Skafottets Hemmelighed
Christiania Intelligentssedler, 2.–3. november 1883.
Skafottets Hemmelighed[1].
Af Grev de Villiers de L'Isle-Adam.
Klokken syv om Aftenen den 5te Juni 1864 sad Doktor Edmond Désiré Conty de la Pommerais, som kort i Forveien var bragt fra Conciergeriet til Fængslet La Roquette i Paris, iført Tvangstrøien i den Celle, der er forbeholdt de til Døden dømte Forbrydere.
Taus og med stive Blikke lænede han sig tilbage mod Ryggen paa sin Stol. Et Lys, der stod paa Bordet, fremhævede hans kolde Ansigts Bleghed. I et Par Skridts Afstand fra ham stod en Slutter lænet op til Muren og iagttog ham med korslagte Arme.
Fangerne er næsten altid nødsagede til at forrette et eller andet dagligt Arbeide, af hvis Udbytte Fængselsadministrationen forud, i Tilfælde af Dødsfald, tager Udgifterne ved deres Ligdragt, som den ikke leverer dem. – Kun de Dødsdømte er fritagne for at arbeide.
Fangen hørte til den sidstnævnte Kategori, i hans Øine kunde man hverken læse Frygt eller Haab.
Fire og tredive Aar gammel, mørk, af Middelhøide og meget velskabt, Haaret lidt graanet ved Tindingerne i den sidste Tid, et nervøst, halvt tilsløret Blik, tænksom Pande, mat og kort Stemme, blyfarvede Hænder, et Ansigtsudtryk som hos Folk med en høi Grad af Veltalenhed, Manerer af studeret Distinktion – saaledes saa Manden ud.
– Som man vil erindre, blev Doktor de la Pommerais ved Seineretten overbevist om med Forsæt og i røverisk Øiemed at have forgivet en Dame af sit Bekjendtskab, Fru de Pauw, med en stærk Dosis af Digitalin og derfor dømt til at have sit Liv forbrudt. –
Denne Aften, den 5te Juni, vidste han endnu ikke, at al Appel var bleven ham nægtet ligesom alle hans Families Andragender om Benaadning. Det var neppe nok, at hans Defensor havde været saa heldig at faa Audiens hos Keiseren, der adspredt havde hørt, hvad han havde at sige. Den hæderlige Abbed Crozes, som forinden hver Dødsstrafs Fuldbyrdelse udtømte sig i Bønfaldelser i Tuilerierne, var kommen tilbage derfra uden Svar. – At formilde Dødsstraffen under saadanne Omstændigheder, vilde det ikke være det samme som rent at afskaffe den? . . . Sagen var uden noget Sidestykke. – Da Dommen kunde ventes forkyndt hvert Øieblik, blev Bødlen Hendreich underrettet om, at han den 9de om Morgenen Klokken fem skulde tage imod den Dødsdømte.
Pludselig lød der en Støi af Geværkolber ude paa Fliserne i Korridoren; Laasen peb, idet den dreiedes om, Døren aabnedes, og Bajonetterne funklede i Halvmørket; Hr. Beauquesne, direktøren i Fængslet La Roquette, viste sig paa dørtærskelen, ledsaget af en Besøgende.
Idet Hr. de Pommerais hævede Hovedet, gjenkjendte han øieblikkelig i denne Besøgende den berømte Kirurg Armand Velpeau.
Paa et Tegn af Direktøren gik Slutteren udenfor. Efter en stum Præsentation trak Hr. Beauquesne sig tilbage, og de to Kolleger blev nu ene tilbage Ansigt til Ansigt.
La Pommerais pegede i Taushed paa sin egen Stol og satte sig selv paa Kanten af Sengen. Da man ikke saa godt her, rykkede den store Kliniker sin Stol nærmere hen til . . . Patienten for bedre at kunne iagttage ham og for at kunne tale med halv Stemme.
Velpeau var paa denne Tid traadt ind i sit tredsindstyvende Aar. Han stod paa Høidepunktet af Berømmelse, var første Professor i kirurgisk Klinik i Paris, og saavel ved sine Skrifter, som ved sin storartede praktiske Færdighed var han en af Aarhundredets mest fremragende Mænd.
