Tale til Menneskeligheden i Menneskeheden af Vesle-Brunen
TALE TIL
MENNESKELIGHEDEN I MENNESKEHEDEN
AF VESLE-BRUNEN
UDGIVET AF HANS VEN HENRIK WERGELAND
Mennesker, særligen I Mænd, Jordens Herrer! Den Tid er, da alle Undertrykte reise sig paatalende sine Rettigheder. Ja selv Qvinderne gjøre det — Disse der hidtil kun agtedes for Mellemled, hvor skjønt flettede de end kunne være, imellem Eder, Mænd, og os Dyr, eders „stumme Brødre i Støvet“, som En af vore faae Venner iblandt vore høje Beslægtede har udtrykt sig. Men reise Qvinderne sig, som man skriver fra Paris og Newyork, da maae Vi følge efter. Hører derfor; — men befrygter intet Oprør! Vi erkjende eders Herredom, saameget heller som I selv ere Slaver under forskjelligartede Aag. Vi beklage os kun over uretfærdige Lidelser, der vanære Eder og gjøre vor Tilværelse ulykkelig imod Dens Villie der skabte os Alle af samme Leer.
Det lader til, at I kræve Pligter af de ophøiede Aander, af de vældige Verdensmagter. Kunne da ikke Vi kræve Pligter af Eder, som I kræve dem af hine og af os? Eller hvi tale I om en Aands Majestæt og lynende Skarpsind, der er formørket nok til ikke at finde, at det anstod Eder bedre, af egen Godhed at indrømme os, at vi have Pligter at kræve af Eder eller maaskee blot I at indrømme os? I forlange, at Mørkets Engle ikke skulle forfærde eder ved sine Aabenbarelser. I kræve det af Guds Godhed, af disse Magters egen Barmhjertighed; ja, bedragende eder selv, føre I Beviser for Umuligheden heraf med skrattende Læber men darrende Hjerte. Nu — hvi lade I da saamange Djævle aabenbare sig for Os? De fremtrine af eders Midte med hadske, gridske Øine, Snarer, Stigremme, Svøber, Knive, blodige Hænder. I, der ikke tør gjentage under en Hyld eller en raslende Aasp paa Kirkegaarden hine Beviser for Djævlenes Ikketilvær, som I sammensatte eller digtede i et muntert Lysthuus — I Solskins-Filosofer, men Maaneskins-Daarer, Morgen-Helte, men Aften-Harer — I, der korse eder med den ene Haand, medens den anden blader i Treschows Fornuftviisdom — hvi ville I give Os Beviset for Djævles personlige Tilvær i Eder? Værer visse paa, at Naturen ikke tilsteder Uregelmæssigheder og Partiskhed. Djævle over Os: Djævle over Eder.
Jeg synes at ahne det: Eders Uret er eder ikke ubekjendt; men I troe at udsone den ved en Nedladenhed, der er ligesaa uværdig for Eder, som fornærmende for Os. Vider da, det er langtfra smigrende for Os, at Nogle af Eder nedstige til at vorde Æsler, Oxer, Sviin, Gjæs, Aber, Paafugle, Kalve, ja ligeindtil vore Afskum: Tigrene, Crokodiler, Tudser, Skorpioner og eddrede Orme. Hvilket frygteligt Træk, hvilken nedslaaende Opdagelse hos Skabningens Konge, at han blot afskummer Bærmen af de lave Dyrs Svagheder og tilsmører dermed sit Væsens Herlighed! Han vil være doven og ufølsom som Æslet, men dets Udholdenhed og Taalmodighed tager han ikke. Tyrens Voldsomhed er Husaren ligesaa nødvendig som Dolmanen; men naar saae man ham drage Plogfuren, hjælpe den Trællende, see venligen som Tyren med Fromhed i det ildige Øie til Den, der plejer at give ham Næring? Dette er Staten, den store Mader. Vi have derimod hørt, at disse Tyre stange Alle uden Forskjel. — Svinets Liderlighed er kjær: i dets Leje, i Rendestensmørjen have vi seet Jordens Herre, og dets geile Øie plirende under Gyldensløret og Kniplingskappen; og Brunsten og Fraadseriet have vi hørt grynte under Chorkaaber, Fyrstehermeliner