Hopp til innhold

Syv throndhjemske Præsters Bønskrifter til Kirkestyrelsen om Skjærpelse i Kirketugten og Oprettelse af en Kirkeret/1

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Syv trondhjemske Præsters Bönskrifter til Kirkestyrelsen om Skjærpelse i Kirketugten og Oprettelse af en Kirkeret.
Et Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 18de Aarhundrede.
Af
P. COUCHERON,
Adjunkt ved Kathedralskolen i Throndhjem.
I.

Det Omslag, som Speners og hans Disciples Virksomhed frembragte i den tydsk-lutherske Kirkes Theologi og Menighedsliv, mærkedes ogsaa i Norden. Fra Universitetet i Halle udgik der en Mængde Mænd, som vare vakte af Speners Disciple, og de spredte sig ikke alene over Tydskland, men ogsaa over de nærliggende Lande, og hvor de selv ikke kom hen, did naaede deres Skrifter. De samme Brøst og Mangler, der i Tydskland havde givet Anledning til Speners Optræden, fandtes nemlig over hele den lutherske Kirke; der føltes overalt den samme Trang til noget Andet og Bedre, og derfor blev den aandelige Bevægelse i Halle af Betydning ikke alene for den tydsk-lutherske Kirke, men for hele det lutherske Kirkesamfund.

Den Kamp, som Theologerne i den nærmeste Tid efter Reformationen maatte føre mod hemmelige og aabenbare Forsøg paa at forvanske den rene Lære, havde givet hele det theologiske Studium en vis polemisk Retning. Man følte Nødvendigheden af med Fasthed at holde sig til den af Reformatorerne givne Fremstilling af Læren, men i sin Iver glemte man, at denne dog kun skulde være Grundlaget for en fri Udvikling, der maatte følge af en dybere Indtrængen i Skriften; man betragtede den theologiske Udvikling som allerede færdig og troede, at man allerede havde det een Gang for alle givne Resultat. Herved blev Kirkelæren til en ydre Magt; den stod der som noget Fixt og Færdigt, som man maatte underkaste sig. Men man følte snart Nødvendigheden af en subjektiv Formidling; man vilde have Fornuftbevis, og denne Fordring søgte Dogmatikerne at tilfredsstille ved den formale Logiks Hjælp. Ligesom Middelalderens Skolastikere vilde de nu bevise Dogmets Sandhed ved at godtgjøre dets Fornuftighed, og det skede i en streng logisk Form; nu nøjede man sig ikke længere med „loci theologici“, man fordrede en systematisk Fremstilling. Alle Dogmer bleve redigerede i visse bestemte Formler, og i dem troede nu Theologerne at have fundet et sikkert Værn mod al Vranglære. Som en Følge heraf betragtedes Alt, hvad der ikke Ord til andet stemte med dem, med mistænkelige Øjne, og den Kamp, som man troede at føre for den rene Lære, blev ofte blot en Strid om Ord og Udtryk; Formen forgudedes, og Dogmatiken blev til en aandsdræbende Formalisme.

Bekjendte nok ere de theologiske Kampe omkring Aar 1700 i Tydskland; Theologerne ved Kjøbenhavns Universitet holdt ikke mindre strengt end deres Aandsfæller i Tydskland paa den rene Lære og paa den engang vedtagne dogmatiske Form. De udtalte aabent og uforbeholdent sin Mistanke og Uvilje mod de „ny Talemaader“ og indprentede de theologiske Studerende ihærdigen at holde fast ved Læren i den Form, i hvilken de havde tilegnet sig den, og aarvaagent og utrættelig at forsvare den. Den Tids Theologer vare i Regelen udrustede med en dygtig og paa sin Vis grundig dogmatisk Kundskab, men den var, som sagt, bunden i visse Formler, og det hele Studium havde en stærk polemisk Retning. Deres Øvelser ved Universitetet gik mere ud paa at udvikle hos dem Færdighed som Disputatorer, der kunde bevise den rene Læres Fornuftighed og al Vranglæres Ufornuftighed, end paa at give dem Dygtighed til i deres senere Stilling som Præster at befordre en levende og inderlig Tilegnelse af Christendommen hos Menigheden. I ensidig Interesse for den rene Lære glemte de at fremhæve den nødvendige Forbindelse, hvori denne staar med et rent, christeligt Liv, og deres Prædikener bleve en Blanding af tør Systematik og heftig Polemik. Man tænke sig nu Theologer med en saadan Uddannelse hensatte i en Landsmenighed i Norge, i hvilken, som Pontoppidan siger, knapt En af Ti kunde læse, og hvis Christendomskundskab saaledes var meget liden; – i Almindelighed forstod Lægmanden vist kun saare Lidet af deres Prædikener; om Opbyggelse kunde der efter Sagens Natur knapt blive Tale.

At Sæderne under saadanne Forholde maatte forfalde, var naturligt. Gejstligheden med sin forherskende dogmatisk-polemiske Retning arbejdede ikke med den tilbørlige Kraft og Interesse for at udbrede Sædelighed, og om den end havde villet virke i den Retning, saa havde den staaet ene. Der fandtes nemlig saa godt som ingen Anstalter til Ungdommens Undervisning; Klokkeren var i Almindelighed Præstens eneste Hjælp, men han var elendig aflagt, saa at han med sine Hænders Arbejde maatte søge sit Udkomme, og var i Regelen ligesaa uvidende som Resten af Menigheden. Af Øvrighedsbetjenterne fik Præsten heller ikke nogen Hjælp; man kunde ikke vente, at de skulde vise nogen Iver for at straffe Synder, som de selv for en stor Del gjorde sig skyldige i, eller hvis Strafværdighed de paa Grund af den almindelige moralske Slappelse ikke følte. – De dybere Gemytter kunde ikke slaa sig til Ro med en saadan Christendom i Liv og Lære; der maatte hos dem røre sig en Trang til en inderligere og mere praktisk Tilegnelse, og denne Trang var det, som Præster og Lægmænd, der vare paavirkede af den spenerske Aand, søgte at tilfredsstille, og deres Ord fandt beredvillig Optagelse. Disse Prædikanter kjendte af egen aandelig Erfaring Menighedernes Trang og forstode at afhjælpe den.

En dansk Theolog, L. Helweg[1], skildrer træffende Forholdene i den dansk-norske Kirke paa den Tid. „Lidt efter lidt var det papistiske Uvæsen kommet tilbage, skjønt i en anden Form; den kirkelige Gudstjeneste var bleven et „opus operatum“ uden nogen ret levende Deltagelse fra Menighedens Side. Det kan derfor ikke undre os, at ligesom Evangeliet tidligere fra lutherske Prædikanters Læber havde lydt som Missionsprædiken, at det nu lød saaledes igjen fra de pietistiskes. Disse vendte sig ret egentlig til Menigheden; det var dem ikke om en forstandig Udvikling af den christelige Lære at gjøre, men det var den Enkeltes Salighed, der laa dem paa Hjerte. Derfor var ogsaa Formen for deres Prædikener en ganske anden; de havde altid kun eet Thema, som de behandlede, og dette var Menneskets Gjenfødelse og Fornyelse, idet de skildrede Synderens aandelige Nød og Elendighed, og hvorledes han alene kan finde Naade hos Gud ved at vadskes ren i Lammets Blod“.

Den dansk-norske Kirkestyrelse søgte, strax Pietismen viste sig med separatistiske Tendentser (1705), at bekjæmpe den, og det lykkedes ogsaa for det Første at tilbagetrænge den. Den vovede endnu paa lang Tid ikke at træde aabenbart frem, men satte sit Haab til Fremtiden, da det var bekjendt nok, at Kronprindsen (senere Christian VI.) nærede Sympathi for den. Aandsretningen i det Hele taget kunde dog ikke bekjæmpes, dertil var den for dybt begrundet. Flere Mænd, der vare opdragne i den halliske Skole, indkaldtes i Landet og fik indflydelsesrige gejstlige Embeder, hvortil vel Kronprindsen gav Anledning; disse virkede igjen paa de Studerende, og fra det paa den Tid stiftede Vajsenhus udbredtes i stor Mængde Traktater og Opbyggelsesskrifter i pietistisk Aand, som virkede kraftigt paa Lægmanden.

Hvad der her er sagt, gjælder ogsaa for Norges Vedkommende; ogsaa der maatte der gives Mange, der følte og indsaa Kirkens Brøst og Mangler, og den pietistiske Retning fandt saaledes ogsaa der ivrige Tilhængere. Men Menighedernes lave Standpunkt maatte bevirke, at Bevægelsen fremtraadte mere med sine fordærvelige end med de velgjørende Virkninger. Man kjender dog kun lidet til den, saavel i den ene som i den anden Retning. Pontoppidans Annaler, der, hvor magre de end ere for Norges Vedkommende, dog ialmindelighed indeholde Efterretninger om de vigtigere Begivenheder, standse med Aaret 1700. Men at der dog maa have været adskillig Gjæring i Gemytterne, ser man af de temmelig alvorlige anabaptistiske Uroligheder, som fandt Sted paa Bragernæs omkring Aar 1740, hvorom Helweg (S. 342 flgg.) leverer temmelig udførlige Efterretninger. Til saadanne Udskejelser kunde det ikke være kommet, uden at der havde været en aandelig Bevægelse blandt Masserne. Blandt Studenterne ved Universitetet, som bleve paavirkede af den spenerske Retning, var der naturligvis ogsaa mange Nordmænd. Tonen blandt Studenterne var nu en ganske anden end i forrige Tider; man hører ikke mere Tale om „barbaries academica“. Selv den strenge Pontoppidan giver dem et godt Skudsmaal; „Levemaaden blandt dem var“, siger han, „viel geschliffener und anständiger geworden« (Ann. IV, 42). Det større Alvor, der var kommet ind i Tidsaanden, ytrede sig ogsaa hos dem.

