Sigbrit og Dyveke

Ludvig Daae

Sigbrit og Dyveke

Folkevennen, Ny Række. Attende Bind, 1894 (s. 269–291).

Sigbrit og Dyveke.

Af Ludvig Daae.

---

For kort Tid siden foretog jeg mig et fornyet Gjennemsyn af Kilderne til disse to Kvinders Historie. Da det meste, af hvad der er bekjendt om dem, vil findes i Allens og Paludan-Müllers Verker, kunde der ei blive Tale om en Afhandling fra min Side i strengere videnskabelig Form; men da der dog efter disse to udmerkede Historikeres Tid var fremkommet forskjellige nye Bidrag til Sigbrits Historie, og en samlet Oversigt over de to Kvinders Liv kunde formodes at ville interessere „Folkevennens“ Læsere, nedskrev jeg den nedenstaaende Fremstilling. I Regelen har jeg afholdt mig fra Citater, og kun tilføiet dem, hvor jeg enten havde en Smule Nyt eller mindre Bekjendt at meddele, eller hvor jeg af andre Grunde fandt det hensigtsmæssigt at henvise til Kilderne.

I.

Christiern II havde, 25 Aar gammel, i 1506 overtaget Bestyrelsen af Norges Rige paa sin Fader Kong Hans’s Vegne med fuld kongelig Myndighed, og opholdt sig derfor i de nærmeste Aar her i Landet, hvor Oslo var hans Residents. Dette er det længste fyrstelige Ophold i Norge siden 1380, og det er temmelig rigt paa interessante, tildels endog pikante Hændelser.

To Gange i denne Tid, 1507 og 1509, har Hertug, eller som han paa den Tid allerede (som udvalgt Thronfølger) selv kaldte sig, Kong Christiern gjestet Bergen. Ved et af disse (om ved det første eller andet, tør efter min Mening være tvivlsomt), gjorde han et meget skjebnesvangert Bekjendtskab.

Omstændighederne herved findes fortalte af en Forfatter, der vistnok selv senere (i Kjøbenhavn) har seet vedkommende Personer, men som nedskrev sin Beretning meget over halvhundrede Aar senere, og som idetmindste i Enkeltheder ikke er at lide paa. Det er Hans Svaning (født 1503, død 1589), hvis paa Latin forfattede Bog om Christiern II nærmer sig meget til at være en Roman. Han er saa senere bleven udskreven af Andre, lige fra sin yngre Samtidige Arild Huitfeld af og ned til vore Dage.

Svaning fortæller, at Erik Walkendorf, dengang Christierns Sekretær eller Kantsler, i Bergen havde faaet Øie paa to Fruentimmer, der stode i en Bod og solgte Kager og lignende Ting. Den ene udmerkede sig ved livligt spillende ine, men var forøvrigt mere end almindelig fed og sværtbygget, med Kinder, der næsten hang ned paa Brystet, og i det hele saa styg, at hun maatte synes at kunne skræmme ethvert Menneske langt bort, medens den anden, hendes Datter, var saa smuk og yndig, at Kantsleren aldrig havde seet hendes Lige, velvoxen, rank og smækker som et Rør, dertil af venligt og ærbart Væsen. Erik gav sig i Samtale med Moderen og fik vide, at hun var fra Holland. Hjemme havde hun levet i smaa Kaar, og derfor var hun dragen til Bergen, da hun haabede at slippe bedre ud paa det billigere Sted. Videre fortalte hun, at hendes Navn var Sigbrit og at man pleiede at kalde Datteren Dyveke. Af Andre, som Erik siden udspurgte, fik han høre ret gode Vidnesbyrd om disse to Mennesker, navnlig at Datteren havde et godt Rygte. Derefter var saa Kantsleren vendt hjem til Oslo og havde da fortalt sin Herre om denne sin Oplevelse. Christian skal strax være bleven uhyre begjærlig efter at se Dyveke og have skyndet sig til Bergen. Her holdt han paa Raadhuset en Fest, til hvilken han lod Byens Folk og deriblandt ogsaa Sigbrit og Dyveke indbyde. Ved Synet af den sidste blev han strax rasende forelsket, dansede med Dyveke og opnaaede allerede samme Aften, at Moderen overlod ham hende som Frille. Kort efter maatte han forlade Byen. Moder og Datter bleve vel tilbage, men kun for, saasnart Kongen havde sørget for en bekvem Bolig til dem i Oslo, at komme efter til dette hans sædvanlige Opholdssted.

