Storkarer/04
Det sidste, jeg saa om aftenen, før jeg
sovned — det var paa en af disse deilige sætre lige ind under Rondane —, var en
stige, som blev halet op paa hjellen under
taget. Et øieblik før var Ole, gjætergutten,
krøbet op did — i fuld habit med bonjourfrak paa, straahatten paa hovedet og begsømskoene med de store, blanke hæljern klaprende mod stigens trin. Han pusled lidt der
oppe, klædde vist af sig det vigtigste. Det
blev stille; saa snorked han, og snart sov vi
alle sammen, budeien i den ene seng, jeg, som
var paa fodtur, i den andre, og Ole paa
hjellen.
Det første, jeg hørte om morgenen, var budeien, som ropte op paa hjellen:
«Ole, nu faar du vaagne, nu skal vi straks til at melke gjet.»
Ingen ting rørte sig paa hjellen, intet svarte, og budeien tog en sving bort i peisen, hvor kaffekjelen allerede stod og kogte og putred.
Saa tog hun til igjen:
«Ole, nu maa du op.»
Intet svar. Hun pusled endda lidt omkring; derpaa stilled hun sig lige under hjellen, og jeg saa, at hun smilte:
«Pedersen, nu er det tid at staa op.»
«Haa — ?» svarte det oppe fra hjellen.
«Nu maa tømmermerker Pedersen staa op.»
Intet svarte; men i det samme kom den gamle straahatten seilende ned paa gulvet og blev liggende i den brede solstrime, som fra vinduet skjød paa skraa ind over gulvet. Et øieblik efter kom den ene begsømsko efter med et tungt dump i gulvet; lidt efter kom den andre. Saa kom stigen, blev sat forsigtig til rette mod gulvet, og endelig kom Ole baglængs med buksesælerne hængende ned bag, bonjourfrakken paa den ene arm og de sammenbundne strømper hængende over den andre. Han kom ned paa gulvet, gren mod solen og strakte sig eftertrykkelig. Derpaa satte han sig paa peissnippen og begyndte at klæ sig paa. Han løste strømperne fra hverandre, trak den ene paa, spytted i næven og strakte strømpebaandet. Det begyndte at gaa langsommere og langsommere, mens han bandt det paa, og det gik svært sent, da han tog efter den anden strømpe. Da den var halvt paa, stansed det, og han gjorde et vældigt dupp til den ene side, som om han skulde falde ned af peissnippen; — det var jo ogsaa svært tidlig paa morgenen. Da med ett sperred han øinene vidt op, bed tænderne sammen, trak strømperne paa med et rykk og snørte baandet forsvarlig. Det gik i en fart at faa knappet buksesælerne og faa bonjourfrakken paa. Saa strakte han sig igjen og spaserte lige ned i begsømskoene, som stod og gabte paa gulvet; de gik paa af sig selv. Saa stod han lidt og saa paa straahatten, gik saa hen og slog døren op paa vid væg. Derpaa kom han en sving tilbage, stod endda lidt og saa paa den:
«Fillehatten !» — dermed gav han den et spark, saa den fløi ud af døren, gik selv efter og Iukked efter sig.
Da jeg var staat op, fik jeg høre af budeien, hvorfor Ole hedte tømmermerker Pedersen; — ja hans far hedte Per, saa Pedersen havde sin rigtighed; men tømmermerker var han nu ikke ligevel. Men under tømmermerkningen i vaar havde en af merkerne hedt Pedersen; og merkere var de gildeste karer, Ole havde set. Han var med hele dagen, og ret som det var gik han hen og tog merkeren i næven:
«Gudag, jeg hører, vi har det samme navn.»
«Jasaa, heder du ogsaa Pedersen?»
«Ja, og derfor vilde jeg høre, om du ikke kunde anta mig til tømmermerker?»
«Nei, det kan jeg ikke, saalænge du har den hatten,» — det var i vaarbløten, dette, og Ole havde alt sat straahatten paa —; «du maa ha dalerslue for at bli tømmermerker; ja, og saa bonjourfrak.»
Det var nok siden den tid, Ole ikke var rigtig blid paa hatten sin; bonjourfrak havde han faat.
Jeg gik ud og fik fat paa Ole, som holdt paa at melke gjet. Jeg forsøgte at snakke med ham om gjeterne; men han vilde ikke til og var meget faamælt. Jeg spurte ham, hvad han skulde blive; men det vilde han ikke ud med. Saa sa jeg:
«Det er gildt tømmer i det saufjøset.»
«Ja, toftstokken har vel været paa tolv ti med topstok paa ni otte.»
