Syv throndhjemske Præsters Bønskrifter til Kirkestyrelsen om Skjærpelse i Kirketugten og Oprettelse af en Kirkeret/2
De Manuskripter, som ved Meddelelsen af de følgende Aktstykker have staaet til min Raadighed, ere alle Afskrifter. De ere følgende: 1) Manuskr. in fol. Nr. 42, a og b; 2) Nr. 43 a og b i det kongl. norske Videnskabers Selskabs Bibliothek i Throndhjem; 3) Manuskr. in fol. Nr. 48 i det Deichmannske Bibliothek i Christiania Desuden have 4) Provst i Nordre Indherred A. Erlandsen og 5) Cand. phil. Poul Botten Hansen i Christiania godhedsfuldt overladt mig til Benyttelse de dem tilhørende Manuskripter.
Ingen af Afskrifterne indeholder alle Suppliker, Demonstrationer o. s. v.; der er derfor over hver enkelt Del angivet, hvilke Afskrifter dertil ere benyttede. Det første Manuskript er betegnet med V, 1, det andet med V, 2, det tredje med D, det fjerde med E, det femte med H.
Christi Menigheds yderste Trang nøder os til at tale, og deres Majestæts store Nidkjærhed for Guds Ære forsikrer os at blive hørte. Den levende Guds Søn begjærer ved os at klage for sin Salvede om sin dyrekjøbte Bruds begrædelige Elendighed. Vi ville ikke opholde deres Majestæt med Vidtløftighed, men allerunderdanigst udøse vort Klagemaal i faa Ord, dog de samme, med hvilke vi agte at møde for Guds strenge Dom.
Allernaadigste Konge! Zions Veie ligge ganske øde i deres Rige Norge; der er ingen Kirkedisciplin mere i deres Lande, Kirkens Bindenøgel er ganske nedgraven, den løsende Nøgel ganske misbrugt, Prædikestolen mestendels (desværre) frugtesløs, Skriftestolen mere til Satans Riges Befordring end til Synders Afskaffelse, Horeri har saa taget Overhaand, at Herrens Profeter med Graad hvert Øieblik maa frygte for Ild over dette Sodoma; Drukkenskab er ikke Synd mere, Trætte og Avind bleven en Mode, falsk Vægt og Maal anseet for en lovlig Profit, Vankundighed udi sin Saligheds Sag holdt for en god Tro, Bander og Eder et almindeligt Tungemaal, Sabbatens skjændige Brydelse for et Adiaforum; Nattehold, Duner, Samlag, Søndags-Reiser har taget ganske Overhaand til Guds Ords og deres Majestæts Lovs største Foragt; alle gode baade guddommelige og kongelige Anstalter angaaende Christendommens Befordringer ere aldeles uden Afsky overtraadne; sjelden blive grove Synder paadømte, og naar paadømte, da Dommene som oftest aldrig exsequerede. Naar faa Guds Børn undtages, da skiller Intet paa os og vore hedenske Forfædre, end at vi kaldes Christne.
Aarsagerne til Alt dette ere os vel bekjendte, og Midlerne til saadanne Synders Afskaffelse ved lang Erfarenhed eftersøgte og ved Guds Naade nogenledes opfundne: thi begjære vi nu allerunderdanigst, at vores allernaadigste Konge vil beskikke os trende Commissarier, Professores theologiæ Hr. Johannes Steenbuch, Hr. Johannes Trælund og Hr. Jacobus Lodberg, at anhøre vore Besværgelser og Forslag til den nedfaldne Christendoms Oprettelse. Vi forsikre deres Majestæt, at saa sandt vi agte at tjene vor Konge som troe Undersaatter, Gud vor Herre og Jesus vor Saliggjører som retsindige Præster, ja, saa sandt som vi agte med Glæde og en god Samvittighed at møde til de Dødes Opstandelse, da skal vi Intet forebringe, uden det, som vor Samvittighed, grundet paa Guds Ord helligt og rent, vor Kirkes symbolske Bøger samt deres Majestæts høipriselige Lov, tilsiger os at være fornøden til at redde vor egen Sjæl og andre faa Sjæle med os, at føre Velsignelse fra Himlens Gud over deres Land og Riger og opbygge Guds Ære i den christne Kirke, som vi og visselig forsikre, at saafremt vi ikke ere løgnagtige Profeter, og en god Aand har talet ved os, da vil Gud rigelig (saafremt vort Klagemaal over Zions Saar og vor Længsel efter hendes Lægedom finder Naade for Kongens Øine) velsigne deres kongl. Majestæts Huus og Regjering og afvende de store og overhængende Straffer og Hjemsøgelser, hvilket vi indstændig ønske, og hjertelig befale vor allernaadigste Arveherre og Konge den allerhøjeste levende Gud til al Lykke, Seier og Salighed, forblivende med Bøn og Tro, Liv og Blod deres Majestæts, vor allernaadigste Konges, allerunderdanigste Undersaatter og uafladelige Forbedere.
- Kvernæs Præstegaard i Throndhjems Stift den 17de
April 1714.
| Jens Juel, | Amund Barhow, |
| uværdig Præpos. paa Nordmör og | uværdig Sognepræst til Kvernæs. |
| Sognepræst til Thingvolds Kald. | |
| Thomas von Westen, | Nicolaus Engelhart, |
| uværdig Sjælesörger for Veöen | uværdig Sjælesörger for Næssets |
| udi Romsdalen. | Menighed i Romsdalen. |
| Mentzer Ascanius, | Peder Strøm, |
| uværdig Præst til Aure Præstegjeld | resid. Kapellan til Bod Menighed |
| paa Nordmör. | i Romsdalen. |
| Eiler Hagerup, | |
| ringeste Kapellan til Kvernæs Gjeld paa Nordmör. | |
Fridericas qvartus, Konge til Danmark og Norge &c. vor Naade tilforn. Vi tilskikke Eder herhos en til os fra Hr. Jens Juel med flere Præster udi Throndhjems Stift, tilsammen syv udi Tallet, indkomne allerunderdanigste Memorial, hvorudi de fremføre Adskilligt, som udi vort Rige Norge imod Guds og Kongens Lov handles og begaaes. Dets Indhold I selv udførligere kan se og fornemme. Og er vores allernaadigste Vilje og Befaling, at I lader bemeldte Præster deres Gravamina til Eder indgive og specificere, og derefter os Eders allerunderdanigste Betænkende over hvert Punkt tilligemed Memorialen in originali tilstiller. Hermed sker vor Vilje. Befalendes Eder Gud.
Skrevet til Gottorp den 23de Juni Anno 1714.
D. Vibe.
- Os elskelige Geistlige
Ædle og velærværdige Johannes Steenbuch og ædle og velærværdige Johannes Trælund, begge Professorer ved Universitetet udi den kongelige Residensstad Kjøbenhavn og Assessores sammesteds, saa og Ædle og højlærde Jakob Lodberg, Professor sammesteds og Sognepræst til vor Frue Kirke udi forbemeldte Kjøbenhavn, Stiftsprovst udi Sjællands Stift og Provst over Sokkelunds Herred,
a Kjøbenhavn.
- Summe venerabiles & religiosissimi
- S. S. theologiæ professores
- D. Johannes Steenbuch,
- D. Johannes Trælund,
- D. Jacobus Lodberg.
Vi har for at frelse vores Samvittighed for nogen Tid siden tilstillet vor allernaadigste Konge et almindeligt Klage maal om vor Kirkes Tilstand her paa Steden, og med hvad Hjertesuk vi vort Embede maa betjene, saalænge ingen Hjælp eller Assistense for os kan tilveiebringes. Den store Forsikring, vi har paa Eders Højærværdigheders store Erfarenhed baade i Christendommens og Kirkens og Embedets Hemmeligheder, har ej gjort os lang Betænkende om, hvilke Censores vi saadan vores Andragende ville underkaste. Vi har tilbedet os af Kongen selv, at I, vel- og højoplyste Guds Mænd, den Commission maatte antage, den vi haaber, at I med stor Glæde og Nidkjærhed betjener, saasom derudi alene den nødlidende Christi Kirkes Sag bliver ageret. Vi have end ikke faaet nogen vis Kundskab om, hvorledes Kongens Naade har behaget med vor Supplik at ordinere, men det vide vi, at Alle, som ikke dybt nok har udgrandsket Christi Riges Beskaffenhed, skal i vrangelig Maade udtolke vor Suppliks Indhold og os for adskillige Leviteter[3] og Formastelser beskylde, hvilken Forsmædelse vi for Christi Riges Skyld gjerne vil lide og ved vor Sags Forklaring grundelig haaber at igjendrive; til den Ende have vi og forfattet en vor Demonstration og uden videre Ordre til Kongen forskikket, ligesom vi og til Deres Højærværdigheder baade vor første Supplik som og dens Forsvar tilstiller, udi allerydmygeste Formodning, at dersom Kongen har behaget Eder til Dommere at beskikke, at I udi saa klar Sag glæder Eder over den Leilighed at dømme Herrens Huus, eller og om Kongen end ikke har behaget Eder den Commission at overgive, at I da blive beskjærmende Vidne for os mod utidige og kjødelige Domme. Vi fattige Præster har allerede samlet os tung Samvittighed af en mislig forrettet Præstetjeneste og daglig en stor Sorg over mange Sjæle, paa hvis Salighed vi ikke kan være forsikrede. Nu ville vi gjerne den korte Livstid, som for os kan være tilovers, oprette Noget af det Forsømte, har derfore forbundet os med Magt af Raad og Daad at bestorme Satans Befæstninger, hvortil vi og vide, at Eders Flid og Intention er dirigeret; saa tilstiller os, I oplyste Guds Mænd, som Eders ringeste Medstridere at finde Hjælp af Eders Raad og Oplysning af Eders Lamper og Beskjærmelse ved Eders Side. Vi strider ikke for Ære, Lykke og det timelige Liv, men for Christi Ære, Jerusalems Lykke og det evige Liv. Maatte vi da finde Lettelse, Trøst og Bistand af Christi høie Aand i Eder, tvivle vi ikke paa jo at bryde igjennem mange Difficulteter. Det er vor faste Resolution, at enten maa vi være tilladte at gjøre vort Embede med mere Drift og Vigeur, end paa den gemene Maade, eller og maa vi selv tage os Frihed eller og aldrig være Præster. Til hvilken Ende at denne vor Sag udfalder, ere vi ved Guds Naade glade og fornøiede. Efter vor ringe Forstand og Erfarenhed har vi og allerede forfattet en ordentlig Beskrivelse paa Kirkeret, Kirkedisciplin og Alt, hvad dertil henhører, men for sine Aarsagers Skyld har vi end ikke det villet forsende, men beder Eder allerydmygeligst, at om dertil kommer, at da den Frihed maatte undes os, hvad vi derom kan have observeret, at indgive, hvoraf da Eders dybe Paaskjøn tager saa Meget, som dem behager. Her er ingen Urimelighed eller Umulighed i Alt dette, naar ikkun Zions Bygningsmænd vil sætte al Frygt, Egennytte og kjødelige Raisons tilside og for Alvor tage sin Haand i hendes Steen og Kalk at berede; vi ere forsikrede paa, at Herren skal vel selv nok bygge Zion og aabenbares i sin Ære.
Sluttelig tilbeder vi os Eders gudelig Betænkning til vor Efterretning og tilbeder Eder idelig og inderlig al Trøst, Raad og Hjælp af Gud vor Fader og den Herre Jesu Christo, hvis alleruværdigste, dog trofaste Tjenere vi agter at leve og dø. Eders Høiærværdigheders allerydmygeste Tilhængere og Forbedere
Thingvolds Præstegaard den 3dje August 1714.
paa de Poster om Christendommens Beskaffenhed i Norge, som vi udi vor Supplik af Dato 17de April 1714 til vor
Af alle de Velgjerninger, som os af Gud mangfoldig ere beviste, siden han agtede os værdige at sættes til Embedet, regne vi billigen denne blandt de allerstørste, at han, vor allernaadigste Konge, er bevæget at kaste sit Øie paa det Zions Klagemaal, som ved vor uværdige Pen blev fremført. Herren see til ham igjen paa Nødens Dag, Jakobs Gud frelse ham!
Vi kan ikke undlade her først at protestere for Gud og og hans Salvede, at til denne Ansøgnings Dristighed i Christi Sag har hverken tilskyndet os fanatiske Meninger eller Særsindethed eller Begjærlighed til noget Nyt, ikke heller schismatisk Egengodhed, allermindst nogen Selvviisdom, ophøiende sig over vor Kirkes vedtagne rene Lærdom og gode Love, fra hvilken Suurdeig hvor langt vi ere, skal bedst bevises af vore Prædikener og anden Forhold i Embedet, ja, det veed Gud bedst, som veed alle Ting! Men Guds Huses Nidkjærhed og vor allerunderdanigste Iver for vor høi-kongl. Lovs og Rituals Respekt, saa vidt til os stod, at conservere har tilskyndet os til det, vi have gjort, hvilket vi gjerne havde seet ugjort, dersom vore Øjenbryne havde slumret og vor Samvittighed givet sig tilfreds, førend vi havde aabenbaret Kirkens Foster-Fader de hellige Mures Brøstfældighed.
Det er vist, at saadanne høeøivigtige Poster requirerede andre høi-oplyste Mænd og Kirkens Pillere til sine Talsmænd, men Gud vil og have Sandhed sagt af Børn og bereder sin Lov af Umyndiges Læber. Dertilmed kan jo Ingen bedre mærke det opvoxende Ukrud udi Herrens Ager, end de gemene Agerdyrkere; de fattige Præster bør jo tilkjendegive saadan Misvæxt, og for hvem skulle de det tilkjendegive, uden for Kongen, som af Gud har Magt til at oprive Forargelser af hans Menighed? Vi bekjende selv, at vi ved vort Embedes Anfang ikke har været snilde Huusholdere over Kirkens Helligdomme, har ikke saa strax kjendt Josephs Skade, og har ikke med den rette Drift og Orden indført Kirkens Tjeneste; men vi gjorde det da uvidende, og nu efterhaanden ved Erfarenhed ere komne til den Kundskab, at vore Menigheder efter al vor Kirketjenestes Flid findes dog til største Deel vankundige og uomvendte. Vi har og af andre gudelige Mænds klagende og raadende Skrifters Læsning tilligemed Guds Ords flittige Randsagelse lært, at Christendommen ikke alene fordrer reen Lærdoms Prædiken, men og et christeligt Levnets Øvelse, og at en Præst ei alene bør være en Lærer og Prædikant, men ogsaa en Hyrde og Guds Huusholder. – Naar vi nu efter høi-kongl. Lov og Ritual ville drive vort Embede for Alvor, holde Tugt og Ave paa udisciplinerede Christne og føre Menneskene til det rette christelige Væsen, da møder os særlig denne Hindring, at alt vort Anfang kaldes nyt Paafund og vore Menigheder forarges af de andre Menigheder, hvor de foregive, at Folk ei med saamegen Læsning, Regnskab og Disciplin blive besværede: derfor kan ei nogen Fremgang og Frugt for os findes eller ventes, saalænge ei en lige universal Praxis ved kongelig Befaling og Behag bliver renoveret.
Hvo vil da med nogen Billighed udtyde vort Foretagende som noget os Uvedkommende? Thi baade som Christne ere vi forbundne til at beklage Christi Legemes Krankhed og søge Lægedom til Zions Saar, dernæst som Christi Tjenere at gjøre Flid for hans hellige Riges Udbredelse og hans Menigheds Renhed uden Rynke. Endelig og som Undersaatter efter Lovens Pag. 6: Hvilke noget Embede af Kongen er betroet, efter Eds og Embeds Pligt alvorlig at holde derover, at Kongens Lov, og hvis af Kongen budet er, bliver i alle Maader med allerunderdanigste Lydighed efterkommet. Hvorfore skulle vi vel ikke da med Frimodighed antvorde vor allerunderdanigste Andragende i vor allernaadigste Konges egne Hænder og søge lige til hans Throne om Hjælp herudinden, efterdi vi har saa lovlig en Sag og saa nidkjær en Konge, som allevegne med bevægelige Ord (særlig i den Forordning af 1ste August 1707) og virkelige Effecter har givet tilkjende sin christmilde Omhu og ivrige Intention for Guds Ære og Kirkens Velstand, at Guds sande Kundskab ved Ordets retsindige Prædiken og Sacramenters rigtige Administration, ja ved den tilbörlige Disciplin og Kirke-Politi maatte ikke alene have Fremgang, men og forplantes paa Posteriteten. Hans Majestæt har og med største Naade modtaget mange andre Undersaatters Forslag til Opkomst og Forbedring udi Politiens adskillige Handteringer; skulle vi da vel haabe mindre Naade at finde for vor allerunderdanigste Forslag til Christendommens Opkomst og Forbedring, hvorpaa beroer det ganske Lands Ære og Velsignelse?
Gjerne ønskede vi, at vor forrige Klagemaals Demonstration, hvilken vi nu i Jesu Navn tiltræder, maatte bevise os Løgnere til Christendommens Ære, og at vort Fædrenelands Indbyggere maatte være saa ustraffelige udi Guds Vei, at vor Bekymring derover var forgjæves; ja Gud beskjæmme os og lade sit Navn helliges! For Zions Skyld kan vi dog ikke tie, for Jerusalems Skyld maae vi tale, og dersom vi end tiede, saa maatte dog Stenene raabe; og kunde vore Tunger intet Godt udrette, saa opvække den Jesus, som sidder hos Guds høire Haand, Mænd af større Aand og Kraft til at søge Jerusalems Fred!
Meningen af vor Andragende er den samme, som Profeten Hoseæ 4, 1: Herren har Trætte med dem, som boe i Landet; der er ei Sandhed, ei Barmhjertighed, ei Guds Kundskab. Vi har brugt generale Expressioner; thi Guds Aand bruger saaledes. Og undtagen hvad Particulær en og andensteds kan findes, saa er det vist og sandt, at den generale Tilstand i Landet staar saa ilde beskaffet, som vi har skrevet, ligesom den og beskrives udi alle vort Riges forordnede Bededagsbønner, som af Alterbogens Pag. 265 og 297 er at see, item af den til disse Tider forordnede daglige Bededags-Bøn, hvor alle Laster især opregnes, særdeles af den nu afvigte extraordinær Bededags Bøn, hvor disse Ord findes: „Velsigne din christen Kirke, gjærde det, som er nedrevet, opreise det, som er faldet, opbygge den, som den var af fordums Tid“. Dersom nu alle Bisper og Præster vil sandfærdeligen sige og beskrive os, hvad det er, som er nedrevet, faldet og forfaldet fra den fordums Tids Sirlighed, da tvivle vi ikke paa, at det maa jo blive det Samme, som vi har andraget, at vi i saa Maade af Guds Indskydelse har ikke klaget Andet for vor Konge, end det, som Kongen har befalet os at klage for Gud paa det syndige Lands Vegne.
I. At der er ingen Kirkedisciplin i vort Land, bevises: a) Kongens Lov siger Pag. 252[5]: Præsterne skulle holde fra Alterens Sacramente saamange, som leve i aabenbare Laster, Horkarle, Skjörlevnere, Aagerkarle, Slemmere, Skjændegjester, Voldsmænd, allermest Guds Ords Foragtere &c. &c. Disse ere ikke alene Kongens Ord, men Guds Ord Matth. 7, 6. 1 Kor. 5, 11. Men daglig Erfarenhed viser jo, at undtagen Horer og Horkarle, som holdes til aabenbare Skrifte, da holdes ingen af de andre benævnte Syndere fra Alterens Sakramente. Mange leve i Suus og Duus Dag og Nat; Mange udsuge sin fattige Næste med Aager og anden Uretfærdighed; Mange i alle Samlinger udgyder idelige Skjældsord og Forsmædelse; Mange har deres daglige Lyst af Klammeri, Slagsmaal og Overfald. Mange drive Skjemt med Guds Ord og Railleri med det hellige Evangelio. Mange leve i andre Slags grove Synder, aabenbare og uafladelig; dog admitteres alle saadanne til de hellige Tings Samfund uden Hinder med andre Guds Børn. Lad alle Chordøre tale, om saadanne Syndere nogen Tid efter Christi og Kongens Lov holdes fra Helligdommen eller med nogen Disciplin tilrettesættes. Men fordi det ikke skeer, derfor holdes gemeenlig hverken Drukkenskab, Aager eller Uretfærdighed, Skjændelevnet eller Overfald, maaskee ikke heller Guds Ords Foragt, for Synder, efterdi Kirkens Ret ikke aabenbare dømmer paa dem som paa Syndere. Saa befaler og Loven Pag. 291, at de, som i Uforligelighed fremture efter alle billige Vilkaars Tilbydelse af Sjælesørgeren, de skulle som andre Halsstarrige holdes fra Sakramentet og trues med Band. At vi ikke skal tale om andre fremturende Syndere, som Loven melder Pag. 273, og hvilke alle ingen Kirkedisciplin øves eller observeres, men alle uden Forskjel gaae til Sakramentet, hvorover ei alene Kongens Lov bliver foragtet, men og Guds Lov forvendes fortrædeligen, hans Helligdom vanhelliges; thi der holdes ingen Skilsmisse imellem Hellige og Vanhellige, Rene og Urene. Ezech. 22, 26.
b) Ritualet befaler, at den Synder, som staaer aabenbar Skrifte, skal publice med egen Mund og bekvemme Ord ud- føre sin Afbedelse til Menigheden for begangne Forargelse, hvilken Afbigt er jo ufeilbar en fornemmeste Part af den Kirketugt, som saadanne aabenbare Syndere udstaae til Menighedens Satisfaction; men det er vist, at gemeenlig overalt høres ikke mindste Ord om Afbedelse, Fortrydelse eller Undseelse; men den Skriftstaaende alene vender sig om for Menigheden, hvorved Kirken skammelig mister sin tilbørlig Ære.
c) Derudi sees fornemmelig, at ingen Kirkedisciplin er hos os, at Bindenøgelen er slet nedgraven. Saa har vi skrevet i vor allerunderdanigste Supplik, og Decanus i vort theologiske Fakultet har approberet de samme Ord, tydeligere Mening skreven af Dr. Müller i sin Postil Dom. I. post Pascha, som fordansket lyder saaledes: Den aabenbare Band er slet forspunden, Alting bliver löset og snart Intet bundet; efterdi man löser Alting, da er allevegne en lös og ugudelig Hob. Bisperne har ladet ved Politicos Bindenögelen tage fra sig og derfor har meget at spare paa den yderste Dag. Vi vide af alle theologiske Lærere, at Bindenøgelen bestaaer af excommunicatione minori ac majori. Det, som vor allernaadigste Konges Lov lige efter theologorum Brochmanni, Vandalini &c. deres Ord og Mening taler om Excommunicatione minori, lyder saaledes Pag. 542: Præsten skal aabenbarlig forbyde dem Sakramentet; Pag. 252: Præsterne holde Efterskrevne fra Sakramentet; deraf slutte vi, at Excommunicatio minor er, naar saadan en Syndere, som nævnes i Loven Pag. 248, 252, 542, bliver aabenbarlig og for Menighedens Ansigt af Guds Tjenere som en uværdig Lem udelukt fra Sakramentets Brug for den sin Synds Skyld (anderledes kan han ikke aabenbarlig forbydes), og at han holdes fra Sakramentet en vis Tid (ellers er det ikke at holde ham derfra), indtil han beviser klare Omvendelses Tegn for den forargede Menighed.
Saaledes giver ogsaa den forrige Kirkeordinans dette forstaaet Pag. 53: at de en Tid lang holdes eller forvises fra Sakramentet. Lad nu, allernaadigste Konge, den Kirke-Tugt, som øves gemeenlig, lignes ved den Beskrivelse, som af Eders egen Lov er udtagen, hvor sees da saadan Excommunicationsact? Umuligt er det absolutio publica. Thi den er Bindenøglens Ophævelse og Synderens Annammelse igjen i Kirkens Skjød. Hvad skulde da excommunicatio minor hos os være? Det skulde være den Akt, som burde gaae for publik Absolution, nemlig aabenbare Udelukkelse og nogen Tids Fraholdelse. En offentlig Bindelse burde gaae for en offentlig Afløsning, men dette skeer plat ikke i vort Land, hvor Syndere, saasnart de blive bekjendte, antages til publik Absolution, og saa langt fra, at de enten udelukkes eller nogen Tid fraholdes, at de jo langt hellere trækkes til Communion før den Tid, paa hvilken de ellers pleiede at søge Sakramentet. Ja saa stor Uskik er her, at Synderen ofte ei melder sig an for Præsten, før samme Søndag, naar de sig til publik Absolution indstille, da dog Ritualet Pag. 151 befaler, at Saadanne skal nogen Tid tilforn oplade sig for Præsten og da ei afløses, uden der findes sand Anger og Ruelse, saa der vil alt nogen Tid til at finde sand Anger, og en Præst kan ei paa en liden Stunds hykkelske Graad og ubeviislig Snak være forsikret. Udi aabenbare Skriftemaal bestaaer nu den saakaldede Kirkediseiplin fornemmelig udi dette, at en Synder først paa haardeste Maader beskjæmmes, straffes og tilrettesættes, men strax i samme Stund forkyndes for et omvendt Menneske og afløst Guds Barn. Hvor beklageligen da confunderes to distincti Actus og sammenføies, hvad Guds og Kongens Lov har adskilt? Hvorledes kan en Præst med god Samvittighed tordne og straffe paa Synderen, naar han veed ham at være omvendt? Hvorledes kan han trøste og afløse ham, om han ei i nogen Maade er forsikret ham at være bragt til Omvendelse? Kortelig, Christus maa tale for os. Hvad I binde, det er Eet og det Første, hvad I løse, det er Eet og det Sidste.
Anlangende Excommunicationem majorem, da er den desværre nuomstunder ikke mere i Brug; thi intet Exempel er i mange Aar nogensteds hørt og erfaret, da vi dog kan nævne dem, som i mange Aar modvilligen (uagtede alle hemmelige og offentligg Paamindelser) entholde sig fra Sakramentet. Trolovede Folk, som i 6, ja 30 Aar ikke har villet lade sig vie tilsammen, leve dog i et ondt og forargeligt Levnet og avle Børn, nu med hinanden, nu med Andre. Desforuden de, som forhærdeligen har forarget Kirken med aabenhare Slemmeri, Slagsmaal og Skjænderi, hvilket de efter alle Advarsels Maader ikke ville aflade og omvende sig, dog bliver ingen excommunicatio major tilladt over dem at bruges.
d) Det er umuligt, at nogen ret Kirkedisciplin kan øves, saalænge ingen lovlig Kirkeret bliver holdet, hvortil dog Loven giver Anledning, Pag. 273 Art. 7, Pag. 276 Art. 10 & 11, Pag. 278 Art. 13.
II. At den løsende Nøgel bliver allene misbrugt, og Skriftestolen derved mere til Satans Riges Opbyggelse &c., beviser Efterfølgende:
1) Loven forbyder Pag. 247: At Nogen skal med Haandspaalæggelse af Præsten aflöses, uden han af et angerfuldt Hjerte gjör sine Synders Bekjendelse for Præsten og begjærer Syndernes Forladelse; hvilket i alle Maader er den augsburgske Confessions Mening Art. 4 om Misbrug, saa talende: „Confessionen beholdes hos os endeel for det store Gavns Skyld, som Aflösnings Embede har derved, endeel for anden Samvittighedernes Nyttes Skyld“, eller, som det lyder klarere af en anden Edition: „Efterdi Confession baner Veien til at meddele den privat Absolution og den Skik i sig selv bevarer Lösenögelens og Syndernes Forladelses rette Forstand for Folket; desforuden, efterdi den hemmelige Samtale meget gavner til at advare og lære Menneskene, derfor beholder vi flittelige Confessionen i vore Kirker“. Vor lille Katechismus nævner det Skriftemaalets første Part, at man bekjender Synderne. Ritualet sees Pag. 143, 144: Ved saadan Bekjendelse skulde fornemmelig gives Anledning baade til Skriftestolens Nytte for de Bigtende, saa og til Samvittigheds Rolighed for den Afløsende. Men hvor aldeles uden Afsky har Præsterne hidindtil nedlagt Confessionem og uden ringeste foregaaende mundtlig Vidnesbyrd om Syndernes Kundskab og Angergivenhed absolveret Tilhørerne, hvilket endog vores Biskop efter en og anden Befaling og Paaanke ikke har kunnet faaet afskaffet. Det er jo formasteligt, uforsvarligt og forunderligt, at Clericiet imod Guds Ord, imod Loven og imod Ritualet og de symbolske Bøger har saaledes afskaffet Confessionem og misbrugt Afløsningen.
2) Loven befaler udtrykkelig Pag. 244, at Præsten skal ikke tilstede hverken Unge eller Gamle til Sakramentet, førend de baade kan læse og forstaae Börnelærdommens Ord, finde deraf den rette Mening udi Hjertet, skulle kunne begjære at skriftes, vide, hvad Herrens Nadvere er, og hvad Nytte den haver med sig, og til hvad Ende de begjære at bruge den. Dog tilstedes mange Hundrede til Skrifte, som ikke vide det Ringeste af Alt dette, og fordi de slippe saaledes frem uden Regnskab og Fraholdelse, derfor tage de sig aldrig Tanker eller Omhu til at lære noget Mere. Er da ikke Skriftestolen paa den Maade til Satans Riges Bestyrkelse?
3) Her annammes og absolveres immerfort det ene Slags selvraadige Syndere efter det andet; sjelden tages Løfte af dem til Forbedring, og om det tages, da spares de nok siden for Paaæskelse derom, og de forskaane sig nok selv for Løftets Fuldbyrdelse, blive saa 2 eller 3 Gange om Aaret paa vanlige falske Løfte absolverede, hvilket bestyrker og hærder dem i deres forsætlige Ondskab. Særdeles ere Uforligelige, Had- og Avindsfulde ikke at bringe til nogen sand Forligelse med deres forurettede Næste, førend de til Kjærlighedsmaaltidet fremtrænge sig, hvilke, saasom de plat uværdeligen communicere, saa maa Skriftestolens efterladne Misbrug befordre dem til den Dom, som de derved indløber.
4) Uagtet Loven Pag. 246 befaler, at ikke Flere paa een Gang skal annammes og skriftes, end Præsten vel kan betjene, tilbørlig prøve og undervise, er det dog sædvanligt paa de fleste Steder, at Folk i Snesetal trænge sig ind i Skriftehuset, Alle annammes, Alle skriftes paa een Maade, og Alle under Eet i en Hast absolveres til Gudfrygtigheds Svækkelse og Ugudeligheds Bestyrkelse.
5) En skadelig Uorden er og dette, at Tiggere, som stryge Landet igjennem, skal tages til Skrifte og Guds Bord, hvor de ville, og hvor de fremkomme, uden at de som oftest har ringeste Vidnesbyrd, ofte falske Vidnesbyrd om deres Levnetsforhold. Ligesaa, at endeel Præster antager ubekjendte Personer fra fremmede Sogne, som ei fører deres Præstes Attest med sig og siden befindes at have været ulydige og uskikkelige. Af saadan Omgang kan intet Andet sluttes, end at Løsenøgelen jo er misbrugt, og Menneskene ved Skriftestolens Brug blive bestyrkede udi Satans Rige.
