Soirée
SOIRÉE
Med hænderne bak svalehalen
bevæger jeg mig værdig hen
til tærskelen af dansesalen —
thi langt dernede sitter den,
af hvem jeg engang faktisk trodde,
min ganske salighet berodde!
bevæger jeg mig værdig hen
til tærskelen af dansesalen —
thi langt dernede sitter den,
af hvem jeg engang faktisk trodde,
min ganske salighet berodde!
Hvor hun er yndig i sin hvil,
med haaret sit i Psykestil!
Tro, om der findes noen sjæl,
saa higende, saa himmelsk hel,
som hendes tragiske profil,
og hvite vestalindesmil?
med haaret sit i Psykestil!
Tro, om der findes noen sjæl,
saa higende, saa himmelsk hel,
som hendes tragiske profil,
og hvite vestalindesmil?
Og hvad en saan æterisk dragt
til gjengjæld jordisk gir tilbeste
af blændende, frimodig pragt
fra ryggen op til nakkefæstet!
Og skuldrene, emaljeparret —
(den venstre med vaccinearret!)
til gjengjæld jordisk gir tilbeste
af blændende, frimodig pragt
fra ryggen op til nakkefæstet!
Og skuldrene, emaljeparret —
(den venstre med vaccinearret!)
En digter luter over stolen,
en lang og emmen arabesk —
et vaadeskudd paa «Russerskolen»,
som snor sig, leddebløt og sledsk,
og tror at mestre paa en prik
kurtisens sarte mekanik!
en lang og emmen arabesk —
et vaadeskudd paa «Russerskolen»,
som snor sig, leddebløt og sledsk,
og tror at mestre paa en prik
kurtisens sarte mekanik!
Vel, jeg har flirtet selv endel,
og finder ikke dét utrolig,
at en elegisk pikesjæl
blir skjælvende og sødt urolig
af saa sataniske konflikter,
som dem i dypet af en digter!
og finder ikke dét utrolig,
at en elegisk pikesjæl
blir skjælvende og sødt urolig
af saa sataniske konflikter,
som dem i dypet af en digter!
Men han, dæmonen, skulde vite,
hvor hun, hans blændende vestale,
i sind og anlæg ligger lite
for «Russeri» og delfisk tale!
Poeters elskovsfulde skrifte
er hende kun en vindig vifte!
hvor hun, hans blændende vestale,
i sind og anlæg ligger lite
for «Russeri» og delfisk tale!
Poeters elskovsfulde skrifte
er hende kun en vindig vifte!
Men hun kan synke hén i stolen,
og haken kan hun mystisk høine,
og myse henført, som mot solen,
med deilige, ovale øine,
som sortner, glitrer, sænkes, hæves,
saa nogenlunde, der det kræves!
og haken kan hun mystisk høine,
og myse henført, som mot solen,
med deilige, ovale øine,
som sortner, glitrer, sænkes, hæves,
saa nogenlunde, der det kræves!
* * *
Nu gaar jo ikke saant i længden,
og derfor undrer det mig knapt,
at skjalden siden staar bak mængden,
tilbaketrukken og fortabt.
— Ja, ikkesandt, det er en gêne
at maatte skrifte helt alene? —
og derfor undrer det mig knapt,
at skjalden siden staar bak mængden,
tilbaketrukken og fortabt.
— Ja, ikkesandt, det er en gêne
at maatte skrifte helt alene? —
Han staar og mønstrer sine hænder,
og skuler, skjøn og dyster, dit,
hvor dronningen, for hvem han brænder,
en smule ør af utstaat slit,
men ellers i fuldkommen ro,
studerer spidsen af sin sko!
og skuler, skjøn og dyster, dit,
hvor dronningen, for hvem han brænder,
en smule ør af utstaat slit,
men ellers i fuldkommen ro,
studerer spidsen af sin sko!
Slik staar vi begge, grepne, tause —
Jeg smiler bak en cigaret!
Og saa med ét, blir der en pause —
da reiser hun sig, heftig, let,
saa silken fosser blankt! — — O, slægter!
Mit hjerte slaar sin røde plekter!
Jeg smiler bak en cigaret!
Og saa med ét, blir der en pause —
da reiser hun sig, heftig, let,
saa silken fosser blankt! — — O, slægter!
Mit hjerte slaar sin røde plekter!
Jeg hadde glemt den vilde verven,
som laa og sov i hendes hvil!
Nu ramte den mig dypt i nerven,
som hendes mindes partherpil!
— — Saa underlig, at glemme dét,
hun, fri og let, var vakrest ved!
som laa og sov i hendes hvil!
Nu ramte den mig dypt i nerven,
som hendes mindes partherpil!
— — Saa underlig, at glemme dét,
hun, fri og let, var vakrest ved!
Jeg ser den prægtige gebærden
af hænderne langs midjens søm!
Den føier formen af en verden,
som svaier stille i en drøm!
Og, blændet, ser jeg hende seile,
paa spæde saaler, hen til speilet!
af hænderne langs midjens søm!
Den føier formen af en verden,
som svaier stille i en drøm!
Og, blændet, ser jeg hende seile,
paa spæde saaler, hen til speilet!
Hun slanker livet, trækker aanden,
og presser nakkehaaret op —
og herlig bues op bak blonden
et æventyr om hendes krop!
Saa snur hun sig, vil sés og sanses!
Da møter hun mit blik — og stanses.
og presser nakkehaaret op —
og herlig bues op bak blonden
et æventyr om hendes krop!
Saa snur hun sig, vil sés og sanses!
Da møter hun mit blik — og stanses.
I vore øines forte møte,
bevarte hendes sit instinkt!
Hvor de blev sugende og søte,
og sortnet stort, og varmet flinkt!
O nei! For alle dages fred,
for livets skyld — slaa øiet ned!
bevarte hendes sit instinkt!
Hvor de blev sugende og søte,
og sortnet stort, og varmet flinkt!
O nei! For alle dages fred,
for livets skyld — slaa øiet ned!
Ja, hvis ved guders høie naade
dit ansigt hadde vært dit sind!
Hvis øiets mørke, hete gaade,
berusende, bar længer ind! — —
Men det er døde slægters træk,
hvis bund ubotelig er væk!
dit ansigt hadde vært dit sind!
Hvis øiets mørke, hete gaade,
berusende, bar længer ind! — —
Men det er døde slægters træk,
hvis bund ubotelig er væk!
Hvor jeg har strukket mine arme,
og tigget dig om livets varme!
Du undløp i et blik, saa dypt,
som hele verdens ømhet bar —
og den, som laante dig det, var
en gravlagt kvinde i en krypt!
og tigget dig om livets varme!
Du undløp i et blik, saa dypt,
som hele verdens ømhet bar —
og den, som laante dig det, var
en gravlagt kvinde i en krypt!
Og derfor, skjønne Circe, gik det
naturligt over med mit krav —
for ingen elskov kan forpligte
en mand til knæfald i en grav!
Jeg overlater dig til digtet!
Faa livet dér! Poet, løs af!
naturligt over med mit krav —
for ingen elskov kan forpligte
en mand til knæfald i en grav!
Jeg overlater dig til digtet!
Faa livet dér! Poet, løs af!