Smaa Epistler/08
VERONA
Sletten om Verona, som i min Erindring er den gyldne Slette, er gusten af Vinter. Alperne rykker truende og tindrende nær i Snehvidheden, og Adiges Isvand funkler i grønne Hvirvler under Broerne. Nogen skjønnere By end Verona i blaa Skumring slig en sen Vintereftermiddag har jeg aldrig set. Al den rene Plastik i den italienske Fjeldkunst, al den velbevidste Ynde i denne Stigen og Vigen af Linjerne i det, man i andre Lande vilde kalde Natur, triumferer i denne hvilende Gruppe af atletiske Fjeldkroppe om Capulet og Montagues gamle herlige Stad.
Den tveeggede italienske Lidenskab, den opflammende Elskov og det ulmende Had, den lidt tomme Fyrighed, og den dybe, varagtige Grumhed, har tidligere end i nogen Digtning præget sig i selve Byens Fysiognomi.
Derinde i Hjertet af Byen rager et Fjeld, mægtigere end dem, som slynger sine Lemmer omkring den i en Slags evig ung Sorgløshed. Det er den romerske Cirkusruin, Skelettet af de svundne og smuldrede Lysters frodige Bestialitet.
Staar man deroppe paa det øverste Trin i Trappeteatret og ser ned i Stengryden, hvor engang et Menneskehav kokte, næret af det knitrende Menneskebrænde paa Bunden, paa Arena, da er det ikke Boblingen af Blod, ikke Fræset af Sejd, ikke Larmen af Liv, man hører, men det er Stilheden, man lytter paa.
At det endelig er blit stille! Folk siger: stille som Graven. Der kan være stille i en Kirke og stille paa de øde Vidder. Men især er der stille i denne romerske Cirkusruin. Der spøger ingen. Der tusler ingen. Denne vilde, amfiteatralske Aabenhed mod Solen er uden Lyd, og denne Lydløshed i en Stenkolos, hvis Arkitektur former et opspilet Svælg, hvorigjennem al Jubel skal huje og al Jammer tude høit mod Himlen, medens de egentlige Bæster knurrer Understemmerne dumpt og underjordisk fra de buede Bure under Imperators Loge – – denne Lydløshed er det, som sanselig gir én Forestilling om Historie, om det ugjenkaldelige Forbi. Dette Teater faar endelig for ens Øine og for ens Fantasi sine rigtige Dimensioner.
Det er en vældig Selvmodsigelse: det er en Ruin, som trodser Tiden. Det har Pladser til Tusener af Tilskuere, og alle kan se ligegodt – men der er ingen til at sidde der.
Dette Bygværk med en uantastelig Enhed i Plan, med en genial Hensigtsmæssighed i symmetrisk Konstruktion, med en mægtig Stensjæl, det ligger hen som et evigt Paradelig – vel fordi Menneskene for evig har mistet sine Stensjæle?
Grusomheden fester ialfald ikke under aaben Himmel, og Vesperklokkerne fra de mangfoldige graa Klokketaarne fortæller hvorfor.
Jeg kommer ind i de trange Gader med de smukke venetianske, halvt mauriske Huse. Romeo fryser. Han begraver Næsetippen i Kappen, som er slængt elegant henover den venstre Skulder. Han er bange for at forkjøle sin Serenadetenor. Han har sit Ansigt, hans Øine kan funkle, men hans Sind funkler ikke. Ogsaa hans Skikkelse fortæller Historie og om det ugjenkaldelige Forbi. – –
Men Verona er bare Indgangen til Italien, og vi iler til andre Byer og andre Tanker.