Stemninger i Danmark og Norge i Anledning af og nærmest efter Adskillelsen
Stemninger i Danmark og Norge i Anledning af
og nærmest efter Adskillelsen.
Af Ludvig Daae.
I.
Den fordums Forening mellem Danmark og Norge var saa langvarig, saa inderlig og saa indgribende i alle Forhold, at dens Eftervirkninger ikke alene fremdeles mægtigt spores i begge Lande, men ogsaa i en uberegnelig Fremtid ville vedblive at gjøre sig gjældende.
Der er i Literaturen ingen Mangel paa Fremstillinger af, hvorledes »Tvillingrigernes« Adskillelse gik for sig. Hvad man derimod hidtil ikke har seet særligt eller monographisk behandlet, er de Tanker og Følelser, som den bratte Skilsmisse maatte fremkalde paa begge Sider af Skagerak. De samtidige Kilder frembyde nemlig vistnok ikke faa spredte Træk og Ytringer herom; men disse ere endnu ikke blevne samlede til et Billede, af hvilket man kunde se, hvad der bevægede sig i vore Bedstefædres Sind, dengang kjære og fine Baand bleve overskaarne, og saa mange Forældre og Børn, Sødskende og nære Venner pludselig fik høre, at de fra nu af skulde vandre skilte Veie og ikke mere være den samme Konges Undersaatter. Det er saadan Paavisning, som her vil blive forsøgt, idet det er min Hensigt helt igjennem, saavidt muligt, at lade Datidens Mennesker selv føre Ordet.
Det er en noksom bekjendt Sag, at meget nær beslægtede Folk eller Stammer som oftest have lettere for at opdage Forskjelligheder og Svagheder, end Overensstemmelser og Fortrin hos hverandre, og i denne Henseende have Danske og Nordmænd i sit indbyrdes Forhold ikke dannet nogen Undtagelse fra Regelen.
Saaledes have de Danske tidlig hos Nordmændene ment at opdage et vist Hang til Hovmod og Praleri. Ytringer i denne Retning møde vi allerede hos Saxo, naar han taler om »norsk Indbildskhed« og det »af Hovmod opblæste Folk«.[1] Fra Foreningstiden, fra forrige Aarhundredes første Halvdel, har man en Karakteristik af Datidens studerende Nordmænd fra den lærde Hans Gram i et Brev til Norges daværende Statholder, Grev Christian Rantzau, der fortjener at anføres her baade paa Grund af sit mærkelige Indhold, og fordi den vistnok er de allerfleste Læsere ubekjendt:
»De Norske, saavelsom maaske flere Nationer, ere forfærdeligen pour le merveilleux, saasom D. Exc. ogsaa selv har sagt tilforn. Dette er en af deres Hovedfeil. Den anden er deres Studerendes fra Barndommen af indgroede vanité og altfor gode Opinion om sig og deres Nation, et vitium, som jeg i al min Tid har observeret hos deres Ungdom, som her nedkommer (faa undtagne), hvoriblandt naar der end findes gode Hoveder, som der kunde blive excellent godt af, saa kommer det dog neppe til Maturitet, eller til den Nytte, som det burde. Thi deres vanité kan ikke bestaa med den patience, der udkræves til at blive grundig og tilgavns lærd. Den store assiduité og pertinacia in legendo et digerendo multa et multum (som man siger) og det lange Arbeide gjennem alle classes i et retskaffent Studio ere ikke af deres goût. De derimod effleurere kun Alting, hoppe og springe i Videnskaberne, lære en hel Hob Sprog og faa res, reise udenlands med slette Fundamenter, disputere og præke og lade sig saaledes admirere af deres Kammerater, mesurerende sig altid med deres egne Landsmænd, som i deres Tanker have bragt det til det Høieste. Saaledes er deres Geni, og man kan ikke faa dem til at se paa retskafne modelles af veritables scavants eller til at følge peregrina exempla i deres Studeringer, men det synes ligesom at Naturen havde borneret dem til noget mindre og angustius quid, til at brillere iblandt Bønder i deres eget Land. — — — — Islænderne derimod har det sig ganske anderledes med. Deres slette og af andre foragtede Vilkaar gjøre dem ydmyge og arbeidssomme, de admirere andre og ikke sig selv. — — — — Faar min gode Ven, Cancelliraad Rasch, at vide, at jeg skrev saaledes om de Norske, faldt vel hele Venskabet paa engang ned, uden nogen Opreisning«.[2]
Nordmændene havde under Unionskampene i det femtende og sextende Aarhundrede trukket det korteste Straa, og det stod ikke til at negte, at Danmark som Helhed var Norge overlegent. Men ikke destomindre spøgte der virkelig i mere end en Nordmands Hjerne en Forestilling om, at der dog var et vist eiendommeligt, rigtignok just ikke ganske let forklarligt eller paaviseligt Fortrin at være »født udi Norge«, og at »Jyden« egentlig var et Menneske af en noget ringere Art. Ytringer i denne Retning, vistnok i en spøgefuld Form, men dog ikke helt blottede for Alvor, kunne findes hos Wessel, Vibe og de med dem samtidige Digtere. Kampene mellem Danske og Norske paa Universitetstrappen o. s. v. ere bekjendte.
Dannede Nordmænd og Danske talte det samme Sprog, men Tungeslaget var og er meget forskjelligt, og Enhver syntes i Regelen bedst om sine egne Landsmænds Accent. Hovedstadens Tale maatte dog naturligvis gjælde for den fornemme og elegante, og Nordmændene paavirkedes derfor hyppig af denne. Omvendt har i det mindste i een Periode, (omkring det sidste Aarhundredskifte) den norske Udtale været paa Moden i Kjøbenhavn. Det var i Skuespiller Michael Rosings Tid, da »de mange Rosingianere norskede i Thalias Capeller og stundom i selve Kirkerne.«[3] Men paa mange Mennesker har dog denne Dialektforskjel virket frastødende. Noget særligt Vidnesbyrd herom fra den ældre Tid har jeg vel ikke stødt paa; men fra en senere har jeg to Pragtsteder, som her skulle anbringes broderlig ved Siden af hinanden, det ene af den lærde Historiker, Justitiarius Berg, det andet af den som Bjørnsonianer af streng Observants i sin Tid kjendte Clemens Petersen:
| J. C. Berg: | Cl. Petersen: |
| (1838). | (1867). |
| »Da den danske, i det mindste den kjøbenhavnske Udtale, har noget læspende og affekteret ved sig, idet Ordene ligesom stødes ud, saa kan et norsk Øre ei andet end finde Afsmag derved, inden Vanen lindrer det skurrende. Det Affekterede ved den kjøbenhavnske Dialekt har imidlertid givet Anledning til, at enkelte Narre i Norge have søgt at efterabe den, som om det var et penere Sprog, hvor stødende eller skurrende den i sig selv endog er.«[4] | »Af de norske Dialekter er den Christianiensiske en utaalelig Jargon; paa en vis pibende, hylende Maade holder den Tonen paa det sidste Ord i Sætningen og frembringer derved en Lyd, som paa en Prik ligner de Interjektioner, hvormed Dyrene tilkjendegive deres Fornemmelser for hinanden.«[5] |
Saadanne smaa Rivninger mærkedes egentlig mest inden de akademiske Kredse. Af langt større Betydning maatte det være, at Nordmændene jevnlig ansaa sig som tilsidesatte for de Danske, idet de ikke altid betænkte, at det mindre var Danmark end Staden Kjøbenhavn, som begunstigedes, ikke alene paa Norges, men ogsaa paa de danske Provindsers Bekostning. Det er overflødigt her at dvæle ved disse gamle og noksom bekjendte Klager, men det viser sig dog, at det varede meget længe, inden de affødte noget Ønske om en Adskillelse. Og ligesaa vist er det, at selv i de sidste Aar af Foreningen, under Krigen, da saadanne Tendentser begyndte at røre sig, da var det kun hos et ganske lidet Mindretal, at de gjorde sig gjældende. En Kjendsgjerning er det, at den langt overveiende Del af den norske Nations samtlige Lag og Stænder var upaavirket af de separatistiske Tanker.
Efter flere haarde Krigsaar, under hvilke Samfærselen mellem Rigerne havde mødt mange Hindringer og Norges Proviantering krævet store Ofre fra Statens Side, kom den afgjørende Kamp i Hertugdømmerne i Slutningen af 1813. Man kan om den bemærke, at den fra dansk Side blev ført uden Kraft og uden Seiershaab. I de høieste danske Kredse synes man at have forudsat, at det vilde gaa galt. Biskop Mynster f. Ex. har antegnet, at da man tilbød ham at blive Professor ved det Universitet, som just skulde anlægges i Kristiania, fraraadede hans Mæcen, Grev Godske Moltke ham at modtage Kaldelsen med de Ord: «Vogt Dem vel; thi det er meget uvist, hvorledes det bliver med Norge.«[6] Laurids Engelstoft, den i hine Dages Forhold nøie indviede Mand, fortæller et lignende Træk: Ove Malling foreslog i Sommeren 1813 at afsondre Rigernes Bankvæsen i særskilte Banker, hver med egne Hypotheker o. s. v., da megen Ulempe derved kunde forebygges, om Norge skulde gaa tabt, men mødte her Modstand af Schimmelmann, Møsting og G. Moltke, som mente, at »man dog ikke skulde gaa ud fra en saa ominøs Forudsætning eller Tanke.«[7]
Det danske Folk, blev i det hele en temmelig uvirksom Tilskuer til den afgjørende Kamp. En Undtagelse gjorde dog nogle Studenter i Kjøbenhavn. Mellem dem opstod en Bevægelse, som med et Par Ord skal omtales. Som bekjendt vare de Studerende siden 1807 organiserede som et »kongeligt Livkorps«. En ivrig ung Mand, Fritz Thomsen, optraadte med Forslag til sine Kammerater om, at de skulde søge om Tilladelse til som menige Frivillige at komme med i Krigen. I Begyndelsen af Januar blev der holdt Studentermøder paa Ehlers’s Kollegium i Store Kannikestræde. Her optraadte nu N. F. S. Grundtvig, der dengang som ledig Kapellan opholdt sig i Hovedstaden. Han vilde, at »de boglærde Ungersvende« skulde optræde i Jylland »helst som Præster« og tale Guds og Kongens Ord«, hvorfor han ogsaa egentlig kun vilde have dem, der delte hans religiøse Anskuelser, med i Kampen. To særskilte Ansøgninger kom nu istand og indsendtes til Kongen gjennem Livkorpsets Chef, Overhofmarskalk Hauch. Det Grundtvigske Andragende talte 40 Underskrifter, deriblandt f. Ex. Poul Møller; kun ganske faa Nordmænd vare iblandt dem, deriblandt Digteren Henrik Anker Bjerregaard og den senere Sognepræst til Id, Halvor Thorkildsen Aschehoug. Men da Ansøgningerne naaede Kongen, var denne allerede bestemt paa at slutte Fred og opofre Norge. Det i naadige Udtryk affattede Svar blev derfor et afslaaende, og i dette Svar var intet særligt Hensyn taget til de Grundtvigske Tilbud om Studenternes Tjeneste som »Præster« o. s. v., hvorover Grundtvig skal være bleven »smækvred«.[8] Han udgav strax efter en Bog, som han kaldte »Helligtrekongerlyset eller tre Dages Hændelser paa Dannemarks Høiskole, en Beretning af Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Præst« Naar man kalder dette Skrift exalteret, da er det et mildt Udtryk.
Det kongelige Svar til Studenterne var dateret Hindsgavl den 11te Januar 1814. Tre Dage efter sluttedes Kielerfreden.
II.
Det er ikke tvivlsomt, at Efterretningen om denne Fred rundt om i Danmark fremkaldte inderlig Bedrøvelse. Men det er paa den anden Side ogsaa vist, at Sorgen over Rigernes Adskillelse, eller som man gjerne ytrede sig, »Tabet af Norge«, langtfra ikke gjorde sig saa følelig gjældende, som i vore Dage Smerten ved Slesvigs Afstaaelse. Det kunde endog ved en første Betragtning synes, at Vidnesbyrdene om disse Følelser ved Skilsmissen fra det norske Broderfolk ere mærkelig faa baade i Literaturen og i samtidige Breve og Optegnelser.
Dette finder dog en naturlig Forklaring. For det første maa man altid erindre, at Almenaand og politisk Interesse var liden i hine Dage i Sammenligning med i Nutiden. Sansen for Statens og Samfundets Anliggender holdtes nemlig nede af Enevælden. Det ansaaes ikke passende at ytre sig om saadanne Ting. Man udsatte sig for Misgunst paa høiere Steder ved at ræsonnere om, hvad der nødvendigvis maatte saare Kong Frederik. I denne Henseende var der paafaldende Forskjel mellem den danske Stilhed ved Norges Tab og den ufordulgte svenske Landsorg ved Finlands. Her viser sig klart nok Uligheden mellem et Land, hvor Enevælden alene havde bestaaet temporært, og et andet, hvor den uafbrudt havde raadet gjennem Menneskealdre. Men man maa ogsaa betænke, at Danmark efter Krigen var udpint og slappet.
Herpaa maa der lægges megen Vægt, og Werlauff har uden Tvivl udtalt det rette, naar han i sine Erindringer siger: »Kielerfreden vakte her megen Sorg og Bedrøvelse, men mindre dog, end Tilfældet vilde have været, dersom Danmark ikke saavel i materiel, som moralsk Henseende var blevet saa svækket og udtømt ved den syvaarige pinlige Krig, der havde været forbundet med saa mange Savn og Opofrelser.«[9] Hvorledes ganske jevne Folk i Provindsen tænkte, har Blicher skildret i disse Ord: »Det var i den strenge Vinter 1814, at jeg befandt mig i Nærheden af Grenaa. Naar Veirliget tillod det, var der selskabeligt Samkvem, saa hos en, saa hos en anden. Skjønt vor Syvaarskrig, saadan som den var, nu havde en Ende, saadan som den var, saa satte Bevidstheden om Fred alligevel nyt Liv i Folk, og uden lang Forventning af oplivende Foraar søgte man i muntert Lag inden Døre at holde sig skadesløse for den store Kulde udenfor.«[10]
I Kjøbenhavn gjorde Sorgen over, at Monarkiet var formindsket med en Trediedel af sit Indbyggerantal sig vel maaske noget mere gjældende end i Provindserne. Jeg har selv talt med Mænd, der dengang var unge, og som forsikrede, at Stemningen hos mange var saa nedtrykt, at man »syntes, at Fienden gjerne kunde have taget Danmark med.« Om den gamle Biskop Balle er det f. Ex. sagt, »at Norges Adskillelse fra Danmark var et af de sidste Brud paa det Baand, der endnu fængslede Oldingen til Jorden.«[11] Den som Forfatter ikke ukjendte Eiler Munthe, Rektor i Nyborg, laa paa den Tid syg. Man vovede ikke at fortælle ham om Freden, og han døde i Marts uden, trods sine idelige Spørgsmaal at have faaet at vide, at Norge, hans Fødeland, var skilt fra Danmark. Saadanne Følelser trængte ind endog i Skolerne. Just Mathias Thiele, som dengang gik i Metropolitanskolen, fortæller saaledes: »Norges Adskillelse fra Danmark havde allerede i flere af mine Digte været den elegiske, harmfulde Gjenstand, og da Hr. Faber en Dag havde givet os sin Opgave: »Naar Nøden er størst er Hjelpen nærmest,« dristede jeg mig til at indsende en politisk Fabel paa Vers, som var temmelig nærgaaende i sine Allegorier.«[12]
H. N. Clausen har givet interessante Oplysninger om hine Dage: »Stemningen vendte sig skarpt mod Kongens militære Omgivelser; om Adjutantstaben taltes der kun i én Tone. Men det var kun under fire Øine, at Uvillien gav sig Luft; paa nogen offentlig Udtalelse var der ikke at tænke, og sagtens har Stemningen derfor hverken været ret almindelig eller ret alvorlig og vedholdende. Netop Fjortendedagen efter Fredslutningen indtraf Kongens Fødselsdag, 28de Januar. I en af Stadens ansete Klubber, »det venskabelige Selskab«, pleiede denne Dag, ligesom andetsteds, at festligholdes ved Bal. Provst Gutfeld ved Holmens Kirke, Medlem af Selskabet, yndet som begavet Taler, tilbød Bestyrelsen, naar den vilde lade en Koncert træde i Ballets Sted, at ville tilføie nogle Ord, beregnede paa at anslaa de naturlige Strenge under Tidsforhold af saa knusende Alvor. Det skete saaledes, men Enden blev ligefuldt — Dansemusik og Vals. Kong Frederik kom i al Stilhed tilbage til sin Hovedstad, og i de første Dage undgik de røde Fjederbuske at vise sig paa dens Gader.«[13]
Om Kjøbenhavnernes Stemninger Aaret efter Freden har man en ret interessant Optegnelse af Digteren Adalbert v. Chamisso. Som naturvidenskabelig Deltager i den russiske Verdensomseiling under Kotzebue kom Chamisso i August 1815 til Kjøbenhavn.[14] Han skriver: »De Danske hadede før Tydskerne. Nu hade de først og fremst Svenskerne, dernæst Englænderne. I Frankrigs Skjæbne tage de Del, fordi Frankrig holder deres Fiender Englænderne Stangen. Man kan i Kjøbenhavn lære at forstaa, at Norge endnu mindre, end de tydske Provindser kunde betragtes som en dansk »Besiddelse«. Det udgjorde paa Grund af Sproget, Folkeslægtskabet og Historien den anden Halvdel af Riget. Men Flaaden var Palladiet. Ved de Symposier, hvori jeg deltog, blev den norske Folkesang, Sinclair-Visen, sunget med Indignation og Vemod, og til den udbragte man en Toast »for det første lykkelige Søslag«. Kongen elsker man med inderlig Hengivenhed, og man giver ikke ham Skylden for Tidens Ulykker.«[15]
Men hvad der dog egentlig beherskede Kjøbenhavn, det var de æsthetiske Interesser. Disse opslugte de Dannedes Tanker og sysselsatte deres Stræben i en Grad, som intet andet. »Det var for dem næsten en Verdensbegivenhed, da Baggesen og Oehlenschläger tørnede sammen.«[16] Dette er i høi Grad karakteristisk; thi det gjentager sig stadig, at et høit kultiveret Samfund, naar al Deltagelse i Politiken er det forment, uvilkaarlig med hele sin Sjæl kaster sig over Æsthetik og Kunst. For Kjøbenhavnerne var vel især Theatret Surrogatet for det manglende politiske Liv. Man maa tænke paa Byzantinerne, som i Mangel af noget andet samlede sin Interesse om »de grønnes og »de blaa« paa den keiserlige Cirkus.