III. Prædikestolen er desværre mestendeels frugtesløs. Vi behøve ikke mange Beviisligheder paa denne Post. Menneskenes eget Levnet taler altfor klart derom. Hvo troer vor Prædiken? Hvo bevæges af al den Straf til Omvendelse? Herren lader hver Morgen sin Ret komme til Lyset, han lader ikke af, men den Uretfærdige vil ikke skamme sig. Zeph. 3, 5.
IV. Horeri, Horeri har saa taget Overhaand &c. Alle gamle ærbare Folk kunne enstemmig vidne, at Horeri og Skjørlevnet har ikke været saa gjængse i deres Minde, som nu. Ei mange Kirketjenester forrettes, at jo møder et Exempel mod det 6te Bud. Ei mange Brude fremkomme, som jo ere besvangrede. Blodskam er ikke saa rar iblandt os. Horkarle i Ægteskab slipper vi at lede efter. Gud see dertil og forstyrre Djævelens Gjerninger!
V. At Drukkenskab ikke er Synd mere, at Trætte og Avind er en Mode, at falsk Vægt og Maal holdes for en lovlig Profit, beviser deres Gangbarhed baade blandt Læg og Lærd, Rige og Fattige, Gamle og Unge. Lad Værtshuse, Compagnier, Thingsteder og andre Samlinger, ja Manges daglige Levnet vidner derom, hvor umuligt Ruus, Drikkesviir og Sværm kan undlades og være borte. Lad Thingsteder og Protokoller vidne om, hvor liden Samvittighed Folk gjør sig for ringe, unyttige, lumpne Ting at stævne hinanden, uchristeligen klamre, ublueligen skjændes og ubarmhjertigen irettesætte hverandre. Lad alle forbudne Træbismere, Veieskaaler og Alne eftersees og opledes, og den fordeelagtige Falskhed imellem Kjøbende og Sælgende skal let blive kjendelig. I Alt dette undskylder de sig dog med lang Vane, Verdens Viis og Nærings Nødvendighed.
VI. Vankundighed i Saligheds Sag holdes for god Tro. Hvo skulde troe vort Klagemaal, at i saa christeligt Rige var saa mange døbte Hedninger? Vi kan med Sandhed sige, at Enhver af os har befundet den største Deel af vores Tilhørere hverken at kjende den treenige Gud, ikke Christi Navn, Person og Embede, ikke Forløsningens Naade, ikke Sakramenternes Hemmelighed og langt fra ikke det nye Menneske og aandelige Væsen i Christo. Alle Saadanne raaber dog dristig, overiler os ubluelig og protesterer haardelig, at de har god Tro i Hjertet, og tvivle slet ikke paa ved saadan Tro at blive salige; fordi de al deres Livstid i saadan Blindhed har gaaet til Skrifte og Guds Bord, derfor tør de vel skjælde og oprøres imod os, naar vi med saadan deres gode Tro ei ville være fornøiede, hvilket er Jammer og Hjertens Græmmelse.
VII. Bander og Eder et almindeligt Tungemaal; vi høre mere af den Ugudelighed, end vi her kan sige og demonstrere med Vidtløftighed. Forfærdeligt er det, at i Kramboder lægges 10 falske Eder for een Skilling at vinde, paa Thinge tages vanvittige Laugrettesmænd til Ed paa det, som de hverken forstaae eller blive tilladte at holde. Ja, hvo kan udsige al den Frihed og de ugudelige Reservationer, som Enhver herudinden beholder sig. Faa ere de, som holde letsindig idelig og ufornøden Sværgen for Synd, ligesom at Christus aldrig havde sagt, at Saadant er af den Onde, Matth. 5, og ligesom Kongens Lov aldrig havde sagt, at idelige Bandere skulle ansees for utroværdige Folk.
VIII. Sabbats skjændige Brydelse et Adiaphorum. Øvrigheds Personer bruge Søndag som andre Dage til Thingreiser og andre Reiser. Udskrivelser holdes om Søndagen, Thing paa extraordinære Bededage; alle unyttige og syndige Forretninger, som Folk ei giver sig Tid til i Ugen, foretages om Søndagen; Mønstringer forstyrre Kirketjenesten, Banden, Slagen og Torneren skal berede de fattige Sjæle til Gudstjeneste. Nattehold (som er en Drikkesamling af Bryllupsfolk) holdes den ganske Nat til Søndag indtil Kirketid, hvor da det med Drukkenskab besværede Brudefølge kommer til Kirken, uskikkede til al Andagt og Gudelighed og forargelige for den hele Menighed. Duner (som er en Drikkesamling, naar en Bonde har faaet sine Naboers Hjælp til at slaae sit Hø en Dag og bør tractere dem en anden Dag) holdes saaledes, at Hø slaaes om Løverdagen, og Natten til Søndag med hele Søndagen anvendes paa Drik og Tractemente. Samlags-Øl (fast af samme Beskaffenhed som Mai-Gilde i Danmark) holdes alene paa Helligdage, isærdeles i Juletider, da efter gammel hedensk Skik Folk overalt søger deres Glæde i Fraadseri og Drukkenskab, hvorved følger usømmelige Dands, letfærdig Omgjængelse og allehaande Ungdommens Forførelse. Er dette ikke til Guds Ords og Eders Majestæts Lovs største Foragt, som alt saadant saa strængelig har forbudet, ja langt fra Eders Majestæts eget christelige Exempel, som ved sin høie Nærværelse i Norges Rige aldrig nogen Sabbat ved Reise eller anden verdslig Forretning vilde overtræde.
IX. Heraf er tilligemed klart, at alle ganddommelige og kongelige Anstalter til Christendommens Opbyggelse ere uden Afsky overtraadne, hvilket, som det er en Skam for alle Landsens Indbyggere, saa er det og en dyb Hjertesuk for alle Retsindige.
X. Sjelden blive grove Synder paadømte, saasom gotlose Eder og Bander, Sabbats Overtrædelse, Slagsmaal, Overskjænden, Tyveri, ja vel og undertiden Horeri hos de Fattige, som ikke har Formue til Bøder. Endeel Synder, som ere paadømte, blive enten ikke tilstrækkelig ved Dommens Execution afstraffede. Derpaa kunde vi fremføre Exempler nok, om paaæskes. Naar faa Guds Børn undtages, lever Resten udi hedensk Vankundighed og stoler paa det papistiske Opere operato. Ordet vil de ikke lære og følge, Sakramenterne tør fast ingen Præst negte dem. Ordets og Sakramenternes udvortes Brug er vor Christendoms Skin, men Kraften er borte, nemlig Hjertets Fornyelse og Helligheds rette Væsen.
I. Kirketjenernes Efterladenhed, Frygtagtighed, Uduelighed og Egennyttighed, hvilket Gud og altid selv antegner som Aarsag til al Brøst og Uordentlighed iblandt sit Folk.
II. Øvrighedsbetjenternes Forsømmelse og Lunkenhed i at straffe Synd og Ugudelighed og i at befordre gudelige Anstalter til christelige Seder. Menighederne ere komne til den Vane og Tanke, at om noget Godt befales, falder det dog af sig selv med Tiden. Maatte det allernaadigst behage Kongen at lade eftersee den ene Post om Drukkenskab til Thinge; vi tvivle paa, om der i Fogdernes Regnskaber skal findes mange 20 Lod Sølv for dette gemene Sagefald anførte efter Lovens klare Ord Pag. 21 Art. 3. Deraf sees tillige, hvor ustraffede alle saadanne Excesser henløbe.
III. Kirkedisciplinens og Kirke-Embedets Myndigheds Svækkelse og aflagde Praxis, hvilket er ligesaa stor Aarsag til Uskik i Kirken, som om Disciplin fattedes ved Krigshær, Politi, Skoler og Huusholdninger. Saa stor Hjælp som den alvorlige og vel regulerede Kirkedisciplin var til den første Christen – Kirkes Renhed og Lyksalighed, saa stor Skade og Hinder er dens Fattelse i vore Kirker.
IV. Fattelse paa Midler til Information, saasom gode Bøger, Klokkere, Skolemestere, tilligemed Forældrenes slette Optugtelse, ingen Omsorg af Faddere eller Andre for fattige Børn. Faa har lært at læse, Mindre har Forstand paa det Lidet, de læser, og den allermindste Deel har selv Bibel, kan den og ei bekomme, og de Fleste for Fattigdom er ei god for at skaffe sig den samt andre gudelige Bøger til Øvelse og Bestyrkelse i Troen. Præsterne prædike, og Folket forstaaer det ikke, ja hvor enfoldig, saa begribe de det dog ikke, og har plat ingen øvede Sandser i Evangelio.
Af disse Hovedaarsager er opvoxet al Uskik i Christendommen, og særdeles den vildfarende og letsindig Opinion, som Satan har avlet udi alle kjødelige Menneskers Sind, at den blotte Munds Bekjendelse om Guds Naade i Christo og hans Fortjeneste saliggjør uden at have den levende Tro, som forandrer et Menneskes ganske Liv efter Christi Evangelium.
Dette er Hovedkilden, hvoraf alt Hykleri, Lunkenhed og Skjødesløshed i Christendommen udflyder.
til at oprette det, som er saa nedfaldet, staaer næst Guds Naade udi vor allernaadigste Konges Haand, af hvilken vi efter underdanigste Pligt og enfoldigste Begreb fordrister os
I, At Bisper, Provster og Præster med ny alvorlig kongelig Bud og Befaling maa tilholdes, hver efter sin Magt og Skyldighed, at drive sit Embede med mere og aandelig Nidkjærhed efter Loven og Ritualet, særlig at drive doctrinam catecheticam og disciplinam ecclesiasticam, hvilke to Stykker ere de fornemste Midler, hvorved Kirken skal opføde sine Børn: hvilke to Stykker de med Ed har forbundet sig til, hvilke to Stykker ere nu saa komne af Brug, at de uden ny kongelig Befaling hverken øves af alle Lærere eller modtages af alle Tilhørere; thi Menneskene ville ikke med Gode paatage Christi Aag, som de engang have aflagt.
II. Præsterne maatte isærdeleshed tilholdes nøie og uden Afladelse at kræve privat Confession af alle Communikanter, at de næste Prædikendag tilforn tager Antegnelse paa dem, som næste Prædikendag derefter ville communicere, at de efter Lovens Formelding anvender sidste Deel af Prædiken paa Katechismi Forklaring, paa beleiligste Tid om Søndagen repeterer sin Prædikens fornemste Indhold per qvæstiones, selv undertiden tydelig katechiserer for Menigheden, gjør Huusbesøgelser overalt omkring i Menigheden for at kjende sine Faar, deres Tilstand, og conferere med dem om Alt, som hører til Gudelighed og sand Christendom, ved hvilken Huusbesøgelse aldeles ingen Foræring, Gave og Tractemente at kræve eller modtage, under hvad Prætext det være kunde, uden at han forhjælpes fra Sted til Sted med fri Fordringskab og intet Videre, og det under høi Straf, som Kongen selv allernaadigste behager at paasætte.
III. At Kirkens Ret og Disciplin tydeligere maatte vorde os beskreven og en bedre reguleret Orden indrettes. De fleste Kirketjenere synes efter Loven ei at have anden Magt, end ved Advarsel og Mundstraf og Trusel at corrigere modvillige Syndere. Nu er Synd og Forargelse ved lang Vane og Uforskammethed saa befæstet, at den bare Mundstraf ei kan overvinde dem. Lutter Løgn, falsk Undskyldning, ja Vrede og Ulydighed er saa stor, at Formaning og Trusel kan den ei fordrive, saalænge det ei kommer til Forhør med Vidne, Grandskning og Kjendelse; derfor vil uforbigjængelig til Alles Efterretning distincte henføres Alt det, som Loven bevilger Præster og Medhjælperne til en velreguleret Kirkeret, under hvilken Alt, hvad Kirken immediate vedkommer, bør henhøre, og derfor visse Artikler burde forfattes, ligesom andre baade militære og civile Stænder har sit eget Reglement: hvilket Altsammen ret at regulere og anstalte udkræver meget gudelige og meget lærde Mænd, hvilke og maatte være befalede ei at foragte andre fattige Præstemænds ringe Erfarenhed og eenfoldige Betænkning. Imidlertid bede vi allerunderdanigst om Kongens allernaadigste Beskjærmelse og Forlov til at øve saamegen Kirkedisciplin, som vi kan begribe efter Loven tilladt og fornøden til vore Tilhøreres Sjælegavn og Omvendelse.
IV. Alle de, som skulle beskikkes til Præster, maatte gjøre Prøve nøiagteligen, om de saa vel i Lærdoms og Gudeligheds Studeringer vare øvede, at nogenlunde fast Forsikring var paa deres Duelighed til en ret Præstes Embede. Thi Intet er vissere, end jo alvorligere og kraftigere dette Embedes Myndighed bliver indrettet, jo større Skade vil deraf voxe, om Uforstand og Uaandelighed skal dermed dispensere. Ønskeligt var det, at den udgangne Forordning om Vocation til Præsteembedet blev i alle sine Punkter saa tilbørligen i Værk stillet, som Kongen derudi i sin allergudeligste Intention og Nidkjærhed har givet tilkjende; desligeste og ønskeligt, at den studerende Ungdom blev itide paa Akademiet anført til Theologiam moralem og hørte noget mere om den sande Christendom, tillige blev øvet in practicis, hvorledes de burde omgaaes i Guds Huus, at de ikke med sin Menigheds Skade skulde siden lære det for silde.
V. Der er ingen Haab om god Christendom, saalænge Folk ere ikke ret i den aandelige Christi Kundskab vel øvede og grundede; men det skeer aldrig, saalænge Klokkere og Skolemestere ikke ere Præstens Bistandere herudi. Klokkerne paa Landet kan ikke vedbørligen gjøre deres Embede; thi for Fattigdoms Skyld maa de leve af deres Bondehandel. Skolemestere paa Landet have vi slet ingen, som ere stadige og duelige. Det var en ubeskrivelig Velgjerning imod den christen Kirke, dersom deres Majestæt allernaadigst vilde befale, at Klokkerne maatte nyde noget mere og rigtigere deres Løn af Almuen, og allergudeligst foranstalte, at een Skolemester i det Ringeste skulde være i hvert Sogn og nyde aarligen endeel af de Bøder, som falder for Synder og Laster. Saa maatte og Faddere være tilholdte virkeligen at efterleve det dyre Løfte ved Børnedaaben, at de, som gjøre derimod, straffes som forsømmelige Forældre efter Loven Pag. 257.
Efterdi og dette Land er saa fattigt paa gudelige Bøger, da maatte Theologi Hafnienses bære nogen yderligere Omsorg derfor, at Landet aldrig fattedes saadan aandelig Forraad. Mangen fattig Mand vilde gjerne kjøbe en Bibel, en Postil &c., men kan ikke bekomme den, uden meget vanskeligt og betalt i dyreste Maader. Lucidarius[6], Sibyllæ Spørgsmaalsbog, Patriarchernes Testamente, Planetbogen, Munkesladder, danske Romaner og letfærdige Horeviser &c., hvilke ufeilbarlig uden Facultatis theologice Vidende blive trykte og burde brændes, føres overfledig af Bogførere og kjøbes for let Priis af de Eenfoldige til deres store Forargelse. I den Sted burde der vel saa laves, at fattige Folk for taalelig Priis sig en Bibel kunde tilhandle. Vi har nu fast i to samfælde Aar begjært 600 Exemplarer af Bibelen til vore Menigheders Fornøielse, men har af den priviligerede Bogtrykker hverken Bibler eller Svar derpaa bekommet. Saa maatte vel og et accurate Tryk og billigere Kjøb paa de smaae Katecheser tilveiebringes og nogle af Katechismi Exemplarier have hosføiet det nicænske og Athanasii Symbolum og Augsburgiske Confession, hvilke Bøger, efterdi de ere Libri symbolici, da er det jo Skam, at de snart ikke ere at finde iblandt de danske Menigheder paa deres Sprog.
VI. Tilvoxende Synder, saasom Horeri, Drukkenskab, Sabbats Brydelse, Bander og Eder &c. maatte mødes med vissere Straf. Det er beklageligt, at Ægteskabsbrydere bøder undertiden Intet, undertiden Mindre, end ledige Skjørlevnere, hvilket skeer deraf, at naar Horkarlen skal svare efter Loven sin halve Bo eller yderste Formue, da forringer han tit sin Bo saaledes, at hans Bøder bliver et Par Rdlr.; ledige Karle derimod 24 Lod Sølv; undertiden ere de Fattige, og saa bøde de Intet, og dog lider heller Intet paa Kroppen, som andre Skjørlevnere maa gjøre i Mangel af Formue til Bøder. Thi var det fornødent, at for Ægteskabs-Horeri blev en vis Taxt paa Bøder sat, saasom dobbelt saameget som for Ugiftes Horeri, og hvis Synderne vare mere formuende, da hans halve Bo at være forbrudt, og hvis han var aldeles arm, da straffes paa Kroppen i yderste Maader. For Sabbats Brydelse er sat stor Straf nok i Loven, nemlig tre Lod Selv for hver Kirketjenestes Forsømmelse, og to Lod Sølv, om Nogen arbeider under Prædiken; men hidindtil er saadanne Bøder aldrig indkrævede, hvorfor det var høifornøden, at deres Majestæt vilde give deres allernaadigste Vilje tilkjende, at saadanne Bøder maatte alvorligen indfordres under Straf efter Lovens Pag. 904 Art. 8.
Sværgen og Banden kunde og meget forekommes, dersom den undertiden maatte straffes efter Lovens Pag. 897. 898. 899. Øvrigheden maatte og være tilforbunden paa hvert Thing at oplæse tydeligen de fleste Poster af Loven, som opregne Straffe og Bøder over Saadanne, som bander og sværger.
Og saasom Signen, Maalen og Paalæsning og andre forbandede Konster ere mere gjængse i dette Rige, end noget christent Menneske skulde troe, saa bede vi, at allernaadigst maatte foranstaltes, at Præsterne tilliggmed de andre Lovens Punkter skulde oplæse tvende Gange hvert Aar af Prædikestolen, hvad Loven siger om Signeri Pag. 895, og derforuden alle Øvrighedspersoner paa hvert Thing offentlig forkynde for Almuen samme Lovens Ord, at Satans Rige kan forstyrres.
Mod grasserende Drukkenskab og Slemmeriets Ugudelighed seer vi ikke, at nogen verdslig Straf bliver øvet; men Saadanne, som gjøre deres Bug til deres Gud, burde hensættes paa Vand og Brød nogle Dage eller tilkjendes af deres Midler at give Noget til de Fattige efter Lovens Anledning Pag. 905.
Saasom og erfares, at mange Ungdommens Synder kunde forekommes, dersom ikke Forældrene og Huusfædrene glemte deres Advarsel og saae gjennem Fingrene med, at Karle og unge Piger ligge i eet Huus, ja og i een Seng tilsammen: thi burde Forældre og Huusbonder, som befindes at have været Medvidere udi de Unges Sammenleie, betale halv Bøder tilligemed de Skyldiges fulde Bøder.
Den Frihed maatte afskaffes, som Rettens Betjente tage sig at disponere over Kongens Lov. Naar Blodskjændere og Horkarle skal forvises Landet, da hendømmes de til de nærliggende Fiskerleier og henføres kun til nærmeste Præstegjeld, og vil ikke forstaae, at Fiskerleierne alene betegne Nordlandene og Finmarken. Rettens Betjentere og Tiendetagere maatte forbydes at reise om Søndage og hellige Dage, og deres Forargelse til dobbelt Helligdagsbrøde ansees.
Saa maatte det og behage vor allernaadigste Konge til Christendommens Opkomst og Guds Ords Ære at ophæve Soldaternes Exercitier om Søndagen ved Kirken, efterdi derved ikke alene Soldaternes, men og den ganske Almues Sind distraheres og forhindres fra Guds Tjeneste. En stor Hjælp til forargelige Synders Askrækkelse var det og, om deres Majestæt vilde ophæve Soldaternes og andre Folks Indulgenser for aabenbare Skriftemaal, hvorved ei alene Kirkens Tugt foragtes, men og Syndernes Omvendelse forhindres.
VII. Vi bede, sukke og ved Jesu Navn inderligen anholde, at deres kongelige Majestæt vilde allernaadigst ved en tydelig Anordning aldeles afskaffe al Dune-Øl, Nattehold. Samlags-Øl og Jule-Drik, item Overflødighed ved Ligfærd. Og saasom paa Romsdals Marked og desværre paa andre Markeder føres et ugudeligt Levnet med Fylderi, Slagsmaal og Ryggesløshed, saa Guds Børn maa undsee sig for at komme did, saa vilde deres Majestæt allernaadigst behage ved den verdslig Øvrighed saadan Guds Fortørnelse at lade forekomme, og de, som da imod Øvrighedens Anstalt og Erindring vare uskikkelige, at sættes paa Vand og Brød og bøde til de Fattige. Skulde deres Majestæt allernaadigst behage at høre vort Forslag baade i denne og de 6 foregaaende Punkter, da maatte jo al Verden tilstaae, at Gud havde reserveret ham den Ære som Kong Josias at rense baade Juda og Jerusalem 2 Krøn. 34. Men til at berede Guds Huus med Josia vilde levitiske Forsamlinger og Kirkeretten ordentlig indføres, som forhen er meldet.
Thi at der gjøres fornøden en Kirkeret, lærer vor allernaadigste Konges Lov Pag. 272 Art. 7 og 8 og det hele 9de Cap. Lib. II., hvilke Steder noksom give tilkjende, at til forhærdede Synderes Overvindelse og Omvendelse gjøres Behov en Forsamling, en Beraadslagelse og Paakjendelse af Præsterne og Medhjælperne i visse Poster; thi der tillægges dem den Myndighed, at de ei alene maae tiltale den Ugudelige, men og kalde ham for sig, dømme og kjende paa den Modvillige og finde ham til Pengestraf samt Entholdelse fra Alterens Sakramente Art. 10. Item at randsage, hvis tvivlraadigt kunde være og til Guds Ære og hans Menigheds Opbyggelse kunde tjene ibid., samt foranstalte Et eller Andet i Menigheden, bære Omsorg for Fattiges Ophold og Lære &c. &c. Og naar Loven tilstaaer Pag. 273, at der ere nogle Laster, som ved sædvanlig Rettergang ikke saa bekvemmelig kan afskaffes eller bevises, da slutter den jo, at der burde være andet Middel til at bevise og straffe Saadanne, som ikke kan skee uden ved en Kirkeret, og efterdi Kirkedisceiplinen er en ecclesiastiske Execution, da siger det sig selv, at den bør have en ecclesiastiske Kjendelse og foregaaende Skjøn. Saadan Kirkeret var gjængs i den christen Kirke, ei alene da den var endnu ikke under christen Øvrighed, som i Apostlenes Tider 1 Kor. 12, 28. Rom. 12, 7. 8., hvor hos Lærerne søgtes Hjælp, Lærdom og Formaning, men endog alt efter Constantini Tider; thi Augustinus over den 36te Psalme taler om Senioribus ecclesiæ, hvilke tilligemed Prædikanterne regjerede Kirken. Men som samme Kirkemyndighed og Ret, endskjønt af Loven præsupponeret, endskjønt altid sædvanlig i Kirkens fremfarne Tider, er kommen med meget andet Godt i Ubrug og Misagt, saa kan den ikke frugtbarligen optages igjen uden kongelig Confirmation og Fornyelse. Og ville vi alle formode, at vores allernaadigste Konge herom vilde anhøre vores særdeles Forslag: kanskee ved dette fattige Raad kunde Staden reddes. Vi ville og da klarligen bevise, at ved saadan Kirkeret blev ikke i ringeste Maader søgt nogen vores Ære eller Interesse, men Guds Ære alene og hans Kirkes Interesse, ikke allerringeste Svækkelse af nogen anden civil Ret, men langt mere dens Bestyrkelse. Det skal nu da Gud vide og Udgangen bevise. Som vi og ved Guds Naade forsikre, at saafremt denne Kirkeret efter dette Forslag maatte blive renoveret, da vilde baade mange Sjæle derved vindes, mange Synder derved forekommes, og den nærmeste Anledning gives til, at den christen Kirkes gamle Lyksalighed maatte igjen komme.
Vi med al Tillid recommanderer dette og os selv i vor allernaadigste Konges store Naade, forblivende
| Thingvold d. 3die August | Vores kongelige Majestæts |
| Anno 1714. | Vores allernaad. Arve-Konges og Herres |
| Allerunderdanigste Arve-Undersaatter | |
| og uafladelige Forbedere |
| Jens Juel, | Amund Barhow, | Thomas von Westen, |
| Eccl. Tingv. P. ind. | Sognepræst til Kværnæs. | Ecel. Vedöensis |
| Pastor indign. |
| Nicolaus Engelhart, | Mentzer Ascanius, |
| uværdige Guds Ords Tjenere til Næsset. | uværdige Comminister til Aure. |
| Peder Strøm, | Eyler Hagerup, |
| resid. Kapellan til Boe. | ringeste Kapellan paa Kværnæs. |
At lide vel i alle Maader og være karske, ligesom Eders Sjæle lide vel.
Ved Eders Høiærværdigheders milde og meget gudelige Skrivelse blev os en stor Frygt og Bekymring betagen og vores Aand høiligen vederkvæget. Lovet være vores Gud, som bøiede Kongens Hjerte saa lige efter vor Bøn og Eders Hjerter saa lige efter vor Forhaabning. Dersom nu den Handel er af Herren, da kan det ikke feile, at jo meget Godt forfremmes til Blomstring for Guds Kirke og til Glæde for Kirkens Tjenere; vi ere glade, at vi skal tale Christi Sag for saadanne Mænd, som foruden deres store Erfarenhed i de Ting, som tjene til Christi Legemes Opbyggelse, saa glædeligen imodtage den Byrde, vi har paalagt dennem, og som ei alene lover ved denne Anledning al Flid og Umage til at befordre Zions Velfærd, men ogsaa styrker os til Frimodighed i at stride for Guds Stad. Velsignet være I for Herren, og velsignet være den Gud, som hjælper Eder; gaaer frem i denne Eders Kraft, og I skulle frelse Israel. – Vi har maaskee forseet os derudi, at vi, førend den allernaadigste kongelige Resolution og tillige Deres trøstelige Brev blev indhændiget, alt for en Maaned siden afskikkede vor Demonstration paa den allerunderdanigste Supplik in triplo, nemlig foruden et Exemplar til Eder, da og et til Kongen og et til de Deputerede i Kongens Absence; hvilket skeede af den Aarsage, at os ved et partikulær Brev fra Kjøbenhavn blev berettet, at vor Supplik skulde ikke være i synderlig Naade optaget og som en ἀλλοτριεπισκοπια forklaret af Mange, og man ei vidste, til hvem den blev overdraget; derfore hastede vi at indgive vore Beviisligheder saaledes paa de Steder, hvor stor Unaade bedst kunde afvendes, og vort Klagemaal en bedre Fortolkning kunde have. Frygt for silentii impositione, Bekymring over Besvarelses lange Udeblivelse, Verdens uaandelige Domme blev os tilsammen en Fødsel Pine, at vi ei oppebiede høistbemeldte Resolution, men strax førte den Forklaring, som Eders Høiærværdigheder vel allerede i Hænde er kommen; hvorom vi ydmygst afvente Deres høigunstige Notice; thi hvis med Postens Mislighed det ikke skulde være skeet, da ville vi med allerforderligste umage dem med en ligelydende Copi.
Af forbemeldte Demonstration erfarer vel deres Høiærværdigheder, at vores forrige Gravamina disværre ere altfor sande; hvad Frugt der er at vente af de foreslagne Remediis, henstiller vi til saa høioplyste og Gud det saa trolig menende Mænd. – Men vor Demonstration var ufuldkommen og i vores Remediis insufficens enumeratio for Tidens Korthed og vor Hastigheds Skyld; saa kan vi ikke forsvare det for den levende Gud, dersom vi lade det blive derved, at hans Sag saa lunken er procureret; thi ifølge af vor allernaadigste Konges christmildeste Begjæring og tillige Deres faderlige Tilbud tilbede vi os den Gunst og Glæde, at vi med Allerførste maa tilskikke en udførligere Demonstration over Menighedernes Brøstfældigheder og mere tydelig Anviisning paa Christendommens Opreisning ved mere klarligen forestillede Remediis og Forslag Desforuden at Deres Høiærværdigheder vilde behage med Deres Relation og Betænkende at fremkomme til vor allernaadigste Konge. Personalia, invidiose Omstændigheder og særdeles Exempler har vi ikke anført, vil og ingenlunde bemænge os dermed, saasom vi har begyndt dette Værk ikke af Avinds, men Frelsens Aand, ikke som Anklagere til vor Næstes Fortræd, men som Beklagere aleneste over Kirkens Elendighed. Vor anmeldte Kirkeret har ingen ringeste Henseende til Herredømme over Herrens Hjord, men er at forstaaes om en gudelig Justits og Forsamling af Præsten, Medhjælperne og de Ældste, hvilke paa fornødne Tider skulle raadslaae til Syndsens Afskaffelse og Evangelii Forfremmelse og indkalde for sig de gjenstridige Kirkens Lemmer og enten beskjæmme deres Synd imellem sig selv eller tilkjende den til Kirkens Disciplin, alt uden kjødelige Vaaben, alt efter den apostoliske Skik og andre vel beskikkede Menigheders Exempler, alt efter enhver Menigheds Bekvemhed og hver Forseelses Grad. Vores fornemste Øjemærke og Ønske, som vi henstille til Hjerternes Randsagere, er med eet Ord at opvække alle Stænder, baade Davids Huus og Simei Huus og Levi Huus, til at see den paa ny gjennemstungne Frelseres aandelige Legeme og ei alene holde Veklage derover, men ogsaa fulde af Naadsens Aand udjage alle urene Aander af Landet, og skal vi endnu mere tilkjendegive vor Henseende, da ønske vi at opleve efterfølgende Christendommens Tilstand.
1) At Christendommen maatte fornyes til sin forrige Ungdom, da Herren havde Israel kjær, og omendskjønt dens deilige Ansigt havde ogsaa da sine Rynker, saa skjulte dog den overveiende Skjønhed de faae Pletter; i det Ringeste at Christendommen maatte have saa megen Anseende af Guds Eiendom og Nazareatu, at om Hedningerne og Jøderne skulde see os, de dog kunde finde nogen kjendelig Christi Billedes Lighed i os og ikke holde os for værre, end de selv vare, og naar vores Lys skinnede for dem, de da maatte prise Faderen, som er i Himlene, og overvindes om Evangelii Guddommelighed, hvilket ikke var at desperere, dersom hver Stand vilde gjøre Sit til Christi Ære og ikkun anvende Tiendedelen saa megen Flid til Christendommens Opkomst, som Enhver ellers pleier ufortrødeligen at anvende paa sin egen forgjængelige Velfærd; thi omendskjønt vor Mester vidner, at i de sidste Tider skal Ugudelighed og Vellyst tage Overhaand, saa lover dog den Samme, at han vil være hos sin Menighed indtil Verdens Ende; og ligesaalidet vanskeligt, som det var for Gud at befordre reformationem doctrinæ i den største papistiske Mørkhed, saavel kan vi udi denne Christendommens Fordærvelse vente reformationem morum, dersom de Christnes egen Utaknemmelighed og stolte Foragt over nærmere Forfremmelse ikke vilde afvende Guds Freds Tanker, for hvilke dog Zions Mure atlid staae i Hukommelse.
