Storkarer/09
Ole havde nu hver dag en hel uge staat
og kikket ud fra kjøkkendøren og ud
i entréen, hver gang studenten kom hjem, for
at se, om han ikke havde en eller anden rar
pakke i haanden eller frakkelommen. Og det
havde saa sine grunde. Det kunde ikke være
tvil om, at studenten vilde give ham noget
paa fødselsdagen, som kom akkurat idag otte
dage, for ellers havde han vel ikke spurt ham
saa nøie ud, naar det var, og om han pleide
at faa mange foræringer; og studenten var
rent urimelig snill, saa det var sikkert nok
det; men det var om at gjøre, hvad det vilde
blive, for det var nu egentlig bare én ting,
Ole ønsked sig.
Ole var 10 aar gammel og bodde oppe i Welhavens gade hos sin mor, madam Hansen, som levde af at gaa ude i husene og vaske og af at leie ud et værelse, og hvad værre var, Ole var vist forelsket. Han havde ikke merket saa meget til det før nu paa slutten. Hele det aaret, han nu havde bod der, havde han hver eftermiddag været over i gaarden lige over og truffet den jevnaldrende Elsa Holm, datter af fru Holm, enke efter overtoldbetjenten. Ifjor vinter havde de havt stor snefæstning og en stor snemand til skildvagt, og naar Ole kom ind i fæstningen og raabte «I gevær!» saa kom Elsa altid styrtende ned over kjøkkentrappen. Undertiden havde de ogsaa faat lov til at gaa ned paa Tullinløkken[1] og gaa paa skøiter, fru Holm havde endda bedt ham hjælpe datteren og se efter, at hun ikke blev for længe ude. Men han havde bare havt et par filleskøiter, som han havde laant, og som han aldrig fik til at sidde paa, saa det var ikke blit stor more ved det. Og i vaar, da havde de først klinket med kuler, og Elsa havde vundet alle hans, endda hun havde saa bitte smaa hænder og ikke kunde kvarte mer end halvparten saa langt; men hun havde været snill og laant ham igjen, naar han ikke havde fler. Og senere, da det blev varmere, havde de legt gjemsel gjennem alle trapper og kjeldere, — han kunde endda huske den gang, Elsa var faldt i kulkjelderen og han fik hende op saa svart som en feier, — det var bare tænderne og øinene, som lyste akkurat som paa en neger, han havde set.
Men saa var Elsa reist paa landet og var borte helt til september. Sommeren gik saa nogenlunde morsomt ligevel, for han havde truffet nogen spræke gutter, som han havde været nede ved sjøen og badet med og fisket krabbe; men da det led udover, begyndte han oftere og oftere at titte over i gaarden, om Elsa ikke skulde være kommet hjem; og da han en dag fik vide, at hun var kommet kvelden før, saa sad han straks paa søppelkassen inde i gaarden og trommed med hælene, som han pleide. Men hun kom ikke. Han steg op og ropte «i gevær», det høieste han kunde, mange ganger. Men heller ikke da kom hun. Da opgav han det for den dag, men forsøgte den næste og den næste igjen, og for hver gang blev han ligesom mer ubehjælpsom og usikker; det var, som han syntes, at alle mennesker saa paa ham og syntes, det var rart, hver gang han gik ind i gaarden.
Saa slutted han med det, satte aldrig sin fod i gaarden der mer; men naar studenten ikke var hjemme, stod han altid i hans vindu og kikked over i porten; for deres eget værelse vendte mod gaarden.
Men om en stund kunde han ikke lade være, han beslutted at møde hende nede i gaden, naar hun kom fra skolen: Den første dag var han uheldig; hun kom i følge med moren; han lod, som han ikke saa dem, og smatt ind i en port. Den næste dag kom hun alene. Han kjendte, noget begyndte at pikke under vesten, og han var saa varm i hovedet, da han rev luen af og lod, som han vilde gaa forbi. Hun satte de blaa øine troskyldig paa ham, saa han uvilkaarlig stansed og fik puttet luen op paa hovedet igjen, mens han saa ned paa sine sko.
Det var længe siden, han havde set hende?
Ja, hun kom ikke ned i gaarden mer.
Vilde hun ikke, at de skulde bygge fæstning i vinter da?
