Storkarer/05
Bleg og blaa, tynd og mager, stod den lille
bygut ved skigarden og stirred paa sauene, som beited lige ved, færdig til at sætte
over, om der skulde vise sig nogen fare. Han
stod og tænkte paa, om det ikke med vederen
der kunde gaa an at faa sat i verk sin store
plan om Aleksander og Bukefalos.
Saa kom det en liden undersætsig bred en; brun og svart paa én gang; hænderne karslig ned i bukselommerne næsten til albuen; bukserne side med skindbetræk i enden, skridtene voksede med sig i knærne.
Bygutten kjendte uvilkaarlig efter, om han havde sin skalp, og flytted luen slig, at den ikke skulde syne.
Kan hænde det var en indianer —? En kunde vente noget af hvert paa landet. Nei — de gik ikke saa bent frem, naar de var paa krigsstien —, denne styrte lige paa.
Landsgutten stansed, spytted karslig ud af den ene mundvig og vogted sig for at vende bagen til. Det var leit med den bagen; for ingen andre gutter havde det slig, og det havde da ogsaa været et basketag med bedstemor, før hun fik lov at sætte skindbetrækket paa. Men endda værre var det, at igaar, da det var tordenveir, saa var det kommet lynild i den. Tjenestgutten paa Opsal havde skinbarlig set, at den slog ned — ja, han vidste jo selv ogsaa, at skindet trak lynild —, og bukserne havde været saa tunge siden. Og nu sad den der, til det gik hul paa, havde tjenestgutten sagt; men da strøg den ogsaa med slig fart, at han trilled.
«Er du den bykaren, som skal ligge paa Opsal og bli fed i sommer?»
«Ja.»
«Ja, det ser ud til, det trænges.»
Nei, det var nok ingen indianer, det var snarere en forklædt røver.
Landsgutten saa op og ned ad ham: Han saa slet ikke ud til at være rar karen; ham maatte det ikke være nogen sag at jule. Men saa flonkende fin han var, ikke skindbetræk nogen steds.
«Gaar du med stasbuksen i yrken ogsaa?»
Hm, han var bestemt en forklæd røver, slige som de er i Italien. Datt skindbuksen af ham, saa stod han der nok i fuld rustning med guldbelte og pistoler. Bedst ikke at vise sig ræd, røverne likte modige karer.
«Jeg kunde have dobbelt saa fine bukser, om jeg vilde;» og med et kast paa hovedet vendte han sig ligegyldig og saa paa sauene igjen.
Landsgutten vendte sig ogsaa mod gjerdet, støtted albuen mod og la kinden i den flade haand.
«Ja, men om du har aldrig saa fin bukse, saa har du ikke set saa diger veder før, lel!»
«Ja, men jeg har set elefanten, og den er tre ganger, ja hundred ganger saa stor.»
«Men ikke saa sterk. Det er bare saa vidt, jeg holder ham der, naar jeg faar tag i hornene, — og saa er han sint.»
«Ja, men elefanten er saa sterk, at det skulde hundred, ja endda flere mand til for at holde ham. Han kunde tage og kaste dig saa langt, saa langt — som herfra og en mil.»
«Hm! Tror du kanske ikke, jeg er sterk?»
«Ikke saa sterk.»
Da spytted landsgutten i næverne, gik et skridt frem og tog spændtag:
«Skal jeg syne Vorherre skosaalerne dine?»
Dette hørtes truende ud. Bygutten hugsed med ett alle de farer, hans helter havde været udsat for, baade Robinson, Karl af Rise og Gustav Wasa. Da han drog paa landet, havde han nøie tænkt ud, hvordan han skulde klare sig baade for indianere og røvere; men han kunde ikke hugse et eneste kneb. Det pleide da ogsaa altid komme hjælp fra en eller anden, som laa i baghold! Han speided hurtig rundt for at se, om ikke i det mindste Neta, pigen, som var med for at passe paa ham, laa i baghold; men han saa bare vederen, som var blit opmerksom og stod der med de store krumme horn høit løftet og stirred paa dem. Landsgutten strakte armen ud for at tage ham i bringen. Da randt ham pludselig i hu noget, han havde hørt i skolen. Han satte de store forskræmte øine paa sin modstander og sa:
«Træl, vover du at lægge haand paa Cajus Marius!»
Landsgutten lod armen falde. Det kom saa uventet dette, han ikke forstod. Det gik vist ikke rigtig an at jule ham heller. Han tog et par skridt tilbage, og i det samme fik han et klask paa skindbagen, saa han laa der.
Det var vederen, som blanded sig i striden.
Da fik bygutten mod; dette var jo som i fortællingerne: hjælpen kom uventet. Nu skulde han sagtens vinde — ikke netop tage skalpen, men ialfald klype ham lidt. Vederen tog et par skridt tilbage, og han skulde til. Da fik han en dult midt i maven, saa han laa ved siden af sin faldne modstander.
De vidste ikke ordet af, før de begge stod paa den anden side af gjærdet.
Det første, landsgutten kjendte efter, var, om det var gaat hul paa skindbuksen.
