Streik/XVII
Langestrand holdt igjen paa at lægge sig tilrette i de gamle Folder.
Saasnart den lovlige Orden atter var sikret, vendte Brugseierne tilbage fra sin Landflygtighed og gav sig ifærd med at restaurere.
Oscar Andrésens og Wang-Melteruds Vinduer blev atter saa hele og skinnende som nogensinde.
Saa var det Brugstrafiken. — Af Arbeiderne sad jo endel i Arrest; men den store Mængde forøvrigt — paa nogle faa Undtagelser nær — blev budsendt om at møde op ved de respektive Brug. — Og de kom.
Cheferne var naadige; de vilde tilgive — for denne Gang. Men da vented de rigtignok ogsaa, at — ja, det var en hel Del, de vented i Retning af, at Arbeiderne skulde for Fremtiden være pene Gutter. — Nu vel, saa kunde Arbeidet begyndes igjen straks, — selvfølgeligt med Lønningsnedslaget staaende ved Magt.
Wang-Melterud stilled sine Folk den Ekstrabetingelse, at forsaavidt de var Medlemmer af Arbeiderforeningen havde de værsgod at melde sig ud. — Og han besegled Freden med følgende i Tirade:
«Naar ret var, saa skulde egentli hver eneste Kjæften af dere paa Tugthuset — forstaar dere? — Og kommer dere med noe Vrøvl igjen, saa Fan gale mei — —!»
Arbeiderne dukked Nakkerne og gik uden at kny hen og tog fat hver paa sin vante Dont.
Og snart steg igjen de blaagraa Røgsøiler iveiret fra Brugenes Skorstenspiber, Sagbladene snerred, Høvlene hylte, — Langestrand var atter Langestrand, kanske dog med den Forskjel fra før, at der var mere af Spioneri og mere af slikkende Sledskhed, flere, som krøp i Blik og krøp i Ord og lagde ondt ind for sine Kammerater.
En Sættedomstol blev beskikket til at tage de langestrandske Streike-Sager under Behandling. Og den malte raskt unna, baade hvad Forhør og Domme angik.
Det var en almindelig Forekomst under Forhørene, at Tiltalte søgte at vælte saameget som muligt af Skylden over paa andre.
Straffen blev gjennemgaaende ikke tilmaalt efter Lovens strengeste Ordlyd. De allerfleste slap med Fængsel eller Bøder. 7 Stykker var der dog, som fik Strafarbeide, — blandt dem var Stensen, som fik 1 Aar, Oline Larsen og Oluf Rundström henholdsvis 2 og 4 Aar. — Rundström præsterte under Forhøret en salvelsesfuld Tale om Sveas olycklige Son, som i et ubevogtet Ögonblick havde bukket under for en ond Andes lumske Indskydelse, och saa för detta Brennvinet, detta elaka Brennvinet, — men som nu hoppades: inte alls bara Rättfärdighet — ack nei! — utan først och fremst Barmhertighet hos det ädla, det högsinnade Broderfolket her vestanom Kjölen.
Men hans Veltalenhed faldt rent i Staver, da Administrator spurgte ham, om han ikke tilfældigvis skulde kjende en vis Olaus Gustafson, som for ca. to Aar siden blev efterlyst for Bedrag og Overfald oppe paa Røraas.
Per Amundsen stod frem for Sættedomstolens Skranke.
— «Deres fulde Navn?»
«Per Heifallera Amundsen.»
«Di er da ikke døbt Heifallera?»
«Jo, det vêt Gud jei er, — baade i Bayer og Akkevit og Toddy, — — ja ja, san!»
«Hvor gammel er Di?»
«Gammel? — gammel nok tell aa være klok og inte for gammel tell aa være gal; for jei var tredive Aar ivaar.»
«Er Di gift? »
«Ja, — det vêt Kona mi, at jei er.»
«Har Di Børn?»
«Ja det har jei — tre Stykker og kanske litegranne paa det fjerde, au.»
«Di var med i Opløbet?»
«Aa ja — etter fatti Leilighed, saa — — —.»
«Naa, Di fik kanske ikke gjort det saa grundigt, som Di kunde ønsket?»
«Neigu fik jei ei, nei! — for ellers saa skulde hele Langestrand vært svidd a og halve Byen slaat ihjel!»
«Vêt Di, hvor Di staar?»
«Ja, det vét jei — jei vet godt, hvor je staar; jei vét, hvor jei faller ossaa, jei; og det er kanske mere, end Di for Deres Vedkommende vêt.»
— — — Og kort at fortælle: Resultatet af Forhøret var, at man kom i Tvivl om, hvorvidt Arrestanten var tilregnelig.
Fangevogteren blev tilspurgt og forklarte:
«Jo, jei har ofte tænkt det, jei, at han inte kunde være rekti i Hue; for stundom saa bandte han og skrek og huserte værre enn som en Tryntyrk, og straks derpaa igjen saa graat han og var saa mjuk som et Barn.»
En Læge, som fik sig Sagen forelagt, turde ikke paatage sig at sige det afgjørende Ord; men det var paa hans Raad, at Per Amundsen under Bevogtning af en Politibetjent sendtes afsted for at indlægges til Observation paa Gaustad Sindbssygeasyl.
Torgersen blev sat paa fri Fod.
Thi som det kom til Stykket, havde Wang-Melterud intet andet at irettelægge for sin Angivelse, end at Torgersen havde vært Ordstyrer paa Streike-Mødet, og at saa Wang-Melterud derfor «trodde» og «antog» — — —
De to Tomtearbeideres Forklaring løb ud i bare Vaas.
— «Naa, ja ja,» sagde Administrator, «Di har altsaa aldeles ingen Befatning havt med dette Puksténs-Spektaklet, Di, Torgersen?»
«Nei,» svarte Torgersen paa sin rolige, noget langsomme Maade; — «for det blir saa allikevel inte med Pukstein i Næverne, at vi Arbeidere vinner os vor Ret.»