Glæder.“ Jeg vilde svare, men hun vedblev: „Opdragen i en Trylleverden, har hun i den virkelige kun Sans for sine huslige Sysler og for de Gjenstande, der bære Gjenskin af hint Drømmeland. Aldrig vil Konvenients og Ætikette foreskrive hende Love for hendes udvortes Adfærd; aldrig vil hun bestemmes af den kolde Forsigtighed, der avles ved Omgang med Mennesker. Og just derfor vil hun let blive miskjendt, let Gjenstand for Bagtale; og skulde ogsaa de Mennesker misforstaa hende, til hvem hun havde sluttet sig inderlig — o, kjære Ven! Jeg har prøvet denne Lod; mere end almindelige have mine Lidelser været. Gud give Antonie en bedre Fremtid!“ Hun rejste sig i megen Bevægelse, og vi gik tause op og ned i Haven. Antonie kom til, og med Styrke gik Moderen over i sin sædvanlige lette Tone.
Inde i Huset herskede en simpel Elegants. Det eneste Møbel, der udmærkede sig ved Kostbarhed, var et Fortepiano. Jeg bad Antonie spille, og hun satte sig, uden at nødes, til Instrumentet. Hun spillede med overordentlig Færdighed et Par svære Sonater. „Det var for at gjøre mine Kunster for Dem“, sagde hun smilende, da jeg roste hendes Spil; „men nu vil jeg spille for at fornøje os.“ Nu fik jeg et Par smaa vakre Viser, Falbes dejlige Danse og nogle Nationalmelodier at høre. Hun sang og spillede med en Følelse der henrev mig. Da hun rejste sig, tog jeg et Par Akkorder, og med et: „o, spiller De ogsaa?“ sked hun Stolen hen til mig. „Vil De høre den sidste Vise, jeg har gjort?“ spurgte jeg, og sang det lille Digt, jeg skrev for nogle Dage siden: Savn og Gjensyn. Jeg saa paa Pigen; hun rødmede, men følte sig smigret.
Efter Middagsbordet tog Antonie sin Hat og sine Handsker og indbød mig til en Spadseretur. Om Skulderen havde hun spændt min Valdhornsrem og Hornet holdt hun under Armen som en Jæger. Hun havde taget det ud af min Vadsæk. „Det var rigtignok lidt næsvist“, mente hun, men hun havde ikke kunnet modstaa Lysten efter at see, om Hornet var der, og om jeg havde tænkt paa hende og Ekko. Vi gik, skjønt Moderen betænkelig viste os en truende Tordensky. Aftalen var, at vende om, hvis Vejret lod til at trække sammen.
Vi gik fortrolig Arm i Arm, og jeg lod Antonie fortælle mig om deres hele Levemaade, om sine Duer, sine Blomster, sine Spadseregange. Om Alt talte hun med Liv og Begeistring. Formiddagen tilbragte hun og Moderen med huslige Forretninger. Ofte saaes de kun ved Thebordet og ved Middagsmaden. Men Eftermiddagen blev tilbragt i Fællesskab, idet en af dem afvexlende læste højt eller musicerede, medens den anden sad ved sit Haandarbejde. Vi kom paa Tale om hendes Bøger, og jeg spurgte, hvilket Digterverk hun af alle satte mest Pris paa. Hun betænkte sig. „Hagbard og Signe, tror jeg“, svarede hun endelig. „Men“, blev hun ved, „De mener dog vist ikke for Alvor det Spørgsmaal, De gjorde der. Det er jo umuligt at sammenligne de mange forskjellige Mesterstykker. Le ikke af mig, men jeg synes det var, ligesom jeg spurgte Dem, om De syntes bedst om et Taffelur, en Ret Asparges eller Mozarts Reqviem.“ Vi lo og satte os paa en Høj, hvorfra Egnen tog sig meget godt ud. „Denne Ø har jeg nylig opdaget“, sagde Antonie spøgende.
„De første Dage efter vor Hjemkomst fra den lille Rejse gik saa forskrækkeligt langsomt for mig. Saa tog jeg mig for at gjøre en Opdagelsesrejse efter nye Øer og Lande, hvorfra der var smuk Udsigt eller et godt Ekko.“ — „Hvad Navn har denne smukke Ø, Hr. Admiral?“ — „Den heder Theodor,“ sagde Admiralen en Smule forlegen, „men tro ikke, det er efter Dem, min Herre; det er efter min Skytshelgen. Nu en Sang i det Grønne; siden skal vi rejse til Landet Souvenir og prøve Valdhornet, der er dejligt Ekko.“ Vi sang nogle smaa Viser, og til Slutning denne, som jeg ved en Lejlighed har skrevet og som laa iblandt mine Papirer:
Det var en Gang, da Vaarens Blomster smilte,
Og jeg gik sorgløs over Engens Grønt,
Og Fuglen kvad, men jeg ved Kilden hvilte
Og tro’de Folk, som sagde: her er skjønt!
Jeg Blomster brød og nød den søde Duften
Jeg Fuglen hørte, jaged efter den;
Befandt mig saare gjerne udi Luften,
Men hopped ret fornøjet ind igjen.
De Aar løb hen —; jeg fandt, at Kilden risler
Vemodigt sødt om dunkelt følte Savn;
Og fandt, at Fuglen kvidrer, Aspen hvisler
Mig underfulde Himmelglæders Navn.
Det er forbi med al den Barneglæde,
Med Suk og Taarer har jeg vexlet den;
Og tro mig, naar jeg stille sødt kan græde,
Jeg ej for Noget byttede igjen.
Men ak, naar ogsaa disse Stemmer tier,
Som tone blødt vemodigt i mit Bryst,
Naar kold jeg bli’er for disse Melodier —
Hvo gi’er mig saa igjen min Barndoms Lyst?
O nej, da lukker Blomsten sine Blade,
Og flyver fra stakkels Vandrers sidste Trin;
O Gud, da tag dit arme Barn tilbage,
Og dys ham til en bedre Morgen ind.