III.
For en kort Tid havde dog Norge og Begivenhederne der optaget de Danskes Opmærksomhed i en ganske særegen Grad. Det var, saalænge dets Skjæbne endnu var uafgjort. Tre Følelser i Forening besjælede her de Danske: Kjærlighed til det norske Broderfolk, hvilket de nu af Hjertet ønskede en selvstændig Tilværelse, Hengivenhed til Thronfølgeren, der, som man haabede, i sin Tid skulde gjenforene de adskilte Riger, og endelig bitter Uvillie mod Sverige, som havde sprængt den gamle Forening.
Det er noksom bekjendt, at der allerede i Begyndelsen af Februar 1814 stiftedes en »Nordmandsforening« i Kjøbenhavn. Henrik Wergeland har givet en Udsigt over dens Historie, og vi kunne henvise hertil.[17] Foreningen maatte opløses allerede i April, da dens Bestaaen, efterat den var bleven bekjendt, selvfølgelig maatte paadrage den danske Regjering Ubehageligheder; thi Sverige havde strax efter Freden sendt en Gesandt til Kjøbenhavn, der havde et Øie paa hver Finger og med hensynsløs Energi gjorde sig gjældende der, Baron Tavast, om hvem en Samtidig endog skrev, »at han var for Danmark en værre Bussemand, end hele Sverige var det for Norge.«[18] Nogle af disse Nordmænd vendte snart hjem til Norge og gjorde sig tildels der siden endog meget bekjendte. Det var Mænd som Jørgen Herman Vogt (der uden al Tvivl, om han var forbleven i Danmark, havde opnaaet en af de høieste Stillinger der), Jonas Anton Hjelm, den senere Statsraad S. A. W. Sørensen, den senere Byskriver Rye, Prof. Skjelderup, Chr. Hansteen, Student (siden Biskop) Arup, H. A. Bjerregaard. Der var ogsaa Mænd, som forbleve i Danmark, af hvilke de mærkeligste var Christen Pram, og en ung norskfødt Student, der i denne Kreds spillede en særegen Rolle. Det var Caspar Johannes Boye, Rektorens Søn fra Throndhjem. Han forfattede et allegorisk Digt, »Nor til Dana«, der glødede af Harme over, at man havde sluttet den ydmygende Fred, førend det var kommet til det Yderste, og (Pavels’s Udtryk) »en næsten ren Opfordring til det danske Folk om at rive sig løs fra Frederik den sjettes Scepter og i Forening med Norge hylde Prinds Christian.« Selvfølgelig kunde et saadant Digt ikke trykkes, og da det blev bekjendt, at det existerede i Afskrifter, udstedte Politiet, en Præmie for Forfatterens Opdagelse. Hurtig søgte man da at faa Afskrifterne ind og brændte dem, men kom overens om først at lære dem udenad.«[19]
Kjøbenhavnske Sympathier for Norge fik i hin kritiske Tid forskjellige Udtryk. Den rigere Handelsstand, ja endog Embedsmænd, selv Artilleri-Officerer holdt sig ikke tilbage, og Norges Skaal blev i hine Dage mangesteds drukket med Enthusiasme. Den gamle Nordmandssang »For Norge, Kjæmpers Fødeland«, digtet, som bekjendt, i Anledning af Juleaftens-Feiden i 1771, havde hidtil været alt andet end velset i Danmark, og var neppe nogensinde bleven trykt uden i Throndhjem 1784, hvor dens Udbredelse blev modarbeidet.[20] Nu kom den til Ære og Værdighed, idet den indførtes i »Athene«, først Mai 1814 i engelsk Oversættelse og derpaa i August (ved Nyerup) i Original.[21] Men af en særegen Betydning var den varme Sympathi for Nordmændenes Sag, som besjælede adskillige af Danmarks mest høitstaaende Embedsmænd, især de to Statsministre Fr. Moltke og F. J. Kaas, begge tidligere Stiftamtmænd i Kristiania. Det er noksom bekjendt, at Kammerjunker Gyldenpalms Keitethed, der gav Anledning til, at Breve fra disse Mænd til Norge bleve opsnappede, kostede Moltke hans Embede. Ogsaa andre Mænds Sindelag kom for en Dag, f. Ex. Generalkonsul Tuteins, der kaldte Danmark en Daarekiste og Konferentsraad H. Bechs i Toldkamret, der ligefrem udtalte, at Forbudet mod Kornindførsel til Norge kun var paa Skrømt og aldrig vilde blive overholdt.[22] Vi behøve alene at minde om, med hvor stor Forekommenhed danske Embedsmænd lettede Nordmændenes (egentlig strengt forbudne) Hjemreiser tilsøs. Af en saadan Reise har Chr. Hansteen givet et Par livlige Skildringer.[23]
Det vakte overhoved stor Opsigt i Danmark, at der i Norge organiseredes en selvstændig Stat med fri Forfatning. Selvfølgelig gaves der ogsaa i Danmark mangfoldige, der under Revolutionstiden havde tilegnet sig friere Ideer, og som, da der jo foreløbig ingen Udsigt var til disses Virkeliggjørelse i Danmark, glædede sig over, at det kunde tænkes at faa se dem gjennemførte i Norge. Under saadanne Omstændigheder var det ikke alene fødte Nordmænd, som længtes hjem og for at opnaa sit Ønske gave Slip paa Stillinger eller paa gode Udsigter i Danmark. Der var endog begavede og dygtige danske Mænd, der i hine Dage higede efter Norge.
Et mærkeligt Exempel i denne Henseende var den dengang 25 Aar gamle Jurist, Botaniker og Underkancellist i Kancelliet Joachim Fredrik Schouw, der siden har erhvervet et saa betydeligt Navn i sit Hjemland. Denne Mand, der to Aar før havde gjort en botanisk Reise i Norge i Forening med sin Ven og Fagbroder, Prof. Christen Smith, skrev i Slutningen af Marts 1814 til sin fordums Lærer, Prof. Rathke i Christiania, at han haaber, »at Norge, skjønt maaske først efter en haard Kamp med Ulykken skulde blive det lykkeligste Land i Europa.« Da han nu tillige antog, at man i Norge havde Brug for Mænd, »der kjendte noget til kollegiale Beskjæftigelser,« og forudsaa trykkende Tider i Danmark, ønskede han at forlade dette Land, »hvor han var overkomplet,« og drage did, hvor han »efter Evne kunde virke.« Han ønskede altsaa en departemental Stilling i Christiania. Dette Ønske fremsatte han i gjentagne Breve.[24]
Til Rigsforsamlingen paa Eidsvold indsendtes, som bekjendt, flere Forslag og Udkast fra Danmark. Den gamle Schlanbusch i Rendsborg, der havde spillet en vis Rolle under Forberedelserne til Omvæltningen i 1784, erindrede paa denne Maade sit norske Fødeland. Emigranten Gyllembourg-Ehrensvärd, hvis Historie er noksom bekjendt, og for et Par Aar siden opfriskedes ved Udgivelsen af hans aandrige Hustrus Papirer, sendte ogsaa et Udkast, og han er paa en vis Maade, den første, der har foreslaaet Syttendemaifestens Høitideligholdelse. Mest Krav paa at mindes i denne Forbindelse har dog Grev Frederik Adolph Holstein-Holsteinborg, som ei alene gjorde et Forslag til en norsk Konstitution, men ogsaa af Kjærlighed til Christian Frederik foretog en Reise til Norge for at besøge Exkongen under hans Gjenvordigheder og ledsage ham paa hans Tilbagefart til Danmark.[25]
IV.
Saalænge altsaa Christian Frederik som Regent og derefter som Konge styrede Norge, havde dette Land i de fleste Danskes Øine staaet som i et Slags poetisk Lysskjær. Meget fik man vistnok ikke at vide om de norske Sager; thi Brevvexlingen var vanskelig, ja endog farlig, og de danske Aviser turde saagodtsom ingen Efterretninger meddele fra Norge. Men man haabede og drømte om en lykkelig Fremtid og Gjenforening. Der var ogsaa dem, der tænkte sig, at Christian Frederik kunde fortrænge «Pontecorvo« fra Thronfølgerstillingen i Sverige, og alle tre nordiske Riger engang forenes paa hans Hoved. Herpaa gik, som bekjendt, det politiske Flyveskrift[26] ud, som Christian Magnus Falsen udsendte i Begyndelsen af August. At der var dem i Danmark, som tænkte ligedan, er utvivlsomt.[27]
Da kom Efterretningen om, at Norge havde sluttet Konventionen i Moss. Et Par Maaneder efter forlod Christian Frederik Landet, og paa den samme Dag, da han steg i Land i Aarhus, valgtes Carl den trettende til Norges Konge.
Den hjemvendende Prinds modtog man med Jubel, og han nød megen Popularitet i Danmark ikke mindst formedelst sin Virksomhed i Norge. »Han havde givet Nordmændene en Konstitution,« denne Opfatning var den gjængse i Danmark henimod et Par Menneskealdre. Personlig var hans norske Episode ham, som bekjendt, trykkende nok, idet den i hin Reaktionens Tid gjorde ham mistænkt blandt Europas Fyrster og Diplomater for Anskuelser, som dengang mindst af alle yndedes af Regjeringerne. At modarbeide disse ufordelagtige Meninger var en Hovedhensigt med den lange Udenlandsreise, han nogen Tid efter foretog.[28] Selv synes Prindsen at have villet anstille sig, som om han havde glemt, at der gaves et Norge. Den 11te November 1815 gik han i det kgl. Theater og saa — Hakon Jarl; »Publikum,« skriver Engelstoft, »forundrede sig meget over, at han vilde komme den Aften, og fandt, at det var at drive Kontenancen meget vidt.«[29] Men i dyb Hemmelighed vedligeholdt han i de første Aar Brevvexling med flere høitstaaende Norske, f. Ex. med Biskop Bugge, der med stor Frimodighed udtalte for ham sine Meninger om det svensk-norske Kongehus, med Carsten Anker, ja endog med et Medlem at selve den norske Regjering, Statsraad, siden Statsminister Sommerhjelm. Professor Thulstrup hørte ogsaa til Prindsens nærmeste norske Venner. Ham havde han ved Afreisen overleveret de kontante Penge, hvoraf han var i Besiddelse, for at kræve dem tilbage ved Leilighed, og mange Aar efter kom Pengene med Renter tilbage til Danmark. Ogsaa Prindsens Fortrolige, J. G. Adler, synes en Tid ret flittig at have skaffet sig Efterretninger fra Norge.[30]
Men man kunde i Danmark i lange Tider ikke ret forstaa den sande Beskaffenhed af Norges nye Stilling. Vel vidste man jo, at Norge havde beholdt sin Grundlov, men man havde dog ondt for at begribe, at det var blevet et uafhængigt Rige og var tidt ikke langt fra at tro, at Norge egentlig havde ombyttet sin Stilling til Danmark med en ikke saa meget forskjellig til Sverige. At der nu var tre Stater i Norden, det gik først temmelig sent ind i den danske Bevidsthed.
Og da Norge havde forenet sig med det af de Danske alt andet end elskede Sverige, var det for lange Tider forbi med den varme Sympathi, hvormed man havde fulgt Norge i de kritiske Maaneder. »Nordmændene«, skriver Fr. Schmidt i Oktober 1814, »ere ilde ansete i Kjøbenhavn, der nu gjengjælder deres Spot over det danske Felttog med samme Mynt.«[31] Endog fødte Nordmænd, der opholdt sig i Danmark, blev saa betagne af denne for dem bitre Skuffelse, at de fattede Lede til sit Fødeland. En saadan Nordmand var den ovenfor omtalte unge Digter, Caspar Johannes Boye. Om ham skriver Pavels i 1816: »Han, der i Adskiilelsens første Periode skrev det djærve Digt mod Frederik den sjette til Ære for Christian Frederik, er nu dansk med Liv og Sjæl, vil bygge og bo der og giver endog sit Fædreland Finter i Dedikationsverset til sin Pige.«[32]
Frederik den sjette kom tilbage fra Kongressen i Wien om Sommeren 1815. Han forefandt to fordums Undersaatter i Kjøbenhavn som Udsendinge fra den norske Regjering for at forhandle om Opgjøret med Danmark. Engelstoft har efter Meddelelse af Øienvidnet, Statsminister Ove Malling, optegnet et karakteristisk lidet Træk, om hvilke Følelser dette maatte fremkalde i den ulykkelige Konges Sjæl: »Fredag 2den Juni 1815, som var Dagen efter Kongens Hjemkomst fra Wien, var der ved Hoffet stor Cour for de tre øverste Klasser samt for de fremmede Ministre. Den svenske Minister, Baron Tawast, præsenterede ved denne Leilighed de dertil ankomne norske Kommissarier, Kammerherre Løvenskiold og Sekretær i det norske Finantsdepartement, Vogt. Da denne Præsentation skete, kunde man bemærke Trækninger i Hans Majestæts Fysiognomi, som vidnede om, hvad der foregik i hans Inderste. Til Løvenskiold talede han og underholdt sig en kort Tid med ham om ligegyldige Ting, men Vogt, som for ikke lang Tid siden havde været Kopist i Finantskollegiet, lod han, som han ikke lagde Mærke til og talede intet til ham.«[33]
Med temmelig Vished tør man sige, at Frederik den sjette aldrig har haabet paa at gjenvinde Norge eller gjort noget Forsøg i denne Retning, hvad nu end Carl Johan, hvorom senere, kan have befrygtet. Han havde oprigtig elsket sit andet Rige, og han glemte det aldrig. Han skal ogsaa altid have ladet Danske, som besøgte Norge, berette om Tilstandene der o. s. v.[34] Men det forstaar sig, at Norge vistnok var et Navn, som han neppe yndede for ofte at høre bragt paa Bane,[35] og han synes at have forsøgt at gjøre sig fortrolig med den Forestilling, at Adskillelsen ikke egentlig havde svækket det danske Monarki.
Dette blev nu aabenbart Opfatningen i de høiere danske Kredse, og man glemte heller ikke at gjøre gjældende, hvor uhyre store Bekostninger, der i Krigen vare medgaaede for at forsyne Norge med Korn. Som officiøst kan betragtes et pseudonymt Skrift, der saa Lyset i 1815: »Tanker om Tabet af Norge af Fredrik Cordsen.« Forfatterens sande Navn var Etatsraad Frederik Stoud, Deputeret i Generaltoldkammeret. Det gik ud paa, at Danmark i Virkeligheden intet Tab havde lidt, at Statens Indtægter af Norge vare medgaaede til Norges egen Bestyrelse og til dets Forsvar. Der var altsaa ingen Grund til at sørge, snarere det modsatte. Omtrent i samme Tone taler i sine Memoirer den gamle Landgreve Carl af Hessen, Kongens Svigerfader og i sin Tid ret vel bekjendt med Norge, hvis kommanderende General han, skjønt oftest fraværende, havde været i en lang Aarrække. Han skriver (1817): »Adskillelsen har voldt mig Smerte, ihvorvel det ikke kan nægtes, at den for Tiden er en Lykke for Danmark, da ellers vort Korn istedetfor at berige os skulde have været sendt til Norge. Norge kan blive lykkeligt, men rigtignok ikke hverken ved sit Storthing eller ved Foreningen med Sverige.«[36]
Det var ikke alene i Hof- og Regjeringskredse, at man slog sig tiltaals med saadanne Betragtninger. De fandtes ogsaa der, hvor man mindst skulde vente det. Som et Exempel kan nævnes den høitansete Rektor Ole Worm i Horsens, en af Danmarks ypperste Filologer og Skolemænd. Han skrev i Januar I 815 til sin fortrolige Ven Rasmus Nyerup: »Du synes at dolere over Norges Tab. Jeg mener, at Danmark bedre kan undvære Norge, end omvendt. Hvad har ikke Norge kostet Danmark i de syv sidste Aar? Norge har vi vore Finantsers og vort Pengevæsens usle Forfatning at takke for. Norge har altid foragtet Danmark, Gud veed, hvorfor. En af deres egne Digtere har jo sagt, de indbilde sig, at der fødes Mennesker kun i England og der. Jeg glemmer ikke Wergelands Bog.« Og endnu i 1828 skriver Worm til Nyerup: »Men kjæreste N., er det og dit Alvor at gjøre en Reise til Norge? Norge, synes mig, har kun lidet tiltrækkende for Danske. De ville jo ikke engang have Sprog fælles med os.«[37]
Worm har i det sidste af de citerede Breve rørt ved en af de ømme Strenge. Det fælles Sprog vilde man nemlig nu i Norge kalde norsk, hvilket Navn jo allerede Grundloven havde givet det. Det var for Resten ikke noget andet eller mere, end hvad allerede Christian IV’s norske Kirkeordinants af 1607 havde gjort. Jeg vil her ikke opfriske denne, som jeg antager, noksom bekjendte Strid. Den affødte forskjellige spydige Ytringer, f. Ex. af Rasmus Rask, der taler om »det kongelige norske Sprog« og af den ellers saa godmodige Nyerup, der i sit Literaturlexikon fortæller om Niels Wulfsberg, at han kom til Stockholm »som Lærer for Kronprindsen af Sverige i det saakaldte norske Sprog«. Man har jo ikke vanskeligt for at forstaa, at de Danske fandt det paafaldende, at man vilde kalde Sproget norsk. Men de, som følte, hvorledes de to politisk adskilte Folk, dog fremdeles aandelig hørte sammen og vare hinanden uundværlige, fremhævede Sprogfællesskabet som Pantet paa Danskes og Norskes fortsatte Enhed. Saaledes Johan Ludvig Heiberg i et Digt, skrevet 1826 i Anledning af Poul Møllers Ansættelse som Universitetslærer i Kristiania:
Fra Lindesnæs lige til Skagen,
Hvor nordiske Hjerter bevæge sig kan
Og lægge ved Sproget for Dagen,
At ikke ved Lethe vi skilles fra Jer,
Men Nordsøens Bølger Kjærmindernes er.