Efter et Øiebliks Taushed sagde han:
„Min Herre, mellem Læger kan man spare sig al Kondolence. Forøvrigt stiller en Sygdom i Prostata – hvoraf jeg uden Tvivl vil dø om et Par Aar – ogsaa mig i de Dødsdømtes Rækker. Lad os derfor gaa lige til Sagen„“.
„Efter Deres Mening er altsaa alt Haab ude for mig?“ afbrød La Pommerais ham.
„Det befrygter man“, svarede Velpeau ligefrem.
„Er min sidste Time bestemt?“
„Det ved jeg ikke; men da der endnu intet er afgjort med Hensyn til Dem, kan De gjøre Regning paa nogle Dage.“
La Pommerais strøg sig over sin gulblege Pande med Ærmet af Tvangstrøien.
„Tak, det er godt. Jeg skal være parat; jeg var det allerede. Jo før, desto bedre nu!“
„Da Deres Ansøgning om Benaadning idetmindste indtil dette Øieblik ikke er afslaaet“, vedblev Velpeau, „er det Forslag, jeg kommer for at gjøre Dem, kun betingelsesvis. Hvis Frelsen kommer, saa meget des bedre! . . . Hvis ikke . . .“
Den store Kirurg holdt indne.
„Hvis ikke?“ spurgte La Pommerais.
Istedetfor Svar trak Velpeau en liden Forbindtaske op af Lommen, aabnede den, udtog en Sax, klippede Tvangstrøieærmet op for det venstre Haandled og lagde sin Finger paa den Dødsdømtes Puls.
„Hr. de la Pommerais“, sagde han, „Deres Puls siger mig, at De er i Besiddelse af en sjelden Fasthed og stor Koldblodighed. Det Skridt, jeg foretager her hos Dem, og som bør forblive en Hemmelighed, gaar ud paa noget, som, selv om min Anmodning rettes til en Læge med Deres Energi, til en Mand, hvis Aand er giennemsyret af vor Videnskabs positive Overbevisninger, dog kan synes at være af en forbrydersk Extravagance eller Latterlighed. Men jeg tænker, at vi ved, hvem vi er; derfor beder jeg Dem lytte opmærksom til mit Forslag, hvor forunderligt det end i Førstningen vil synes Dem.“
„Jeg er lutter Øre, Hr. Professor,“ svarede La Pommerais.
„De er langfra uvidende om,“ vedblev Velpeau, „at et af den moderne Fysiologis mest interessante Spørgsmaal er at faa Vished om, hvorvidt noget Spor af Hukommelse, Omtanke eller virkelig Følsomhed er tilstede i Menneskets Hoved, efterat det er skilt fra Kroppen.“
Ved denne uventede Indledning skjælvede den Dødsdømte; derpaa fattede han sig og svarede:
„Da De traadte herind, Hr. Doktor, var jeg netop stærkt optaget af dette Problem, som forøvrigt er af dobbelt Interesse for mig.“
„De er jo fortrolig med alle de Arbeider, som berører dette Spørgsmaal, lige fra Soemmerings, Sûes, Sédillots og Bichats til de nyere Forfatteres?“
„Ja, og jeg har endogsaa i tidligere Tid hørt et af Deres Dissektionsforedrag over en dødsdømt Forbryders Lig.“
„Ah! Saa er det godt. Har De nøiagtigt Kjendskab til Guillotinen fra et kirurgisk Synspunkt?“
La Pommerais betragtede Velpeau stivt og svarede rolig:
„Nei.“
„Jeg har idag nøiagtig studeret Apparatet,“ vedblev Doktor Velpeau uden at lade sig bevæge; „jeg tør sige, at det er et fuldkomment Instrument. Kniven, der paa en og samme Tid virker som Øxe, som Ljaa og ved sin Tyngde, afskjærer Patientens Hals i en Trediedel af et Sekund. Ved Knivens lynsnare Fald kan den Halshuggede derfor ikke føle mere Smerte end en Soldat, hvis Arm paa Valpladsen bortrives af en Kanonkugle. Af Mangel paa Tid er Fornemmelsen saa godt som aldeles ingen“.