Jo, hun vilde nok gjerne, men —
De kunde jo begynde i gaarden ved siden af, dersom hun syntes, det var leit — der i gaarden.
Han havde sagt det uden at vide om det og kjendte, at han blev blussende rød, da hun saa troskyldig spørgende paa ham.
Hun fik ikke lov mer; mor havde sagt, at hun nu var for stor til at lege med gadegutter.
Ole forstod ikke, hvad der laa i dette; han stod lidt og ledte efter noget mer at sige, men saa følte han, at han ligesom blev saa sint — han vidste ikke hvorfor —, og saa hilste han med luen igjen og vilde gaa.
Hun blev staaende lidt og se efter ham:
«Du Ole?»
«Ja»
«Mor har sagt, at jeg skal faa gaa paa Tullinløkken, den første dag der blir is; — vil du komme og skyve mig da?»
Ole snudde braatt, gjorde stillings-skridt og førte haanden til luen paa militær vis (han var blit indekserceret den gang, kadetten bodde hos hans mor):
«Til tjeneste!»
Han gjorde helt om og gik.
Siden den tid var det bare én ting i verden, Ole ønsked sig, og det var ordentlige skøiter, slige med mekanik i til at skrue paa.
Han havde spinket og sparet, saa han til slut havde tre kroner og fem og tyve øre; men da saa moren blev syg for en maaned siden og ikke kunde gaa ud paa tre dage, saa bad hun ham om at faa laant dem til kul og ved, og han kunde jo ikke sige nei heller, saa gjerne han vilde; — for det var ikke greit for mor, stakkar. Han vidste nok, at han fik dem igjen, saa snart hun kunde; men det kunde blive for sent; siden havde han ikke faat sammen mer end nogen og seksti øre, og for dem kunde han jo ikke faa et par gamle med snører i engang. Nu satte han sit eneste haab til studenten og hans fødselsdagsgave.
Det slog ned i ham, straks studenten begyndte at spørge efter, hvilken dag det var, og han havde da ogsaa flere ganger, naar han var inde hos studenten med noget, han havde hentet for ham hos kjøbmanden (for alle slige erend var det Ole, som besørged), forsøgt at slaa frempaa om skøite-is og sligt, saa han syntes nok, at studenten næsten maatte have forstaat ham ogsaa. For han havde somme tider saa urimelig let for at forstaa; det var flere ganger, han havde lurt ud af Ole ting, som han slet ikke vilde fortælle engang; først bagefter, naar studenten var begyndt at erte ham, naar han havde tænkt sig om, havde han skjønnet, at han var kommet til at sige det ligevel. Ja, det van ikke tvil om, at han maatte have forstaat det. Dersom han nu ogsaa vilde!
Ole stod i kjøkkendøren og titted. Nu var det ved den tid, studenten pleide at komme hjem. Han var blit mer og mer spændt for hver dag, og nu et par dage var det slaat ind med slig urimelig kulde, saa han kunde vente, at de vilde begynde at sprøite banen paa Tullinløkken naarsomhelst. Han havde endda sagt det lige ud til studenten idagmorges, men han havde ikke svaret noget paa det, han var ogsaa saa kort i svarene bestandig, naar han sad med en bog foran sig.
Kanske havde de alt begyndt at sprøite?
Det var vist dumt, — han kunde gjerne sagt, at fødselsdagen var otte dage før, studenten havde kanske ikke faat vide det ligevel.
Der hørte han ham i trappen, der tog han op nøklerne, der gik entrédøren op.
Ole gløtted.
Jo, der havde han sandelig noget med papir om i ytterfrak-lommen!
Hm, ja, det kunde godt være bare en flaske ogsaa for den sags skyld; men det saa ikke rigtig slig ud heller. Bare han vilde tage det ud! Nei, der gik han ind — pokker ogsaa —, studenten tog altid frakken med sig ind, naar det var koldt.
Han kunde jo altid gjøre sig erende ind og spørge, om han skulde gaa noget erende. Men han maatte vente lidt; det saa for rart ud at komme saaledes med det samme.
Han listed sig ud i entréen og blev staaende lidt og lytte. Der tog studenten frakken af, — der hørte han, en hyssing blev skaaret over, og det rasled med papir. Der var det noget, som klirred.
Han banked paa.