Allerede flere Aar tidligere (1819) havde den lærde Islænding Finn Magnussen fundet Leilighed til en varm Ytring om Danskes og Norskes vedblivende Broderskab. Anledningen hertil var, at Grundtvig i »Dannevirke« havde stemplet Zetlitz som en ubetydelig Versemager. Magnussen protesterede derimod og tilføiede: »Dersom Flerheden af det dansk-norske Folk (som endnu er eet i Tro og Sprog) er enig med mig heri, vilde det røbe lav Utaknemligheds Aand« o. s. v.[38]
Selskabet for Norges Vel, hvis Oprettelse som bekjendt var alt andet end kjærkommen for Frederik den sjette, havde havt en Afdeling i Kjøbenhavn, i hvilken ogsaa flere danske Mænd havde ladet sig indskrive. Det var i denne Kreds, at Christian Fredrik første Gang offentlig fremtraadte som Taler og som saadan høstede stort Bifald, dengang man i 1811 havde foranstaltet en Høitidelighed i Anledning af Fredriks-Universitetets Oprettelse. Begivenhederne i 1814 medførte, at denne kjøbenhavnske Sektion af et norsk Selskab ikke mere kunde fortsætte sin Virksomhed. Imidlertid samledes dog de tilbageværende Medlemmer endnu engang den 3die August 1815, da Opløsningen formelig blev vedtaget, idet man sendte det norske Moderselskab et venligt Afskedsbrev. Men samtidig vedtog Medlemmerne dog at stifte et nyt Selskab, der skulde arbeide til »Vedligeholdelse af det aandelige Samfund i Norden,« og som aarlig skulde udgive og udbrede historiske Skrifter. I Spidsen for dette Selskab »for nordiske Oldskrifters Udbredelse« stilledes C. H. Pram, den daværende Høiesteretsadvokat, derpaa Geheimeraad F. W. Treschow (siden bl. A. Eier af Laurvigs Grevskab) og N. F. S. Grundtvig. Allerede inden Rigerne adskiltes, havde det været paatænkt, at Selskabet for Norges Vel skulde lade Snorre oversætte, og dette Arbeide var blevet overdraget en Islænding (Lexikografen Poul Arnesen) med Bistand af Grundtvig (for de poetiske Stykkers Vedkommende). Nu skulde Grundtvig paatage sig at oversætte baade Snorre og Saxo. Hertil søgte man at samle Pengemidler i begge Riger, og Professor Sverdrup paatog sig at interessere sig herfor i Norge. Han henvendte sig i denne Anledning bl. A. til Storthingspræsidenten, Christie for at bevæge Thingmændene til at yde Bidrag.[39]
Om dette kjøbenhavnske Selskab senere er sammentraadt, er mig ubekjendt. Grundtvigs Oversættelser af de to store nordiske Historieskrivere udkom derimod, først nogle Prøver deraf allerede 1815, og dernæst de fuldstændige Verker 1818—1821. I Norge havde den Grundtvigske Snorre neppe ret megen Udbredelse, men at den i Danmark har bidraget betydeligt til det aandelige Broderskabs Bevarelse, er vel ikke tvivlsomt. Det er ikke umuligt, at Verkets Udbredelse hos os — foruden i den daværende Boghandels store Ufuldkommenheder — har mødt en Hindring deri, at Grundtvig kort før Adskillelsen havde stødt mange Nordmænd for Hovedet ved sit »Kvad til Dannerkongen paa hans Fødselsdag« (1812). Han havde der sagt dem nogle drøie Sandheder, som de aldeles ikke var modne til at høre, og som derfor alene fremkaldte Forbitrelse og Harme.[40] At Grundtvig samtidig lagde megen Kjærlighed til Norge for Dagen, at han selv ønskede sig ansat der enten som Universitetslærer eller Præst (han søgte kort før Adskillelsen Akers residerende Kapellani), ja at han endog i det selvsamme Digt, som satte det onde Blod, havde spaaet Norge, at »Arken nu skal stande paa dit Fjeld,« det vil sige, at Landet havde en stor Fremtid for sig, vilde man ikke lægge Mærke til.
V.
Naar et Statssamfund voldsomt og pludseligt overskjæres, ville vistnok alle dets Borgere blive berørte af en saadan Begivenhed, men dog ingenlunde alle i samme Grad. Arbeideren, Bonden, Eiendomsbesidderen, Forretningsmanden er gjerne ved sin Virksomhed saaledes knyttet til sit Opholdssted, at han hverken kan eller vil forlade det, og han finder sig derfor forholdsvis let tilrette i det Uundgaaelige. Anderledes er det med Embedsmanden, Videnskabsmanden, Studenten, der fra sin Ungdom af har tilegnet sig et videre Syn og viet sig til det hele Samfunds Tjeneste. For ham vil Smerten være dybere, og der vil for mange af hans Stand blive Spørgsmaal om at skulle træffe et Valg imellem de fraskilte Dele af det fordums Hele. Jeg tænker her selvfølgelig især paa de Nordmænd, der vare ansatte eller studerede i Danmark, og paa de Danske, som vare ansatte i Norge.
En Mand, der besad et særdeles nøiagtigt Kjendskab til sin Samtids Personer, den ovenfor nævnte Jonas Anton Hjelm (født Nordmand, men indtil 1814 Høiesteretsadvokat i Kjøbenhavn) opgjorde i 1815 en Fortegnelse over geistlige og civile Embedsmænd af norsk Fødsel i Danmark og af dansk i Norge ved Adskillelsen.[41] De militære ere derimod ikke medtagne, hverken af Land- eller Søetaten, heller ikke geistlige og verdslige Embedsmænd paa Færøerne, i Island eller Grønland og Kolonierne.[42] Veikorpset er betragtet som militært, og om Hofpersonalet har Forfatteren savnet Underretning. Jeg holder mig foreløbig til de norske Embedsmænd i Danmark af civil og geistlig Stand, der af Hielm beregnes til 208. Heriblandt vare i det danske Kancelli 4, hvoriblandt 1 Deputeret (Konferentsraad Monrad, en Rektorsøn fra Kristiania), i Finantskollegiet 4, hvoraf 1 Deputeret (Konferentsraad Lange), i Kommerce-Kollegiet 4, nemlig Præsidenten, Geheimeraad O. R. Sehested, Deputeret, Etatsraad Chr. Pram, Kommitteret, Justitsraad Normann og Kontorchef Keyser, 16 i Rentekammeret, hvoriblandt Kommitteret, Etatsraad G. Arentz, 5 i Generaltoldkamret, hvoriblandt Deputeret, Kammerherre Oldenburg, 8 i Generalpostdirektionen, hvoriblandt Postdirektørerne, Etatsraaderne Monrad og P. K. Rosenvinge, 2 i General-Kommissariatskollegiet (en Expeditionssekretær og en Kancellist), 5 i Admiralitetet, hvoraf 2 Kontorchefer, 4 i Udenrigsdepartementet, nemlig Geheimestatsminister Nils Rosenkrantz, Geheimelegationsraaderne P. H. Friman (i sin Ungdom bekjendt som Digter) og F. A. Pløyen samt en Kancellist, Stiftamtmand E. Blom i Viborg samt 5 Amtmænd (Arctander i Frederiksborg, Kammerherre H. Lövenskiold i Holbæk, G. Faye (en af Tidens Poeter) i Thisted, J. H. Selmer i Veile og Geheimeraad Schlanbusch i Rendsborg), Høiesterets-Justitsarius, Geheimeraad Christian Colbjørnsen, og Høiesterets-Assessorerne K. Holtermann, P. Feddersen og N. Engelhardt, 1 Advokat og I »Læsesekretær«, 27 Rets-, Politi: og Magistratsembedsmænd, hvoriblandt Borgermester i Kjøbenhavn, Konferentsraad Hjorthøy, 1 Universitetslærer[43] (Professor i Naturhistorie Reinhardt), 7 Lærere ved forskjellige lærde Skoler, 42 Præster, 3 Læger, 28 Told- og Konsumtions-Embedsmænd, 2 Amtsforvaltere, 6 Postembedsmænd og 22 »Adskillige«.
Af disse 208 Embedsmænd vare, bemærker J. A. Hielm videre, i Slutningen af 1815 de 181 fremdeles i dansk Tjeneste, 5 vare i Mellemtiden døde, men 22 udtraadte af Tjenesten og blandt dem 14 ansatte i Norge. Nogle havde næsten strax vendt hjem, andre kom efterhaanden. Nogle Maaneder efter (Marts 1816) kunde Hielm saaledes oplyse, at 4 nye Ansættelser af hjemvendte Landsmænd havde fundet Sted i Norge. Der var i Norge Pladse nok ledige, og Grev Essen havde i 1815 ogsaa indtrængende opfordret Baron Tawast til at give ham Anslag paa dygtige Nordmænd i Danmark, der maatte være villige til at modtage Stillinger i Fødelandet.[44] Mellem disse hjemvendende var Cornelius Steenbloch, der fra Overlærer i Fredriksborg i 1816 blev Professor i Historie i Kristiania,[45] og Høiesteretsassessor N. Engelhart, der indtraadte i den norske Lovkommission. Denne sidste angrede dog snart, hvad han havde gjort. Han lod underhaanden forespørge hos Frederik VI., om det lod sig gjøre at komme i dansk Tjeneste igjen. »Er nu den norske Rus gaaet over?« spurgte Kongen[46] og indvilgede i hans Ønske.
Da det norske Universitet ved Adskillelsen alene havde faaet et filosofisk Fakultet og det endda høist ufuldstændigt, studerede endnu dengang alle viderekomne Nordmænd i Kjøbenhavn, hvortil ogsaa i 1813 en enkelt norsk Skole havde afsendt en Dimittend. De allerfleste vendte naturligvis strax hjem, nogle bleve dog saalænge, at de forinden kunde underkaste sig Embedsexamen. Det danske Universitet viste de juridiske Studerende fra Norge den store Forekommenhed at af holde Examen ogsaa i norsk Ret endnu i 1815. Den sidste som nød godt heraf, skal have været den senere som Byfoged i Kristiania bekjendte N. A. Thrap. Endnu gik der nogle Nordmænd i danske Skoler, og vendte først efter at have taget Artium i Kjøbenhavn tilbage til Fødelandet. Dette var f. Ex. Tilfældet med Brødrene C. og K. A. Arntzen (1819 og 1820), der begge siden bleve ansete Embedsmænd i Norge. Ganske glemmes bør det endelig ikke, at der i Kjøbenhavn gaves en ikke aldeles faatallig Stok af forfeilede norske Akademici, der tildels endog havde spillet en sørgelig Rolle som unge Landsmænds Forførere[47] og som aldrig undlode at plade de Nordmænd, der besøgte Kjøbenhavn.[48] Disse uheldige Existentser forbleve naturligvis, hvor de vare, til sin Død. Man kan ikke sige, at denne Kreds afsluttedes med 1814. Mangen skibbruden Nordmand har ogsaa efter den Tid taget til Kjøbenhavn. Jeg vil nævne en af de ulykkelige gamle norske Studenter fra hin Tid, Sigvard Kildal Jentoft, en Mand med meget gode Kundskaber i visse Dele af sit Fødelands Historie og Topografi, men for øvrigt et beklageligt Menneske.[49]
Det følger af sig selv, at der imellem de i Danmark tilbageblevne norskfødte Embedsmænd var mange, som dels fordi de havde opholdt sig der siden tidlige Ungdomsaar, dels fordi de ved Giftermaal og Familieforhold vare groede fast der, paa det nærmeste havde glemt Norge, og mindst af alt kunde ønske at vende tilbage derhen. Men for mange eller vel de fleste var det dog en forunderlig og pinlig Følelse, at Baandet var afrevet. Saaledes skriver f. Ex. i 1815 Digteren og Diplomaten P. H. Friman til Prof. Rathke i Kristiania: »Jeg gad vide, hvorledes Deres Følelser vilde været, om De var forblevet her; mig forekommer det, som om Baaden var roet fra mig, hvilket man paa Svensk kalder at være strandsat; med andre Ord, det synes mig, som om jeg intet Fædreneland mere har, og som det er bleven mig frarevet, en penibel Følelse og sui generis.«[50]
Nogle længtes efter Norge med hele sin Sjæl, uden at det stod i deres Magt at komme hjem. Som en Type paa denne Klasse kan man anse Christen Pram. Han var i en Alder af 9 Aar fra sin Fødebygd Gudbrandsdalen kommen til Danmark, hvor han siden uafbrudt havde levet, med Undtagelse af, at han i Aarene 1804—1806 havde foretaget sin bekjendte Reise i Fødelandet, hvis endnu utrykte Beskrivelse er et vigtigt Kildeskrift. Sit hele Liv igjennem vedblev han dog ei alene at betragte sig som Nordmand, men han hængte ved Norge, Nordmænd og norske Interesser med den mest enthusiastiske Kjærlighed. I 1814 vilde han gjerne have faaet Ansættelse i Fødelandet, om hvis politiske Situation han udarbeidede en udførlig (utrykt) Afhandling, men han opnaaede ikke sit Ønske. Fra 1817 har man et Brev fra ham (vistnok til J. A. Hielm)[51], af hvilket nogle Linier her fortjene en Plads:
— — — At jeg fødtes i Norge, har imidlertid, som De vil have hørt (om nogen deroppe har den Godhed at høre paa, hvad der angaar saa ubetydeligt et Væsen) havt den Virkning, at da man i Begyndelsen af afvigte Aar 1816 ret vilde lyksaliggjøre Danmark med en Reform, der skulde helbrede alle dets Bræk, afskaffede Land-, Økonomi- og Kommerce-Kollegium, ved hvilket jeg efter 35 Aars Tjeneste var Deputeret — saa var af dette hele Kollegio den gamle og næsten blinde Ewald og jeg, som rigtignok var 60 Aar gammel og ikke blind og ei mere svag og affældig, end jeg altid har været, de eneste, hvilke bleve kasserede — kasseret, thi jeg fik ei engang for Ceremoni, hvad ellers altid pleier skee, Bevidnelsen af H. M.’s Tilfredshed med min Tjeneste i 35 Aar eller noget Bevis derpaa, skjøndt mundtligt Løfte gjennem Præsident Sehested derom og om at be holde min Gage, der dog samme Aar forvandledes til en Pension af samme nominelle Beløb, men hvori ei gives fuldt Halvdelen af den Godtgjørelse, der under Navn af Gratifikation betales for Udbetaling i slette Penge. — Sagen er: Nordmændene ere her naturligvis i Miskredit, især jeg, som i 1814 ei vilde fraskrive mig at gaa hjem, og hvis Norge hengivne Sindelag var bekjendt. H. Exc. Præsident Sehested, som selv har den Ulykke at være født i Norge, maa nu indsmigre sig ved at vise sig enragé (Antinordmand). Man tog i mit Sted til Deputeret med særskilt Opsyn over Handelsfaget, som var mit Fag, en Etatsraad Kirstein, en virkelig brav Mand, — — og som er født ikke i Norge, men i Berlin. Sehested slap og at gjøre en vis Etatsraad Stoud (en stor Torsk) den Bedrøvelse at lade mig som ældre Deputeret sidde ved sin Høire. Denne Mand har gjort sig fortjent ved et Skrivt, som han kalder Tanker ved Norges Afstaaelse, hvori han under Navn af Fredrik Cordtsen lovpriser Danmarks Lykke ved at blive af med det Norge, som var Skyld 1 al Danmarks Ulykke, da de Danske altid maatte cedere de norske Hunde alle Fordele.«[52]
Det er mismodige Betragtninger, som man læser i dette Brev fra Pram. Han er dog ikke den eneste, som har udtalt sig saaledes. Lignende Udtalelser finder man hos Oberstlieutenant Nicolai Tidemand i hans for nogle Aar siden udgivne Memoirer. Tidemand var, som bekjendt, en Mand med flersidigere Interesser, end man i det Mindste dengang var vant til at finde hos hans Standsfæller[53], men vistnok ogsaa en egensindig Mand, og hertil bør vel tages noget Hensyn. Han skriver: »Stemingen blev i Kjøbenhavn alt mere og mere ufordelagtig mod Norge og Nordmænd. Jeg kunde forudse, at de Sidstes Stilling, helst deres, der stode i den militære Etat, maatte blive høist ubehagelig i Tiden. Hvad skulde de norske Officerer gjøre, om der udbrød en Krig mellem Danmark og den nye svensk-norske Stat i« Han besluttede altsaa, om muligt, at overflyttes til Norge, men maatte holde sine Bestræbelser yderst hemmelig, thi »man blev sædvanlig forbitret paa enhver Nordmand, som vilde gaa tilbage til norsk Tjeneste, hvilket man betragtede med aldeles fiendtlige Øine.« Gjennem den lundensiske Professor Munch af Rosenschiöld kom han imidlertid i Forbindelse med Tawast og indgav nu i April 1816 sin Afskedsansøgning, som han fik indvilget efter Kongens Tilbagekomst fra Wien med Obersts Karakter og et lidet Gratiale i Navneværdi. Frederik den Sjette var forbindtlig ved Afskedsaudientsen, men da Tidemand gik ned fra Slottet, »mødte han Kronprinsesse Caroline i. Haven og Hds. kgl. Høihed behagede at medgive ham nogle Skoser paa Reisen, fordi han forlod den danske Tjeneste.«[54]
Den Uvenlighed, som saaledes virkelig gjorde sig gjældende mod flere af de tilbageblevne Nordmænd, savner imidlertid ikke Forklaringsgrunde.