„Maaske er der Smerte bagefter; der vedbliver at være Liv i de to Saar! Er det ikke Julie Fontanelle, der ved at angive Grunde derfor har spurgt, om ikke selve denne Hastighed har endnu smerteligere Følger end Halshugning med en almindelig Øxe?“
„Bérard har bevist, at dette kun var et Hjernespind!“ svarede Velpeau. „Hvad mig angaar, da har jeg, støttet paa hundrede Experimenter og paa mine almindelige Erfaringer, den Overbevisning, at den øieblikkelige Afsondring af Hovedet i samme Moment frembringer hos den Halshuggede den mest fuldstændige anestatiske Livløshed. Den Synkope, der frembringes paa Valpladsen ved Tabet af fire eller fem Potter Blod, som vælter ud af Blodkarrene, er tilstrækketlig til i saa Henseende at berolige de største Tvivlere. Hvad angaar de ubevidste Trækninger af Legemets Maskine, der altfor pludselig stanser i sin Virksomhed, saa tyder de ikke mere paa noget Spor af Smerte end . . . for Exempel den bekjendte Skjælven ved et afsat Ben, hvis Muskler og Nerver trækker sig sammen, men hvorved man ikke føler noget. Jeg mener, at den nervøse Feber ved Uvisheden, Alvorsfuldheden ved de skjæbnesvangre Forberedelser og den pludselige Vækken i den tidlige Morgentime er det mest iøinefaldende ved den foregivne Lidelse her. Da Amputationen kun kan være umærkelig, er den virkelige Smerte ikkun imaginær. Hvad mener De? Et saa voldsomt Slag paa Hovedet føles ikke alene ikke, men efterlader end ikke nogen Bevidsthed om Slaget – en saa ligefrem Læsion af Hvirvlerne medfører en uregelmæssig Ufølsomhed – og selve Afhugningen af Hovedet, Overskjæringen af Rygraden, Afbrydelsen af den organiske Forbindelse mellem Hjertet og Hjernen skulde ikke være tilstrækkelige til i det menneskelige Væsens inderste Afkrog at lamme enhver Følelse, selv det svageste Spor af Smerte? Det er umuligt, utænkeligt andet! Og det ved De ligesaa godt som jeg!“
«Jeg haaber det idetmindste, mere end De, Hr. Doktor», svarede La Pommerais. «Derfor er det i Virkeligheden heller ikke nogen stor eller lynsnar fysisk Lidelse – der neppe nok kan fornemmes i den sjælelige Forvirringstilstand, og som hurtig nok kvæles ved Dødens mægtige Indskriden – det er heller ikke den, siger jeg, som jeg er bange for. Det er . . . noget andet.“
„Prøv paa at forklare Dem nøiere“, sagde Velpeau.
„Saa hør da“, mumlede La Pommerais efter et Øiebliks Forløb. „Hukommelsens og Villiens Organer – saafremt de hos Mennesket findes fungerende paa samme Maade, som vi har konstateret dem . . . hos Hunden for Exempel – disse Organer, siger jeg, bliver respekterede af Kniven i dens Fald! . . .
Vi har iagttaget altfor mange ligesaa foruroligende som ufattelige Fænomener, til at jeg med Lethed kan overtale mig til at tro paa den øieblikkelige Livløshed hos den Halshuggede. Hvor mange Historier har man ikke om, at et afhugget Hoved, naar man har kaldt paa det, har vendt Blikket mod den, der talte? Er det Hukommelse hos Nerverne? Instinktmæssige Bevægelser? Tomme Ord!