og Dommerparykker. Men hvor er Purkens Ømhed for sin Yngel? — Vi have hørt om Dronninger, der qvalte sine Børn eller blandede Gift i Modermelken. Vi have hørt den Spæde klynke under Stene eller foran Steenhjertedes Døre. Hvor er Raanens taknemmelige Støn for den mindste Velgjerning: forat kløes med en Pinde? — Vi have seet den Haand bidt, der klappede; den Mund truten af Slag, der kyssede og velsignede. — Man bemægtiger sig Gaasens Dumhed siger man, og smukke Hænder skulle rives om den i Mangel af Duens Fromhed; men denne Dumhed er blot et Skjeldsord, som man tillægger Capitoliums Frelserinder. Men vel, tager den, I Evas Døttre; men glemmer ikke at Reenlighed glimrer paa de hvide Vinger, og at Ømheden og Omhyggeligheden boer under dem! — Abens Naragtighed og Ondskab kan Smaaherren ligesaalidt undvære som Krydset og Manskjetterne; og under Navn af Vid og Elskværdighed skulle disse Egenskaber spille i ligesaamange Farver som Brillanten paa hans Bryst, i ligesaa mange Bugter, som hans evindeligen løse Smiil. Men hvor er den borneanske Jockoabes ømme Erkjendtlighed? Orangutangens Mod? Bavianens Forsynlighed? og Hvem af dem Alle kan dreje en Steg eller bøje en Finger for Maden? — Og Paafuglen? O Himmel, der omslutter os Alle: Cheruben og Flyget, der døer med Øieblikket! hvormange Bryster saae jeg ikke paa en Parade løfte sig under fortjenstløse Ordener? — Rækken glittrede isandhed som en udslagen Paafuglehale. Hvormange Naader og Frøkener og Madamer slaae ikke Hjul? Hvormange unge „Kongens Tjenere“ sige ikke „kytt“ idet de briskende slæbe Klingen efter sig som Kalkunskhanen sine Slagfjædre? Men hvem af hine bekymrer sig om disse Fugles Godmodighed eller Flid i at søge efter Føde i Støvet? — Og Ulvens blodgjerrige Graadighed? Ha, prale I ikke af at have Tigre til Konger, og brølende Løver til Landets Fædre? Men naar sprunge disse Løver foran i Kampen for Landet? De joge Lammene foran sig; og Pilene bleve aldrig hængende i deres Man, i Kongekaaben. Der var en Løve, som, for en udtrukken Torns Skyld, fulgte en Slave som en Hund. Men siig til hiin Løvekonge eller Kongeløve: „der er en sledsk men giftig Hugorm, som snoer sig om din Ankel“ — og du skal føle Kløerne i dit Hjerte. Siig: „du styrter rasende afsted, store løvehjertede Konge, fordi en Skorpion har rodet sig ind ved din Hale“ — og du skal bortrives først i de forfærdelige Sprang. Jeg siger Eder: I ville have Ulvens blodgjerrige Gridskhed, og I befinde Eder vel derved og eders Mammons Rovdynge voxer. Men hvor er Ulvens Beskedenhed, at han skjuler sig og sit Rov i Skogenes Mørke, og lider skrigende Hunger paa de øde Bjerge før han røver? I opdynge Byttet pralende — I røve om I ere mætte — I tør medbringe eders gridske Øine i Templerne, og det skumle Vargblik gleimer rundt om Thingstedet — Eders Ulve besætte Dalene og fare over fredelige Sletter og midti Stæderne høres deres Hyl uden at vække Opmærksomhed. Kun da, naar En bliver en Hyæne, og æder Mødre og Enker, da studse I, og raabe: ikke ganske saa! kun Ulvegrumhed er tilladt i Nord. Kun da vækkes I, naar En bliver en Krokodil, og æder de Faderløse — da raabe I: ikke ganske saa! kun Jærv- og Gaupe-Graadighed ere vi vante til. Dog disse Dyrs Ondskab og Grusomhed afskyes af Os, og Ibisstorken suser over Krokodilens Rede, og Huggormen vrider sig i Heirens Neb, og Elefanten hører Tigrens Ribbe knage under sig. Men I? Ha, I