Antonie rystede paa Hovedet og kunde ikke lide min Sang. Hun fandt noget Pudserligt midt i de alvorlige Ord, og dette stødte hendes Følelse. Desuden, mente hun, maatte Mennesket, hvis Øre en Gang var opladt for Naturens hemmelige Sprog, aldrig blive døv for dets Toner, eller ogsaa vare disse Toner kun lidet værd at lytte til. Og endelig forargede Slutningen hende. Thi man skal ikke ønske Døden, fordi Livet ikke mere har Blomster, men selv i det prangende Foraar skulle vi længes mod det bedre Land. Tilsidst sagde hun mig ligefrem, at min Sang var mere umoralsk, end den slemme Drikkevise, hvori Digteren ønsker sig død, naar han ikke længere kan drikke; fordi, paastod hun, der kunde dog Folk tage og føle paa det Hæslige; men min Sang saa uskyldig ud og var det dog slet ikke. Jeg vilde ikke forsvare mig, men gjorde Afbigt ved at synge Bjerregaards vakre Vuggesang til Hjertet.
Pludselig rullede Tordenen fjernt imellem Aasene; vi saa os forskrækkede om, og se, hele Himmelen var overtrukken. Skyerne dreve for en tiltagende Vind, og Skraldene bleve hyppigere. „Nu gjelder det at tage Fødderne med sig“, sagde Antonie uforfærdet, og vi skyndte os hjem ad. Men inden faa Minuter styrtede Regnen strømmevis over os. Jeg rev min Kjole af og pyntede Antonie med den. Hun svøbte igjen sit Tørklæde om mig; men inden dette Toilet var tilendebragt, vare vi begge næsten gjennemblødte, og intet Træ stod i Nærheden, hvorunder vi kunde søge Ly. Endelig fik jeg Øje paa en Ladebygning midt paa Marken, og trak Antonie med mig derhen. Vi krøb ind igjennem den lave Dør, som maatte lukkes, fordi Regnen slog ind paa os, og der sad vi da i det bløde Græs, omgivne af et halvt Tusmørke. Antonie tvang sig til at være lystig i denne ikke ganske behagelige Stilling. Min vaade Kjole blev hængt op tilligemed hendes Tørklæde, der havde smykket min Hals. Men snart blev Alt endnu værre. De gjennemblødte Klæder, hvortil Antonie sagtens ikke var vant, gjennemisnede den stakkels Pige. Hun klaprede med Tænderne og rystede over hele Kroppen. Det var ikke Tid at gjøre Komplimenter, og jeg trykkede hende saa tæt op til mig som muligt og slog mine tyndklædte Arme omkring hende. Jeg frøs ikke, det ved jeg. Ingen Kaminild kunde opvarmet mig saa stærkt, og jeg vil in parenthesi raade Enhver, der staar gjennemblødt i bare Skjorteærmer, at han finder en Antonie at opvarme. Jeg hvilede som en Gud paa min Høsky, og havde ikke ombyttet min fortryllende Stilling for nogen Pris. Min Arm laa tæt om Antonies Liv, og min Kind berørte hendes Skulder. En ond Tanke foer igjennem mig, og beskjæmmet for mig selv rejste jeg mig i Vejret. O, Oswald, da slog Antonie det milde Blik op imod mig.
Den reneste Uskyld, den roligste Tillid malede sig i det venlige Øjekast. Jeg saa, at hun følte sig vel i mine Arme; hun lagde sig gjerne op til mit Bryst; men den barnlige Fred, hvormed hun saa paa mig, hvormed hun talede, lagde Sansernes Storm i min Barm, og jeg følte mig atter som en uskyldig Yngling hos den himmelske Uskyldsideal, der hvilede i min Arm.
Imidlertid begyndte fra dette Øjeblik af min Stilling at blive mig pinlig; mit Bryst slog trangt, og jeg længtes mod det Frie. Regnen var netop et Øjeblik standset, og jeg førte Antonie ud. Da vi traadte ind til Moderen, kom hun os bekymret imøde og sendte os hver paa sin Kant ind i Værelserne for at omklæde os.
Denne Eftermiddag havde bortryddet det sidste Spor af Fremmedhed imellem Antonie og mig. Vi talede i Madame Bruuns Nærværelse om den bange Afsked og om snart at sees igjen. Med Betydning forsikrede jeg, at næste Gang vilde de tilligemed mig see min ærværdige Fader. Jeg gik til Vinduet for at see efter Weyer, der efter Aftalen snart maatte komme. Regnen blev stedse voldsommere, og med en Staffet fik jeg Bud fra min Rejsekammerat, at dels det onde Vejr, dels Forretninger afholdt ham, og at jeg enten her eller paa nærmeste Skifte maatte oppebie hans Ankomst til næste Dags Aften. Til en anden Tid havde denne i hans Stilling noget fordrende Bestemmelse sagtens stødt mig; men nu var den mig naturligvis usigelig velkommen; thi Madame Bruun erklærede, at under disse Omstændigheder og i et saadant Vejr, faldt det af sig selv, at jeg overnattede her.
En Flaske ædel Vin opmuntrede det glade Maaltid. Den uventede Fornøjelse over at jeg endnu kunde tilbringe en Dag med Antonie, besjælede baade hende og mig.
Nu sidder jeg da paa mit Værelse, ti Skridt fra den elskede Piges Kammer, og har glædedrukken nedskrevet disse tørre Beskrivelser over den livligste skjønneste af alle mine Dage. Kjære Oswald! hvilken lykkelig Stjerne har ført mig i disse Bjerge!
Atter er det Nat, og atter sidder jeg ved Skrivebordet. Men i en ganske anden, i en besynderlig Stemning — meddeler jeg Dig mine Følelser. Antonie var i dette Øjeblik inde hos mig, for at raadspørge mig om sin Moder, som ligger syg. Barnlige Taarer forskjønnede den ømme Pige, og med de blege Kinder i den hvide Natklædning stod hun for mit drømmende Blik, som en elskelig Madonna.