Husker De den Matros's Hoved, som paa Kliniken i Brest fem Kvarter efter at være skilt fra Kroppen ved en, maaske ufrivillig Bevægelse af Kindbenene bed en Blyant, der var stukket det ind mellem Tænderne, midt over? For kun at vælge dette Exempel blandt Tusinde er det virkelige Spørgsmaal det at faa Vished om, hvor vidt det er eller ikke er dette Menneskes Jeg, der indvirkede paa Musklerne i hans paa Blod udtømte Hoved. – Hvem kan sige det?! Inden otte Dage vil ganske vist jeg vide det . . . have glemt det igjen!“
„Maaske afhænger det af Dem, om Menneskeheden en Gang for alle skal faa Vished paa dette Punkt“, svarede Doktor Velpeau langsomt, idet han saa den anden stivt ind i Øinene. „Og lad os tale ærlig med hinanden, det er netop derfor, jeg er kommen herhen. – Jeg er sendt til Dem af en Kommission af mine mest berømte Kolleger ved Universitetet i Paris, og her er min Adgangstilladelse fra Keiseren. Den indeholder tilstrækkelig Fuldmagt til, hvis det er nødvendigt, at forhale selve Fuldbyrdelsen af Dødsdommen over Dem“.
„Forklar Dem! Jeg forstaar Dem ikke mere“, svarede La Pommerais lidt urolig.
„Hr. de la Pommerais, i Navn af den Videnskab, som bestandig er os kjær, kommer jeg ― i den for mig mere end tvivlsomme Antagelse, hvor et imellem os i Forveien aftalt Forsøg kunde være udførligt ― for at paakalde hos Dem hele den Sum af Energi og Uforfærdethed, som man kan vente af et Menneske. Saafremt Deres Andragende om Benaadning bliver afslaaet, vil De som Læge være en kompetent Dommer ved den sidste Operation, Deres Legeme skal undergaa. Deres Bistand vil derfor være aldeles ubetalelig her ved et Forsøg paa . . . at meddele Dem. Ganske vist, med hvor god Villie De end kunde forventes at ville gjøre Forsøget, synes alt i Forveien at tyde paa det mest negative Resultat, men med Dem ― og jeg forudsætter her bestandig, at Deres Ansøgning bliver afslaaet ― frembyder dog Forsøget en Chance af titusinde for, at den moderne Fysiologi kan blive opklaret paa en, jeg kan næsten sige mirakuløs Maade. Derfor bør Leiligheden gribes, og i Tilfælde af, at der virkelig udvexles et Forstaaelsestegn efter Exekutionen, vil De efterlade Dem et Navn, hvis videnskabelige Hæder for bestandig vil udslette Mindet om Deres sociale Brøde.“
„Ah!“ mumlede La Pommerais, som var bleven askegraa, men med et resolut Smil, „ah! . . . nu begynder jeg at forstaa Dem! . . . Og af hvilken Art skal Deres Forsøg være? . . . Irritation af Øielaaget? . . . Kunstig Indsprøitning af Blod? . . . Alt det kan kan man ikke drage store Slutninger af!“
„Det følger af sig selv, at strax efter den sørgelige Ceremoni vil Deres Levninger komme til at hvile i indviet Jord, og at intet af vore Instrumenter vil komme til at berøre Dem“, vedblev Velpeau. „Nei, men i det Øieblik, da Kniven falder, vil jeg staa ved Siden af Dem, lige op til Maskinen. Saa hurtigt som det er muligt vil Deres Hoved fra den Exekverendes Hænder gaa over i mine. Og saa . . . da Forsøget kun kan være alvorligt og til at stole paa, naar det er saa ligefremt og simpelt ― saa vil jeg meget tydelig raabe Dem ind i Øret: «Hr. Conty de la Pommerais, kan De i Henhold til vor Aftale, medens De var ilive, i dette Øieblik lukke tre Gange itræk Laaget paa Deres høire Øie, samtidig med, at De holder Deres andet Øie ganske aabent?“ . . . Hvis De i dette Øieblik – hvilke Trækninger der end maa være i Deres Ansigt ― ved denne tredobbelte Blinken med Øiet kan underrette mig om, at De har hørt mig og forstaaet mig, og bevise mig dette ved med en Hukommelses- og Viljesakt at bevæge Deres Palpebrimuskel og Deres nervus zygomatieus ― idet De betvinger al Rædsel og enhver anden Følelse i Deres Væsen ― saa vil denne Kjendsgjerning være tilstrækkelig til at opklare Videnskaben og omstyrte vore Anskuelser. Og jeg beder Dem være overbevist om, at jeg skal vide at gjøre dette bekjendt paa en saadan Maade, at De for Fremtiden mindre skal efterlade Dem Mindet om en Forbryder end om en Helt.»
