Storkarer/06
Mens budeien holdt paa og løste bølingen
paa nordre Kvinstølen, lurte Kristian
sig en liden sving ind i sæterglaset[1] og snapped den buklede messingkammen.
Derpaa slap han smaakreaturene ud og drev dem raskt bortover haugen.
Han gik ikke med hænderne i bukselommen idag, som han pleide, han kjendte ikke den varme morgensol og saa ikke hen over de blaanende fjeld; det var ikke frit for, at han var lidt vek og dirrende i knærne, og han brydde sig slet ikke om de kjælneste af gjeterne, som altid holdt sig bagerst, snudde paa hovedet og mekred mod ham. Det eneste, han brydde sig om, var den store bukken, Skreppekaren, som han hedte, siden han ifjor vaar aabned Kristians madskreppe og aad baade brødet og spekeflesket.
For idag gjaldt det. Igaar var de kommet op paa søndre Kvinstølen ogsaa, og nu skulde det afgjøres, hvem som skulde være overgjæter i sommer af ham og Per Nordberget, og overgjæter skulde den være, som havde sterkeste bukken.
Ifjor havde Kristian tabt, da havde Raggetassen vundet paa Skreppekaren. Det var noget, som Kristian havde maattet finde sig i, og det havde endda ikke været saa harmeligt, saalænge de laa paa sæteren, for det førte ikke andre ulemper med end skammen ved at have laakeste bukken — og da indrømmed ogsaa Per, at det næst Raggetassen ikke fandtes bedre buk end Skreppekaren — og saa den, at overgjæteren altid kunde vælge pladsen, hvor de skulde skille flokkene ad, naar de havde gjæt isammen. Men det var harmeligt nu i vinter; da traf Per og Kristian hverandre kun paa skolen, og da var Per svært flabbet til at snakke om det og laste Skreppekaren, saa alle hørte paa, for en ganske tarvelig buk. Og endda var det ikke sikkert, det var gaat saa ganske rigtigt til, da de stangedes ifjor; Per havde nu havt et kvart tobak til Raggetassen, som han havde givet den i middagshvilen, men endda havde den vist ikke vundet, hvis han ikke havde faat Skreppekarens framfod mellem hornene og næsten vrid den af led.
Kristian skjøv den nye halmhatten bag i nakken og skotted bagover mod sæteren. Jo, nu var han saa vidt ude af syne.
Han lokked:
«Kille, kille Skreppekaren!»
Skreppekaren la hovedet paa skakke bagover ag mekred. Derpaa snudde den og kom sagte ruslende, med de lange horn ret op i luften, bortover til Kristian.
Kristian tog spændtag, rakte begge hænderne frem og tog i hornspidserne:
«Lad mig faa kjende paa dig.»
Skreppekaren, som var vant til den leg, tog ogsaa spændtag og skjøv paa. Om lidt satte den Kristian mod en bjerkelegg, saa det knaged.
«Ja, veik er du ikke, men du skal nu ikke indbilde dig, at jeg tog i, det jeg kunde, nu.»
Kristian la sig paa knæ og tog messingkammen frem. Bukken strøg sig ind til ham.
«Nu skal du pudses til mønstringen.»
Han kjemmed baade skjegget og dusken i panden og langs siderne. Det blaa ragget faldt saa silkeblødt og fint, at Kristian aldrig havde set magen. Det var finere greier end det lange sorte ragget paa Tassen, det.
Da. han var færdig, saa Kristian endnu en gang nøie paa bukken, og saa rusled de to side om side efter flokken, som var kommet langt foran.
Snart var de oppe paa høiden og saa nedover skraaningen til Stormyren.
Ja, hvis de lokked i rimelig tid paa søndre Kvinstølen, saa kunde ikke Per være langt unda nu.
Kristian satte i at huje, saa det ljomed nedover bjerkelien.
Det svarte straks langt nede. Jo, der var Per.
Kristian tog Skreppekaren i nakken og gik foran flokken nedover. Alt i ett hujed han, og alt i ett svarte det endda høiere; han kunde høre, at Per kom raskt opover ogsaa. Der saa han, det hvidned i noget nede mellem bjerkene. Tro Per havde ny halmhat ogsaa? Han trodde nu, han skulde været alene om det ialfald.