Det maa atter her ikke glemmes, at man i Danmark betragtede det nye Norge nærmest som et Appendix til Sverige, og at man allerede saa snart skulde glemme Uviljen mod dette Land, var egentlig ikke at vente. Vel kunde en svensk Mand kort efter Kielerfreden skrive til Werlauff: »Gud ske Lov, nu kan der ikke oftere blive Krig mellem Danmark og Sverige«, og han havde Ret i den Betragtning. Men der maatte Tid til, inden Saadant kunde begribes og erkjendes. Tilnærmelser fra svensk Side tilbagevistes af den danske Regjering Navnlig fortjener her at erindres, at Carl Johan tænkte paa et Parti mellem sin Søn og den yngre af Frederik VIs Døtre[55]. Mellem dem, der underhaanden gjennem gamle danske Forbindelser arbeidede herfor, var den norske Statsraad N. Treschow[56]. »Men dengang — for at bruge Lehmanns Ord — fandt selv de, der ingen Sands havde for gamle legitime Dynastiers Afsmag for revolutionære Parvenuer, det dog meget berettiget, at Frederik den sjette ikke vilde forbinde sig med Carl Johans Slægt.« I 1822 besøgte Oscar, nu Kronprinds, Kjøbenhavn. Den intelligente og kloge Fyrste gjorde et meget fordelagtigt Indtryk, men Modtagelsen synes at have været noget stiv.[57] Den danske Udenrigsminister, Nils Rosenkrands, skrev til Gesandten i Dresden (Nordmanden Irgens-Bergh), at »dersom den forlovede nordiske, i Synden fødte Prinds kommer igjennem Dresden, saa maa De være forekommende imod ham, men videre ei.«[58] Det kan ogsaa bemærkes, at det i hine Aar vistnok omtrent aldrig hændte, at nogen af Nordens to Konger skjænkede den andens Undersaatter nogen Ordensdekoration. At omsider i 1829 Oehlenschläger blev Ridder af Nordstjernen, ærgrede Frederik den sjette saaledes, at den store Digter af den Grund i mange Aar maatte vente paa Opfyldelsen af et brændende Ønske. Dette Ønske var — Etatsraadtitelen.[59] Der manglede heller ikke paa Animositet i Sverige mod Danmark. Endog Molbech, der dog altid stillede sig anerkjendende ligeoverfor Sverige, lagdes for Had. Han havde (som Tillæg til sine bekjendte »Breve fra Sverige«) meddelt en »Udsigt over Epokerne i den svenske Nationalliteraturs Historie«, der blev oversat paa Svensk, men en samtidig Brevskriver (J. R. Blom) blev herover saa forarget, at han beskyldte »Tampen Hammarsköld och medtampar« for at have »fournerat Dansken materialierne« og særlig «Tampen« for at have öfversatt och trykt den skamlösa smörjan.«[60]
Videre maa det ogsaa betænkes, at den danske Absolutisme ikke kunde være gunstig stemt mod det Demokrati, som Grundloven havde fremkaldt i Norge, og hvormed man vel mistænkte Nordmændene i Danmark for at sympathisere. Det Sprog, som den norske Presse (hvorom senere) tillod sig mod Danmark, kom ogsaa til at vække Uvillie, især da der var Personer i Danmark, som benyttede sig af den norske Trykkefrihed til at faa udgivet saadanne Ting, der ikke kunde se Lyset i Hjemmet. Et karakteristisk Exempel herpaa var det, at en dansk Anonym i 1819 lod indrykke i et norsk Blad en Opsats, der indeholdt en Opfordring til Kong Frederik om at give Danmark en Konstitution. Forfatteren fik Særtryk nedsendte til Danmark og udbredte dem der. I den Anledning foretog Regjeringen et opsigtvækkende Skridt. Man vidste nemlig, at en stor Del af Brevvexlingen mellem Danmark og Norge ikke foregik gjennem Posten, dels fordi Portoen var overmaade høi (saavidt vides, 2 Kroner i Nutidens Penge for et enkelt Brev), dels for en Sikkerheds Skyld. Derimod sendtes en Mængde Breve med private Reisende, især dog med Skippere. I December 1819 lod nu Politiet en Skipper Trepka fra Kristiania visitere og satte sig paa engang i Besiddelse af 70 Breve til Norge. Konfiskationen skede under Paaskud af, at Skipperne ikke havde Lov til at medtage Breve til Skade for Postkassen. »Ved dette Skridt, skriver den Mand, som her er vor Kilde, den saxiske Chargé d’affaires i Kjøbenhavn Merbitz, »ville Nordmændene opirres, thi da de staa i den Formening, hvilket tildels er et Faktum, at Brevene aabnes i Sverige, saa tilstoppes dem nu den sidste Kilde til fortrolig Korrespondance med deres gamle Søsterland.« Følgen af Kornfiskationen var, at det omtalte Produkt i Nationalbladet vakte end større Opsigt, og at de trykte Exemplarer afskreves og læstes i vide Kredse. Samtiden gjettede paa forskjellige Personer som Forfattere til Artiklen, deriblandt ogsaa paa en under Navnet »Theaterbaronen« bekjendt danskfødt Adelsmand af norsk Slægt, der i sin Tid havde gjort sig bekjendt ved sin Lidenskab for Theatervæsen og ved sine Skrifter, blandt hvilke et havde Titelen Den geistlige Stand bør afskaffes.«[61]
Man kunde i Kjøbenhavn endog finde Nordmænd, som vare ligefrem uvenlig stemte mod sit Fødeland. Et Exempel paa en saadan var Inspektøren ved den kongelige Myntsamling, Ole Devegge († 1847), om hvem Werlauff skriver, at »han var, Gud veed af hvilken Grund, antinorsk, havde kun liden Omgang med sine Landsmænd og havde kun liden Agtelse for deres videnskabelige Bestræbelser, han legerede til Myntkabinettet af sin betydelige Samling alt, hvad det manglede; jeg foreslog ham undertiden ogsaa at betænke sit Fødelands Universitet, men han havde ikke Øre derfor.«[62]
Selvfølgelig levede der i Danmark en stor Del Nordmænd ogsaa udenfor Embedsstanden; men dem er det vanskeligere at overskue. Man fandt dem i alle Stænder ligefra Godseiere, som f. Ex. den rige Drammenser P. N. Arbo, som besad store Eiendomme i Sjelland (Lundbygaard, Oremandsgaard o. s. v.) og ned til smaa Folk, der vare komne ned som Tjenestekarle eller Soldater. Ogsaa Sønner af disse sidste gjorde sig stundom bemærkede, f. Ex. Digteren H. P. Holst og C. V. Rimestad. Mange Danske havde ogsaa norske Hustruer, og denne Forbindelse gjennem Giftermaal mellem de to Folk er, som bekjendt, indtil denne Dag jevnlig og hyppig bleven fortsat. En Mængde Danske vare ogsaa Sønner af Nordmænd. Dette var f. Ex. Tilfældet med de to Historikere og Bibliotheksmænd Werlauff og Molbech. Disse to Mænd indtoge imidlertid et høist forskjelligt Standpunkt ligeoverfor Norge. Werlauff var en trofast Ven baade af den norske Historie, der havde været Gjenstand for hans første Forelæsninger, og som han stadig berigede ved lærde Afhandlinger, og af Nordmænd, Molbech derimod viste altid en uvillig Holdning mod alt Norsk. En anden Nordmandssøn var den ovenfor tilfældigvis nævnte Geheimeraad Treschow. Det var udentvivl ham, der bevægede Grevinde Rosencrone til det Forsøg paa at forandre sin afdøde Mands Testamente til Skade for Norge (1822), hvilket imidlertid senere ved Høiesteretsdom paa det eklatanteste blev kjendt ulovligt.
Vi have samlet nogle samtidige Vidnesbyrd om danske Stemninger ligeoverfor Norge, og blandt dem vel fundet mange, der ikke vække glade Erindringer, men dog ogsaa nogle, som det maa være kjært at tænke paa. I Virkeligheden vare imidlertid de uvillige Tanker om Norge unaturlige og forbigaaende. Hvad der rørte sig paa Bunden af de Danskes Sind, har vistnok fundet det sandeste Udtryk i Oehlenschlägers smukke Linier i hans »Rolf Krage« (1828), hvor det hedder:
Som ofte Skjalden mindes med dybt bevæget Bryst.
Naar Norges bolde Sønner til Sjølund ilte fri
At slutte Brodervenskab. Hvi er den Tid forbi?
Men endnu var man ikke naaet frem til Forstaaelsen af den indbyrdes Uundværlighed og den deraf flydende Stræben efter at gjenoptage og udvikle Fællesskabet; man havde ikke faaet Øie for, at dette dog var muligt, ogsaa efterat den dynastiske Enhed var borte. Nordens Solidaritet var det ikke mange, der tænkte paa. Kun en enkelt Gang støder man i hin Tids Breve paa en saadan Ytring som f. Ex. Engelstofts i et Brev til Oehlenschläger af 1827 (i Anledning af dennes Tragedie »Væringerne«): »Meget ynder jeg den nordiske Broderaand, som hersker i det hele (Stykke). Det sømmer sig Digtere, som og Filosofer og Historikere at vise sig opløftede over Fordomme og Lidenskaber, der bør overlades Pøbelen og dog — kun altfor ofte er det just baade Digtere og Historikere, som stræbe at nære den.«[63] Den samme Historiker skrev to Aar senere til den samme Digter om hans »Rolf Krage« efter atter at have fremsat de samme Anskuelser: »Disse Synspunkter vil De finde noget forskjellige fra dem, som herske gjennem de historiske Skrifter, og som endnu stedse forplantes, men det kommer deraf, at den nordiske Historie — i alle tre Riger — endnu er behandlet dels med for liden Dybde og Indtrængen, dels med for liden Fordomsfrihed og med for lidt du coeur.«[64]
VI.
Efter hidtil væsentlig at have beskjæftiget os med danske Forholde og Tilstande, gaa vi over til at fortælle, hvorledes man følte og tænkte i Norge. Her maatte Tingene selvfølgelig tage sig ganske anderledes ud end i Danmark. Der talte man om »Tabet af Norge«. I Norge kunde man ikke paa den Maade tale om »Tabet af Danmark«. I Danmark var det dog den gamle Stat, i hvilken man trods det saa stærkt formindskede Landomraade skulde holde Liv, saa godt man formaaede det. I Norge skulde alt bygges fra nyt af, og alle Tanker opslugtes for det første af den ene, at hævde den nye Stilling, i hvilken man saa pludselig og derfor saa ganske uforberedt var bleven hensat.
Den danske Konges svage og forknytte Krigsførelse og den forhastede Fredslutning kunde ikke andet end fremkalde haarde Domme, og det ikke alene over Frederik den sjette selv, men over hele den danske Styrelse og det danske Samfund. Naar vi ovenfor have seet, et endog et saa klart Hoved og en saa besindig Mand som J. F. Schouw kunde ytre sig paa den Maade, han gjorde, og bruge Udtryk, som, at «Norge straalede i et herligt Lys,« medens »mit arme Fødeland synker stedse dybere,«[65] da skal man ikke forundre sig over, at Nordmændene selv tænkte ligedan. Mere end en Nordmand, som hidtil havde higet efter at leve i Kjøbenhavn, f. Ex. Pavels, følte nu Begeistring og glædede sig over at befinde sig i Fødelandet, der, som man haabede, efter en seirrig Heltekamp skulde imødese den ærefuldeste og lykkeligste Fremtid.
Men disse dristige Forhaabninger og patriotiske Illusioner vare i Begyndelsen ikke forenede med nogen ligefrem Uvillie mod det gamle Broderfolk. Det var jo dog dettes Thronarving, om hvem alle samlede sig, og hvem de fleste satte ligesaa høit, som man nu satte Frederik den sjette og hans Adjutanter lavt. Eidsvoldsmændene, paa hvem vi her fortrinsvis maa tænke, vare ikke Danskefiender, om end vistnok en stor Del af dem ikke just for Tiden ønskede Foreningen fornyet. Deres Sindelag mod Danmark var gjennemgaaende et venligt. Vel var der et Parti mellem dem, som ingen Tillid nærede til Christian Frederik, og som saa Norges Fremtidshaab i Forening med Sverige, men flere af de Ypperste i denne Kreds, f. Ex. Løvenskiold og Aall nærede ligefuldt varme Sympathier for Danmark. Endog Grev Wedel kan ikke medrette betegnes som danskfiendtlig. Han var forlængst overbevist om, at en Forening med Danmark, i hvilken ikke Sverige var medoptagen, ikke kunde bringe Norge Lykke, og han var fremfor alt Nordmand. Paa det overordentlige Storthing udtalte han vistnok, at »om Skandinaviens (ɔ: Halvøens) Interesser fordrede det,« vilde han ikke betænke sig paa at drage i Krig mod Danmark, men denne Ytring var alene fremkaldt ved et velment, men lidet overveiet og med den daværende Situation uforeneligt Forslag af Dr. Neumann (den senere Biskop), om at der ved en ligefrem Grundlovsbestemmelse skulde være forbudt at anvende Norges Stridskræfter til Krig imod Danmark. Wedel tilføiede ogsaa, at »vel Ingen havde flere og kjærere Forbindelser i Danmark end han.«[66]
For vort Emne ere Forhandlingerne om Udkastets § 28 især af Vigtighed. Dette gik ud paa, at Kongen ikke maatte modtage nogen anden Krone eller Regjering uden Storthingets Samtykke« o. s. v., det vil sige, at med et saadant Samtykke skulde Thronkandidaten Christian Frederik i sin Tid kunne gjenforene Rigerne. Paragrafen antoges med 98 St. mod 11.
Den Mand, som under hin Paragrafs Behandling vakte mest Opmærksomhed, var Nicolai Wergeland, og om ham, til hvem vi ogsaa paa et senere Punkt skulle vende tilbage, maa jeg forudskikke nogle Bemærkninger. Wergeland var en Mand af utvivlsom Begavelse og en af sin Tids kundskabsrigeste Nordmænd. Men han var ogsaa en indbildsk og forfængelig Herre og besad »alle Parvenuens Egenskaber.«[67] Han vilde frem og det hurtigt frem i Verden. I Kristianssand, hvor han 1806 var bleven Adjunkt,[68] gjorde han sig snart gjældende, og i 1811 blev han residerende Kapellan ved Domkirken i denne Stiftsstad. I samme Aar udgav han det betydeligste af sine literære Arbeider, »Mnemosyne«, en Besvarelse af den Prisopgave, som Selskabet for Norges Vel havde fremsat i Universitetssagen. Det skal ikke nægtes, at dette Skrift var livfuldt skrevet, og at der ogsaa findes gode Bemærkninger deri, især hvor Talen er om Valget af Universitetsstad, men den, der gjennemlæser det med Alvor, maa dog dømme det strengt. Det var opfyldt af aldeles unødige og Emnet ganske uvedkommende Anfald paa Danmark, det gik saavidt i sine Paastande, at det udtaltes, at Danmark intet Universitet burde have, idet de Danske kunde studere enten i Norge eller i — Kiel. Men endog bortseet fra al denne Nationaluvillie, ved hvilken jeg her ikke vil dvæle, er Bogen saa rig paa de værste Selvmodsigelser og vrimler saaledes af umodne, doktrinære og ligefrem latterlige Projekter, som det vel er muligt. Universitetet skulde tillige være et Kunstakademi, et Skolelærer-Seminarium, en Landbrugskole m. m. I det »artistisk-økonomiske« Fakultet skulde en Theolog holde Forelæsninger over Handelsmoral, et akademisk Maanedsskrift skulde udgives, hvortil enhver Professor under Mulkt skulde levere Bidrag, »de yngre Humanister« (Russen) skulde fungere som »de naturlige Censorer« ved examen artium, »det norske Universitets Panathene-Orden« skulde oprettes med flere Grader, Honorater (de, der havde besvaret en Prisopgave), Coronater og Callister o. s. v. Disse Exempler kunde forøges i det uendelige. Wergeland vandt alligevel den udsatte Pris (skjønt Censorerne ikke oversaa dets mange Pletter), ja hans Skrift blev paa sine Steder i den Grad yndet, at Borgere i Drammen subskriberede Penge sammen til hans Børn; men hvad Wergeland ikke undgik, var en overlegen Pens Kritik. Anders Sandøe Ørsted recenserede som bekjendt Bogen i Dansk Literaturtidende (1811, Nr. 38—43). Tager man denne Anmeldelse frem, vil det vistnok kunne siges, at Ørsted ikke har havt Øie for de virkelige Fortrin ved Bogen, men det skal neppe lykkes nogen at gjendrive hans Kritik over dens mangfoldige Svagheder og Feil.[69] Slaget faldt tungt paa Forfatteren, og han forvandt det aldrig. Det er ogsaa antaget, at dette Skrift og Kritiken derover berøvede Wergeland de Udsigter, han engang skal have havt, til at komme paa den danske Regjerings Forslagsliste til Professor i Kristiania. Imidlertid var Christian Frederik i 1813 bleven Statholder og aflagde som saadan et Besøg i Kristianssand om Høsten. Her var en Chance for Wergeland, og han undlod ikke at benytte den. Han forherligede den danske Prinds baade i Vers og i Prosa. Han holdt paa Kristianssands Torv en panegyrisk Tale til Prindsen den 17de August og deltog i et Selskab for ham paa over 100 Personer. Prindsen var rørt over al den Hyldest, som »Mnemosyne«s Forfatter havde ydet ham og lovede ham sin bestandige og kraftige Bevaagenhed, og «Wergeland græd af Erkjendtlighed og Glæde.«[70]
Saa kom 1814, og Wergeland blev Eidsvoldsmand, hans første og sidste parlamentariske Campagne. At han her sluttede sig til Grev Wedels Parti, var et Vidnesbyrd om, at han saa klarere end Majoriteten, og kan naturligvis aldrig dadles, men den hvasse Opposition, hvori han strax stillede sig til den af ham selv nys forgudede Christian Frederik og den Hadskhed, han overalt og i Utrængsmaal lod tilsyne mod Danmark, har ikke gavnet hans Eftermæle, men paadraget ham Beskyldninger for egennyttige Beregninger. Skjønt den eneste Bondesøn blandt Forsamlingens Præster, var han hverken nu eller siden Demokrat, han vilde tvertimod stedse være den fornemme Mand; det var alene Opposition mod alt Dansk, hvoraf han besjæledes.