2) Der maatte ingen Christen være, som jo til Grunde forstod sin Christendom, hvilket er saa almindeligt i andre Riger og desværre saa rart hos os, og naar at vi saaledes forstode Christendommens Lærdom, vi da maatte blive engang Christne i Hjertet og Gjerningen, ikke med Munden alene, men stadfæste vor egen Gjenfødelsespagt med egen Fornægtelse, Christi Efterfølgelse og Verdens Afsky, som de, der ere kjede af Jorden og overbeviste, at Christi Rige bestaaer i det indvortes Menneske, virkende ved Kjærlighed, hvilket da først skeede, naar vi ikke mere holdt Christi Bud vanskelige og gjorde saaledes Christum til Mosen, dernæst naar vi troede, at hvo som er fød af Gud, synder ikke; – til den Ende sukke vi efter,
3) at Christi Ord og Evangelium maatte boe rigere blandt os, ei alene ved offentlige Prædikener, men ved daglig Huusbrug. Bibelen og aandelige Bøger maatte findes i større Overflødighed, og der maatte jo ingen Christens Huus være, i hvilke saadanne aandelige Forraad savnedes. Der maatte tales om Guds Ord i alle Selskaber, det maatte fortælles paa Veiene, det maatte siges til vore Børn og Tyende.
4) At Satans Rige maatte paa det Yderste beskjæmmes, og vises al optænkelig Afsky for Ugudelighed; thi omendskjønt de Fuldkomne og Veløvede kan skjønne paa Guds Langmodighed, som lader Klinten voxe blandt Hveden, saa blive de Svagtroende dog mere forargede og Syndere forhærdede, naar de fornemme, at den tilvoxende Ugudelighed bliver ikke forfulgt og groer saa frit udi Kirkens Paradiis, imedens Ingen sørger derfor, at det Onde maatte borttages.
5) At det aandelige Præstedømme maatte indføres, og den ene Broder vilde sørge mere end sædvanligt for den Andens Salighed, ved Formaning, gudelig Omgjængelse, Oplysning, Straf og Advarsel; thi saavidt er det kommen, at den ene Christen skulde være færdig at stene den anden, naar han vilde advare ham om sin Synd og Skrøbelighed, ja de, som efterkomme saadan Formanings Pligt, blive holdte for Hypokriter af Verden. Men snart kunde reises det Forfaldne af Davids Hytte, dersom den ene levende Steen vilde opbygge den anden; og dersom Nogen befandtes at have kunnet i Begyndelsen afværge en dødelig Synd hos sin Broder og dog ikke gjort det, han burde ansees deelagtig i Synderens Straf.
6) At Børnetugten, som er Seminarium Ecclesiæ, maatte forordnes, som det anstaaer Guds Folk, og Forældre alvorligen tilholdes at sørge saavel for deres Børns Sjæle som Legemer og itide undervise sine Umyndige om deres Daabs Mening, som er at drukne den gamle Adam til det nye Menneskes Opstandelse, og, hvilket som sjelden skeer, lade deres Børn forstaae, at Gud har større Ret til dem end deres Forældre. Forældrene burde indkaldes at gjøre Regnskab for deres Børns Tiltagelse i Gudsfrygt og svare til al den Vankundighed og Ugudelighed, som deres Børn begaae, om de ved mislig Opdragelse og onde Exempler har givet dertil Anledning, men fordi ikke dette skeer – hinc omnes illæ lacrymæ!
7) At Huusholdninger maatte blive som private Kirker, saa at man der ei alene var geskjæftig for timelig Næring, hvilket Hedninger, ja Bæster ogsaa gjøre, men at der maatte ogsaa arbeides paa enhver Domestiks Salighed, stræbes paa Guds Ære, holdes Bøn og Chor Morgen og Aften, og ingen Uskik taales af Huusbonden, men heller haves Indseende med Enhvers daglige Forbedring i det nye Menneske, og burde saavel Huusholdere som Forældre nogle Gange om Aaret gjøre Underretning og Rede for deres Sjælesørgere, hvorledes tilstaaer i deres Huus, og itide gjøre ham underrettet, om der er nogen Belials Handel, som de ikke kunne afskaffe, at da Kirketjenerens Myndighed kunde itide opluge Klinten. Overalt burde Huusholdere svare til deres Tyendes Ugudelighed og hedenske Mørkhed, om befandtes, at den var foraarsaget ved deres Efterladenhed i at øve en christen Huusfaders Pligt.
8) At der dog maatte udfindes nogen Raad og Leilighed til at beskikke scholas pietatis og til dem saadanne Skolemestere, som kunde oplyse ethvert fattigt Barn i Retfærdighed. Her paa Landet er slet ingen Skoler og derfore saa liden Christendom, rart at finde en god Skolemester, som man maa efterspørge forgjæves fra det ene Hav til det andet. Ak, begrædeligt! Vil dog Ingen ynkes derover, at den christelige Ungdom har Leilighed her til at lære Alting, uden det, som er christeligt? De kan faae lært at saae, pløie, fiske, Handverk, men har ingen Anførsel til Gudsfrygt; Faar har sine Hyrder, Agre sine Dyrkere, men Jesu Faar eg hans unge Plante ingen Skolemesters aandelige Veiledelse og Vandelse; der blive dog om Aaret saa mange tusinde Rixdaler til Unytte og Vellyst af Undersaatterne anvendte, men her er ingen Raad til de fattige Børns Opdragelse; derfor har Guds Ord saaliden Frugt, fordi der tales meest til uoplyste Christne. Skulde der ingen Raad være at finde for saa mange Smaae, som ikke vide Forskjel paa høire eller venstre Haand? I det Mindste maatte vi obtinere een eller to Skolemestere i hvert Gjeld opholdet, at Ingen skulde kunne undskylde sin Vankundighed enten af Fattigdom eller Mangel af Leilighed til Opleærelse.
9) At Klokkere, hvilke skulle være vore Katechetæ, maatte tillægges saa Meget at leve af, at de uden Undskyld- ning af Mangel for timelig Næring kunde efter deres Ed gjøre deres Embede; thi saalænge de skal nødes til at nære sig som Bønder, nødes de og at forsømme deres Katechismus-Stevninger, og saalænge Klokkere i Norge har ikke sin tilstrækkelig Underholdnings-Tillæg, som Degne har i Danmark, da faaer man ingen brav og dygtig Mand til dens Betjenelse.
10) At det dyrebare Guds Ord maatte prædikes i Aandsens Overbeviisligheder og ikke efter menneskelig Klogskab, i den bevægelige Guds Eenfoldighed, som er klogere end Verdsens Viisdom, saaledes som Christus og Apostlene prædikede, hvorved langt flere Sjæle kunde vindes, end ved formegen menneskelig Artificio, da skulde fem Ord i Menigheden være bedre end ellers tusinde, som kommer tit mere fra Hjernen end Hjertet, og at det Fornemste af saadanne aandelige Prædikener maatte korteligen stykkeviis per qvæstiones strax igjentages, som skeer udi Catechisationibus. Desligeste at ved Præsternes Huusbesøgelse Tilhørerne blev erindret om de Guds Ord, de havde hørt nyligen af Guds Tjeneres Munde, i Særdeleshed at Tilhørerne, som vare skyldige i de Synder og Laster, som nyligen i Prædikenen vare alvorligen straffede, de maatte ved første Leilighed føres til Gemyttet, at de vare de Dødsens Mænd, som Nathan meente. Huusfædre og Forældre maatte tilholdes for sin Familie de samme Guds Ord, naar de komme hjem, i Guds Frygt at igjentage; paa den Maade blev baade det alene udsaaet i Menighedens Hjerter, som var den levende og uforfalskede Sæd til Sjælenes igjen. fødelse, og samme Sæd blev da dybt i Guds Kornland nedtrykt og gjemt til hundredefold Frugt.
11) At Katechisationer maatte komme i større Brug, end hidtil har været, efterdi alle erfarne Guds Mænd maa vel eftergive, at een Katechisation betyder mere end ti Prædikener, og de aandelige Maver ikke kan modtage den faste Mad, saa længe de ikke have faaet sin Styrke ved Melken. Det opvakte haade Lys til Guds Ord og Kjærlighed til Sjælesørgerens Forretninger hos Tilhørerne, naar de bleve som Børn af sine Forældre omgangne, og maatte der ei alene katechiseres over Begyndelsens Elementer, men ogsaa over Bibelen selv, Vers for Vers, især over det nye Testamente paa visse Tider, hvilket er Altsammen et større Værk, end det kan betroes aleneste i Klokkerens Hænder, og burde være alle retsindige Præsters største Glæde at forrette, saasom ved denne eneste Gjerning, flittig drevet, vilde Christendommen mærkelig tiltage.
12) At Geistligheden selv maatte ufeilbarlig blive Geistlige og Præster overalt, ikke alene lære med deres Tunger, men endogsaa med deres Levnet som Hjordens Exempler og Overhyrdens Copier; dersom det Guds Ord skal troes, som de prædike, da maatte det endelig først have omvendt Prædikanterne, hvilke kan ikke vente, at Herrens Lov bliver en Torden paa deres Læber, førend den hellige Lynild har forklaret deres egne Omgivelser og Gjerninger. Desværre, som skrevet staaer Jerem. 23, 15, af Profeterne i Jerusalem er Øienskalkhed udkommen i det ganske Land; vi ønskede, at Aron maatte være uden Guldkalven, Nadab og Abihu uden Drukkenskab, en Levit uden Ubarmhjertighed, en Menigheds Engel uden Lunkenhed, Hyrde uden Udueligheds Vee, korteligen at de vare hellige, som bare Herrens Kar; naar Herrens Præster saa vare iførte Salighed, da skulde alle Herrens Helgener glædes.
13) Kirkehyrderne maatte grant kjende deres Faar og kunne sætte deres Hjerter til Hjorden; Huusbesøgelsen maatte til den Ende alvorligen introduceres, hvilket var det nærmeste Middel til at styrke de Skrøbelige, hemmelig advare de Vildfarende, sætte de Christnes Huusholdning i gudelig Skik, komme i Forfaring om Menighedens, en Deels Forfremmelse, en Deels deres aandelige Tarv, forekomme Satans hemmelige Fristelse, lære at kjende de Onde fra de Gode. – Kommer, lader os gaae ud paa Marken, lader os blive [Natten over] i Byerne, lader os staae aarle op til Viinbjergene, lader os see, om Viintræerne blomstre, om de smaae Druer ere udsprungne, og om Granaterne blomstre. Cant. 7, 11. 12.
14) Afløsningen paa Jorden maatte indrettes meste muligt efter Afløsningen i Himmelen, og Præsternes Skriftestol blive lige skikket efter Christi Domstol, at vi ikke skulle velsigne dem, som Gud har forbandet. Derfor, ligesom Gud forlader Ingen Synderne uden foregaaende Bøn, Tro og Omvendelse, saa burde jo aldrig i Evighed Nogen admitteres af Præsterne til Absolution, uden den, som forstod sin Christendom, bekjendte sin Synd, levede ikke i aabenbare Ugudelighed, men var som et ret Jesu Faar værd til at sove i hans Skjød og drikke at hans Kar. Den gode Huusholdere skulde ikke uddele den Herrens Nadveres Mad uden til dem, som vare rette Guds Huusfolk. Mallemus cum Chrysostomo proprium sanguinem fundere, quam indigno sangvinem Jesu propinare.
15) At den offentlige Gudstjeneste og Herrens Sabbater maatte æres uden Exception over alle jordiske Haandteringer. Christne maatte komme tidlig i Kirken, før det ringer sammen, og være alle tilstede med Bøn og Sang at opvække og berede deres Hjerter til Guds Ords Annammelse, og Ingen gaae ud af Forsamlingen, førend Kirken havde læst frabords; Ingen maatte understaae sig at foragte Forsamlingen, som nu skeer, med mindre han vilde aabenbarligen vise, at han var en uværdig Lem i Menigheden. Den ganske Herrens Dag maatte man være i Aanden, ingen ufornødentlige Reiser, verdslige Forsamlinger, forfængelige Besøgelser, Leg, Dands, Værtskaber, Bryllupper, Slemmeri den Dag tillades. Saaledes som de Christne nu helligholde Sabbaten, da har Gud fast mere Skam af vore Sabbater end Søgnedage; o, at Sabbaterne engang for Alvor blev vor Lystighed, da skulde vi snart opfare paa Jakobs høie Steder og æde vores Fædres Arv.
16) Kirkens Disciplin, af hvilken vi har kun tilbage et Navn og Skygge, maatte restitueres det meste muligt efter praxin primitivæ ecelesiæ. Det er Jammer, at Synden har meget siden Apostlernes Tider tiltaget, og Kirkens Tugt er derimod aflagt. Man maatte dog i den offentlige Skriftestaaelse skille actum exclusionis ab actu receptionis, hvilke to hidtil samlede har foraarsaget, at Bindelsen har mistet sin Kraft, Løsningen sin Trøst, hvorom vidtløftigen er talt i Demonstrationen. Man maatte ikke, som hidindtil, indknibe den hele Kirke-Disciplin i Skriftestaaelse; thi der ere mange Forseelser, som ikke meritere Skriftestaaelse, [men] meritere dog ufeilbarligen Kirkens Disciplin; ligesom Forseelsen var til, ligesom Fremturenhed i Forseelsen, ligeson Ubodfærdighed i Fremturenhed, burde den sig Forseende nu straffes imellem Præsten og Medhjælperne, nu hans Synd beskjæmmes i flere Christnes Nærværelse, nu burde hele Menigheden høre hans Synd, nu burde han nogen Stund staae paa et særdeles Sted i Kirken, nu straffes med Gabestokken, nu holdes nogen vis Tid fra Alterens Sakramente. Derom skulde Kirkeretten raadslaae, og naar al Formaning og Ave kunde ikke bide paa den Ugudelige, da burde ufeilbar efter Superintendentens og Provstens Raadførsel Band paafølge; saa maatte den aandelige Moder tugte sine Børn, deraf skulde Mange lære at lade af at bespotte.
17) Den verdslige Øvrighed maatte med Lyst bevise Kirken sin Tjeneste, særdeles i at øve Hevn ufortøvet over grove Synder og Laster uden Undseelse efter Kongens Lov, i at conservere Huusfædres og Forældres Myndighed over deres Tyende og Børn, i at sætte de Haardnakkede, som ikke vil undergive sig Kirkens Disciplin, paa Vand og Bred, i Fængsel, i at advare Almuen paa Thingene for de Poster, som i Kongens Lov under høi Straf ere forbudne, i at foregaae Almuen i Skikkelighed, Sabbatens Ære og Lydighed mod Embedet, i at hjælpe til med at udrydde tilvoxende Synder, som Bander, Sabbats Brydelse, Drukkenskab, Trætte, Aager &c, og derom maatte de paa deres Thingreiser med Præsten endelig conferere, i at befordre de mange Fattiges Underholdning og afskaffe fremmede Betlere. Saa var det høit fornødent, at gudfrygtige Præster burde være tilstede hos alle Thing og Rettergange for at hellige Justitiens Behandling med Bøn og Guds Ord, da de kunde formane Dommerne til Retfærdighed, Almuen til Kjærlighed, Vidnerne til Sandhed, men aldeles ikke befatte sig med Sagerne i sig selv og Rettens Forvaltelse. Saaledes skulde Aron og Moses kysse hverandre og sammenføie Hænder til Israels Frelse af Egypten.
18) At en kongelig Forordning maatte obtineres til grove Synders Afskaffelse og de Midlers Befordring, som vare tjenlige til Christendommens Opkomst, hvorom vi udførligere i vor herefter følgende anden Demonstration agter med Jesu Hjælp at tale. O, at vi maatte see Jesum saaledes aabenbaret i Templet, førend vi døde! Vi vilde da gjerne med Simeon fare hen i Fred, om vore Øine maatte see den Herrens Salighed; vi vilde regne det som Abraham, da han saa Jesu Dag og glædede sig inderligen; vi vilde gjerne dertil bortsætte alle vore Midler, Formue, Kræfter, Forstand, ja Livet selv, vi kunde ikke vente, at Gud vilde bruge os, saa svage Kar, til saa store Ting; men dersom vi nu tiede, saa kunde vel Guds Menighed skee en bestandig Vederkvægelse og Redning af en anden Sted, og vi og vor Faders Huus maatte omkomme, Esth. 4, 14. Men I Herrens Mænd, sandelig I lade ikke af, førend I gjøre en Ende paa Sagen; tænker, hvor alt Landet vil velsigne Eder, at Gud udvalgte Eder som Josva og Serubabel til Templets Oprettelse; den hele Christendom berømmer Eder; hver Præst vil komme Eder ihu med Graad for Guds Alter, naar han seer sin Kirke ved Eders Haand renset og forbedret; Jesus paa Dommens Dag vil forklare og ære Eder, fordi I reddede hans smaae Faar; alle Guds Engle vil blidelig tage imod Eder, at I med Eders Arbeide har skaffet dem saamange Medborgere. Vi har fast besluttet i Christo, at vi ikke herefter kan med god Samvittighed betjene vort Embede, uden paa den Maade, som her meldt er. Vi formane Eder, kjære Fædre, at I endeligen oppebie vor anden Demonstration, førend I indgive Eders Betænkning over vores Forslag; den Gud, som gjorde de tre Mænds Nidkjærhed lykkelig mod Nebukadnezars Billede og bevarede dem i den gloende Ovn, kan gjøre Eder, I tre Guds Mænd, lykkelige i at nedbryde alt det Afguderi, som begaaes i Christendommen, og bevare Eder ubevægelige mod al Satans Modsigelse og Verdens Hidsighed, som vil møde Eder i denne Jesu Sag! Beder for vore Menigheder og for os, Eders ringeste Medstridere! Gud spare Eder og lade Eder ikke døe, førend I har indført en stor Mangfoldighed med Eder til Lammets Throne! Gud give os der at findes med Glæde for Jesu hellige Saars Skyld. Amen!
Næsset Præstegaard i Romsdalen den 7de Septbr. 1714.
| Jens Juel. | Amund Barhow. |
| Nicolaus Engelhart. | Thomas von Westen. |
| P. Strøm. | Eilert Hagerup. |
| Mentzer Ascanius. | |
Velædle, høi- og velærværdige Herrer og Fædre i Christo,
- Herrens vor Guds Lystighed være over Eder, og
- Eders Hænders Gjerninger forfremmes!
Vi fuldkomme nu i Jesu Navn vort Løfte til de høiærværdige Fædre om en tilstrækkeligere Demonstration foruden den forrige Demonstration af 3die Augusti, hvortil vi forbunde os i vort Brev til Dem af 7de September, og formoder vi sønligen, at begge blive mildelig optagne; i den Tillid continuere vi vores baade Klagemaal og Forslag saaledes:
Til den første Post angaaende Kirkedisciplinen falder endnu denne vores Besværing under Deres Betænkning, at os synes utilstrækkeligt og uformeligt, at den hele Kirkedisciplin skal indspærres og alene bestaae i Skriftestaaelse, da dog efter Forseelsens Beskaffenhed og Haardnakkenhedens Maade burde være adskillige Species af Kirketugten, ligesom i en Huusfaders Tugt Barnets alle mærkelige Forseelser blive revsede, men ikke alle lige haardelig straffede; nu bliver Barnet truet i Enerum, nu bliver det i sine Søskendes Nærværelse beskjæmmet, nu maa det miste et Maaltid Mad, nu maa det staae paa et særdeles Sted i Huset, nu bliver det straffet med Hug og Slag og maa dertil bede om Forladelse og kysse paa Faderens Haand; saa burde vel ogsaa Kirkens moderlige Tugt over sine Lemmer i adskillige Maader efter Synderens adskillige Grader øves, nu at Synderen i Enerum blev advaret, nu at han i Medhjælpernes alene, nu at han i nogle Tilhøreres, nu i alle Tilhørernes Nærværelse begræd og afbad sin Synd, nu at han nogen Stund til Prøve om ny Lydighed blev holdet fra Alterens Sakramente, nu at han nogen Tid maatte staae paa et aparte Sted i Kirken &c. Men Disciplinens yderste Haardhed for dem, som syntes at være corrigibiles, skulde være Skriftestaaelse; saa gik det til i den første Kirke, hvor der var Forskjel paa Kirkedisciplin baade i Langvarigheden og Haardheden efter de Faldnes Beskaffenhed. Optandum sane esset cum Chemnitio Exam. Conc. Trid. Cap.8, ex ritibus illis veteris ecclesiæ aliquid posse reduci sine superstitione, doctrinæ & exempli gratia.
Vi besvære os iligemaade derover, at Ingen vil holdes for og straffes af Kirken som en Skjændegjæst, Bandere, Aagerkarl, Voldsmand, Slemmere &e., omendskjønt de i Gjerningen det ere og oftest for den ganske Menighed bekjendte derfor, med mindre de af verdslig Øvrighed ere dertil kjendte; deraf er den daarlige Tanke opkommen blandt Folk, at ingen Kirkemyndighed med Rette bør øves over den Synd, som ikke ved offentligt Thing er kjendt paa, ja at Saadant ikke engang er Synd; saa er det og uanstændigt, at civile Dommere gemeenligen ville befatte sig med at kjende og dømme til Kirkedisciplin, da dog slig Tilkjendelse hører hen under Kirkens Myndighed, som øver den Straf. Thi ligesaalidet som verdslige Dommere kunde selv øve Kirkedisciplin over Nogen, saa liden Billighed synes de at have til at dømme enten til eller paa Kirkedisciplinen. Vi ere og beknyttede derudi, at vi ikke vide, hvordan de Mennesker skal bringes til Lydighed og Bevægelse, som sætte sig op mod Kirkens Myndighed og ikke ville undergive sig dens Tugt, hvorunder de dog efter Guds og Kongens Lov vare faldne. Vi beklage ogsaa, at endeel Tilhørere saa ublueligen modstaae den Hellig-Aands Advarsel ved Ordets Tjenere, at naar de i Skriftestol eller andensteds i Enerum med største Sagtmodighed foreholdes deres mistænkte og berygtede Levnet, blive de fulde af Bitterhed, endeel kræver paa Beviis, endeel udfører det selv siden til Andre, endeel truer med Stævnemaal tvertimod Lovens Pag. 288, endeel tiltruer sig hos bløde Sjælesørgere Absolution, da dog ingen Modvillighed paa det hellige Sted og mod saadanne velmeente Formaninger burde lides.
Vi kunne ikke heller begribe, at de, som synde aabenbare til Forargelse og ere blevne allerede bekjendte af En og Hver for sine visse Synder, som Sværgen, Drikken, Søndags Misbrug til Gilde, Drik og Dobbel, Guds Ords Skjemt og Misbrug i Omgjængelse, Ungdommens Forførelse &c., saadanne Laster, som Loven specificerer Pag. 273. 274, at Saadanne skal hemmelig advares og paa saa langsom Maade medhandles, hvilke burde offentlig straffes for Alle, og den hemmelige Advarsel at være alene for de Gode, som af en eller anden Aarsage befrygtes at henfalde til dissolut og syndigt Levnet; disse burde ved hemmelig Advarsel conserveres fra skammelig Vanrygte, men hine, som allerede ere komne til fortjent Vanrygte, de burde antegnes til aabenbare Beskjæmmelse som Vei til Bedring 2 Thes. 3, 14. 1 Kor. 5, 11.
Efter Lovens Pag. 250 burde ingen Præst tage Penge for aabenbare Afløsning, men til Forsoningsembedets største Forhaanelse er det en ordinaire Praxis over hele Norge fast, at tage en Skriftedaler af publice confitentibus, hvilke maa svare saadanne Penge som en vis taxam poenitentiariam. Skal Kirkens Tugt ikke bespottes, da maa saadan ugudelig Simoni ganske afskaffes og strengelig under høieste Straf forbydes.
Vi ønskede hellere end gjerne, at Christne kunne bringes til en værdig Vandring uden al saadan Disciplin af egen Guds Kjærligheds Tilskyndelse. Vi saae hellere at komme til vor Menighed med Kjærlighed end med Riis, men Christi Magt maa dog øves, saafremt Nogle skulle lade af at bespotte. Vi vide ogsaa vel, at disciplina eccelesiastica af Begyndelsen udretter Intet uden servilem timorem hos den Revsede, men den samme Forfærdelse giver dog ved Guds Naade Anledning for en Syndere til Saligheds Forarbeidelse. I en lyksalig Time slog Lyset af Himmelen Saul ned til Jorden; da begyndte han at raabe: Herre, hvad skal jeg gjøre? han, som tilforn ikke var at bevæge ved saamange Prædikener og Mirakler. Vi ønskte ogsaa, at det aandelige Præstedømmes Disciplin maatte optages, at den ene Christen uden Persons Anseelse straffede og tilrettesatte den Andens Forseelse paa frisk Gjerning; thi det er Christi Vilje, som kaldede os til Aandens Samfund: νουθετειτε τους ἀτακτους 1 Thes. 5, 14.
Til den anden Post om den løsende Nøgel ihukomme vi og dette, hvad Skam og Bespottelse det er, at Horer med levendes Foster under Beltet og Horkarle, som vide, at de have avlet Børn i Utugt, gaae til hemmelig Absolution uden at aabenbare deres Synd, og det dog nyligen, før deres onde Gjerning ellers kjendeligen bliver aabenbaret; Saadanne, som lægge Synd til Synd, blive ikke anseede med høiere Kirke-Disciplin, end som gemeenligen Skjørlevnerne overgaaer. – Det er og ikke rart, at Syndere begive sig fra et Sogn, hvor deres Forseelse er begaaet, til et andet Sogn at absolveres, hvor de ere mindre bekjendte, alene for at undgaae større Blussel og betage den forargede Menighed sin rette Satisfaction og Afbedelse. Men det er uforsvarligt i et christent Land, at Mange, som burde for aabenbare Horeries Skyld stande aabenbare Skrifte, reise bort fra det forargede Præstegjeld uden at afbede deres Synd og siden af andre Præster blive hemmeligen antagne; desligeste, at Somme bliver Skriftestaaelsen af Præsten slet eftergiven paa et løst Løfte om Ægteskab, hvilket dog ikke siden fuldbyrdes. Desligeste, at Mange, som hverken veed af Jesu eller Sakramentet at sige og derfore blive af deres Sjælesørgere afholdte fra Sakramentet, indtil de lære at gjøre Forskjel paa Herrens Legeme; Saadanne drage hen til andre Præster, hvilke dem da uden Skrifteseddel at annamme sig understaae. Er da Christus adskilt? Desligeste og, at mange Præster uden Aarsage opholde Skrifteseddelen for Guds Børn og nægte dem den, hvilket giver Anledning til de Eenfoldiges Saligheds Forsømmelse. Desligeste, at mange Tilhørere leve i et Gjeld hele Aar og Dag og dog gaaer til Skrifte hos et andet Gjelds Præst, som hverken kjender deres Forfremmelse i Christendommens Lærdom eller deres Levnets Forhold.
Ikke uden Sakramentets Foragt og Helgenes Samfunds Afskaffelse kan det ansees, at Folk af fornemme Stand lader sig hemmelig betjene paa Søgnedage eller for Prædiken paa hellige Dage alene for sig selv, hvilket nu fast ingen Præst tør nægte dem og bliver nu saa grovt, at Ingen, som er af Formue eg Værdighed lidet over Andre, vil paa andre Maader lade sig betjene, hvilket er tvertimod Ritualet, tvertimod Christi Indstiftelses Øjemærke: Foragte I Guds Menighed? 1 Kor. 11, 22. Med at hente Præst til de Syge, som skulle meddeles Sakramentet, bies ofte indtil yderste Nød, saa Præsten ikke har Tid til at berede de Syge med Underviisning og Trøst til Sakramentet. Endeel Enfoldige ere i den Tanke, at naar Præsten er hentet, da maa den Syge endelig døe; Endeel frygter for derved at føres i Anledning til at give Gave og Foræring til Præsten. Var derfor at ønske, at der maatte formenes al Vederlag for slig Besøgelse og Betjening at bydes eller modtages, og de, som har de Syge i Huset, under vedbørlig Straf til Fattige befales herudi sin Pligt at tage i Agt med tidig Tilkjendegivelse for Præsten efter Lovens Pag. 258. Den gamle Kirkeordinans Fol. 20. 22. 23 befaler, at de, som skrifter, skulle gjøre Regnskab for sit Levnet, og om de end fuldvel vide at gjøre Skjel for deres Tro, skulle de dog, om deres Levnet og Sæder ere ikke dannede efter Forstanden, ikke annammes. Fordi disse Ord nu ikke findes i Ritualet eller Loven saa tydelig, derfor vil Ingen holde Præsten tilgode, om han fordrer Regnskab for de Skriftendes Omgjængelse, da det dog i sig selv er saa christeligt og saa fornødent, at Guds Ord antager ingen Tro for levende og sand, uden den bevises af sine Frugter og Gjerninger.
Til tredie Post om Prædikenens Ufrugtbarhed erindre vi de begrædelige Aarsager dertil; hvilke Stene, om de bleve bortvæltede, da bevarede nok Ageren det himmelske Kork: Saadanne Aarsager ere blandt mange den fornemste Uandægtighed hos Tilhørerne. Dernæst 1) Vankundighed i Begyndelsens Elementer, og at Menigheden er fremmed for Bibelen, hvilken Mange ei vide, hvad det er for en Bog. 2) Mange Prædikeners Beskaffenhed, som ikke altid med Flid ere udstuderede, ikke heller skeer i Aandens Overbeviisning og efter Menighedens Capacitet. 3) Præsternes eget uaandelige Væsen og Ulydighed mod det Guds Ord, de prædike for Andre. 4) Christendommens store Uforstand i de saa betydelige og dog saa lidet begrebne Troens Artikler om Igjenfødelsen, Troens Liv, Fornyelsen, Egen-Fornægtelse. 5) Folks algemene Tanke om, at Gudfrygtighed bestaaer i udvortes Nærværelse i Menigheden, omskjønt deres Hjerter ere langt derfra. 6) Tilhørernes Seendrægtighed, som komme oftest i Kirken, efterat Bønnerne ere læste og Psalmerne ere udsjungne, hvorved dog Hjerterne med Guds Aand skulde fyldes og ved ham til Evangelii Lydighed skulde oplades. 7) At de Fleste høre Guds Ord, men saa saare Faa hjemme i deres Huus overveie det og tale derom indbyrdes. 8) At Mange her paa Landet komme til Kirken for verdslige Forretningers Skyld at afgjøre, og i saa Maader ere deres Sjæle fulde af jordiske Tanker. 9) Forfængelige Folks Løben ud og ind af Kirken uden Rædsel, og derfor kastes Sæden hos dem ikkun hos Veien.