Snart var de kommet hverandre saa nær, at de kunde høre:
«Hei, gut, her kommer overgjæteren.»
«Hei her og! Her kommer den, som er over overgjæteren!»
«Hvad har du at by paa?»
«Blaa buk med høie horn, spræk gut med ny hat! Og hvad har du?»
«Svart buk med høiere horn, sprækere gut med finere hat!»
«Naar skal kampen staa?»
«Naar solen staar mellem Djupskaret og Kvinhornsnuten.»
«Da skal du træffe baade bukken og guten.»
«Hvor skal slaget staa?»
«Paa sletten mellem Stormyr'n og Blaakjernvat'n.»
«Der skal du træffe baade bukken og hatten.»
De gik nærmere. Da de var paa nogen skridts afstand, ropte Per:
«Nu skal kjæmperne hilses.»
«Det var det, jeg har tænkt ogsaa.»
De leide bukkene frem mod hverandre og slap dem. De snuste lidt til hverandre, la hovederne paa skakke og begyndte at yppe saa smaat, idet de reiste manken. De var færdige til at ryke sammen.
Da tog Per og Kristian raskt hver sin igjen — de skulde ikke faa lov før i eftermiddag — og førte hver sin tilbage til flokken. Da de leide dem bort, skotted de begge tilbage; det var ikke frit for, at de begge syntes, den andres var blit ganske urimelig stor siden ifjor.
Da de havde ført bukkene tilbage, traf de sammen igjen for at aftale nærmere. De var ikke sikre længer nogen af dem, og derfor skrøt de ganske drabelig og fortalte hverandre, hvordan de skulde plukke af det fineste græs paa sæterløkken og give bukkene i middagsshvilen, og da Per til slut synte frem et kvart tobak, som han havde, kunde Kristian gjøre det samme, og endda var hans fra det ytterste af rullen, mens Pers bare var indlæg. Siden blev det en disput om hattene; det var jo ogsaa noget at have sikret sig den gildeste hatten, om man fik den laakeste[2] bukken. Og saa skiltes de for at drage hjem til middagshvil.
Kristian havde ikke tid til at spise stort i den middagshvil; han maatte straks ud igjen og ud paa sæterløkken for at plukke græs til Skreppekaren. Da han havde baade hatten og fanget fuldt af det fineste og rareste, han kunde finde, gik han op paa sætervangen og la det i en haug lige ved kvegrinden. Derpaa gik han ind i kveen[3] og forstyrred Skreppekaren, som laa ganske rolig og ørted[4], ved at trække ham ud.
Han ledte den bort til græsset, men den bare snuste paa det, saa paa Kristian og strøg sig ind til ham. Da den det havde gjort, la den sig ganske rolig ned og ørted videre.
Ja, ja, den spiste nok, naar det led om lidt. Kristian la sig ogsaa ned i solstegen ved gjærdet, strakte sig og la hatten over ansigtet.
Den blankeste sommersol strømmed ned over den grønne sætervang. Det var saa stille, at røskatten titted ud af muren og linerlen uforstyrret besøgte sit rede i gjetehuset, hvor alt smaafæet laa og sov eller døsed og ørted. Snart sov ogsaa Kristian med alle de andre, under den høie blaa himmel, hvor der ikke fandtes en sky, og hvor ikke et vindpust rørte sig.
Slig var det længe.
Kristian fór pludselig op paa albuerne. Han havde drømt noget ubehageligt, men han kunde ikke huske, hvad det var, og heller ikke sansed han straks, hvor han var. Han gned øinene. Jo, nu husked han. Han var jo paa sæteren og havde lagt sig til at sove ude.
Han famled omkring sig.
Hvor tro han havde gjort af hatten?
Saa husked han paa bukken og saa bort til den. Da kan det nok være, han fik øinene op. Der stod Skreppekaren ved gjærdet og napped i noget hvidt.
Det var hatten! Bare lidt af bremmen igjen! Resten havde den spist, og der laa alt det fine græsset urørt!
