Sollien
Solliens prestegaard.
Sollien.
Som den lille stat Schweiz ligger omringet af Europas stormagter stolt, i bevidstheden om at eie de høieste og skjønneste fjelde i Europa til naturligt værn og til at gi det lille land respekt og beundring, saaledes ligger vort lille, som bygd saa ubetydelige Sollien, midt imellem de store, gilde bygder i Gudbrandsdalen og Østerdalen. Og ligesom Schweiz er stolt af sine Alper, er Sollien stolt af sine fjelde, som udfordrende stiger mod sky og tegner herlige konturer mod den blaa luft, konturer, som nok sees dernede i de omliggende bygder.
Disse fjelde er Solliens fæstningsværk, et fæstningsværk, som længe beskytted mod fremmed indtrængen; ikke mange vaaged sig over for at se, hvad der var bag disse mure af sten, ikke vidste de, at der laa denne sollyse li og drømte, at engang skulde stilheden brydes ogsaa her, og den skogfyldte li skulde ryddes og bli til et hjem for mennesker, den ogsaa.
Hvem var saa disse første mennesker, som vaaged sig herop? og hvad vilde de?
Traditionen blandt nulevende folk her lyder saa: „Det var nok nogen farlige folk, det.“ Og uagtet der er meget lidet at faa vide, tyder dog de spredte bemærkninger og ellers, hvad man ved studium af gamle dokumenter og lignende har kunnet komme efter, paa, at de har været „farlige folk“ disse første. Af historien ved vi ogsaa, at de saakaldte „fredløse“, disse, som paa en eller anden maade var kommet paa kant med samfundet, de flygted ofte ud i skogene eller op i fjeldene og leved her et slags vildmandsliv. At Sollien har været et tilflugtssted for saadanne, er høist rimelig, nær som det ligger de store befærdede bygder i Østerdalen og Gudbrandsdalen og dog skilt fra dem ved øde fjeldvidder og store skoge.
Man har engang vist mig, paa veien til vor sæter, et dybt hul i jorden med omhyggelig murede vægger rundt omkring. Hvad har det været brugt til? Tanken ledes uvilkaarlig hen paa en skat, som man her i dybeste hemmelighed har villet gjemme. Ingen har noget at fortælle, men saa slipper vi fantasien løs og digter en liden historie — — —
Det er tidlig høst og maaneskinsnat paa
fjeldet for flere hundrede aar siden. Jeg tænker,
Solliens kirke.
maanen da som nu eied livets deiligste sølvglans;
jeg tænker, den stod der da ogsaa og dryssed alt
sit fagre sølv udover jorden, saa alt det graa og
hverdagslige blev blankt som til fest, at disse
samme fjelde, vi nu ser om Sollien, stod der
forvandlet til sølv, mens det risled og silred af
maanestraaler nedad fjeldets sider, udover dets
vidder, indimellem mosens fint udhugne grene, over de runde dvergbjerkers blade, at de titted
ind i fuglenes reder og i de smaa hul, hvor mus
og lemæn bor, og at de fyldte menneskenes hjerter
med festlige tanker — om der var nogen mennesker
— Jo, der kommer en ung gut gaaende.
Paa ryggen har han en sæk, som knuger ham til
jorden og krøger hans unge spænstige krop. Hans
kinder er hvidere end maanens skin, hans mund
er fortrukket af smerte; for han har syndet og
har maattet flygte — og maanen er saa ren og
blank, og fjeldvidden saa høitidsstemt og hviskende
— — —
Havde det været et drab, saa skulde han nok greiet det og betalt sin bod. Drabsmand, det var ikke videre synd eller skam i de tider; men en tyv, for ham var der sat dødsstraf. Og derfor har han flygtet fra Gudbrandsdalen og op i fjeldene, som fører til Sollien. Han maa til et sted, som ingen kjender; og nu nærmer han sig Sollien, som endnu ligger der i den ubrudte stilhed og sover som Tornerose i den dybe, tætte skog — — —
Og saa graver han dette hul og murer med sten omkring og gjemmer dernede sin stjaalne skat, denne skat, som maanestraalerne lærte ham at foragte hin nat paa fjeldet. Men gjemmes maa den, for de kunde jo komme disse, som var efter ham, og desuden — han blir vel nødt til at ta lidt af den nu og da og liste sig ned til bygderne igjen, skal han friste livet — — — — — — — —
Slig tænker jeg mig, at han kom denne første til Sollien.