Til den fjerde Post om Horeri kunde vi herhos føie det utrolige Tal af Horer og Horkarle, som paa kort Tid i vore Menigheder ere befundne. Vi beklage aleneste de groveste Horerier, saasom Ægteskabs Brydelse en og anden Gang, Blodskam mellem Mand og Værsøster, mellem Fader og Stifdatter, Broder og Syster, Mænds femte Leiermaal, Enkers andet Leiermaal i deres Enkesæde, Kvinders fjerde Horeri, Soldaters tredie Leiermaal uden paafølgende Straf. Naar Horeri og Blodskam ere saa ublufærdige, hvad skulde da ikke Skjørlevnet være. – Aarsagerne dertil ere: 1) at fra høiere til nedrigere Stand bliver Horeri holdet for Peccatillum, og Sodoma[8] roser sig af sin Vellyst. 2) At Retfærdighed ofte ikke har havt sin Gjænge over saadanne Ugudeligheder. 3) At Huustfædre og Forældre see gjennem Fingre med ublue Samleie af deres Ungdom og Tyende. 4) Den ublue Omgjængelse, som tillades mellem Kjønnene paa begge Sider, at de uden Afsky i Bryllupper og andre Gjæstebuder, ja hele Aaret hjemme i Husene, især ved Indhøstningen, ligge ei alene i eet Kammer, men i een Seng sammen. 5) Haab om Straffens Eftergivelse. 6) At de fleste Gemene har ikke for Alvor forstaaet deres Christendoms Pligt at holde deres Kar i Helliggjørelse, neppe engang vidende, at deres Lemmer ere Christi Lemmer, som de ei burde gjøre til Skjøgelemmer. 7) Mangel af Forsorg for fattige Pigers honesta elocatione, hvilke derfor tit besvære en ung Karl for at faae ham til Mand, saa og Mandfolkenes søde, dog falske Forlokkelser under Ægteskabsløfter; thi naar de ville forføre de arme Kvindfolk, da love de dem Ægteskab, men siden, tvertimod Kongens Lov, blive de ikke tilholdne at ægte dem, omskjønt de ere uberøgtede. 8) Den overvældende Drukkenskab, som endogsaa blotter de Retfærdiges Skam, og den selvraadige Frihed til Ungdommens uskikkelige og ryggesløse Sammenkomst. Det er efter Horernes Børns Fødsel befundet, at de fleste Horerier ere skeede enten om Julen eller i Bryllupper og Gjæstebude, da der meest drikkes, og de Gemene meest ublu omgaaes med hverandre. 9) Uerfarenhed i at modstaae Satans Fristelser af Begyndelsen, og hvorledes de skulle korsfæste Kjødet med sine Lyster og Begjærligheder. Gid vi havde et Herberge i Ørken som for dem, der vandre, da vilde vi forlade vort Folk og gaae fra dem; thi de ere alle blevne Horkarle og de Frafaldnes Sæd Jer. 9.
Anlangende Drukkenskab, da saasom det gik til i Noæ Tid, saa og nu mod Menneskens Søns Tilkommelse. De aade, de drukke, Det Vederstyggeligste næst Juledrikken, hvorom udførlig i den forrige Demonstration, er, at christne Folk veed snart ikke af nogen anden Recreation at sige, end at fylde sig, holder det og ikke for nogen venlig Besøgelse, uden de skilles drukne ad. I Kjøbstæder er det uforsvarligt, at der tillades at opholde sig Folk, som intet Andet gjør Profession af, end at drikke hver Dag, og Kontrakter og Kjøbmandskaber gemeenligen sluttes ved Drik. Paa Landet er det ulovligt og uchristeligt, at Drukkenskab øves saa ublueligt i Ligvagt, hvor der burde være Dødsens Betænkning, ved Thingsteder, hvor der skulde gaae allerskikkeligst til; ja mange Steder findes Ølkipper som Satans Synagoger strax ved Kirken. Det meget Onde, som foraarsages af Drukkenskab her hos os, er Banden, Slagsmaal, Utugt, Trætte, Klammer, grovt og uchristeligt Skjemt, Sabbaths Overtrædelse, Forhærdelse, den fattige Almues Forarmelse, saa at tit en Bonde drikker op paa een Gang det, han skulde betale i Skat og andre Rettigheder; thi Drukkenskab øves af de Gemene saa grovt, at de endogsaa exuerer al civil Ærbarhed og menneskelig Skik. Aarsagerne dertil ere fornemmelig, 1) at hverken straffer Retten nogen Tid Drukkenskab med Vand og Brød, ikke heller Kirken med Disciplin; 2) den utaaleligg Mangfoldighed paa Landet af Kroer og Kipper; 3) Anledninger ved Thingsteder og Tiende – Bytter til at forføre den fattige Almue ved dem, som der saa frit tillades at sælge drikkendes Vare, og i Bryllupper den slemme Vane at tvinge Folk til Drukkenskab mod al christen Ærbarhed; 4) Ungdommen af Begyndelsen vænnes til denne Synd ved Hosværelse i Drikkelaget. Men over Alt 5) at Drukkenskabet ikke er regnet af Folk blandt Kjødets Gjerninger, som Paulus kalder det, og for en Saligheds Hinder, som Christus advarer; de, som drikke, skulle jo drikke om Natten, men vi Christne ere jo Dagens Børn, som skrevet staaer.
Hvi lide I ikke heller Uret? 1 Kor. 6, 7. Det er, som det aldrig angik vore Tiders Christendom; thi af de mange Sager, som komme for Retterne, sees nok, hvor ringe Aarsage tit og ofte er til unødvendig Had og Efterstræbelse. Et Ord, en Skillings Værdi er Ophav til mangfoldige Trætter, hvorved den Ene stræber efter den Andens Ære og Velfærd. Det er rart, at Naboer paa en Gaard og paa et Sted forliges vel, Forældre og Børn leve baade i hemmelig og aabenbare Uenighed og Klammer. Ingen vil taale ringeste Ord eller Fortræd af en Anden uden at betale igjen med Skjændsord, Bagtale og Trættemaal. Formaninger til Kjærlighed foragtes og optages med Vrede. Hvor Trætte engang er begyndt, kan den ikke aflade. De stridige Partier, som forliges til Thinge eller i Kirken, bærer dog stedse Had i Hjertet og glæder sig ved mindste Leilighed til at udbryde. Alene Procuratorum Mangfoldighed, som nu snart er flere i een By end tilforn i et helt Rige, er klart Vidnesbyrd paa, hvor Trætte har taget Overhaand. Foruden medfødt Uenigheds Natur kan vi vel sige, at Aarsagerne hertil ere: 1) Sladders Folk og unyttige Skvaldrere af begge Kjøn findes nok, som føre Løgn og Sladder mellem ærlige Folk og opvækker Uenighed, hvilke burde straffes som gemene Fredsforstyrrere. 2) Mange Prokuratorer for Underretterne. 3) Menighedernes Modvillighed i at lade sig forlige af Præsterne mod Lovens Pag. 291. 4) Præsternes Efterladenhed i at forlige de Stridende blandt sine Tilhørere i Anledning af samme Lovens Pag. 291. Men 5) naar retsindige Præster ville gjøre deres Embede herudi, da finde de saadanne Hindringer, α. at de afvises af Partierne, ligesom det ei kom dem ved, . beskyldes for at ville hindre Retten, γ. forfølges af endeel civil Øvrighed som de, der falder dem ind i deres Embede og forspilde deres Accidenser og Profit. 6) Dommerne forglemme deres Embeds Pligt at forlige, om muligt er, de stridende Partier før videre Processens Vidtløftighed; saa opsætte de og ringe Sager 2, 3 à 4 Gange, hvorved de Stridendes Forbitrelse mod hverandre voxer, og mange Bisager fødes. 7) Det gamle christelige Middel til al Trættes Ende, nemlig at voldgive Sager, som endogsaa er approberet at Lovens Pag.72, bliver ganske forbigaaet. 8) Venner og Naboer gjøre ikke deres Flid at udslukke Uenigheds Brand mellem de Tvistende, da de dog dertil burde være ligesaa villige, som at være tilstede med Vand, naar der er Ild løs. 9) Sigt- og Sagefalds Foragtere vilde gjerne varme sig ved denne lid. Saa er den sidste Tid kommen, at Kjærlighed er bleven kold blandt Mange. Den Skade, som følger paa saadanne Trætters Mangfoldighed, er, at Kjærligheds Baand sønderrives, Kongens Lov misbruges og foragtes ved Uretvished i Rettergang, Undersaatterne forarmes og udsuges, Sjæl og Salighed staaer i største Fare. Det er beklageligt, at blandt Djævlene i Helvede er mere Enighed end blandt dem, som gjøre sig Forhaabning om det evige Liv.
Den falske Vægt og Maal truer Forbandelse over dette Land og er et klart Beviis, at Jesus har her faae Disciple, som ikke vilde gjøre med Andre Andet, end de selv vilde hænde. Det er beklageligt, at hans Majestæts Forordning om den gamle Vægtes Afskaffelse blev ikke efterlevet, og hans Lov om at maale ind og ud med eet Maal samt billig Taxation over ædendes Varer bliver ikke anseet imod den ubillige Fordeel, som Kjøbmændene derved kunde tilvende sig. Det er langt mere smerteligt, at Christne derudi beviser, at de ikke frygte for den Allerhøiestes Torden Prov. 20, 10. Dertil hører ogsaa Varernes Forfalskelse og ubillig Priis paa sine Varer for den Trængende samt blodsugende Aager; Bønderne bevise sig selv ikke retfærdigere, idet de og udsuge hinanden med den uchristelige Interesse, som 40, ja vel 50 pro Cento, ja vel Renten lige med Kapitalen; saa forfalske de og ligedan deres Varer, som Tjære med Vand, Meel med Sand &c., ere uoprigtige med deres Tønder &c., saa at der er Bedrag mod Bedrag; dog sige de sig gode Christne at være: Gud lade sig det forbarme! Saadant foraarsages af Menniskens endeel Vantro, at de ikke troe, at vor Herre kan forsørge dem uden paa saa uretfærdige Maader, endeel utidig Begjærlighed efter at samle Midler, paa hvad Maade det og ske kan, endeel deres falske Maxime, at Enhver kan nok være Tyv i sin Næring uden sin Christendoms Svækkelse.
Hvor Vankundighed og Mørkheds Rige har aldeles blandt de Gemene taget Overhaand, lade vi al den christne Verden fornemme af det mangfoldige Signeri og Paalæsning, hvilket hemmelig mere drives, end Nogen kan troe det, af mange vores Tilhørere, som ikke engang vidste eller kjendte tilforn, at det var nogen Synd. Ganske langsomt kan vi ikkun udspørge denne Ondskabs Sammenhæng og Maade; dog har vi Tid efter anden ved alvorlig Flid bragt en og anden Signe-Mester til udførlig Confession, og da lyder Formularen efter deres egne Ord saaledes:
1) For en Svaghed, som de kalder Greb: Fader vor læses først og sidst og derimellem disse Ord: Jeg gjør at dette Menneske for Berggreb, for Søgreb, for død Mands Greb, for alle de Greb, som falder mellem Himmel og Jord, i tre Navn med Gud Fader, Gud Søn og Gud den Hellig-Aand.
2) For Beenbrud: Salt eller Meel, som paalægges og ædes; Fader vor først og sidst; mellem disse Ord: Jesus red sig til Hede, der red han af sin Foles Been. Jesus stigede af og lægte det, Jesus lagde Marv i Marv, Jesus lagde Been i Been, Jesus lagde Kjød i Kjød, Jesus lagde derpaa et Blad, at det skulde blive i samme Stad, i tre Navn med Gud Fader, Søn og Hellig-Aand.
3) For Rendsel: Meel eller Salt ut supra; mellem Fader vor disse Ord: Jesus gik sig ad Veien frem, der mødte han Slangen. Hvort har du agtet dig, spurgte den Herre Jesus. Saa svarte han: Til den, som svag var. Saa svarte den Herre Jesus: Jeg skal dig tilbage vende, hjem igjen sende, sagde den Herre Jesus. Jeg skal sætte dig i Bjerget blaa, svarte den Herre Jesus, der skal du staae, svarte den Herre Jesus, saalænge Verden staaer, svarede den Herre Jesus; jeg skal binde dig, sagde den Herre Jesus, med mine 10 Fingre og med 12 Guds Engle, sagde den Herre Jesus, udi tre Navn med Gud Fader, Gud Søn og Gud den Hellig-Aand.
4) For Kværsil, som er en Hestesyge: Fader vor før og efter; derimellem disse Ord: Jeg gjør at dette Bæst for Kværsil udi tre Navn, med Gud Fader, Søn og Hellig-Aand; der er tre Ord, som døver Kværsil, det ene er Jorden, det andet er Solen, det tredie er Jesu Christi Moder, Jomfru Maria.
Saadanne Ord have de og for andre Svagheder. Aarsagen til saa stor Blindhed og Vankundighed er fornemmeligen, at Catechisationen, det allerædleste Værk af Kirketjenesten, i saa lang Tid har været mesten nedlagt; dertil har og hjulpet meget Forældrenes Efterladenhed i at undervise deres Børn og Faddernes Troløshed, som ikke opfylde deres hellige Løfte om de Døbtes Oplærelse, Klokkernes Forsømmelse, som meget aarsages af deres Armod, Mangel af Skoler og Skolemestere, saa og at Præsterne har ladet Folk komme til Guds Bord første Gang, førend de til Gavns forstode deres Salighed, og ellers annammet Uberedte og Vankundige til Skrifte. For de Unge kan nogen Raad endelig findes til Saligheds Oplysning, men Gud trøste os for de Gamle fra 50 til 80 Aar, som ikke kjender Christum og ei bekjende de Dødes Opstandelse.
Hos det Banders Tungemaal, som læres med Modersmaal, beklage vi, at ofte til Thinge tillades de at sværge ved Gud og hans Evangelium, som ikke vide, hvad Gud og Evangelium er; Officiererne mener, deres Kommando kan aldrig have Fynd uden medfølgende Ed; de Eenfoldige forføres til Bander af dem, som burde være Exempler for dem, baade i geistlige og verdslige Stand; Thinge og Kirken selv ere ikke fri for Guds Navns Vanhelligelse. Aarsagen er, at den Synds Gemeenskab har ført Folk i de Tanker, at det er kun et Mundsveir, Gud ikke tilregner. Desligeste, at sjelden straffer Forældre og Huusfædre saadanne Synder i deres Huse, og den ene Christen sjelden advarer den anden om den Feil, saa er ogsaa aldrig seet, at Lovens Straf med Fængsel paa Vand og Brød, Gabestokken eller Forviisning af Sognet er falden over nogen Bander eller Sværger; i Sandhed har den Syndflod ganske oversvømmet Landet.
Hos Sabbatens Brydelse erindre vi endnu dette, at Folk gemeenligen sidder i Laxeverper hele Søndagen igjennem, og vor fattige Menighed tit bliver truet at gjøre Flytning før og under Prædikenen. Det maa og beklages, at Folk begynder deres Udfart til Fiskeleierne Søndags Morgen; Mange komme aldrig til Kirken tiere, end de gaae til Guds Bord; Værtshuse og Kroer staae aabne, Kramboder opslages, Kramvare og Drik falholdes paa Sabbaten, Markeder drives under Gudstjenesten, Soldater exerceres under Prædiken paa Bededage. Saaledes gjør Israel, hvad sig behager, paa Herrens hellige Dage.
Hvad Mislighed der er i Synderes Straf, har vi vidtløftig nok udført i Blodskjændernes[9] Sag; endogsaa skulle vi det mangfoldigen bevise, at de nu som andet gemeent Horeri af Retten ere anseede, nu Delinkventer hengangne hele Aar uden Straf. Ægtemænd ere bortløbne med Horer og ikke eftersatte; den, som er seet svanger og har født i Dølgsmaal og er befunden visse Tegn hos, ikke eftergrandskede, Tyve og Landstrygere ikke antastede eller eftersøgte efter Loven &c. Saadan Mislighed findes ogsaa udi Dommes Execution, at de, som ere dømte til Landflygtighed, gaaer endnu i Landet; de, som ere dømte til Fiskeleierne, som er at forstaae om Nordlandene og Finmarken, blive henviste ikkun til nærmeste Gjeld. Mistænkte Personer, som ere tilkjendte at skilles fra hverandre, entholde sig ikke endda fra hverandre. Havde Retten paa Landet gode Underdommere og Kirken rette Præster, blev Guds Villie og Kongens Lov nærmere efterlevede.
Det er ogsaa en stor Hjertens Græmmelse med den Overdaadighed i Klædedragt uden Personers, Stands og Vilkaars Forskjel, hvorved Christi Rige ganske beskjæmmes, Hovmodighed befordres, Undersaatterne blive ganske forarmede. Den Enes daarlige Exempel drager den Anden til Forfængeligheds Følge for at undfly Foragt og Beleelse; kunde intet Andet af saadan hedensk Overdaadighed afskaffes, da maatte jo Christne i det Ringeste komme tarveligen klædte til Skriftestolen og Nadverens Sakramente. Alterets Tjenere sukke dybt derover, at paa det Sted, hvor al Bodfærdighed og Fornedrelse burde vises, der fremkomme Folk spraglede, udstadsede og pyntede som til en Slagtedag[10].
Vi beklage det og at være til Ægteskabets store Beskjæmmelse, til Guds Ords og Lovens Foragt, hvorved Ægteskab skulde helliges, samt til Menighedens største Forargelse, at de Fleste, som ville samles i Ægteskab, fordrister sig at boe sammen nogle Maaneder og vel søge Seng med hinanden, førend de tiltale Præsten om Trolovelse, og omskjønt han ved Trolovelsen efter Lovens Pag. 263 alvorligen forbyder dem Saadant, befindes det dog, at de, som lade sig sammenvie som ærlige Piger og Enker, strax derefter gaae i Barselseng, hvilket er det groveste Bedrageri for Gud og Menneskene. Og som de stoler paa, at de i Loven frigives for aabenbare Skriftemaal, de gemeenlig og slipper for Penge – Udgift og Ægteskabsbøder, skjøtte de intet om den Skilsmisse mellem et ærligt og christeligt og et uærligt og forargeligt Levnet. Det kunde derfor meget befordre Ægtestandens Ære og Hel lighed og afværge Forargelser, om Straffen maatte skjærpes over saadanne Folk og den forargede Menighed faae nogen Satisfaction ved det, at deres Forseelse i Menighedens Paahør blev med Iver og Alvor lastet og straffet.
Dette er nu den Sandhed, som vi eenfoldeligen har dristet os til at klage over, endog den i sig selv for Alles Øine er altfor klar, sand og kjendelig, og behøvede ei saa lige vor klynkende Stemme. Men efterdi Gud og Kongen har givet os Leilighed til at tale herom offentlig, saa har vi Haab om, at det ei skal os ilde udtolkes, at vi har beskrevet saadan slet Christendommens Tilstand, i Tanke at vort Forslag om Forandring og Hjælp til dessen Afskaffelse ei skal synes ufornøden, letsindig eller formastelig. Længe nok er over Saadant af Mange klaget, sukket, straffet og bedet, men endnu ikke lagt alvorlig Haand paa de ret fornødne Midlers Værkstillelse, uden hvilke ingen Hjælp fra Gud kan ventes, saa det gaaer med dem som de Lade, der døe i deres Ønske, fordi de tage ikke Haand i at arbeide og ikke vil have Guds Velsignelse forfremmet paa den rette Vei, Orden og Maade.
De Midler, som til saadanne Synders Udryddelse, næst Guds Bistand, vare tjenlige, har vi i forrige Demonstration de fornemste anført; nu igjentage vi dem igjen mere omstændeligen, saavidt vi kan vente efter disse Tiders Tilstand ved en kongelig allernaadigste Forordning til Kirkens utrolige Gavn at maatte vorde introducerede.
Saa bede vi da allerunderdanigst, at det maatte behage vor allernaadigste Konge ved sin christmilde Anstalt at befordre Seieren over Satans Rige ved efterfølgende foreslagne Remediis, efterat de samme af erfarne Guds Mænd vare som en dygtig Salve til Zions Saar approberede og efter deres nøie Examination enten forandrede eller forbedrede.
1) For Alting, at alle christelige Forældre maatte befales strengeligen at opdrage deres Børn i Gudsfrygt og Herrens Formanelse, baade ved egen Oplærelse og Holdelse til Skoler, saavidt at de Unge kunde læse og forstaae deres Katechismum fra Begyndelsen og til Enden, sjunge de fleste Kirkepsalmer, have Forraad i Hukommelsen af gudelige og aandelige Bønner og vare øvede i de fleste Davids Psalmer. Og paa det Ungdommen ikke som hidindtil siden skulde glemme ved Aars Tiltagelse deres Saligheds Kundskab, da burde de alle kunne læse i Bog, at de altid kunde recolere hos sig selv, hvad de engang havde lært; saa maatte det og være Forældres Pligt at skaffe hver af deres Børn en Katechismum, en Psalmebog og en Bønnebog, ihvad anden Arv de finge. Saa burde jo og Forældre ikke saa formastelig mere overtræde Loven Pag. 256 Art. 2. De jo i Alvorlighed selv endogsaa lærte deres unge Folk, hvad de selv havde lært, om Søndagene igjentoge Prædikener for deres Børn, hjemme holde Bøn Morgen og Aften i deres Huse og da tillige oplæse en Side eller Stykke af Katechismo hver Gang, holde deres Børn flittig og betimelig til Kirken. Saa og, naar deres Børn befandtes uvilige til at lære og ulydige, at det da itide maatte Præsterne tilkjendegives, og de Forældre, som Saadant ikke gjorde efter en og anden Paamindelse, regnes for Uchristne, og Præsterne paa Landet (ligesom Loven formelder om Overformyndere Pag. 584) have Magt at tage Børnene fra dem og sætte dem til andre gudfrygtige Folk, at de arme Sjæle ikke af Vanrygt skulde forkommes.
2) Hosbonder burde ikke, under hvad Skin det være kunde, see gjennem Fingre med sine Tjenestefolks Synder og Ugudelighed, men baade selv betimeligen advare dem og, naar de ei kunde raade Bod derpaa, da itide give Præsten det tilkjende, hvis de ikke siden vilde ansees for at have gjort sig deelagtig i fremmede Synder, se Lov. Pag. 898. Saa skulde de ogsaa holde alt det Tyende, som er hos dem, til flittig Nærværelse hos Ordets Prædiken og Katechisation Lov. Pag. 265 og 336; saa burde og alle Huusbonder, som ville have Navn af at frygte Gud, bære Omsorg for, om nogen af deres Tjenere vare ganske vankundige, at de da itide lode dem undervise i Christendommen, og hvad Bekostning de derpaa gjorde, korte det i deres Løn; hvis Huusbonden det ikke efter Abrahams Exempel efterkommede, da burde de efter en og anden Præstens Erindring ansees til Helligbrøde efter Lovens Anledning Pag. 336, og Præsterne have Magt til at tage deres Tjenere fra dem og sætte dem til andre Steder, hvor de bedre kunde undervises, som tilforn om Børn er sagt.
3) Samme Pligt burde saameget desmere lægges paa Fadderne, efterdi de dertil have forbundet sig med deres hellige Løfte ved Børnedøbelsen; de burde ei alene have Omsorg for Børnene, om deres Forældre falde fra, førend de komme til Skjelsalder, hvilket dog ei heller hidtil er skeet, men ogsaa om Forældrene befandtes aldeles at glemme deres christelige Pligt mod Børnene; samme Faddere burde have jævnlig Indseende hos Forældrene, hvordan Børnene blive opdragne, og om de befunde Mislighed og Ladhed i Børnetugten, da tilkjendegive saadan Forseelse for Præsten, ifald de selv i Fremtiden vilde være angerløse.
4) Efterdi her paa Landet er snart ingen Skolemester, som kan lære Børn at stave, end sige meddele dem den sunde Katechismi Melk, og der ere saamange forladte og fattige Børn, som vel ved Daaben ere indpodede i Christo, men kunne ei for Mangel af Underviisning voxe i Jesu Christi Naade og saliggjørende Kundskab, da var det fornødent, Deres kongelige Majestæt naadigst vilde tillade Præsterne den Frihed, i hver sit Gjeld at beskikke og antage 2 eller 3 Skolemestere, som de dertil dygtige kunde opspørge eller selv til Dygtighed berede, til hvis Underholdning samt til Bøger for fattige Børn det maatte være uformeent at indsamle Collecter og andre frivillige Gaver i Sognet. Saa vilde og Kongen allernaadigst tillade, at hvilken Skolemester Præsten antog, maatte være fri for Soldatertjeneste og forskaanet for Consumption og andre extraordinære Skatter.
5) Saasom Klokkerne paa Landet, hvilke efter deres Ed burde hver Søndag katechisere for Ungdommen og ellers hver Uge een Gang samle Ungdommen i Bygden, for Mangel af Subsistens ikke kunne gjøre deres Tjeneste tilgavns, og for deres Armods Skyld kan ingen Dygtige dertil faaes, saa maatte det Kongen allernaadigst behage saaledes til det saa fornødne Embedes Conservation at foranstalte.
1. At hver Bonde skulde give Klokkeren 1 Pund Korn eller 12 Skilling i Penge om Aaret i Degnetold, saasom de her i Landet faaer ingen Degnetraver.
2. At hver af Ungdommen paa de tre store Høitider ofrede dem 1 Skilling.
3. Ved hvert Lig af Mand eller Kvinde, de sang for, at nyde 6 Skilling.
4. Ved hver Brudevielse at nyde 8 Skilling foruden Offeret.
5. At de maatte være fri for Consumption og andre extraordinære Skatter, eller i den Sted at nyde 6 Tønder Korn af Kirkens Tiende.
Naar Klokkerembedet havde saaledes Levnetsmidler, at da de allerskikkeligste og dygtigste Personer, som kunde findes, maatte dertil voceres af Sognepræsten med Provstens og de 6 fornemste Sognemænds Samtykke og derefter til Superintendenten forskrives efter den gamle Ordinans fol. 44, hvilket Loven gjentager Pag. 329, og da de at gjøre deres Embede med Flid uden nogen Undskyldning baade med Katechisation i Kirken og med Katechismus-Stevner, og naar de efter en og anden Paamindelse det ikke gjorde, da at straffes derfore og efter Sagens Beskaffenhed afsættes af Præsterne, og andre Dygtigere i deres Sted igjen at indsættes.
6) Boghandlere maatte det være forbudet at føre og sælge i Landet Horeviser, Fabuler, Lucidarius, Sibyllæ Spaadomme og andre Bøger, som enten vare mod Guds Ord og gode Sæder eller og ikke approberede af Facult. theolog. Hafniensi, af hvilke Slags Bøger her er nok, endog saadanne, som indeholde vederstyggelige Heterodoxier. Derimod maatte Landet forsynes med en større Mængde af Bibler og andre gudelige Skrifter, Katecheser, Psalmebøger, Brochmans Postiller, symboliske Bøger &c. – Ligedan maatte der sættes en billig Priis og taalelig Taxt paa saadanne Bøger af Facult. theolog. Saa var det og fornødent, at theologi og andre forfarne Guds Mænd forsynede os med gudelige Skrifter i vort Sprog om de saa betydelige som ubekjendte Materier i Christendommen, om den saliggjørende Troes Væsen, Igjenfødelse, Retfærdiggjørelse, Helliggjørelse og det ganske indvortes Menneske; saa behøvede vi og nidkjære Guds Mænds kraftige Preservativer mod de regjerende Synder, som mod Horeri, Vankundighed, Gjerrighed &c.; thi saadanne Skrifter mangle vi.
7) Præsterne maatte alvorligen tilholdes at prøve Confitentes og jo ingenlunde under høi Straf admittere Nogen til Alterens Sakramente, som ikke forstod Christendommens Bedelse og Katechismi eenfoldige Lærdom. Iligemaade, at de ikke i deres Skriftestol længere overtræde Augustanam Confessionem, Katechismum og Kongens i Loven og Ritualet forfattede Anordninger, men at de jo tage Bekjendelse af alle dem, som de agte at afløse. Til at facilitere dette saa høi nødvendigt Værk maatte ikke Flere til een Tid antages i Skriftestolen, end man vel kunde prøve og undervise efter Loven Pag. 246. Det maatte og blive befalet, at Confitenterne næste Prædikedag tilforn angive deres Navn efter vores Hr. Biskops Anordning, som en Deel Menigheder ikke vil efterleve. De, som boe Kirken nær paa en halv Miil, kunde indstille sig Løverdagen til Skrifte Vaar og Høst, da Almuen mest samler sig til Sakramentets Brug i hele Hundredetal, paa det de Andre ei skulde kjedes ved Tjenestens lange Ophold, og Saligheds Betjenelse ei skulde ske med utaalig Hast og Skjødesløshed.
8) Præsterne maatte ogsaa holde dem fra Alterens Sakramente, som vare grove Syndere og endda ikke havde omvendt sig, og ikke admittere de Unge dertil første Gang uden godt Skudsmaal over deres Levnets Overeensstemmelse med deres Daabs Pagt, omskjønt de kunde gjøre Skjel for deres Tro og Lærdom, ei heller førend de kunde give offentlig Samtykke i Kirken til den Tro, i hvilken de ere døbte.
9) Excommunicatio minor eller Bindenøgelen maatte igjen optages og øves ved offentlig Udelukkelse og Afholdelse fra Sakramentet paa nogen vis Tid efter Forseelsens Maade, førend den publike Absolution blev forrettet, og saadan Kirkens Straf maatte ikke bie efter den verdsligg Doms Paakjendelse, men dependere af Kirkeretten.
10) Naar en Synder af Kirkeretten er overbeviist og tilfunden at staae Kirkens Disciplin, da burde næste Søndag det Samme offentlig at gives tilkjende, og Synderen da for Menighedens Ansigt haardelig tiltales, Syndsens Grovhed fore- stilles, til Pønitentse raades, og saa Excommunicationens Tid og Maade forkyndes. Og ligesom Excommunicatio minor og Skriftestaaelse falder paa de Synder, specificerede i Loven Pag. 248. 280, saa maatte der og være andre Disciplins Gradus over saadanne, som nævnes Pag. 273. 274, naar deres Synder er aabenbare bekjendt for Menigheden: at de da nu af Præsten og Medhjælperne, nu i flere Christnes Nærværelse, nu for den hele Menighed blive satte til Rette, nu gjøre offentlig Afbedelse, nu sættes paa et særdeles Sted i Kirken, nu i Gabestokken, Alt efter enhver Synds Beskaffenhed og Synderens Haardnakkenhed eller Fremturenhed, og saa lægges Tid for til Forbedring, inden hvilken om de ei ville bedre dem, da trues med Band, og endelig, om de ligge forhærdelig hen i Synden, da lyses til Band og ved Navn udelukkes af Guds Menighed og Samkvem.
11) Saa maatte det og være Præsterne tilladt baade at antage saa mange Medhjælpere, som Sognets og Gjeldets Beskaffenhed udfordrer, saa og at udvælge Nogle af de skikkeligste og bedste Sognemænd som Ældste i Menigheden, hvilke tilliggmed Præsten og Medhjælperne, efterat de have gjort deres Ed, kunde holde Ret over de Synder, som ved anden verdslig Rettergang ei kan afskaffes, fordre Forklaring og Beviis paa Berygtede, dømme de Uskikkelige, med Mere, som Kirken immediate vedkommer; havde Nogen paa saadan Forretning at anke, maatte han det for Provsteretten indstevne.
12) Ingen Penge eller Betaling maatte gives eller tages for hemmelige eller aabenbare Skriftemaal.
13) Præsterne maatte flitteligen forkynde og lære Guds Ord, ei alene almindelig, men og i Husene (hvorom vi og tilforn har meddeelt), og der for alle Ting ved Entholdelse fra Gaver, enten de vare tvungne eller frivillige, føre Folk og den gemene Almue af den Tanke, de Fleste nu ere udi, at Præsten ei kommer til dem uden for Tractemente og Forærings Skyld, hvilket gjør dem ganske uduelige til at annamme Lærdom og Underviisning.