pryde eders Tigre med de brandgule Baand, Naturen nægtede dem — I spænde Huggorme til Strænge i Harperne — I fange en blodig Parder imellem Eder, der sønderrev det glade Folk midtunder en Fest, og sneg sig (som Schakalen i Gravene) ind i Sorgens Bopæl for at myrde, og udrev den Ulykkelige fra Lænkerne til Døden: I fange den, og lade den gaae . . I fange den atter efter en Blodbedrift, paa friske Gjerninger — og lade den gaae kun med Tabet af nogle Haar — I give Alcidefødderne Sporer af Skorpioner — I opløfte Øglerne, og da de mangle Svandsen, give I dem snirklede Nøgler og spettede Sløifer — Krokodilen tør sole sig i Kronestraalerne — og uendset
en verrinsk Hyæne
gnave Mennesker i Læ
af dets Lauregrene! —
Lader derfor vore Afskums Laster være, naar I ikke engang ville tilegne eder disses faae Dyder. Jeg gjentager, vi finde os ikke smigrede ved eders Nedladenhed. Den udsletter ikke, den forstærker kun Eders Uret. Heller ikke bruge I medrette flere af vore Navne som Skjeldsord. Mig synes, at der ere Egennavne imellem Eder, der ere vel saa udtryksfulde som Æsel, Stud, Sviin.
Men Erindringen om hiin verrinske Hyæne minder mig om, at jeg ikke, som Han, bør undlade i en Proces at fremkomme med Kjendsgjerningerne. Det er ogsaa de tørre Kjendsgjerninger I fordre, I prosaiske Mennesker, der tillukke Fantasien fordi den har formeget at bestille med Hjertet. I skulle faa dem; men der vil haarde Beviser til hvor Dommeren er den Anklagede og frelse Mand, mens Anklageren er Ufrelse, og som kun benytter en — ikke tilstaaet — men selvtagen, skjøndt Alle af Naturen indrømmet, Ret til at klage. De Forbrydelser I begaae mod Dyrene, Mennesker, ere uhyre. I fritage eder Selv for Torturen — dens Veeskrig lyde endnu kun i Tunis’ og Agershuses Bagnoer. I have et høit Begreb om de dyriske Nervers fine Følsomhed hos eder Selv; men I forglemme, at disse ømme Nerver ogsaa forgrene sig igjennem alle de Dyrrækker, der vrimle imellem Jordens Ypperste, som opløfter sin Pande som en skinnende Stjerne, og Polypen, hvis Arme grenes i Dybet. Eller har ikke eders egne Smerters og Drifters Særsyn, dem vi Dyr ogsaa yttre paa samme Maade, Forplantelsen, Fødslen, Væxten, Døden formaaet at vække eders Eftertanke i denne Henseende? Knytte I ingen Tanker til Dyrets Klynken eller Glædeslyd? Er Hundens forunderlige Evne til at spore, Hestens til at finde Vei og Sted ikke værd eders Opmærksomhed? Troe I, at den Hund, I ubarmhjertigen lemlæste, hungre og prygle, kun har sine Nerver i den sorte Næse — disse I vide saavel at gjøre Eder tilnytte? Skulde det mere være Uvidenheds- end Ondskabs-Synder, I begaae mod os Stakler, da betenker dog hvorlidet slig Uvidenhed anstaaer en Slægt, der siger sig at fostres af Oplysningens Aarhundrede! Denne Slægt burde vide, at der gives Øjeblik i Dyrets Liv, da dets Nerver anstrenges til en Grad af Bevidsthed. Dette er ikke Velbefindendets Øjeblik, men den højeste Glædes og Vellystens eller den høje Smertes. Men hos Eder nærme disse Øjeblik sig til Ubevidsthed: I føle Eders Væsen opløst i et Behag eller i Vee. Disse Øjeblik føre os nærmere hinanden: de opløfte os, og I ere da næsten alene Dyr. Den Bevidsthed, I da have, naaes af Dyret paa det nærmeste. Men Hvem er der nu imellem Eder, som har Medynk med den elskovsberuste Aarfugl, med Skogduen i det Øjeblik den bøjer sin Hals over den kjelne Mage, lader Vingerne synke og lukker Øjenlaagene, at