«Nei, saa stor har den vel ikke været lel!»
Ole saa paa mig, meget overlegent.
«Du er vist ikke tømmermerker, du?»
«Nei, det er jeg ikke.»
«Nei, jeg kan skjønne det.»
Dermed var det forbi med den prat.
Da Ole en stund efter drev gjeterne afsted ned igjennem den bratte bjerkeli, som skraaner ned til elven paa begge sider, lurte jeg mig efter ham.
Det var en deilig morgen med solsprætt ind over alle fjeld, graa ur opover, opover, saa langt en kunde se høit oppe i luften, og nedover friske, grønne bjerkelier helt ned til de klare blinkende elver og bækker og smaavand nede i dalbunden. Fra sæteren der borte steg en lang blaa røg op, og bortefter lien stod gjeterne paa to opefter de smaa bjerker og nipped løv. Paa en liden aabning inde i bjerkeskogen stod Ole og saa sig forsigtig omkring, og lige inde i skogkanten laa jeg uden at blive set.
Da Ole havde staat lidt, rev han hatten af og kasted den i marken. Derpaa gik han lige hen til en bjerk.
«Gudag. Er det handel her?»
Han svarte selv ligesom for en anden.
«Ja.»
«Har du dalersluer?»
«Ja her er magen til den, som tømmermerker Pedersen har.»
«Ja, jeg ser det; for jeg kjender nok tømmermerker Pedersen, jeg. Men jeg vil ikke gi mer end tre kroner for den.»
«Tre kroner for en dalerslue, det var rar regning, det.»
«Rar eller ikke, saa gir jeg ikke mer.»
«Ja, saa blir det ingen handel af.»
«Ja, du ved, jeg kunde gi, hvad du forlanger, jeg; men naar jeg tænker rigtig efter, saa har jeg nok ikke mer end tre kroner paa mig.»
«Kan du ikke komme igjen da!»
«Hm — jeg har nok ikke mer end tre kroner heller, naar jeg hugser efter. Kunde du ikke borge mig for den ene kronen saa længe?»
«Jeg pleier ikke borge.»
«Ja, men kunde du ikke sagtens skrive mig for en krone ligevel?»
«Aa, det kunde jeg vel. Hvem skal jeg skrive»
«Du kan skrive tømmermerker O. Pedersen.»
Saa gjorde han, som om han tog imod luen og satte den paa. Derpaa tog han ned i inderlommen paa bonjourfrakken og tog frem en blyant og en notisebog. Han staved høit, idet han skrev:
«O. Pedersen, tømmermerker, modtaget følgende dimensioner.»
«Nu faar I sætte øksen godt paa, karer, og ikke fortere, end jeg roper. Fei af sneen der; vi maa se, hvad vi merker.» Saa gik han ligesom langs en tømmerlunne.
«Hm, dette skal altsaa være tolv, ja. Ja, saa begynder vi.»
Han begyndte, og for hver gang han ropte, tog han et skridt til siden og satte et merke i bogen.
«Tolv otte og en halv! Ditto! Ditto! Tolv ti! Pen stok! Tolv otte! Tolv ni! Tolv — æsj, det var en styg stok — den faar ned i tolv otte! Tolv ti. Tolv — aa saa kroget, skal den være til baadbord, den? Tolv ni. Den er raadden; den tar vi ikke. Tolv tolv! Bravo! Endda en gang ditto, tolv otte en halv! Tolv ni! Tolv til Ditto! Ditto! Godt arbeidet, karer, nu skal vi ha en dram I»
Dermed rusled Ole tilbage til sæteren; for der var meget at gjøre, og han havde nok ikke lov til at være længe borte.
Da jeg skulde videre, tog jeg ogsaa afsked med Ole, og da gav jeg ham den krone, som jeg skjønte, han mangled paa dalersluen.
Han saa lidt forbauset paa mig og var færdig til at række haanden frem. Men saa tog han pludselig til hatten og tog den af; det saa først ud, som han vilde gjøre det rigtig høitidelig med hatten i haanden og nævetak.
Men saa slængte han hatten, greb langsomt og høitidelig ind i inderlommen paa bonjourfrakken og tog blyant og notisebog frem.
Han stod med den i haanden og skrev meget omhyggelig med en alvorlig mine. Endelig rev han bladet ud, putted bogen og blyanten i lommen og rakte mig bladet.
«Værsaagod!»
Jeg har sedlen endnu, og den ser slig ud:
Siden har jeg ikke set Ole; men jeg har
hørt, at han har faat dalerslue; tømmermerker det er han nok ikke blit endnu; men det
blir han nok med tiden.