Storkarer/10
Ude paa gaarden stod en gammel høne
paa ett ben, snudde paa hovedet og
blinked med de runde klare øine.
Tæt ved laa den femaarige Hans med skjorteflaket ud gjennem bukselaaget, slog med benene i veiret og saa paa hønen, som han vilde se tvers igjennem den, turde næsten ikke blinke. Idag skulde han se paa den hele tiden, ikke slippe øinene fra den.
Men inde i vinduet stak Marte, den syvaarige søsteren, hovedet forsigtig frem bag karmen og holdt øie med dem begge to.
Sagen var, at de skulde passe hønen op idag, de to.
Den var gammel og havde gaat der alene saa længe, at den havde vænnet sig til at blive lur, skifted rede, hver gang de tog egg fra den, gjemte dem paa de utroligste steder, hvor de ikke faldt paa at søge; — en gang havde den lagt eggene i noget høit græs lige ved kanten af dørhellen, og der laa den og ruged i otte dage, før de fandt den. Og den var blit saa udspekuleret klog, at det næsten var umuligt at gjæte den. En gang da moren selv havde gjæt den, saa den ikke kunde komme væk, huked den sig ned og la egget midt paa slette marken.
Saa havde moren maattet udsætte en præmie paa et egg for hvert otte, de fandt.
Nu havde den flyttet igjen for en fjorten dage siden, saa der alt maatte være en seks syv egg, og idag skulde den verpe igjen, — moren havde kjendt efter.
Det var en brændende varm sommerdag, insekterne surred om i luften, svalerne fløi kvidrende frem og tilbage til sine reder oppe under fjøsmønet, og langs væggen i det høie græs smøg katten og løfted labberne forsigtig, saa paa skraa op, hvordan den skulde naa til rederne.
Hans laa i den varme sol og saa og saa paa hønen. Den stod paa ett ben, blinked mod solen og saa igjen længe. Saa lod den pludselig ligegyldig, tog nogen skridt, sparked i jorden og lod, som den fandt noget at pikke op.
Aa nei, den skulde ikke lure ham paa den maaden; han kjendte dens fagter.
Om en stund stansed den, saa op igjen, skjelte til siden:
Nei, han laa der endda og fulgte med; — den blev igjen staaende paa ett ben og blinke; dette kunde komme til at lete paa, hvis det skulde vare for længe.
Hans syntes ogsaa, dette drog ud; nu havde han vist ligget der en time.
Nei, den var saa udspekuleret, at den saa, hvor øinene hans var henne. Han fik lade, som han saa paa noget andet. Han skotted bort til vinduet.
Aa, han saa nok, at Marte trak hovedet fort unda; ja, hun kunde gjerne staa der, han var nærmest, han skulde finde dem først denne gangen.
Han saa bort paa hønen igjen. Den havde flyttet sig nogen skridt, mens han saa bort; nu stod den stille igjen. Nei, han maatte lade, som han saa forbi fjøslaftet, saa kanske —
Han gjorde det. I det samme skar to svaler tæt ned til marken med et høit hvin; — de havde faat øie paa katten. Den slog efter dem med labben —; jamen var det nær ved, han havde knebet den ene! Der kom der flere; — alle begyndte de at slaa ned, erte den og skjelde den ud.
Aa gid, saa dum den var, at den ikke kneb dem, — den bare huked sig ned, la ørene tilbage og søgte at liste sig længer ind i græsset. Det hjalp ikke; der la den paa sprang om hjørnet og ind i fjøsskuten. Se, nu spredte svalerne sig og fløi igjen frem og tilbage foran sine reder.
Pokker, at det fjøslaftet var saa glat, at han ikke kunde klyve det; — ellers skulde han faat fat i det nederste redet. Det skulde vært moro at have et par af ungerne, de var alt saa store, at de stak de sorte og hvide hoveder ud af spunshullet paa redet. Fik han fat i nogen, skulde han lage hus til dem, og mad skulde han ogsaa finde, — der var saa urimelig mange fluer inde i vinduet.
Da skulde Marte blive misundelig, — hun skulde ikke faa se paa dem engang; jo kanske, dersom hun gav ham et af sine egg for hver gang; — hun havde vist fire alt, hun, og han havde bare tre — —
Egg —?
Hvor var hønen? — Den var borte.
Jo, saa pokker, havde den ikke narret ham denne gangen ogsaa.
Han reiste sig, tramped i marken og var paa graaten.
For en skøierhøne, for et svinebest! Bare han tog øinene fra den, saa havde den naturligvis lagt paa sprang.
Ja, saa fik det være til næste gang; han kikked bort til vinduet, — for Marte havde vel ikke set den, hun, heller? Hun var borte fra vinduet for resten. Der kom hun ud.
Hun saa saa lønsk ud. Mon hun alligevel —?
«Har du set hønen, Hans!»
«Nei, — har du?»
«Nei.»
Der var bestemt noget. Marte lod, som hun var saa ligegyldig. Han fik passe paa hende.
«Jeg tror næsten, den maa være gaat ind i fjøsskuten,» sa han: — «jeg vil lete der;» — han vidste godt, den ikke var der, for der havde de ledt i hver krog.
«Jeg vil først,» sa Marte og lod, som hun vilde lægge paa sprang.
«Nei, jeg vil først, — og Hans sprang.
Jo, det var tydeligt, hun vilde have ham væk, for hun gjorde slet ikke noget for at komme først. Han skulde nok lure hende!
Han smatt ind i fjøsskuten og titted gjennem en spræk. Hun stod lidt og saa sig forsigtig omkring, saa listed hun sig paa taa nedmed fjøsvæggen. Han kom frem og listed sig bort til laftet og stak hovedet frem.
Aa, hun holdt paa at bøie til side de store brændeneslerne!
Dér havde hun altsaa set hønen smutte ind.
Han styrted frem og lige paa ryggen af hende:
«Jeg ved det, jeg fandt den først.»
De faldt begge op i brændeneslerne. Hønen fløi skrigende frem.
De kom sig op; — det sved forskrækkelig baade i ansigt og hænder.
De blev staaende lidt og se paa hverandre, Hans med mundvigerne ud, færdig til at skrige, Marte med begge hænder i veiret, tilklint med eggerøre.
Pludselig smaldt den ene haand under øret paa ham, saa eggerøren skvatt, og han trinsed bortover.
Saa satte de begge i at graate.
Den gamle høne skjendte forfærdelig borte paa gaardspladsen.