Ved disse forunderlige Ord syntes Hr. de la Pommerais at blive greben af en saa dyb Bevægelse, at han med Øine, der var opspillede og fast heftede paa Kirurgen, sad henved et Minut taus og ligesom lynslagen. Derpaa reiste han sig uden at sige et Ord, gjorde i dybe Tanker et Par Skridt fremad og sagde lidt efter, idet han sørgmodig rystede paa Hovedet:
«Slagets frygtelige Voldsomhed vil bringe mig ud af mig selv. At gjøre sligt forekommer mig at gaa over enhver Villiekraft, enhver menneskelig Anstrængelse. Forøvrigt siger man, at Chancerne for Levedygtigheden ikke er ens for alle Guillotinerede. Imidlertid . . . kom herhen igjen den Morgen, da Henrettelsen skal gaa for sig. Jeg vil da svare Dem, om jeg vil eller ikke vil indlade mig paa dette Forsøg, der paa en og samme Tid er forfærdeligt, oprørende og illusorisk. – Svarer jeg nei, stoler jeg paa Deres Diskretion, saa at mit Hoved kan faa Lov til i Ro at forblive i det Blikspand, der skal modtage det.“
«Vi sees altsaa igjen, Hr. de la Pommerais,» sagde Velpeau og reiste sig ligeledes op. «Tænk nu over Sagen!»
De to Mænd hilsede paa hinanden.
Et Øieblik efter forlod Doktor Velpeau Cellen. Slutteren traadte ind igjen, og den Dødsdømte strakte sig resigneret paa Feltsengen for at sove eller for at tænke.
Fire Dage senere traadte Hr. Beauquesne, Abbed Crozes, Hr. Claude og Hr. Potier, Registratoren ved Høiesteret, Klokken halv sex om Morgenen ind i Cellen. Hr. de la Pommerais, som blev vækket og underrettet om, at Timen var kommen, reiste sig op meget bleg og klædte sig i en Fart paa . . . . Derpaa talte han i ti Minutter med Abbed Crozes, hvem han havde taget meget venlig imod ved flere tidligere Besøg, og som bekjendt havde denne Geistlige en særlig Gave til at styrke de Dødsdømte i deres sidste Øieblikke. Da La Pommerais derpaa saa Doktor Velpeau træde ind, sagde han til ham:
«Jeg har øvet mig! Se en Gang!»
Og medens Dødsdømmen blev oplæst, lukkede han sit høire Øie, idet han betragtede Kirurgen stivt med sit venstre Øie, der stod paa vid Gab.
Velpeau bukkede dybt, vendte sig om til Hendreich, der i det samme traadte ind med sine Hjælpere, og vexlede lynsnart et Forstaaelsestegn med Skarpretteren.
Den Dødsdømtes Toilet var hurtig besørget. Man lagde Mærke til, at Fænomenet med Haarene, der bliver hvide, idet de klippes af, ikke viste sig. Han fik Taarer i Øinene, da Præsten halvhøit læste et Afskedsbrev til hans Kone op; Præsten aftørrede fromt disse Taarer, Forbryderen reiste sig op, og da han havde faaet sin Overfrakke kastet over Skuldrene, løste man Baandene om hans Haandled. Derpaa nægtede han at tømme et Glas Kognak, der blev rakt ham – og Eskorten begav sig ud i Korridoren. Da han naaede Portalen, fik han paa Dørtærskelen Øie paa sin Kollega og hviskede ganske sagte til ham:
„Om et Øieblik! . . . Og Farvel!“
I det samme aabnedes de mægtige Fløidøre foran ham.