Blandt de theologiske Studerende fra Norge, som i de første Aar af det 18de Aarhundrede laa ved Kjøbenhavns Universitet, var det, som det synes, netop de mest begavede og dygtige, som bleve paavirkede af den spenerske Aand. Blandt dem kunne mærkes Brødrene Hersleb, Sønner af Mag. Christoffer Jakobssøn Hersleb, Sognepræst til Stod i Throndhjems Stift, nemlig Peder Hersleb, der 1730 blev Biskop i Christiania Stift og 1737 Biskop i Kjøbenhavn, Ole Hersleb, der blev Præst til Vartou i Kjøbenhavn, men afsat 1733 paa Grund af, at han negtede at meddele Absolution i den i Ritualet bestemte Form. (En tredje Broder Jakob Hersleb, † 1759 som Sognepræst i Stod, var i Kjøbenhavn samtidig med Broderen Peder H., men hvad Retning han hyldede, vides ikke). Fremdeles Eiler Hagerup, Søn af Hr. Hans Hagerup, Sognepræst paa Kvernes, der 1709 blev Kapellan til Kvernes og døde som Biskop i Throndhjem 1743. Ligesaa Thomas von Westen, Søn af Apotheker Arnoldus v. Westen i Throndhjem, som 1710 blev Sognepræst til Veø i Romsdalen, 1716 Lektor i Throndhjem; han er mest bekjendt for sine Missjonsrejser i Nordlandene og Finmarken (1716, 1718 og 1722 til 1723). Endelig Mentzer Pederssøn Ascanius, Søn af Præst til Aure Mag. P. Ascanius, † 1740 som Sognepræst til Aure, og Peder Olssøn Strøm, Søn af Hr. Ole Strøm, Præst paa Bynesset, der 1707 blev residerende Pastor til Bod i Romsdalen, død 1741 som Sognepræst til Borgund og Provst i Søndmøre. Begge Brødrene Hersleb spille en Rolle i de pietistiske Stridigheder, Ole Hersleb var endog en af Bevægelsens Ledere; men da deres Virksomhed tilhører en senere Tid (efter 1730), og de heller ikke kom tilbage igjen til Throndhjems Stift, vedkommer det os ikke her nærmere at omtale dem; udførlige Oplysninger om dem findes i det forhen nævnte Skrift af Helweg, om Ole Hersleb S. 237 og flg., og om Peder Hersleb, der som Biskop i Christiania blev inddragen i Stridighederne af Eiler Hagerup, den Tid Biskop i Throndhjem, Side 240 flg. – De andre Fire, nemlig Th. v. Westen, E. Hagerup, M. Ascanius og P. Strøm kom tilbage igjen til det Stift, hvor de vare fødte, og om de end ikke kom i nogen egentlig Kamp med den saakaldte orthodoxe Retning, dels fordi deres Virksomhed udelukkende var henvendt paa det Praktiske, dels maaske ogsaa fordi der blandt deres Modstandere manglede paa Folk, der vare dem voxne, saa vakte dog deres Virksomhed stor Opmærksomhed og ikke liden Uro; men det var en Uro, som bragte et friskt og sundt Liv igjen ind der, hvor den aandelige Død havde hersket; – ikke alene deres Sognebørn bleve bragte til Bevidsthed om, at de havde en Sjæl at sørge for, men ogsaa mange af de omboende Præster bleve ved deres Exempel og Formaninger vækkede til større Nidkjærhed og Samvittighedsfuldhed i Embedets Forretning, og i mange Henseender sporedes der gavnlige Virkninger af deres Iver for Oplysnings og christeligt Livs Fremme over det hele Land. Disse fire Mænd, der omtrent samtidig opholdt sig ved Universitetet i Kjøbenhavn, vare vel allerede fra Skoledagene af Bekjendte og Venner, da vel ogsaa Peder Strøm, hvis Fader var Præst paa Bynesset, og Mentzer Ascanius, som var fra Aure, havde gaaet paa Throndhjems Skole, ligesom Th. v. Westen og Eiler Hagerup. Man kan saaledes tænke sig, at disse unge begavede Mænd tilligemed flere Samtidige, f. Ex. de nævnte Brødre Hersleb[2], i sine Studereaar have dannet en liden Vennekreds, hvori Kirkens Forholde ofte diskuteredes, et lidet collegium pietatis i ægte spenersk Aand, hvor maaske ogsaa Tanken om en saadan Forening opstod, som de senerehen stiftede, da de bleve ansatte i Præstegjeld, hvis Beliggenhed kunde gjøre det muligt for dem at samles engang imellem. Til disse fire Præster, blandt hvilke Thomas von Westen var den Ledende baade paa Grund af sin ualmindelige Lærdom og sin livfulde og virksomme Charakter, sluttede sig nogle af de nærboende Præster, nemlig Hr. Nicolai Engelhardt, Vicepastor til Nesset, en mild og from Mand, som blev Thomas v. Westens kjæreste Ven og Raadgiver, hvorom de nedenfor i Anhanget leverede Breve vidne. Fremdeles Hr. Amund Barhow paa Kvernes; hos ham var Eiler Hagerup Kapellan, og denne har vel vundet ham for Foreningen. Den ældste af de syv Præster var Mag. Jens Juel (Broder af den ulykkelige Amtmand Povel Juel), en dygtig og velstuderet Mand. Disse Mænd sluttede sig paa Grund af fælles Aandsretning og fælles Interesser sammen, og vel maatte de ogsaa mistvivle om ene at kunne naa til et heldigt Resultat, saa dybt som deres Menigheder vare sjunkne. I en Skrivelse til Biskopen erklære de om sine Menigheder, at „de annammede dem, ej vidende noget Grundigt om Treenigheden, Christo, Troen, Retfærdiggjørelsen, Fornyelsen, Sjælens Udødelighed og Opstandelsen, hvorfor de maatte katechisere oftere og længere, end Folk vare vante til, hvorfor de anklagede dem“ (Hammonds Missionshistorie, Side 84). Vi se dem saaledes ifærd med sin vanskelige Opgave, at bringe christeligt Liv ind i de døde Masser, og de valgte det rette Middel. Det uchristelige Liv grundede sig paa den sørgelige Mangel paa christelig Kundskab; „udi Menigheder af 5 til 6000 Sjæle“ (siger Hammond S. 66) „fandtes neppe een Bibel og to eller tre Psalmebøger; at læse udi en Bog var halv Hexeri, i det Mindste Under“.

Under disse Forholde kan man ikke vente Andet, end at de syv Præster, da de søgte at udrette Noget for christelig Oplysning og christelige Sæder blandt en saa uvidende og demoraliseret Almue, maatte faa mangen haard Kamp at bestaa, saavel indenfor som udenfor Menigheden. Hammond skildrer i sit djærve og livlige Sprog Thomas v. Westens Kamp med sin Menighed i den første Tid efter sin Embedstiltrædelse, og hvorledes han endelig vandt Sejer ved sin opofrende Kjærlighed og Nidkjærhed, – Egenskaber, som ogsaa klart træde frem i hans Breve. Han fortæller: „Mørkhedens Rige fandt udi Hr. von Westen den ivrigste Modstander; han gjorde Anfald allevegne, begyndende først paa sin egen Menighed; Uorden, Liderlighed, herskende Synder skulde udryddes; dette stod udi Landets Lov; Ingen turde aabenbare klage. Men han gik strax videre; ja endog gamle Folk, der havde Odel paa Vankundighed, skulde oplyses; han vanærede de Voxne med Tvivl om deres Christendom og vilde ikke antage disse døbte Hedninger til Nadveren; endelig kom han til Hjertet, Ingen forhen havde rørt, og sagde, at det skulde renses formedelst Troen og Kraften af Forsoningens Blod; dette var en ny Lærdom; Misvæxt, slet Fiskeri traf ind; denne Ulykke kom fra v. Westen, der prædikede om en ny Gud, den Herre Jesus Christus. Mange forbitredes og klagede over ham til Biskopen, og da denne ikke stoppede Præstens Mund, lige til Kongen, og bad om Hr. v. Westens Afsættelse. Kongen vilde ikke hjælpe, Præsten blev den samme, Foræringer udrettede Intet hos denne fortrædelige Mand; alt sit Offer delede han ud blandt Fattige i Forhold til deres Lærvillighed ved Katechisationer. Deres Smørspand, hans Hustru eller Tjenere havde modtaget (thi til dette underlige Menneske, som ikke lod sig kjøbe, dristede Ingen sig ligefrem) hængte han op paa Grenene af de store Træer ved Præstegaarden, kaldte dem Sakramenttyve og befalede Ejerne at tage dem tilbage. Ideligen rejste han omkring i Husbesøgelser, Alle maatte frem til Undervisning; skulde Ligprædiken holdes over Nogen, der ej fortjente Ros til Exempel for Andre, begjærede han stor Betaling; kunde dette ikke afholde den Afdødes Arvinger, tog han mod Pengene, og efterat han først offentlig havde talt Sandheden rent ud, lod han ved Medhjælperne uddele til Sengeliggende Alt, hvad der gaves for Ligtalen. Til Slutning blev Hr. v. Westen erkjendt for den, han var; Tilhørerne troede, de havde Sjæle, der skulde aflægge Regnskab paa Dommens Dag, og at deres Sjæles Saliggjørelse var alt det Eneste, han søgte; von Westen vandt deres Hjerter, omvendte og frelste Mange. Menigheden ærede og elskede ham inderlig og græd bitterlig, da han blev kaldet fra dem“.

De syv Præster, eller, som de ogsaa ofte kaldes, „Syvstjernen“, kjæmpede med Iver og Anstrengelse, hver i sin Menighed, og støttede hinanden gjensidig i Raad og Daad. Ogsaa paa de omkringboende Præster søgte de at virke; til Provsten i Romsdalen Mag. Anders Leem, skrev v. Westen og Engelhardt et Brev, som havde den forønskede Virkning, og med Præsterne paa Oplandene stod v. Westen i Skriftvexel (se Brevet af Dom. 3dje Adv. 1714). Den Forening, de sluttede med hverandre, havde til Hensigt i Fællesskab at overlægge, hvad der kunde tjene til deres Maals Fremme, og de samledes efter forud given Tilsigelse, som det synes, for det Meste i Kvernes Præstegaard; Thomas v. Westen lader til at have ledet det Hele, bestemt Stedet for Sammenkomsterne og Gjenstanden for Forhandlingerne, ja han havde, charakteristisk nok, endog Magt til at mulktere de Udeblivende; „qui præsentem se non stiterit, XX imperialibus mulctator“! heder det i et Indkaldelsesbrev, der anføres hos Hammond Side 104. I disse Sammenkomster „talede de om lærde Sager, gjorde Rede for de Bøgers Indhold, som de havde laant af hverandre, aflagde Regnskab for deres Husbesøgelser og Frugten deraf, Evangelii Fremgang udi Menighederne; de søgte hverandres Raad og Trøst udi Hindringer og vanskelige Tilfælde, samt overlagde den bedste Plan til Guds Kundskabs Udbredelse“ (Hammond S. 103). Foruden ved Katechisation[3] søgte de ogsaa at fremme den christelige Oplysning ved Husbesøg og foranstaltede nyttige og opbyggelige Bøger trykte og sørgede for deres Udbredelse. De opkjøbte 1000 Bibler, 1000 Psalmebøger, 200 af Brochmanns Postiller, 300 af Johan Arndts sande Christendom o. s. v. og resikerede endog trods sine smaa Midler at staa i store Forskud, f. Ex. Engelhardt (se v. Westens Brev af 6te Juli 1719).

Denne deres Iver blev, som vi allerede have seet Tegn til, ikke altid paaskjønnet. Deres egen Biskop, Dr. Peder Krog, en lærd og endnu den Tid i sit Embede meget ivrig og virksom, men derhos stiv og herskesyg Mand, synes ikke at have været dem synderlig gunstig. Under sin rastløse Virksomhed for sin Menigheds sædelige Reformation henvendte Th. v. Westen sig (1713) til Biskopen med Bøn om Raad i endel vanskelige Tilfælde. Spørgsmaalene med tilføjede Svar („casus ministeriales Wedøenses“) findes hos Hammond Side 70–81. Det er omtrent de samme Synder, han her anker over, som i Suppliken og Demonstrationerne. Biskopen anbefaler ham i sit Svar Varsomhed i Anvendelsen af strenge Midler; „offentlig Skrifte“, som v. Westen i flere Tilfelde ønsker at anvende, „Der“, siger Bispen, „Kirkens yderste Nødanker, og skulde den altfor meget bruges, blev den som Tyrkernes Opium uden Kraft, uden Frugt“. Han anmoder ham, ifald han vil holde Nogen fra Sakramentet, at meddele ham Sagen til yderligere Resolution. Ogsaa Absolutionen, nemlig den ubetingede Afløsning i Privatskriftemaalet, voldte v. Westen Uro; Bispens Svar er noget svævende. Denne Sag med Absolutionen var en Bekymring, der fandtes hos alle Præsterne af den Retning, hvortil v. Westen hørte; den kommer atter frem i et af hans Breve til Engelhardt, og i den første Supplik udtrykker han sig saa stærkt: „Skriftestolen er mere til Satans Riges Befordring, end til Synders Afskaffelse“. Først efter Christian VI.s Thronbestigelse kom Sagen offentlig paa Bane, og Hr. Ole Hersleb blev i den Anledning, som vi have seet, afsat. Stridens Gang fremstilles i det nævnte Skrift af Helweg (S. 235 flg.), hvor man finder, at Hagerup, som ogsaa havde underskrevet Suppliken, hvori de anførte Udtryk findes, senere hen som Biskop har forandret Mening. Han var da saa ivrig i den modsatte Retning, at han absolut vilde drage Peder Hersleb, dengang Biskop i Christiania, der ligesom Broderen følte Skrupler ved Afløsningens Form, ind i Striden[4].

Bispens Svar paa v. Westens forskjellige Spørgsmaal ere affattede med megen Moderation; han havde vist fuldkommen Ret i at anbefale v. Westen Taalmodighed og Besindighed; v. Westen var endnu ung i Embedet, fuld af Iver og Nidkjærhed, vilde rette og reformere Alt paa een Gang og var tilbøjelig til at bruge skarpe Midler. v. Westen var sig ogsaa bevidst denne sin Charakters Heftighed; han klagede selv (i Brev Nr. 2) over „sin saa neppe overvindelige Hastighed. Hvorvel Bispen ikke var den spenerske Retning gunstig, saa vidste han dog som en klog Mand at benytte v. Westens Iver; han søgte at dæmpe hans Fremfusenhed, medens han tillige ledede hans Virksomhed i en gavnlig Retning. Navnlig maatte v. Westens Iver for Katechisationen behage ham, som selv drev saa stærkt derpaa, – som, efter hvad Pontoppidan fortæller, paa Visitatserne kunde holde ud at katechisere 5 à 6 Timer i den strengeste Kulde, og det „paa en saa venlig og vækkende Maade, at Bønderne ikke bleve trætte af at høre paa harm, og Børnene omringede ham for at høre Mere“.

v. Westen kunde, som man ser, ikke finde sig i den gamle Slendrian, men var bestemt paa at rydde op. Bispen vilde ikke gaa ind paa hans raske og noget voldsomme Reformationsplaner, men anbefaler ham Taalmodighed og Varsomhed. v. Westen fandt saaledes ikke den kraftige Støtte, han søgte, hos Bispen, og det er vel Grunden til, at han og hans Embedsbrødre Aaret efter med Forbigaaelse af Biskopen henvendte sig umiddelbart til Kirkestyrelsen. Der mangle desværre Dokumenter, som kunde give Oplysning om Forholdet mellem disse Præster og Biskopen[5]; men man faar en Bestyrkelse af den Antagelse, at Forstaaelsen mellem dem ikke har været den bedste, deri, at man finder, at Biskopen i Slutningen af 1717 har tildelt dem en Iretttesættelse (se Hammond, Side 84). Da de i Svaret (hvoraf en Del forhen er anført S. 392 f.) giver en Skildring af den Vankundighed, hvori deres Menigheder vare nedsunkne, har vel Irettesættelsen været foranlediget ved Menighedernes Klage over disse Præsters efter deres Sognefolks Anskuelse altfor store Fordringer til Christendomskundskab eller overhovedet over deres Forandringer i det engang Tilvante.