14) Præsterne saavel i Kjøbstæder som paa Landet maatte alvorligen tilholdes flittigen at øve Katechisation i Kirken paa Søndage og Bededage, naar Dagens Længde og de sædvanlige Forretningers Beskaffenhed det tillader, saavelsom ogsaa paa beleilige Tider og Steder i Bygden, da de Gamle maatte være forpligtede at tilstede være, baade paa den ordinaire Kirketjenestes Dag, saa og ved Samling blandt Almuen.
15) Saa vilde hans kongelige Majestæt af sær Nidkjærhed for Guds Ære renovere de høipriselige Befalinger saavel i den udgangne Forordning af høilovlig Ihukommelse Christian Vte Anno 1679[11], som og i kongelig Lov om Sabbatens nøiagtige og ivrige Helligholdelse, at alle de Forsamlinger af Nattehold, Duner og Juledrik, alle de Forhindringer ved Reiser, alle de Forargelser ved aabne Værtshuse og vellystige Forsamlinger, som og den Uleilighed ved Soldaternes Mønstringer, samt Udreiser til Fiskerier, Sidden i Laxeverper &c. maatte alvorligen under Straf forbydes og afskaffes, saa at alle Landets Indbyggere kunde forstaae, at Kongens Vilje var ligesom Guds Vilje om den syvende Dags ganske Anvendelse til Guds Tjeneste og gudelige Øvelser, og plat al verdslig og legemlig unyttig Handel den Dag være sat til Side. Dertil skulke Præsterne baade selv være Exempel for Andre og strenge Tilsyns Mænd, som ikke lade nogen Sabbats Bryder, høi eller lav, nyde af deres Saligheds-Betjening, førend de saadan Forargelse har afbedet og viist sand Omvendelse.
16) Til at forekomme Uskik, falske Eder og Uretfærdighed maatte Præsterne befales at være tilstede paa Thingene med Bøn og gudelig Formaning at hellige Rettens Betjening, dog ikke i nogen Maade at befatte sig med Sagerne.
17) Angaaende Omsorg for de Fattige bede vi paa det Allerunderdanigste til deres christelige Ophold og Trøst at maatte anordnes, at hvert Gjelds Fattige maatte have Tegn paa sig efter forrige kongelige Befaling, og hvert Gjeld underholde sine Fattige; de Fattige, som har Frænder og Venner, hvilke ere i god Nærestand, at maatte af dem besørges og Menigheden ikke besværes. 1 Tim. 5, 6.
Friske og stærke Betlere paalægges at arbeide og ikke bortstjæle Smulerne for de rette Nødlidende.
De, som skulle underholdes af Almisse, maatte frygte Gud, leve skikkelig og flittig søge Kirken; i de Huse, de ankomme at søge Almisse, prøves, om de kan læse og forstaae deres Christendoms Lærdom, og da af dem des blidere annammes; fire Gange om Aaret i den offentlige Kirkeforsamling spørges om deres Forhold og Levnet, og om de fare omkring i fremmede Sogne.
Om Fattige fra fremmede Steder indkomme i Gjeldet med nogen Øvrigheds Bevilgning at søge Hjælp, da først at angive sig hos Præsten og ved hannem gjøres Menighederrnø bekjendte.
Stedets Præst Vaar og Høst tale af Prædikestolen et godt Ord til Sognefolket for de Fattige og Huusarme og med Medhjælperne flittig tilsee, at hvis dem er givet i Kirkens Blok eller Fattigkiste, de det efter hvers Tarv kunde nyde og bekomme.
Sættes i hvert Sogn et Par Tilsyns Mænd af Bønder at see til, at de Fattige i Sognet holde sig skikkeligen, og erindre, om de i Sygdom eller anden sørgelig Tilstand tiltrænge Hjælp; de samme to Mænd og nøie tage vare paa, om nogle fremmede Stoddere og arbeidsføre Bedragere eller Landstrygere komme derind at gaae om og trygle, true og bedrage Folk, saa de med Almuens Hjælp kunde paagribe dem. Denne Bestilling at maatte omgaae til alle Bønder, og disse Tilsynsmænd hvert halve og hele Aar forandres, at den Ene ei skulde bebreide den Anden det. Den Anstalt, som nu er med Stodderfoged udi mange Præstegjæld, er ikke nær tilstrækkelig; tilmed ere saadanne Stodderfogder gemeenlig selv de arrigste Stoddere og skalkagtigste Bondetruere.
18) At det allernaadigste maatte behage deres Majestæt ei at pardonnere nogen Misdædere paa Liv, Ære eller Boeslod uden edelig Attest fra Præsten og et Par af de bedste Sognemænd om Personens og Syndens Beskaffenhed, ligesom Ingen, der har begaaet Leiermaal i forbudne Led, tillades Ægteskab uden Attest.
Ved disse Poster maa det nu være nok af vore Besværelser, som vi nedlægge i Eders Skjød og beder, at ved Eders Hjælp maatte udi Kongens Naade formeldes. Vi skulle vel afbede vor Vidtløftighed, men sørge over vor Korthed og Ufuldkommenhed. Og enten det er for langt eller for kort, saa er det dog altfor sandt, at disse Tilfælde forvolde os stor Hinder i vort Embede og betager os den rette Samvittigheds Rolighed over Guds Sag og Christendommens Forfremmelse, som paa den Maade ei rettelig bliver drevet. Vi indstille det nu til Eders gudelige Betænkende, om det ikke er fornødent og vel værd at besværge sig over Saadant for Enhver, særlig for dem, som skulle gjøre Regnskab for anbetroede Sjæle, om der er ikke Haab til, at saadanne Stykker kunde reformeres, og om ikke Guds Behag til aandelig og legemlig Velsignelse for det ganske Land derpaa maatte følge. Hvor kan vi med god Samvittighed sige at have gjort vores Deel, om vi ikke skulle sørge derfor, at det meget Onde maatte borttages? Og hvad større Glæde bør vi stræbe for, end at Herrens Arvedeel maatte komme til at gaae frem udi hellig Prydelse? Det er klart og bart for al Verden, at den bare Prædiken, hvor ivrig og idelig den sker, er ikke alene god for at styre Christenhedens Selvraadighed og Verdsligheds store Vanære paa Christi Legeme. Ere vi Hyrder, ere vi Huusholdere over Herrens Huus, hvor kan vi da siges at have gjort en ret Tjeneste ved den bare offentlige Prædiken og Sakramentets gemene Betjenelse, saalænge de andre Partes blive saa skammelig forsømmede? Vi haabe i Herrens Frygt og hans Naades faste Tillid, at Eders Høiærværdigheders grundige Betænkninger ved Herrens Aands Bistand indgives til vor allernaadigste Konge saaledes, at Zions Konge bliver æret og hans Riges Undersaatter vederkvægede.
Lysets Fader have Raad hos Eder med sit Øie og oplyse Eders Lygte, at fordrive al Mørkheds ufrugtsommelige Gjerninger, og give os alle den Naade, at vi udi hans Lys maatte skue Lyset, udi hvilken Forbøn vi forblive
Velædle, høi- og velærværdige Herrers og Fædres
ydmyge Tjenere og uafladelige Forbedere
- Thingvold Præstegaard
- den 10de Octob. Ao. 1714.
Efter Eders kongelige Majestæts allernaadigste Ordre,
dateret Gottorp den 20de Juni 1714, have vi ladet de 7
Præster i Throndhjems Stift indgive til os og specificere deres
Gravamina, hvilke vi i Herrens Frygt nøie have overveiet og
saavel af Samtliges Skrivelser som af den nu paa Stedet
værende hæderlige Hr. Eiler Hagerups mundtlige Erklæring
udi al Almindelighed fornummet, at disse Guds Mænd fast
intet Andet forlange, end hvad Eders kongelige Majestæts egen
allernaadigste Lov og Ritualet udtrykkelig befaler eller nogenledes
præsupponerer, om de ellers efter Guds og Eders kongelige
Majestæts Vilje tilbørligen skal efterleves. I Særdeleshed
er over hvert Punkt i Herrens Navn denne vor allerunderdanigste
Betænkning.
Her besværge de sig, a. at Kirkedisciplin øves ikke over alle forargelige Synder, opregnede i Loven Pag. 252. 292. 273.
b. At Disciplinen kan ei øves retteligen, fordi Kirken har ingen Ret til at tage ordentligt Beviis og Dom over Skyldige, og verdslige Rettes-Betjente ere deels ikke grundige nok, deels ikke villige nok dertil. Desforuden er som ofteste den Beskaffenhed med Kirkens Sager, at de for sædvanlig Rettergang ei kan afgjøres. Loven Pag. 273.
Derfor begjære de en Kirkerettes Frihed, bestaaende af Præster og Medhjælpere, efter hvis Dom og Kjendelse Kirkedisciplinen kunde øves. Til saadan Frihed findes Anledning i Lovens 2den Bogs 9de Cap.
c. Det er mere til Skade end Gavn, at den publike Absolution holdes for en Straf og Kirkedisciplin, just fordi det, som for samme Forretning skulde være Straf og Disciplin, er nu saa plat ubrugeligt, nemlig excommunicatio minor; dersom den skeede ordentligt, saa at ingen publike Absolution skeede uden foregaaende publike Excommunication, idet den faldne Synder blev først efter Loven Pag. 542 aabenbarlig forbudet Sakramentet, og i den Forbydelse hans Synd forestillet, han dernæst blev efter Loven Pag. 252 holdet fra Sakramentet nogen Tid, saa at Forbøn kunde skee og Prøve findes til sand Omvendelse, dersom han da først og ikke før blev publice absolveret og Kirkedisciplinen ophævet, da blev Synden mere beskjæmmet og Sjælene forbedrede.
d. De beklage, at Kirkedisciplinen øves ikke over alle Kirkens Lemmer, som grovelig forsee sig; de Gemene og Fattige holdes ikkun under denne Tvang, men de Rigere enten tager sig eller forskaffer sig Indulgens udi mange Tilfælde. Derfor er al Kirkedisciplin saa godt som slet ingen. Særlig besværge de sig over den Frihed, som Soldater har faaet, og som Andre dagligen af Cancelliet bekomme, som de allerunderdaningst beder at maa ophæves.
e. De besvære sig derover, at den hele Kirkedisciplin er indknebet til den eneste Akt, at staae aabenbare Skrifte, og her er ingen Disciplins Sort for alle andre Synder, som just ikke fortjener Skriftestaaelse, men ere dog saa grove, at de uden Kirkens Stød og Vanære ei burde blive uden nogen Beskjæmmelse. Thi begjære de flere Grader af Kirkedisciplinen at maatte beskikkes, saasom 1) at sættes tilrette af Præst og Medhjælpere. 2) Synderen beskjæmmes for hele Menigheden paa Kirkegulvet. 3) Sættes paa sit særdeles Sted i Kirken. 4) Holdes nogen Tid fra Sakramentet. 5) Endelig efter publike Exclusion og Deprecation først antages til Afløsning. Dersom denne Orden og Ave ei vil hjælpe, da burde en større Bandsættelse paafølge.
f. De beklage Løsenøgelens Misbrug, fordi det er kommet af Brug, at Bodfærdigheds og Troens Vidnesbyrd ved Bekjendelse og Bøn skal gaae for Afløsningen. Thi bede de, at Præsterne overalt maatte befales at tage mundtlig Confession, Prøve og Regnskab baade af Gamle og Unge om deres Troes Kundskab og Livsforhold, og Tilhørerne befales uden Knur og Opsætsighed at føie sig derefter og ligesaavel at formenes Sakramentet for uskikkeligt Forhold i deres Levnet som for Vankundighed i Troen. Hvilket desbedre at udføre, da maatte Præsten ei med for mange Confitenter paa een Tid overiles, men heller bruge Dagen tilforn til Mængden at overkomme.
g. Her klages over den Misbrug af private Communioner, som nu uden al Nødsfald bruges af fornemmere og rigere Folk, som vilde i den Fald ei være formeent denne Frihed, som er til Menighedens Foragt.
h. De beklage den Misbrug med at tage Penge i den lønlige Afløsning saavelsom ogsaa for den offentlige Skriftestaaelse, item Skriftesedlers Bekostning for de Fattige, hvilket Alt geraader til Foragt og Forsømmelse paa Saligheds Midler, burde derfor strengelig forbydes. Iligemaade fordrister mange Præster sig at absolvere dem offentlig, som har forseet sig i andre Sogne, og betjene dem, som ingen Attest fra forrige Sognepræst med sig føre.
a. Beklagelig er denne Lovens Overtrædelse, og i sig selv billigt, at ei alene Horkarle og Skjørlevnere, men og alle Slags forargelige Synder skulle falde under Kirkens Disciplin.
b. Udi Loven findes klart nok, at Præsterne med sine Medhjælpere have Frihed at tiltale og straffe Synder. Men som der ei staaer udtrykkeligen, at de skal have Magt at kalde Beviis og dømme derpaa, tage verdslige Dommere sig den Forretning an, uanseet Loven selv tilstaaer, at der ere mange Forseelser, som ved verdslig Rettergang ei saa bekvemmelig kan afgjøres (Norske Lov Pag. 273), men efter deres allerunderdanigste Forhaabning bekvemmelig for en geistlig Kirkeret, om den allernaadigst blev indrettet. Tilmed skulde det falde Guds Ords Tjenere i mange Maader besværligt og hans Embede hinderligt, om han først skulde føre Proces med hver en grov Syndere, der i en eller anden Grad skulde udstaae Kirkedisciplin. Synes derfor ønskeligt og til meget Godt beforderligt, om Eders Majestæt allernaadigst skulde finde for godt, at ligesom Sorenskriverne med sine Lagrettesmænd dømme alle Syndere, til hvad verdslig Straf Loven ommelder, saa og Præster med deres Medhjælpere, som af de Gudeligste, Forstandigste og Anseeligste af Menigheden og saamange i Tal, som Fornødenhed udkræver, efter Loven skulle udvælges, maatte indstævne den Skyldige, høre Beviis og derpaa kjende forsvarligt i det, som geistligt er, efter Befindende; hvo sig dermed fandt misfornøiet, indstævnede da til Provsteret, derfra til Landemodet. Men paa det at denne af dem forlangede Kirkeret, som visselig er af Vigtighed, saaledes kunde indrettes, at den baade selv kan blive ved Magt og tjene til Christi Menigheds bestandige Gavn og Opbyggelse, ønske vi allerunderdanigst, at denne vigtige Post næst Eders kongelige Majestæts egen allernaadigst høie Skjønsomhed ogsaa maatte til flere og bedre skjønnende Mænds Eftertanke og Erklæring overgives.
c. Der er visselig stor Forskjel paa Kirkens Disciplin, som er en Straf, og paa Afløsningen, som er en Naade, være sig lønlig eller aabenbare; thi Et er at binde, et Andet at løse, efter Christi Ord Matth. 16, 19; burde derfor disse to Stykker ligesaa lidet som Loven og Evangelium blandes tilhobe. Men de, som ved offentlig Absolution skulle annammes igjen til Christi Menigheds Samfund og det høiværdige Sakramentes Deelagtighed, burde først ved deres Synds og Doms aabenbare Forkyndelse til en Tid udelukkes derfra, indtil de efter sand Omvendelses Prøve kunde eragtes værdige til at see Helligdommens Dør igjen oplades for sig ved den offentlige Afløsning.
d. Kirkedisciplinens Almindelighed er visselig saa fornøden som Disciplinen selv, og ønske vi allerunderdanigst, at Eders kongelige Majestæt allernaadigst vilde ophæve den Dispensation, ved hvilken militære Personer hidtil ere forskaanede for aabenbare Skriftemaal; thi 1) Letfærdigheds Synd og andre forargelige Synder ere i dem ligesaa vederstyggelige som i andre; 2) som de tage sig herudi større Frihed end Andre, saa behøve de og fremfor Andre ved Kirkens Disciplin at holdes derfra. 3) Seer man, at den Frihed baade forhærder dem og forarger Andre. 4) Og som mange Barnefædre blive skjulte ved det, at de besovede Kvinder i deres Sted udlægge en Soldat, som saa hen uden Tiltale maa passere, derfor ville vi anmode Eders kongelige Majestæt allerunderdanigst, at ei alene dette Privilegium maatte ophæves, men endog at ingen slig Dispensation, den fornødne Kirkedisciplin til Præjudits, af Cancelliet maatte udfærdiges.
e. Som Fordelen af visse Grader udi Disciplinen kan sees ved Krigsstaten, Politien &c., saa var den og at haabe for Kirken, dersom alle Slags grove Synder, som dog ikke ere lige forargelige, ogsaa med adskillig Strenghed og Beskjæmmelse blev anseet. I andre Riger observeres disse Grader i Kirkedisciplinen, at vi ikke skal tale om den første og rene Christi Kirkes Exempel. Synes derfor, at slige Grader i Kirkedisciplinen paa Eders kongelige Majestæts allernaadigste Behag vel kunde vedtages.
f. Herom handler Loven Pag. 247 saa udtrykkelig, som om nogen Ting. Ligeledes Ritualet Pag. 144, ja endog vor augsburgiske Confession Art. 4 abusuum og Lutheri liden Katechismus, saa det er at forundre, at nogen Præst uden nogen foregaaende mundtlig Bekjendelse eller indbyrdes Samtale, om hvis der hører til det høiværdige Sakramentes værdige Annammelse, tør forsikre dem om Guds Naade og Syndernes Forladelse, der ikke give ham den ringeste Forsikring om deres Pønitens, Tro og Bedrings-Forsæt, da dog den lønlige Afløsning til den Ende beholdes i vore Kirker, at Præsterne desbedre kunne prøve deres Confitenter, om de endelig har prøvet sig selv, hvilket des bedre at kunne skee, Loven hverken tilsteder for Mange paa een Tid at komme til Herrens Bord Pag. 246, ei heller Confitenterne saa nær at holde sig til Skriftestolen, at den Ene kan høre, hvad der handles med den Anden Pag. 249, hvilke to Poster ogsaa bedre burde efterleves.
g. Det er vist nok, at man i Henseende til denne Misbrug af privat Communion, som nu paa nogen Tid Mange misbruge enten af Hoffærdighed eller af blot Magelighed, vel kunde sige til Mange 1 Kor. 11, 22: Foragte I Herrens Menighed? Det er og vist, at privat Communion ikke udi vores Ritual er autoriseret. Thi var det fornødent, 1) at her blev forbudet i Almindelighed Alle og Enhver aparte i Kirken at communicere, men sig med de Andre til de ordinære Gudstjenester at indfinde, ja Standspersoner ikke herudi holde sig bedre end andre Ringere, men i alle Ting at vise (endog i de udvortes Ting) Kjærligheds og Ydmygheds Tegn og ikke forarge Nogen, som sig derpaa kunde støde. 2) Ifald Svage og Gamle, som ikke kan bivære den ganske Akt, var det begjærendes, at det dennem dog ikke uden god Betænkning maatte forundes paa den Condition, at naar de bleve bedre igjen, da indstille sig med de Andre. 3) Folk, som i Ansigtet vare vanskabte, som have salt Flod, opædte Ansigter og raadden Lugt, maatte befales aparte at communicere; thi ved Slige forfærdes andre Guds Børn, de Frugtsommelige altereres, og Mange deraf tage sig Anledning til privatim at communicere. 4) At ved den offentlige Altar-Tjeneste maatte gaae skikkeligere til end sædvanligt, hvor tit en ligestor Hoffærdighed sees, naar de Fornemste vil sidde for ved de Ringe, og de Ringe trænge sig frem hos de Fornemme, ved hvilken Trang Gamle og Svage besværes.
h. Saadan Misbrug befindes her og der at gaa i Svang; er derfor ligesaa billigt som i Loven grundet, at Saadant burde aldeles afskaffes.
a. Den store Aarsag til Prædikestolens Frugtesløshed er Mangel paa Børnelærdommens Indplantelse og Øvelse; hvilket disse Mænd beskrive og klagelig bevise, idet at
b. der skal være i Norge stor Mangel paa Skolemesterne, og paa fleste Steder ingen findes. Klokkerne eller Degnene i hele Throndhjems Stift, som og i de andre, ere gemene Bønderkarle, som har fast ingen Indkomme, arbeider som Andre og kan derfor ingen fornøielig Tjeneste gjøre med Ungdommen. Fornødne Bøger, Katechismi, Psalmebøger og Bibler ere altfor rare og dyre blandt gemene Folk. Preæsterne selv har forsømmet sin Pligt ved Katechisationen, hvoraf voxer i lige Maade Forældres Forsømmelse og Fadderes ganske Forglemmelse om deres Pligt for de Unge.
c. Efterdi tilbørlig Omsorg for Degnenes Underholdning efter Loven Pag. 332 er end ikke i Værk stillet, da gjøre disse Mænd saadant allerunderdanigste Forslag, at Degnene burde nyde 1) af hver Gaards Bonde 1 Pund Korn eller 12 Skilling Penge istedenfor Degnetraver. 2) Enhver af Ungdommen, som gaaer til Guds Bord, ofre dem 1 Skilling paa de tre store Høitider. 3) For hvert Lig, som de opvarte med Sang, nyde 6 Skilling. 4) Af hver Brudgom nyde 8 Skilling. 5) Være fri for Udskrivning til Soldat. Naar dette Embede var saa forsynet, da Sognepræsten at have Magt at antage de dueligste Personer dertil, som siden af Provsten eller Biskopen confirmeres.
d. Lovens tilstrækkelige Paabud om Forældres og Huusbonders (hvortil maatte lægges Fadderes) Pligt mod Ungdommen holdes ikke; derfor bede de, at saadant Lovens Bud Lib. 2 Cap. 6. maatte renoveres, og de Forsømmelige efter trende Formanelser at dømmes til Kirkedisciplin.
e. Lovens Bud Pag. 237 om Katechismi Forklaring ved alle Prædikener efterleves ikke overalt. Denne kostelige Leilighed til Opbyggelse, Huusbesøgelse, forsømmes og er kommen i Vanrygte formedelst de Foræringer og Tractementer, som derved ere indløbne.
f. Til at øve Tilhørerne i Guds Lærdom og bringe dem til Mærksomhed paa Prædiken syntes dem fornødent, at der skeede hver Søndag paa Landet en Repetition af samme Dags Prædiken ved lette Qvæstioner paa Kirkegulvet, naar Leiligheden det kunde tillade.
a. b. Det er vist nok, at hvor Grund ei lægges ved Katechisationen, der opbygges lidet ved Prædiken.
Hvor meget godt den Anstalt ved Skoler og Skolemestere forfremmes, det sees, Gud være Lov, hos os selv her i Kjøbenhavn.
Det skulde derfore være meget gavnligt, at samme Frihed til aarlige Collecter at indsamle blev overalt given til Skolers og Skolemesteres Anordning og Underholdning, hvor Stedernes Bekvemhed og Menighedernes Tilstand det kan tillade. Bedre Forraad af Bøger haabes næst Guds og Eders kongelige Majestæts allernaadiggste Forsyn at blive med Tiden. Forældre og Faddere bør af Præsten, og Præsterne selv bør af Biskopen tilholdes herudi alvorligen at opvarte sin Pligt.
c. Paa alle de Steder, hvor Klokkere i Norge ei har bedre eller vissere Indkomster, maatte billig deres Tjeneste have dette Tilskud, som her gudelig foreslaget er, saafremt det saaledes Eders kongl. Majestæt allernaadigst maatte behage.
d. Som dette er lovligt, saa er det og christeligt, recommanderes derfor til allernaadigst Confirmation med dette Tillæg, at de fattige Børn saavelsom de rige maatte beskikkes visse Formyndere, der kunde have tilbørlig Omsorg for deres Opdragelse og hensætte dem paa de Steder, hvor de bedst kan undervises.
e. Et kongeligt Paabud kunde meget hjælpe i begge Dele, særlig naar altid gudelige og duelige Præster efterdags til Menighederne beskikkes.
f. Saasom disse Præster selv har begyndt denne Maade og befundet dens Nytte, saa kunde vel andre Præster ogsaa paa samme eller anden lige opbyggelig Maade gjøre den Pligt, som Tilhørernes Forfremmelse i Guds sande Kundskab af dennem udkræver.
Her anføre de uden Navngivelse nogle grove Exempler, som hos dem skal være begaaet, dobbelte Ægteskabsbrydelser, Blodskam mellem Mand og Vær-Søster, Fader og Stifdatter, Mænds femte Leiermaal, Kvinders fjerde, Soldaters tredie, som alle uden synderlig Straf skal kunne bevises at være passeret. Til Hjælp mod denne Synd antegne de Efterfølgende:
a. At de unge Mennesker af ulige Kjøn maatte i hver Mands Huus have adskilte Sengesteder, og den Huusbonde, som ved saadanne Menneskers Forseelse fandtes at have været forsømmelig og skjødesløs, være derfor ansvarlig for Kirkeretten.
b. At Ugifte, som har havt Omgjængelse tilsammen, maatte uden Forskaansel ægte hinanden, naar der Intet særdeles hindrede Ægteskab, og naar de først har udstaaet Kirkens Disciplin.
c. De, som ville ægte hinanden, erindre de at burde formenes at boe sammen i Fællesskab før Copulationen, endog de ere trolovede, og ei alene efter Loven Pag. 263 af Præsten forbydes, men og offentlig tilrettesættes derfor i Menigheden og tillige betale halve Bøder, om de befindes svanger før Tiden.
d. Ægtefolks Horeri burde straffes efter Loven med halve Boeslod, men afgaaer nu ofte med ringere Straf end ugifte Folks Leiermaal, naar deres Bo enten i Sandhed eller ved egen Underslæb befindes meget ringe, da gaaer de hen uden videre Tiltale. Men som Ægteskabs Horeri i det Mindste maa agtes for dobbelt Hor, saa burde de i det Mindste betale dobbelte Bøder til 24 Rdlr.
e. De, som anden Gang forsee sig i Ægteskab, maatte uden Pardon være landflygtige efter Loven Pag. 976.
f. De, som med Blodskam har forbrudt Ære, Liv og Gods, maatte ikke forskaanes uden edelig Attest fra Præsten og fire bedste Sognemænd om alle Sagens Beskaffenheder.
a. Det er aldeles fornødent, at de Unge ei blive anlediget til Letfærdighed ved ublu Blotten, som følger med slige Sammenliggelser, og derfor burde Saadant ved alvorlig Tilsyn forhindres, og naar den forsømmes, alle Huusbonder tiltales som Medvidere i begangne Løsagtighed.
b. Mange, som lokker og lader sig lokke ved falsk Haab og Løfte om Ægteskab, skulde betænke sig, dersom de fornam, det var Alvor, at de efter Lovens udtrykte Ord Pag. 767 skulde bindes sammen. Det var og ret, at saadanne løse Folk burde staae Kirkens Disciplin, saafremt de ikke strax ægter hverandre; thi da var en privat Tilrettesættelse af Præst og Medhjælpere nok.
c. Skal Ægteskab være ærlig hos Alle, da burde visselig denne Vanære borttages, at de fleste Brudefolk staae beskjæmmede paa deres Hædersdag, og at de under Ægteskabs Skjul overtræde Ærbarheds Grændser. Nu har denne Ublufærdighed saa taget Overhaand, at den ikke ved Præstens blotte Forbydelse lader sig styre; derfor er dette Forslag i sig selv godt, saavidt Tilrettesættelse angaaer.
d. Dette er billigt, at dobbelt Synd betaler dobbelt Bøde; dog skulde den Taxt ei hindre, at jo de mere Formuende skulde have deres halve Bo forbrudt, og de ganske Fattige lide Straf paa Kroppen; thi som Fattigdom ikke forringer Synden, saa bør de Fattige ikke slippe ganske uden Straf eller med altfor liden Straf passere.
e. Udi saa stor Overtrædelse kan Retfærdighed ei formeget have sin Gjænge. Fiat justitia, ne pereat mundus.
f. Saadan edelig Attest skulde forekomme adskillige vrange Beretninger, hvorved Mange tilsnige sig en ufortjent Indulgens.
De besvære sig meget over denne Synds Regimente overalt, over den Anledning af mange Krohuse ved Kirkerne og Thingstederne, hvilket de begjære ved Øvrigheden at maatte afskaffes.
De, som i daglig Liv elsker Drikkelag og beviser sig hengiven til denne Last, maatte ei alene efter Loven Pag. 273 falde under Kirkedisciplin, men og i Fremtaurenhed straffes med Fængsel paa Vand og Brød i nogle Dage og Uger efter Omstændighederne.
Al Anledning af Krohuse og vellystige Forsamlinger er Drukkenskabs Fostermoder; vi ønske derfor, at baade aandelig og legemlig Straf kunde møde denne Synds Vederstyggelighed, saa vist som det gjøres fornødent.
Og var det ønskeligt, at Krohuses Tal overalt udi Kongens Riger og Lande formindskedes, og Ingen uden ærlige og christelige Folk dertil privilegeredes, allermest at de ei ved Kirker og Thinghuse maatte være nær.
Her beklager de særdeles, at Ingen, som har Trætter til Thinge, vil først tilkjendegive sin Sag for Præsten eller nogle Andre, som have Forstand og Samvittighed til at forlige Sagen.
De beklage, at verdslige Dommere formene og forhindre saadan Omgangsmaade til Forligelighed, hvortil de efter Loven Pag. 58 burde forhjælpe.
Saa vist som det er, at mange Trætter og vidtløftige Processer udarmer Landet og forværrer Christendommen, saa godt og gudeligt var det at oprette Forligeligheds Midler. Dertil maatte Præster og Dommere være Formænd og dennem allernaadigst befales denne Pligt at efterkomme.
Her forlanges ikkun Fornyelse paa den forrige kongelige Forordning om den gamle Vægts Afskaffelse.
Denne Post angaaer særdeles Politien og vil hjælpes alene ved Betjenternes flittige og retsindige Execution efter kongelig Forordning, hvortil de ved allernaadigst Confirmation kunde blive tilholdne.
Her beklage de, at Lovens Bud Pag. 892 aldrig bliver exeqveret over denne Synd, hvorved den dog meget kunde styres.
Iblandt alle Synder er udentvivl Sværgen og Banden en af de fordømmeligste, saasom den begaaes mestendeel uden Fristelse, og der findes ingen sær Fordeel, Lyst eller Tillokkelse hos den, derfor synes den og lettest at kunne overvindes, især om nogle Exempler blev givet paa alvorlig Straf efter Loven, og Præsten med hans Medhjælpere maatte derfor straffe og sætte tilrette efter forommeldte gradus disciplinæ og Sagens Beskaffenhed.
Her anføre de adskillige Exempler af Signeri og synderlige Maader, som bruges af en Deel til at læse paa syge Folk og Kreature, hvilke alle ere de vanvittigste og taabeligste. For her at faae Skyldige aabenbarede, da begjære disse Præster, at deres Straf første Gang maatte forblive ved Kirkens Disciplin, og om de derpaa findes fremturende, da at handles med efter Loven.
Disse Formularier have vi læst med Forundring over saadan Guds Navns Vanhelligelse og store Vanvittighed blandt gemene Almue. Det synes mere at skulle formaae slige Syndere til deres Daarskabs Bekjendelse, om de første Gang vidste sig fri for den Straf, som Loven ommelder, saa og at kunne afholde dem fra saadan Ugudelighed efterdags, naar de ikkun første Gang blive forskaanede.