Mellem de pompøse og omhyggelig udarbeidede Taler, som Wergeland afleverede paa Eidsvold, er hans Tale om hin ovennævnte § 28 ikke den mindst mærkelige. Han foreslog et udtrykkeligt Forbud i Grundloven mod Danmarks og Norges eventuelle Forening. Han fandt endog, at den Ed, man havde aflagt til Norges Selvstændighed, forpligtede os til for evig at bryde med Danmark«; «hvad Gud har villet adskille, maa intet Menneske tilsammenføie«; »skal Efterslægten atter skjænke Danmark Frugten af sine Møier?«; »hvormed har da Danien fortryllet dette Folk, at det endnu, førend Riget har forvundet Lidelsen af 7 Aars Feide, kan tænke sig Gjenforeningen?«; »et Skridt, vi bebreide vore Forfædre, maa vi ei tillade vore Børn« o. s. v. Han glædede sig dog over, at Adskillelsen havde kunnet finde Sted »uden brødefuld Insurrektion« og »vilde tage et venskabeligt Farvel uden Harme, uden Nag.« Sverdrup svarede kun, »at Wergelands Argumenter, forsaavidt de vare hentede fra Naturen, beviste, at det ene Stift i Norge ei burde være forenet med det andet.« Falsen bemærkede, at Forfædrene i sin Tid havde besluttet at leve forenede med de Danske, og at det fik blive Efterkommernes Sag at bestemme, om Norge skulde forenes med noget andet Land. Omtrent paa samme Maade udtalte sig Jacob Aall. Grev Wedel tog ikke Ordet. Sorenskriver Koren havde allerede tidligere i nogle til Forsamlingen indleverede »Strøtanker« talt om Skandinaviens velgjørende Forening under et Overhoved.«
VII.
Naar man vil forstaa det rette Forhold mellem Norge og Danmark i hin Tid, da maa man erindre, at medens kun forholdsvis faa Danske havde saameget som seet Norge for sine Øine, havde et saa meget større Antal Nordmænd været i Danmark, gaaet i Skole eller studeret der, besøgt Kjøbenhavn i forskjellig Hensigt o. s. v. De dannede Klasser i Norge saa naturlig hen til Kjøbenhavn som til Middelpunktet i næsten enhver Henseende for den Kreds, de tilhørte. Hvad der passerede i den fælles Hovedstad, var Gjenstand for Opmærksomhed, for spændt Nysgjerrighed. Ikke tilfredse med de sparsomme og forbeholdne Efterretninger fra Kjøbenhavn, som Datidens spæde Aviser kunde yde, havde Godtfolk i de norske Byer ikke sjelden slaaet sig sammen og engageret en saakaldet »Nouvellist«, der i Breve, som gik rundt, meddelte Nyt fra Hovedstaden, Løst og Fast. Hvor levende ønskede man ikke at kunne have været tilstede ved den eller den Leilighed dernede, hvor optagen var man ikke af Fortællinger og Rygter om Hoffester, Theaterbegivenheder o. s. v.! Det forstaar sig, at de sidste alvorlige Krigsaar tildels havde medført en Forandring i dette, men fremdeles kunde det dog siges, at endog den indfødte Embedsstand, tildels ogsaa Borgerstand i Norge nødvendigvis maatte være vel underrettet om og stærkt paavirket af alt Dansk, medens omvendt de Danske vidste saare liden Besked om Norge og norske Forholde. Danske Hustruer fandtes ogsaa i langt større Antal i Norge end norske i Danmark, thi en stor Del af de indbyrdes Familieforbindelser vare naturligvis komne istand under Nordmændenes Ungdomsophold ved det danske Universitet. Naar vi nu nedenfor kaste et Blik paa de danskfødte Embedsmænd i Norge ved Adskillelsen, maa det altsaa fastholdes, at det danske Element i Norge paa ingen Maade indskrænkede sig til disse, eller væsentlig bestod af dem. En stor Del af Norges bedste Sønner vare nemlig idetmindste halvt danske af Dannelse og Opdragelse, medens Norge som sagt for de Danske, der ikke selv havde gjæstet det, var et halvfremmed Land, selv om dets Fjelde og Odelsbønder til sine Tider kunde have været noksaa meget omtalte og beundrede.
Den af Hielm optagne Embedsmandsliste, hvilken vi for Danmarks Vedkommende allerede have benyttet, opregner 158 Danske som ansatte i Norge, da Adskillelsen indtraf[71], idet dog ogsaa her desværre intet Hensyn er taget til Militæretaterne. Antallet af danske Embedsmænd i Norge har altsaa været mindre end Nordmændenes i Danmark. Man finder i Norge 7 danske Overøvrigheder, Thygeson i Kristiania, Sommerhjelm (siden Statsminister) i Smaalenene, Jonas Collett i Buskerud, Baron Wedel Jarlsberg i Bratsberg, Baron Wedell-Wedellsborg i Lister og Mandal, H. G. Treschow i Nordre Bergenhus, Grev Trampe i Throndhjem, C. C. Rafn i Nordre Throndhjems Amt; tre Justitiarier i Overretterne: Falbe i Kristiania (siden Statsraad), v. Bracht i Kristianssand og Schydtz i Bergen, 1 Stiftsoverretsassessor Mandix (siden Justitiarius i Høiesteret), 4 Prokuratorer (deriblandt B. H. v. Munthe af Morgenstierne), 2 Overbirkedommere, 6 Sorenskrivere, 1 Magistratspræsident, 2 Byfogder (hvoriblandt den senere Statsraad Diriks), 1 Byskriver, 1 Politifuldmægtig, I Notarius publicus, 1 Auktionsforvalter, 1 Professor (Platou), 2 Rektorer (Amberg og Boye), 2 Overlærere, 1 Biskop (Bech), 38 Præster, 17 Læger, 30 Told- og Konstitutionsbetjente, 8 Fogder og andre Oppebørselsbetjente, 6 Postmestere, 7 Bergembedsmænd, 7 »Adskillige«. Af disse vare i Begyndelsen af 1816 6 døde og 26 havde taget Afsked og vare for den største Del dragne til Danmark. Mellem dem kunne især mærkes Sekretæren ved Statholderskabet, v. Holten, Stiftamtmand Thygeson, Amtmændene Wedell-Wedellsborg, Treschow[72], Rafn og Justitiarius Bracht. 126 beregnedes fremdeles at staa i norsk Tjeneste. Den aldeles overveiende Flerhed havde altsaa ikke fulgt Frederik den sjettes Opfordring til at vende tilbage. Ogsaa i de nærmestfølgende Aar droge nogle Embedsmænd til Danmark og fik Ansættelse der, mest Geistlige, f. Ex. Provst Frederik Schmidt paa Eker, der vel var barnefødt i Danmark, men dog betragtedes som Nordmand (1820)[73] og den norskfødte Stiftsprovst Engelhardt i Kristianssand (1822) Den sidste opnaaede sin Forflyttelse gjennem privat Kaldelse af Grev Moltke til Bregentved[74]. Der var imidlertid ogsaa dem, der ønskede, men ikke kunde opnaa Ansættelse i dansk Tjeneste; thi Frederik den sjette var ikke meget villig til at indrømme den, bl. a. vistnok ogsaa af den Grund, at der var mange ubefordrede Kandidater og derfor stærk Rift om Embeder i det just i den Tid paa Grund af lave Kornpriser fattige Danmark.
Mellem de Nordmænd, der foretrak at drage til Danmark fremfor at blive i Norge under de nye Forhold, kom ingen til siden at gjøre sig saa bemærkede som de tre unge Officerer Rye, Schleppegrell og Helgesen. Deres oprindelige Hensigt havde været, saaledes som saamange Landsmænd i det attende Aarhundrede havde gjort, at søge Ansættelse i Rusland, og i det mindste om Rye vides det med Bestemthed, at han bestræbte sig for at opnaa en saadan.
VIII.
Under det overordentlige Storthing manglede der ikke paa venlig Ihukommelse af det gamle Broderfolk, saasom det allerede allerede nævnte Forslag af Neumann. Med Christian Frederik tog man en bevæget Afsked. Præsten Tybring fra Drammen udtalte udentvivl Manges Tanker, da han ytrede omtrent følgende: »Vistnok havde Norges Forening med Danmark sine store Ulemper for Norge, og han ønskede, at den aldrig mere maatte knyttes, men det danske Scepter var mildt, den danske Adel trykkede os ikke, vore Skatter og Tyngder vare ikke sværere, end at vi godt kunde bære dem, Fyrstens Erobringssyge forøgede ikke vore Enkers og Faderløses Antal, og Nordmændene behandledes med udmærket Agtelse af sine danske Brødre.« Biskop Bech antydede et Forslag om en Apanage for ham, Konsul Konow fra Bergen vilde have reist et Monument paa Dovrefjeld. I Bergens Adresseavis læstes paa Aarets sidste Dag følgende Vers:
Fra Hjertets ganske Fylde
Men evig kjære Fædreland!
Hvert Offer vi dig skylde.
Naar han sin Krone gjengav dig
Kun for at se dig lykkelig,
Hvor signes bør da Christian
Fra alle Hjerters Fylde.
Imidlertid var Foreningen med Sverige gjennemført. Norge havde en ny Regjering. Kongemagtens virkelige Indehaver var en fransk-svensk Kronprinds, under ham en svensk Statholder og et Statsraad paa 10 Medlemmer af en for den Tid betegnende Sammensætning, idet de 3 vare fødte i Danmark og flere af de øvrige dog i det mindste i længere Tid havde været Embedsmænd der. Nordens tre Nationaliteter kom for en Tid til at mødes og samvirke paa norsk Grund.
Fra svensk Side var man selvfølgelig ikke vel stemt mod alt, hvad der i Norge endnu var dansk eller mindede om den gamle Forbindelse. Der havde i Sverige stadig og uafbrudt, man kan gjerne sige lige siden det sextende Aarhundrede[75] raadet en vrang Forestilling om, at de danske Konger ligefrem havde tyranniseret og mishandlet Norge, og i Forbindelse hermed stod nu en Forventning om, at Nordmændene, naar de vel vare blevne det danske »Aag« kvit, ligesom strax skulde være saa at sige færdige med Danmark. Man forstod ikke eller vilde ikke ret forstaa, hvorledes Foreningen virkelig havde været beskaffen; man betænkte ikke, hvor stærke Eftervirkningerne af Aarhundreders Samliv maatte være, og man forundrede sig derfor nu over høist naturlige Ting. Man vilde i Sverige ganske vist have mere end forundret sig, ifald Finlænderne efter et Par Aars Forløb havde glemt den gamle Forbindelse. Ikke desto mindre formaaede man ikke at sætte sig ind i, at Nordmændene ikke, selv om de endog noksaa meget vilde det, vare istand til at fjerne Sporene af saa lange og indholdsrige Tiders Historie eller anlægge nye Synsmaader ligesaa let som en ny Dragt.
Vi skulle anføre et Par Prøver af Datidens svenske Reisebeskrivelser. I 1816 havde den siden saa berømte Lærde, Sven Nilsson fra Lund, bereist Norge. Han skriver f. Ex. »I Kristiania betraktade man Köpenhamn som Norges egentlige hufvudstad;« »Kristianiabon är mera dansk än norsk, både til utseende, språk och tankesätt « I Vang paa Hedemarken traf han sammen med den for sin Indsigt i Naturvidenskaberne bekjendte Provst Abraham Pihl, og deres Samtale gik ud paa, at »det er icke bra, att universitetet år lagdt i Kristiania, der tänkesäatten ännu äro danske och lange skola vara det. Köpenhamn skall ej latt upphöra at vara Kristianias Ideal, derföre blifva också tänkesätten hos den studerande ungdommen danska. I hjertat af riket alstrar man patriotiska tänkesätt.«[76]
En svensk Digter, J. A. Wadman havde Aaret i Forveien besøgt Norge, der allerede fra før af var ham noget bekjendt. Hans Optegnelser gjøre vistnok et komisk Indtryk, men de ere dog ingenlunde uden Interesse. Han fandt Nordmændenes Had til Sverige at være tiltaget efter Freden og kunde ikke finde stærke Ord nok om »de uppblästa Norrbaggarne.« Nogle Prøver kunne meddeles:
Nog hade en bit af Finland, t. ex. Lappmarken med Uleåborgs län på gamla vilkor med oss förenad varit tio gångar kärare för svenska hjertan, än dette fattiga, sturska, oroliga, pockande och svenskhatande Norge. »Kan icke Svea kufva och uppfostra den sprattlande och okunniga barnungen, så är det bäst, at hon vräker honom för fan i våld.« Den djupaste råhet herrskar i dette land. Få se, om den nya frihetens sol kan värma desse bondhjertan, hvilka tildels under Danmarks faderliga spira aldrig lärt sig klappa för annra bragder än paa sin höjd sillfångsten och lurendrejeriet vid kusterne.« »Landet är uppfyldt af smidige advokater, mest dansker.« »Svensker betala dubbelt mot andra, Dansker deremot äro väl emottagna. Då en Dansk och en Svensk komma til samma gästgifvargård, får Dansken två rum och Svenskan intet. »Berömmes något (i Kristiania), så er det från London eller Köpenhamn, är något dåligt, så är det från Sverige.« »Men jag gitter ej skrifva längra öfver dette land, som vi fått för våra synders skull, icke på halsen, men på ryggen. Farväl Nora! Blir du så lycklig, som du är stursk, så kommer det aldrig at gå någon nöd på dig.«[77]
En af Sveriges høiststaaende Mænd, Statsminister Grev Engeström, ledsagede 1816 og 1818 Carl Johan i Norge. Han udtaler sig forsigtig og moderat; men tilfreds i Norge var han ikke. Endog med sin Vert, en af Kristianias første Handelsmænd, Otto Colett, var han misfornøiet. Af Embedsmændene vakte i 1818 Stiftamtmanden i Throndhjem Trampe (den samme, som havde været Stiftamtmand paa Island under Jørgen Jørgensens Optøier der) i høi Grad hans Mishag. Han var ogsaa af dem, som Carl Johan i sin Tid havde tænkt paa at afsætte; han havde i 1815 mødt Kronprindsen i den danske røde Uniform, hvorpaa denne havde vendt ham Ryggen, og han havde ligeledes kun meget modstræbende fjernet det danske Vaaben fra Raadhuset i Throndhjem. Greven mistænkte ham — visselig uden al Grund — for at have foranstaltet den bekjendte Demonstration med de ituslagne Ruder hos den nu regjeringsvenlige Biskop Bugge o. s. v.[78]
Hvad Carl Johan selv angaar, da er man nu kommen saavidt, at enhver sandhedskjærlig Historiker og vel ogsaa enhver oplyst Mand erkjender hans ædle Sindelag og hans mangeartede Fortjenester af Norge, hvis Selvstændighed i ham efter Foreningen havde en virkelig kongelig Ven og Beskytter. Men det forstaar sig, at han, der havde gjennemlevet den franske Revolution, og paa den anden Side var ubekjendt med Nordens Historie, Sprog, Literatur og Forhold i det Hele, misforstod mangt og meget. Netop fordi han var den Fremmede, maatte han tillige blive den mistænkelige. Der gaves ogsaa dem, som forsøgte at drage Fordel af dette, rigtignok især i Sverige. Ligesom Kongen for Sveriges Vedkommende frygtede gustavianske Konspirationer, saaledes var han for Norges bekymret for imaginære danske. Han viste det Høimod at lade saagodtsom alle de afsættelige Embedsmænd blive staaende, der tidligere havde lagt Uvillie mod Foreningen for Dagen; han beholdt endog de fleste af Christian Frederiks Statsraader og har vistnok overhoved ikke forfulgt nogen for politiske Meninger, men han lod i Stilhed forskjellige Personers Veie bevogte og lod navnlig holde Udkig med norske Embedsmænds Kjøbenhavnsreiser. At dette virkelig var saa, fremgaar med fuld Sikkerhed af Statsraad Holsts ubetinget paalidelige Vidnesbyrd.[79]
Under saadanne Omstændigheder var det ikke uforklarligt, om der fandtes dem, der mente, at ligefrem og offentlig udtalt Antidanskhed var velseet hos den nye Regent, at man herigjennem kunde opnaa Befordringer eller andre Fordele.