hun ikke skal forfærdes over den Ild og smægtende Dunkelhed, som opfylder dem? Nej, just da brænde I efter at gaa tilskogs med Riflen under Armen. I lure netop efter disse Øjeblik, som Naturen troede for ædle og søde til Ondskab, og derfor gjorde dem værnløse. Den Hulde, som indvier sig Furierne, om man forstyrrede hende i et Kys, og som før gav sit Haab hen om en himmelsk Salighed end om engang at nyde den, en Barbars Kugle berøvede Skogduen, hører med Beundring om hvor let hendes Elsker sneg sig hen under Træerne, saae Fuglen i Grantoppen, hørte dens Elskovskurren, saae Hovedet bøje sig — paf! der laae den, før den, efter den lange Vinter, endnu havde elsket i Vaarsolen. Med Afsky vil den milde selv elskende Qvinde høre om Geværet havde klikket, og ligegyldig seer hun den forladte Mage svæve om de frydløse Træer, indtil den døer af Sorg. Den graahærdede Fader, der har seet sit Rede voxe i Fred og Tryghed, har saaliden Viisdom og Gudsfrygt, at han kalder sine Smaagutter om sit Knæe og lærer dem hvorledes de skulle efterligne de spæde Skogfuglungers eller deres Moders Piben, for at lokke enten dem eller denne til sig. Hertil er Menneskebarnet lærvilligt. De fjærløse Smaa døe af Hunger eller Kulde i Redet; thi Moderen faldt for Guttens Skud idet hun lokkedes til at opfylde Moderpligterne. Redet klækkes ikke ud; men hvorledes — har ikke Faderen udklækket Fromhed og Følelse i sit Barns Hjerte, og takket Gud for Hygget i sin Rede? Ja selv et af de Mennesker, som man tænker Ædelt og Godt om, Frithjofs og Ingeborgs Sanger har fornedret sig til at besynge slige uværdige Seire i sin „Tiurlek“. Men hvad var Frithjof andet end en herlig Tiur, der tonede sin Elskov i Framnæssets Ege for Ingeborg-Røjen, der havde sat sig under Balestrandens vilde Roser derligeoverfor.
Ømme Elskende i Jasminhytten! Fader med din Førstefødte paa Knæet! Moder med din Yngste ved Barmen! tænker Eder, om Væsner mægtigere end Eder turde spænde Buer mod Eders Kjæreste, om Tordenskyen var Røgen af en Dæmons Rifle, der sigtede paa eder Selv eller paa det I trykte til Barmen, om Lynet var en Landse, der kun lurede paa eders Fryd, om Rübezahler stode bag Jasminerne, bag Vinduet ligeoverfor Ægtesengen og Vuggen — om Bladene pludselig raslede og Vindøjet klirrende aabnede sig for en jagende Samiels Mordgevær! Sandelig — det var retfærdigt. Da skulde I maaskee Lære Ærbødighed for Naturens Helligdomme. Den syngende Nattergal skulde ikke sikkres af sit Legems Lidenhed, men af eders Ømfølelse. Nu, som I ere i eders sikkrede, barbariske Tyrannie, skulle I dræbe den midt i sine Triller, var den kun Skudet værd. —
Dog — det paafalder mig med Blusel for Eder — I sørge jo selv for at slige myrdende Djævle gjøres overflødige. Skinsygen staaer jo med sine eddrede Pile bag Jasminhytten, bag Vuggen og Ægtesengen. Den tænder jo sin Fakkel i samme Lue som Hymen sin. Rænkerne sprede jo sine Net, Forfølgelsen og Chicanen hænger jo sine Angler ved Ynglingens Fod, og fæster sine Tvekroge i det unge Haabs Vinger. Ondskaben sigter jo efter Hæderen. Bagtalelsen skjænder det blyge Rygte. Misundelsen er jo den faste Rotte i Ærens Huus. Hadet slider i Hjertets Nerver, Nidet i den ædle Harpes Strenge. Ak, hvi skal alt dette Onde, hvis frygtelige Følger anklage Eder for det Brug I gjøre af eders Herredømme over denne skjønne Jord — hvi skal det ikke lære eder Godtroens Fortrin for