Jeg har ikke Tid til at fortælle om, hvorledes den muntre Dag gled hen under fornyede og forhøjede Kjærlighedsglæder. Solen skinnede igjen klar, og den eneste Sky, der formørkede vor Himmel, var den uundgaaelige Afskedstime. Vi sad netop ved det rygende Thebord. Madame Bruun fortalte os om sine Ungdomstildragelser og var ret oprømt. Af og til kastede jeg et uroligt Blik mod Døren; thi nu var det Tid at vente van Weyer, og stedse mødte mit Øje Antonies, der lige saa ængstligt beregnede Afskedens nærmende Øjeblik. Da traadte han ind. Vertinden gik ham forbindtlig imøde. Men neppe havde hun fastet sit Øje paa den Indtrædende, førend hun med et Skrig foer tilbage, og sank om paa en Stol uden Bevidsthed. Forfærdet sprang jeg til. Valetti slog begge Hænder for Ansigtet og raabte med en fortvivlet Tone: „Se, det manglede endnu!“ og foer ud. Uden at vide, hvad jeg gjorde, sprang jeg efter ham og tog ham heftig i Armen. „Slip mig, Ulykkelige!“ raabte han. Bliv tilbage hos den afmægtige Kone. Jeg rejser tilbage til Skydsstationen. I Morgen tidlig skal Du komme efter; da vil Du erfare Alt.“ Han rev sig løs, og da jeg vilde efter, raabte han: „Theodor! lad mig være! und mig nu Fred; jeg skal intet Mere begjære. Slip mig! Drøm i Dag og vær sorgløs; i Morgen skal Du vaagne.“ Og dermed sad han i Kjerren og rullede afsted.
Da jeg traadte ind, sad allerede Madame Bruun oprejst. Hun var bleg og mat, men hendes Aandskraft var fuldkommen vendt tilbage. „Hvorfra kjender De dette Menneske?“ spurgte hun med svag Stemme. Jeg fortalte om vort korte Bekjendtskab. „Dette Menneske styrtede mig fra den skjønneste Livshøjde i de mørkeste Kvaler,“ vedblev hun; „vogt Dem for ham, unge Mand. Det er det skrækkeligste Uhyre, jeg kjender. I en lang Rad af Aar har jeg intet hørt til ham, denne min Lykkes Morder; tænk Dem derfor, hvor voldsomt det pludselige Gjensyn maatte virke paa mig.“
Antonie var dødelig forskrækket. Jeg var hendes eneste Trøst. Jeg maatte tælle Kamferdraaberne, hente Husmanden, der skulde aarelade. Af min Mine, naar jeg følte den Syges Puls, hang hendes Haab eller Fortvivlelse, som om jeg havde været den lærdeste Doctor Medicinæ. Hurtigere, end jeg efter Madame Bruuns voldsomme Anfald havde troet, kom hun sig igjen, og paa en Bleghed og en vis højtidelig Alvor nær, var Alt over, da vi sad om Aftensbordet. Talen var nu slet ikke om at rejse eller blive: det faldt af sig selv, at jeg ikke forlod de to Fruentimmer i Moderens tvivlsomme Forfatning. Da man nu engang havde betroet mig den Syges Kur, foreskrev jeg hende, hvori jeg maaskee gjorde ilde, et Par Glas af den fortræffelige Bordvin, som efter min Mening ikke kunde andet end perle Trøst og Sundhed. Vi talede alle tre om de ligegyldigste Ting af Verden, og dog vare vore Tanker, det var jeg vis paa, uophørlig beskjeftigede med den uforklarlige Valetti. Lige saa godt, tænkte jeg hos mig selv, at tale om ham, som at tænke paa ham. Jeg hævede mit Glas og stødte an mod Madame Bruuns. „Gud forlade os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere!“ „Ja,“ svarede hun med bævende Stemme; „i mit Bryst er intet Nag,“ og hun drak sit Glas ud. Men se! neppe havde vi begge sat vore Glasse ned, før de med klingende Lyd sprang i Stykker! „Hvad var det?“ raabte vi alle tre og saa forfærdede paa hinanden. Ingen svarede; men Klokken slog det alvorlige Midnatsslag og spillede en Psalme. En uforklarlig Gysen betog os; men Antonies Moder blussede i Feberhede og blev baaren i Seng. Antonie vred fortvivlet sine Hænder, og jeg var saa raadvild, saa forvirret, at jeg hverken formaaede at trøste eller raade. Nu er det bedre med Moderen; Antonie har igjen fattet Haab, og jeg — jeg sidder her ved det nedbrændte Lys og gjentager bestandig for mig selv: „Hvad var det?“ — Morgensolen oprinder. Madame Bruun er falden i en rolig Søvn; Antonie slumrer i en Stol ved hendes Seng. Dørene staa aabne til mit Værelse, og jeg skriver endnu ved den frembrydende Dagstraale: „Hvad var det?“
Der gives mange Slags Jammer i Livet. Ingen er maaskee større end den, der paa en Gang binder al Følelse og gjør Reflektionen fri. Naar alle, alle vore Blomster i en Vinternat ere henfarne, formaar det menneskelige Øje tørt og roligt at beregne sit Tab. Saa længe kun en Blomst blev tilbage, har han endnu Taarer og føler, men tænker ikke. — Jeg staar her meget kold; Jeg har Intet at vente af Jorden, og, skjønt mit Legeme binder mig til den forhadte Jord, skuer jeg dog, fri fra Alt hvad der før har bundet min Anskuelse, ud over den glædeløse Bane, der forestaar mig. Havde jeg lidt mindre, jeg skulde da med et smerteligt, vildt Udraab i et Ord give Dig min Skjæbnes Løsen. Nu kan jeg gradvis, en kold Kronolog, gjennemgaa den rædsomme Dags Hovedtræk.
Ud paa Morgenen kastede jeg mig, træt af at gruble, paa Lejet, og først højt op ad Dag vaagnede jeg. Den Første, der mødte mig, var Madame Bruun, som, paa en Bleghed nær, fuldkommen var som sædvanlig. Hun takkede mig venlig for min Opmærksomhed for hende den henrundne Nat, men undveg at berøre Alt, hvad der kunde minde om de foregaaende Tildragelser. Antonie traadte ind; min Hest var forspændt. Vor Afsked var temmelig rolig, enten fordi vi allerede vare vante til at tage Afsked, eller fordi de nylige Rystelser afledte vor Opmærksomhed fra os selv.