Men ikke en levende sjæl fandt han deroppe, men desto flere dyr. I skogen græssed i idyllisk ro den store, kongelige elg, paa fjeldet for de lette, fuglefri renflokker, luften var fuld af ryper, og de store barfugle hækked fredelig som tamme høns. I de stille, blanke fjeldsjøer gik ørreten og blev stor og fed som laks, mens de poetisk rødspættede smaaørreter dansed henrykt om i de stride elver og ikke kjendte livets fristelser i form af spraglede fluer paa snor. Men det første menneske, som kom, blev ogsaa dyrenes første menneskelige fiende. Og snart kom der flere, snart en drabsmand, snart en tyv. Lidt efter lidt ryger det snart her, snart der i skogen. Rygtet om de rige jagtmarker heroppe siver ud og kommer ned i de store bygder, hvorfra jægerne snart kommer i mængdevis, helst fra Rendalen og Storelvedalen, som fra gammel tid er kjendt for sine dygtige skyttere. Ikke med gevær, men med pil og bue, kom de disse første jægere. Endnu kan man træffe til at finde gamle, forrustede jernpile af ca. 3 dm. længde og med skaar i for buesnoren; ligesaa forrustede jernspyd og mure efter gamle rengrave, anlagte i rækker efter hverandre med stenmure til gjærder paa begge sider; herind jaged man nemlig renflokken. At man har drevet jagt heroppe før 1560, er saaledes rimeligt; thi først da blev geværer indførte her i landet.
Blandt andre ting, som kan lede til gjætning af, hvad der har lokket mennesker op i disse øde trakter, er de mange spor efter jernbrænden, som findes her overalt i de rige malmmyrer. Disse jernbrændere kan ogsaa ha kommet enkeltvis fra de omliggende bygder, hvor man ogsaa drev jernbrænden, men hvor man kan tænke sig, at man helst vilde bli den kvit og fordrive den til mere afsidesliggende steder, hvor der kunde ødsles mere ugenert med skogen. Men der er grund til at tro, at jernbrænderne væsentlig er kommet nordenfra over Kvikne fra bygderne i det indre af Nordmør. Professor Helland fortæller i sin topografiske beskrivelse af søndre Trondhjems amt, at der kan paavises spor af kolonisation nordenfra i alle bygder sydover helt til Aamodt. Og her i Sollien synes det meget almindelige navn Audun at tyde paa, at ogsaa her har folk fra de kanter slaat sig ned. Navnet Audun bruges nemlig ikke i de tilstødende bygder.
Saa var det de prægtige fjeldhavnegange; og disse er det vel, som væsentlig har drevet gudbrandsdølerne herop og lokket en og anden til at slaa sig ned her for alvor og gjøre en begyndelse til den faste bebyggelse i Sollien.
Men først da tømmerhugsten og trælasthandelen i sidste halvdel af det 17de aarhundrede begynder at tage opsving her i landet, og man lærer at bruge elvene til at fløte tømmeret i, er det, at man begynder at ane Solliens egentlige herlighed og største værdi: de store, næsten urørte skoge.
Det var østerdølen med sit skarpe og øvede øie for tømmer, som havde det første syn for disse.
Og nu er det, at gudbrandsdølens og østerdølens interesser her begynder at kollidere. Storelvedølerne trænger sig længer og længer opover, saa gudbrandsdølerne klager over, at de kommer ind paa deres „fjeldudraster“ og havnegange. Staten gav i de dage ukontrolleret adgang for nybyggere til at nedsætte sig hvorsomhelst i ødemarkerne. Storelvedølerne benytted sig heraf, og i aar 1698 finder vi de fire første østerdalske opsiddere i Sollien som hans majestæts bygselsmænd under alle lovlige former. Gudbrandsdølerne derimod viste sig uvillige til at betale staten noget for, hvad de fra umindelige tider havde betragtet som sine egne eiendele.