Deres Embedsbrødre lode heller ikke til synderlig at like denne deres ny Maade at tage Embedet paa og optoge ikke altid deres Formaninger i den bedste Mening. Selv den milde og sindige Engelhart, de syv Præsters Melanchthon, som Hammond kalder ham, klager over deres Kollegers Opførsel mod dem og udleder den af en overvættes Hovmod; „sunt enim inter eos, qui adeo sibi placent, ut ipsam Minervam fastidirent, nisi ex ipsorum cerebro nata esset“; Andre vare bange for, at disse nye Forandringer til Slutning skulde forstyrre dem i deres Ro og Magelighed, Andre vare misundelige over deres Flid, hvori de saa en Dadel over sin egen Ligegyldighed (Hammond Side 94). Hammond har opbevaret en Skrivelse fra Thomas v. Westen til en af disse Præster, som endog skriftlig havde fremført Anker og Beskyldninger mod de syv Præster. Tonen i Brevet er meget heftig, og man har her et Bevis paa, at Kampen heller ikke altid fra de Syvs Side førtes med den tilbørlige Maadehold og Sindighed; v. Westen taler meget om Kjærlighed og Ydmyghed, men viser den just ikke altid i sine Udtryk og i sine Domme over sine Medtjenere. I dette Brev saavelsom i de i Anhanget meddelte og i Demonstratiouerne beskylder han sine Embedsbrødre for Egennytte, Efterladenhed og Uduelighed, og der fremtræder ikke saa sjelden hos ham en vis velbehagelig Dvælen ved Tanken om, at han var en Martyr for Christi Sag i Kampen mod de Uomvendte og Kjødeligsindede, Noget hvortil den vistnok velmente Ros[6], som de andre Præster i Foreningen ydede ham, bidrog Sit. At han i denne Kamp i det Hele havde Retten paa sin Side, maa vistnok indrømmes, og stor Pris fortjener han, fordi han havde Mod til at blotte og paatale Kirkens Brøst, og for Alt, hvad han og hans Brødre udrettede til Christendomskundskabs og christeligt Livs Fremme; men desuagtet kan man dog ikke altid billige den Maade, hvorpaa han førte Kampen. Med hele sin livlige og heftige Charakters Varme havde han omfattet den Tanke, at gjennemføre en grundig Reformation i Menighedslivet; Alt, hvad der hindrede hans Planer, betragtede han som en Modstand mod Christi Sag, og ubevidst, ville vi haabe, blandede der sig en Del kjødelig Heftighed i Kampen. Han vilde overbevise og vinde sine Modstandere, men hans hensynsløse og skarpe Paastande opæggede dem end mere mod ham, og saaledes skadede han ofte med sin ubesindige Iver den gode Sags Fremme. En lille Prøve paa hans Polemik vil gjøre Sagen klarere. Hans Modstander havde i det anførte Brev (Hammond, Side 95 flg.) mod de syv Præster fremført den sædvanlige Beskyldning mod de saakaldte Pietister, – han bebrejder dem en pharisæisk Hellighed. Hvad var det, svarer v. Westen, som Jesus dadler hos Pharisæerne – deres udvortes gudelige Forhold? – nej, det var deres uomvendte Hjerte. Naar nu Christus fordrer, at vor Retfærdighed skal være større end Pharisæernes, mener han da, at vi skulle forkaste al gudelig udvortes Skik og lade os nøje med det løse Mundsraab paa Tro? – nej, da bleve vi værre end Pharisæerne; vel kan En være udvortes god som Pharisæerne og indvortes en Djævel, men udvortes en Djævel og indvortes en Engel, det kan Ingen være. Naar vi altsaa se Eder og Andre synde aabenbarlig, da kan vi sige, at I ere Dødens Børn, og det er Herrens Dom. Men naar I se os eller Andre beflitte sig udvortes paa gudelig Fornyelse, kan I da strax sige, vi ere Pharisæer? Det er da Eders Dom og ikke Herrens, og I falde under Guds Dom. Ligesaa ugudelig tale I om Toldere og Syndere, som Christus afløste; bleve de afløste for sin Letfærdighed? mon ikke fordi de omvendte sig? Mon vi begjære Andet af Eder? Mon vi ikke stræbe at komme fra den gamle Gjerrighed, Ladhed o. s. v. til Jesu sande Ords rette Drift og Kraft, at vi kunne reddes? „Dersom der er den mindste Aandens Gave i Eder, da skammer Eder, at I som en Præst skal saa liderlig forklare Guds Ord og Jesu Evangelium til Eders egen og mange Fleres Bedrag og Sjælefordærvelse! Alle de Skriftens Sprog og Exempler, alle de letsindige Expressioner, som I bruge i denne høje Sag, ere gemene i alle verdslige og uomvendte Menneskers Munde og saa faste udi deres Hjerter, at de derpaa dysse sig i Søvn og foragte at gaa til Himmelen paa Sandheds Vej. – – Ved I ikke, at Gud kræver Hellighed af os lige efter Christi Helligheds Exempel? Hvor tør I da understaa Eder at spøge og spotte os med hellige Brødres Navne?– – Hvor tør I med Spidighed lægge Helgenes Navne paa os, som stræbe efter Hellighed ved Guds Naade og vil hjælpe Andre til samme? – – O bedrøvelige Tilstand, I er udi, som saa uforstandig og uforskammet taler om Hellighed. O, elendig den Menighed, som skal faa saadan Forklaring paa Helliggjørelse! Vi kan ikke kalde Eders phrases heterodoxas, men plane diabolicas“. Brevet ender med en Bøn om, at Gud vil vise dem den smale Vei til Livet. „Lad os sætte bort alle lumpne Skamord, løs gammel Snak og Undskyldning, disse adamitiske Artigheder, og handle af Guds Ord med hinanden. – – Vi forlade Eder gjerne al Hidsighed mod os – –, forventende at se Eders gode Forbedring, og I selv, naar alt dette Hø, Straa og Træ er opbrændt af Guds Aands Ild, at blive salig som ved IId“ o.s.v. Hammond synes, at man af Svaret kan se, at Angriberen var ligesaa dum som ondskabsfuld, – i ethvert Fald kan man se, at han har fundet Stikordet – Pietister.

Ogsaa den verdslige Øvrighed saa ikke altid med velvilligt Øje paa de syv Præsters ivrige Virksomhed for Sædernes Forbedring; den forstyrrede mangen gammel indgroet Uskik, og de havde vel ogsaa tidligere ligesom i sine Suppliker og Demonstrationer udtrykkelig klaget over Øvrighedspersonernes Slaphed. De fik en Kamp at bestaa med en af de slemmeste Embedsmænd i Landet paa den Tid, nemlig Amtmand i Romsdalen Hans Nobel, „en forfængelig og indbildsk Mand, som gjerne vilde blande sig i alle Ting, siger P. A. Munch om ham (i sin Norges, Sveriges og Danmarks Historie S. 409). Thomas v. Westen kom paa en spændt Fod med ham, da han negtede at exsekvere en Dom, som var fældet over en forargelig Synder, og fik den formildet hos Kongen[7]. Dette havde til Følge, at senerehen Nogle, som vare dømte for Blodskam, ej vilde berede sig til Døden, men paastode samme Eftergivelse, som den forrige Synder. Præsterne henvendte sig til Kongen, og „Amtmanden fulgte efter med en bitter Erklæring, fuld af Ondskabens og Løgnens giftige Pile – –. Geheimeconseil, Missionscollegium, Facultas theologica bleve satte i Bevægelse, de syv Præster besvarede Beskyldningen (Vedø 26de August 1715) som værdige Mænd, der havde Sandheden, og det som agtes mere, Loven og afsagte Domme paa deres Side (Hammond, Side 92). Kort efter bleve de dog fri for denne Modstander, da han i 1716 indtraadte som aktivt Medlem af Slotsloven (Norske Saml. I, 135).

Men al denne spredte Kamp udrettede Lidet, den skaffede dem kun flere og bitrere Fiender. De verdslige Embedsmænd lode sig ikke bevæge til større Virksomhed i at hemme eller straffe Lovens Overtrædelser; Præsterne i Nabokaldene følte saa liden Lyst til at efterligne de syv Præsters Exempel, at de meget mere satte sig i fuldkommen Opposition til dem, og Menighederne, have vi seet, klagede endog til Biskopen og, da dette ikke hjalp, til Kongen. Deres Iver ansaaes som Herskesyge, og alle de Reformer, som de vilde indføre, betragtedes som selvraadige Forandringer, om de end vare noksaa begrundede i de endnu bestaaende, men aldrig efterlevede Love. De følte klart nok, at her kunde Intet udrettes, hvis de ikke fik Hjælp fra selve Kirkestyrelsen, dels derved at de bestaaende Kirkelove indskjærpedes, dels ogsaa ved nye Love og Foranstaltninger. De indgave derfor direkte til Kirkestyrelsen en Supplik, dateret Kvernes Præstegaard 17de April 1714, hvori de klage over Slapheden i Kirkedisciplinen og de overhaandtagende Laster. De bede Kongen om, at han vil beskikke tre Kommissærer, Professorerne i Theologi Steenbuch, Trellund og Lodberg, til at modtage deres Klagemaal og Forslag til Forbedring, for at de derefter kunde afgive sin Betænkning. I et senere Brev (af 3dje August 1714) angive de som Grund til, at de have valgt disse Tre, „deres store Erfarenhed baade i Christendommens og Kirkeembedets Hemmeligheder“. To af disse Mænd havde i flere Aar været ansatte i Norge og kjendte saaledes endel til Forholdene der, og dette var kanske ogsaa en af Grundene til, at de udbade sig dem til Kommissærer. Johannes Trellund var nemlig fra 1699–1701 Lector theol. og fra 1707–1711 Stiftsprovt i Christiania; derpaa blev han Prof. theol. i Kjøbenhavn og fra 1714 Medlem af Collegium de cursu evangelii promovendo; fra 1725 Biskop i Viborg † 1735 (Pont. Ann. IV, 190 flg). Jakob Lodberg havde ogsaa i flere Aar været ansat i Norge, nemlig som Stiftsprovst fra 1701–1707; senere var han Præst og Professor i Kjøbenhavn, og blev ligeledes i 1714 ved Oprettelsen af Collegium de cursu &c. Medlem deraf; døde som Biskop i Odense 1731. Pontoppidan (Ann. IV, 116) giver ham af personligt Bekjendtskab det Skudsmaal, at han var „ein recht cordater und gründlich gelehrter, dabei sehr bescheidener Theologus, welcher die Zeichen dieser Zeit wohl zu prüfen und den Zustand der Kirchen mit Ablegung aller Vorurtheile einzusehen wusste“. – Johannes Steenbuch døde som Professor ved Universitetet, efterat han paa Grund af sin høje Alder i 1731 havde afslaaet Bispestolen i Ribe. Om ham siger Hammond (S. 140), at han „i Væsen, Kjærlighed, Sagtmodighed og den oprigtigste Gudsfrygt, ligesom i Navnet, lignede Apostelen St. Hans“.