Skinsygen? Mildhedens, Barmhjertighedens, Kjærlighedens for hine rædsomme Laster? Forgjæves, forgjæves skulde de personificere sig og pine og dræbe eder. Dog de personificere sig jo disse Morderengle! Hvilken Svovelvinge hvifter ikke over dette gustne Prokuratoransigt? hvilke Flammer brænde ikke paa dette Judashoved? hvilke Slanger snoe sig ikke i denne Critikkaklers Smiil? hvilken infernalsk Damp omsvæver ikke denne Lovelaces giftige Mund? hvilket sydende Beeg bobler ikke i disse Øine? og hvem savner Vingerne, Dragevingerne paa denne Bagtalelsens Furie, som farer fra Huus og til Huus? De personificere sig disse Djævle; men forgjæves! Selv piinte og døende under deres Hænder, pine og dræbe I hvad der er under Eders. —
Dog I slagte jo hinanden indbyrdes. Nylige døde jo et Folkeslag. Levningerne have jo maattet redde sig til Havet, og et Fædreneland er bleven en Grav. Hvorledes kunde da vi, Eders lavere Brødre, fordre Mildhed, om vi endog skulle døe? Jo — det er jo kun Adamsætlinger, der vove at ville være frie, eller Forbryderne, som I dræbe. Og Vi opløfte jo ikke vore Ønsker til Frihed. Og hvad have vi forbrudt, at vi ikke engang kunne døe som Forbryderne imellem Eder? Thi dem myrde jo Tidsalderens Herrer, Juristerne, med største Mildhed, med eet Slag. Men Vi? ak, jeg har seet Døden zittre igjennem ømme Nerver i lange Timer. Fuglen skal ophænges ved Benene indtil den døer eller pidskes død, forat Lækkertanden ikke skal trættes. Millioner af blodrige Kjør aarelades aarligen tildøde, for at en gjerrig Huusmoder kan vinde en Pot Blod mere. Kun det forjagede Vildt faaer Bifald af en forbrydersk Smag. Snogen skal døe i Myretuen til Tak for den befrier Logulvet for Muus. Padden skal vippes ihjel, til Tak for den æder besværlige Insecter. Katten og Aalen flaaes levende, fordi Skindet gaaer lettere af i det levende Blod. Men hvortil da disse Grusomheder? Da Nytten er liden eller ingen — hvilket Træk i Menneskesjelen aabenbare de ikke? Den er det jo, som skal dømmes. Men troe I medrette hisset at erholde fuldkomnere Organer — sandelig mellem disse skal ogsaa et Øre aabne sig, der er fiint nok til at høre Ord i det piinte Dyrs Klynken. Et Tyverie skal snarere undskyldes end de Smertenstoner I vakte og frydede Eder ved. Af disses Samchor bestaaer Dommens Torden. Hine Skjændselsbedrivter ere Kjendsgjerninger. Men der er flere end hine Vidnesbyrd om Eders Grusomhed, Vellyst og Gjerrighed. Det er ikke alene mod Skogens Dyr eller mod Enkelte af de Slægter, I, under Kjærligheds Skin, ligesom optage i Eders Familjer, at I lade disse Laster rase. Det er mod Alle, og værst er det, at denne grusomme Krig føres mere mod eders egne Følelser mod dem, Naturen nedlagde ædle Spirer til i eders Hjerter. Og hvilke Triumfer vinde I ikke i denne oprørende Borgerkrig? Det ædleste af eders Dyr, Hesten, som den vilde Araber ved Kjærlighed endog kan opfostre til Forstand og Troskab — denne skjønne Skabning, der villigen offrer sine Kræfter, drives over dem: — med brusten Lunge, sønderflængt Ryg, skumbedækket Bov, Blodet fossende ud af de brændende Næsebor styrter den under sin Herres Haand. Kan der nu findes Medlidenhed, Taknemmelighed i dette Menneskes Hjerte? Han skulde ligedan fare ad med Mennesker, om han havde dem under Tøilen. Dyrets sidste Støn, sidste døende Øjekast har intet Forfærdende eller endog kun Tankevækkende for ham. Han spænder det der det ligger, ærgerlig