Ved Middagstid ankom jeg til Skiftet og spurgte efter van Weyer. „Gud bevare os!“ raabte man mig imøde; „han har taget hastig Befordring.“ Min Anelse var bekræftet; jeg foer op af Trappen og fandt ham med sønderknust Hjerneskal paa Gulvet, svømmende i Blod, en Pistol ved Siden. Med Gysen traadte jeg nærmere til den Ulykkelige. Paa Bordet laa denne Seddel. Afskrive den, formaar jeg ikke; jeg hefter den ind i min Dagbog.
„Maalet er fuldt! — Jeg gaar bort, fordi jeg har Intet at dvæle efter. Naar Midnatstimen slaar, iler min Sjæl mod Tilintetgjørelse eller mod en evig Kval. Er mit Liv et Spil af Naturkræfter, da løse de sig op til en ny naragtig Forbindelse; er det en Virkning af en højere Magt, da maa denne Magt vide, hvorfor den vilde mig saaledes og ikke anderledes. Har min Tilværelse været en Afsky for eder, I løjerlige Medskabninger, da skal min Død ogsaa besegles med et lystigt coup de theâtre. Kjære Theodor, jeg maa vække Dig af din glade Drøm, denne Gang for at opfylde det, vi kalde Pligt. Lad nu din Kjærlighed fare; gaa i Kloster! Antonie er din Søster, den saakaldte Madame Bruun din Moder. Jeg mente i en Slags from Drøm, at det skulde være godt, om jeg fik din Faders Tilgivelse. Nu lader det sig ikke mere tænke. Thi i det Øjeblik jeg ved min fordømte Opdagelse tager en Brud fra Dig, vil Du vel neppe være tilbøjelig til at forsone mig med en Fader, der i det højeste gjenfinder i sin fordums Kone et Par Levninger fra et midlertidigt Egteskab med en trøstende salig Mand. Jeg gider imidlertid ikke overleve min Forsoningsdrøm, ikke see paa dit lange Ansigt, og anbefaler mig.
Valetti.“
Dette Brev laa for mig. Jeg stirrede med aabne Øjne en Time paa Bogstaverne, og Alt løb i en uordentlig Forvirring om i mit Hoved. Endnu sidder jeg med Haand under Kind og beregner min Skjæbne. Oswald! Hvad bliver der af mig? Var jeg ene i Verden, jeg vilde ile til Dig, til de fjerne Lande, maaskee over det uhyre Hav, og tumle mig saa længe om i den vide Verden, til jeg døvede den Brodd, der nager i mit arme Hjerte. Besynderlige Skjæbne! Hvorfor skulde Alt, Alt træffe saaledes sammen; hvorfor skulde jeg mødes med hende, hvorfor mit og hendes Hjerte slaa hinanden saa inderligt imøde? O, uransagelige Forsyn! Du, Du ved det. Det skal tjene til min Fred, til Antonies Fred! paa de afbrændte Ruiner af jordisk Lykke skal Himmelliljen blomstre! Ve mig, om jeg misforstod dit Kald! Men det er haardt at stampe mod Brodden; det er haardt at udrive Haabet af sin Barm, Haabet om de skjønneste og reneste Glæder her neden.
Formaaede vi kun, min Oswald, at betragte Livet som et Sekund imod den uendelige Evighed. Men ak! fødte i Tiden, maa vi udmaale Alt med Tidens Alen. Var Du her, Oswald, jeg skulde hælde mit trætte Hoved mod din Barm, og Du skulde, — thi hos Venskab er Hjertet varmt, men Hovedet koldt, — Du skulde pege paa det evige Livshaab for mig, og Dig skulde jeg overdrage at oprykke af Antonies Hjerte den Rosentorn, der ikke mere bærer Roser, og hæve Liljespiren i hendes Sjæl mod det Evige.
Jeg har i Dag fulgt Valettis Støv til Jorden. Han blev efter Prestens Bestemmelse begraven uden Ceremoni i en Krog af Kirkegaarden. Det er efter Lovene. Men, Oswald, er det Ret? Jeg ved nok, det er den Døde ligegyldigt; men er det Ret, saaledes stiltiende at fælde Dom over den Afsjælede? For Exemplets Skyld, heder det. Sandelig, den, som ikke frygter for et saa voldsomt Skridt, han tænker ikke paa, hvor de Efterlevende placere hans Lemmer. Det Frygteligste med Selvmord er vel, at den Ulykkelige viser sig uforberedt til den Evighed, han gaar imøde, idet han selv i den sidste Time tvivler om Guds Kraft til at udføre sin Gjerning i ham, og saaledes ikke kan dø som en Kristen. Men hvor Mangen segner ej for Leen i en lignende uforberedt Tilstand, og hvo vil dømme ham? — Den fornuftige Prest, som jeg forelagde min Mening, bifaldt den vel i det Hele; men skjønt jeg ikke ganske gav ham Ret, kunde jeg dog ikke modsige hans Paastand, at denne Behandling imod Selvmordere fra tidlig Alder indskød i Menigmands Sjæl et levende Begreb om det Formastelige i Handlingen. Ak, Oswald! Vi hade og ræddes for saa Meget, vi tilbede saa Meget i de lykkelige Uskyldsaar, vel og i de roligere Manddomsaar, — og naar Sirenen har sunget, naar Lidenskaben er opflammet, — saa er det borte!