„Stormagterne“ blir uenige om grænserne, en uenighed, som gik saa vidt, at den udartede til et formeligt slag.
I „Norske bygdesagn“ fortælles, at der i 1728 stod et slag mellem østerdølerne paa den ene side og gudbrandsdølerne og hedemarkingerne paa den anden om udrasterne paa fjeldet. Skuepladsen for dette var fjeldet mellem Bretningsdalen og Aasdalen (ret op for Sollien). Slaget endte med, at østerdølerne tabte — dengang; men den endelige seier blev dog deres.
At Solliværingerne er østerdøler, ses ogsaa snart. Af udseende og temperament og i sprog er de østerdøler.
Som alle disse er de lidt overlegne lige over for gudbrandsdølen.
„En døl“, siger de, og dermed smiler de sit selvgode smil til gudbrandsdølen. Men dette smil kan jeg ikke være med paa; thi vel er der kanske over østerdølen noget mere bredskaaret og storslagent, men der forekommer mig at være mere af gammel kultur over gudbrandsdølen, og der er en ganske anderledes musik i de gudbrandsdalske dialekter end i de østerdalske, som aldeles ingen musik eier, men som bare glider ud i de rareste, bredeste, mest ubestemmelige vokaler, saa naar østerdølerne skal udtale et ord, hvor vi kan nøie os med én vokal, saa disker de op med baade a, aa, æ, ø og u!
Vel var det skogen og tømmerhugsten, som var det egentlige, som drog disse østerdøler hid op. Men et stykke ryddet jord omkring sin gaard maatte de dog ha, og saa begynder en kamp med sten og med trærødder, som vi neppe kan gjøre os nogen forestilling om. Det eiendommelige ved Sollien er nemlig, at bebyggelsen ikke er foregaaet nede i dalbunden som i andre bygder, men høit oppe i lien opimod snaufjeldet, og her findes neppe en gaard, ialfald ikke i „Øverdalen“, som er det oprindelige Sollien, hvor ikke jorderne er bratte som en væg.
Straks søndenfor præstegaarden ligger en liden plads, hvis jordeiendom eieren hvert aar forsøger at udvide med en liden strimmel ny opdyrket jord. Og naar jeg ser ham i dette arbeide i denne tunge, seige kamp med stene og urgamle trærødder, som ligger indfiltrede i hverandre, ser denne haug af stene paa den ene side af den lille flek, han arbeider paa, og den store dynge med rødder paa den anden, ja, da kan jeg nok faa en forestilling om, hvad det vil sige at have ryddet Solliens skoge og omdannet dem til disse duftende enge, som i lyse striber afbryder den mørke skog.
Staar man over i baglien og ser over til den li, som er bebygget, saa træder disse striber saa eiendommelig og tydelig frem. Smaragdgrønne og bølgende ligger de der midtsommers, oversaaet med de yndigste blommer. At fjeldfloraen er noget for sig, ved enhver botaniker; men den, som i aarevis har levet og drømt den korte sommer sammen med disse blomster, føler, at de er noget aparte, at deres farver har dette, som bare fjeldet kan gi, og at deres duft har en aroma, som er finere og skjærere end andre blomsters, fordi de vokser saa nær fjeldets uberørte og rene trakter.