kun over Tabet af dets Værdie. Han gaaer bort fra Aadselet, og — en af hine Triumfer er vunden: en ny Skorpe har trukket sig om Hjertet. — Men det er ogsaa en fordærvet Smag, Vanen, Bevidstheden om fysisk Svaghed, som afføde Misgjerningerne. Den ædle Foles Livsfølelse skal ikke culminere i Forplantelsens Øjeblik. Han er Hingst og Livet blusser i ham; men Mennesket har hverken Kjærlighed til at mildne denne Kraft, eller Mod til at styre den: derfor skal det Ædle Dyr vanæres, og vorde et tyggende Automat. Dette kan dog trippe under den spinkellæggede Herre, lader sig fodre med Prygl, slæber sig uden Modstand tildøds, og Eskadronen af Valakker holde Linien vakkert ret og gjør ingen Græsryttere. Ligesaalidt som hiin Tiurleik, vækker den uudtalelige Moderømhed i Koens første duse Hrøit til sin Kalv nogen Rørelse. Hun skal berøves sine eneste lykkelige, smertekjøbte Dage. Vanen vil, at Kalven skal bort — forat vantrives og forat den ikke paa den allerbedste Maade skal aabne Melkeaarerne i Yuret. Naturens Former, Skaberens Gjerninger ere heller ikke smukke eller hellige for Menneskets fordærvede Smag. Ører skjæres af, Haler hugges af; de fine Damehænder, der vride sig i Smerte, om en Torn saarer dem, bryde ubarmhjertigen Skjødehundens Næsebeen, for at danne en allerkjæreste Mopsetryne. Sandelig, man kunde fristes til at undskylde disse Lister over Grusomheder med Vanvid; ja saameget heller som I troe at de netop vidne om eders Forstand og Herskerevne.
som Verden — denne Samlyd fuld og sød,
der gjennem alle Skabtes Tonestige
ifra den store Faders Hjerte flød —
til Konge give umelodisk Hjerte,
som ikke følte i sin høje Klang
en Harmonie med Dyrets Fryd og Smerte,
med Flygets Surr og svagest Fuglesang?
Ak, vi paaminde Eder, ophøjede Brødre, at det var ikke eders Fortjenester der hidsatte eder i en saadan Rang; men at dennes Høihed netop bestaaer i at I kunne blive den værdige. Vi raade Eder ikke at nedtræde eders Thrones Trin, Skabningsrækkerne hvorpaa I staae, for dybt, forat I ikke selv skulle synke. Vi forlange gjensidige Pligt- og Tjenesteforholde. Vi vove at give Eder et Vink om at øve Eder i Dyder mod Menneskene ved at øve dem mod eders lavere Medskabninger; og ville I forbeholde Eder Selv Kjærlighed, saa meddeler dog os af eders Retfærdighed. Vi vove at foreslaae Eder, at eders Foreninger til Samfundenes Vel ogsaa skulle tage os i Betragtning: at al Mishandling imod Dyr, al grusom Slagtning skal forbydes. Vi skyde os ind under Regjeringen og Lovene; og paastaae, at disse skjænke os sin Omsorg, saafremt de vedkjende sig, at Menneskeslægtens Forædling er deres Øjemed. Trods trælsindede Blades Bagvaskelser imod Athenienserne bringe vi i Erindring, at dette samme Folk, der erklærede Grændserne for Statens Vel ikke at gaa videre end Retfærdighedens, og som forkastede Themistokles’ Forslag, fordi Aristides erklærede det ligesaa uretfærdigt som gavnligt, ogsaa straffede den kaade Dreng, der mishandlede Kraaken. Vi vove at opfordre Præsterne til at tale vor Sag fra Prædikestolene, til at gjøre Almuen opmærksomme paa de Synder der begaaes mod Dyrene; og at lære dem efter Kjærligheds-Gudstroens Aand, at de, skjøndt upaatalte, dog medføre moralskt Ansvar. Vi bede Præsterne og Menighedernes Anseede at give Mønstret paa en værdigere Haandhævelse af det Herredømme, som kun er Mennesket anbetroet over sine Medskabninger. Vi anraabe om Retfærdighed