Saa trued han med knyttet næve gjennem gjærdet.
«Det skal du ikke have gjort for intet, din svinehund.»
Bygutten jepte lidt; men dette gav ham mod igjen. De var ligesom blit saa godt kjendte, saa gode kamerater med ett.
«Slog han dig ondt?»
«Aa nei, det skal mer til, før det gjør ondt.» Han trued igjen: «Jeg skal vist tæmme dig, jeg!»
Da bygutten hørte ordet tæmme, dukked straks hans yndlingstanke op i ham:
Om de skulde være Filip og Aleksander og han der Bukefalos?
Ja, det vidste den andre ikke noget om; han kjendte ingen anden Filip end apostelen Filip og saa Filip Storsveen, som de kaldte «Filipensen», og Aleksander og Bukefalos havde han ikke hørt nævne engang.
Jo, det kunde den anden give ham besked om. Filip, han var konge af Makedonien; det var langt, langt herfra, lige saa langt paa den andre side af byen, og det var længe siden, vist over hundred aar, og Aleksander, han var kronprins der. Saa havde Filip en hest, som de kaldte Bukefalos, og ham var det umuligt at faa tæmmet.
Det maatte vel være en Valdres-hest, det; for de er de værste.
«Nei, det var en araber.»
Ja, men det var nogenlunde samme slaget, ikke rettere, end han vidste.
Ja, det var det vist ogsaa, og han var saa spræk og gal, at han hopped over alle portene i hele byen og over alle havegjærderne og aad moreller. Saa kaldte Filip sammen hele sit folk, baade tjeneren og kusken og generalerne og statsraaderne og brandkonstablerne og de rigtige konstabler, og sa, at de skulde faa saa meget elfenben, de kunde bære, om de kunde tæmme Bukefalos.
«Var han ikke saa god kar, at han kunde tæmme hesten sin selv?»
«Jo vist; men det gik ikke an det for ham, som var konge. Saa begyndte de; generalerne først; de trodde nu ligesom, de var bedst, de, som var generaler; men mange af dem kom ikke oppaa engang, før Bukefalos kasted dem af, saa det gjøv. Selv kusken, som kunde styre begge de andre hestene paa én gang, kom ikke længer end i porten.
Saa kom Aleksander. Han tog tilfart og spratt op i salen med én gang, — nei, det var sandt, han havde ikke sal. Og saa bar det afsted. Men Aleksander sad paa, han, baade over portene og over hustagene, og borte blev han.»
«Blev han borte?»
«Ja, de sad og vented vist over en time. Da kom han tilbage samme veien, og da var Bukefalos saa tam, at han la sig ned som en anden kamel.»
«Hm! Saa galen var nu ikke Veslebrunen paa Opsal, da de tæmmed ham i vaar. Men de maatte nu bruge stangmile til ham. Han brugte vel stangmile, han Aleksander ogsaa?»
Ja — det vidste den andre ikke noget om.
Jo, det havde han bestemt gjort. Og da var det ikke saa farligt. For stangmile maatte de til pers, hvor kipne de end var, — naar de ikke forstod at tage den paa tanden da. Men det knebet kunde vel ikke Bukefalos; for det var bare de udkjørte Hemærkingsmerrene det.
Det var ikke længe, før de var enige om at udføre dette. De anla straks titlerne. Bygutten skulde selv være Filip af Makedonien og landsgutten Aleksander, og nu var det bare konge og prins paa alle kanter. Neta fik de bruge til general, og Aleksander trodde nok, han skulde faa bedstemor til at være brandkonstabel. De rigtige konstablerne, det fik skigardstaurene være. Makedonien skulde strække sig akkurat fra gjærdet til fjøset, og laavebroen skulde være slottet; der skulde tronen reises. Aleksander maatte nøie lære, hvorledes han skulde opføre sig som prins, røre ved sceptret og bukke for tronen. Saa laged bygutten opraabet til Makedoniens folk, og næste dag skulde Bukefalos tæmmes. Saa skiltes de med kongelige hilsener og drabelige titler.
Aleksander havde arbeide til langt paa kvelden med at faa fortalt bedstemor alt dette, og til slut fik han ogsaa et halvt løfte af hende om, at hun skulde være med som brandkonstabel, hvis det blev pent veir. Men alt hvad han undredes paa, hvordan de skulde være klæd, og hvordan de skulde se ud, saa fik han ikke bedstemor til at udtale sig om buksen. Han syntes imidlertid, det var saa selvsagt, at han maatte have nybuksen paa, naar han skulde være Aleksander, at han sov ind i den sikre tro, at hun var af samme mening. Men om morgenen, da han skulde klæes paa, kom bedstemor alligevel med skindbuksen.
Hugsed hun da ikke, at han skulde være Aleksander?
Jo, men bedstemor mente, denne var god nok. Han maatte spare søndagsbuksen.
Det gik ikke an; Aleksander havde ikke skindbukse.
Var han saa fæl til at slite klæder, saa maatte han nok have, han ogsaa, da han var liden.
Ja, men Filip af Makedonien var ogsaa liden; han havde ikke.