Nicolai Wergelands Forhold paa Eidsvold havde ikke gjort ham yndet i Landet, og det gjorde ham, da der skulde vælges til det overordentlige Storthing, umulig til Repræsentant. Byen lod sin Kapellan sidde hjemme og sendte sin Biskop til Thinge. Efterat Foreningen var besluttet, lod han imidlertid se nye Livstegn. At han glædede sig over Unionen, var baade naturligt, fornuftigt og bifaldsværdigt. Men at han allerede Søndagen den 30te Oktober 1814 (altsaa endnu før 4de November) holdt en Tale i Kristianssands Domkirke (uden at Stiftsprovsten, der paa den Tid var konstitueret Biskop vidste, at han skulde præke), hvilken Tale han siden udgav under Titelen »En politisk Tale til det norske Folk,« — derom kan der nok gjøres beføiede Anmærkninger. I denne Tale, der neppe indeholdt et Guds Ord, indskrænkede han sig da ikke til at udtale Glæde over den nye Forening; men han behagede sig ogsaa i hadefulde Tilbageblik og Insinuationer, der baade i og for sig vare høist ubetimelige og upassende, og som man allermindst skulde have ventet i en Kirke.[80] Samtidig levede der i Christianssand en danskfødt Mand, Wincents Lassen Sebbelow, fhv. Løitenant,[81] men paa den Tid Kjøbmand og titulær Overkrigskommissær, for øvrigt en temmelig tvivlsom Person. Mellem ham og Wergeland udspandt der sig nu en for begges Vedkommende lidet tiltalende Polemik gjennem en Række af Brochurer, af hvilke vi ovenfor leilighedsvis have citeret en »Kong Christian Frederik mishandlet.« Nytaarsdag 1815 holdt Wergeland atter en Tale i Domkirken »i Anledning af Freden og Foreningen med Sverige,« der ligesom den foregaaende udkom i Trykken.
Wergelands Taler og Brochurer gjorde ham neppe populær i Landet, og om noget Valg til Thinge var der ikke mere Tale; men paa høieste Steder var man forlængst opmærksom paa ham, og Naadestegn udebleve ikke. Allerede ved det første Stjernefald efter Foreningen, i Januar 1815, blev Wergeland Ridder af Nordstjernen, en Ære, som samtidig kun blev to andre Præster i det hele Land tildel. Selvfølgelig nævntes i Motiveringen ikke et Ord om Politik, det var »for Indsigt, heldig Flid og Talenter som Skolelærer og Forfatter,« at Udmærkelsen skulde være given. Faa Dekorationer have vakt en Opsigt som denne, og der blev ikke sparet paa Spottegloser og Epigrammer. Men allerede inden Aarets Udgang var han udnævnt til Hofprædikant (naturligvis en Sinekure, men med Løn) og kort efter fik han en Dotation af Kronprindsen paa 2 000 Rdl. Selvfølgelig var Kristianssands residerende Kapellani for lidet for ham; hans Befordring til et større Embede kunde ikke længe lade vente paa sig, og man begyndte allerede at spaa ham den første ledige Bispestol.
I denne Tid, medens den ene Naadesbevisning efter den anden blev ham tildel, var Wergeland — efter at have opnaaet sin Plan at udgive et Blad, »den Frimodige« — beskjæftiget med et literært Arbeide, som man vistnok baade for hans Fædrelands og for hans egen Skyld maatte have ønsket uskrevet. Dets noksom bekjendte Titel er: »En sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser mod Kongeriget Norge fra Aar 955 indtil 1814.« Bogen udkom anonymt, og som Trykkested var kun anført »Norge 1816«; men det var strax ingen Hemmelighed, hvem der var Forfatteren. Aaret efter udkom Skriftet i andet Oplag (i Kristiania); Ordet »Forbrydelser« var dog nu ombyttet med »Forhold«. Jeg vil ikke indlade mig paa nogen Gjennemgaaelse af Skriftet. Fra et videnskabeligt Synspunkt er det omtrent under al Kritik, idet Forfatteren paa intet Punkt er i Stand til at give nye historiske Oplysninger og alene forvrænger, hvad han kunde finde i den almindeligste historiske Literatur. Et Særkjende for denne Bog og for mangfoldige lignende Skriverier i samme Aand er et Standpunkt, som jeg med Føie tror at kunne kalde det juridisk-bornerede. Man tror at kunne paadømme Staters og Nationers Mellemværende paa samme Maade og efter de samme Love som private Personers. »En saadan juridisk Opfatningsmaade af Historien er aldeles uhistorisk, fordi den blot holder sig til den formelle Ret, uden at tage Hensyn til de givne almindelige Forhold, deres Sammenhæng og nødvendige Udvikling.«[82]
Bogen, der tryktes i Kristianssand, averteredes i Kristiania 22de Oktober, og to Dage efter udnævntes Forfatteren med Forbigaaelse af ældre Ansøgere og mod Regjeringens Indstilling til Sognepræst i et af Norges største Landkald, Eidsvold. I trykt Stand har Bogen maaske ikke været tilstede i Stockholm ved Udnævnelsen; men Carl Johan har dog kjendt den, ja den skal i fransk Oversættelse have været ham sendt, ja endog været vedlagt Ansøgningen om Eidsvold. Det heder dog, at Kongen skal have ladet den levere tilbage ved en Kammerherre. At Grev Essen har kjendt og bifaldt den, er høist rimeligt, hvorimod Grev Wedel maa frikjendes for at have opmuntret til Udgivelsen. Det heder, at han skal have tilraadet at brænde den.[83]
Som bekjendt vakte Wergelands saakaldte »sandfærdige« Beretning »stor Opsigt og i sine Kredse maaske ogsaa stort Bifald, men i ethvert Fald hos Norges bedste Mænd stor Forargelse. Den blev kraftig imødegaaet i Modskrifter af Christian Magnus Falsen, en efter den Tids Forhold kyndig Historiker, og af Professor Hersleb, hvis historiske Kundskaber vistnok i det mindste ikke stode tilbage for Wergelands. Wergeland svarede i nye Brochurer, der havde den pralende og overmodige Fællestitel »Tilintetgjørelse af alle fiendtlige Anfald paa det af Sandheden selv beseglede Skrift« o. s. v
Selvfølgelig var denne Bog Gjenstand for overmaade meget Skriveri ogsaa i Aviserne. I »Intelligentssedlerne« blev Wergeland strax sigtet som Forfatter, og Præsten Abel i Gjerrestad (Mathematikerens Fader) tog her stærkt tilorde imod ham. I »Nationalbladet« aabnedes Angribernes Række af Sebbelow[84] (14de December 1816), og nu fulgte Artikler Slag i Slag. Et Epigram (Nationalbladet 19de Decbr.) lød saaledes:
Ja, Danmark! Din Forbrydelse er stor,
Du Wergeland ei til Professor gjorde.
Din Ørsted tog mod ham til Orde,
Og lempelig han ei mod Drengen foer,
See dette er din største Brøde,
Og derfor skal du evig bøde.
En af Kristianias Præster, Dr. Garmann, der stod Hersleb nær, mindede om, »at Wergeland tidligere havde frembragt sin Hyldning til det Kongehus, han nu vilde brændemærke,« og mente, at vilde man have Besked om den oldenborgske Stammes Regjering, da burde man heller gaa til Holberg, Suhm eller Snedorff (Nationalbl., V, S. 187). Tilsvaret fra den anden Kant var, »at de lysende Fædrelands- og Sandheds-Venner, Kraft-Skribenterne Abel, Sebbelow, Hersleb og Garmann i Selskab med en vis Patriot fra Brevig efter Rygtet ville foretage en Reise til Øen Sjelland til en Raadsforsamling under Forsæde af den udødelige Grundtvig paa det navnkundige Gammelstrand« o. s. v. (Nationalbl., VI, S. 43). At Brevig her nævntes, havde sin Grund deri, at man i denne By havde opslaaet et Exemplar af Wergelands Bog paa Gabestokken (Intell. Sedl. 1816, No. 101). Selvfølgelig undlod man ikke at kritisere Forfatterens Befordring til et stort Kald netop samtidig med hans Bogs Fremkomst. Mellem Stykker til Gunst for Wergeland var ogsaa et, undertegnet Tre Fædrelandsvenner«. Sebbelow oplyste i denne Anledning (Nat. Bl., VI, S. 103) at disse tre norske Fædrelandsvenner kun udgjorde en eneste tysk Person, »en Vintapper, som Konsul Reinhardt i Kristianssand for nogle Aar siden har faaet op fra Hamborg og som i nogle Maaneder har nydt saa megen Undervisning i Dansk af svensk Ridder Hr. Pastor Wergeland, at han kan tale med Enhver, som kommer i Vinkjælderen.«
Det mærkeligste Indlæg til Wergelands Forsvar, er udentvivl det, som fremkom i Slutningen af 1816 fra en ung Mand, Student Frants Wilh. Strøm, en Broder af de to Bergmestere Strøm, af hvilken den ene, Peter, allerede i 1814 havde tildraget sig Carl Johans Opmærksomhed og vundet hans Naade ved en Pjece om den endnu ikke vedtagne Union. Student Strøm (født paa Kongsberg 1792) havde i 1814 taget Artium i Kjøbenhavn, men var strax vendt hjem til Norge, hvor han døde allerede 1821. I hans Artikel (Nationalbl., V, 180 flg.) forekommer Ytringer, som f. Ex. disse:
»En Ankepost, som de Danske altid føre i Munden, er den norske Nationalstolthed. Neppe vil man nogensinde finde denne Feil hos den sande Norske, og hvad skulde han ogsaa i de senere Tider have at gjøre sig til af? Maaske, at han lod sig træde paa Nakken af de Danske Har man derfor fundet denne Feil, som virkelig har været Tilfældet, i Norge, saa maa man bemærke, at af de mange Danske, hvormed den danske Regjering har velsignet Norge, havde neppe nogen forplantet sig paa norsk Grund, førend deres Afkom, saasnart den var kommen til Mæle, beraabte sig paa sin norske Herkomst, thi de troede herved med saa meget mere Ret at kunne poste Saften og Fedmen af Norge, som de gjennem Aarhundreder havde faaet Hævd paa. Men hvor langtfra svarede ikke disse til deres paatagne Navn? De vare i Grunden Norges værste Fiender. Imedens de gav sig Navn af Norske, spottede de med al norsk Nationalitet og Karakter og søgte at gjøre den latterlig, og at antage deres Aand, vilde de altid skulde gjælde som den første Hovedbetingelse for enhver Nordmand, der ei skulde falde i deres og den danske Regjerings Unaade. Virkelig have de heri ogsaa været saa heldige, at dersom man for nærværende Tid vil søge noget, man kan kalde norsk, det er ikke dansk, maa man ty til den norske Bondestand, den eneste Kilde, hvorfra man, foruden fra de gamle opbevarede Skrifter, maa hente den sande norske Nationalitet.«
Strøm havde her kastet Momenter ind i Debatten, der senere ikke have spillet nogen liden Rolle. Vi have her Antydninger til vore Dages Doktrin om »Kløften« i vort Samfund, ja paa en Maade endog til Maalstrævet.
De danske Historikere taug (med Undtagelse af J. K. Høst, der skrev nogle Modbemærkninger i »Dannora«) ganske stille til dette Angreb paa deres Fædreland. Dette kan synes paafaldende; men sandsynligvis er Forklaringen den, at Kong Frederik ikke har ønsket Polemiken overført paa dansk Grund. Det var ham vistnok ukjært, at der i Danmark skreves og taltes mere end høist fornødent om det tabte Norge, hvis Navn kun bragte triste Minder tillive. Imidlertid udkom der dog i Kjøbenhavn et Modskrift, men af en norsk Student, som midlertidig opholdt sig dernede, Mathias Andreas Boye, Broder af den tidligere omtalte Digter C J. Boye. Denne unge Student, der var dimitteret fra Throndhjem 1814, havde allerede i Kristiania gjort sig bemærket ved sin djærve og som Pavels kalder den »fripostige« Skrivemaade i Aviserne og faaet Navn af Kristianias Statssatyrikus. Nu udgav han i Kjøbenhavn 1817 »Gjenmæle og Kommentar« til Wergelands Bog og dedicerede sit Skrift til Frederik den sjette med nogle Vers, hvori det bl. a. hedder:
Som tilraaber Dig: Du var Tyran!
Vid, det er en Niddings, som for Guld kan glemme,
Ofre selv sin Konge, Folk og Land.
Taaren flyder end, som flød for Dig,
Kjærlighed er det, hvormed de Kongen lønner,
Kongen, som dem elsked faderlig.
Lydighed i hvert lovmæssigt Bud,
Men i Eden selv en hellig Bøn de gjorde:
Dannerkongen signe Himlens Gud!
Bogen er, som man heraf kan slutte, fuld af heftige Udbrud og Tiltalen til Wergeland begynder: »Med Kainsmærket stemplede Nidding!« Som Prøver kunne for øvrigt anføres: »I kalde Unionen, den mellem Danmark, Norge og Sverrig ulykkelig. Ekko fra Fjeldene lykkelig. Dog giver jeg Eder trods Ekkoet Ret; thi ulykkelig blev den, fordi Sverrig var med, men da dette Rige havde brudt den, blev den igjen lykkelig« (Pag. 47). »I taler som Spaamænd og siger, at Danmark har selv ved sine Synder foraarsaget, at Norge er tabt, evig tabt for Danmark. Jeg maa spørge Eder, hvoraf I veed dette. Saavidt har I dog vel ikke drevet det i Ugudelighed, at I formastelig tror at kunne randsage Herrens Beslutninger« (S. 63).
Det kan bemærkes, at det var den meget indflydelsesrige Jonas Collins Hus, med hvis Steddatter Broderen var forlovet, at Boye færdedes, medens han skrev denne Brochure; imidlertid, Broderen var forlovet med dennes Stifdatter og M. A. Boye ægtede selv kort efter en Søster af hende. Men Frederik den sjette fandt sig generet ved denne Hyldest af en Nordmand og lod det ungdommelige Arbeide supprimere, hvorfor Bogen nu er en stor Sjeldenhed.[85] Men hvad der er ret mærkeligt, er, at Boye ikke blev Gjenstand for nogen Tilsidesættelse, end sige Forfølgelse fra Carl Johans Side. Han blev tvertimod strax ved sin Hjemkomst i samme Aar Adjunkt ved den nyoprettede Skole i Drammen, allerede to Aar efter Overlærer og i 1825 Rektor ved Kristianssands Kathedralskole, og det uagtet han ingen Embedsexamen havde taget.
I Vinteren 1863—1864 læstes i Kristiania-Blade en Bekjendtgjørelse om, at »Danmarks politiske Forbrydelser« med det første skulde udkomme i nyt Oplag, hvilket fremkaldte en Protest fra Wergelands Familie.
IX.
Historiske Misforstaaelser og Misvisninger opstode overhoved i Mængde paa denne Tid, og deres Eftervirkninger kunne endnu iagttages. Men der var ogsaa andre Aarsager, der fremkaldte Uvillie i Norge mod den danske Regjering og dermed tillige mod det danske Folk. Det var ikke alene Tabet af Orknøerne, Shetlandsøerne, Jemteland, Bohuslen o. s. v., hvortil nu ogsaa var kommet Island, Færøerne, Grønland, som man beklagede. Man fandt, at Frederik den sjette efter Adskillelsen ikke behandlede Norge, som man kunde vente af dets fordums Konge og Landsfader.
Saaledes var der mange, som fandt det urimeligt, at Danmark paastod Eiendomsret til endel Krigsskibe, som havde befundet sig i Norge ved Adskillelsen. Dette fremkaldte igjen Paastande om, at norske Søfolk, der havde været kommanderede til Danmark, der havde været behandlede slet; »de bleve tildels gaaende paa Gaden for 10 Sk. daglig, Kone og Børn hjemme maatte altsaa lide Nød eller opholdes af Fattigvæsenet; i Mangel af Reisepenge til Hjemmet maatte de tage Hyre til Ostindien o. s. v. og kom aldrig mere tilbage« (Nationalbl., III, S. 19). I et lokalhistorisk Skrift er opbevaret følgende Beretning om en Sømand fra Nedenæs Amt: »Han blev taget til Orlogs og stod i Tjeneste til 1814, da han og de øvrige Nordmænd i Kjøbenhavn afmønstredes. Først maatte de dog være med og belægge Orlogsfartøierne, thi Danmarks egne Matroser vare for faa til dette Arbeide. De afmønstrede Nordmænd fik ingen Reisegodtgjørelse, og flere af dem maatte gjennem Sverige betle sig hjem.«[86] Disse Klager fra Matroserne gjenfindes ogsaa andetsteds.
Af større Betydning, end dette, var det, at Norge, som hidtil selvfølgelig havde været paa lige Fod med de Danske i al Samfærsel og Handel mellem Rigerne, nu mistede denne Fordel. Da der for det første ikke kunde komme nogen Handelstraktat istand med Sverige-Norge, kom Nordmændene i Forhold til Danmark pludselig til at staa »i de mindst begunstigede Nationers« Række, og dette var dem meget føleligt.