Han blev flyende sint, greb en staur for at dænge bukken. Men han sansed sig og lod den falde:
«Nei, det havde jeg ikke villet for otte skilling — —. Men det kan være det samme, — gjør du mig til overgjæter idag, skal den være dig vel undt. Der har du et kvart tobak til eftermad.»
Jo, den spiste Skreppekaren.
Om eftermiddagen mødtes Per og Kristian paa det aftalte sted med hver sin buk.
Det blev ikke saa høitideligt som om formiddagen; for Kristian, som bare mødte i toplue, maatte straks gjøre rede for, hvordan det var gaat med hatten, og da blev Per saa overlegen, for nu blev han da overkar i den retning ialfald. Og han kunde ogsaa fortælle, at Raggetassen havde ædt græs hele middagshvilen; Kristian blev ganske spak.
Det var paa en liden grøn slette, kampen skulde staa, midt mellem en bjerkehaug og kanten af Stormyren. Ud mod myren var den afgrænset med en smal, dyb rende, hvor der saa vidt sived vand.
De ledte bukkene frem og slap dem nogen skridt fra hverandre. Skreppekaren reiste straks manken, Raggetassen blev staaende lad og se sig om. Skreppekaren gik frem og snuste paa den. Raggetassen snuste igjen, men saa ganske blid ud.
Kristian og Per stod paa hver sin side af sletten med aanden i halsen.
Skreppekaren egled lidt, men den andre tog det gemytlig, og saa voved den sig til, la hovedet paa skakke og skulde give den et risp i siden med sit spidse horn. Men Raggetassen var paa sin post. Kasted raskt hovedet til siden, saa hornene stødte sammen med et smeld. Nu reiste ogsaa den andre manken og blev stri i øinene. Saaledes tumled de rundt lidt. Endelig reiste Skreppekaren sig paa bagbenene, Raggetassen tog spændtag imod, og de braged sammen, som om hornene skulde gaa tvers over.
Dermed var kampen begyndt. Den blev baade haard og lang. I begyndelsen brugte Raggetassen en list; den lod den andre reise sig paa bagbenene og tog bare mod stødet, det tog mindre paa kræfterne, og den havde ondt for at reise sig, fordi den havde saa meget ragg. Men det skjønte snart den andre, og saa egled den bare, til Raggetassen ogsaa maatte op. Raggetassen var tung, og det tog svær klem for den, saa, Skreppekaren risted hornene, hver gang den havde faat et stød. Men den gav sig ikke for det. Endelig gjorde Raggetassen et raskt nap og fik dens venstre framfod mellem hornene; det saa stygt ud.
Kristian styrted frem.
«Det er ulovligt!»
Men Per styrted ogsaa frem:
«Vil du lade være!»
De holdt paa at ryke sammen, men i det samme slap foden løs, og de gik tilbage til sine pladser.
Kampen havde nu varet en god halv time, og Raggetassen begyndte at pæse sterkt; den vilde gjerne stanse og hvile lidt mellem hvert stød. Men det fik den ikke tid til. Endelig kom afgjørelsen. Efter et sterkt stød trodde den, den skulde faa hvile, men Skreppekaren rendte voldsomt paa. De var kommet lige til den dybe rende ved myrkanten, og bums — laa Raggetassen der nede, saa ragget stod om den.
Kristian biksted af fryd.
«Vær rolig,» ropte Per, «det var fusk!»
Raggetassen kom kravlende op igjen, saa vandet og myrjorden silte af den.
Skreppekaren vilde straks gaa paa igjen. Den verged for sig, men gik nu unda, halvt paa siden. Da Skreppekaren gjorde et anfald for alvor, løb den unda.
«Hurra!» ropte Kristian og hopped høit i veiret. «Her ser du overgjæteren, gutten med bukken og hatten.»
Han greb til hovedet for at svinge hatten, men fik bare fat i topluen. Han blev ganske flad med det samme.
Per var ogsaa kommet frem:
«Ja, overgjæter er du, men her er gutten med hatten!»
Nei, dette syntes Kristian gik for vidt:
«Den fillehatten! Du maa ikke indbilde dig, at Skreppekaren vilde æde den engang!»
«Tror du, han vil æde topluen din, kanske?»