Med Hammond maa man vel være enig i den Antagelse, at v. Westen var den, som havde affattet Suppliken, og det kan med det Samme tilføjes, at der er den samme Grund til at antage, at han var Forfatter til alle de Demonstrationer o. s. v. som indsendtes i de syv Præsters Navn; en Sammenligning mellem Stilen i dem og i hans Breve og maaske allermest med de ovenomtalte „Casus ministeriales Wedøenses“ (Hammond, Side 70–81) vil ikke efterlade stor Tvivl derom. Efter Afsendelsen af Suppliken vare de i nogen Ængstelse. Flere af dem forfærdedes over sin egen Dristighed og ønskede Alting ugjort, og denne Misstemning blev end mere forøget ved flere Embedsmænds Trusler om Hævn, da de med Rette i Suppliken saa en Anklage over deres Embedsførelse. I denne Stemning er det, at v. Westen skrev Brevet af 18de Juli 1714 til sin Ven Engelhardt og søger at opmuntre denne sagtmodige og maaske lidt forsagte Mand. Det synes, som om de rygtevis havde hørt, at Kongen vilde tage deres Supplik i Betragtning; thi den kongelige Skrivelse, dateret Gottorp 23de Juni 1714, hvori det tillades dem at komme frem med sine Forslag til Forbedringer, havde de endda ikke modtaget, og endnu den 3dje August 1714 sige de, at de ikke have faaet nogen „vis Kundskab“ om, hvorledes Kongen har behaget at bestemme i Anledning af deres Supplik[8]. Den Dag skrev de nemlig et Brev til Professorerne fra Thingvold Præstegaard, som de sendte med sin Demonstration af samme Dag, Heri sige de, at de ikke have faaet nogen sikker Besked om Sagernes Gang; de havde af et „partikulair Brev“ fra Kjøbenhavn faaet den Underretning, at deres Supplik ikke var bleven synderlig gunstig optagen, men af Mange anseet som en utidig og uberettiget Indblanding i dem uvedkommende Sager; for nu at imødegaa al Mistydning og give den fornødne nærmere Forklaring er det, at de, uagtet de ikke havde modtaget formelig kongelig Tilladelse dertil, nedskikke sin Demonstration. Dette oplyse de i et senere Brev af 7de September s. A. De sendte tre Exemplarer af Demonstrationen, et til Kongen, et til den i Kongens Fraværelse indsatte Regjeringskommissian, og et til Professorerne; vare de end ikke udnævnte til Kommissærer, ønske de dog at gjøre dem bekjendte med sin Demonstration, for i dem at have „et beskjærmende Vidne mod utidige og kjødeligg Domme“, som de af omtalte Brev allerede vidste vare fældte over deres Forehavende. I Demonstrationen gives nu nærmere Forklaring og Udvikling af Suppliken, som de postvis gjennemgaa; Suppliken kan i Grunden blot ansees som et Summarium af Demonstrationen, som de altsaa have havt færdig, da Suppliken afsendtes. En Tid efter modtoge de Brev fra Professorerne, hvori disse melde, at de havde modtaget et kongeligt Brev, dateret Gottorp 20de Juni 1714, hvorved de vare beordrede til at modtage Klagerne og undersøge Sagen. De forlangte derfor nærmere Oplysninger og erklære sig beredvillige til at være dem behjælpelige (Hammond, Side 117).

Da de havde modtaget dette Brev, forsamlede de sig paa Nesset hos Hr. Nicolaus Engelhardt og afsendte derfra et Brev, dateret 7de Septbr. 1714, hvori de takke Professorerne for deres Beredvillighed og erklære, at de snarest mulig ville nedsende et mere i Enkelthederne gaaende Forslag, hvilket de bede, at Professorerne ville oppebie, førend de foretage noget Afgjørende. Forresten indeholder dette temmelig vidtløftige Brev kun almindelige Klager og almindelige Ønsker; det er deres „pia desideria“, deres Fremstilling af et idealt Kirkesamfund, hvor der maatte tales om Guds Ord i alle Selskaber, hvor Præsten som den kjærlige Fader skulde lede og tugte sine Sognefolk som de ydmyge og lydige Børn og afgjøre alle huslige Trætter mellem Ægtefolk, Forældre og Børn, mellem Husbonde og Tyende. Af stor praktisk Betydning er nok Forslaget ikke, og de ere selv heller ikke saa sikre paa, at de kjærlige og milde Formaninger skulle kunne virke Alt, – de ende med et Forslag om Anvendelse af Gabestokken for den Gjenstridige og et Ønske om en kongelig Forordning til grove Synders Afskaffelse og de Midlers Befordring, som vare tjenlige til Christendommens Opkomst“, – og hvad Slags Midler, de nærmest tænke paa, faa vi at se i den følgende Demonstration, dateret Thingvold 10de Oktbr. 1714. Efter en udførlig Bevisning af de før fremsatte Klager udvikle de sine Raad og Midler til Christendommens Opkomst. De ønske Kirkedisciplinen skjærpet og foreslaa, at Præsten skal støttes i sin gejstlige Myndighed ved Medhjælpere og i Ungdommens Undervisning ved dygtige Klokkere og Skolelærere, som da maatte lønnes ordentlig. Præsten skulde flittig katechisere og foretage Husbesøg. Men ligesom de i den første Demonstration forlange den verdslige Lovs Hjælp med Bøder, Gabestok, Fængsel paa Vand og Brød o. s. v, saa foreslaa de ogsaa her adskillige haarde Midler, f. Ex. at naar Forældre ikke rettelig underviste sine Børn og holdt dem flittig til Kirke, da skulde Præsterne tage dem fra Forældrene og udsætte dem til andre gudfrygtige Folk; samme Ret skulde de have over Tjenerne, hvis Husbonderne viste lignende Forsømmelighed med Hensyn til dem. Forslaget er velment nok, men hvor farlig en saadan Myndighed vilde være i Præstens Haand, behøver ikke at paavises. De syv Præster erkjende, at Lovens Straf kun virker en ydre Lydighed, men mene, at „den samme Forfærdelse giver dog ved Guds Naade Anledning for en Synder til Saligheds Forarbejdelse“; de klage med Rette over, at verdslige Dommere dømme til Kirkedisciplin (hvilket dog var hjemlet efter Lovens 6–13–1, 2 og 3, se ogsaa Motzfeldts Kirkeret S. 289), men da de ikke vide noget andet Middel til at tvinge de Gjenstridige, saa maa de selv foreslaa, at de afstraffes ved den verdslige Arm; de klage over Præsternes store Skjødesløshed, Herskesyge og Egennyttighed og forlange dog, at Præsten skal have Ret til at gribe ind i de inderligste Familieforhold, – kort, de føle Manglerne og ønske inderligen at raade Bod derpaa, endogsaa med Opofrelse fra sin egen Side, men Midlerne, hvorved denne Forbedring skal opnaaes, staa ikke klart for dem. En af deres Fejl var, at de vilde have Formeget frem paa een Gang; de vilde ikke give sig Tid til at oppebie Resultatet af de lempeligere Midler, hvilke de ogsaa med rigtigt Skjøn foresloge, – navnlig en forbedret Ungdomsundervisning. Det er en af de syv Præsters største Fortjenester, at de have bidraget sin Skjærv til at fremme denne vigtige Sag. Undervisningsvæsenet blev senerehen organiseret med Kraft og Dygtighed, men da Virkningerne efter Sagens Natur først kunde spores efter Generationer, havde Størsteparten af dem ikke den Glæde at opleve dem; først Efterslægten høstede Frugten af deres Arbejde.

For at bistaa med de nødvendige Oplysninger og i det Hele befordre Sagens Fremme, sendte de syv Præster paa sin egen Bekostning den unge dygtige Eiler Hagerup ned til Kjøbenhavn. Han maa være kommen did om Vinteren 1714 – 1715, da Professorernes Betænkning af 7de Marts 1715 nævner ham som værende i Kjøbenhavn. Under sit Ophold der prædikede han oftere for den kongelige Familie, hvis Yndest han vandt i den Grad, at han 15de Marts 1715 blev udnævnt til Sognepræst i Kallundborg. (Senere blev han v. Westens Eftermand i Lektoratet i Throndhjem og i 1731 Biskop. Om hans Rejse se v. Westens Brev af 18de Juli 1714).

Efter at have modtaget Demonstrationen af 10de Oktbr. 1714 toge de tre theologiske Professorer Klagerne og de foreslagne Forbedringer under Overvejelse; de fremsætte de væsentligste Klager og give sit Tilsvar dertil. De anerkjende i det Hele Klagernes Berettigelse og foreslaa for Kongen, at de endnu staaende, men i Praxis ud af Kraft komne Love skulde indskjærpes. Den vigtigste af de nye Foranstaltninger, hvori de ere enige med de syv Præster, er, at der bør oprettes en Kirkeret, bestaaende af Præsten og hans Medhjælpere, som skulde dømme i Alt, hvad der angik Kirkedisciplinen; anden Instants skulde være Provsteretten og den sidste Landemodet. De ere saaledes enige i Tvangsforholdsreglerne med Fængsel og Bøder (Gabestokken nævne de dog ikke udtrykkelig, men derfor blev ikke Tanken opgiven, som man vil se af Sabbathsforordningen af 12te Marts 1735). Men i disse Anskuelser om de hensigtsmæssigste Midler til Christendommens Befordring stode de ikke ene; heri samstemmede Størstedelen af Theologerne paa den Tid. I det kongl. norske Videnskabs-Selskabs Bibliothek findes en Samling af Betænkninger fra 1721 af Professorer og Præster i Danmark i Anledning af en stakkels Tydsker, som sad i Fængsel paa Bremerholm, Hans Jørgen Forthammer. Han havde bekjendt at have besværget Djævelen og forskrevet sig til ham for at komme fri igjen og i 18 Aar at kunne leve efter sin Lyst; Sedlerne, hvorpaa Besværgelsen var skreven, og Forskrivelsen, undertegnet med hans eget Blod, bleve fundne hos ham o. s. v. Theologerne afæskes sin Mening i denne Sag, og Biskopen i Sjæland C. Worm, Professorerne i Theologi H. Bartholin og Johannes Steenbuch, og Sognepræsten ved Frue Kirke, Morten Reenberg, mene, at da han tilstaar sin Synd og angrer den, saa „kan han paa Livet pardonneres, men bør staa aabenbare Skrifte, nogle Dage efter hverandre pidskes paa Bremerholm og med strengere Arbejde plages“. C. Bartholin, Professor Physices, der mener, at det Hele kommer af „vanvittig Taabelighed og malitiøs Enfoldighed“, stemmer for, at han benaades, men „herefter med strengere Arbejde plages og med ringeste Føde spises, helst som hans Forsæt ikke er kommen længere“ o. s. v. De Øvrige, Professorerne J. Trellund og S. Lintrup, Confessionarius S. Lemvigh, Biskop i Fyen (forhen Professor) J. Lodberg, Biskop i Aarhus J. Ocksen, Biskop i Ribe L. Thura, Biskop i Aalborg Fr. Thestrup, og Sognepræst ved Hellig-Geist-Kirke Folkmar Danchel, stemme Alle for Døden, flere blandt dem, hvoriblandt Trellund, for at han skal lide en pinlig Død[9]. Men heri som i alt Andet fulgte man de store Mønstre i Tydskland; ogsaa der hørte Baal og Brand for Hexe og Troldkarle til Dagens Orden, – først den samtidige Christian Thomasius († 1728 i Halle) vovede at erklære sig herimod. Christendom og christeligt Liv skulde tvinges frem med Magt, deri vare baade Orthodoxe og Pietister enige, og vi ville senere faa se, at det blev gjennemført i vor Kirke i temmelig stor Udstrækning med Bøder, Fængsel og Gabestok. Aarhundredets Slutning viste, hvilket Resultat en Christendom, frembragt ved saadanne Midler, leder til.

Om hvad der nu skede i Anledning af den af Professorerne givne Erklæring, oplyser Hammond Følgende (S. 123): „Efterat Professorum Betænkninger vare indleverede til Kongen og udi Geheime-Conseil, foretog Conseillet sig efter kongelig Befaling at revidere dem; efter nogen Conference overgave de Alle Sagen til hans Excellenee Geheimeraad von Holsteins Prøve og Resolution, som confererede dem med Loven, approberede dem og gav følgende Resolution: 1) at Hs. Majestæt vilde befale de syv norske Præster at forfatte et praktikable Projekt om den forlangte Kirkeret, hvorledes den skal øves og exseqveres; 2) at Hs. Majestæt lader befale og kundgjøre for alle Kirkens Betjentere udi sine Riger, at de indskikke sine Tanker om, hvorledes Vankundighed og Uskik blandt os bedst kan forandres, og Christendommen forbedres; 3) at Hs. Majestæt befaler tvende af Ministris, Worm og Lodberg, tvende af Fakultetet, Steenbuch og Trellund, tvende af Politicis, som imodtage alt dette og redigere til en vis Concept. 4) Kirkerettens Projekt at omsendes til Bisperne, om de have Noget derimod at sige. 5) Da endelig et almindeligt Rituale at indføres overalt udi Rigerne. 6) At Hs. Majestæt maa drage Omsorg for, at Studiosi blive bedre oplærde, og ingen udygtige eller ugudelige befordres til Præster, ja at Inspection over dem vorder vel forsynet. – Hvad der siden blev af denne Sag, vides ikke; Forslag til Kirke-Retten fra disse arbejdsomme Præster blev virkelig indsendt strax efter Hr. v. Westens Hjemkomst fra den første Rejse til Finmarken“. (v. Westens første Rejse varede fra 26de Maj til 5te Novbr. 1716).