Efter almindelig Beklagelse over Sabbatens Brydelse henfalder deres allerunderdanigste Forlangende herudi til Efter følgende:
a. at den Forordning af høilovlig Ihukommelse sl. Kong Christian den Femte Anno 1679 om Sabbaten maatte fornyes.
b. At de Forsamlinger af Duner, Nattehold og Juledrik maatte forbydes og med største Helligbrøde betales, om Nogen fordrister sig dem paa en Søndag at holde.
c. At Vertshuse maatte under strengere Indseende forbydes aabne at være paa Søndagen.
d. At den Uleilighed ved Soldaternes Exercitier paa Søndagen ved Kirken (som bekvemmelig om Lørdagen ske kunde), samt Udro til Fiskeleierne og Sidden i Laxeverperne maatte afskaffes.
e. De Bøder, som Loven Pag. 900 nævner for Sabbatsbrydere, maatte alvorligen inddrives.
Disse Forslag ere baade meget gavnlige og aldeles fornødne. I Besynderlighed ønske vi allerunderdanigst med dennem, at Eders kongelige Majestæt allernaadigst vilde behage at forandre den hidtil brugelige Søndags Exercitie med Soldaterne ved Kirken, saasom de ved slige Krigsøvelser baade selv forhindres og forhindre Andre fra de Søndagen tilhørige Gudeligheds Øvelser, ja det ogsaa synes at være imod den Hvile, som Gud vil i sin Lov, at endog Svend og Pige skal nyde den Dag baade aandelig og legemlig.
Eders kongelige Majestæt havde og at vente sig des større Velsignelse og Lykke for sine Vaaben af hans Haand, som kalder sig baade Sabbatens Herre og Hærskarernes Herre, hvilket vi tilliggmed de andre Stykker recommandere allerunderdanigst til Eders kongelige Majestæts christelige Behag og Vilje.
Det bevise de med disse Synder, Sværgen, Banden, Sabbatsovertrædelse, Skjændegjester, voldelig Slagsmaal, ja Blodskam, som paadømmes lige med andet Horeri.
At Domme ikke tilbørlig exeqveres, bevise deres Exempler, som gaae paa sin egen Haand uden Rettens Haands Tvang, naar de ere dømte. Mange opholdes med Haab og Løfter om kongelig Moderation; deraf blive Mange i Landet, som ere dømte landflygtige; Misdædere ved Søkanten dømmes hen til Fiskeleierne efter Loven, men henvises kun til nærmeste Fiskerleie og nærmeste Præstegjeld, hvilket ikke kan kaldes mindste Straf, uden at der ved Fiskeleierne maatte forstaaes Nordlandene og Finmarken. Tyve, som ere dømte til Gabestokken og deslige, komme sjelden til at lide den Straf, uden de vil selv gaae med Frivillighed.
Disse Excesser mod Guds og Kongens Lov burde visselig med Vedkommendes Tilrettesættelse og tilbørlig Straf efterdags at afskaffes.
Her forlange de en allernaadigst kongelig Forordning, at de Fattige ei tillades at omstrippe i fremmede Sogne eller betjenes af fremmede Præster.
At hver Præst med sine Medhjælpere have Omsorg for de Fattige; tvende Sognemænd ved Omgang at omvexles hvert hele eller halve Aar som Tilsynsmænd over de Fattige og erkynde sig om deres Forhold og Tilstand.
Dersom Betlere nødes til at søge fremmede Sogne, da at være pligtige sig først hos Præsten at angive og ved ham recommanderes Menigheden.
Ligesom her i Danmark er Aar 1708 udgaaet Forordning og god Anstalt for de Fattige, saa bede vi allerunderdanigst, at samme kongelige Naade ogsaa maatte række til de Fattige i Norge.
Dette er, allernaadigste Arvekonge og Herre, om de syv norske Præsters os tilsendte Gravaminibus i alle deres Punkter vor allerunderdanigste Betænkende, hvilket vi saaledes henstiller til Eders kongelige Majestæts egen allernaadigste Vilje og høi-christelig Skjønsomhed, særdeles hvad den vigtige Post om den af samme Præster forlangende Kirke-Ret angaaer, derhos allerunderdanigst bedende, at om alle disse Punkter en allernaadigst Forordning maatte vorde udstedt, der kunde være en Bekræftelse paa, hvis herom allerede i Loven og Ritualet er befalet, og en Oplysning og en Forbedring i de Poster, som hidtil ikke saa tydelig findes forklarede, hvilke i sin Tid, naar Ritualet for Mangel af Exemplarier igjen skulde oplægges, efter Eders kongelige Majestæts videre allernaadigste Ordre kunde indføres i samme. Men for Alting ønske vi, at ved den forventelige allernaadigste Forordning alle disse høifornødne gudelige Anstalter overalt i begge Eders kongelige Majestæts Riger og Lande maatte vorde indrettet, paa det Kirkens almindelige Nød (hvorom og andre retsindige Guds Tjeneres hemmelige og aabenbare Klagemaaler noksom vidner) af Eders Majestæt som den rette Fosterfader med lige Naade og Hjælp maatte ansees. Til hvilken Ende og alle Præster ved deres Biskoper alvorligere maatte tilholdes, at de derudi den dennem givne og confirmerede Embedsmyndighed hverken forsømme eller misbruge og ellers saavel i deres Levnet og Omgjængelse som i deres Embede vise den Retsindighed, som sande Christi Tjenere og Guds Huusholdere tilkommer, og det under tilbørlig Straf, være sig Bøder, Suspension eller Remotion efter Forseelsernes Beskaffenhed. Den allerhøieste Gud krone Eders kongelige Majestæt med al aandelig og legemlig Velsignelse, særdeles med fornøielig Fred og langvarig lykkelig Regjering, at vi under Eders kongelige Majestæts allernaadigste Forsyn maa leve et roligt og stille Levnet i al Gudelighed og Ærlighed. Hvilket af inderste Hjerte og dybeste Underdanighed ønskes af Eders kongelige Majestæts allerunderdanigste tro Tjenere
og uafladelige Forbedere
H. Steenbuch. J. Trelund. J. Lodberg.
- Kjøbenhavn den 7de Marts 1715.
Vi have stor Glæde og Trøst af Eders Kjærlighed, og foruden os ere mange Helliges Hjerter vederkvægede formedelst Eder. Megen Tidsspilde, kjødelig Sindedes Uvenskab, Møie og Hinder i andre Eders Embeder har. vi visseligen med vores Eder overgivne Commission forvoldet Eders Høi- og Vel-Ærværdigheder; dog har vi fornummet Eders store Bestandighed og Flid i at føre Kirkens Sag tilende, desforuden en ugemeen Fromhed mod os, Eders uværdige Børn. Mange spottede vore Anslag, om Templets Støv kunde blive levende igjen; Andre holdt os for Drømmende og Daarer; de Fleste spurgte: hvor er nu deres Gud? Men Herrens Aand opvakte Eder til at stride baade for sig og os, og I bortkastede ikke den Sæd, som blev frembaaren; thi I sagde: der er en Velsignelse derudi. Sandhed vigede ikke fra Eders Mund, I vilde ikke tie for Zions Skyld, I bluedes ikke ved Guds Daarlighed, som er dog klogere end Verdens Viisdom. Sandelig, I har frigjort Eders Samvittigheder, opfyldt alt vort Haab, tilstoppet Spotteres Munde, reddet Kirkens Hellighed og Christi Efterfølgelse fra Modsigelse, givet Anslag til mange sunkne Christnes retsindige Tanker, styrket os mægteligen i Evangelii Tjeneste. Men I gjorde den sidste Barmhjertighed større mod os end den første, da I annammede saa mildeligen vores Broder Hr. Eylert Hagerup, som I tilforn ivrigen havde annammet vores og Christi Sag. Verden saa det og undredes derpaa, at han blev ei alene forsvaret, men elsket af Eder, som dog med os af Mundchristne agtes for en Kjættere. Ved Eders Exempel bleve mange Andre opvakte til baade mildere Tanker og større Ivrighed baade for Landets og sin egen Christendom, og vor naadigste Konge selv er bleven bøiet ved Eders Approbation til Begjærlighed at see Landet renset. Hvad I har gjort mod vor Broder, har I gjort mod os, og hvad I har gjort mod os, har I gjort mod Jesum. Det skal ikke glemmes af Gud hverken i dette eller det tilkommende Liv. Alt hvad Godt der enten allerede er opvakt ved denne Sags Anledning, eller herefter skal fødes, det (næst Gud) tilskrive vi Eder som Tilskyndere til Guds Riges Forfremmelse og Sandheds Talsmænd. Og nu vi sørge bitterligen over at have mist vor Broder, men glæder os over, at han ved Anledning af Nærværelse hos Eder kan ideligen takke og velsigne Eder for saadan Barmhjertighed; men vi fraværendes ophøie Herren, som gav Eder saadant Hjerte og befæstede Eder i Frimodighed mod al Gjensigelse; om vi kunde give os Eder selv, kunde vi endda ikke betale Eder. Det Eneste, vi kunne gjøre, er dette, at stræbe efter at være Eders Efterfølgere som Jesu Christi og ved daglig Forbedring vise os ikke aldeles uværdige Eders Fromhed og ved Guds Naade arbeide derpaa, at vi nu ikke selv forbigaae eller modsige det udi vort Levnet og Kirketjeneste, hvad som I har approberet udi vort Forslag. Dernæst ville vi med Forbønner komme Eder altid ihu, baade ved vores Studeringer og Kirketjenester; thi I har gjort os dem begge søde, ja uforhindrede ved Eders faderlige Samtykke og styrkende Bifald. Det er lidet, at vi overalt prise Eders Nidkjærhed for Herren; men naar Zions Brøstfældigheder i Rigerne blive efter Eders Andragende forbedrede, da skal jo enhver retsindig Kirkens Tjenere takke Gud og velsigne Eder, naar de seer Murene opstige og Christi Legeme voxe ved de Midler, som I have forebragt. O dyreste Fædre og os de allerkjæreste af dem, som leve paa Jorden! forbarme Eder dog fremdeles over os og den fordærvede Kirke! og som I have samtykt og forbedret vores fattige Raad til Christendommens Befordring, saa paadriver dem ogsaa til virkelig og endelig Hjælp. Gud, som ved Eder har begyndt det Gode, skal og ved Eder forfremme det, indtil Gjerningen bliver fuldkommen, paa det baade Eders og vor Glæde kan blive fuldkommen. Lader os efter Eders Fromhed tale dristeligen til Eder: I have nu gjort vores Sag til Eders egen Sag, saa giver da ingen Ro, førend Eders, det er Christi Sag nyder Ret og Forfremmelse. I vide, Gud hjælper Eder. I seer, Kongen troer Eder; saa værer frimodige i at stride for vor Guds Stæder, at ikke Spotterne skulle sige: Disse begyndte at bygge og kunde ikke fuldkomme det; vi lever i den Forhaabning, at Geheime-Conseil skal ansee for raadeligt Eders endelige Forslag, som var, at en ny Kirkeordinans skulde oprettes og i den indføres alle de Midler, som mest var fornøden til herskende Synders Afskaffelse og Landets Omvendelse; thi have vi af hans Majestæt begjæret, at den Kirkordinanses Forfattelse maa betroes og committeres Efterfølgende: Herr Biskop Worm, Professoribus Steenbuck, Trellund, Lodberg og Mag. Brinch og En af Kongens Geheime-Conseil, som paa Kongens Vegne vilde bivære. Thi bede vi nu ydmygeligst, at I ville paadrive det Samme; thi det ligger jo stor Magt paa, i hvis Hænder den Edition bliver betroet; vi kjende Eder og I de Andre, Christus Eder alle for retsindige Jesu Tjenere. Saa kan man vente, at Fosteret, som er kommen til Fødselens Sted, skal til det hele Lands Glæde komme engang for Lyset. Herren lade sit Gode fremdeles lykkes ved Eders Hænder, og værer I lyksalige i Evangelii Sager, indtil en stor Mangfoldighed af Sjæle følger Eder til de Førstefødtes Forsamling. Herren være med Eder, og hans Ansigtes Lys skinne over Eder!
Vi forblive bestandeligen
- Næssets Præstegaaard i Romsdalen den 24de Mai
- Ao. 1715.
- Næssets Præstegaaard i Romsdalen den 24de Mai
Eyler Hagerup af Kallunborg den 27de Juni 1715.
Af de følgende Breve fra Thomas v. Westen ere de fleste til hans Ven Nicolaus Engelhart, et Par til dennes efterladte Hustru, og eet er et Slags Cirkulærskrivelse. De ere i mange Henseender af Interesse; de give et klarere Indblik i denne mærkelige Mands Charakter, end man af hans offentlige Færd kan faa, og give ogsaa adskillige Oplysninger om de Stemninger, som rørte sig i ham, medens han og hans Venner udarbejdede og indsendte de forhen givne Suppliker og Demonstrationer. Man vil se, hvor inderlig Sagen laa ham paa Hjerte, og med hvilken dyb Alvor han omfattede sit præstelige Embede; han erkjendte, at „den overhaandtagende Synd ikke vilde lade sig omkastes ved Ord alene, men og fornemmelig ved Exempler for Hjorden“, og stræbte, som vi se, redelig efter at gjennemføre dette i Gjerning.
Som alle dybe Charakterer var han ikke uden et vist Humor, – det fremtræder dog kun sjelden (f. Ex. i Nr. 7); hans livfulde Gemyt var i en bestandig Bevægelse, og næsten alle han Breve bære Præget af at være skrevne under vexlende Stemninger. Det er fortrolige Bekjendelser til en inderlig elsket Ven; dette maa man have for Øje, naar man gjennem- læser dem; Udtrykkene, som ere skarpe og betegnende, naar Noget – det være nu paa en glædelig eller smertelig Maade – berører ham, maa derfor ikke urgeres eller veies for nøje.
Brevene ere afskrevne efter de i det kgl. norske Vidensk. Selsk.s Bibl. opbevarede Originalbreve; herfra gjør kun Brevet fra Hammerfest af 30te Juli 1716 en Undtagelse; det er afskrevet efter en meget slet og utydelig Kopi, som findes i det Deichmannske Bibl. Nr. 48 in fol. – Originalbrevenes Retskrivning er beholdt, da den er mærkværdig konsekvent for den Tid og vel efter Manges Dom ligesaa fornuftig som den nuværende. Kun i Interpunktionen har jeg tilladt mig hist og her en Forandring, specielt tilføjet nogle Tegn for Tydeligheds Skyld. De fleste af disse Breve har Hammond kjendt og benyttet i sin Missionshistorie, af enkelte ere undertiden lange Styker aftrykte; for Fuldstændigheds Skyld er dog Alt taget med her, hvorved ogsaa nogle Unøiagtigheder hos Hammond ere berigtigede. Over hvert Brev er angivet, paa hvilken Side i hans Missionshistorie det omtales.
(Udskrift)
Meget hæderlige, ærværdige og vellærde Hr. Niclas Engelhart, velfortjent Pastori til Nessæt-gjeld á Nessæt. Befordres ved mine Landbönder, det forderligste skie kand.
- Ærværdige Broder i Christo!
Jeg takker for bogen formodendes, at foderalet med det indlagde kom og lykkelig til hannem. De tvende breve, som for kort Tid komme fra ham, bleve begge af mig til Eiermændene befordrede. Nu er min tjenligst begjæring til deres Ærværdighed, at mand ved sin nærværelse vilde beære min introduction, som skier 3 Søndag post Epiph., og om det icke falt besværligt formeget, da at komme nogle dager forud, for at betjene mig og min Hustru med absolution og det høiværdige Sacramentet, saasom jeg har udvalt ham til min Bigtefader, hvilken omsorg for min sjæl Jeg beder broderligst deres ærværdighed icke vilde undslage sig for. Jeg beder og, at mand da vilde med sig tage dend formular, som er anordnet til intimation for bortliggede militair-personers hemmelige absolution, it. det exemplar, de have af dend grædske ofversettelse ofver V. T. Jeg ønsker dem med kjereste og hele familie baade dette Ny aar og mange paafølgende, at løbe efter Ønske og til beste.
| Vedøe 16 Jan. 1711. | tjenstvilligste Broder i Herren |
| Thomas von Westenn. |
P. S. Jeg tror vel, at det er dem kundbart, at Provsten[12] og vi tvende ere beordrede til en commission udi Bu, hvorom ved samkomst skal confereres.
(Udskrift)
Velærværdige Pastori til Næsset gjeld, Hr. Nicolao Engelhart, á Nesset.
- Kjære Broder og Medstrider i Evangelio!
Jeg forventer, at du efter løfte kommer til mig paa Søndag 8te Dage, som er første Søndag i faste, og da baade meddeler vores øre lifsens ord og vore hjerter Christi Retfærdigheds trøst og vore læber Herrens nadvere – Hvortil Gud give os sin hellige aand! at mand dog engang for alvor kunde omvende sig og blive korsfestet med Christo! dertil kand icke lidet dine bønner formaae; thi Skriften liufver icke jo derudi, beder for hverandre, at I kunde blive helbredede! Jeg har saameget dismere aarsag at beflitte mig paa et gudeligt levnet, som synd og ugudelighed tager jo mere og mere overhaand i min Menighed, og Jeg merker, at saadan uskik vil icke lade sig omkastes ved ord allene, men og fornemmeligen ved exempler for hjorden. det smerter mig, at Christendommens afsagde fiende har sig nu for alvor opreist mod Christenheden, men jeg erfarer dagligen, at Djevelen gjør større skade indenfor, end Tørken udenfor: Horeri, endogsaa i forbudne leed og udi ægteskab, druckenskab, Sabbatsbrydelse, avind, klammer, trætte, ubarmertighed, uretferdighed, utaalmodighed, mishaab, de har taget overhaand, hvilket Jeg [saameget] dismindre undrer paa, som Jeg frygter for, at mine ufuldkommenheder og skrøbeligheder har givet anledning dertil; thi medens Christi tjenere sover, da saar fienden klinten iblant hveden: enten er min prædicen lunken, eller mit levnet uanstændig, eller min efterforskning efterladen, eller Gud holder mig uværdig, at Satans garn skal vige for min tjeneste. i hvad det er, saa vil jeg forlige mig med min Gud baade for mine egne overtrædelser og min uagtsomhed mod hands faar: Jeg har ham intet andet at give til vederlag, uden at Jeg gjerne opoffrer ham alle mine ringe kræfter, vilje, forstand, helsen og midler og livet selv til hands Menigheds opbyggelse! Jeg har ellers i disse dage studeret i Bjørnens hule og udsøgt seriem regum Persarum ex sacro codice: Jeg beder, du vil tage dend part af Pole med samt Gejer over Daniel, og alle de historicos, du har, som handler de Persis et Persarum imperio, enten de handler ex professo eller tilligemed andre historier, saaog min Cluverum og Xenophontem, som Jeg troer du har, og alle enten Græske eller Latinske historicos, som du har: og saa lave dig paa at være hos mig en uge. Dend Persiske monarchie skal og give mig anledning til poenitenze, hvor Jeg finder, at Daniels skriftemaal blev hørt, Nehemiæ syndsbekjendelse icke forsmaad, Esters og Mardochæi taarer opsamlede i Guds flaske; deres Haman skal være min synd og Hamans galge kjødets korsfestelse og min Purimsfest Christi legems og blods annammelse. Vi skal og begge der finde anledninger til bestyrkelse i at opbygge Christi Rige, naar vi finder, hvor ivrig man byggede paa tempelen, hvor hedenske konger endog gjorde sig en ære deraf, at udrette noget til Guds fornøyelse, hvor underlig Gud vedligeholdte sin kirke mit under fængselen, hvor Sanneballats og Tobiæ (djevelens copier) deres anslag af Gud blev tilintetgjort &c. Jeg befaler dig Guds kraft og hands aands medarbeidelse, at baade dit embede maatte daglig krones med mange sjæles forbedring, og icke heller det arbeide for min og mit huses salighed være forgjæves. – flittig hilsen til din kjereste, dend sande discipelinde, og dine alle smukke børn, de behagelige oljegrene, fra mit huus og mig,
Din, som Jesus er begges,
Thom. von Westen.[13]
(Udskrift)
Ærværdige og vellærde Hr. Niclas Engelhart, Pastori til Nessæt.
Vor Herre Jesus Christus blive dig mere og mere sødhed, og det tilkommende livs Kræfter gjøre dit ansigt klar!
Jeg har i lang Tid vaaret hjertelig bedrøvet, og nu i aften er Jeg, Gud skie lov, nogenlunde glad i Gud; thi jeg siunes dog, at hand endnu ikke har besluttet at fordømme mig, hvilket hidindtil har gjordt ei allene mit embede bekymmerligt, men mit liv bittert. Dend uforsvarlige ladhed i at bede, forsømmelse i at læse Guds ord, utidige dovenhed og saa neppe ofvervindelig hastighed havde lagt min sjæl i det stille, og nu, Jeg tænkte at være forfremmet, ønsker Jeg kun at maa nyde dend Guds naade, som Jeg har fundet i mig for 2 aar siden. Mit legeme bliver mere og mere hengiven til stilhed, aftag og tunghed. sindet er aldrig fornøyet. hjertet vil icke adlyde Gud. Jeg finder mig i mine beste gjerninger som en hykler og i mine meste gjerninger som en Atheist. Og nu give Gud, Jeg maatte saa omvendes, som du er omvendt. Saa formaner Jeg dig nu ved Jesum Christum, at om du nogen tid har bedet alvorligen for mig, saa bed, at Jeg denne gang saaledes maatte gaa til alters, at jeg maatte være værdig at see texten forklaret i mit hjerte ved en hylen og bedrøvelse over mine synder og Jesu ansigtes skin i mit ω[14], saaledes at ingen tager dend glæde fra mig. Jeg formaner dig ogsaa, at du icke mere hykler for mig eller flaterer min synd, men, om du er Guds tjener og min broder, straffer min synd ved al leylighed og viser mig retfærdigheds vey. Mig fattes Kors. Jeg mener, noget staar mig fore. min søsters[15] sværmodighed, min Menigheds modstridighed og vankundighed flyr mig nok at bestille, men det omvender mig icke endda. Herre Jesus omvende mig da, og forbarm dig over mig, førend Jeg rent fortvifler! Jeg vil gjerne lade mit liv, mit embede, min ære for Jesu: men hvad er det? det er altsammen hands eget, icke mit. En bedrøvelig hendelse i Røtven, at efter Lørdag og Søndags sammendrik udi festeøl bleve 2 Mænd druknede af profstens gjeld strax ved landet og de andre 4 neppe reddede, har forøget min samvittigheds byrde. Jeg siunes at være aarsag i deres baade livs og saligheds fare. Hvi kommer du dog aldrig til mig? hvi vil du dog aldrig see til mig? og du vedst dog, du er dend eneste paa jorden, som jeg elsker. men Jeg kand troe, Jeg er dend eneste, som du icke kand omvende. Dend 21 Maji vil jeg være hos dig. thi i dend anden uge er bededag. og paa tisdag 14de maa Jeg paa Grøtten holde ligprædiken ofver Prostens søn Niels Lem[16], som efter streng og forfærdelig svaghed blev omvendt og døde i angers ydmyghed. Vil Profsten da være hos af Tingvold[17], var vel, men vilde I komme til mig, da kand I ikke troe, hvor fornøden, ja om Jeg maatte sige det Eder, pliktig efter broderskab en gjerning I gjorde. Kjære tag ham ud med dig. hvis icke, da kommer Jeg til dig, og det med gladt hjerte. Saa lev da vel! Nobel[18] er paa reise op efter hands eget bref. hels din hustru. Gud ophøie dig i sin naades mere delagtighed og ydmyge mig i sin døde lignelse. Nox ingruit. luceat tibi Jesus, in quo te amo.
Th. von Westen.
I Randen er tilföjet: „Fogdens contracaution er icke omme.
(Udskrift)
Velærværdige og høilærde Hr. Niclas Engelhart, Sognepræst til Nessæt, sin tilforladelige Ven.
Nessæt.
- Monfrere!
Jeg tacker for dit seneste trøstefulde. Mine synder volder dend mismodighed, og min aandelig ladhed foraarsager det forsagte sind, ligesom i det naturlige stilhed og seye vesker gjør legemet tungt og fuld af Skjørbug. Guds aand kand gjøre sjælen let, og dend paradises vind kommer vel urterne igjen at dryppe. Steen og afmægtighed betog mig for nogen tid. Jeg bedres, Gud skie lov! Det ubetænksomme bref, du fick [fra] Myrio (Myno?), er ickun værd medlidenhed, thi hans ulcus taaler end[nu] icke medicam manum, førend Gud ved en alvorlig ruelse (?) lader det suppurere. Lycksalige ere vi, om vi har ment det vel og lider spot for Christi skyld. mange saadanne slag ere vel dem, som slager, til dis større dom, men os vores fornemste ære; thi vi glæde os i Christi forsmædelse. Bispens bref er stoor tack værd. det er skrevet som af en fader. din viin bier efter dig. Jeg mere bier, det jeg vil formode. Søndagen efter den store tacke og bededag den 3 Junii[19], da du vilde prædicke her og communicere mit huus. du kommer aftenen tilforen. Mandagen derefter vil jeg følge med dig. herhos følger sucker for orm til din datter. Lændsmændene ere overaldt tilskrevne om at holde over almuens flittighed og ædruhed til bededagen. hvo, som savnes, liden eller stoor, er Guds og kongens fiender. Hr. Kjeld[20] har jeg taldt. Vor brev til Prosten har udvirket stoor stilhed og dybe eftertanker hos ham, hvilket Jeg holder for et godt tegn. Om du saa siunes, kand mand paa dend store Bededag efter Josvas exempel gjøre pakt mellem Gud og folket og tage ja af alle mennisker paa forbedring [fra] de gjængse synder. Spar dig selv, saavit Guds [gjerninger] taale det, og gif legemet undertiden hvile! dend aand, [som var] over apostlene, være over dig! Amen.
- [Din] ringe medstrider
Th. v. Westen.
- Vedøen Pingsaften 1714[21].
(Udskrift)
Ærværdige og vellærde Mand Hr. Niclas Engelhart, værdige Sjælesörgere til
Nesset.
- Hjertens fromme Broder!
Jeg har confereret med Profsten om beviiste. hand er paa omvendelsens vey, tal ickun dristig derom. Ær ham, vær snild og temperere din nidkjerhed med forstand og ærbødighed. Profstens kjereste kan du skaffe førinskab, om icke af anden leylighed, af mine landbønder. dixi quod debui, sum quod volo, hoc est, indignus Jesu Jesu servus et amans sacri zeli, utens vice cotis, acutum reddere quæ ferrum valet exsors ipsa secandi. Tu vale et crede Jesu, qui sistat cras mihi Te præsentem sanum vegetumque. Tuus. ita ut sine te – –[22].
Vedøe 24 Juni 1714.
Th. v. Westen.
(Udskrift)
Meget ærværdige og vellærde Hr. Niclas Engelhart, Velmeriteret Sognepræst
til Nessæt.
- Ved Dag og nat
- at befordre
- cito citissimé.
Jeg tacker dig gandske hjertelig for dit Brev og hosføldte noticie. det er en god begyndelse, at det er saameget taget i consideration, at Majestæt vil naadigst anhøre Zions gravamina. Jeg undres derofver, at „dend var bedst faren, som kunde forskones for reiser og flere eftertænkelige conseqvencer“. Jeg mener, den var best faren, som anvendte en reise paa Jesu sag. eller skulle nogen være bange for at reise, som torde skrive? frygter icke, naar I kommer for raadet; thi Eder skal gives, hvad I skulle tale &e. (Matth. 10), og kand skie vi bliver alle forskonede for at reise. Og om nogen reiser, da betaler de andre for ham, Jeg forskyder 50 Rixdaler. End eftertænkelige conseqvencer? hvilke? Er dette da en fiscal-sag? Og lad være, vi faae en reprimande, hvor mange Ørefigen fik Jesus? Eller er det icke sandt, det vi har skrevet, saa sandt som Jesus sidder hos Guds høyre haand? seer icke al verden det for øinene, men præsterne vil icke see det, at icke deres magelighed spildes; tilhørerne vil icke see det, at icke deres gamle Adam skal korsfestes. Eller har vi da nogen sag for vores egen interesse, honeur eller midlers ampliation? er det icke Jesu sag, vi taler? Bør vi see paa hands sande lærdoms og riges forsmædelse uden at klage der- over? og hvem, dersom icke hands egne tjenere? og for hvem, uden for hands salvede? To ting ere meest iveyen. først dend scrupulus, An ad hoc vocati simus, an sit nostrarum partium? Quis nos constituit judices? hoc posito, reliqua per se sequuntur. At vi icke skal henflye til raptus heroicos, da er det nok, at det indeholdes i vor eed, me allaboraturum &c. Og kunde vi see paa Kongens merkelige defraudation uden at angive det, end da paa saa mange sjæles undergang! det andet skal Jeg sige ved nærværelsen. En sk...lle[23] maa vi vente os, men dend blir vel sød i en ret prophetes mund. du viser mig dend rette vey til et godt udfald ved Bøn og Guds harnisk. al det, jeg frygter for, er, at min uværdighed og egen aandelig dovenhed skal hindre Guds lycksalighed i denne sag. Men min vantroe kand icke gjøre Guds troe [til Intet; Gud] give, vi alle vare som du og Hr. Eilert[24]. den 6 Juli ... ... us til at vilde med H. Eilerd om 2 a 3 ugers tid.... ... da kunde samlingen bedst skie. Ellers beder [jeg, at du vilde] Mandags aften møde mig paa Mettet, da Jeg fremdeles vil styrkes udaf din samtale, som jeg nu af dit bref, hvilket var mig, quale sopor fessis &c. Verdens domme bryde os icke. der staaer i vor evangelio: af deres frugter skulde I kjende dem, af torne venter vi icke vindruer og ingen trøst hos verdens børn. Gud regjere kongers hjerte. Gud lade alle retsindige Theologi og præsters aand opveckes, at icke Meros stad sidder stille[25]. Og om, da kand Gud endda give sejeren i faaes, ja en qvindes hænder. Servet Jesus Tibi vires corporis et augeat animi.
| Vedøen 18 Julii 1714. | Tecum victurus et moriturus |
| Th. v. Westen. |
(Udskrift)
Ærværdige og Vellærde Hr. Niclas Engelhart, Pastori
- Hjerte Broder!
Indlagde vilde du forsegle og bortskicke ved sicker leylighed, naar de vare igjennemlæste. anstalt om pengene hos Sommer maa gjøres itide. derom vilde du skrive til Profsten og de andre, Jeg mener saaledes:
| Jens Juul | 50 |
| Amund Barhow | 50 |
| Thomas v. West. | 50 |
| Niclas Engelhart | 20 |
| Peder Strøm | 20 |
| M. Ascanius | 10 |
| 200 |
Eller hvordan de andre vil. kunde pengene strax indkomme fra brødrene paa Nordmør, var det vel. Ludvig Ifuersen med første sender en expresse til byen. tak for dit seneste. Amtmanden har ved sin værsøster ladet mig hilse og forsikre, at han var min ven af hjertet. Gud være hans ven til omvendelse og hand Guds til lydighed! Søslagets lyckelige afgang er ganske vis. men vores seier hænger alene af bøn og omvendelse. Igaars hele dag skriftede Jeg. det er min pinebænk, og hvor sucker Jeg efter den forordning! Min dreng skulde begjært plenter og tog corenter. desinentia in enter sunt generis culinarii, excipe studenter, renter etcætera. propter analogiam oeconomicam tog hand svidsker med. Gud opholde dig, til vi samles! fogden har tilskrevet mig en noget particulær, som hand vil tale med mig om. semper aliquid novi molitur Sathanas. flodens strømme skulle dog glæde guds stad. Striid for mig i dine bønner og vær Herrens Elskelige.
| Din broder | |
| Th. v. Westen. |
Udenpaa Brevet er tilskrevet: „Min pandpude blef vidst glemt siste gang paa Nessæt“[26].
