Tenestgutten og Gjentæ om Søndagseftæn
Norske Viser og Stev i Folkesproget, utgitt av P. A. Munch, P. T. Mallings Forlagshandel, (s. 55–58).
18. Tenestgutten og Gjentæ om Søndagseftæn.
(I Tønsberg Egns Landdialekt af H. Allum).
Mel. Jag skådar djupt i dit bruna Öga &c.
Kær’n.
Naar Gjentæ bare er komfærmera,
Saa blir æ stølt og kan staselera,
Paa fæmten Aar har æ Giftegriller
Og svarær Frierne Nei og Ja;
Men blier æ Tredve de møe skjiller,
Ho er’nte braat saa kaut aa lækker da.
Naar Gjentæ bare er komfærmera,
Saa blir æ stølt og kan staselera,
Paa fæmten Aar har æ Giftegriller
Og svarær Frierne Nei og Ja;
Men blier æ Tredve de møe skjiller,
Ho er’nte braat saa kaut aa lækker da.
Gjenta.
En Ungkær bare paa Atten, Nitten,
Om han er Sæling og smal og liten;
Han brøster seg saa det er’nte Maate,
A’ beste Gaardmansdotter blaaser han;
Men faar’n Nei ’ta’ en Sex, Sju, Aatte,
Saa faller Mote paa’n lite Gran’.
En Ungkær bare paa Atten, Nitten,
Om han er Sæling og smal og liten;
Han brøster seg saa det er’nte Maate,
A’ beste Gaardmansdotter blaaser han;
Men faar’n Nei ’ta’ en Sex, Sju, Aatte,
Saa faller Mote paa’n lite Gran’.
Gutten.
Saa mang ei Gjente er søt som Sokker,
Og gild og grusk, naa’ ho’ gaar og lokker,
Men ser’u faar du a lel te’ Kjæring,
Saa faar’u Fa’en og din ejen Dans.
Ho’ tandrær saa at du kan faa Tæring
Og gaa ifraa baade Vet og Sans.
Saa mang ei Gjente er søt som Sokker,
Og gild og grusk, naa’ ho’ gaar og lokker,
Men ser’u faar du a lel te’ Kjæring,
Saa faar’u Fa’en og din ejen Dans.
Ho’ tandrær saa at du kan faa Tæring
Og gaa ifraa baade Vet og Sans.
Gjenta.
Naar Gutten frier er’n lydi Tenær,
Han laaver da de’ han inte mener,
Men bi om let han og snart braverær,
Naar ’u har faat en til din Egtemand:
Han som en Løitnan da kommanderær
Aa Kjær’ngæ maa’nte raa’ de’ minste Gran.
Naar Gutten frier er’n lydi Tenær,
Han laaver da de’ han inte mener,
Men bi om let han og snart braverær,
Naar ’u har faat en til din Egtemand:
Han som en Løitnan da kommanderær
Aa Kjær’ngæ maa’nte raa’ de’ minste Gran.
Gutten.
Men naar ei Kjærring blir tile’ Enke,
Ho ske’ væl graate let, kan du tænke;
Ho ofte tytær, som ho var gælen,
Men kom de bare snart en Frier da,
Om de var Da’en ette’ Sørgefærden
Je’ torde banne paa ho svara’ Ja.
Men naar ei Kjærring blir tile’ Enke,
Ho ske’ væl graate let, kan du tænke;
Ho ofte tytær, som ho var gælen,
Men kom de bare snart en Frier da,
Om de var Da’en ette’ Sørgefærden
Je’ torde banne paa ho svara’ Ja.
Gjenta.
Og Enkemand, som la’s staae og graate.
Vi maa beklaga’n paa en Maate,
Ve’ Grava tænker han paa ei Gjente
Paa sytten, atten heller tju’e Aar;
De var ’a Synd han sku’ længer vente
For han ei Bru’r igjen i Sængæ faar.
Og Enkemand, som la’s staae og graate.
Vi maa beklaga’n paa en Maate,
Ve’ Grava tænker han paa ei Gjente
Paa sytten, atten heller tju’e Aar;
De var ’a Synd han sku’ længer vente
For han ei Bru’r igjen i Sængæ faar.
Gutten.
La’ Folk om Kvinfølke ille snakke!
Vi frier te dom om di gik paa skakke;
Men dem’se’ du Mari ville ha’ mej,
Saa sku’ du se jeg var’nte bare lei’,
Jeg frøkter slet ente før aa ta’ dej
For de’ jeg veit du er rask og grei’.
La’ Folk om Kvinfølke ille snakke!
Vi frier te dom om di gik paa skakke;
Men dem’se’ du Mari ville ha’ mej,
Saa sku’ du se jeg var’nte bare lei’,
Jeg frøkter slet ente før aa ta’ dej
For de’ jeg veit du er rask og grei’.
Gjentæ.
Er de’ dit Alvaar, at du vi ha’ mei
For den jeg er, naa saa kan du ta’ mej
Men høller ’u mei fær ei Go’fjolle,
Saa ske’ jeg si’ deg jaggu tar’u feil;
Jeg lovær inte meir’n jej kan holle,
Og alle Gjenter, ser’u har naa Feil.
Er de’ dit Alvaar, at du vi ha’ mei
For den jeg er, naa saa kan du ta’ mej
Men høller ’u mei fær ei Go’fjolle,
Saa ske’ jeg si’ deg jaggu tar’u feil;
Jeg lovær inte meir’n jej kan holle,
Og alle Gjenter, ser’u har naa Feil.
Gutten.
Og jeg er heller’nte no’en Engel,
Men ente heller en Fantebengel,
En Skærv, som drekker op de’ han tener,
Men jeg nok tar mei en Dram iblant;
Haa’ Sladdrekjæringær si’er og mener,
Jeg sjellom er paa en liten Kant.
Og jeg er heller’nte no’en Engel,
Men ente heller en Fantebengel,
En Skærv, som drekker op de’ han tener,
Men jeg nok tar mei en Dram iblant;
Haa’ Sladdrekjæringær si’er og mener,
Jeg sjellom er paa en liten Kant.
Gjenta.
Ja Folk di diktær aa mø’e si’er,
Men Kjæringsladder jeg ille li’er.
Jeg true nok Mænnane au’ blei’ snille,
Naa’ bære Kjæringene passa’ sej.
Naar du blir sint vi’ jeg tie stille,
Om du vi’ støt være tru mot mej.
Ja Folk di diktær aa mø’e si’er,
Men Kjæringsladder jeg ille li’er.
Jeg true nok Mænnane au’ blei’ snille,
Naa’ bære Kjæringene passa’ sej.
Naar du blir sint vi’ jeg tie stille,
Om du vi’ støt være tru mot mej.
De faar’nte hjælpe, jeg skæ’ ’a taale
Lit Grin, naar du ente støt vi’ gnaale,
Og jeg saa lækkert og snilt skæ’ stelle,
Saa maa du stræva saa got du kan,
Og du skæ’ se, jeg er vant t’aa træle —
Med Mot og Løst før’n rektig Mann.
Lit Grin, naar du ente støt vi’ gnaale,
Og jeg saa lækkert og snilt skæ’ stelle,
Saa maa du stræva saa got du kan,
Og du skæ’ se, jeg er vant t’aa træle —
Med Mot og Løst før’n rektig Mann.