Eiler Hagerup, nu Præst i Kallundborg, virkede fremdeles for den fælles Sag; han indleverede et Brev fra de syv Præster til Dronning Louise, hvori de takke hende for den Gunst, hun hidtil havde vist dem. Hun lover dem i sit Brev fremdeles at ville virke for dem (Brevet findes hos Hammond, S. 124). Men hendes Indflydelse var vel ikke stor, da Kongen jo endog, medens hun levede, lod sig vie til venstre Haand til en Anden, Anne Sophie Reventlow.

Sagen var vel den, at Fredrik den Fjerde, som vistnok oprigtig vilde sine Landes Vel, dog ikke følte sig kaldet til at foretage nogen saadan Reformation i Kirken, som disse Mænd krævede. Hans Interesse drejede sig fornemmelig om det Materielle, og selv hans huslige Liv vidnede, som man af hans besynderlige Dobbeltægteskab maa slutte, om, at han ikke kunde være besjælet af nogen ret christelig Aand. Man kan maaske ogsaa antage, at han med sit praktiske Blik vel indsaa, at det ikke var paa den Maade, at den forfaldne Christendom skulde oprettes. Imidlertid havde dog, som før bemærket, den af Spener og Franke bevirkede Vækkelse trængt ind, og Stemningen blandt Folket begunstigede Oprettelsen af flere gavnlige Indretninger, f. Ex. Vaisenhuset og især Missionskollegiet (Collegium de cursu evangelii promovendo), stiftet 10de December 1714. For det Første havde dette sin Opmærksomhed især henvendt paa den ostindiske Mission, men fik ogsaa Befaling til at forberede den saakaldte lappiske Mission. 19de Januar 1715 lod Kollegiet udgaa en kort Beretning om, hvad der var udrettet i Missionens Tjeneste i Ostindien, og efter at have omtalt, at der skulde begyndes med Missionsverket i Finmarken, beder det om, at Gejstlige og Andre, som maatte interessere sig for Sagen, vilde give de Oplysninger, Raad og Forslag, som Enhver kunde. Det gik, som man kunde vente: „den, der kaster Garnet ud i Havet, indsamler Godt og Ondt“, mange gode og mange daarlige Forslag indkom, dels fra Gejstlige og dels fra Verdslige. Meningen med Opfordringen var naturligvis, at man ønskede at høre gode Raad om, hvordan Missionen bedst skulde fremmes. Anderledes tog en anonym Forfatter i Kjøbenhavn Sagen; han søger af Bibelen at bevise, at det hele Missionsarbejde er unødvendigt, ja strengt taget stridende imod Guds Ord. Skriftet udbredtes, sandsynligvis i Afskrifter, i Norge; dets Titel er: „Anonymi Hauniensis sententia de hodierna conversione Indorum“, og dets Forfatter antages at have været „en fornemme og lærd Mand“ (Hammond, S. 192), som dog ikke nævnes; men efter den Overskrift, som findes i et af Manuskripterne; „D. H. B–lin“ er det ikke urimeligt, at det har været Dr. Hans Bartholin, der nævnes som Prof. theol. i Pont. Ann. IV, 747. De syv Præster forfattede en Gjendrivelse, som de anmode Kollegiet om at faa Lov til at trykke, hvilket dog blev negtet. Da Anonymens Skrift heller ikke, saavidt vides, endnu er trykt, ere de begge optagne her i Anhanget.

I Anledning af Missionskollegiets Opfordring indleverede ogsaa de syv Præster sit Forslag, dateret Nessets Præstegaard i Romsdalen 24de Maj 1715 og undertegnet af Eiler Hagerup i Kallundborg 27de Juni. Hammond anfører Indholdet af deres Forslag S. 188 flg.; endel af det medfølgende Brev gjengives hos ham S. 185, og paa Stilen kjender man strax v. Westen. I høje Toner prise de Kongen og Kollegiet; „Verden kunde nu forstaa, at sand Gudsfrygt var ikke Kjætteri, og at det var Kongens Alvor, hans Undersaatter skulde være Christi Efterfølgere“. De erklære fremdeles, at de ansaa denne Foranstaltning til Missionens Fremme som et gunstigt Svar paa sin indgivne Ansøgning om Midler til Christendommens Forbedring, takke for sin udsendte Broders, Eiler Hagerups, Befordring, hvem Kollegiet naadig havde hørt, og gjennem hvem de havde modtaget trøstelige Hilsener fra Kollegiet, Noget, som gav dem Haab om, at deres Ansøgning om Kirkedisciplin og Kirkeret vilde blive tagen i Betragtning. Samme Dag (24de Maj 1715) sendte de ogsaa en Skrivelse til de tre Professorer, hvori de takke og prise dem for, hvad de havde udrettet, og opmuntre dem til Bestandighed. De oplyse i denne Skrivelse, at de efter Professorernes Forslag havde begjæret af Kongen, at en ny Ordinants maatte forfattes, og at dette Arbejde maatte overdrages Biskop Worm, Mag. Brinch og de tre Professorer samt En af Geheimeconseillet; dette Forslag stemmer omtrent med den Bestemmelse, som vi have seet, at Kongen gav. Af et Hyrdebrev fra Biskop Peder Hersleb til Christiania Stifts Præsteskab af 6te August 1731 sees, at den nedsatte Kommission, som var bleven forstærket med Hofprædikanterne (hvoriblandt Hersleb) og Kjøbenhavns Sognepræster, virkelig traadte sammen; „men efter nogle Conferentser blev det afbrudt, indtil den ulykkelige Ildebrand (1728) borttog med meget Andet Alt det, som dertil var indkommen“. Alterbogen blev derfor oplagt paany „Ord for Ord, undtagen Trykvildelserne forandret“.

En af de syv Præsters Klager var allerede afhjulpen, og de udtale i Brevet til Missionskollegiet sin Glæde derover. Der var nemlig truffet Foranstaltning til, at Bibler kunde faaes for en rimeligere Pris, idet Monopolet paa at trykke dem var blevet ophævet ifølge Missionskollegiets Ansøgning ved Reskr. af 1ste Febr. 1715; det er vel denne Foranstaltning, Professorerne have for Øje; naar de i sin Betænkning sige: „Bedre Forraad af Bøger haabes næst Guds og Eders Majestæts allernaadigste Forsyn at blive med Tiden. Dette Reskript, siger Hammond, er af stor Betydning i den nordiske Kirkehistorie, og deri har han ogsaa visselig Ret, hvis det forholder sig, som han angiver, at Biblerne herefter kun kostede en Tredjedel mod før. Hvor sjelden Biblerne i den nærmest foregaaende Tid vare, kan man slutte deraf, at der ved mange af Kirkerne i Throndhjems Stift endnu i 1662 ingen Bibler vare, hvorfor det ved Reskript af 18de Juli 1662 maatte paabydes, at der af Kirkens Indkomst skulde bekostes Bibler til Præsternes Brug, som da bestandig skulde forblive ved Kirkerne; Grunden til denne Mangel maatte være Bogens Dyrhed. Senerehen bestemtes, at forskjellige Slags Bøder skulde anvendes til Anskaffelse af gudelige Bøger.

Omtrent paa samme Tid (25de Januar 1715) udgik der ogsaa et Reskript, der vistnok vilde have skaffet dygtigere Skolemestere i Bygderne, hvis det kun havde været muligt at iverksætte, hvad Reskriptet paabød; der bestemtes nemlig, at man skulde se til at faa Studenter til at søge Klokkerposterne[10]. Naar en Bestilling var ledig, og ingen Studiosus meldte sig, skulde der skrives til Universitetet i Kjøbenhavn, „da mulig mangen fattig Studiosus vel maatte findes, som det vacerende Degnekald vel maatte modtage“. Dette hjalp naturligvis ikke – ialfald for Norges Vedkommende; det var jo netop Mangel paa anstændig Indkomst, som gjorde, at man ikke kunde faa dygtige Folk til disse Poster. Ligesaa hjalp det ogsaa kun lidet, at man indskjærpede og nærmere bestemte Lovens Bud om Katechisation, hvilket skede i 1720 paa Foranledning af Feltprovst Balthazar Sechman; han havde hos Soldaterne fundet stor Mangel paa Christendomskundskab, og som en Følge af hans Forestillinger udgik der 25de Febr. 1720 den Befaling, at der om Sommeren skulde holdes Katechisationer hver Søndag efter Prædikenen en halv Times Tid. Herved bestemtes nærmere Paabudet om Katechisationen i Norske Lovs (2–6–1 og 2), hvor den kun i almindelige Udtryk paabydes. Nogen Frugt af denne Bestemmelse kunde ikke ventes, førend Skoleundervisningen, hvorpaa Katechisationen hviler, var nærmere anordnet, og det skede først længe efter ved Forordning af 23de Januar 1739; da først gjordes der ogsaa nogen Anstalt for Klokkerens og Skolemesterens Underholdning.

Vi se, at der i de syv Præsters Demonstrationer føres Klager over, at Bestemmelserne om Kirkedisciplin enten ikke haandhævedes, eller naar der gjordes Forsøg derpaa, saa vidste den Skyldige at unddrage sig Straffen. Allerede 1714 (ved Forordning af 5te Januar) var det bestemt, at de, som ej kunde betale Bøderne for begaaet Lejermaalsforseelse, skulde straffes med Fængsel, Mændene i Fæstningerne eller Bergverkerne, Kvinderne i Spindehuset, indtil de havde fyldestgjort Bøderne, hver Dag beregnet til 8 Skilling. Om Maaden, hvorpaa Kirkedisciplinen efter vedtagen Skik paa nogle Steder udøvedes mod dem, der havde gjort sig skyldige i den nævnte Forseelse, derom faar man en Oplysning i et Reskript af 23de Maj 1718, udstedt til Slotsloven og Biskopen i Bergen Clemens Schmidt; denne havde indberettet, at „hans Formand Nicolaus Smed havde sat og taxeret, hvormeget de, som for aabenbare Skriftemaal for Lejermaal bleve forskaanede, til Manufakturhuset ibidem skulde give, og det uden videre allerunderdanigst Ansøgning af Vedkommende“; han forespørger, om han som hans Formænd maatte sætte og taxere Benævnte, eller om de skulde søge Benaadning. Reskriptet befaler, at Slotsloven „saadan formastelig tiltagendes Myndighed Biskoperne alvorlig forbyder. Dette var forresten en gammel Praxis; i Biskop Jens Nielssøns Itinerarium fra 1593 (trykt i det kongl. norske Videnskabers Selsk. Skrifter i det 19de Aarhundrede, 4de Binds 2det Hefte) findes ogsaa Exempel paa, at Lejermaalsstraffen efter en ganske privat Aftale med Biskopen blev afsonet med Bøder, nemlig „tre Daler eller en Tønde Høstmakrel“, og fra Slutningen af det 17de Aarhundrede findes i Rigsarkivet flere Bevillinger om at maatte slippe for at staa aabenbar Skrifte mod at erlægge nogle Daler til gudeligt Brug; men det var rigtignok efter en udtrykkelig kongelig Bevilling til Magistraten i Christiania, der til den nye Kirkes Opbyggelse „for Bevilgning fra Kancelliet i Norge til Frihed for aabenbare Skriftemaal skulde nyde 5 Rdlr.“; med slige Penge er altsaa Vor Frelsers Kirke for en Del opbygget (Reskr. af 28de Juli 1688). Afladshandelen i sin oprindelige Skikkelse var saaledes i fuld Gang, og man fejler vist ikke, naar man antager, at Lægmanden opfattede denne Handel i fuldstændig katholsk Betydning. Ligesom i Oslo Stift var ogsaa i Bergens Stift Sagens Afgjørelse paa denne Maade en gammel Vedtægt, da ikke alene Nikolaus Smed, men ogsaa hans Formænd havde brugt den; Nicolaus Smed havde, som det lader til, kun indført en lettere Forretningsorden med fast Taxt og afskaffet det unødvendige Skriveri med Ansøgning o. s. v. – Endelig blev det aabenbare Skriftemaal for denne Brøde ophævet ved Forordning af 8de Juni 1767, „saasom samme istedetfor at opnaa den derved havte gode og christelige Hensigt, medfører adskillige Ulejligheder og giver ofte Anledning til Misbrug og Forargelse“. Brøden skulde herefter afsones med Fængsel eller Bøder.