Han hørte noget dunke i gulvet, og om lidt blev det sagt «kom ind».
Han traadte raskt ind, tog stillings-skridt og hilste militært:
«Befaler hr. studenten noget?»
Han saa i det samme bortover mod sengen. Det var tydeligt, at der var sparket noget indunder i en fart, men teppet hang saa sidt, at han ikke kunde se.
«Nei tak, Ole, ikke nu.»
Ole blev staaende lidt, saa bøide han sig raskt ned ligesom for at tage noget op fra gulvet. Det var saa mørkt under sengen, men sandelig syntes han ikke, det var noget, som blinked.
Studenten blev opmerksom:
«Hvad var det?»
«Jeg syntes bare, det var en knappenaal.»
«Naa. Ja, det var ikke noget.»
Ole gjorde helt om og ud.
Jo, han trodde nok, han havde lurt studenten ligevel denne gangen; for det skulde være besynderligt, om det ikke var skøiterne, han havde havt saa travelt med at faa gjemt.
Nei, at han ikke havde sat fødselsdagen sin otte dage før! Det kunde nu for resten hænde, at han eller moren havde taget feil, — kanske den var før alligevel. Han fik gaa ind og se efter i testamentet; der stod det skrevet.
Han gik ind og fandt bogen paa hylden. Der stod han: Ole Kristian Hansen blev fød til verden den 2den december 1886. Ja, det kunde nu let hænde, at de var kommet til at skrive december istedenfor november; det var ikke sikrere, fordi om det stod der.
Det kom slig uro over ham, han kunde ikke være stille paa nogen plet. Snart var han i entréen og greb efter luen, snart var han i kjøkkenet, snart inde i kammerset og forsøgte at kikke paa leksen til imorgen, men til slut blev han staaende paa knæ paa en stol ved vinduet. Han aanded hul i isen.
Jo, sandelig var det ordentlig koldt ude nu. Men hvad var det? Der sprang to gutter over gaarden med skøiter over nakken. Montro de var begyndt at sprøite? Det maatte han se.
Han fór ud i entréen, snapped luen og satte afsted nedover gaden i raskt sprang helt ned til Tullinløkken.
Jo, de var begyndt. Der stod flere mænd med lange vandslanger og sprøited, saa vandet fossed. Det var allerede anden gang, de sprøited over; det frøs til med det samme. Og der stod fuldt af gutter og saa paa, alle med skøiter over nakken eller i haanden, enkelte rødkindede smaapiger ogsaa. Enkelte af de ivrigste sad allerede paa bænkene og spændte skøiterne paa —, det var jo bedst at holde sig færdige; om et par timer eller saa skulde de slippe til, havde en af mændene sagt.
Det var omtrent ved to-tiden, og børnene fra flere skoler kom forbi. Ole saa, hvorledes de stansed et øieblik og saa, og derpaa lagde de næsten paa sprang, det gjaldt om at komme hjem, faa i sig middagsmaden og finde skøiterne frem.
Ja de havde skøiter de!
Der saa han ogsaa Elsa over paa den anden side af gaden; — han havde aldrig set hende gaa saa fort, hun glemte rent at se sig omkring og slænge med skoleposen, som hun almindelig gjorde.
Nei, dette gik ikke an, — han fik prøve det sidste middel.
En stund efter stod han igjen med militær hilsen inde paa studentens værelse:
«Befaler hr. studenten noget?»
«Nei tak, Ole!»
Studenten saa ikke op. Om en liden stund merked han, at Ole mod sedvane var blit staaende, efter at han havde faat besked.
«Naa, er det noget, du vil?»
Da tog Ole et skridt frem, søgte at gjøre sig kjæk i stemmen, men det blev svært stilfærdigt alligevel:
«Naa sprøiter dom, gut.»
Studenten saa forundret op:
«Hvad gjør det?»
«Dom sprøiter.»
«Hvor?»
«Paa Tullinløkka vel.»
Studenten snudde sig paa stolen, saa skjelmsk paa Ole og sa:
«Ja, hvad kommer egentlig det mig ved da, Ole?»
«Nei, jeg bare gik forbi, og saa saa jeg, — saa tænkte jeg — gaar ikke studenten paa skøiter?»
«Jo, somme tider.»
«Kan du studenterslængen?»
«Nei, end du?»
