Sinbads største reise
SINBADS STØRSTE REISE
Hun har et silkesort og solfuldt haar,
i glatte bølger kammet stramt tilbake —
selv bor hun i en snehvit herregaard,
med blanke, sortglasserte tegl paa taket!
i glatte bølger kammet stramt tilbake —
selv bor hun i en snehvit herregaard,
med blanke, sortglasserte tegl paa taket!
Den røde murgeranien, som stræber
paa væggenes herskabelige hvidt,
er sikkert sat der, for at ligne lidt
det rødeste i verden, hendes læber!
paa væggenes herskabelige hvidt,
er sikkert sat der, for at ligne lidt
det rødeste i verden, hendes læber!
I krattet ved bassinet blev vi fanger
hos blomstersaracener, og maa sno
os frem paa overgrodde singelganger,
som kraser kjøligt under to par sko!
hos blomstersaracener, og maa sno
os frem paa overgrodde singelganger,
som kraser kjøligt under to par sko!
Mit hjerte fabler: Hvordan gaar det til,
den klare sommerkjolen ikke fænger,
af roserne i hækkene, som hænger
fuldkommen glødende af livets ild?
den klare sommerkjolen ikke fænger,
af roserne i hækkene, som hænger
fuldkommen glødende af livets ild?
O, bræk den høie rosen der, og gi den
til en ustadig Sinbad mellem mænd!
Min stolte, den skal rækkes dig igjen
for enden af en reise, syd i tiden!
til en ustadig Sinbad mellem mænd!
Min stolte, den skal rækkes dig igjen
for enden af en reise, syd i tiden!
For enden af en reise ned i altet,
i ødets varme urhav om vor jord,
hvor menneskets og rosens fælles mor
i oceanets morgendrøm blev spaltet!
i ødets varme urhav om vor jord,
hvor menneskets og rosens fælles mor
i oceanets morgendrøm blev spaltet!
Hvor to monader, søskende paa bunden,
gik skilte veie i det dunkle vand —
og da de siden saas igjen paa land,
var evighetens likhet helt forsvunden!
gik skilte veie i det dunkle vand —
og da de siden saas igjen paa land,
var evighetens likhet helt forsvunden!
Ti lite ante sneglerne, at lavet
var deres egen slægt, og aldrig gled
en mindelse fra skrænterne i havet,
naar øglen beitet i sit bregnetræ!
var deres egen slægt, og aldrig gled
en mindelse fra skrænterne i havet,
naar øglen beitet i sit bregnetræ!
Skjønt begge hadde hav i sine porer,
og begge søkte, under landets væg,
Titanosaurus, sump til sine æg,
Lepidodendron, dynd til sine sporer!
— — — — —
og begge søkte, under landets væg,
Titanosaurus, sump til sine æg,
Lepidodendron, dynd til sine sporer!
— — — — —
Men katastrofer kom, da fabelvrimlen
drev halvt tilhavs igjen, i stormens flom,
Medusanætter, hele havet kom
i tordnende forbandelse fra himlen —
drev halvt tilhavs igjen, i stormens flom,
Medusanætter, hele havet kom
i tordnende forbandelse fra himlen —
Men ogsaa ebbe-aar, da solen brøt
som en enorm opal igjennem glætten,
og vingesauriernes skygger fløt
som flygtige grimacer over sletten!
som en enorm opal igjennem glætten,
og vingesauriernes skygger fløt
som flygtige grimacer over sletten!
I dæmringen stod skogene saa stumme,
et dystert viftevildnis, uten sang,
for ingen fugle sa dem noengang,
hvad lykke deres daggry kunde rumme —
et dystert viftevildnis, uten sang,
for ingen fugle sa dem noengang,
hvad lykke deres daggry kunde rumme —
og skjønt de, rundt i ødet, var at finde
i mylrende, barbarisk forekomst,
gik bregnetroldene paa slump, i blinde,
fordi de allesammen manglet blomst!
— — — — —
i mylrende, barbarisk forekomst,
gik bregnetroldene paa slump, i blinde,
fordi de allesammen manglet blomst!
— — — — —
Saa synker skyggeskoger, kjæmpeøgler
gaar raslende i knas i jordens grav,
mens omridsskjælvende, fra hav til hav,
Gondwanalandet bygger sig og gjøgler!
gaar raslende i knas i jordens grav,
mens omridsskjælvende, fra hav til hav,
Gondwanalandet bygger sig og gjøgler!
Ja, sé i kimingen en verden bygge —
en ung oase under solens bryst,
og løfte sin guddommelige kyst
fra oceanets frygtelige skygge!
en ung oase under solens bryst,
og løfte sin guddommelige kyst
fra oceanets frygtelige skygge!
Og spire, grønnes, blomstre, og begrave
sin bregnetid i palmer og i græs,
men røbe sig, og hærme allesteds
i stormende naturomkastning havet!
sin bregnetid i palmer og i græs,
men røbe sig, og hærme allesteds
i stormende naturomkastning havet!
Uhyre bjærge reiser sig i rummet,
i noen vilde sekler for at sé,
og pranger med en kort og evig sne,
lik bølgerne, som smykker sig med skummet,
i noen vilde sekler for at sé,
og pranger med en kort og evig sne,
lik bølgerne, som smykker sig med skummet,
og synker seilende tilbake, sagte,
med sne og skoger i det varme væld,
men hives frem igjen, som nye fjeld,
hvor jungeler og prærier laa strakte!
med sne og skoger i det varme væld,
men hives frem igjen, som nye fjeld,
hvor jungeler og prærier laa strakte!
Da er det, dønningen i stenen stopper
og gjennem ødet durer et befal,
at Hindukush skal stivne med sin dal,
og Himalaya bli i sine topper!
og gjennem ødet durer et befal,
at Hindukush skal stivne med sin dal,
og Himalaya bli i sine topper!
Og da, naar majestætiske og glade
de høie skraaninger har skiftet skrud,
har mennesket tvunget sig af dyrets hud,
som fordum blomsten, af en bregnes blade!
de høie skraaninger har skiftet skrud,
har mennesket tvunget sig af dyrets hud,
som fordum blomsten, af en bregnes blade!
Magnolier, mimoser og agaver
staar nornevagt om Evas vilde blu,
og blomsterskoger tæmmer sig til haver,
og i en have staar vi begge nu!
staar nornevagt om Evas vilde blu,
og blomsterskoger tæmmer sig til haver,
og i en have staar vi begge nu!
«Min søster», hvisker du i rosens mund,
og sagte løsner, som en sang af røster,
fra oceanets hemmelige bund
igjennem rosenbladene: «Min søster!»
og sagte løsner, som en sang af røster,
fra oceanets hemmelige bund
igjennem rosenbladene: «Min søster!»
Du deilige, af bølgen menneskeblitte,
som løftes, blek, af dine rosers skum,
vær hilset i dit rene verdensrum,
Oceanide, Thetys, Afrodite!
som løftes, blek, af dine rosers skum,
vær hilset i dit rene verdensrum,
Oceanide, Thetys, Afrodite!