De syv Præster klage ogsaa over Tilstanden blandt Gejstligheden, og det vistnok med Rette. Som forhen antydet, fandtes der mange Brøst og Mangler, og det maaske mere i Throndhjems Stift end i de sydligere Egne af Landet. Kirkestyrelsen følte Mangelen og søgte at afhjælpe den; – man vilde ialfald sikre sig mod, at der trængte sig Mænd ind i Præsteembedet, med Hensyn til hvem man ikke havde nogenlunde Sikkerhed for, at de havde tilstrækkelige Kundskaber og havde ført og førte et uanstødeligt Levnet. Dette var Hensigten med nogle Lovbestemmelser, som udkom i Begyndelsen af Frederik IV.s Regjering; hvorvidt Maalet naaedes, skal vises i det Følgende. – Der bestod allerede fra 1629 en theologisk Embedsexamen, men Erfaring havde vist, at den ikke var betryggende og tilfredsstillende. Ved Forordning af 1ste August 1707 blev det bestemt, at Examenen skulde være offentlig; naar den var bestaaet, skulde Kandidaterne holde Prøveprædiken (Dimisprædiken). Naar de saa havde begivet sig til sine Hjemsteder eller andetsteds hen, skulde de staa under vedkommende Biskops Opsigt, der aarligen skulde indberette, om de vare flittige i sine Studia og levede sømmeligt. Førend Kandidaterne ordineredes, skulde de examineres af Bisperne, og disse skulde ifølge Reskr. af 14de Juni 1728, hvis de, som ofte har været Tilfældet, finde, at de have glemt sin Theologi, eller der kan være Noget at udsætte paa deres Levnet, ikke ordinere dem, men berette Sagen til Cancelliet og afvente kongelig Resolution. – Denne Forordning maatte hjælpe adskilligt, vel især for Danmarks Vedkommende; thi der vilde naturligvis de Fleste helst forblive, og de dygtigste Theologer, ikke alene blandt de Danske, men ogsaa blandt Nordmændene, søgte og fik Ansættelse der. Massen af Nordmændene gik vel tilbage til Norge igjen, men ved Siden af dem ogsaa en Mængde Danske, og, som rimeligt var, det var just ikke de mest Begavede og bedst Studerede; Regelen var – jo mindre Begavelse og Lærdom, des længere nordover. Pontoppidan har i sine Annaler (III, 584) opbevaret en ganske betegnende lille Anekdot i denne Henseende. Efterat Griffenfeldt var styrtet, fandt man i hans Kirkestol i St. Nicolai Kirke i Kjøbenhavn en Fortegnelse over de Kandidater, hvis Prøveprædiken han der havde hørt, med tilføjede Bemærkninger om, hvad Slags Kald de duede til; saaledes heder det blandt Andet: „Ole Jakobsen, ziemlich gute res, mittelmäszige Gaben, soll nach Drontheim“. Griffenfeldt tænkte vist ikke dengang paa, at han selv faa Aar efter skulde blive sendt sammestedshen.

Hvad den anordnede Bispeexamen angik, taa toges det nok ikke saa strengt med den. Biskopen i Throndhjem, Dr. Peder Krog, og Biskopen i Christiania, Dr. Hans Munch, beskyldtes for at være for slappe i Fordringerne til de Kandidater, som de ordinerede. Aaret efter at den nævnte For- ordning var udkommen, klagede en Student ved Kjøbenhavns Universitet, Michael Menzonius, til Regjeringen over, at disse Biskoper „havde ordineret mange liderlige og vanvittige Personer til Kapellaner, som derved ere blevne Sognepræster“, og i et Reskript (af 12te Octbr. 1708) opfordredes de til at «„fralægge sig saadan blame, hvilken som et scandalum publicum ansees“. Hammond anfører ogsaa et Par Exempler paa uværdige Præster paa denne Tid i Throndhjems Stift (Wisseltoft i Inderøen og Holby i Opdal S. 87), og nogle Oplysninger om, hvordan det endnu i Christian VI.s Tid gik til søndenfjelds, har Biskop Peder Hersleb givet i sin Indberetning om Kirkeinspektions-Kollegiet, skreven i 1747 og trykt i Theol. Bibl. af Jens Møller, 5te Bd., 1813, S. 160: „En Paludan blev (ved Kirkeinspektionens Indflydelse) Stiftsprovst i Christiania, en god ærlig Mand, men overmaade ulærd, paa det Sted, hvor for de mange Separatister, Anabaptister og Hernhuter behøvedes en erfaren, klog og forsigtig Mand, hvilket jeg bevægelig erindrede om. Strax efterat den kongelige Ordre var udkommen, at Studenter, som begaa Lejermaal, ikke lettelig skulde befordres, men de, som besvangre dem, de have under Information, aldrig skulde befordres til gejstligt Brød, vilde de tre Vota (i Kirkeinspektions-Kollegiet) med Gevalt have en personel Kapellan Ole Tidemand, som just havde begaaet det sidste Crimen, til Stiftsprovst i Christiania, hvor hans Forargelse var bekjendt, men da jeg forsikrede at ville forestille hans kongelige Majestæt, hvordan Kirkeinspektionen vilde ligesom af Dessein overtræde kongl. Befalinger, saa lode de det Dessein falde, men Ole Tidemand[11] blev dog forflyttet til Bergen og fik Expectance paa et Pastorat i Bergens By“. Dette skede vistnok senere, under Christian VI.s Regjering; men naar Saadant kunde foregaa under hans Styrelse, som dog ret alvorlig søgte at befordre Kirkens Vel, og som netop for at føre et nøjere Opsyn med Kirkens Anliggender havde stiftet Kirkeinspektions-Kollegiet, saa kan man med Sikkerhed slutte, at Klagerne under Frederik IV.s Regjering, førend Opmærksomheden ret for Alvor var bleven henvendt paa kirkelige Gjenstande, ikke vare ugrundede. – Og dog finder Pontoppidan (Annalerne IV, 75), at Tilstanden blandt Gejstligheden paa hans Tid har været ret tilfredsstillende, og det har den vist ogsaa været i Sammenligning med forrige Tider; Fordringerne vare ikke saa store, man var ikke forvænnet fra før af. Den alvorligere Aand, som vi have fundet herskende blandt de Studerende i Begyndelsen af Aarhundredet, viste nu sine Frugter i den fra dem udgangne gejstlige Embedsstand. Pontoppidans gunstige Dom om sin Tids Gejstlighed maa have saameget des større Vegt, som han i det Hele er temmelig streng og, hvad specielt Præsterne angaar, ingenlunde skal kunne beskyldes for at søge at skjule Standens Skrøbeligheder; man har al Grund til at tro ham, naar han paa det anførte Sted siger, at „der i de senere Aar er indtraadt her i Landet en ret kjendelig og for Enhver iøjnefaldende Forbedring hos den Stand, som er bestemt til at forbedre Andre“, og „at om man end ikke kan indestaa for, at alle de, som i det Ydre befindes ustraffelige, tillige af ganske Hjerte hænge ved Herren og ere hans Aands Børn, saa bliver det dog, Gud være lovet, en ubestridelig Sandhed, at vort Clerus i Almindelighed vandrer uanstødelig“.

Denne Dom gjælder Præstestanden omkring Aarhundredets Midte; men endnu paa de syv Præsters Tid, hvis Virksomhed indfalder i Begyndelsen af Aarhundredet, var der formeget igjen af den gamle Surdejg. De Syv stode vistnok temmelig ene i den Del af Landet, hvor de vare ansatte; det ser man tydelig nok deraf, at de fandt det nødvendigt saaledes at afsondre sig fra de andre Præster i Stiftet og optræde som en afsluttet Forening i en Sag, som burde have ligget alle Præster ligemeget paa Hjerte, en Fremgangsmaade, som fuldkommen retfærdiggjøres ved det Forhold, hvori deres Embedsbrødre stillede sig til dem. Heller ikke spores der i disse Egne, hverken nu eller senere, nogen aandelig Bevægelse i Menighederne, medens der i den sydligere Del af Landet, som stod i stadigere Forbindelse med Danmark, fremstod „mange Separatister, Anabaptister og Hernhuter“ (se Herslebs Indberetning). De syv Præsters Virksomhed som Forening varede vistnok altfor kort til at kunne bevirke nogen gjennemgribende Forbedring selv i deres nærmeste Kreds; den ophørte, da Thomas v. Westen forflyttedes til Throndhjem i 1716; han var den Styrende og Ledende i Foreningen og den, som gav den sin Betydning. Kort efter døde ogsaa Engelhardt (1719), og nogle af de andre forflyttedes; de vedbleve vel at arbejde troligen for det Maal, Foreningen havde opstillet sig, men deres Virksomhed indskrænkedes nu til deres egen Kreds. Der var, som vi have seet, en ivrig Bestræbelse hos Kirkestyrelsen efter at bøde paa Kirkens Skrøbeligheder ved allehaande Forordninger og Reskripter, og de syv Præsters Forening bidrog Sit til at vække dens Opmærksomhed og henlede dens Blik did, hvor Hjælp var fornøden; dog, de vare ikke de Eneste, som klagede over „Zions Saar“; deres Klagemaal var kun een blandt de mange Stemmer, som hævede sig i begge Riger mod Fordærvelsen i Kirken. Derfor kunne heller ikke de af Kirkestyrelsen trufne Foranstaltninger regnes som en Frugt af deres Klager alene, om end deres Stemme, som udgaaende fra en Flerhed af Mænd, der vare agtede for sin Lærdom og sin nidkjære Embedsførsel, tillagdes en større Vegt end en Enkeltmands. Reskripter og Forordninger havde man altsaa ingen Mangel paa, men dermed vare Klagerne ikke afhjulpne; dertil var Uvæsenet for dybt rodfæstet. Frederik IV var i det Hele meget virksom til at give Love, men han havde ikke den Lykke, at have paalidelige Embedsmænd, der der kunde bringe dem i Udøvelse. Bestikkelses- og Udpresningssystemet blev mod Slutningen af hans Regjering saa skamløst drevet, at han ved den saakaldte „hemmelige Kommission“ saa sig nødsaget til at rydde op blandt den fordærvede Embedsstand. Dette gjaldt vistnok nærmest de verdslige Embedsmænd, men deres Slaphed kunde ikke være uden demoraliserende Indflydelse paa Folkets Masse, ja selv Gejstligheden maatte naturligvis lide derunder.