Men al denne herlighed gaar fjeldbonden forbi; blomster er bare græs; han ænser ikke hverken deres farve eller duft eller navn. Men naar karven er moden og marikaaben tar til at falme, da hvæsser han betænksomt sin ljaa og meier ligeglad hele herligheden ned. Og de unge jenter med de hvide skaut rager freidig det duftende græs i haug, mens duften af nyslaaet hø ligger som en deilig, vemodig sang i luften. Saa lægger de alle vaarens blommer paa baare, en høslæde uden hjul, som de smaa flinke fjeldheste i næsten lodret stilling trækker opover de bratte bakker; var der hjul under, vilde det hele trille tilelvs! I luften hviner svalerne af fryd og lader som ingenting, de ogsaa; bare dugdraaberne graater, fordi de ikke længer har marikaaben at gjemme sig i til natten. Og saa stedes vaarens lyse blommer til hvile i de smaa laaver hist og her i jordet. Men derinde dufter det deiligere end af nektar og ambrosia, og de lykkelige kjør æder i lange vintermaaneder duftende violer, himmelblaa forglemmigeier, vidunderlige lillekonvaller, guldgule soleier og hvide, hvide balderbraa — hvad under, at deres melk blir aromatisk, og at de holder ud et liv paa baasen i otte maaneder!
Men uagtet Sollien ved sin beliggenhed nærmest hører til Østerdalen, idet det er en sidedal af denne, og uagtet den første bebyggelse her foregik fra Østerdalen, saa vedblev Sollien helt til 1861 at være et anneks under Ringebo i Gudbrandsdalen. Men da gaar Sollien efter forskjellige forhandlinger mellem „stormagterne“ over til at bli eget præstegjæld. Et forslag gik ud paa, at Sollien skulde indgaa som anneks under Storelvedalen; et andet, at Foldalen skulde gjøres til eget sognekald med Sollien som anneks; det tredie var, at Sollien skulde vedblive at være under Ringebo. Midt under alt dette fører saa Sollien sine „frihedskampe“, som det seierrig fører tilende, idet bygdens mægtigste mand, eier af bygdens største gaard, „Solligaarden“, hvorfra bygden har faat sit navn, tilbyder at ville indkjøbe for egen regning en præstegaard for Sollien, om det kunde bli eget præstegjæld.
Dette tilbud leded virkelig til, at Sollien blev eget sognekald og kort efter eget herred.
Førend jernbanen gjennem Østerdalen kom istand, gik al færdsel til Sollien over det tre mile lange fjeld fra Gudbrandsdalen; just ingen snar eller letvindt vei! Senere har færdselen foregaaet fra Atna jernbanestation og gjennem den øde og sparsomt beboede Atnedal, hvor i de senere aar en prægtig vei fører op til Sollien. Og som et eventyr er det for alle Solliens beboere, at den vidunderlige telefontraad nu ogsaa er naaet hidop.
Efter at saaledes Sollien i ca. halvandet hundrede aar har kjæmpet sine kampe for at bli en liden selvstændig stat, har det nu siden midten af dette aarhundrede ligget der ligesaa uafhængigt og frit som Schweiz mellem Europas store stater. Men indbyggertallet holder sig stadig omkring 400, saa det hele kommunale stel blir noget dukkeagtigt, og det er nok ikke frit for, at man i de omliggende mægtige bygder smiler lidt nedladende og medlidende til denne lilleputagtige stat oppe mellem fjeldene med én kirke, én lærer, én lærerinde, nul fattiglem og nul lægdslem, og hvis aarsstatistik imellem kan lyde saa: 3 barnefødsler, 1 død og nul brudevielser!
Men saa smiler vi ned til de store bygder igjen, lidt selvbevidst, slig som det altid var fjeldbondens vis. Thi vel ligger ørnens rede lidt bagvendt til for almindeligt folk, og det er ikke alle, som forstaar at indrette sig i en klipperevne; men saa ligger det ogsaa høiere og luftigere til end alle andre reder i verden, og ørnefar og ørnemor vil ikke bytte det med de smaa lune reder nede i dalen. Og ikke ørneungerne heller. De trives og vokser og kredser om i det frie lille rige, som de skal ta i arv efter far og mor, og hvor der hverken er fattiglem eller lægdslem. Og saa smiler vi engang til ned mod de store bygder, hvor der foruden de mange brudevielser og begravelser, som hører til den kommunale storhed, ogsaa er den kommunale fattigdom og elendighed at bestyre, og vi — misunder dem ikke.