Jeg har besluttet at vende om til Antonies og — hvor besynderligt falder dette Ord mig? — min Moder, inden Rygtet om Valettis Død naar deres Øren; dog giver jeg mig ikke tilkjende som Søn, førend jeg ved, hvorledes min Moder har det. Den Afsjælede har havt Ret, naar han i sin Billet har gjort mig opmærksom paa, hvorledes min Fader vil finde sin Marie igjen. Jeg kan Intet beslutte angaaende deres gjensidige Opdagelse, førend jeg ved, hvorledes hendes Begivenheder have været. De ere lette at forudsee; krænket, bitterligt fornærmet, forladt og uden Glædeshaab, kommer den Miskjendte til Fødelandet! En ædel Mand vinder hendes Venskab, læger hendes Kummer med kjærlig Trøst, lærer at elske den fortræffelige Kone; og hun — hendes Baand ere brudte ved den afskyeligste Kabale, enhver Efterspørgsel er forgjæves — hun lægger under Taarer sin Haand i den Mands, der paa nyt lærte hende, at hun ej er forladt af Gud. Men min Fader, den Arme, der haabløs bevarede sin Tro og sin Kjærlighed for den Kvinde, han først ansaa for falden, siden for død — min Fader, kan og vil han tænke saaledes? og om han tænker saa, kan og vil han dog ønske at gjensee her i Støvets Land den Kone, der efter at være hans Alt, blev en Andens? Hvilket Forhold venter mig! Jeg skal staa imellem min elskede, ulykkelige Fader, og en Moder, i hvis Arme jeg aldrig tør synke, og som vil miskjende min Opførsel mod den uskyldige Datter. — Og Antonie! Nej jeg tør ikke tænke derpaa. Gud give mig Kraft! Jeg maa derhen.
Jeg stod endnu raadvild om, hvad jeg skulde gjøre; da modtog jeg en Billet fra Antonie, af følgende Indhold: „Min Moder er meget syg. Jeg tør ikke nedskrive mine rædsomme Anelser. Gud, hvad bliver der af mig, hvis — hvis min Moder skal forlade mig. Theodor! Det er efter hendes Ønske, jeg beder Dem komme. Hun har noget Vigtigt at tale med Dem om. Vi have faaet at vide Valettis rædsomme Endeligt, og at De endnu er i Nærheden. O kom, lad mig lægge min knusende Byrde paa en Mands stærke Bryst, der ej i Modgang vil svigte det Venskab, han i Glædens lyse Dage lovede den arme
Antonie.“
Velkomne Linjer! Jeg ilede afsted, bedende for Antonies og min Moders Liv. Pigen mødte mig forgrædt i Forstuen. Den Syge rakte mig sin Haand og blev synlig oplivet ved mit Komme. Jeg lovede at blive et Par Dage, og satte mig ved Sengen. Saasnart Antonie var gaaen ud, rakte Moderen mig Nøglen til en Pult, hvoraf jeg maatte udtage en forseglet Pakke. „Denne“, sagde hun, „aabne De, om Gud kalder mig herfra; den indeholder vigtige Dokumenter for min Antonie. Benyt Dem deraf til hendes Bedste; og“ — her kvalte Graaden hendes Røst — „forlad hende ikke!“ Jeg kyssede rørt hendes Haand, og Antonie traadte ind.
Roligere ved mit Komme faldt hun i en sød Slummer, og Antonie aabnede i en Samtale med mig sit hele hulde Hjerte, fuldt af Smerte over Moderen og dog ydmygt under Guds Haand, og — fuldt af mere end søsterlig Kjærlighed til mig.
Jeg tilbragte Natten med at tænke over min Stilling, og det blev mig klart, at Antonie intet Øjeblik længere maatte holdes i sin Vildfarelse. Men Maaden at sige hende det paa, kunde jeg ikke blive enig med mig selv om. Endelig, da hun næste Morgen fuld af Haab og Tak til Forsynet kom ind til mig, for at fortælle om Moderens Bedring, da hun i sin Begejstring trykkede min Haand mod sit Bryst, da — gav jeg hende, halv ubevidst, det sidste Hefte af denne Dagbog i Haanden, og bad hende læse det igjennem. Hun misforstod mig og rødmede uvillig. „Kan Datteren glemme sin Moder, for at fordybe sig i — var det endog Deres — Dagbog?“ Men jeg besvor hende at læse for sin Skyld og for min og for den syge Moders. Hun saa forundret, næsten mistroisk paa mig, og tog Heftet i Haanden.
Jeg gik ind til den Syge, der havde sendt Datteren fra sig for at lade hende hvile sig. Hun lod til at føle sin Bedring; hun var mindre ængstlig, naar hun talede om Datteren; hun mente, at jeg kunde lægge de modtagne Papirer i Pulten og først tage dem ud, hvis hun faldt bort. Den fine Delikatesse var igjen kommen tilbage hos hende, og lagde sit Slør over det Ønske, der forrige Aften var mig saa tydeligt, at jeg skulde erklære mine Hensigter med Antonie. Jeg var glad derved; men den Uro, hvormed jeg i Tanken stod bag Antonie og vendte hvert Blad om for hende, drev mig ud i det Frie.
Da jeg efter en Tids Forløb traadte ind i mit Værelse, laa Dagbogen paa Bordet. Jeg kastede mig i en Stol og saa snart paa den, snart paa den skyfulde Himmel. Sagte traadte Antonie ind; stille, bleg —; hun slog sine Arme omkring mig og kyssede mig. Det var Søsterkysset, tænkte jeg, og brast i Graad. Men hun græd ganske stille og saa mig taus, smilende i Øjet. „Broder!“ hviskede hun endelig; „vær velkommen for mit Hjerte.“ „Antonie!“ svarede jeg bedrøvet; thi Søster var mig umuligt at udsige.
Moder kaldte paa os. Hun følte sig ret vel og sad op i Sengen. Hun længtes efter Musik. Jeg lod Fortepianoet bære ind i Sygestuen og spillede afvexlende eller samtidigt med Antonie adskillige Smaastykker. Musikken flød blid ind i vore Sjæle, og i dens harmoniske Himmelstemmer opløste sig Jordlivets Dissonantser. Endelig bad den Syge, at Antonie vilde synge og spille Theklas Sang. Pigen saa betydende paa mig, og adlød med bævende Røst. Lidt efter lidt fik hun sin Stemme i sin Magt, og tilsidst sang hun begejstret som Thekla de rørende Ord. Men neppe havde hun ogsaa endt: „Ich habe geliebt und gelebt“, før hendes Taarer brøde voldsomt frem, og hun ilede ud af Værelset. I min Stemning var det mig umuligt at tale, og for at undgaa det, slog jeg Tangenterne an. Uden at vide hvad jeg gjorde, spillede jeg Uginskys Polonæse. „For Himmelens Skyld, hold op! spil alt Andet,“ raabte Antonie, idet hun traadte ind, og greb mig om mine Hænder. Moderens Spørgsmaal, hvad der fejlede hende, bragte os begge til Besindelse.