«Nei.»
Der blev en lang pause. Studenten saa drillende paa ham hele tiden, saa Ole til slut saa ende ned i gulvet. Hvordan skulde han nu egentlig komme frem med det? Da sa studenten:
«Det var vist noget mere, du vilde, Ole?»
«Nei — ja — jeg kom til at tænke paa, at du en gang spurte mig, naar fødselsdagen min var, og — jeg sa, at den var nu om otte dage.»
«Ja?»
«Ja, og siden er jeg kommet til at tænke paa, at — at jeg — kanske — ikke er rigtig — sikker paa, at jeg ved det saa sikkert.»
«Ved du det ikke — saa sikkert?»
Ole blev rød:
«Jo, jeg ved det nok ogsaa, — men de kan ha skrevet feil i testamentet.»
Nu blev studenten saa inderlig lønsk i øinene:
«Ja, det kunde jo let hænde, den var senere, saadan indunder jul eller saa.»
«Nei, det er den nu slet ikke. Er det galt, saa er den før, — det kjender jeg paa mig.»
«Ja, naar omtrent har du saa tænkt, den kunde være?»
«Ja, jeg har nu altid trod, den maatte være saadan som idag omtrent.»
«Nei jassaa. Det var da rigtig kjedeligt, at den skulde være idag.»
«Hvorfor det da?»
«Jo, for jeg havde tænkt at give dig —» her gjorde studenten en pause — «en kjælke paa fødselsdagen din. Men nu er det for sent idag.»
Ole var blit hoppende glad i begyndelsen; men da han hørte kjælke, var det forbi. Det kunde nok være bra nok kjælke ogsaa, men det var nu ikke det, han ønsked. Det havde nok ikke været skøiter ligevel, studenten havde havt med hjem idag.
Han stod lidt, saa sa han stilfærdig :
«Ja, det var ikke noget andet. Og sikkert er det vel heller ikke, at fødselsdagen er idag.»
Han snudde stilfærdig og skulde ud af døren:
«Du Ole.»
«Ja.»
«Det var rigtig leit dette her. Jeg sidder og tænker paa — dersom du var fornøiet med det, saa — har jeg —» han gik hen og famled under sengen — «saa har jeg noget her, som du kanske kunde bruge —» han holdt et par blinkende skøiter frem, — «men det bryr du dig vel ikke om?»
Dette kom saa overraskende paa Ole, at han kom til at smile adskillig bredere, end han pleide; det var ikke langt fra mundvigerne til ørene. Han tog studenten i haanden og sa rigtig inderlig:
«Tak. Det er det, jeg helst vil ha af alt sammen.»
Saa begyndte de to at prøve, om skøiterne passed til skoen, og om skruerne sad passelig, — slige skøiter trodde nok Ole, knapt nogen af de andre havde.
Om en stund sa studenten:
«Du Ole, hvorfor vilde du endelig ha fødselsdagen idag?»
Ole saa op og blev rød:
«Det var mig vel lidt om at gjøre at komme paa banen straks.»
«Du skal træffe nogen kanske?»
«Nei da, jeg har slet ikke lovet at skyve nogen.»
«Nei, hun er vel flinkere til at gaa hun end du!»
«Nei, det er hun ikke.»
«Hvem hun!»
Ole fik det svært travelt med skøiterne og svarte ikke. Studenten stod og saa ud af vinduet.
«Der gaar hun Elsa med det lyse haaret alt. Nu er nok banen færdig.»
Ole var kommet sig lidt bort til døren med skøiterne under armen. Sandelig havde ikke studenten faat lurt ud af ham dette ogsaa.
Solen sendte sine sidste straaler gjennem frosttaagen ind over pladsen, bare et lidet streif, saa vidt det blinked rødt i den blanke is.
