Sigurd Slembe/1/1

Fra Wikikilden
Gyldendalske boghandel (s. 7-9).
Første optrin.

Et lidet familiekapel i Stavanger kirke, inviet St. Olav. Til højre er altaret, men ses ikke. En kort bænk står til venstre. Ved siden af den en gitterdør, eneste ingang.

Sigurd
(kommer in, kaster sin hue på gulvet og sig selv på knæ for altaret).

Nu skal du høre, hellig Olav!
Idag vant jeg på Bejntejn! Bejntejn var
den stærkeste i landet. Nu er jeg!
Nu kan jeg gå fra Lindesnæs helt op
til Bjarm’lands-sneen uden at behøve
at løfte hatten eller gå af vejen.
Der, hvor jeg er, får ingen lov at slås,
at holde støj, at true eller banne, —
fred overalt! Og den, som lider uret,
han skal få ret, så lovene må synge.
Og har en stor før banket op en små,
så skal den små få banke op den store.
Nu kan jeg gå og give råd på tinge.
Nu kan jeg gå til kongens bord og sætte
mig næst ham selv og sige: her er jeg!

Og dette har jeg alt mig selv at takke!
Du Olav, du har ikke gjort det mindste.
Jeg bad dig sige, hvem min fader var,
men tie, gør du, som en rigtig træklods.
Jeg må få vide det; det nytter ikke
alt, hvad jeg gør, når jeg har ingen slægt.
De roper bare: der går Sigurd Slembe!
Ja «Slembe» siger de, jeg slår dem ned,
men andre vokser op og peger fingre:
»bæ, Slembe, Slembe«, — er det ej en skændsel?
Står unge mæn i leg, jeg træder til
og gør det bedste hug, det bedste kast,
de roper ikke: »held dig, Sigurd«, — nej:
»hvad vil du her, gå hjem igen, du Slembe!«
Da tænker jeg: det gør den hellig Olav,
som står og tier borti hovedkirken!
Hvis du kun vilde, du, så talte mor;
hun må dog vide det! — O Olav, hjælp mig!
Ser du da ikke, jeg foruden slægt
er et Sankt-Hans bål, som kun flammer ensomt
lavt i en dal, det mindste lys på fjællet
kan bedre ses, — o løft mig op på fjællet!
Alle har hæder, og kun ikke jeg!
Hver man i hirden er jo gyllt og vidspurt:
de fulgte kongen på hans tog til Jorsal!
Men flere kommer ifra Myklegard
fra kejservagten og har gull og minner;
det stråler af dem, så jeg knap kan sove.
Folk rejser skarevis fra England, Franken,
Burgund, Apulien på store korstog.

Se Balduin var næsten simpel ridder,
og han blev konge i Jerusalem!
Og Boemund og Rajmund, Adhemar
og Tankred, Robert, de vant også land!
Lad mig få komme til, — kun slægt og skib,
så skal jeg tvinge dem at give land!
Nu kommer moder; hun er stævnet hid,
hid for dit åsyn, Koll er med som vidne.
Nu må du røre hennes sjæl og tunge,
så skal jeg give dig det lille bæger,
som jeg har arvet efter Sakse Vik.

(rejser sig).