Jeg vil og kan ikke fortælle Dig denne hele glædeløse Dags Optrin. Af alle mit Livs Dage vilde jeg mindst leve denne endnu en Gang. Nu har jeg udøst mit hele, bedrøvede Hjerte, og jeg er lettere.
Da jeg havde sluttet min Dagbog for i Gaar, satte jeg mig til at skrive Fader et Par Linjer til. Tvungent og underligt blev det usammenhængende Brev. Men jeg havde nu saa længe opsat at skrive, og mit ubekjendte Ophold her gjorde en Underretning nødvendig. Som jeg var ved at slutte, bankede det paa Døren og Antonie traadte ind.
„Jeg saa Lys paa dit Kammer, Theodor, og vilde benytte Øjeblikket til at tale med Dig. Moder sover sødt.“ Hun satte sig lige over for mig, og begyndte med det Spørgsmaal, jeg saa ofte havde gjort mig selv: „hvad Beslutning skal der tages med Hensyn til de Gamle?“
Efter Antonies Mening maatte hendes Moder skyldfri kunne træde frem for min Fader. Efter hendes Mening vilde den Efterretning, at han levede, at jeg, som hun alt elskede saa højt, var hendes Søn, give hende tilbage til Livet. Jeg rystede paa Hovedet; jeg fremsatte mine Tvivl. Men Antonie fortalte mig med hvilken Følelse hun stedse talede om sin første, uendelig elskede Mand; hvorledes hun havde betroet Datteren netop efter Valettis frygtelige Gjensyn, den skrækkelige Kabale, hvorved min Faders skyldfrie Hjerte var blevet besnæret. Om Antonies Fader havde hun næsten aldrig talt, eller kun med en ængstlig, usikker Tone. Hendes Høyer (det er min Faders egentlige Navn) var aldrig udslettet af hendes Sjæl.
Efter langt Overlæg besluttede jeg, at min Søster skulde efterhaanden opfriske den Idee hos vor Moder, at hendes Høyer maaskee levede, og siden forsigtig fortælle en Fabel om, at jeg, Theodor Absinthe, havde kjendt Høyer og Søn i Frankrige. Hun skulde trolig berette mig ethvert Indtryk, disse Beretninger gjorde paa Moderen.
Da dette var aftalt, trykkede vi hinanden vemodigen Hænderne og bade Godnat. Nu, jeg skriver dette Stykke, er Moder meget bedre, og styrket ved en god Nattesøvn. Med mig er det ikke bedre, Oswald; jeg længes efter en Ro, som Jorden ikke giver. Heller ikke tror jeg ret Antonies blide Vemodssmil. Den blege Dødsengel græder bag Smilet. Men lad saa være! Vi kan ikke tabe hinanden. De Længsler, Støvhjertet indslutter, dø med det, og Kjærligheden lever ren i de rene Aander i den bedre Himmelegn. Det kunde været værre. Tænk Dig, om Antonie var bleven min Kone, førend det blev os kundbart at vi vare Søskende! — Ikke fordi jeg tror, kjære Oswald, det var nogen Vederstyggelighed for Gud; Evangeliets Aand, der borttog Lovens Bogstav, har Intet, der lærer at afsky et saadant Forhold. Men for Menneskene var det en Afskyelighed, og det laa jo i Tingens Natur, at vi maatte adskilles. Da, Oswald! Da var det værre. Med Længsel venter jeg, hvad Efterretning Antonie giver mig om Virkningen af vor Prøve. Jeg kan ikke negte, det forekommer mig umuligt, at de Gamle igjen kunne forenes.
Jeg har faaet et Brev fra min Fader, der er urolig over min lange Taushed. En Rejsende har berettet ham mit Opholdssted. Ogsaa deri omtaler han sin Maria, den Gode! Det er mærkeligt nok, at han, efter saa mange Aars Forløb, nu pludselig er kommen paa den Tanke, at hun endnu kan leve. Han projekterer en Rejse med mig til Amerika, og vil af tusinde Aarsager vide, at hun, om hun lever, bor i Camp d’Asyle. Arme Mand! saa nær dit Maal, og maaskee saa uendelig langt derfra! —
Antonie har givet mig Rapport om den første Prøve. Moderen vil ikke tro, det er muligt, at gamle Høyer skulde kunne leve. Han maatte da, mener hun, efter at være underrettet om sin Maries Uskyld, have eftersporet hende, og i offentlige Tidender givet sit Ophold tilkjende.
Den Rejse til Amerika, hvorom min Fader havde saa sikker Efterretning, ved Antonie Intet om. Jeg kan ikke tro, under de Omstændigheder, hvorunder Valetti først berettede os derom, og efter hans eget senere Udsagn til mig, samt efter den enstemmige Bekræftelse, min Fader i den Tid fik derpaa i Paris, at derunder stikker noget forsætligt Bedrag, men rimeligvis en forunderlig Sammenblanding af Sandt og Falskt. Thi netop da det amerikanske Skib afgik, rejste min Moder ombord paa et til Norge afgaaende Skib. Om der paa Paskontoret er skeet en Navneforvexling, og derfra, da hint amerikanske Fartøj strandede, den falske Efterretning om min Moders Rejse og Død siden er udbredt, se, det er ikke let at bestemme.
Nu har jeg overdraget Antonie at rykke frem med den bestemte Erklæring, at jeg har kjendt en Høyer i det Indre af Frankrig. Derpaa kommer jeg da til at slaa Hovedet paa Sømmet. Hvilken pinlig Stilling!