og Skaansel og Barmhjertighed af Alle. Eller skal jeg før beraabe mig paa Eders Viismænds Udsagn, end paa de guddommelige, der tale i eders Følelser, saalænge I ikke modvilligen have arbeidet paa at qvæle disse Røster til de virkelig forstummede? Da skulle I høre bekræftet hvad jeg paastaaer og hvad Erfaringen burde lært Eder, nemlig at I kunne erholde af Dyrene med det Gode, hvad de negte Strengheden. Smith lærer Pligter mod Dyrene, og Buffon, for hvem Naturen aabnede sine inderste Templer, erklærer, at „Stokken, Svøben og Hunger gjøre Dyrene ufølsomme, gjenstridige og kraftløse. Arabernes Heste, Hottentotternes Oxer betragtes som dyrebare Tjenere, flittige Kammerater og Arbeidere, med hvilke man deler Huus, Bord og Leie. Mennesket fornedrer sig mindre i dette Samqvem, end Dyret hæver sig: det bliver hengivent og lærvilligt, og gjør hist med det Gode, hvad der her skeer af Frygt, ja det gjør endnu mere, og bliver næsten i Stand til at udføre menneskelige Handlinger.“
Hvad I end beslutte Eder til, stolte Brødre — for Eftertiden handler den hidtil Uvidende med Ansvar, og Den der ikke var det, vide for hvilken Domstol han stevnes. Det er et Fortrin, Hinduernes Religion har for den christelige, at den mere indskjærper Pligter mod Dyrene, og gjør dem vigtige. Men lægger Mærke til, at det ikke er Handlingen, men Sindelaget, der dømmes. Tør I da oprulle et grusomt Hjerte for Alkjærlighedens Øje? Dette er vel ikke dunklere end hine Lovgiveres, der bød ingen Slagter at dømme i Livssager? Det skal see, at Grusomhed er fordømt Grusomhed, øvet mod Mennesker eller Dyr; at Den, der frydede sig ved Dyrenes Smerter var følesløs for Medmenneskets; at det var ham kun om at mætte sig med denne Elendigheds Lyd, der kommer uartikuleret fra Menneskets som fra Dyrets Hjerte. Da skulle I erindre (hvad jeg nys glemte, tænkende paa de ulykkelige gergasenske Sviin), at den store Aand, som forlængst straaler i Herlighed over Jorden, har velsignet Spurvene, sigende, at en af disse uvislige Fugle ikke falder til Jorden uden sin himmelske Faders Vilje. Og Moses udsonede jo sit amalekitiske Slagterie ved Budet: bind ikke Munden til paa den Oxe, som tærsker! Saaledes forener Alt oven og under Eder sig forat anraabe eder om en Medlidenhed, hvorpaa vi have Krav. Vi ville tjene Eder redebonne, Vi, der ogsaa boede i Paradiset; vi ville døe for Eder. Men det vanærer Eder, forbittrer os vort Tilvær, forstyrrer Guds Hensigter, paadrager Eder Ansvar, om I lønne Tjenester med Mishandlinger og forlænge og forstærke Dødens Onde med Piinsler. Fører eders Herredømme saaledes over eders stumme Brødre i Støvet, at de ikke vilde afkaste det, om de end havde menneskelig Forstand! Thi det Herredømme er uforsvarligt og forbrydersk Tyranni, som ikke tør forudsætte Forstand og Erkjendelse hos Underdanen. Nu, som det menneskelige Herredømme over Dyrene er, vilde en Meddelelse af Forstand bevirke et pludseligt og voldsomt Oprør, eders Lemlæstelse og Død og Hevnernes Udvandring fra Civilisationens øde Tomter, en Menneskeheds Grav, til Indien.
I alle mine undertrykte, mishandlede Brødres Navn:
VESLE-BRUNEN,
Ætling af Trompeter-Graaen, der sprængtes under Baronen.
| HEI, | GRAAPUUS, | PAPE, |
| Søn af den svandskuttede Pasop, der blev pidsket ihjel. | Stammende fra Svartpuus, der blev levende flaaet, og fra Missekiss, der blev slaaet af Tønden. | som har tilbragt 14 Aar i Buur. |