Frederik IV.s kirkelige Lovgivning var uden Plan; alle hans Love bleve fremkaldte af Øjeblikkets Nød og hjalp ogsaa kun for Øjeblikket, om de overhovedet havde nogen Virkning. Havde han raadet Bod paa een Mangel, saa kom der strax igjen paa andre Kanter nye Skrøbeligheder tilsyne; det hjalp ikke at flikke og lappe, thi den hele Bygning var brøstfældig, da den manglede en solid Grundvold. Dette fik man endelig Øjnene op for i Christian VI.s Dage, og først under hans Regjering blev der foretaget noget Grundigt til Befordring af det christelige Liv. Flere Bestemmelser af indgribende Vigtighed gaves, og det blev paaseet, at de bleve overholdte. Dommen om hans kirkelige Lovgivervirksomhed har været og maa være meget forskjellig men hvormeget man end er uenig om nogle af hans Bestemmelser, saa ere der dog andre, hvis Gavnlighed Ingen negter, og i det Hele har Eftertiden ladet hans gode Vilje vederfares Ret. Om man end ikke med Pontoppidan kan være enig i, at han „unter den Königen mit Wahrheit Sanctus oder der Heilige heiszen kann“, saa kan der dog vist ikke være Tvivl om, at han i Sandhed mente, hvad den samme Forfatter (Annal. IV, 6 og 7) beretter, at han har hørt ham sige, at han helst ønskede sig saadanne Tjenere, som tillige vare Guds sande Tjenere“; deri vil vist enhver oprigtig christen Konge være enig med ham. Men hans Fejl var, at han vilde Maalet uden at ville Midlerne; et moralsk sunket Folk kan ikke pludselig igjen hæves ved noksaa gode Lovbud: „leges sine moribus vanæ“; man kan ikke fabrikere Christne. Han betænkte ikke, at Christendommen efter sin Natur maa virke indenfra, saaledes at et christeligt Levnet bliver et Resultat af en indre Udvikling; men dertil behøves Frihed, og den vilde han ikke give. I sin pietistiske Overvurderen af det Ydre mente han at kunne gaa den modsatte Vej; ved sine Tvangslove vilde han frembringe et i det Ydre christeligt Liv, for at dette igjen skulde virke paa Sindelaget. Dette gjælder hans Virksomhed i Almindelighed, og dermed benegtes ikke, at man skylder hans Regjering mange fortrinlige Foranstaltninger. Hvad Forordningen af 13de Januar 1736, hvorved Konfirmationen indføres, har udrettet for Christendomskundskabs Udbredelse, behøver ej nærmere at paavises; Konfirmationen, som hviler paa og afslutter den foregaaende Skoleundervisning, førte nødvendigvis med sig en Organisation af Almuskolevæsenet (ved Forordn. af 23de Januar 1739 og 5te Maj 1741). Tillige fik man i Dr. Erik Pontoppidans Forklaring, som autoriseredes ved Reskript af 22de August 1738, en Lærebog, der har holdt sig til vore Dage. Da Pontoppidan af de strengt orthodoxe Præster var mistænkt som pietistisksindet, mødte dens Indførelse i Danmark endel Modstand (se Helweg S. 350 flg.); i Norge er vel Indførelsen skeet uden nogen videre Hindringer; ialfald er der vel ikke fremkommen nogen offentlig Indsigelse mod den, da Intet derom findes berettet.

De to Retninger, den saakaldte orthodoxe og den pietistiske, traadte med hvert Aar skarpere ud mod hverandre; Lægfolk og Præster, Borgere og Bønder, Høje og Lave toge Parti, og Striden førtes saavel privat som offentlig, saavel i Skrift som Tale. Forgjæves søgte Christian VI at afværge ethvert offentligt Brud; han gav saameget som muligt efter for de pietistiske Præsters Fordringer, men der fremkom ny og stærkere Krav. Han befalede Præsterne (Anordn. af 7de Oktbr. 1733) at holde sig simpelt hen til den augsburgske Bekjendelse og forbyder al Skjælden og Larmen paa Prædikestolene især mod Pietisterne; den, som tredje Gang gjorde sig skyldig deri, skulde afsættes. Dette Forbud gjaldt vel nærmest Danmark og især Kjøbenhavn, hvor næsten hele Befolkningen synes at have taget Parti; men det fandt vistnok ogsaa Anvendelse i Norge, om ikke i den Grad. Præsterne i Norge havde jo faaet sin Uddannelse ved Kjøbenhavns Universitet og kunde der ikke blive staaende udenfor Bevægelsen, men maatte slutte sig til den ene eller anden Retning. De Antydninger, som allerede forhen ere givne om de andre Præsters Stemning mod de Syv, der, som vi have seet, vel vare stærkt paavirkede af den spenerske Aand, men dog ingenlunde ere at stille ved Siden af de senerehen saakaldte Pietister, – disse Antydninger lade En vel ane, at senerehen, da Retningerne traadte i skarpere Opposition, maatte Rivningen mellem Partierne ogsaa i Norge blive stærkere. Af separatistiske Udskejelser her i Landet kjendes kun de før omtalte anabaptistiske Optøjer paa Bragernes, hvis Ledere bleve satte paa Tugthuset og senere transporterede til Fristæderne (nogle Stæder i Danmark, hvor Dissenterne havde fri Religionsøvelse). Om denne Sag se Reskript af 12te Juli 1743, Helweg S. 342 flg. og Ludvig Daae i Program fra Drammens Latinskole 1860.

Den separatistiske Aand næredes ved de hyppige private Opbyggelsesmøder. Gudelige Forsamlinger udenfor Kirken vare fra Christian VI.s Thronbestigelse af blevne meget almindelige; det hørte til den gode Tone ved Hoffet flittig at besøge dem, og rundt om i Landet efterfulgtes det givne Exempel. Efter hvad der før er oplyst, maatte der virkelig mangensteds være en Trang forhaanden til en mere levende Forkyndelse at Guds Ord end den, som ofte bødes i Kirkerne, hvorvel nu ikke i den Grad som i Begyndelsen af Aarhundredet, og Lægfolket forsamledes derfor privatim for at høre Guds Ord prædike paa en Maade, der mere tilfredsstillede det. Dette maatte naturligvis føre til, at Kirkerne forlodes; men det var ingenlunde efter Kongens Sind; han indskjærpede paa det Strengeste, at Lægfolket flittig skulde besøge Kirken, men anvendte, for at naa dette Maal, Midler, som vistnok hverken vare lemfældige eller hensigtsmæssige.

Der udkom en Forordning (af 13de Januar 1741)[12], hvori Retten til at holde gudelige Forsamlinger begrændsedes. Det sattes som Regel, at Præsten skulde være den, som ledede dem; Lægmanden forbødes vel ikke at holde gudelige Samlinger, men maatte anmelde det for Præsten, som saavidt muligt skulde være tilstede. Det indskjærpes, „at det ikke er Guds Vilje, at Lægmanden derfor skal forsømme sin timelige Næring, Profession eller Tjeneste“, og at „slige Forsamlinger ere subordinerede den offentlige Gudstjeneste og sigte til at have bedre Nytte af den“, og at de ikke skulde agtes „for mindre Christne, hvis enten Lejlighed eller Drift ej tillader dem et besøge samme gudelige Forsamlinger“. – Paa denne Tid ligesom i enhver Vækkelsens Periode strejfede der Folk omkring i Bygderne for at holde Opbyggelser. Dette forbydes udtrykkelig: „Ingen Mandfolk eller Kvinde maa rejse omkring alene eller i Følgeskab fra Sted til andet under Navn af at styrke og opmuntre Andre og der anstille Samlinger; men Enhver skal blive i det Kald, han er kaldet til, leve stille, nære sig redelig og æde sit eget Brød“. Denne Forordning blev dog ikke overholdt; de separatistiske Tendentser traadte mere og mere skarpt frem, og de separatistiske Forsamlinger bleve hyppigere. Derfor udstedte Kongen, „som ingenlunde var tilsinds længere at taale saadan grov Vildfarelse og formastelig Unddragelse fra de Pligter, som alle Undersaatterne Kongen og hans Befalinger og Anordninger med tilbørlig Lydighed ere skyldige“, Reskr. af 5te Marts 1745. De, som ikke vilde være Lovene lydige, skulde forføje sig ud af Landet; dog skulde En og Anden mene, at han i en eller anden Ting skulde have mere Frihed, kan han derom gjøre Ansøgning til Kongen, men er saa pligtig til at holde sig hans Anordninger efterrettelig Men fortfarer Nogen med selvraadigt Brud paa de christelig vedtagne Skikke og kongelige Anordninger og med de utilladelige Forsamlinger, „da skulle de af vedkommende Øvrighed strax paagribes og ansees som kongelige Mandaters Overtrædere, ikke for deres særdeles Meninger i Religionen, men for deres formastelige Ulydighed imod Lov og Forordninger, saaledes at de uden videre Proces – –, naar deres Forseelser – – dem lovlig ere overbeviste, bør hensættes til Arbejde i et Tugthus eller næste Fæstning for derved at hindres fra at løbe om at forføre og forvilde Andre – –, og der besøges af de nærmeste fornuftigste Præster for at undervise dem og føre dem paa bedre Tanker“. – Dette Reskript var i længere Tid forberedt af General-Kirkeinspektions-Kollegiet[13] og var en Frugt af indhentede Erklæringer og Undersøgelser, anstillede om Menighedernes religiøse Liv. For at fremme dette havde Kongen allerede strax efter sin Thronbestigelse vistnok i bedste Mening udstedt flere Sabbatsforordninger; en meget streng Forordning af 21de April 1730 maatte allerede følgende Aar 19de Januar 1731 ophæves igjen, da den gav Anledning til Myndighed og Egennyttighed; den samme Dag udgivne Sabbatsforordning havde heller ikke den tilsigtede Virkning, hvorfor der den 12te Marts 1735 udkom en ny udførlig Anordning, ikke fuldt saa streng som de foregaaende. Men heller ikke denne var just beregnet paa at virke ved milde Midler; ligesom Tugthus og Fæstningsstraf sattes som de sidste Omvendelsesmidler for Separatister, saa gives her Udsigt til Gabestokken for at opmuntre Folk til en værdig Anvendelse af Søndagen. De, som udeblive fra Kirketjenesten, skulde mulkteres „og i Mangel af Betaling lide paa Kroppen med at staa i Gabestokken paa Kirkegaarden, første Gang een, anden Gang to og tredje Gang tre Timer, til hvilken Ende slige Gabestokke af hver Kirkes Ejere, hvor de endnu ej ere, besørges“. Amtmændene og Fogderne skulle paase, at Lensmændene exsekvere Straffen. Præsterne skulle „give Attest for bemeldte Helligbrøde og Bøder paa deres Samvittighed, og at de ikke ved Flere dertil at være skyldige“; naar Anmeldelsen for Præsten er skeet, skal Øvrigheden dømme i Sagen paa Thinget. Med samme Straf ansees de, som vanhellige Sabbaten med Arbejde til egen Fordel og Nytte, nemlig med Mulkter og i Mangel deraf Gabestok, „dog ere Nødstilfælde, saasom Ildsvaade og deslige Ulykker, saa og de Gjerninger, der udfordres til at hjælpe og redde sig og sin Næste, herfra undtagne“. Mærkes kan § 4: „For at forekomme Lystrejser og Spadseregange uden Portene paa Søn- og Helligdage, maa Portene i Kjøbenhavn og andre befæstede og tillukkede Stæder ikke for Alle og Enhver, men alene for dem, som nødvendigvis maa rejse, saa og for Præsterne, som skal indfinde sig i deres udenfor Stæderne liggende Kirker, og de udenbyes Folk, der i Stæderne have deres Kirkegang, mellem Prædikenerne efterdags staa aabne eller oplukkes før Kl. 4 Eftermiddag“. (Først under Struensees Regimente aabnedes Portene igjen). – At Skuespil[14] Lørdags- og Søndags-Aftener forbydes, er naturligt; „desligeste maa Ingen paa Søn- og Festdage samt Aftenen tilforn anstille nogen Assemblée, Bal eller Maskerade og slig Leg og Tidsfordriv; de saakaldte Julestuer forbydes aldeles“[15]. – Af disse Prøver kan man se, hvilken Aand der raader i Forordningen; den er med Rette bleven charakteriseret som jødisk, og hvad den virkede, var vist heller ikke Christendom, men farisæisk Skinhellighed; Kongen fik ved denne Forordning ikke flere og bedre Christne i sine Lande, men kun flere Hyklere. Som den efterfølgende Historie viser, arbejdede denne og lignende Foranstaltninger lige i Hænderne paa Rationalismen. Der var naturligvis ogsaa en Del gode og hensigtsmæssige Bestemmelser i Forordningen, f. Ex. at Søndagsexercitien skulde indrettes saaledes, at Gudstjenesten ikke forstyrredes, men Soldaterne kunde komme i Kirken, – at Øvrighedspersonernes Rejser ikke henlagdes netop paa Søndage o. s. v., hvorved nogle af de syv Præsters Ankepunkter bleve afhjulpne.