Men størst og stærkest blev Misstemningen, da det kom til det bekjendte »Opgjør«, og der overensstemmende med Kielerfreden skulde udbetales Danmark en stor Pengesum som Norges Andel i den fælles Statsgjæld Nordmænd mente, at det snarere var Danmark, som burde betale Norge Penge, end omvendt, og utallige vare endog saa uforstandige, at de paastode, at skulde der betales noget, saa fik det blive Sveriges Sag og ikke Norges; »det var Sverige, som havde sluttet Freden i Kiel, Nordmændene havde aldrig erkjendt den, den var dem uvedkommende« o. s. v. I Virkeligheden slap Norge ved Statsraad Holsts Dygtighed som Underhandler særdeles billig fra denne Sag med 3 Millioner Spd., og det var derhos en stor Lykke, at det fattige Land formedelst Underhandlingernes langsomme Gang fik adskillige Aars Henstand. Men dette forstod den store Almenhed ikke. Den behagede sig i forlorne juridiske Modgrunde og i Deklamationer som f. Ex.:
Til hint Vrøvl om Kiel og Millioner,
Som skjønt udstaffert i nordisk Dragt,
Kun kan skrække skjælvende Matroner,
Skræmmer Børn med Skraal, men Eders Larmen
Ænses ei af Folk med Mod i Barmen.
Det hører ikke hid at dvæle ved denne Sag, hvis Historie man vil finde udtømmende behandlet i Statsraad Holsts egne Optegnelser og i Yngvar Nielsens mange Skrifter til hin Tids Historie. Men, hvad vi her have at erindre, er, at dette uundgaaelige Opgjør udentvivl havde sin store Andel i følgende Tiders Stemninger i Norges mindre oplyste Samfundslag. Her ulmede nu Uvillie mod det gamle Broderfolk. Vistnok kunde selv inden Bondestanden bestemte Ytringer i en helt anden Aand komme frem f. Ex. i 1834 i den bekjendte Storthingsmand, Gudbrandsdølen Ole Haagenstads Tale den 17de Mai: »I flere Aarhundrede var Norge forenet med Danmark og i den senere Tid under det danske Enevælde, men desuagtet under en saa liberal Regjering, at vi aldrig følte Frihedens Tab, og vi kunde regne os for den lykkeligste Nation i Europa, helst i den sidste Tid. Norges Indvaanere vare blevne fortrolige med den danske Regjeringsform, den var ligesom indsuget med Modermelken. Det var ikke nogen Nordmands Ønske, langt mindre deres Brødres, at Foreningslivet mellem Danmark og Norge blev opløst.«[87] Men overveiende vare nu de modsatte Forestillinger. Paa den Tid, Ole Haagenstads ovennævnte Udtalelser faldt, var allerede den saakaldte »Norskhedsperiode« indtraadt, hvilken Hartvig Lassen har beskrevet.
Allerede meget tidlig (første Gang, saavidt jeg veed 1817, Nationalbladet, VII, S. 159) var Ordet »Danoman« sat i Omløb som Betegnelse paa dem, der gjorde Indsigelse imod Uvillien mod Danmark. Kun en eneste Gang har jeg fundet nogen offentlig sigtet for at staa i den danske Regjerings Sold. Det var en ubetydelig Literat Pavels Hjelm, som fralægger sig dette urimelige Paasagn i Nationalbladet, XIV, S. 91.
En Kreds, hvor man en Tid lang med venlige Følelser tænkte paa Danmark og paa dets Konge, var den academiske i strengere Forstand. Frederik den sjette havde stiftet det norske Universitet og endog efter Adskillelsen skjænket det en Gave af overordentligt Værd i den herlige Dubletsamling, der udgjør Grundstammen for det norske Universitetsbibliothek[88]. Alle dettes Lærere vare, skjønt for den allerstørste Del fødte Nordmænd, knyttede med stærke Baand til det danske Universitet, hvor jo ogsaa alle de unge Mænd, der i de første Aar toge Embedsexamen i Christiania, oprindelig havde studeret. Den af de norskfødte Professorer, som man ansaa for den mest dansksindede eller næsten rettere sagt den uvilligste mod Sverige, var Georg Sverdrup, om hvem det endog, skjønt aldeles uden Grund, fortaltes, at Carl Johan holdt ham under et Slags Opsigt og ved Siden af ham udentvivl hans nærstaaende, ovenfor nævnte Ven S. B. Hersleb. Denne skrev 1817 til Prof. Sibbern i Kjøbenhavn: »Jeg var længe mismodig, og hvert bittert Ord mellem Danske og Norske har krænket mig mere, end nogen personlig Forhaanelse kunde saare mig. Jeg har fra Barndom af elsket det Kongehus, for hvilket Frederikshald brændte, jeg har i 10 Aar levet i Danmark som hjemme, og mine kjæreste Venner ere Danske. At skrive om hvad der foregik, er mig derfor en Pine«[89]. I 1821, da mange — skjønt ganske uden Grund — frygtede for et Statskup eller lignende, var det derfor ogsaa Herslebs Tanker, om saadant skulde hænde, at drage til Kjøbenhavn for, om intet andet tilbød sig, at leve af Timeinformationer[90]. Om de fleste af den gamle Professorstamme gjelder det overhoved, at de vedligeholdt megen Forbindelse med Kjøbenhavn og ikke sjelden besøgte det. I 1816 benyttede saaledes Sverdrup, Jac. Keyser, Rathke og Stenersen Sommerferien til en Kjøbenhavnsreise[91] Den eneste Professor, som nærede en anden Tænkemaade, var vistnok Juristen Steenbuch, der var en af hine Tiders Kraftpatrioter. Det var under saadanne Omstændigheder ikke saa uforklarligt, at den første svenske Statholder, Essen, ikke altid skal have været naadig mod Universitetslærerne. En endnu levende Hædersmand, hvis Fader dengang var Professor, har fortalt mig, at han, da Universitetets Lærere samlede gjorde ham sin Opvartning, modtog Hs. Excellence dem i Slobrok, og hans første Ord var et Spørgsmaal, om der ikke vare »många Danskar bland Herrarne«, hvorpaa Platou, Thulstrup[92] og Esmark, de tre eneste Danske, traadte frem med et ærbødigt Buk. Det kan ligesaa erindres, at Carl Johan havde meget imod, at Universitetet benævntes efter Frederik den sjette, og at denne Etikettesag var en Hindring for Sanktionen af Universitetsfundatsen.
Den samme Aand raadede ogsaa blandt Studenterne, som ved sine festlige Sammenkomster ikke sjelden drak Stifterens Skaal. 1820 holdtes saaledes et stort Gilde paa Stiftelsesdagen (2den Septbr.), ved hvilket »En og Hver ved Bordet istemmede med den almindeligste Deltagelse« følgende Sang:
Da kvæler os Vemod og Smerte,
Men dette ei dæmper Taknemligheds Aand,
Den flammer af trofaste Hjerte;
Som Røgen af Ofre med liflige Lugt
Mod Himlen sig hæver dens dristige Flugt.
Dig Lyset i Norden vi skylde.
Du Grundstenen lagde hint lysende Slot,
Hvis Dronning saa gjerne vi hylde
Brøl Nordhav din Torden, dit Bølgedyb brus,
Du døver ei Ønsket: Hil Dankongens Hus!
og »et tre Gange tre gjentaget Hurraraab lod Taknemligheden gjenlyde for Dankongen: Frederik den sjette.« Først derefter kom en Sang for det nye Kongehus, og Referatet tilføier Intet om nogen denne Sang ledsagende Begeistring[93]. Den samme velvillige Inukommelse af Frederik den sjette gjenfinde vi endnu i George Fr. Kroghs Tale i Studentersamfundet 1829[94].
X.
At hverken den uvillige Følelse mod Danmark, der gjorde sig gjeldende i Norge, eller den Forglemmelse af det gamle Broderskab, som lod sig spore i Danmark, blev af Varighed, havde sin sidste Grund i, at de begge vare saa unaturlige, som noget i Verden kan være det. Men flere medvirkende Aarsager traadte her efterhaanden til.
En væsentlig Hindring for, at Danske og Norske kunde møde hinanden, laa i den lange Afstand og de slette Samfærselsmidler. I Foreningens Tid havde Landreiserne været lettede og forholdsvis billigere ved »Sølvposten« gjennem Sverige, der medtog Passagerer. Nu var denne Vei bleven kostbarere, og Søreiser vare altid af uberegnelig Varighed og som oftest ubehagelige. De gjensidige Besøg vare derfor ikke ret mange, og naturligvis kom især Danske sjelden til Norge, naar de ikke, hvad stundom hændte (f. Ex. med G. L. Baden) rømte herop. Brevportoen var høi, og Boghandelen maadelig. I Christiania var det smaat bevendt med den, og de egentlige Bogelskere fik sine Forsyninger direkte fra Kjøbenhavn, for det meste gjennem Brummer, Universitetsbibliothekets Commissionær. Det maatte derfor være et overordentligt Fremskridt, da man fik Dampskibsforbindelsen. Statsraad Collett har Æren for at have skaffet Norge dets første Dampskibe, skjønt Odelsthinget i 1827 rigtignok belønnede ham med en Rigsretsaktion.
Fra nu af bleve Besøgene hyppigere. Slægtninge, som længe havde været afskaarne fra hverandre, kunde atter komme sammen, unge Nordmænd, der fra Barndommen af havde hørt Kjøbenhavn omtale og prise, fik Leilighed til at gjeste det, og Danske begyndte hyppigere at reise herop. Nogle af disse Besøg vare af stor Betydning, navnlig Oehlenslägers i 1833. Den literære Forbindelse kunde nu tage et mægtigt Opsving, og tidsmæssige Boghandlerforretninger kom nu igang, blandt dem den for den følgende Tid betydningsfulde, som Johan Dahl stiftede 1832. Snart havde Kristiania ogsaa et dansk Theater. At alt dette meget snart ytrede sin Indflydelse, er utvivlsomt; men de bedste Vidnesbyrd derom ere dog de ligefremme Beklagelser i Vers og Prosa over den lettede Samfærsel, som gjenløde fra Norskhedsmændene, f. Ex. Henrik Wergeland; Ord:
I alle Hjerter i Nationen,
Da drog tilvisse til Kjøbenhavn
Med næste Dampbaad Ambitionen,
Thi den, jo mer den er »honnet«,
Fordærver Norriges unge Æt,
Drengen blir slet,
Pigen koket
Og Jeandefranceri bli’r Tonen.
og som det ogsaa hed: »Aarlig erholder Kjøbenhavns Narre endel af vore Narres Besøg. En ægte Kristiania-Nar regner en Tur til Kjøbenhavn for en ligesaa uafviselig Pligt, som en Mahomedan Reisen til Mekka.« »Kavaleren faar sin Politur i Kjøbenhavn, hvor han bliver optrukken af Snyltegjæster, som til Gjengjæld undervise ham i Kjøbenhavnsk og lære ham de nyeste Kjældermænd.«[95]
Omtrent ved den samme Tid bidrog en stor Begivenhed til at vende de Danskes Tanker mod Norge. Det var Juli-Revolutionen og den i Forbindelse med samme staaende Indførelse af Provindsialstænder i Danmark. Det er bekjendt, at der nu vaagnede et stærkt politisk Liv i Danmark, og at det ikke varede længe, inden man i Stænderne kun saa en Overgangsform til en virkelig fri Forfatning, den man stærkt længtes efter at opnaa. Nu blev den norske Konstitution en Gjenstand for ivrigt Studium i Danmark, og de norske Statsforhold opmærksomt iagttagne. En fremtrædende Rolle spillede her Orla Lehmann. Han knyttede i 1833 i Berlin sit Venskab med Schweigaard, gjorde Stangs Grundlovsfortolkning til Gjenstand for en udførlig Recension, og gjorde sig i 1836 nøie bekjendt med Norge selv ved den Reise, som han senere udførlig har beskrevet. Christian den ottende maatte ved sin Thronbestigelse finde sig i, at man idelig raabte paa »Eidsvold« og mindede ham om, hvor han havde været i 1814. Kort efter udgav Munch-Ræder i Kjøbenhavn sin Bog om »den norske Statsforfatnings Historie og Væsen«, fremkaldt, som han selv siden har oplyst, ved danske Venners Opfordringer til ham. At det norske »Morgenbladet« blev forbudt i Danmark, var ogsaa et Tidens Tegn.
Det er aabenbart, at det aandelige Samliv herigjennem tog større og større Væxt; men endnu manglede der dog meget i, at Samlivet kunde kaldes rigt og kraftigt. Et Par Exempler kan anføres.
Det var længe meget sjeldent, at man, bortseet fra Oehlenschlägers nordiske Tragödier, saa Norge og Nordmænd omtalte i den danske Skjønliteratur. Hos Fru Gyllembourg f. Ex. egentlig kun paa et Sted, og da karrikerende og uvilligt. Det er i »Nær og Fjern« (1841), hvor Erik og Thora Muk komme med som et Par plumpe Barbarer.[96] Nuomstunder har den norske Literatur en vis Indflydelse i Danmark, hvor endog flere og flere norske Ord efterhaanden have erhvervet Borgerret. Hvor afvisende man i den Henseende stillede sig endnu 1839 (og meget senere) kan sees af en Recension af en forøvrigt ubetydelig Novelle »Tante Anna«, hvis Forfatterinde var H. C. Andersens Veninde Henriette Hanck. Hun var Datter af en Nordmand, og deraf kom det vel, at der var Norvagismer i hendes Bog. Recensenten bemærker f. Ex.: »Ligesaa fremmed lyder Ordet Hygge, der efter Molbech er et norsk Ord og betyder Trøst, Fortrøstning, glad Tillid. I hvilken Betydning det er taget paa følgende tre Steder, kunne vi ikke sige.«[97] At Henrik Wergeland ikke slog an i Danmark, er slet ikke at forundre sig over. Hans egen Landsmand Hauch beklagede sig i 1834 i et Brev over, at »den norske Udigter Wergeland havde fundet paa at sende ham sine Digte.« Han svarede ham, »hvad han ikke uden den eminenteste Uartighed kunde lade være,« saaledes, »at han kan vise det, hvor det skal være.« I det følgende Aar var han dog enig med Peder Hjort i, »at Wergelands Verk (hvilket?) var et genialsk Product, seet paa Vrangen.«[98]
Endnu i 1836, da det danske Universitet feirede den store Secularfest for Reformationens Indførelse, maatte man opleve noget meget paafaldende fra norsk Side. Man havde indbudt de nordiske og nogle af de nordtydske Universiteter til Deltagelse i Festen. Fra dem alle kom enten Deputerede eller »høflige Svarskrivelser«, men »alene Universitetet i Christiania syntes at have anseet det under sin Værdighed at give et høfligt Svar paa et høfligt Brev; det taug derfor ganske stille.«[99]
Men jeg er nu forlængst kommen ud over Grændserne for denne Afhandling, der kun er bestemt til at omhandle den nærmeste Tid efter Foreningen. De senere Tiders Udvikling, Skandinavismen, Studentermøderne, de mangeartede Forbindelser fast paa alle Omraader maa her lades uomtalte. Kun saameget skal siges, at Berøringerne trods alle vexlende Begivenheder stadig ere tiltagne, og at Forbindelsestraadene mellem Danmark og Norge nu ere utallige. Ikke alene staar nu enhver norsk Videnskabsmand i Forbindelse med sine Fagbrødre i de to Broderriger, og det især vistnok med sine danske; men nordiske Møder og Kongresser finde nu Sted til gjensidig Belæring paa de allerforskjelligste Virksomheders Omraade. Den fælles Historie har for Danmarks og Norges Vedkommende medført, at de politiske Kampe ikke ere blevne uden adskillig Lighed. Derfor har man ogsaa seet, at ethvert af de to Landes Politik nu følges med en Deltagelse i det andet, som aldrig før. Det er ikke som tidligere, at denne Opmærksomhed mest indskrænkede sig til dem, der nærede skandinaviske Sympathier. Saavel det konservative som det radikale Parti i begge Lande have nu forlængst fundet hinanden, og Forbindelsen er maaske stærkest i de sidste Leire. Det er saaledes karakteristisk nok, at da Johan Sverdrup i 1884 endelig var kommen til Magten, var det første, som den gamle Antiskandinav gjorde, at reise ned til Danmark for at fraternisere med sine danske Partifæller, ligesom man under de sidste danske Valg fra konservativ Side har seet Norges nuværende Tilstand fremstillet som et advarende Exempel.
- ↑ Plenus superbiae populus — Norvagiensium tumor. (Saxonis Grammatici Hist. Dan., ed. P. E. Müller, I., P. 352.)
- ↑ Journal for Politik, Natur- og Menneske-Kundskab, udg. af Odin Wolff, Januar 1810. S. 210—212.
- ↑ St. St. Blichers Samlede Noveller og Skizzer, ordnede af P. Hansen. (Kbhvn.) 1862., II., S. 355.
- ↑ Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie VI., 5. 164.
- ↑ Nordisk Tidsskrift for Politik etc., udg. af G. K. Hamilton, 367 S.
- ↑ J. P. Mynster, Meddelelser om mit Levnet, (Kbhvn.) 1854. S. 192.
- ↑ Engelstofts Papirer i det danske Universitetsbibliothek.
- ↑ Se om denne Sag: P. Hjort, kritiske Bidrag til nyere dansk Tænkemaades og Dannelses Historie. Literærhistorisk Afdeling I, S. XLIV, flg., Poul Møllers samlede Skrifter VI., (Olsens Biografi S. 12), samt Grundtvigs ovennævnte Skrift.
- ↑ Dansk historisk Tidsskrift, II R., IV., S. 337.
- ↑ St. St. Blichers Saml. Noveller og Skizzer, ordnede af P. Hansen, IV., S. 537.
- ↑ J. Møller, N. E. Balles Levnet og Fortjenester. (Kbhvn. 1817.) S. 288.
- ↑ J. M. Thiele, Af mit Livs Aarbøger. (Kbhvn. 1873.) S. 67.
- ↑ H. N. Clausen, Optegnelser om mit Levnets og min Tids Historie. (Kbhvn. 1877,) S. 6.