(Udskrift)
Meget ærværdige og Höilærde Hr. Nicolao Engelhart, værdige Pastori
til Nesset.
- Guds frimodige aand opholde dig!
Jeg har faaet dine skrivelser, hvilke taler om din skrøbelighed og vidner dog klarligen om Christi kraft, som boer i dig; thi mener du, at det er af skrøbelighed, at du saa aldeles kand ydmyge dig og give gud ære! mener du, det er af støv og leer, at du roser dig i al dend forsmædelse, som vederfares vores forslag! mener du, det er kjød og blod, som kommer dig til at haabe saa stærkt paa Herrens frelse for hands kirke i saa mange modstands bølger? mener du, det er menneskelig verk, at stunde endnu efter større fuldkommenhed! O salig er du; Jesu fader i himmelen har aabenbaret dig det. Ja det er din største kraft, at du giver dig blusel endog i de ting, hvorfore du icke burde beskjæmmes. forstaar Jeg noget af Guds aands dybheder, i hvilke Jeg neppe er en abecedarius, da har dette saadan sammenhæng. Gud øver dig nu stærkest paa egne fornægtelses vey, og ufeilbarlig inden kort tid vil dend lede dig til viam illuminationis, hvor du kommer til at finde paradises forsmag og dend apostoliske glædes samfund. Vor Herre ved saadan korsfestelse vil dødgjøre alt Adamitisk i dig, at Christi billede kan leve dis overflødigere. Jeg er icke saa lycksalig, men plages med urene tanker, er lad og doven til at bede, gjør Guds gjerning icke saa ufortrødeligen, som jeg burde, er skiødesløs baade i mine studeringer og embedes forretninger, bryder som tiest vore indgangne puncta, er frygtagtig ved dend mindste enlighed og havets urolighed, hvilket vidner om min vantro og mishaab, og overaldt finder Jeg ingen sønderlig og alvorlig lyst til at omvende mig, skyr for vor Herre, og dend aandelig fryd, som tilforne overstrømmede mig, er nu efter Guds retfærdige Dom udtømmet hos mig. ja tit indfalder mig atheistiske, Socinianske og Jeg ved icke hvilke griller. at min enfoldigste tilhører burde og kunde være min præst, paa hvilke Jeg tit med forundring seer saa- dan aandens glæde, saadane deylige bevegelser, saadan troe, hvorved min utaknemmelighed beskjæmmes. o Gud være mig arme syndere naadig! Herre hjælp mig, førend Jeg forfarer! ryk mig icke bort midt i mine dage. og kunde Jeg endda sørge, kunde Jeg endda græde, da vilde Jeg vente morgenrødens øynebryne. Jeg tordner hart paa min menigheds synder, men mine egne kand Jeg saa vel fordrage og uden omvendelse lade passere. Jeg er hverken kold eller varm, derfore maa. Gud udspy mig af sin mund, om han vilde gaa irette med mig. Jeg finder, at min størke efter haanden forlader mig, og intet godt har Jeg giort i Guds vingaard. Og nu Jeg skriver denne bekjendelse, er dog hykleri udi. Men just i det samme fandt Jeg en Guds straale i mit hjerte og en draabe af hands miskundhed. Herren skal dog icke trette med mig, men omvende mig. – Oluf Moles og hands stifdatters dom er kommen, at de begge skal miste livet; executionen skier efter Juul. siden dommens forkyndelse har han været meget haard, ond, urolig, fuld af utaalmodighed og bespottelse. men hun aldeles angergiven, at siden dend tid er icke mad kommen udi hendes mund. Der faar Gud bevise sit mesterstycke, som kand sprenge klipper og give et kjødhjerte. om du aa siunes, da vilde du komme ud freddagen før brylluppet i Cana Galilæa. thi da agter Jeg at prædicke paa Vesnæs, saasom executionen er berammet den 23 Januarii. Heraf forstaar du vel, at Jeg kand icke, som jeg vidst hafde isinde, komme til bryllupet i Qvalvaag; thi jeg faar da arbeide saa mange dage, som tillades mig, paa den arme fanges salighed og deres bryllupsklæder til lammets høytid. med mindre executionen blef udsat til Februarium, da kunde Jeg den 16de Jan. nok komme til Qvalvaag. men derom venter Jeg fogdens nærmere beskied ved Jacob Schultz, som kommer imorgen. dend trolovede person var hos mig, og jeg tacker dig for din fortrolighed. Jeg sagde ham de beste raad, Jeg vidste, og giorde ham al assistence. Gud skie lov, at det er kommen dertil. Jeg ligger sterk tilferds med Madame Bruns og Brun self; de har skrevet mig et meget uforskammet bref til for sacramentets fornægtelse, og dog vil de ikke omvende sig. Herren tilregne dem det icke. de to qvinder ere nu slet galne. i alt dette er min trøst, at Amtmandens[27] frue døde saa salig og, nesten tør Jeg sige, er saavist i Guds rige, som Jeg nu skriver dette. hendes kors giorde hende salig. hun formanede nok baade Tesmand og sine børn, at de skulde forsage verden, betænke de vare mennisker, ingen giøre uret, vogte sig for hofmodighed, giøre vel mod fattige og foragte sig selv. saa at hun ei allene af hiertet omvendte sig selv, men søgte og at omvende andre. Guds ord igiennem min uværdige mund hafde stor kraft hos hende, saaat Jeg endog nær icke hafde kommet til at prædike paa Molle for hende. lovet være Herren, som omvendte hende, opholdede hende og annammede hende. I dag absolverede Jeg de to qvinder af Dale for signeri. deres siæle ere gandske vundne. siden har jeg faaet flere. denne dags arbeide og gaards[28] forretning har meget udmattet mig. alting har jeg tid og lyst til, uden til at bede, græde og omvende mig. Her Kjeld er meget from og godvillig, men af ringe erfarenhed og derfore ofte peccerer. Nyligen har han extra necessitatem delet ud sacramentet til to mennisker i gement hus, da de tilforn vare skriftede udi kirken dagen tilforn; thi de kunde icke for storm komme igien om Søndagen, og derfore skiede dette om Mandagen. det burde have skied i kirken. Jeg har anstød alle vegne og kommer til mere herefter end hidindtil at reise og giøre alting selv. Her Otto[29] er paa meget gode tanker, Gud størke ham! hand viser og i mange styker frukten af sine tanker. – Visseligen er det fornøden at skrive til Præsterne i Opland. Jeg skal giøre det ved Første og sende dig copie. Her Mag. Anders[30] maa og have eet. under begge maa Jeg skrive alles Eders Navne. Nu Jeg maa sove. Dend Guds frimodighed, som overtalte Johannem idag at lade sit liv for Jesu, og dend glæde, hand i fængselet fandt over Jesu gierninger[31], dend oversvæve vore hierter og giøre os til fuldkomne mænd i Christo, at vi maatte være værdige at lide noget for Jesu skyld med Johannem og med dend samme før vor død have beredet vey for Herren udi vores tilhørere! Herre Jesu, jeg bier efter din salighed! Vær du ogsaa min broder Engelhartes, hustrues og børns lys, glæde og store lyst! med de ord gaaer Jeg hen [og lægger] mig, og med de ord vil Jeg engang døe.
Thomas von Westen.
Dom. III advent om Natten, da Jeg saa maanen klar og stjernerne, som Herren har beredet. hand oplyse vore mørke sinds planeter af Retfærdigheds sool! Hands morgenstjerner våage baade over din velfærd og salighed! Kunde Jeg nu intet mere skrive, saa Jeg kand dog skrive dette, at Jeg er
Din broder og medstrider til døden
| Ved. uts. | with=20% | Thomas von Westen. | |
| 1714. |
- (Udskrift)
Meget ærværdige og Vellærde Hr. Nicolas Engelhart, Sognepræst over Nessæt gjeld
a Nesset.
- Tienestærbödigst.
- Hiertens broder!
Vor Herre styrcke dit legeme, som hand styrker din sjæl. Jeg tacker dig for seneste gode omgiengelse. Skiftet efter H. Kield[32], som nu er hos mig, blir efter aftale den 28de Augusti Louises dag[33]. placater at opslaa i Trundhiemb og paa Nordmør vilde du sørge for at opslaa. i Trundhiemb ere creditorer Johan Jansen, Hans Scultz, Hermikke Vessel. paa Nordmer Eilerd Steensvigen i Qvernæsgield, Nils Kipper dersammesteds. Christopher Jemmer i Tingvoldgield. ved de mænds kirker maa placater opslages. for Grøttens og Romsdalens indbyggere skal Jeg sørge. Jeg skriver og profsten til idag og varsler ham. Det begiærer Jeg af dig, at du paa Tiisdag den 19 Junii vilde møde paa Agerøen tilliggmed mig efter H. Alexanders[34] begiæring at raadføre ham og bringe den galne almue til rette. tillader din leylighed det, skier Gud en stor tieneste. der fattes intet uden paa din helsen, dend give Gud. Jeg vaar Mandag og Tiisdag paa Friisvold og hialp dend stackels Enke saavit muligt. Hr. Eilerd møder og paa Agerøen, om hand betids har faaed mit bud. Vær trøstig i Gud, og vid, at hand har behag til din gierning. Nu reiser Jeg til Molle; bed med mig, at noget got maa udrettes i det Sodoma. Jeg skriver nu og Profsten et bref til, som hører til det andet. Jeg skrev i forgaards Steenbuch til om vores sager. Hottingerum har Jeg igien fornøden. H. Kield helser dig. Sit Deus tecum, et quis contra Te?
| Din broder og tiener | |
| Th. v. Westen. |
- P. S.
Dersom du har folk fornøden til Agerøen, da vær saa god og tag mine landbønder hid; siden tar du af Steensaaen og Bersvigen landbønder udad.
Vale in Jesu, quem scio tibi esse propitium.
(Mangler Udskrift.)
- Vor Gud være med dig i Jesu navn!
Jeg kom hjem i aftes fra Vaage, derfra vilde jeg have reist til fogdens. men han var paa Molle. Jeg maatte hjem for tien stens skyld, og her Otto, som reiste Sørad, blev baade dit brev leveret og et a parte fra mig til fogden. Saasnart fogden kommer hjem, tvifler jeg icke paa, at hand jo vise sig icke at bære sverdet forgieves. Her Kield skulde idag og i Morgen forrette tieneste paa Molle, men det forfærdelige væir confunderer alle vore concepter. Kand hand i morgen komme bort, faar hand bref med til Amtmand Most[35] fra dig og mig. Giør Øvrigheden intet strax derved, da skicker jeg bud til Peder Kaaberslager at hente knegten og føre ham til fogden, saa faaer vi see, hvad der bliver af. H. Otto giør ufeilbarlig sin yderste flid. Gud give, væiret var icke saa contrair. Alle Guds børn maa sønderrive deres Klæder over saadan ugudelighed og ondskab; en hver, som har nogen Kjærlighed til Guds ære, maa gierne byde sig og sin tieneste til at redde kirkens bespottede ære. Men Gud skal visseligen inden stakket tid giøre, at de af Satans Synagoge skulle komme og falde ned. for dig. Der vil streng Kirkedisciplin til, naar Øvrigheden først har giort sit. Vor Herre give dig imidlertid saa megen glæde af andre skikelige tilhørere, at du noget kunde glemme dend fortræd. Jeg confererede med disse to bønder og spurde dem, hvi menigheden icke tog denne [ugudelige] fra sit ansigt og førte ham bort af kirken; [de] svarede, at de vidste lidet, hvad de skulde [giøre]. Det er meget godt, at dend ugudelige er begaaet med saadan utrolig sagtmodighed. Jeg mener, han var spiritualiter obsessus, et pæne corporaliter dixerim. Belials børn ere som udkastne tidsle, hvo som skal røre ved dem, maa være jærnklæd, vestitus gladii et civilis magistratus assistentia. i saadanne tilfelde maa der endeligen dend verdslige øvrigheds hjelp til; thi naar en Christen bliver følesløs og gandske glemmer al ærbødighed for Guds ord, at icke enten formaninger, trusler, kirketugt bider paa ham, ne quidem ad sensum, nedum ad emendationem, conscientia est cauteriata[36], at enten icke plaster eller olje eller viin har nogen kraft mere, men ickon bespottes af skadens følesløshed, da solus gladius est, qui vulnus excitare potest, unde nata suppuratione et dolore servili via paratur curationi evangelice. I den henseende var det formodentlig in prima ecelesia, at in defectu magistratus Christiani hafde Apostlene magt til at overantvorde spottere i Satans hænder, at naar deres legemer bleve fordærvede, deres siæle igiennem frygt maatte frelses. dog kan Gud ved en extraordinaire paroxysmo et terrore coelesti, Condemnationis civilis vicario, tit endda bløde saadan ublu bespottere. exempla prostant. Du glemmer vel icke at giøre strax offentlig bøn for ham nominatim in ecclesia. Jeg har dend fulde forhaabning, at meget godt skal fødes af det onde, som er skied. Jeg skal imorgen offentlig af prædikestolen advare min Menighed mod saadan ugudelighed. Jeg har og mine. paa Søndag Morgen 8 dage faar Jeg vel saa meget paa Mulle at bestille, ut horrescam memor. Europpidan[37] er kaldet af Profsten, og i en a parte contract er han overdraget al kirkens myndighed og menighedens besørgelse. Jeg tror, det skal ogsaa bane vey til noget godt. Dend Herre Jesus, som med ord slog sine fængslere til jorden i sin lidelse, hands kraft baade glæde dig og af dig regiære dine tilhørere......[38].
| Vedøen | Tu implere gaudio et fortitudine |
| Prid. Quadrages. 1716. | Jesu Christi et amore perge |
| Tuum | |
| Th. v. Westen. |
- (Udskrift)
Velærværdige og höilærde Hr. Nicolao Engelhart, Sogneprest til Vedöen
à Nesset.
- Min udvalde siæl, Herren er og skal være med dig.
Nu er jeg fra dig og fra al min glæde. Jesus skal nu være begges og saa vore gudelige hustruer[s]; mere fornøielse har jeg icke efterdags, og mere vil Jeg icke vide af, indtil Jeg finder dig i himmelen. Dend eneste ting, som kand husvale min sorg, er dette, at du icke dør, saalænge Jeg lever. Jeg fick bref siden fra Sidsele paa baaden; derudi er adskillig godt, men dette onde, som var i det forrige, at min datter skulde forhøre hende hos mig. du tror mig, saa vidner Jeg, at min datter har aldrig talt et ondt ord om hende, men megen forsmædelse lidet af hende, som neppe engang kunde uden reparation taales af en fiende. hun er skrøbelig, stackel, Jeg forlader hende det og alt; allene Gud omvende hende, at hand ogsaa maa forlade hende. Saa styrk hende i Gud efter den naade, dig er given. At skrive hende til er icke tid til. Min hustru befaler Jeg dig Amtmand Must har paa ny urgeret hos Sorenskriveren, at faa copie af Rankes (?) tingsvidne mod h. Mentz[39]. Men han bør og maa icke faa det, og Jeg har sagt til Profsten, at dersom Sorenskriveren giør det, vil Jeg, om ingen anden, have med ham at bestille, thi det er mod hands redelighed og egne haand. See verdens ondskab! eller taabelighed! Hils Isaak[40], hans fraværelse mod parol paa 3 a 4 dager foraarsager, at hands version iaar icke blir trykt; thi det maatte være igiennemseet, og saa vilde Jeg selv renskrevet det, om icke en anden. dog er det mig kiært, dersom hand derved har menageret noget af sine faa kræfter, Jeg er ligefuldt hands ven; afskied maatte hand dog have budet mig. Men det er nu hands skrøbelighed, og derfor vil Jeg endnu mere tiene ham herefter; thi vi ere mest de skrøbelige pliktig. Og kand skee det er hands blotte undseelse, men han maatte heller have slaget mig paa munden. Saa flyr Satan mig hver dag fortræd, Gud give mig at giøre Satan hver dag afbræk. Nicolae, der var og er dog ingen som du. Jeg kand icke fuldtakke dig, men Gud skal belønne dig. det smerter mig allermest, at Jeg frygter for, Jeg icke kand tiene dig og dine, som Jeg vilde. Skulde Jeg faa denne sorg til, at min hustru dør, saa vil Jeg abandonnere alting og flytte ud til dig; du har dog en skolemester fornøden i Klewe. Min siæl er fuld af bekymring, mine øjne af taarer, og jeg ved snart icke, hvad Jeg skriver for bedrøvelse. O min Jonathan, min Jonathan, det giør mig ondt for dig min broder. Jeg vilde gjerne have død for dig, dersom Jeg hafde maatt icke levet uden dig, dend stund jeg levet: Jeg frygter for, mine dage bliver over den benauelse forkortede. Saa velsignet være da Gud, som gav mig en ven, hvilken Jeg saa saart maa savne. Hils nu din hustru og børn, hvis erindring ickon opvekker min sorrig. De vare værde saadan mand og fader, og du værd saadan hustru og Børn. Ingen af dem maa tvifle paa, de ere jo i Guds ihukommelses bog. Hvad du giør, saa prædike paa Molde og forringe icke Guds gave i dig, som er større, end du vil forstaa. Til lycke med din medicin imorgen, Herren lægge kraft derudi til dit legems helbred! Her Mentz være velsignet, Oluf Meldal hilset! imorgen skriver Jeg mere. Dulce tecum erat vivere, jam sine te dulce mori. mori tamen in domino, cujus esto et ille Tnus Tuæque Tuorumque, precante hoc irremissis gemitibus
| Tingvold 17 Mart. 1717. | Tuo imo Te |
| Thoma von Westen. |
(Uden Udskrift)
- Hjerte allerkiæreste Søster
- Gud glæde og størke Eder!
- Hjerte allerkiæreste Søster
Gud veed, det giør mig ondt, at Jeg icke skal tale om dette med Eder mundtlig, som Jeg nu maa skriftlig: men Gud er mit vidne, at Jeg nu icke kand. Med Eders børn er dette det beste, at de toe komme i Trundhiembs latinske skole, logerer hos Mad. Vith, som hun har loved mig, og siden findes leylighed til al resten med Guds hielp. Med de andre yngste maatte saa forholdes, at en af dem kommer til Hr. Peder Strøm, en til H. Menz Ascanius, en til fogden indtil videre. I maa skrifve mig til, om I forlanger at sidde i uskifted boe, hvilked Jeg holdte for raadeligst. 160 og derofuer Rdlr. har Eders sl. Mand udlagd til Collegium for bøger, hvilke penger ham skal restitueres, derfor Jeg vil vigilere. hvad som er mellem os, finder sig, Jeg begiærer indted, uden at faae de sager igien, som Hr. Nicolaus endel vilde beholde hos mig, endeel hafde i sin forvaring, som Kackelofner. Vær glad og frimodig, I har en trøstermand, som blir hos Eder ævindelig, som er dend hellig Aand, hand skal aldrig forlade Eder. I har jo altid haabed paa Gud, I skal visselig æde frukt af Eders idrætter, og Eders sæd skal icke lide nød. Lifsens vand vederqvæge Eder, og dend almægtige Gud gifue sin trætte turteldue kraft nok! Min velsignelse ver alle Eders børn!
| hjerte kiære Søsters | |
| Thrundh. 6 Juli 1719. | tienstvilligste ven og tienere |
| Thomas von Westen[41]. |
(Uden Udskrift)
- Hjerte-kiære Søster!
Jeg tacker for Eders seneste og glæder mig, at Eders søn er kommen saa vel hiemb og lever saa vel. Vor Herre med sin hellig aand regiære ham fremdeles til at blive et godt redskab i sit huus i fremtiden. Angaaende min tanke for ham til Missionens tieneste, da er det langt i fra, at Jeg i mindste maader fortryder paa, at hand derudi tilforne har betænkt sig og endnu betænker sig; thi Gud skie lov, vor Herre finder selv folk til sin gierning og arbeidere til sin høst: men Jeg svor min hensovede Jonathan, hands fader, en eed, og dend har jeg holdet; det var derfore længe siden i Collegio Missionis beslutted efter min forestillelse, endogsaa i faderens levende live, at Her Nicolai Engelharts sønner skulde frem for andre antages til Missionarios og være til al mulig forfremmelse under Collegii Missionis vinger; det samme staar i dend contract, som jeg sluttede med H. Oluf Meldal[42], da Jeg overtalede ham til at tage præceptors pladz an i Salig Broders huus. Men som bekandt er, for lang tid siden indløb mig et bref, i hvilket saadan velgierning som en byrde blev afbedet, og fra dend tid har Jeg gandske slaged det af mine tanker, og aldrig understaar mig engang at antage enten dend første eller dend anden til Missionarium, men vil ønske af mit hierte, at han maa da tilligemed sin broder finde bedre leylighed til at tiene Gud og anvende sit pund og vorde forfremmed. der er nok, som har søgt og søger at blive ved Missionen. Midlertid glæder det mig, at Jeg fornemmer, Eders søn er saa skickelig og fører et ærbart levned og har vel studeret: dend anden i Kiøbenhavn var det at ønske om, at han icke hafde vaaret saa længe i Brygmands skole, og det var at ønske om dend første ligedan, at hand icke hafde skreved for Brygmand, og anvendt de timer paa Guds frygt og studeringer, dertil de havde hafd god leylighed, dersom mit raad af begyndelsen hafde maatted gielde; thi da hafde de begge i Kiøbenhavn nødt Missionens stipendia og friheder. Nu er derom icke videre at tale. Thomas von Westen dend yngre lider vel, lærer vel, lever vel, og hand er min egen søn, og saa længe Jeg og min hustru har et støcke brød, skal hand have halfparten deraf: ingen forsøgelse eller armod skal hindre, at hand jo skal have sin deel hos mig, og naar Jeg der, skal hand være baade i mit hierte og i min arm. Jeg forstaar af Søsters brev, at deres datter[43] er gift, derom mig inted tilforne er enten tilskreven eller beviist: det glæder mig, at saa manges vidnesbyrd forklarer hendes Mand for et sær gudfrygtig og skickelig Menniske, ja for en geistlig Lieutenant. Lovet være Gud, som lagde dend fromme siæl i et godt skiød! Ja Herren skal see til min Jonathans gandske sæd; hand frygtede Gud, og hands haab til Herren skal grønnes af hands grav til alle hands efterlattes trøst og glæde! Derfor skal min Søster være lystig i Herrep og lade sig det være sagt: du skal forstaae, at hand er Herren, og at de, som haabe paa Herren, skulde icke beskiæmmes. Amen.
| Trundh. 7 Mart. | Min Elskelige Søsters |
| 1725. | hengivne broder og tienere |
| Th. v. Westen. |
Allerkjæreste Sødskende i Herren, Medarvinger til det uforkrænkelige Liv udi Himmelen, Medstridere til Guds Rige, baade af Clerici og verdslig Stand, Sjæle, som jeg elsker indtil Døden, Herrens Barmhjertighed være Eder hver Morgen ny!
Allerførst takker jeg Gud og ophøier hans Navn, som har ei alene saa vel ledsaget mig paa min Reise, men ogsaa arbeidet krafteliggn med mig i alle mine evangeliske Forretninger. Hidindtil vare Djævlene os underdanige, og vort Horn er ophøiet i Herren. Dagon faldt ned for Herrens Ark, en stor Dør er os opladen til Guds Ords Udbredelse, Troldmænd 114 P. Coucheron,
fandt Guds Ords Kraft, den forlorne Hob lod sig samle, Runebomme, Gand– Elskere, Noidegadser, de afgudiske Fialde og Djævelen selv maatte bukke sig for Herren, som blottede sig sin hellige Arm, og Gud stod en Konge iblandt Guder; sjounger Herren Lov, fra hvis Ansigt der kommer beleilige Tider; min Sjæl skal træde paa Styrke, jeg har fundet Kraft af Eders gudelige Bønner, Gud give, at I saa har fundet af mine, ligesom jeg ogsaa har den Tillid til Gud og Eder, at I saa siden min Afreise ere blevne jo mere og mere bestyrket i Troens Kraft og Haabets Styrke.
Min velsignede Menighed i Vedøen! thi I have nu største Deel i mig, – haver I, mine kjære Faar, været med mig paa denne Reise, da først skulle I have vidst ret at takke Faderen, som kaldede Eder fra Mørket til Lyset; lyksalige ere I, at i ere aldeles rensede fra Hedendommens Vildfarelse, og Guds Ord boer saa overflødigen blandt Eder; men seer dog til, at de halvchristne Lapper ikke fordrer Eder til Doms og be- skjæmmer Eder paa hiin Dag! De ere ikke tyvagtige, ikke horagtige, de ere meget kjærlige mod hverandre, de ere ogsaa udvortes meget andægtige, de bekjende gjerne deres Synder. Seer til, mine Venners at I ere i disse Stykker fuldkomne, at jeg ikke skal savne Finnerne, naar jeg kommer til Eder, lige- som jeg i andre [Stykker] savnede Eder, da jeg kom til Fin- nerne. Drukkenskab er mangfoldig hidtildags blandt Finnerne; men tænker, at I ere frelste fra Verdens Uterlighed. Jeg har det Haab, at Finnerne efterdags skal leve ædrueligen; hvor langt mere maa Gud og jeg vente, at I aldrig plante Sodomæ Druer. Tænker I nu paa de Guds Ord, som vi overantvordede Eder? Jeg tænker ofte paa Eders Kjærlighed, medens jeg var hos Eder, paa Eders Taarer, da jeg reiste fra Eder. Endnu bad jeg aldrig for. mig selv, at jeg jo og bad for Eder; thi vi vare indknyttede i hverandre at leve og døe tilsammen. Jeg vidner, at det er den sande Naade, i hvilken I staaer, og jeg har ikke fordulgt Guds Raad til Salighed for Edér, men rundt ud forkyndt Eder min Frelseres Villie, ligesom han lærte mig. I vide, hvilket Bud vi gave Eder i Jesu Christo, at I skulde leve ædrueligen, kjærligen, retfærdigen, i Guds Frygt og Taal- modighed, og bevise Eder troe i Christi Billedes Lighed, som de, der vente Jesu Christi Aabenbarelse. Saa bliver da vort Haabs Krone, at vi ikke skulle have arbeidet forgjæves; for- maner de Uskikkelige, trøster de Bedrøvede, opretter de Ned- slagne, beder for hverandre, at I kunde blive heldbredede; adlyder min Broder, IIr. Otto Jakobssøn; thi jeg giver ham Vidnesbyrd, at han mener Eders Sjæle det vel. Jeg mener, Hr. Mentz Ascanius vander endnu Herrens Viingaard hos Eder; han er retsindig, og I kunne glæde Eder ved hans Lys. Jeg ved vel og vist, at min udvalgte Hr. Nicolaus Engelhart har i min Fraværelse besøgt min Menighed og deelt aandelige Gaver med Eder; Gud eier ham, og salige ere I, dersom I vandre efter den Rettesnor, som han viser Eder; thi hans Læber bevarer Sandhed, og han er i sit Liv Guds Nazaræer. Amtmand Must, har du, som jeg troer, og som Du gjorde i min Tid, styrket Præsternes Hænder og været Guds Tjener til min Menigheds Renselse, saa være Du velsignet for Herren med Hustru og hele Huus.
Den Herrens Tjenerinde, Nette Nobel, finde Jesu Kjærlighed, og min hjerteelskede Foged, Herren være din Ven, som du var min; dem, som ære Gud, vil Gud ære; lever endnu din Hustru, saa er hun min Ros, er hun død, saa bier hun efter mig hos Engle. – Min Lyst og Fryd, Christian Friis, du holder endnu ved din Fromhed; det skal gaae dig vel, du udvalgte den Høieste til din Deel, og hans Lov var i din Mund hver Dag. Din Hustrues Deel skal være hos hende, som udvalgte det Bedste, som ikke skal tages fra hende. Sorenskriver Johannes Friis, din Retfærdighed har gaaet frem som Morgenrøden; din Hustru har den Spaadom, de Sagtmodige skulle besidde Jorden. Min Lasare, min Ven Ludvig Iverssøn, der var Ingen som du i Oprigtighed, Gudsfrygt og Taalmodighed, i Kjærlighed, i Evangelii Længsel. Du ved jo, at vort Liv er skjult i Christo, og der er saaet Lys for den Retfærdige. Din Hustrues Haab skal ikke beskjæmmes, hendes Horn er ophøiet i Herren, og han bliver hende til Salighed. – Brun er som en udsluppen Hind, der giver deilig Tale, og hans Hustru bør høre én Engels Fred; thi hun var med Salve hos Jesu Grav. Johan Johanssøn og hans Hustru er Retfærdigheds Træer til at helliggjøre Herren selv. Den anden Medhjælper Aage Oudenssøn finde Naade for Gud og Løn for sit Arbeide; i Herrens Ord være hans Hustrues Trøst, saa skal hun aldrig snuble. Jens Gran og hans Hustru med Jens Oudenssøn og hans Hustru og den aldrende (?) Moder Loidi, Johan Robertssøn og hans Hustru med sine Børn, Willum Robertssøn med Hustru og Datter vente Israels Trøst og det Liggendefæ, som er henlagt i Paradiis. Den rette Enke, Saræ, Niels Aagessens, Krukke blive aldrig tom for Velsignelse, ikke hendes Hjerte for Trøst, og hilser paa Molde alle de Andre; deres Navne staae saa vist i Livsens Bog, som de ere i mit Hjerte. Hilser ved Navn Amtmandens Værmoder; hun er et saligt Træ udi Guds Forgaard og grøn i hendes Alderdom, Livsens Krone hænger over hendes graae Haar. Jeg veed, at det hele Amtmandens Huus er en Retfærdigheds Bolig; hver, som gaaer der forbi, siger: vær velsignet, der har Palmetræet og Viinkvisten forenet sig. Hilser de Fattige, de vare min største Rigdom; hilser de Bedrøvede, de vare min største Glæde; thi Saadanne annammede Guds Ord af min Mund med mest Begjærlighed; den gamle Zacharias og hans Døtre vandre i Herrens Vei ustraffeligen, det skal opfyldes paa dem: den Retfærdige skal ikke lide Nød og hans Sæd ikke gaae om efter Brød. Mathias Rafn hvile (?) udi Herrens Ark, hans Hustru er aldeles deilig indvortes og prydet med en stille Aand, som er dyrebar for Gud; Thomes Larssøn bliver ikke forkastet i sin Alderdom, Herren fører os til graae Haar (?); hans Hustrues Glæde er, at i Stilhed og et Haab skal al vor Styrke bestaae; Jesus kjender jo alle sine Faar, og han kjendes af Sine; dem jeg nævner, ere ihukommede for Gud. O Molde, hvor var min Kjærlighed stor til Dig! Vedøen, hvor varmede dine Faar mine Arme! Vestnæs, hvor var det glædeligt at arbeide paa dig! Tresfjorden, hvor opsankede du Livsens Brød af mine Hænder! Bolsøen, jeg mættedes af din Andagt! Rødven, din Lydighed glædede mig! Kleven, jeg føder dig med Smerte! Vi adskiltes med Sorg, men vi skulle samles med Glæde. Men I, mine Ordens-Brødre, eg ved, at I længes efter at vide min og Guds Gjerningers Tilstand; hidindtil har Herren hjulpet; den Gud, som er mægtig ved Eder paa Ageren, har ikke forladt mig i Ørkenen, og I skulle jo berede i Eders Menighed det Exempel, hvorefter den Hjord af Lapperne skal skikke sig. Nicolae, min Jonathan, vi have Samfund i Gud Herren ved dit Arbeide og din Taalmodighed; det skjulte Manna er forvaret dig, du er jo min Hustrues Mand og min Menigheds andet Jeg. Hr. Otte Jakobssøn, elsker du mig og Gud, da føder du mine Faar; vær frimodig og stærk; thi Herren har Lyst til din Gjerning; far frem paa Sagtmodigheds og Retfærdigheds Ord, dine Arme skulle blive stærke af Herrens Hænder. Magister Jens Juel, dine Raad skulle opbygge Zion og din Viisdom redde Christendommen. Hr. Amund, du est aldeles livsalig, og dit Hjerte er lænket til Jesum, som aabent for alle Mennesker og brændende for mig. Hr. Peder Strøm, du efterfølger Jesum, og han skal lyse for dig. Hr. Menz Ascanie, du planter for Evigheden, Herrens Øine staae over de Trofaste. Hr. Eylert Hagerup, du er langt fra, men velsignet over Alle; du skal overvinde ved Lammets Blod og hans Vidnesbyrds Ord. Værer hellige, I, som bærer Herrens Kar, værer forenede i een Aand og i eet Hjerte, saa skulle I frelse Israel i denne Eders Kraft. Min Klokker Christen, du er en sand Christen, tro udi Lidet; Gud skal visseligen sætte Dig over Mere. Mine elskelige Medhjælpere, I have Part med mig i alt mit Arbeide, naar Hyrdernes Fyrste aabenbares. Trøster nu Alle min Hustru og Datter, medens jeg er borte. Jeg ved dog, at de ere Jesum kjære og holder hans Ord. Opfylder min Glæde derudi Allesammen, at I holde Fred med hverandre. Mod Septembris Begyndelse vil jeg see Eder alle, om Gud vil, og da høste Frugt af mit Haab hos Eder, men Taalmodighedens og Trøstens Gud opfylde Eder med Haabets Glæde og stille Eder ubesmittede for sit hellige Ansigt; han er trofast, som har lovet det. Mine Finner hilse Eder; Missionarii, af hvilke den ene er i Øst, den anden er sat i Vest-Finmarken, velsigne Eder. – Nu bier megen haard Strid i Alten, en større i Nordlandene; beder for mig, at Gud vil give Seier over Mørkhedsens Magt. Jeg sender tvende Finner bort, dem tager Engelhart til sig, til jeg kommer. Nicolaus, en anden ret Finne-Christen, bliver hos Magister Juel eller hos Hr. Amund.
