Sydskandinavernas Förstfödslorät
Svensk Litteratur.
2. Syd-Skandinavernas förstfödslorätt, ett bidrag till kritik af Skandinaviens Urhäfder. En kortare framställning i ämnet, af Författaren till Ny Smålands-Beskrifning. (Med Motto: “Framåt!“) Stockholm 1846. P S. Magnus’s förlag. 252 Sider 8vo. Heft. 1 Rdlr. 24 ß. Bko.
Et Skrift af den rudbeckske, halv lærde, halv naive Skole, som man nutildags skulde antage forsvunden, men som dog endnu, at dømme af hvad vi her have for os, spøger hist og her i Sverige. Vi anmelde mere dette Skrift som etslags Curiositet, og for at vore Læsere med os kunne studse over at noget saadant i vore Tider kan see Dagens Lys, end for at underkaste det nogen nøiere Drøftelse; thi vi behøve blot at give en kort Recit af Hovedindholden, for at bibringe endog den i saadanne Materier kun tarveligt bevandrede Læser den klareste Forestilling om dets umaadelige Løierlighed. Den, saavidt vides, ubestridte Sandhed, at det sydlige Sverige var befolket længe før det nordlige, gjør Forf. sig utrolig Møie med at bevise paa en utrolig Maade, for derved at vindicere sin egen Fødeegn, Smaaland, som han kalder Virdaland, Førstefødselsretten fremfor Sveriges andre Dele. Han begynder i § 1 med Karthageren Himilkos Coloni, der efter hans Mening maa søges i Sydsverige; han har meget om Phønikernes Reiser efter Bernsteen til den gamle Tanais, hvis Navn skal minde om “Danmark“ og “Dannemænd“(!)[1]; i den Omstændighed, at “Hovedstaden“ i Longobardernes italienske Rige var Venedig, finder han noget, der minder om Vineta ved den preussiske Ravkyst og Veneder identificeres med Φενεθοι, disse med Phøniker, med Jornandes’s Finnaithæ, og Andreas Sunesøn Phinnethia (Finveden), medens derimod Jomne eller Jomsborg bliver den samme som Jamne i Palæstina og Jomnium i Mauritanien, af det ebraiske jabnak (ɔ: han skal lade bygge). Thule eller Thile bliver Bethi-el, Solens Huus, med Forstavelsen Be udeladt (hvorvidt det gaar an at tage Begyndelsen af Roden bort og kun lade Slutningsbogstavet staae eller sætte “th“ istedetfor “Beth“, faae de i Ebraisk Kyndige afgjøre). Cap. 2 handler om Grækernes Berørelser med Skandinavien, om Hyperboræerne, om Tacitus’s Asciburgium ved Rhinen, der naturligviis bliver Asgaard, om Dyrkelsen af Latona, Hludana, La-tana, eller Tan-fana ɔ: ta Neith, Tanitt, eller Eddaens Nátt, der igjen er den samme som Saxnote (!!!)[2] Vidtløftigere handles om en trojansk Coloni i Sydsverige, og Troja minor i Xanten ved Rhin. Her anfører Forf. i en Note mange pudseerlige Exempler paa svenske og oldnordiske Ord, der efter hans Mening udledes af Græske, f. Ex. flicka = φιλικη, brudgum = πρωτογαμος, allsherjarþing = ὁλους ἡρωας θιγγανε, Valkyrjur = κουραι eller κυριαι του Βααλ. Paa den blekingske eller blakmaniske Kyst stiftedes der en Coloni af “de blaafarvede Belgier“. – “Vi(r)drik“ Verlandsøn, der og færdedes ved Rhin, var Virdalands Konge, Ermenrik, der opholdt sig hos Thiodrik af Bern (Verona ved Rhin?), var Søn af Sote i Vetlandsherred. Væringernes Navn har Sammenhæng hermed. Ordet virðar i Helgakvida er intet andet end Virdalands Beboere. – Cap. 3 handler om Romernes, Cap. 4 om Caledonernes Kjendskab til Skandinavien. Her kommer Forf. ogsaa til at tale noget om Asien, men vi ville forskaane Læserne for nærmere Detailler deraf. Cap. 5 indeholder en geografisk Oversigt, hvor der antydes at det bekjendte Birka maa søges ved Kalmar. Cap. 6 omtaler de svenske Rigers ældste Regjeringsform; og i Cap. 7 kommer han endelig til at bevise, hvad han især har tilsigtet, at Virdaland, eller Smaaland, i allerældste Tider udgjorde et eget selvstændigt Rige med Birka eller Kalmar til Hovedstad, bestaaende af 1) Møre, 2) Tjust, 3) Øland, 4) Værend, 5) Finved, 6) Njudung, 7) Varan eller Blaecmanernes Land (Bleking), 8) Glæsisvall. Det var beboet af Væringer, og identisk med det saakaldte Austerrike. Cap. 8 og 9 handler om Gøtalandene og Svealand Cap. 10 om Spor af phønikisk Cultur i Sydskandinavien, Cap. 11 om Spor af phønikisk Gudsdyrkelse, Cap. 12 om Spor af Berørelse mellem phønikisk Historie og Sydskandinaviens ældste Sagn, Altsammen fortvæk saaledes som vi ovenfor have viist. Cap. 13 er yderst mærkeligt, det handler om Skandinaviens Farver og Emblemer. Virdalands Farve var blaa. Emblemet synes Forf. at antage at have været en Ravn; herom siger han: “Lodbrokidernes mørke Reafan, om den og var Virdalands Rigsmærke, kom dog ei til at gaae over i det nye Rigsvaaben. Vel seer man i dette en “Korp“, nemlig i det nuværende Svensk-Norske Hjærteskjold, men den synes kun at være et saakaldet Rebus-Tegn af (ponte) corvo (den hvælvede Bro). Maatte imidlertid det urgamle Virdamærke, som Skjebnen har gjengivet os, altid forblive i Sveriges og Norges forenede Skjold“![3]
Cap. 14 indeholder en chronologisk Oversigt og Kongerække. Nogle af disse Kongers Navn ender paa –ur, som Grimur, Hergrimur, andre ikke, som Harald, Sigurd. Blandt historiske Konger forekomme som No. 59 og 60 Mons Bryntesøn og Nils Dakke.
Vi have meddeelt nok forat gjøre det temmelig indlysende for Enhver, hvis Fantasiflugt ikke er ligesaa vild som Forfatterens, at Skriftet, i sin hele Natur og Tendents et Seculum tilbage for den historiske Kritiks Standpunkt i det 19de Aarhundredes 5te Decennium, næsten kan kaldes en pludselig opgravet Reliqvie fra et rudbecksk Herkulaneum, og er uden Videre at lægge ad acta tilligemed Atlantica og alle deslige Fantasifostre, der i flere Henseender næsten kunne regnes til samme Klasse af Literaturen, som de velbekjendte Forsøg paa at forklare Johannes’s Aabenbaring. Nærmere at udhæve Forfatterens dilettantiske Overfladiskhed i hvad der her maatte være noget af det Væsentligste, Kundskab i de ældre nordiske Sprog og comparativt Sprogstudium i det Hele taget, maa efter de allerede ovenfor meddeelte Exempler ansees for overflødigt. For Curiositets Skyld maa vi dog omtale hans geniale Maade at multiplicere paa. Han siger Pag. 5: „Om vi antage at Uplands Kyst har hævet sig blot 2 Fod i Aarhundredet, maatte alt det, som for 2000 Aar siden allerede ragede opover Bølgerne, nu ligge 4000 Fod over Havfladen”. At dette ikke er Trykfeil, viser den strax nedenfor følgende Yttring: „Nu spørges, hvor mange af Mælarprovindsernes Oltidslevninger ligge 4000 eller – ifølge hvad de Hällstrømske Beregninger give os Ret til at fordre – 8000 Fod over Havets og Mælarens Flade“?! –
Forfatteren kalder sit Skrift etslags Uddrag af hans større Verk over Ny-Smaaland. Dette Skrift have vi ei seet, og gide heller ikke læse det, om vi tilfældigviis skulde støde paa det. Vi have mere end nok af Uddraget.
P. A. Munch.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ At “Dannemænd“ (dáindismaðr) intet har med “Daner“ at bestille, er bekjendt nok.
- ↑ Saxnót, angelsaxisk Saxneát, vilde paa Oldnorsk hede Saxanautr, d. e. Saxervennen, Saxerkammeraten, et Tilnavn for Tyr.
- ↑ S. 246. Forfatterens Spring ere her saa dristige at vi maa hjælpe Læserne lidt i Fortolkningen. Corvo eller Ponte-corvo skal nemlig være et Rebustegn for corvo, en Ravn, (at Italienerne gjøre stor Forskjel mellem corvo, næsten udtalt curvo, krum, og corvo, (udtalt cårvo), en Ravn, veed nok ikke Forf.); og da Hjærteskjoldet, der indeholder vor Konges Familievaaben, viser den hvælvede Bro, Pontecorvoen eller Forfatterens Rebustegn, staar endda Virdalands Mærke, hvorvel hieroglyphisk, i Vaabenet. q. e. d.