- ↑ Se om hans Besøg J. F. Schouws høist interessante Brev til Rathke, trykt i Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae. (Kbhvn. 1876.) S. 226 flg.
- ↑ Adalbert v. Chamisso’s Werke, I (Leipzig 1836) S. 21—22.
- ↑ Fr. Hammerich, Et Levnetsløb (Kbhvn. 1882) S. 118.
- ↑ Norges Konstitutions Historie, H. 3. (Chr.a 1843.) S. 172 flg.
- ↑ Breve fra Grev H. H. v. Essen til Carl Johan, udg. af Y. Nielsen. (Chr.a 1867.) S. 5.
- ↑ Wergeland, l. c., H. 2, H. 3, S. 180—181. Pavels Biografi og Dagbøger, udg. af C. P. Riis (Bergen 1864.) S. 180.
- ↑ Af J. v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae. (Chr.a 1864.) S. 174 flg.
- ↑ Athene, et Maanedsskrift, udg. af Chr. Molbech, II, S. 487, III. S. 65—66.
- ↑ Breve fra Grev H. H. Essen til Carl Johan, udg. af Y. Nielsen, S. XIX flg.
- ↑ Foruden i sine Reise-Erindringer ogsaa i Breve til og fra H. C. Ørsted, udgivne af Mathilde Ørsted. (Kbhvn. 1870.) I, S. 317 flg.
- ↑ Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 213—215.
- ↑ J. A. L. Holm, Fr. Ad. Greve af Holstein. (Kbhvn. 1844.)
- ↑ »Hvad har Norge at haabe o. s. v. af en Forening med Sverige?«
- ↑ Se f. Ex. Prof. J. Reinhardts Breve til Rathke (Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 216—218).
- ↑ Breve fra Danske og Norske. udg. af L. Daae, S. 13.
- ↑ Dansk hist. Tidsskrift, 5 R. II, S. 382. En utrykt Optegnelse af Engelstoft meddeler, at da Prindsen 1815 reiste til Als for at holde Bryllup med Caroline Amalie af Augustenborg, glemte han at medtage en Fyrstindekrone, som hun skulde have baaret; Publikum bemærkede da, at han nylig havde tabt den ene Krone og nu glemte den anden.
- ↑ Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 12 flg.
- ↑ Fr. Schmidts Dagbøger, S. 130.
- ↑ C. Pavels’s Dagbogs-Optegnelser 1815—1816, udg. af C.P.Riis, (Chr.a 1867.) S. 652. Dedikationsverset til »den ædle Birckners elskelige Datter« staar foran Boyes Oversættelse af Körners Sørgespil.
- ↑ Engelstofts Papirer paa det danske Universitetsbibliothek. Det er ellers ikke ganske nøiagtigt, hvad der fortælles om Vogts Stilling i Finantskollegiet, thi han havde i 1814 taget Afsked fra dette ikke som Kopist (hvilket han var 1801—1807), men som Auscultant i dette Kollegium og tillige Assessor i Finantskasse-Direktionen. Smlgn. Yngv. Nielsen, Grev Sandels Statholderskab, S. 31 flg.
- ↑ Werlauff i Dansk hist. Tidsskrifts 4. R., IV, S. 338.
- ↑ En gammel dansk Geistlig har fortalt mig, at medens han gik i en Provindsskole, aflagde Kongen et Besøg og lod Disciplene examinere. En Adjunkt examinerede dem da i Norges, Geografi. Kongen var kjendelig ærgerlig over denne Taktløshed, men da baade Lærer og Examinand lagde for Dagen, at ingen af dem stak dybt i Emnet, blandede Kongen sig i Examinationen og sagde: »Om Norge veed jeg dog bedre Besked.«
- ↑ Mémoires de mon temps, dictés par S. A. Landgrave Charles, Prince de Hesse (Copenh. 1861). p. 75.
- ↑ Nyt theologisk Bibliothek, udgivet af Jens Müller, XIX, S. 222 og 234 »Wergelands Bog« er N. Wergelands Mnemosyne.
- ↑ Efter Kjøbenhavns Skilderi optrykt i det Norske Nationalblad, H. 8, 5. 96).
- ↑ M. Birkeland, Selskabet for Norges V, S. 73. G. Sverdrups Brev til Christie i Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 370—372.
- ↑ F. Ex.:
Nedknæl, o Norrig, kun paa dine Fjelde
Se ei saa stolt paa Daners jævne Mark!
— — — — — — —
Hvad var du vel, da Danmarks Christian
Opsendte Biblen til dit Klippeland?
Hvor var da dine gamle Heltedage,
Hvoraf du tit dig end gjør altfor stor?
Hvor mange Sønner havde du at sende
Til Wittemberg for Nordens Lys at tænde?»
o. s. v.I Nationalbladet samt i Wergelands »Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge« vil man se, hvad man dømte om dette Digt i Norge.
- ↑ Det norske Nationalblad af blandet Indhold, 1ste Hefte, 5. 161 flg. og 3die Hefte, S. 65 flg. Hielm har ikke navngivet sig; men jeg anser hans Forfatterskab for aldeles utvivlsomt, især fordi han i sin norske Statskalender for 1815, som jeg selv eier, har tilføiet Antegnelser om Embedsmændenes Nationalitet. Han var ogsaa Broder af Bladets Udgiver.
- ↑ En af disse Embedsmænd, Guvernøren i Vestindien, den noksom bekjendte Benzon (om hvem se Mynsters Meddelelser, 2. Udg., S. 112 flg.) var en Bergenser.
- ↑ De indtil 1813 ikke faa norskfødte Universitetslærere vare nemlig udnævnte til Professorer i Norge.
- ↑ Breve fra Grev H. H. Essen til Carl Johan, udg af Y. Nielsen, S. XLVII.
- ↑ Om denne talentfulde og afholdte, men som Videnskabsmand lidet betydelige Mand har Biskop G. P. Brammer i sine Erindringer meddelt interessante Oplysninger.
- ↑ Engelstofts Antegnelser (Dansk hist. Tidsskr. 5 R. II, 5. 385). Et uartigt »Epigram« til Engelhart ved hans Tilbagereise læses i det norske Nationalblad, H. 12, S. 211.
- ↑ Dansk hist. Tidsskr., 4 R, IV, S. 320.
- ↑ Fr. Schmidts Dagbøger, udg, af Hancke (Kbhvn. 1868), 5. 44.
- ↑ Norsk hist. Tidsskrift, I, S. 452.
- ↑ Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 225.
- ↑ I den Fayeske Haandskriftsamling i det norske Rigsarchiv.
- ↑ Pram befordredes, som bekjendt siden til et Embede i Vestindien, hvor han døde 1821. Nogle Breve fra ham, skrevne paa St. Thomas, læses i Nyerups Magasin for Reiseiagttagelser, IV, S. 169—236. Ved Prams Afreise til Vestindien foranstaltede den varmhjertede J. K. Høst en Forsoning mellem ham og Fr. Stoud, se J. K. Høst, Erindringer om mig og mine Samtidige (Kbhvn. 1835) S. 139.
- ↑ Om hans politiske Forfatterskab, se O. A. Bachke i Nordisk Tidsskrift, udg. af G. K. Hamilton, 1868.
- ↑ Oberst N. Tidemands Optegnelser om sit Liv og sin Samtid i Norge og Danmark 1766—1828, udg. af C. J. Anker, (Chr.a 1881) S. 143—149. Man vil her finde mange Ytringer af Forbitrelse mod Kongens militære Yndlinge, de saakaldte »røde Fjær«. Mellem disse indflydelsesrige Mænd var ogsaa en Nordmand, Kammerherre J. F. B. Oppen fra Østerdalen († 1826). M. C. Hansens Novelle »Claus Fahret« alluderer ogsaa til disse Forhold.
- ↑ Schinkels Minnen ur Sveriges nyare Hist. X, S. 240; Orla Lehmanns Efterladte Skrifter I, S. 60, Y. Nielsen, Kielerfreden, S. 55.
- ↑ Norsk hist. Tidsskr., II, S. 238—240. Treschows udaterede Koncept til et Brev, der her er meddelt af mig, bør vistnok henføres til Tiden før Thronskiftet i 1818, hvorpaa jeg dengang ikke var opmærksom.
- ↑ Interessante Notitser om Besøget findes (foruden hos Schinkel X, S. 335—355) ogsaa i Engelstofts Optegnelser, Dansk hist. Tidsskr. 5 R. II, S. 385 flg.).
- ↑ Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 44.
- ↑ Dansk hist. Tidsskr. 4 R., IV, S. 339.
- ↑ Handlinger ur Brinckmanska Archivet, II, S. 333.
- ↑ Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 54—55. Brevskriveren Merbitz var, skjønt sachsisk Diplomat, nærmest at betragte som en dansk Mand.
- ↑ Norsk hist. Tidsskrift, I. S. 439.
- ↑ Mindeblade om Oehlenschläger og hans Kreds ude og hjemme, i Breve til og fra ham, udg. af C. L. N. Mynster (Kbhvn. 1871), S. 293–294.
- ↑ Sammesteds, S. 300—301. Man sammenligne et Brev fra Engelstoft til J. C. Berg i Norsk hist. Tidsskrift, 2 R, IV, 336—339.
- ↑ Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 214.
- ↑ Fr. Schmidts Dagbøger, udg. af Hancke. S. 236.
- ↑ Med disse under Anførselstegn citerede Ord har afdøde Prof. L. K. Daa, der kjendte ham personlig, karakteriseret ham i en Samtale 1869.
- ↑ I Norsk hist. Tidsskrift 2 R., III, S. 44 flg. har jeg meddelt det Vigtigste af Wergelands mærkelige Beskrivelse af denne By.
- ↑ Endnu paa sine gamle Dage fastholdt ogsaa Ørsted i et og alt sin Dom om Mnemosyne, se hans Bemærkninger om denne Sag i »Af mit Livs og min Tids Historie«, I, S. 265 og II, S. 141. Se om W.s Skrift ogsaa D. Thrap. Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19de Aarhundrede, I, S. 138 flg.
- ↑ W. L. Sebbelow, Kong Christian Frederik mishandlet (Chr.sand 1815), S. 9. Denne Forfatter var vistnok Wergelands Uven; men disse hans Beretninger om en Kjendsgjerning ere aldrig modsagte af Nogen.
- ↑ Nationalbladet, H. 3, S 64 flg. Nogle faa ere feilagtig komne paa Listen, men til Gjengjæld vel ogsaa nogle udeglemte.
- ↑ Treschow blev siden Amtmand i Frederiksborg Amt, og var der Valgbestyrer ved det første Valg i Helsingør til de danske Østifters Stænderforsamling 1834. »Han aabnede da Forretningen med at oplæse en Avisartikel, hvori Vælgerne fraraadedes at stemme paa Embedsmænd, og tilføiede, at dette Stykkes Indhold ogsaa var hans Mening, og at han allerede havde havt den, da han for 20 Aar siden bestyrede Valget til Rigsforsamlingen i Norge.« Efterladte Smaaskrifter af C. A. Thortsen (Kbhvn. 1880), S. 39. Hans Opfordring i 1814 havde dog ingen Virkning havt, thi Nordre Bergenhus valgte kun den ene Bonde, som man var nødt til, og for Resten en Sorenskriver og en Præst.
- ↑ Om denne ret interessante Personlighed se foruden hans ovenfor citerede Dagbøger (hvilke man kunde have ønsket en mere sagkyndig og med norske Forholde mere fortrolig Udgiver), især D. Thrap, Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19de Aarhundrede, I, samt Morgenbladet for 1868, No. 115 og 121, A, af L. Daae.
- ↑ Engelhart, Høiesteretsassessorens Broder og en Mand af Kundskab og Talent, men lidet interesseret for sit Embede (J. B. Lassen, Bidrag til Kristianssands Historie), havde samlet adskilligt til Stiftets Præstehistorie, der er fundet i det danske Geheimearkiv.
- ↑ Man erindre f. Ex. det i elegante Vers skrevne latinske Digt Querelae Svedicae (omtrent fra Syvaarskrigens Tid), hvis Forfatter, en rasende Danskehader, for at ophidse sine Landsmænd giver en pathetisk Fremstilling af dansk Undertrykkelse i Norge. Se Langebekiana, udg. af Nyerup, S. 271—280 og Norsk hist. Tidsskr. III, S. 492 flg. Min der udtalte Formodning om Forfatterskabet maa staa ved sit Værd. Senere gjenfinder man altid, naar Sverige udstrakte sine Hænder efter Norge, den samme Tanke, at Nordmændene vare misfornøiede Trælle. Som det sidste literære Udslag af denne Opfatning kan betragtes den Afhandling, som en Magister Kidron i 1807 indsendte til Videnskabsselskabet i Throndhjem: »Försök till en historisk berättelse om de anledninger, som vållat, at Norige förlorat sin sjelfständighet och blifvit regerad af fremmande regenter.« Se herom især Breve fra Nordmænd til R. Nyerup, udg. af L. Daae. Chr.a 1861, S. 89 flg.
- ↑ Sv. Nilsson, Dagboksanteckningar under en resa till Norrlanden i Norge 1816. Lund 1879, S. 55, 67, 77.
- ↑ Johan Anders Wadmans Samlade Skrifter. Ny uppl. Stockholm 1877. S. 367—372.
- ↑ Minnen och Anteckningar af L. v. Engström. Stockholm 1874 II, passim.
- ↑ P. C. Holsts Efterladte Optegnelser om sit Liv og sin Samtid. Kr.a 1876. S. 81, hvor Forf. beretter, at Grev Essen for ham i Anledning af hans paatænkte Reise i 1816 udtalte: »Da Kronprindsen havde megen Mistillid til den danske Regjerings Oprigtighed, havde han et vaagent Øie med de i Kjøbenhavn værende Norske af nogen Betydenhed, og dette vilde paa Grund af min Stilling især blive Tilfældet med mig (ɔ: Holst); endog blot min Omgangskreds kunde maaske vække Opmærksomhed.«
- ↑ Wergeland foreslaar her bl. A. (Pag. 58) et Monument, forestillende en Forsoningsscene mellem Norge og Sverige. Det burde opreises paa Toppen af et af Grændsefjeldene mellem Norge og Sverige. (!) Forsaavidt var han altsaa enig med sin Modstander Konow, at de begge vilde vælge høie Punkter for sine Monumenter.
- ↑ I denne Egenskab har han i 1796 i Bergen udgivet en liden Bog: »Statsfangen Magnus de Beringskiolds Transportreise,« om hvilken man trygt tør sige, at den hører til de mest ufrivillig komiske Skrifter, vor Literatur eier.
- ↑ Allens Ord, citerede af Chr. Bruun i hans Skildring af denne i Historisk Aarbog. Kbhvn. 1878.
- ↑ Y. Nielsen, Norges Historie efter 1814, I, S. 128 flg. og 587 flg. D. Thrap, Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 14de Aarh., I, S. 161 flg.
- ↑ Det fortjener at bemærkes, at Carl Johan i 1821 udnævnte denne danske og udpræget dansksindede Mand, der meget længe havde været ude af Statens Tjeneste, til Sø- og Landkrigskommissær i det Søndenfjeldske. Rigtignok havde han i 1818 og 1821 været Storthingsmand.
- ↑ Et Exemplar i Kristiania Universitetsbibliothek har følgende Dedikation: Treschowio jurisconsulto Danicum populum ejusque regem merito plurimi aestumans autor Norvagus«.
- ↑ Tallak Lindstøl, Stamtavler, væsentlig fra østre Nedenæs. Kr.a 1882, S. 381.
- ↑ M. Birkeland, Vore Fædre, Foredrag i Studentersamfundet den 13de Januar 1866 (Afskrift af IIlustr. Nyhedsbl.), S. 8—9.
- ↑ Dette skete overensstemmende med et allerede ved Stiftelsen givet Løfte. At Kongen skulde have villet unddrage sig fra at opfylde dette Løfte, er visselig aldeles urigtigt, skjønt noget saadant antydes i et Brev fra den svenske Generalkonsul i Kjøbenhavn af 1815, hvilket er trykt i Minnen och Anteckninger af L. v. Engestrøm. Stockholm 1876, II, S. 274.
- ↑ Breve til og fra Sibbern, I, S. 49.
- ↑ Pavels’s Biografi og Dagbøger, S. 501.
- ↑ Pavels’s Dagbogs-Optegnelser for 1815—1816, S. 454. Da Jac. Keyser 1818 paany var i Kjøbenhavn, skrev han til Rathke: »Her have mange spurgt om dit Befindende, ja endog Hans Madsen selv, der sagde meget til din Ros.« Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 235.
- ↑ Som gift med en Stifdatter af Statsminister Kaas fik Thulstrup i 1817 Æresdiplom som Dr. med. fra Kjøbenhavn, den eneste Udmærkelse af den Art, som blev nogen Nordmand tildel fra Danmark før 1879.
- ↑ Nationalbladet, XIX, S. 172 flg.
- ↑ Trykt i »Almindeligt Norsk Maanedsskrift«, I, S 98 flg. Smlgn. Y. Nielsen, Norges Historie efter 1814, II, S. 401.
- ↑ Hartvig Lassen, Henrik Wergeland og hans Samtid, 2. Udg, S. 91.
- ↑ Dette fremkaldte en Indsigelse af Camilla Collett i »den Constitutionelle« 1842, No. 30.
- ↑ Tidsskrift for Literatur og Kritik, udg. af F. C. Petersen, II, S. 86.
- ↑ Udvalg af Breve til Peder Hjort (I), S. 237, 239, 255.
- ↑ Tidsskrift for Literatur og Kritik, udg, af F. C. Petersen, I, S. 93. Ogsaa Prof. Sibbern har i et samtidigt Brev omtalt denne Besynderlighed. (Breve til og fra F. C. Sibbern, udg. af C. L. N. Mynster, II, S. 190.)