Det er mig ubegribeligt! Saasnart Antonie havde sagt, at jeg havde kjendt Høyer, blev jeg kaldt ind til Moders Seng. Hun sad oprejst; hendes Bryst bevægede sig heftigt, hendes Øje flammede. Hun klemte min Haand voldsomt og kunde neppe sige: „Lever han? Hvor er han? Kan jeg endnu her i Verden kalde ham min?“ Og neppe havde jeg med en usigelig vanskelig og kvælende Forsigtighed begyndt at fortælle, førend hun afbrød mig med Spørgsmaal om Høyer, om hendes Theodor, om tusinde Ting, der stormende betoge mit Hjerte. Kun den pinlige Følelse af det underlige Misforhold imellem denne Varme og det senere Egteskab, gav mig Styrke til at vedligeholde den Maske, jeg havde taget paa. Antonie var ikke inde. Jeg troede det nødvendigt, for at stille hendes i den sygelige Tilstand saa farlige Glæde, at nævne med Beskedenhed hendes Datter fra en senere Forbindelse. „O, Absinthe!“ svarede hun, „lad det være min Sag! Skriv til Frankrige, lad mig skrive med Dem, skaf mig Høyers Opholdssted bestemt at vide. Med ungdommelig Kjærlighed skal jeg ile til ham over Hav og Land!“ Jeg maatte føje hende. Hun skrev, og jeg slog om Brevet en Adresse, jeg ved ikke selv til hvem.
Fra dette Øjeblik er hun, næsten tør jeg sige, frisk. Antonie ved lige saa lidt som jeg, hvorfra denne ubeskrivelige Sikkerhed, denne ublandede Fryd kan komme. Ogsaa Antonie har frygtsom erindret Moderen om det senere Egteskab og om sig; men et ubestemt, roligt Svar er Alt, hvad hun herom indlader sig. Saa vidt jeg af min Søster kan erfare det, er hendes Plan — ak, Oswald! — at forene os, efterlade os her, og alene tiltræde den glade Rejse. Jeg skjælver som for Døden for det Øjeblik, da hun med moderlig Ømhed vil sige mig, at hun ved, vi elske hinanden, at jeg maa skaffe min Faders Minde til en Forening med Antonie. Der er intet Andet for, end at jeg pludselig maa rejse, og selv være Postbud for det vigtigste af alle Breve til min Fader. Men er det ogsaa muligt, at han vil føle som hun? Jeg vil ikke tale om, at dette brudte Baand ogsaa efter borgerlige Love er for evig brudt. Vil han ogsaa som Veninde kunne gjensee den højt elskede, aldrig forglemte fordums Hustru, der i en Andens Arme kunde en Gang forglemme hans Minde?
Jeg har talt med Antonie; hun bifalder min Plan. I denne Aften rejser jeg uden Afsked, og efterlader et Brev til min Moder, hvori jeg beretter at jeg nødvendig maa tale med min Fader, og med ham inden faa Dage vender her tilbage. Hun gjør sig naturligvis en ganske forvendt Forestilling om min hastige Beslutning. Men det er nødvendigt, og Alt vil en Gang opklares, kun ikke min og Antonies Glædeshimmel. Men Gud skee Lov; det bliver ogsaa en Gang klart for os, naar først Jordskyerne ere under os. Bare, bare det er et godt Budskab, jeg bringer den stakkels, nedbøjede Gamle. Det staa da i Guds Haand! —
Min Randsel er tilpakket; jeg venter kun paa Antonie for at trykke Afskedskysset paa hendes blege Læbe. Saa gaar jeg til Skiftet, hvor den ulykkelige Valettis Skygge skal møde mig. Arme, arme Theodor!
Det var en fortræffelig Rejse; jeg kan ikke sige andet! Af bare Hastverk valgte jeg den mest ufremkommelige Vej, fordi den var den korteste; af bare Hastverk kjørte jeg paa den første Mil fra Stationen Kjerren itu og maatte tilbringe en Dag i en ussel Hytte, til den blev repareret; af bare Hastverk kjørte jeg mig i en Skylregn en Forkjølelse paa Halsen, der knuger mig sammen. Og da jeg endelig, udmattet paa Legemet som paa Sjælen, iler ind i min Faders Dagligstue, finder jeg i Stedet for ham, vor tro Lorence, der gaber paa mig, som paa et underligt Dyr, og spørger paa sit forvredne Norsk: Hvad Fanden Monsieur vil ’er; om Monsieur sin Fader er falden syg i Vejen.
Ser Du, kjære Oswald, min gode Fader fik det underlige Brev fra mig. At jeg var syg, eller at nogen anden Ulykke, som jeg dulgte ham, holdt mig tilbage, det forekom ham udenfor al Tvivl; og den ærlige Lorence, der nu altid ser Spøgelser, hvor der er Noget paa Færde med mig, forsømte ikke af mit forvirrede Brev at udlede de frygteligste Slutninger. Han vilde nu strax afsted. Men min ædle Fader kunde ikke betro nogen Fremmed, at komme hans Theodor til Hjelp — og rejste selv. Lorence maatte passe Huset, saa tungt det end faldt det stakkels Skrog at overlade os begge til os selv i dette „fortvivlede Stenland“, uden at kunne tage os i sin Protektion. Jeg bliver ordentlig lystig af Ærgrelse.
Ak, Oswald! Det er nok ikke Tid at ærgre sig, men at sørge. Hvilken Scene er allerede udspillet, medens jeg ligger her, uden at kunne haabe paa de første Dage at rejse efter! Uforberedt er den gamle, svagelige Mand tumlet om fra Bekymring for mig til den højeste, mest overspændte Glæde, og atter — efter den første rystende Omarmelse, pludselig afkjølet, nedstødt, gjennemstørknet! Og Antonie, og Moder — det er skrækkeligt, hvorledes det maa see ud i dette nys Fredens og Kjærlighedens Tempel, der nu er forvandlet — jeg vil nedskrive det — maaskee til en Begravelse. Antonie og jeg skal maaskee med stille Trin og fortvivlede Miner vandre om imellem de døde Forældre!
O, Lorence, hold op med dine Formaninger, og bestil Heste for os begge til i Morgen! Heste, eller jeg slider mig bort fra Dig og gaar, saa svag jeg er; Angsten vil give mig Styrke.