Det var anderledes med byfolk; de gik paa stas støtt, de.
Hun maatte da skjønne, det gik ikke an. Det var kommet lynild i den ogsaa. Hun kunde spørge gutten paa Opsal.
Han skulde ikke tro sligt; de narred ham bare.
Jo, hun skulde se; gik det hul paa, saa —
— Ja, saa var det bedre, at det var gamlebuksen; — og han maatte trække i den alligevel.
Det var mageløst saa sen bedstemor var, før hun blev færdig! Han fik tænkt ud og tænkt om igjen mange ganger, hvorledes han bedst skulde styre Bukefalos, og han havde for længe siden udspekuleret blaaknude, hvormed han skulde fæste tauget saa fast, at hornet før skulde gaa af, før den gik op.
Endelig var da bedstemor færdig, og de rusled nedover.
Ude paa gaarden mødte de Filip af Makedonien og hans general, som stod og vented paa dem. Filip havde rød papirkrone paa hovedet, sverd ved siden og et afbrukket riveskaft i haanden. Det var Makedoniens scepter. Han rakte scepteret ud mod den ædle prins, at han skulde røre ved det til tegn paa sin konges naade; men Aleksander var saa blendet af stasen, at han glemte det. Oppe paa laavebroen var tronen reist. Det var en stol med en krakk paa.
Filip begyndte at uddele sine befalinger. Bedstemor fik ordre til at hente Bukefalos og binde ham ved gjærdet.
Saa besteg Filip af Makedonien sin trone. Han svinged sit scepter, skued ud over Makedoniens land og folk og holdt følgende tale:
«Mine generaler, statsraader, kusker, brandkonstabler og rigtige konstabler! Jeg, kong Filip den største af Makedonien, kundgjør herved, at jeg vil give min kongelige naade og 100 alen elfenben til den, som kan tæmme min vilde hest Bukefalos, som staar bundet i slotsgaarden.»
Neta og bedstemor trak sig tilbage op paa laavebroen; de havde ordre til det.
Saa skued han sig bebreidende omkring:
«Tør ingen? Er alle makedoniere slige stympere? Var jeg ikke konge, skulde jeg gjøre det selv.»
Da traadte Aleksander frem. Han bukked ærbødig for tronen. Filip rakte sit scepter ud, og han rørte ved det.
«Det er ret, min prins, nu kan jeg se, at der endnu er mænd i Makedonien.»
Aleksander gjorde helt om og nærmed sig Bukefalos, som stod og slet i tauget. Han blev rund i albuerne og fik ordentligt slæng i armene. Saa stor havde han aldrig kjendt sig før. Han kunde ikke lade være at skotte tilbage paa Filip og Makedoniens folk, og munden var mer bred og leende, end det strengt taget passede for en prins. Nu skulde han da engang faa syne frem, at han var god kar.
Han bed tænderne sammen og tog sats saa kraftig og dyb, at bukserne næsten hang nedpaa bag. Det glap.
Ja, det var det, han tænkte; de var for tunge med den lynilden i.
Han gjorde om igjen. Jo, han klarte dem lel.
Der sad han. Vederen gjorde et sprætt; men da den ikke kom løs, trykked den sig ind til gjærdet, saa Aleksander fik god anledning til at løse tauget. Han løste det og skotted i det samme bort til makedonierne.
Men da med ett spratt Bukefalos ende til veirs og løb et par ganger rundt om sig selv. Aleksander skvatt, saa han slap tauget, og hugg sig med begge hænder fast i ulden.
Filip sprang op paa tronen, svang sceptret og ropte:
«Søg dig et større rige, Aleksander, Makedonien er for lidet for dig!»
Saa satte Bukefalos afsted paa langsprang, fortere og fortere; snart var den helt borte mellem fjøset og stalden. Aleksander hang fast, og det sidste, de saa, var en bred skindbukse, som slang frem og tilbage mellem halsen og lenden paa Bukefalos, idet den forsvandt ud over Makedoniens grænser.
Efter en kort stund kom den igjen til syne paa den anden side af hovedbygningen, gjorde saa en tur i rasende fart rundt staburet. Aleksander hang fremdeles paa, og da den ikke kunde blive kvit ham, satte den igjen kursen ind over Makedoniens grænser og lige paa slottet. Den vilde søge til folk og tyed ind til bedstemor.
Da misted Filip rent besindelsen. Han reiste sig paa tronen og slynged sit scepter mod den.
Bukefalos blev ræd, gjorde et kast, tørned lige mod Makedoniens trone, saa den ramled, blev endda mer ræd og satte i et vældigt hop lige udfor broen.
— — Da Bukefalos galoperte videre, var den alene.
Neta tog sig af den faldne kong Filip, som blødte næseblod og graat, og bedstemor skyndte sig ned for at se efter Aleksander.
Da reiste han sig med kongelig harme, viste med den ene haand frem en flenge i buksen og hytted med den andre mod bedstemor:
«Det var det, jeg sa dig, jeg, bedstemor, at det gik ikke an at være Aleksander, naar en havde skindbukse med lynild i.»