Den friske Morgenvind trængte ind i Fængslet; det gryede ad Dag. I det Fjerne laa den store Plads, omringet as en dobbelt Kordon af Rytteri; lige overfor ham, i ti Skrids Afstand, hævede Skafottet sig i en Halvcirkel af beredne Gendarmer, hvis Sabler klirrede, idet de blev trukne ud ved Synet af ham . . . . Nogle Skridt borte stod der blandt de Tilstedeværende en Del Medlemmer af Pressen; alle havde blottet Hovederne.
Derhenne, bagved Træerne hørte man den underlige Mumlen af Mængden, som var afkræftet af at vente Natten igjennem. I Kvistvinduerne saa man enkelte gulblege Piger – nogle af dem holdt endnu en Champagneflaske i Haanden – læne sig ud i Selskab med bedrøvelige sorte Herrekjoler. – I Morgenluften for Svalerne hist og her henover Pladsen.
Guillotinen stod ene midt paa Pladsen og syntes at forlænge ud mod Horisonten Skyggen af sine to hævede Arme, mellem hvilke man langt borte i det blaanende Daggry kunde se den sidste Stjerne tindre.
Ved dette sørgelige Syn skjælvede den Dødsdømte; derpaa gik han med faste Skridt henimod Stilladset . . . . Han steg op ad Trinene . . . . Nu funklede den trekantede Kniv paa den mørke Baggrund og skjulte Stjernen. Da han stod foran det skjæbnesvangre Apparat, kyssede han først Krucifixet og derpaa en Lok, som Abbed Crozes havde taget af hans afklippede Haar.
„Til hende!“ sagde han, idet hans Læber berørte Lokken.
De fem Personer aftegnede sig som Silhouetter paa Skafottet; Tausheden var i dette Øieblik saa dyb, at Lyden af en Gren, der gik itu under en Nysgjerrigs Fødder, og nogle ubestemte og ækle Raab naaede hen til den sørgelige Gruppe. Da Klokken, hvis sidste Slag La Pommerais ikke skulde høre, i det samme slog, fik han ligeoverfor sig paa den anden Side Øie paa sin forunderlige Experimentator, der med den ene Haand paa Platformen betragtede ham . . . Han samlede sig et Øieblik og lukkede Øinene.
Pludselig virkede Fjederen, Bøilen slog over, Knappen gav efter, og som et Lyn faldt Kniven. Et forfærdeligt Stød rystede Platformen, Hestene steilede ved Lugten af Blodet, og Ekkoet af Støien vibrerede endnu, da Ofrets blodige Hoved allerede hvilede i den berømte Kirurgs ubevægelige Hænder, og farvede hans Fingre, Manschetter og Klæder røde af Blod . . . .
Det var et Hoved, som var skummelt, forfærdelig hvidt, med aabne, ligesom tankeløse Øine, sammentrukne Bryn og forvredne Træk.
Velpeau bøiede sig i en Fart over dette Hoved og udtalte det aftalte Spørgsmaal ind i dets høire Øre. Hver villiestærk denne Mand end var, fik Resultatet ham dog til at ryste over hele Legemet! Øielaaget paa det høire Øie sænkede sig, det opspilede venstre Øie betragtede han.
„I Vorherres Navn, gjør Tegnet endnu to Gange!“ raabte han ude af sig selv.
Øievipperne skiltes som under Indflydelse af en indvortes Anstrængelse, men Øielaaget hævede sig ikke mere. Fra Sekund til Sekund blev Ansigtet mere og mere stivt, forstenet, ubevægeligt. ― Det var forbi. ― Doktor Velpeau rakte Hovedet til Skarpretteren Hendreich, der aabnede Kurven og efter Skik og Brug lagde det mellem Benene paa den allerede stivnede Krop.
Den store Kirurg vadskede sine Hænder i en af de Spande med Vand, der var bestemte til at afvaske Maskinen med. Mængden færdedes i Taushed rundt om ham, uden at gjenkjende ham. Derpaa tørrede han i Stilhed sine Hænder af, gik med bøiet Hoved og i dybe Tanker hen til sin Vogn, der holdt ved et Hjørne af Fængslet. Og idet han steg op i den, fik han Øie paa Fængslets Rustvogn, der i stærkt Trav rullede afsted til Kirkegaarden Montparnasse.
- ↑ Figaro for 28de Oktober.