Ogsaa Bestemmelserne om Kirkedisciplinen bleve mod Slutningen af samme Aar paany indskjærpede (ved Forordn. af 23de Decbr. 1735). Af Præmisserne ser man, at den Slaphed med Hensyn til Kirkedisciplinens Haandhævelse, hvorover de syv Præster havde klaget, endnu herskede. Trods Lovenes og Forordningernes klare Bud, heder det, ville dog Mange, som for sine forargelige Synder burde udstaa Kirkens Disciplin, unddrage sig den, og baade Gejstlige og Verdslige se utilbørlig gjennem Fingre dermed; derfor indskjærpes Loven om Kirkedisciplinen, og søger Nogen Dispensation, vil Ansøgningen ikke blive modtagen, medmindre Angjældende faar et godt Skudsmaal af sin Øvrighed om sit Forhold forresten og tillige byder en efter hans Vilkaar afpasset Kjendelse til de Fattige og Justitskassen; da kan han faa Formildelse i Dommen. Modtager en Præst til Skrifte En, som lever i aabenbare Forargelser, skal han tiltales og straffes med Suspension og Mulkter, ligesaa Medhjælperne. At Loven nu ialfald af Enkelte blev sat i Kraft med Iver, ser man deraf, at (ifølge Reskr. af 16de Febr. 1742) Biskopen i Akershus Stift (Dorph) endog vilde, at Soldater, der for Tyveri havde maattet løbe Spidsrod, derhos skulde udstaa Kirkens Disciplin med aabenbare Skriftemaal. Man kan heraf se, at aabenbare Skrifte fremdeles betragtedes som en Straf, medens dog de syv Præster klart nok havde paavist, at denne Handling rettelig maa betragtes som Synderens Udsoning med Menigheden og Gjenoptagelse til Nadveren; men som forhen er paavist, havde denne Anskuelse sin Hjemmel i selve Lovbogen.

Alle disse Tvangslove (hvortil ogsaa kan regnes Reskriptet af 2den Decbr. 1740 om, at hele Menigheden skal blive i Kirken, til Katechisationen er tilende), bleve, saalænge Christian VI levede, strengt overholdte; al Frihed og alt Liv kvaltes; for dem, som hørte til Kongens umiddelbare Omgivelser, var det en uomgjængelig Nødvendighed at paatage sig den mørke og sure pietistiske Mine for at vinde eller holde sig i Kongens Gunst, og de Stores Exempel smittede. Kongens Fromhed var vel oprigtig, men vist er det, at under ham havde Hykleriet og Skinhelligheden gode Dage. Men strax Frederik V var kommen paa Thronen (1746), forandredes Tonen; da vendte Munterhed og Glæde tilbage; uskyldige Fornøjelser tillodes, den danske Bonde fik igjen Lov til „at ride Sommer i By“[16], den norske Bonde kunde uden at bryde nogen Lov atter holde sine Dovninger og fejre sine Familiehøjtideligheder efter nedarvet Skik; Skuepladsen aabnedes, saa Holbergs længe forstummede, men ej forglemte Vid atter kunde glimre, Tydskheden fortrængtes, og Modersmaalet kom til sin Ret igjen. Et friskere Liv rørte sig i Norden, men den rationalistiske Aand havde trængt ind og fik sin Repræsentant i Struensee; denne blev vistnok efter et kort Regimente styrtet af det guldbergske Ministerium, der ogsaa i religiøs Henseende optraadte reaktionært, men paa Grund af Tidens Retning kunde det dog kun Lidet udrette for at bringe Alvor og Dybde ind i Menighedslivet. Rationalismen havde faaet Fodfæste, men virkede endnu dog mest i de mere dannede Klasser; Spot mod Christendommen hørtes ikke sjelden i daglig Tale, usædelige og antichristelige Skrifter spredtes ud, og fra mere end een Prædikestol lød Vantroens Stemme. Menighedernes Masse bevarede sig dog nogenledes mod den groveste Rationalisme; den fandt hos dem en vel ofte passiv, men derfor ikke mindre sejg Modstand; thi de kunde nu, takket være Christian VI.s Forordninger om Skolevæsenet og Konfirmationen, selv „randsage i Skrifterne, om Tingene havde sig saaledes“, og bevarede en frisk Kjerne, hvorfra under gunstigere Forholde et sandt christeligt Liv igjen kunde fremspire.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ I sin Afhandling om „Christian den VIte og den Tids religiöse Bevægelser“ i „Tidsskrift for Literatur og Kritik III Bd. Side 224. Forfatteren giver her en Beretning om Kampen mellem de Orthodoxe og Pietisterne, som vel först bröd ud under Christian VI.s Regjering (efter 1730), men hvis förste Aarsager, som vist, maa söges allerede i Begyndelsen af Aarhundredet. Ja, man synes endog at kunne antage, at der har været en vis Sammenhæng mellem disse Begivenheder og nogle separatistiske Bevægelser i Midten af det foregaaende Aarhundrede. Der berettes nemlig (af Helweg S. 228), at blandt de Skrifter, som Separatisterne brugte i sine Opbyggelsesmöder, var ogsaa Mag. N. Svendsen Krönikes Böger og Prædikener (om ham se Theol. Tidsskr. 1ste og 2det Bind). Da nu han levede og virkede i Kjöbenhavn omkring Midten af det 17de Aarhundrede, var Störsteparten af dem, som havde samlet sig om ham, nu (i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede) forlængst död; men hans Skrifter have vel udover gjennem Aarhundredet havt en Kreds af Læsere. Den Aand, der gaar gjennem hans Skrifter, maatte nödvendigvis berede den separatistiske Pietisme en gunstig Modtagelse.
  2. ↑ Peder og Jakob Hersleb kom begge til Kjöbenhavn 1703; den yngre Broder Ole kom først 1713, men at Th. v. Westen senere hen maatte have stiftet Bekjendtskab og Venskab med ham, kan man vel slutte deraf, at denne efter v. Westens Död udgav et Verk af ham: „Sjungende Gudstjeneste hjemme i Huset“. Kbhavn 1731.
  3. ↑ Von Westen siger, at han brugte Löverdagen til Katechismus-Prædiken og Katechismus-Undervisning, men klager over Ungdommens Forsömmelighed. Man ser ogsaa, at de syv Præster havde en Katechismi-Forklaring under Arbejde; den var fornemmelig Engelhardts Verk, men blev gjennemseet og diskuteret af de Andre ogsaa. 1715 var den færdig, men de fik ej Lov til at lade den trykke (Hammond, S. 105). Først mange Aar senere, nemlig 1738, efter Konfirmationens Indførelse, fik man den endnu brugelige Forklaring af Erik Pontoppidan, der blev autoriseret ved kongeligt Reskript af 22de Aug. 1738, hvoraf dog ogsaa sees, at der allerede da gaves andre autoriserede Katechismi – Forklaringer, f. Ex. af Prof. theol. senere Biskop Jacob Lodberg (Pontop. Ann. IV, 117).
  4. ↑ At han af fuldt Hjerte har istemt Supplikens Fordömmelse over Absolutionens Form, kan man se deraf, at han (efter hvad Helweg oplyser S. 244) paa Grund af sine Betænkeligheder ved at meddele Absolutionen endog var bleven angiven af sin Biskop som Pietist; det siges dog ikke, hvad Tid dette skede, saa at man ikke kan se, om det var, medens han var paa Kvernes, eller medens han var ansat i Kallundborg.
  5. ↑ I Throndhjems Stiftsarkiv findes en Skrivelse fra Th. v. Westen til Stiftsdirektionen (Stiftsbefalingsmanden Iver v. Ahnen og Biskop P. Krog), hvori han i en meget heftig Tone klager over, at han ej har faaet erstattet Forskud for Bröd og Vin i Veö, og fordi Omkostningerne ved Kleve Kirkes Reparation ikke vare betalte; han selv var bleven stævnet for Summen. „Saadant lider jeg, fordi jeg lydde min Övrigheds Befaling og forekom en Kirkes Undergang. Er det forsvarligt for Gud og Kongen? Maa mine höjgunstige Herrer ikke baade undres og ynkes derover“? Brevet er dateret 30to Juni 1714. Gjenstanden for Klagen er saa ubetydelig, at den ikke kan være Grunden til disse Udbrud; man maa falde paa den Tanke, at han har været mindre venlig stemt mod de höjgunstige Herrer.
  6. ↑ v. Westen paa sin Side gav Lige for Lige, derom vidne hans overvættes Lovtaler over Engelhardt; mærkeligst i denne Henseende er Brevet fra Hammerfest (1716).
  7. ↑ En lignende Strid med Nobel havde ogsaa Hr. Amund Barhow der sögte at forhindre, at Dommen over En, der var fældet for dobbelt Ægteskabsbrud, skulde formildes (1715. Throndhjems Stiftsarkiv).
  8. ↑ Af Udtrykkene hos Hammond. (S. 111) kunde det synes, som om han antager, at de den 3dje August havde modtaget Kongebrevet; mer denne Unöjagtighed rettes Side 114.
  9. ↑ Dette Manuskript er endnu ikke katalogiseret, men findes indheftet i en Bog, betitlet „Det fortabte og igjenfundne Faar eller historisk christelig Underretning om et ungt Menneske, som haver ladet sig forlede af Satan til at gjöre en Pagt med hannem og udi 16 Aar at tjene hannem udi allehaande ugudelig Væsen, er derpaa ved den retfærdige Guds Dom falden udi hans legemlige Gevalt og Besiddelse og skrækkelig plaget, men omsider – – reddet, af Mag. Christian Scriver, fordum Præst i Magdeburg. Af det Tydske oversat og trykt i Throndhjem 1744“. (Det er den berömte Forfatter til „Sjæleskatten“, s. Guerikes Kirkehist. II. S. 309).
  10. ↑ Det var egentlig kun en Indskjærpelse af N. L. 2–15–1: „Til Degne skal herefter alene forordnes Studentere, om de dertil findes“.
  11. ↑ Denne Ole Tidemand er vel den Samme, som senere blev Biskop i Bergen og saa forflyttedes til Christianssand.
  12. ↑ Ophævet ved Lov af 24de Juli 1842.
  13. ↑ Oprettet 1ste Octbr. 1737. Instruxen findes aftrykt hos Helweg, S. 317 flg. En interessant Fremstilling af Forholdene i dette Kollegium har man af Biskop Peder Hersleb i Theol. Bibl. af Jens Möller, 5te Bind 1813.
  14. ↑ 31te Marts 1738 udstedtes der et absolut Forbud mod, at Komedianter, Linjedandsere, Taskenspillere o. s. v. skulde indfinde sig i Danmark og Norge; som bekjendt var det af Holberg stiftede danske Theater i Kjöbenhavn lukket efter Branden i 1728 og blev ikke aabnet igjen för efter Christian VI.s Död.
  15. ↑ Bryllupper, Jaord, Gilde og stort Gjæstebud paa Sön- og Helligdage forbödes i Byerne; paa Landet kunde Bryllupper, Trolovelser og Barselgilder holdes paa disse Dage, dog, som det nærmere bestemtes ved Forordn. af 14de Decbr. 1736, uden Gilde, Spil og Leg, samt uden unödvendigt Fölge; alle andre Gilder paa Sön- og Helligdage forbydes alvorligen. Blandt de andre Gilder, som saaledes bleve absolut forbudne, vare ogsaa Nattehold, Duner og Samlingsöl, om hvilke de syv Præster give en nærmere Forklaring i Demonstrationen af 3dje August 1714. Men det var naturligvis ingen let Sag at faa afskaffet slige gamle, i Folkets Liv indgroede Skikke; Duner (Dovning, Doning) findes endnu i mange Bygder, og det Samme er vist ogsaa Tilfældet med Samlings (eller Samlags-) Öl og Nattehold. Over Dunerne klages endnu i Midten af Aarhundredet; de bestode endda i den gamle Form, som det sees af Præmisserne til det Reskript, som udkom i Anledning af Klagen; efter Opfordring af en Bonde samles der ofte 30 à 40 Mand paa hans Gaard for at hjælpe med et eller andet Arbejde; „de Indbudne, som uden Penge arbejde, blive ej alene fra Morgenen, Arbejdet begynder, og indtil Aftenen overflödig trakterede med Bondens bedste Mad og Drikke, men skulle endog tilbringe hele Natten derpaa med Drik og Fylderi, som oftest med Spil og Dands indtil Söndag Morgen, og naar da Öllet er opdrukket, skulle de först lægge sig til Sövns, saa at naar de have udsovet, skal Söndagen være borte, förend han kommer hjem til sit Hus, og Kirken og Prædiken forsömt“. Christian VI.s Forbud havde altsaa intet hjulpet. Frederik V gik en klog Middelvej; han bestemte (i Reskr. af 8de Novbr. 1754) at de, som om Löverdagen ere forsamlede til Dovning, skulde forföje sig hjem inden Kl. 9 om Aftenen, og ved hans vise Maadehold lykkedes det at hemme Udskejelserne, uden at han nödsagedes til at forbyde denne i og for sig uskyldige og for mange Egne af Landet gavnlige Skik.
  16. ↑ Allen, Danmarks Hist. S. 488.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Syv_throndhjemske_Præsters_Bønskrifter_til_Kirkestyrelsen_om_Skjærpelse_i_Kirketugten_og_Oprettelse_af_en_Kirkeret/1&oldid=232378»