Det er paa Heldingen med min Dagbog, kan jeg mærke. Naar Du nu faar denne lille Pille til, om hvorledes mine Anelser ere indtrufne, saa tænker jeg, Du kan have nok. Jeg vil da sende den, og maaskee mig selv bag efter. Lad den blege, aflevede Yngling da vegetere hos Dig det Par Aar, han endnu skal gaa om som Gjenganger. Thi i Norge har jeg ikke Lyst at blive.
Mine Forældre, Antonie, jeg selv! Kjære Oswald! Gid jeg maa beholde min Forstand, for det første, til jeg har drukket det hele Malurtbæger til Bunden.
Jeg har nu i et Par Dage skullet holde mit Løfte og slutte disse Blade, men det har seet og ser saa forvirret ud i mit Hoved og om mit Hjerte. Jeg ler og synger og græder og slaar Hænderne sammen, og danser og omfavner, naar jeg ingen Anden har ved Haanden, min ærlige Lorence.
Hør nu, Bursch! Nu vil jeg være alvorlig og ordentlig. Jeg vil fortælle Dig en ganske aller kjæreste lystig Historie. Der var en Gang en Enke, ja Enke var hun da ikke; men nu kan det være det samme hvad hun var, og hun hed naturligvis Madame Høyer. Indsluttet i sin dybe, ubeskrivelige Kummer sad hun i den ensomme Kahytte i et Skib, der skulde bringe den Forladte til hendes Fædreneland. Intet levende Væsen delte hendes Smerte, og ingen Taare lettede hendes Bryst. Da hørte hun udenfor Kahytten en Stønnen som af en Syg, og et Barns Jammerskrig. Hun traadte ud, og se, der laa paa Madrassen en dødelig syg Kone og et tre Aars Barn. Over den fremmede Kval glemte hun sin egen, og plejede den Syge Dag og Nat. Da Dødstimen nærmede sig, rejste den Lidende sig op, takkede sin Velgjørerinde med brudt Stemme, men pegede fortvivlet paa det forladte Barn. „Jeg er Pigens Moder, og hun skal blive mit Livs Trøst“, sagde min Moder med Inderlighed. Den Døende, der var Enke, uden Familie, uden Venner, overrakte med taknemmelige Taarer sit sovende Barn til den ædle Fremmede, og efterlod hende, foruden en Del Papirer, et Par ubetydelige Smykker. Min Moder kaldte Kapitainen og Styrmanden til Vidner ved det rørende Testamente, lod Alt optegne i deres Nærværelse, og lukkede Madame Le Bruns Øjne. Nu fattede hun den Beslutning, at tage den Dødes Navn og leve i Ensomhed for det eneste, der fra nu af gav Livet Værd i hendes Øjne: for Antonie.
Min Moder havde, ved at tage Antonies Tilnavn, saa ganske sat sig ind i en Moders Forhold til Barnet, at det næsten ikke mere faldt hende ind, at det var et Arvegods; endnu mindre lod hun den herligt fremvoxende Pige ane, at det ej var Naturens Baand, der forenede dem. Ofte havde min ædle Moder vel, siden Antonie blev voxen, troet at burde opdage hende Sandheden; men en naturlig Frygt for at bedrøve dem begge ved at opdage en saa uskyldig Hemmelighed — tilsluttede altid hendes Læber! Hun havde vistnok taget den med sig i Graven, var ikke den lykkeligste af alle Begivenheder indtruffen.
O, Du kjære Oswald! Jeg vil ikke beskrive min Lykke; den har saa voldsomt grebet mig midt i min haabløse Tilstand. Du deler den, Du føler den. Du behøver ikke de matte Ord, for at gjøre Dig Forestilling om, hvilken Sjælehenrykkelse, hvilken stille Jubel, der gjennembæver os Alle.
Da jeg i Forgaars dødbleg og halv afmægtig traadte ind ad Døren, ilede min Moder mig imøde, og tog mig hulkende i sine Arme. Min Fader fulgte efter og omfavnede os begge. Mine Forældre kunde længe ikke udtale et Ord. Mig bandt mine Tvivl og min Forbauselse Tungen. „Jeg ved, hvad der er foregaaet i din Sjæl, Theodor“, sagde endelig min Fader kjærlig; „ogsaa for Dig, min Søn, udslaar igjen Kjærlighedsrosen sine Blade!“ Min Moder gik med glade Taarer til Døren og kaldte paa Antonie. Pigen kom med en stille, vemodig Glæde hen imod mig, rakte mig Haanden og hviskede: „Vær glad, Broder Theodor, thi vore Forældre ere lykkelige.“ Jeg forstod Intet af Alt, hvad der foregik om mig; min Faders Ord løde som Gaader i min Sjæl. Da tog Moder Antonie ved Haanden og sagde uendelig blød: „Min Antonie! I dette Øjeblik løser sig den Hemmelighed fra mit Bryst, der i tretten Aar har slynget sig tæt sammen om vore Hjerter. I dette Øjeblik berøver jeg Dig en Moder, for saaledes at give Dig hende tilbage.“ Hun førte Antonie i mine Arme.
Det varede længe, førend vi kunde forstaa, hvorledes vor Skjæbne havde forandret sig. Nu blomstrer et Rosenbed omkring den lykkelige Familie; og saaledes ender jeg min Dagbog, Oswald.
Næste Uge rejse vi alle fire til Hovedstaden for at fremlægge for Regjeringen de nødvendige Papirer, der skulle oplyse den hele besynderlige Sammenhæng.
Min Antonie har læst Dagbogen; hun lægger i dette Øjeblik sit Hoved op imod min Skulder, og beder mig sende Dig dette Kys. Elskværdige, fortræffelige Pige, lykkelige Theodor!
Nu bliver der da ingen Rejse til Tydskland af for den blege, ulykkelige Theodor; han er saamænd væk, jeg ved ikke selv hvor. Men om et Par Aar kan det vel hænde, at en lykkelig ung Mand med sin blomstrende Kone træder ind til Dig og flyver om din Hals. Lev vel! Lev vel!
- ↑ Ordene ere udtalte af den germaniserede Theodor — og 1820.