Signora Ottavia
Signora Ottavia
Hun var fed og svær, av dem som italienerne beundrer og snur sig om efter paa gaden. Hun hadde krusete sorte barter som en yngling paa 19. Store sorte pupiller og et øieæble som var gulligt og massivt, uden lysets spil inde i sig. Hun var nok sine 55.
Det var min værtinde. — —
Jeg la frem til indkøb av petroleum den første dag 70 centisimi — det literen koster.
— Hvad koster literen? sa jeg.
Hun fik det stive linedanser-blik, som stirrer saa uvægerlig bent frem i tomme luften; og øienlaagene fik morsomme skælvende fimrehaar. For ogsaa italienerne kender det bondefule blik, naar de blir var ugler i mosen, eller naar der er avgrunde til begge sider. Det blik tilhører ikke Norge som eneret; det er de som ikke reiser nok, som tror det; det er med det som med beskyldningen imod os for at være et spytte folk. Det blik er et dyre-blik; en hund har det, naar den er ængstelig for sit kødben, eller naar han har været mindre proper, og man forsøger at henlede hans opmerksomhed paa det umiskendelige bevis. Signora Ottavia svarte: Non saprei (jeg skal ikke kunne si det).
Da jeg kom hjem om aftenen, vented hun mig i en dørspræk. Og ikke før hadde jeg tændt lys paa værelset og set, at der paa bordet stod en flaske petroleum, og ingen liter — og uden penge ved siden, saa kom hun pæsende og feststemt ind:
Buona sera, signore! Come stiamo adesso?
Og jeg opfatted det, som hun gemytlig og paa godt norsk omtrent vilde si: Naa, aassen har vi det i kvæld da? — Benone! (særdeles bra) svarte jeg.
Hun greb det lynsnart og gled fornøiet ud: Ah si! Ah si! — Saa underlig tynd av erkendtlighed.
Jeg blev gaaende og minnes det fornøiede blunk i øiet, som var for brændende til at gælde mit befindende. Der kom hun ind igen med et rent haandklæ: hun hadde alt lagt to inde i soveværelset, sa hun; nu la hun dette ogsaa. En signore som De bør ha tre haandklær i ugen! Pegte saa, ligesom tilfældig, hen paa petroleumsflasken: Ecco un litro, signore! sa hun sky, men med det erkendtlige blunk og gled ud igen.
Jeg forstod, at det var petroleumsprisen, som var sat for vinteren; nu gjaldt flasken for en liter.
Og jeg hadde ikke hjærte til at skride ind og protestere. Det var jo ogsaa urigtigt at gøre det, eftersom hendes fryd over 17 centisimi pr. indkøb var ti gange stærkere end min ærgrelse. Hendes vinding denne gang kom jo ikke som drikkepenge eller almisse; hun tilvendte sig snedigen disse soldi i en forretning, ligesom høkeren og slagteren. Det var det, som gjorde hende saa feststemt.
Signora Ottavia var fra nu av til stadighed situationens øverste, hvergang det gjaldt regninger. Men det skal siges til hendes forsvar, at hun altid udnytted sit hegemoni forsigtig. Det koster jo i det hele aldrig svært meget at bli trukket op i Italien.
Men i samme leilighed bodde en nordtysker. Det var en lærd og nervøs ung mand. Han hadde en «famoser bart», som han stadig og omhyggelig greied op fra sine sensuelle læber, som lyste rødt og vaadt lang vei. Han snakked altid om Andrea del Sarto, «mesteren over alle mestere», sa han; «diese farben-freude, sag’ ich Ihnen,» gurgled han. Og det kan godt være, at han har ret. Men jeg kan nu engang ikke med dem, som beundrer Andrea del Sarto — de er uigenkaldelig tabt for mig. Og jeg kunde heller ikke med tyskeren med de fugtige læber.
Men han lod sig ikke lumpe av signora Ottavia. Derinde paa hans værelse levedes livet med et fribaarent pust over sig fra et større og stærkere land, som nys hadde hat krig og hadde seiret. Han protesterte samme dag han kom, dette var ingen liter petroleum, og han betalte ikke mer end 53 centisimi flasken!
Hun kom pæsende ind til mig. Ordflommen gik. Men jeg hørte ikke efter; det vilde ogsaa været unyttigt — «paga meschino», var omkvædet (han betaler elendig) Jeg saa bare paa tungen, som gik. Den fik straks en kridhvid bølge snakkeskum ytterst ude. Jeg titted længer ind: nu lagred der sig en ny bølge derinde. — Hun vækked mig og spurgte pludselig: Ja, hvad synes De?
Og jeg la mig øieblikkelig til hendes stive linedanser-blik, naar der er avgrund til begge sider: Non saprei, sa jeg, og jeg kendte ogsaa forsigtige fimrehaar paa øienlaaget.
Og hun skønte det; hun fór ind igen til tyskeren for at greie sagen selv. Men det gik ligedan; han forsikred hende endog, at han reiste, hvis ikke regningen for fremtiden var rigtig.
Og hun kom sydende ind igen til mig. Nu var endog den tredje skumbølge kommen. Jeg maatte lægge min haand paa hendes skulder: — Cara signora, berolige Dem! Hos os i vort land regner vi en flaske for en liter; men i Tyskland gælder en liter for en liter — kuriøst nok! — Da dalte hun ned i min bedste stol og stønned og svælged skumbølgerne — svælged længe. Saa reiste hun sig energisk, kasted sagen av sig i et nu og mindtes andre gøremaal: Dunque, a riveder-ci, heh! De er en virkelig signore, sa hun.