Hammerfest den 30te Juli 1716.
| width=60% | Alles Eders Tjener og Forbeder |
| Thomas von Westen[44]. |
Non ita pridem prodiit in lucem tractatus quidam de cursu Evangelii promovendo, in quo pia quidem[45] dictione peramanter invitantur omnes illi, quibus salus proximi curæ cordique est, ut haud gravatim velint intendere animos, inire consilia atgue accurate perpendere, qua ratione modoque tam religiosum institutum de conversione paganorum feliciter optatum suum obtinere possit finem; ut huic invitationi secundum debitum nostrum morem geramus, sequentia proponimus momenta.
Eodem modo, quo existimamus prædictionem de insigni et[46] universali Judæorum conversione esse impletam, simili ratione supponimus plenitudinem gentium introiisse Rom. 11, 25. 26. Luc. 21, 24. Sin minus, incipiendum primo a Judæis Act 13, 26. Luc. 24, 47. Nec immerito; nam Christus e Judæis secundum carnem, apostoli e Judæis: sunt rami naturales, gentes non item. Paulus gentium licet fuerit doctor et apostolus, tamen non legitur, quod tam prolixo et propenso affectu gentes fuerit prosecutus, quam Judæos: optat enim ipse pro fratribus suis esse anathema.
Statuimus Evangelium esse per apostolos in toto mundo prædicatum[47] Rom. 10, 18. Col. 1, 6. 23. et alibi. Hoc posito sequitur, quod uti non simus obligati, facta semel solenniter promulgatione legis, iternm eam promulgare, ita nec Evangelium.
Solennior fuit promulgatio Evangelii quam legis; conf. 2 Cor. 3, 7 segga. Lex quippe uno saltem in loco et cum terrore fuit promulgata, Evangelium vero fuit promulgatum a Christo ἐνσαρκῳ cum summa gratia et mansuetudine et ab apostolis per universum mundum[48], qui veritatem illius miraculis confirmabant et sanguine obsignabant. Jam vero, si non obligat minus solenne, multo minus obligat magis solenne.
Hunc etiam fluit, quod, quando ecclesia Apostolorum doctrina fuit plantata, non magis obligati simus mittere missionarios (sit venia verbo[49] termino papistico, quia non habetur Eph 4, 11.) ad convertendos Ethnicos, quam prophetæ in V. T. (sine prævia vocatione immediata, qualis fuit Jonæ ablegatio ad Niniven) totum peragrare orbem; licet non denegetur, quod[50] in eccelesia plantata omnibus concedatur jus et aditus ad bona eccelesiæ, uti res quoque se habuit in V. T. Candelabra non sunt occultata sub modio, sed publice omnium oculis pervia, quorum in medio lux mundi splendet, omnem illuminans hominem in mundum venientem; quærant ergo hanc lucem splendentem in ecclesia Lutherana.
Nuspiam legitur in V. T., quod prophetæ per mare, per terras quæsierint sibi acquirere proselytos, ac eapropter Pharisei a Christo taxantur, quod hac quoque in parte extenderint sua phylacteria Matth. 23, 15, sed sponte adveniebant et sese offerebant, quotquot desiderio afficebantur in numerum proselytorum referri; eadem est ratio ecelesiæ N. T. plantatæ.
Aedificata jam ecelesia super apostolorum doctrina, non apparet ullum vestigium in scriptura, quod apostoli successoribus in mandatis dederint eundi in universum mundum, sed potius contrarium. Tit. 1, 5: Act. 4, 23 et 1 Petr. 5. 2 habetur expresse: Pascite dei gregem, qui penes vos est. Non enim tenetur minister ecelesiæ passim et ubivis etiam extra sua ovilia concionari exemplo Jesuitarum, nec jus habet annunciandi Evangelium in iis tentoriis[51], quæ sunt sub ditione alterius imperantis; semper enim regnum gratiæ præsupponit regnum potentie. Certe si huc advenerint[52] missionarii papistici ad convertendos Lutheranos, periculum ipsis foret. Vide Legem Danicam Lib. 6 Cap. 1. 6. 3 pag. 858. Factum Stenonii satis notum est. De similibus idem judicium. Jam vero, si missionarii debent esse ministri ecclesiæ, utique sunt pastores, quod est contra naturam correlatorum, quia grege destituuntur, et quomodo dici possunt ministri ecclesiæ, cum a nulla ecclesia adhuc sunt vocati?
Qui mittendus erat[53]) ad convertendos Ethnicos, dono linguarum, solida doctrina et prudentia eccelesiastica debet esse instructus; fiat subsumtio in secunda figura: porro qui[54] mittendus erit &c., orthodoxus esse debet; ratio, quia prius homo deduci debet ad veram fidem, quam ad praxin morum; at vera fides absque orthodoxia esse nequit, nisi velimus cum missionariis pontificorum Sinensibus confundere confictitium cultum cum Christi. Ecclesiae sane non profuit tot paganorum ad Mahumedanismum conversio, cum[55] Mahumedanis non cruda adeo sit theognosia, ac paganis barbaris idololatriæ contra utrumque librum scripturæ ac naturæ (sic) deditis: qualis quæso messis speranda, ubi lolium inter spinas seminatur? qualis quæso fructus exspectandus, quando missionarii non orthodoxi ad convertendos ethnicos ablegantur? Fructus procul dubio libertinismi et indifferentismi e ramis Pietismi pullulans[56]: adeoque cavendum, ne, dum missionarii quilibet in patriam vocentur, portæ bipatentes iis pateant, quibus vel syncretismus vel libertinismus vel indifferentismus placet. Denique non est magnæ molis convertere mancipia quædarm lucri vel libertatis ergo, postea enim acceptis pecuniis et mancipatione liberati ad vomitum redeunt. NB. ne unicus quidem Mahumedamus est adhuc vel prece vel pretio a missionariis ad Christianismum conversus. Aliter certe sese res habuit temporibus apostolorum et in primitiva ecelesia; non auro nec argento, sed solo auditu et sono Evangelii ad Christianismum pagani fuere attracti, id quod adeo clarum est, ut probatione non indigeat.
Gloriantur jam papistæ de meliore statu ecelesiæ Lutheranæ, eo quod squamæ ab oculis nostris decidere incipiant; hactenus quippe cum illis inter notas veræ ecclesiæ referre noluimus studiam conversionis Ethnicorum, unde Jesuita Mulmannus apud Mislerum in suo Speculo Anti-Jesuitico Cap. 2 Sect. 6 pag. 186 ita contra nos argumentatur: Vera ecclesia convertit gentilismum ad Christum. Lutherana ecclesia non convertit gentilismum ad Christum. Ergo: Lutherana ecclesia non est vera ecelesia. Respondet Mislerus ad hunc syllogismum: male, imo falsissime inferri, ecclesiam Lutheranum ideo non esse veram, quia non convertit gentes ad Christum. Aliter respondet beatus Brochmannus, cum enim in confutatione Apolog. Verit. Brandeb. pag. 1978 dixisset, non nos Lutheranos arrogare nobis jus in omnes universi orbis homines, tam Christianos quam ethnicos, sed vestrum pontificem sibi soli hoc jus reservatum velle, concludit pagina sequente hoc modo: non nobis, sed vobis hæc ethnicorum et barbarorum conversio ex offico incumbit; hodiedum vero facilius ad propositum syllogismum responderi potest, nimirum negando simpliciter minorem.
Gratulantur sibi pietistæ de hoc pio suspecto opere; jam enim ipso facto fatemur id, quod contendunt, nempe ecclesiam nostram indigere reformatione, et ex eo, quod denuo jam Evangeliam mundo annuntietur, et quidem per illos, qui sunt eorum asseclæ, haud dubie colligant, regnum chiliasticum appropinquare.
Novimus, quod quilibet Christianus, monente apostolo, teneatur offerre precationes et preces &c. generaliter pro omnibus et specialiter pro magistratu politic. Novimus[57] et, proh dolor! experimento didicimus, quod tempore famis, pestis, belli &c. fiat specialis precatio; sed an exclusis hæreticis, Judæis et Turcis pro gentium conversione, nulla singulari urgente necessitate, specialiter sit orandum, doctioribus[58] judicandum relinquitur.
Non opus est hic quicquam memorare de illis in Finmarchia; dantur enim studiosi in hac civitate prope illas oras nati, qui exacte norunt statum ecclesiæ illius loci, sed omnes uno ore fatentur, informationem rudiorum in remotioribus istis locis esse valde difficilem, immo fere impossibilem, præprimis hoc belli tempore. Rationes adducere prægnantes atque cuilibet desideranti omnes exponere circumstantias parati sumus[59].
Piæ dictioni invitantium respondit pro more suo Anonymus, sc. impie et speciose, proponens momenta quædam nullius momenti saltem, ut ostendant autoris animum pia quævis studia evertendi cupidissimum. Acumina improba et speciosos argumentorum obtentus solvere, convellere et refutare norunt doctiores, et a studiis abduci se ficulneis ejusmodi ratiociniis vix patiuntur meliores: fugienti saltem dum perlegebantur oculo, libuit quæ invenerunt annotare sequentia.
Concedi facile potuit universalem conversionem tum Judæorum quoad partem potissimam, tum gentium, quatenus nulla gens omissa, ad quam non sonus pervenit Evangelii, factam dudum esse per Apostolos, vide dictum Act. 21, 20. Rom. 10, 17 et 16, 26 (sic); dictum Rom. 11,25 mysterium est, cujus sensum varie varii. E Luc. 21, 24 vix alius detur sensus, quam quod destinaverit deus gentibus, ut Hierosolymam obtineant et calcent, et istud imperium tandem habiturum finem in finem seculi. Singula hæc infringere et improbare conatus regios quis viderit? Quis universalem cogitat conversionem? An quicquam universali ademptum venit apostolorum labori, dum cupiat rex in propria ditione unam vel alteram, si possibile, animam lucrare (sic) coelo? Sed conditionalis est Anonymi enunciatio. Ergo nil certi ponit nec obtinet. Pergit enim: sin minus. Bene: Aliter ergo se tamen habere potest cum mysterio illo apostolico sc. salute Judæorum et plenitudine gentium, et quamdiu forsan aliter, tamdiu non Christianis indignum, multo minus hæreticum agere curas Judæorum pariter ac gentium conversionis: quam firmo stat talo, incipiendum a Judæis primo tum, quum ordirentur præcones Evangelii, tam certum est quoque a tunc ad nunc n(on) v(alere conseqven- tiam). Alia plane ratio demandati muneris apostolici et alia suscepti missionis officii. Præterea non defuere nec adhucdum desunt inter Christianos, qui convertendis Judæis operam et sumptus impenderunt, nec infeliciter adeo successit, quin unus et alter Christo συντασσομενος; parem et inter gentes speramus eventum. Porro laudabilius et multo convenientius esset otioso theologo tentare Christi causam cum incolis Judæis, dum gentibus prospiciunt alii, quam more Saneballati specioso acumine inhibitos et otiosos Nehemiæ reddere conatus; זָכְרָה אֱלֹהַי לְטוֹבִיָּה וּלְסַנְבַלַּט כְּמַעֲשָׂיו[60].
Operosus hic est Anonymus in collatione legis et Evangelii, V. et N. T., sed claudicat multum in recto tertio. Arctati erant limites ecelesiæ Judaicæ, et non tantum non obligati erant prophetæ, sed et prohibiti fuerunt alio deducere rivos: dedit Jehovah Jacobo soli legem et Israeli statuta et judicia, non sic ulli populo alii Ps. 147, 19; quousque intra hoc limites consistere debuit (sic) legis et Evangelii præconium, patet Matth. 10, 5 cum Matth. 22, 9. Luc. 24, 47; male colligit Anonymus a minus solenni ad magis solenne, cum omnibus notum sit, quod magis solenne ad majorem obliget promulgationem, quam minus solenne; imo hæc pars solennitatis N. T., quod Evangelizandum sit in universum et æternum Es. 42, 4: Non fatigabitur, nec continebit cursum, donec posuerit judicium, et legem ejus exspectent insulæ. Restant sine dubio adhucdum gentes quædam dandæ Chftisto in possessionem sc. hæreditatem Ps. 2, 8. Jam nemini prohibitum, sed cuilibet permissum sequi ductum pium et mediis tentare licitis, num adesse velit deus tempus gratiam faciendi Zioni. Ineptum est exemplum Jonæ ad Niniven vocati, ut[61] ad hoc vocarentur in Indiam mittendi; distingue tempora, et concordat.
Taxantur a Christo Pharisæi non simpliciter, eo quod proselytos quæsiverint, sæd secundum quid, quod perversa et male sana doctrina filios fecerint Gehennæ. Similis sane ratio facti hujus Pharisaici, quæ fuit in coeteris. Taxantur ob longiores preces, itane ergo Pharisaicum longe precari? Christusne totam ipse noctem precatus est? Sic in coeteris. Distingue rem et rei modum. Taxavit Christus subdolam et fucatam Pharisæorum mentem, vani cupidinem lucri et honoris. Gratis dicitur eandem esse rationem ecclesiæ N. T., quæ fuit V.; tum se offerre debebant proselyti, quotquot adsciscerentur; invenietur jam a non quærentibus Es 65, 1. Ipse Jesus orare docuit: Adveniat regnum tuum.
Quamdiu quilibet ministerio præfectus pascit, qui penes se, gregem 1 Petr. 5, 2, et Cretensis quilibet constitutus non deserit suam stationem Tit. 1, 5 vel proprium coetum Ethnicorum causa, adeo ut non detur penes nos grex suo destitutus pastore, et quamdiu rex noster partiunculam istam Indiæ subjectam suæ retinet potentiæ, cujus termini spartam[62] ambiunt et palestram præconum qui eo mittuntur Evangelii, tamdiu momentum hoc est momentaneum. Audacior paullo et perfricata frons est dicere, ministrum a rege vocatum esse a nulla vocatum ecclesia. Actum sic esset cum totius regni ministris, qui alia se solari nequeunt vocatione. Estne magistratus pars ececlesiæ repræsentativa et ecclesiæ nutricius, penes quem jus permanet vocandi? Qua vero ratione vocari quis et ministrum agere apud gentes declarat Luth. L. de pot. voc. minist. Tom 2. Jen. Germ. fol. 233: Cum quis in eo Iloco est, ubi non sunt Christiani, non opus est alia vocatione, quam quod Christianus est, intus a deo vocatus et unctus. Debitor ergo est errantibus gentilibus et infidelibus prædicare ex debito et fraterna caritate, etiam a nullo hominum vocatus; ita fecit Stephanus Act. 6 et 7, cui non erat potestas data dicendi. Similiter fecit Philippus Act. 8 et Apollo Act. 18. Eo enim in casu Christianus ex fraterna caritate necessitatem perditarum animarum considerat, neque exspectat, donec ipsi per literas vocationis hoc munus docendi ab episcopo vel principe aliquo commendetur. Quanto minus disputari debet vocatio ministrorum, quos missionarios constituunt et princeps et episcopus.
Si glorioso epiphonemate metiendum est hoc momentum, multi ponderis haberetur: Sed fuerit verum, quod gratis tamen dicitur, vix tamen video, quicquam aliud inde confectum, quam quod probetur ipsa missio, et missionarii taxentur quasi pietistæ et heterodoxi, quasi per omnes preces et pretia nondum unicum convertere valuerunt (sic) Muhamedanum. Hæc subsumtio, ubi probata fuerit, parit conclusionem necessariam de mittendis aliis, qui majori orthodoxiæ, linguarum et prudentiæ dono sunt instructi et magis eapropter idonei. Cum vero nondum probata sit, nec facile forsan probari potest, concludo meras hic contineri calumnias et falsum de proximo dici testimonium.
Papistarum quod attinet convicia in nostram ecclesiam, quasi quæ non vera sit sine studio conversionis gentium, recte satis a Mislero, Brochmanno et aliis, sed quid hoc ad præsentem rem Danicam? Quis, inquam, studium conversionis tan- quam notam veræ ecclesiæ suscipit? Quis sibi jus in omnes orbis homines vult reservatum? Vagaris, Anonyme, et committis ἀτοπα. Probetur e Brochmanno vel ullo saniore theologo, convenæns esse Lutheranis Christianis resistere ethnicorum conversioni, hæreticaum esse prædicare Evangelium gentibus et pietisticam captare opportunitatem unam vel alteram animam ex tenebris et umbra mortis conservandi. Aliter sane pro more suo graviter, pie et prudenter disserentem habemus Dannhawerum in Theol. Consce. et alibi.
Temere nimis asserit pietisticam esse dicere et fateri necessariam nostræ ecelesiæ reformationem; reformandus Anonymus ipse. Fassus est ingenue ante pietisticam nomen natum pius et orthodoxus Dannh. Theolog. Consc. pag. 941, ubi ita: plura quam dici possit reformabilia; dogmatum quidem substantia ita pura est, ut nil desiderari queat, sed methodus didactica ad majorem dei gloriam, ut gloria templi secundi sit major primi, multa adhuc requirit emendanda; in moribus et vitæ actionibus fermento papeo et ethnico plena omnia. Quod ritus attinet et liturgias, quis non optet earundem meliorationem et æqualem celebrationem? Audis, Anonyme, et erubescis? Tu es mihi unus ex illis Philistæis, sc. qui puteos obruerunt Abrahami; pertimescis igitur videre filios putei, qui refodiant et inolita vitia reforment. Textum lege Joh. 9, 39.
Laus deo, quod non doctiores solum, sed et simul meliores reperiantur, qui non dubitant exemplo Pauli instare precibus et alios ad preces incitare, ut aperiat deus ostium Evangelii et fidei, qui gaudent ampliari regnum Christi, desiderant parari Zionem ubique et flecti genua quævis in nomine Jesu. Hisce cum dijudicandam reliquerit necessitatem specialium precum, res est in salvo.
Dantur forsan studiosi, qui a privatis anonymi discursibus et præceptis impossibile didicerunt omne pietatis et Christianæ caritatis studium ipsius gaudentes idolo, sed sciat, alios dari studiosos et rerum Norvagicarum peritiores, qui probe norunt viam desidibus et malitiosis arduam virtuti non esse inviam, norunt etiam deo et fidei nil impossibile, imo norunt sine miraculo immediato dari possibilitatem institutionis Lapporum[63] æque ac Norvagorum ceterorum. Sciat et tandem Anonymus, quod nescire cuperet, dum exercere tædet,
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Se Bd. III. S. 385–445.
- ↑ Ogsaa trykt i Hammonds Missionshistorie S. 108 flg. Findes paa Tydsk i Pont. Ann. IV, 73.
- ↑ Noviteter. D.
- ↑ „Copia efter Originalen„.
- ↑ Henvisningerne til Christian Vtes norske Lov angive Sidetallene i Originaludgaven af 1687 in 4to.
- ↑ Et Skrift, der er tillagt Anselm af Canterbury; det indeholder en Dialog mellem en Lærer og hans Discipel over religiöse Gjenstande; det var oversat allerede i Oldsproget og har holdt sig til vore Tider som Almuelæsning.
- ↑ „Copia fidemerita ex originali“.
- ↑ saadanne. H.
- ↑ Se Indledningen (Bd. III. S. 401 f).
- ↑ Gjæstebud. H.
- ↑ Hverken i Schmidts Forordninger eller i Wessel-Bergs Reskripter findes nogen saadan Forordning for det Aar.
- ↑ Provsten i Romsdalen var Mag. Anders Leem, Præst i Grytten.
- ↑ Der har været tilföjet, som det synes, en latinsk Sentens, men et Stykke er afrevet, saa der staar kun igjen et Par Ord. Ligesaa er ogsaa Datum væk, men den er ifölge Hammond S. 133 den 22de Febr. 1713.
- ↑ Der staar tydelig det græske Bogstav ω; maaske det er at forklare ved: mit Sidste, mit Endeligt.
- ↑ Westen havde fire Söstre, som nævnes hos Hammond S. 38; det kan ikke afgjöres, hvilken af dem der her menes.
- ↑ Niels Leem, Sön af Provst A. Leem i Grytten, var Skriverkarl (Erlandsen).
- ↑ Provsten paa Thingvold var Jens Juel.
- ↑ Hans Nobel var Amtmand i Romsdalen fra 1703; fra 3dje November 1713 til 27de Oktober 1719 var han Medlem af Slotsloven (Norske Saml. I. 134). Herefter kan vel Brevets Datum bestemmes til Begyndelsen af Maj Maaned 1713. Der er dog Mulighed for, at det ogsaa kunde være fra 1712; men den Stemning, som gaar igjennem Brevet, viser hen paa en Tid, der ligger nær det forrige Brevs Affattelsestid. Af Angivelsen „Tirsdag den 14de“ (Maj) kan Intet sluttes, da det maa være en Fejlskrift; thi den 14de Maj falder i dette Tidsrum kun i Aarene 1710 og 1721 paa en Tirsdag, og noget af disse Aar kan det ikke være.
- ↑ I Randen: „Dom. I. post Trinitatis præsentem te exspecto“.
- ↑ Hr. Kjeld Stub, Kapellan i Grytten 1706–1716, en Dattersön af den bekjendte Mag. Kjeld stub. Han blev siden Missionær i Finmarken og döde som Sognepræst til Skjærstad (s. Hammond S. 729 flg.).
- ↑ Brevet er ilde medhandlet, Stykker ere revne væk, og der ere mange Huller i det; de supplerede Ord ere satte i [].
- ↑ De to sidste Ord ere ulæselige; der synes at staa D suus eller sum.
- ↑ Hammond læser: „Skrabe“, men der staar tydelig „sk-lle“; et eller to Bogstaver er væk paa Grund af et Hul i Papiret. Paa de fölgende punkterede Steder er et Stykke af Brevet afrevet.
- ↑ Hr. Eilert Hagerup, Kapellan paa Kvernæs.
- ↑ Sml. Dom. 5, 23.
- ↑ De i dette Brev nævnte Pengesummer vare de sex Præsters Bidrag til Hr. Eiler Hagerups Rejse til Kjöbenhavn; denne kan ikke være foregaaet för efter Indleveringen af den sidste Demonstration af 10de Oktbr. 1714, og i Professorernes Betænkning af 7de Marts 1715 nævnes Hagerup som nærværende i Kjöbenhavn; dette Brev maa altsaa være skrevet mellem disse to Tidspunkter. – Det Söslag, der omtales, maa have været en ubetydelig Træfning. Den russiske Flaades Sejer over den svenske ved Aaland 27de Juli 1714 kan det vel ikke være, og Gabels Sejer ved Femernsund indtraf först 25de April 1715.
- ↑ Nobels Eftermand, Amtmand Must.
- ↑ d. e. Gaarsdagens.
- ↑ Hr. Otto Jakobssön Friis, Kapellan pro loco hos Thom. von Westen.
- ↑ Mag. A. Leem i Grytten.
- ↑ Sigter til Dagens Evangelium, Matth. 11, 2–10.
- ↑ Hr. Kjeld Stub var gift med Provst A. Leems Datter Ingeborg, og efter hendes Död var han „tvende Aar Lektors Commilito extraordinarius, som Lektor selv kalder ham i et Forslag til Collegium“ [missionis] (Hammond S. 729). Skiftet, som her omtales, er vel efter Hustruen, med hvem han havde to Börn. – Da Eiler Hagerup, som nævnes i Brevet, afreiste til Kjöbenhavn om Vinteren 1714–15, synes Brevet at maatte være skrevet 1714 (i Juni Maaned). Men der nævnes „Tirsdag den 19de Juni“, og den Dag indfaldt det Aar paa en Mandag, hvorimod den i 1715 faldt paa en Tirsdag. Er Brevet skrevet 1715, maa vel Hagerup paa denne Tid have været paa de Kanter, maaske for at hente sin Familie ned til Kallundborg.
- ↑ Dronning Louises Födselsdag, födt 28de Aug. 1667 † 15de Marts 1721.
- ↑ Hr. Alexander Jenssen Borch, Sognepræst til Akeröen.
- ↑ Nobels Eftermand som Amtmand i Romsdalen.
- ↑ Cauteriare, brændemærke; καυτηριον, Brændjern.
- ↑ Hans Europpidan, dansk, blev 28de Febr. 1716 pers. Kapellan til Grytten, ordineret 22de Maj. 26de Decbr. s.A. ved v. Westens Indflydelse pers. Kapellan i Værdalen; † som Sognepræst til Lexviken 1737.
- ↑ En hel Side er oversmurt med Blæk og aldeles ulæselig.
- ↑ Er vel Mentz Ascanius, der paa v. Westens Forbön (Hammond, S. 221) 11te Septbr. 1716 blev residerende Pastor til Nesset efter Hr. Nicolaus Engelhart, der ligeledes paa v. Westens Forbön havde faaet Veö Kald. Hvad det er for en Sag, her sigtes til, vides ikke. Afdödes trofaste Venner. Den af Sönnerne, som kom til Hr. Mentz Ascanius, var Hans Engelhart, dimitteret fra Throndhjems Skole 1721, der döde som Sognepræst til Oddernæs i Christianssands Stift 1761. Bastian Engelhart kom til Hr, Eiler Hagerup, dengang Sognepræst i Kallundborg, og döde som Sognepræst til Fron i Gudbrandsdalen 1774. Thomas von Westen Engelhart blev antagen som Sön af Lektor Th. v. Westen, dimitteret fra Throndhjems Skole 1730; han döde som Sorenskriver i Nedre-Thelemarken. Ligesaa blev fra Throndhjems Skole 1721 dimitteret Andreas Engelhart, der blev Thehandler i Kjöbenhavn, og 1730 Jakob Engelhart, † 1765 som Postmester i Itzehoe. (Erlandsen S. 511; Hammond S. 353; Overlærer Müllers Bidrag til Throndhjems Skoles Hist. i Program for 1855 S. 76 og 77). Videre om dem i følgende Brev.
- ↑ Isak Olsen havde allerede fra Begyndelsen af Aarhundredet arbejdet som et Slags uordineret Missionær i Finmarken og udstaaet meget Ondt. Paa Th. v. Westens förste Missionsrejse 1716 blev han kjendt med ham og fulgte ham til Throndhjem og opholdt sig en Stund hos Lektor paa Veö, hvor han oversatte Luthers Katechismus og Symbolum Athanasianum paa Lappisk; 6te Febr. 1717 blev han beskikket til Interpres linguæ lapponice. 1720 blev han af v. Westen afskediget fra Missionens Tjeneste; blev 1722 Chordegn ved Frue Kirke i Throndhjem. Hammond sætter ham meget höjt; han siger (S. 933): „Levede vi endnu udi det hedenske Pavedom, da Helgene voxte som Svampe af Jorden, burde han canoniseres og bestemmes til Skytshelgen for alle Klokkere udi de nordiske Riger, paa det han ved sine store Fortjenester i Kirken og Staten, overstigende alle Klokkeres siden Christendommens Indførelse, kunde forsone sine Medbrödres Sövn og Ladhed“. Han döde 50 Aar gammel 1730. Se Hammonds Missionsh. S. 874–935.
- ↑ Dette Brev er til Enken efter Hr. Nicolaus Engelhart († 1719), Sara Tausan. Børnene bleve for en Del fremhjulpne af den
- ↑ Hr. Ole Meldal, Missionær i Finmarken, † 1743 som Sognepræst i Bodö (Hammond S. 859–863).
- ↑ Er vel Elisabeth Engelhart, gift med Oberstl. Lars Nannestad (Erl. S. 512).
- ↑ Brevet er skrevet under v. Westens förste Missionsrejse, samtidigt med et vidtlöftigt Brev til Missionskollegiet (Hammond S. 240 flg.), og afsendtes tilligemed dette med et throndhjemsk Handelsskib. De i Begyndelsen af Brevet nævnte „Runebomme“ ere lappiske Hexeinstrumenter, „Gand“ betegner Trolddom, en „Noïdegadse“ er et lappisk Afgudsbillede: hvad „Fjalde“ betyder, ved jeg ikke. De indskudte Spörgsmaalstegn ere satte efter Ord, som vare ulæselige, og hvor jeg altsaa har maattet hjælpe mig med en Gisning.
- ↑ quadam. D.
- ↑ vel. D.
- ↑ propagatum. D.
- ↑ orbem. D.
- ↑ udeladt i D.
- ↑ quin. D.
- ↑ territoriis. D.
- ↑ advenirent. D.
- ↑ erit. D.
- ↑ quicunque. D.
- ↑ qvamvis. D.
- ↑ propullulans. D.
- ↑ „etiam“ er tilföjet i D.
- ↑ rettet for „doctoribus“.
- ↑ sunt. D.
- ↑ Neh. 6, 14.
- ↑ rettet for „at“.
- ↑ Ordet „Sparta“ betegner i den Tids Latin: Embede; se Efterretn. om Christiania Kathedralskole af L. Daae S. 8.
- ↑ rettet for „lapsorum“.