Storegut i si nye Uniform
Det norske Samlaget, (s. 41–43).
Storegut i si nye Uniform.
„No er eg ny fraa Topp til Taa
den fyrste Gong i mine Dagar.
No Kjolen min det gløser fraa,
og blenkjer kvitt fraa mine Kragar.
den fyrste Gong i mine Dagar.
No Kjolen min det gløser fraa,
og blenkjer kvitt fraa mine Kragar.
No er eg ny, og Rom eg fær.
No kann eg fri og frank meg kjenna.
No skal de sjaa, at Gut her er,
som haagt i Hallingdans kann spenna.
No kann eg fri og frank meg kjenna.
No skal de sjaa, at Gut her er,
som haagt i Hallingdans kann spenna.
No er eg ny. Kom paa, kom paa
og prøv, um du meg godt kann skaka.
Vel det du vil, um du vil slaa,
ell’ du vil Tak kring Ryggen taka!
og prøv, um du meg godt kann skaka.
Vel det du vil, um du vil slaa,
ell’ du vil Tak kring Ryggen taka!
Kom Guten min, um du hev’ Mod!
Det gjelder inkje, fyrr du freistar.
Eg ferdug er: kvar Drope Blod
i Livet kringum flyg og gneistar.“
Det gjelder inkje, fyrr du freistar.
Eg ferdug er: kvar Drope Blod
i Livet kringum flyg og gneistar.“
Dragsmaalet.
Ingen av alle dei tusunde Mann
til detta seg gledde.
Ingen, som vaagad seg, Storegut fann;
for alle var rædde.
Sidst sagde Kapteinen: „Skjemme deg Knut!
kann du og deg idra?
Du var den Mannen, som stødt rykte ut,
og vilde ’kje fira.
Var du paa Dansar, so altid du var
den beste i Salen.
Her gjekk du fri, og var makalaus Kar,
og kytte paa „Dalen.“
No lyt du fram, og eg ser du er heit,
og Dragsmaal du venter.
Frikaren var du, sovidt som eg veit
i tri ’Regimenter’“.
Knut skifter Lit, no er bleik, no er glødd,
den Mann utan Make!
Knut var fraa Mo og paa Byrte var fødd,
og Far hans heet Hake.
Knut var no ikkje so framifraa stor,
men tett var den Guten.
Aldri slik Bringa du saag, der du foor,
som paa denne Knut’en.
Steinen paa Vistad, mot Endarne sneidd,
han tok upp i Fanget.
Finnabu-Laupet, tolv Alner i Breidd,
det tok han i Spranget.
Karen han lyfte med Armen sin strak.
Den Gut kunde skaka.
Endaa han skalv, daa han skulde eit Tak
med Storegut taka.
Men han laut til; for det var slik ei Skam
seg yver aa gjeva.
Folk ventad slikt paa dei tvo, som steig fram,
at knapt dei fekk teva.
So desse tvo foor kvarandre imot
og smilte og logo,
gingo so fram paa sin dansande Fot
og Hallingkast slogo,
gripo kvarandre kring Armarne fast
og reidde og skoko,
so etterpaa til det gamledags Kast
kring Ryggen dei toko.
Som til eit Tog dei seg tvinnad ikring,
lik Traaden fraa Nokken;
svivo so kringum i Ring og i Ring,
som Hjulet paa Rokken.
Smaastein du høyrde fraa alt deira Spenn
kring Øyrom aa driva,
endaa paa Jordi dei syntest ei, men
i Lufti aa sviva.
Men so paa Slut tok han Storegut Tak,
so Mun det mund’ taka,
slikt at i Bein og i Bunor eit Brak
du høyrde aa knaka.
Liksom du fyssande Baaten ikring
kann snu med eit Styre,
sender han Knut utum ingjerde Ring
med Hovudet fyre.
til detta seg gledde.
Ingen, som vaagad seg, Storegut fann;
for alle var rædde.
Sidst sagde Kapteinen: „Skjemme deg Knut!
kann du og deg idra?
Du var den Mannen, som stødt rykte ut,
og vilde ’kje fira.
Var du paa Dansar, so altid du var
den beste i Salen.
Her gjekk du fri, og var makalaus Kar,
og kytte paa „Dalen.“
No lyt du fram, og eg ser du er heit,
og Dragsmaal du venter.
Frikaren var du, sovidt som eg veit
i tri ’Regimenter’“.
Knut skifter Lit, no er bleik, no er glødd,
den Mann utan Make!
Knut var fraa Mo og paa Byrte var fødd,
og Far hans heet Hake.
Knut var no ikkje so framifraa stor,
men tett var den Guten.
Aldri slik Bringa du saag, der du foor,
som paa denne Knut’en.
Steinen paa Vistad, mot Endarne sneidd,
han tok upp i Fanget.
Finnabu-Laupet, tolv Alner i Breidd,
det tok han i Spranget.
Karen han lyfte med Armen sin strak.
Den Gut kunde skaka.
Endaa han skalv, daa han skulde eit Tak
med Storegut taka.
Men han laut til; for det var slik ei Skam
seg yver aa gjeva.
Folk ventad slikt paa dei tvo, som steig fram,
at knapt dei fekk teva.
So desse tvo foor kvarandre imot
og smilte og logo,
gingo so fram paa sin dansande Fot
og Hallingkast slogo,
gripo kvarandre kring Armarne fast
og reidde og skoko,
so etterpaa til det gamledags Kast
kring Ryggen dei toko.
Som til eit Tog dei seg tvinnad ikring,
lik Traaden fraa Nokken;
svivo so kringum i Ring og i Ring,
som Hjulet paa Rokken.
Smaastein du høyrde fraa alt deira Spenn
kring Øyrom aa driva,
endaa paa Jordi dei syntest ei, men
i Lufti aa sviva.
Men so paa Slut tok han Storegut Tak,
so Mun det mund’ taka,
slikt at i Bein og i Bunor eit Brak
du høyrde aa knaka.
Liksom du fyssande Baaten ikring
kann snu med eit Styre,
sender han Knut utum ingjerde Ring
med Hovudet fyre.