Men derinde hos tyskeren holdt ekkoet av kampgnyet sig langt udover kvælden, vaagned med mellemrum. Da gurgled det seierstolt: Diese italiänische un — ehr — lich — kait!
Fra den dag var signora Ottavia og jeg svorne venner. Hvergang tyskeren hadde været nøiagtig i regningen, kom hun ind og viste en eller to bølger snakkeskum paa tungen.
Saa kom tilsidst avreisens dag. Tyskeren skulde sydover til Neapel: men han hadde foreslaat, at vi skulde bruge samme bubyd, for at spare. Regninger avgjordes; de var forøvrigt i orden. Der sneg sig drikkepenge-forventning omkring ude i korridoren servil og stille, og døren ind til signora Ottavia stod haardnakket paa glytt.
Men da tyskeren var inde og betalte, fik han en ekstra-regning paa tre liter petroleum = 2.10; det var nøiagtig alle kvartlitrene, som hun skulde ha tjent i vinterens løb, saafremt han hadde tat flaskemaalet for godt. Det var glemt ved en feiltagelse, sa hun. Jeg hørte han skrek: Quella maniera italiana! Men saa slugtes alle ord av en eneste fosselarm; det var sammenstød mellem to racer — det var gotere og romere, som mødtes.
Han kom først sættende ind, forpjusket efter kampen; hans røde læber var blit hvide av retfærdig harme: Diese italiänische unehrlichkait! Og han rasled med regningen mellem stolene.
Saa kom hun pæsende fra slagmarken: Ja, hvad synes De?
Jeg holdt tungen uryggelig ret i munden, ledte mig bondeful vei mellem skjoldene: Non saprei.
Og han slængte regningen og styrted ud: Jeg betaler ingen ekstra-petroleum!
Men signora Ottavia tog min haand mellem sine og trykked den varmt. De er en virkelig signore. Og ord-elven løsned paany. Det gjaldt for mig straks at gribe det væsentlige, som var omkvædet, og det var, at han — tyskeren — hadde kaldt hende en «gammel røver-kærring»! Ord-elven fossed. Og saa sa hun: Er ikke jeg en signora — heh? — Selvfølgelig!
Ja, hvor gammel tror De jeg er? sa hun saa med et og satte sig i stilling i min bedste stol; hun slog øinene ned forlegent, som en ung pige.
Og jeg hadde ikke hjærte til at si, at hun var sine 55; for nu hadde hun alle de tre kridhvide bølger snakkeskum indover paa tungen: — Saadan en 29 og 1⁄2 aar? sa jeg.
Hun smilte i blyg sørgmodighed: Desværre, nei. Jeg er nok 31 alt. — Og hun reiste sig opfrisket og gik ind igen til tyskeren, for at prøve en gang til; døren stod oppe derind. Hun stilled sig i rank talerstilling og holdt retorisk pause først:
De har kaldt mig en gammel røver-kærring! Hun gjorde en truende stans: Jeg har hat mange logerende; jeg har hat ingleser, og jeg har hat russere, og jeg har hat albanesere. Ifjor hadde jeg saaledes en japaneser. Det har været aldeles ukendte folk. Men altid har jeg været heldig: Jeg har ikke hat ét udannet menneske i mit hus —.
Han avbrød hende: — Selv om De staar der som Marcus Tullius Cicero, — jeg betaler ikke de to lire og ti! — Han rakte frem hendes tilgodehavende uden ekstra-tillæget. Hun vendte sig foragtelig væk.
En fik rope ind til dem. For nu stod bybudet og vented. Det var en snau halvtime, til hans tog gik: Höchste zeit, mein herr!
Han greb sin koffert og gik mod døren.
Hun knækked pludselig sammen: Signor! signor! — sa det kaldende og betuttet: Il conto?
Og han rakte hende summen uden tillægget: Addio! sa han.
Deroppe i trappen hug et fruehode hvæsende ned til svar: Al diavolo! — — —
Han tog min arm paa veien til stationen — for han var jo lidt ilde berørt — og snakked ivrig om dette herlige lands fremtid, naar der nu blev ryddet op i disse forhold; han skønte jo heller ikke mit tvetydige forhold til principet: nøiagtig regning. Den tyske lærde skønte i det hele ikke meget sin næste; uden naar der i ham dæmred en tanke om at ville bedrage — den veired han paa stand.
— For principets skyld! la han til.
— Höchste zeit! sa jeg; jeg tænkte paa togets avgang.
— Richtig! richtig! sa han; han tænkte paa sit: Men hvis hver mand gør sin pligt paa dette gebet, kan det jo endnu bli behageligt at bo her i Italien.
Og folkelarmen paa banegaarden tog ham, skingred ondt i hans øre og skar i hans hjærte; her var ikke begravelses-taushed som paa en tysk perron, hvor man snakker lavt av hensyn til den overordnede. Han blev ivrigere, han sparked sint til et appelsinskal, som i syden spiller samme rolle for gamle folks ben som det glatte føre hjemme i Norge. Og der gurgled haan op fra hans væsens urdyb: Diese italiänische ausgelassenhait!
— En maa jo begynde, sa jeg.
— For principets skyld! sa han igen. Han tog lange skridt, steg ind i kupéen, fyldt av sin mission i Neapel og i syden. Toget rykked i; for hans tog gik først; det gled sagte avsted mod det store reformarbeide, forædling av alt, hvad der hed signora Ottavia i Italien.
— For principets skyld! blunked han opbyggende til mig gennem kupé-vinduet.
Saa sa jeg; men jeg brølte det til ham, som man skal brøle paa en italiensk perron, hvor man skraaler netop med hensyn paa den overordnede:
— Glück auf, mein herr!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |