Svalen
Svalen.
Salig, salig er den Skabning,
baade Menneske og Dyr,
som, det første Dagen gry’r,
endnu medens Nattens hvide
bløde Taager sig fornøie
med langs Bækkene at glide,
førend langsad Østens Høie
Solens Leir af Purpursky’r
sine Telterækker spænder,
Gud den første Hilsen sender,
første Hilsen, første Lyd
af det Skabtes Tak og Fryd!
baade Menneske og Dyr,
som, det første Dagen gry’r,
endnu medens Nattens hvide
bløde Taager sig fornøie
med langs Bækkene at glide,
førend langsad Østens Høie
Solens Leir af Purpursky’r
sine Telterækker spænder,
Gud den første Hilsen sender,
første Hilsen, første Lyd
af det Skabtes Tak og Fryd!
Uden Ord, dog er dens Klang
fyldig Knop af Ord, et Hylle
for en herlig Tempelsang,
og den gjemmer
i sit Udraab Chor af Stemmer,
som de Himmelske fortrylle.
Som i Knoppen
Palmetoppen
med de høie gyldne Fjere
allerede
er tilstede,
ligger i den første Lyd
af den vaagne Skabnings Fryd
Psalmens Høihed, Hymnens Ære,
Bønnens Magt, treefoldig stærk,
mægtig til et Underværk.
fyldig Knop af Ord, et Hylle
for en herlig Tempelsang,
og den gjemmer
i sit Udraab Chor af Stemmer,
som de Himmelske fortrylle.
Som i Knoppen
Palmetoppen
med de høie gyldne Fjere
allerede
er tilstede,
ligger i den første Lyd
af den vaagne Skabnings Fryd
Psalmens Høihed, Hymnens Ære,
Bønnens Magt, treefoldig stærk,
mægtig til et Underværk.
Bed da, førend Spurven qviddrer,
at dens Uskyld ei dig røver
Æren, som din Skyld behøver!
Bed da, førend Aspen zittrer
i den første Morgenvind,
endnu medens Duggen glittrer
over Nattesfinxens Spind,
medens Tidslens Fjederhatte
hvidne af dens Perleskatte,
førend Engens Klokker blaae
endnu har begyndt at gaae,
slagne an til Ottesang
af et Vindpust, med en Klang,
som ærbødig Englens skarpe
Øre over Sky fornemmet:
hvor i deres Dyb de tunge
Sølverblomsterkolber runge
over alle disse Stemmer,
susende fra Græssets Harpe.
at dens Uskyld ei dig røver
Æren, som din Skyld behøver!
Bed da, førend Aspen zittrer
i den første Morgenvind,
endnu medens Duggen glittrer
over Nattesfinxens Spind,
medens Tidslens Fjederhatte
hvidne af dens Perleskatte,
førend Engens Klokker blaae
endnu har begyndt at gaae,
slagne an til Ottesang
af et Vindpust, med en Klang,
som ærbødig Englens skarpe
Øre over Sky fornemmet:
hvor i deres Dyb de tunge
Sølverblomsterkolber runge
over alle disse Stemmer,
susende fra Græssets Harpe.
Da benaades vil, kanhænde,
med et Eventyr din Sjel,
som i Himmelen vil ende;
Aanden, hen i Syner reven,
i Henrykkelser forvildes,
mens dit Øie, i Sekunden,
den er i sin Flugt forsvunden,
ligner blegt en bortebleven,
sjunken Kildes
aabne, tomme, hule Grav.
Mens det synes, som du blunder,
somom Syn og Sands er borte,
gribe Englevinger under
Tankens ørkesløse Svæven
langsad Dalens Taagebund,
og i Bønnen fra din Mund,
i den første Lyd deraf,
føres du af en Seraf
gjennem Paradisets Porte,
og Du faaer, som aarlest beder,
en Sekund
af de Frelstes Saligheder
for den tabte af din Blund.
med et Eventyr din Sjel,
som i Himmelen vil ende;
Aanden, hen i Syner reven,
i Henrykkelser forvildes,
mens dit Øie, i Sekunden,
den er i sin Flugt forsvunden,
ligner blegt en bortebleven,
sjunken Kildes
aabne, tomme, hule Grav.
Mens det synes, som du blunder,
somom Syn og Sands er borte,
gribe Englevinger under
Tankens ørkesløse Svæven
langsad Dalens Taagebund,
og i Bønnen fra din Mund,
i den første Lyd deraf,
føres du af en Seraf
gjennem Paradisets Porte,
og Du faaer, som aarlest beder,
en Sekund
af de Frelstes Saligheder
for den tabte af din Blund.
Thi naar Nattens Stjernekroner
sænkes ned i Hvælvets Sale,
Aander dale
ned med dem, og tause lytte,
Menneske, de ved din Hytte,
om ei aarlest derifra,
ei fra Fuglens Rede, toner
Skabningens Halleluja.
Og den første Bøn ledsage
de med jublende Musik
til Miskundsomhedens Øre;
ja, naar ingen de fornemme
fra de følesløse Munde,
døde som de lukte Blik,
lytte de med Mismodsklage
til den første Fuglestemme
fra de taageslørte Lunde.
Held da aarlest Sanger! Leide
vinder han i Falkens Feide;
Engle vare
ham mod Fuglefængersnare;
Skyttens Piil
samler Dug kun i sin Iil,
gjennemborende det Blad,
under hvilket Fuglen sad;
gyldne Kugle over Kirken
ikke mere sikker glimrer
end aarvaagne Sisiks lille
gyldengrønne Bryst, der skimrer
frem fra øverst Top paa Birken,
mens han hvirvler ud sin Trille,
dristigt vendende sin Bringe,
som beskyttet
af et Tryllepandsers Ringe,
mod en Høg, som over Byttet
i den heie
Furu blunker med sit Øie.
sænkes ned i Hvælvets Sale,
Aander dale
ned med dem, og tause lytte,
Menneske, de ved din Hytte,
om ei aarlest derifra,
ei fra Fuglens Rede, toner
Skabningens Halleluja.
Og den første Bøn ledsage
de med jublende Musik
til Miskundsomhedens Øre;
ja, naar ingen de fornemme
fra de følesløse Munde,
døde som de lukte Blik,
lytte de med Mismodsklage
til den første Fuglestemme
fra de taageslørte Lunde.
Held da aarlest Sanger! Leide
vinder han i Falkens Feide;
Engle vare
ham mod Fuglefængersnare;
Skyttens Piil
samler Dug kun i sin Iil,
gjennemborende det Blad,
under hvilket Fuglen sad;
gyldne Kugle over Kirken
ikke mere sikker glimrer
end aarvaagne Sisiks lille
gyldengrønne Bryst, der skimrer
frem fra øverst Top paa Birken,
mens han hvirvler ud sin Trille,
dristigt vendende sin Bringe,
som beskyttet
af et Tryllepandsers Ringe,
mod en Høg, som over Byttet
i den heie
Furu blunker med sit Øie.
Bed da aarle til Din Skaber,
at Du ei mod Fuglen taber,
at ei, efter Engles Dom,
den er mere god og from!
Lad med dem din Tanke modes,
førend Morgenskyen glødes,
før aarvaagne Lærkes Slag
vinder Himmelens Behag!
at Du ei mod Fuglen taber,
at ei, efter Engles Dom,
den er mere god og from!
Lad med dem din Tanke modes,
førend Morgenskyen glødes,
før aarvaagne Lærkes Slag
vinder Himmelens Behag!
Førend Erlen gaaer i Badet:
(det i Alchemillebladet)
førend Duggens Perler fulde
af Konvallens Skaaler rulle,
endnu medens Rosens hede
Læbe suger paa dens Jiis,
maa du bede,
yde Skaberen din Priis!
(det i Alchemillebladet)
førend Duggens Perler fulde
af Konvallens Skaaler rulle,
endnu medens Rosens hede
Læbe suger paa dens Jiis,
maa du bede,
yde Skaberen din Priis!