Der var støi og skraal og spektakel af alle de hundreder af friske, frodige børn, som tumled sig om hverandre. Der var store gutter, som gik med hænderne paa ryggen og flot slæng, slig som de havde set Aksel Paulsen paa billederne — de havde alle tætknappede jakker —; der var andre, som gik baglængs og gjorde baade ottetal og korketrækker, til de kom bort i en fremmed skøite og saa pludselig satte rose i isen med bagen; der var smaapiger, som satte benene ret frem som slædemeier og helst vilde faa tærne indad; der var lige ned til de bitte smaa, som faldt og reiste sig i det uendelige og for hver gang satte i et glædeshvin, som om de havde udført et mesterstykke. Der var finsko og snøresko og sko, som gabte foran; der var røde votter og blaa votter og bare, blaa fingre; der var røde luer og blaa luer og skindluer; der var ører, som blussed som roser; der var skjerf tullet mange ganger omkring, og der var bare halser; hist og her stak ogsaa et bart knæ frem, hvor bukserne og strømperne ikke kunde holde sammen. Men én ting havde de alle: røde kinder og blanke øine, og struber, som kunde juble af fryd.
Lige ved pladsen naadde Ole Elsa igjen; — han havde næsten glemt hende paa veien. Det spratt i ham, da han hørte larmen og saa tumlen; — ja, neimen om han næsten havde tid til dette; men han maatte vel hjælpe hende skøiterne paa ligevel. Han glemte at hilse, ropte bare, at hun skulde skynde sig, og fik hende bort paa en bænk. Det hasted slig, at han fik snørerne ugreie, saa det tog længere tid, end han vilde; men endelig havde han da faat skøiterne paa hende, og han saa, hvordan hun ubehjælpelig stavred sig lidt bortover, mens han i en fart skrudde sine paa. Jo, det saa ud til, at hun trængte en til at skyve paa, — der stansed hun ligesom og vented paa ham. Han tog et par tag bortover og rundt hende paa den ene skøite; — det var ikke frit for, at han gjorde sig lidt til.
«Skal jeg skyve dig!»
«Ja, dersom du vil.»
Han tog spændtag og begyndte at skyve tversover pladsen; det gik tungt og smaat; — der stødte en til dem, saa de faldt begge to, op igjen, og saa paany. Saaledes gik de rundt pladsen en gang.
«Hei, Ole, vær med og leg indianer da, gut, — det var «Krisjan», han, som han havde fisket krabber sammen med i sommer, som føk forbi forfulgt af en anden.
Ole stansed og klødde sig opunder topluen; han havde nok lyst ogsaa, men —
«Skal jeg skyve dig mer?»
«Ja tak!»
Og Ole skjøv, og han drog og forsøgte at tage hende i haanden, saa de gik ved siden af hverandre; men saa faldt hun, og saa maatte han begynde forfra igjen.
Hm — i grunden var ikke dette rigtig saa morsomt, som han havde tænkt; men naar saa Elsa satte de blanke øine paa ham og lo, saa letned det igjen, og han fortsatte rundt mange ganger og lod, som han ikke hørte Krisjan og de andre, som ropte til ham, ret som det var, og til slut begyndte at kredse temmelig nær indpaa og ropte:
«Sjaa paa kavaleren!»
Han bed tænderne sammen og trak sig unda; men han loved i sit stille sind Krisjan juling for det, naar han fik leilighed.
Pludselig sa Elsa:
«Nu maa vi gaa hjem; jeg har ikke lov af mor at være ude længer.»
«Kan vi ikke være lidt til, — bare en gang rundt?»
«Jo, men bare en gang.»
Den tog de, og Elsa satte sig paa bænken og satte foden frem. Han løste skøiterne af hende og reiste sig igjen med sine paa. Han vilde se, om hun kanske tænkte paa at gaa alene. Nei, hun blev staaende. Saa satte han sig og tog sine af ogsaa, og de rusled opover gaden meget langsommere, end da de kom. De sa ikke noget til hverandre, før de kom til porten. Da sa Ole:
«Gaar du imorgen ogsaa?»
«Ja, dersom jeg faar lov; det er saa morsomt at blive skjøvet.»
Ole blev staaende i porten, til han hørte hende oppe i trappen; da smatt han ud og la paa sprang nedover igjen — tæt ind til væggen.
Ole kom sent hjem, og han kjendte det saa deiligt i kroppen, da han var kommet til sengs. Men Krisjan havde han ikke truffet. Da han skulde til at sovne ind, havde han — o de mandfolk! — sin første troløse tanke:
Dersom Elsa ikke fik lov imorgen, — kanske det blev næsten lige saa morsomt. Saa kunde han faa jule Krisjan ogsaa.
- ↑ Plads i Kristiania, hvor der om vinteren lages skøitebane for børn.