Hvad jeg her har samlet i faa Linier, fortæller Svaning et Par Menneskealdre senere med stor Udførlighed og saaledes, at i det Mindste en betydelig Del deraf umuligt kan være andet end Folkesnak. Blandt Andet er det lidet sandsynligt, at Erik Walkendorf skulde have indledet Forholdet. Denne var allerede da ikke mere ung og dertil alt andet end letsindig, tvertimod en alvorlig og værdig Mand, der vist kjendte sin unge og, som det af samtidige Vidnesbyrd vides, til Elskovs-Eventyr meget hengivne Herre altfor godt til at ville opflamme hans Fantasi med tillokkende Skildringer af en Piges Yndigheder.^[1] Vi ville senere faa høre, at Erik virkelig faar en Plads i Dyvekes Historie, men af en aldeles modsat Art.

Det, som virkelig vides om Sigbrit og hendes Familieforhold, er følgende. Hun var fra Holland, sandsynligvis fra Amsterdam, og Enke. Hendes Navn var Sibrecht (Seibrich, Sibret o. s. v.) Willumsdatter, og hun havde en Broder, som senere vil blive nævnt, ved Navn Herman, (undertiden med Familienavn Hund) maaske ogsaa to andre Brødre. Hendes Mands Navn har været Nicolay eller Nicolaysen. Om Datteren egentlig har hedt Dyveke eller om dette, der betyder „den lille Due“ kun har været et Kjælenavn, er uvist, det sidste er maaske det sandsynligste. Desforuden har hun endnu haft en Datter, hvis Navn er ubekjendt, muligens ogsaa en Søn. At hun drev Høker- eller Marketenter-Handel i Bergen har vist sin Rigtighed, thi allerede kort efterat hun havde forladt Danmark, heder det udtrykkelig i et i det Hele paalideligt Aktstykke, at hun „i Norge havde solgt Brændevin Æbler, Pærer og Nødder^[2].“ I et norsk Skrift, forfattet omtrent 1567, berettes, at Sigbrit var „en Borgerske i Bergen^[3];“ er dette sandt, maa altsaa allerede Manden have flyttet over til Norge fra Holland.

Det være nu hermed, som det vil, men Moder og Datter kom efter til Oslo. Svanings Beretning om, at de skulde vente, indtil Kongen havde skaffet dem Bolig, synes urimelig, thi Tag over Hovedet kunde han vist strax yde dem. Det berettes, at han opførte et Stenhus til dem ligeoverfor Akershus, „paa den anden Side af den Bugt, der fra Havet gaar ind til Byen,“ i hvilket saa Moder og Datter toge Bolig. Dette Hus har Svaning selv seet i Aaret 1548, da han ledsagede sin Discipel, den senere Kong Fredrik II, til dennes Hylding i Oslo som Thronfølger; da laa det allerede i Ruiner^[4]. At Sigbrit allerede nu har øvet stor og afgjørende Indflydelse over Kongen, er klart nok deraf, at hendes Broder Herman (senest 1512) ansattes i en af Norges betydeligste Stillinger, nemlig paa ingen ringere Post, end som — Befalingsmand paa Bergenhuus! Det maa have gjort et eget Indtryk i Bergen at se en Broder af den nys som simpel Marketenterske saa vel kjendte Sigbrit som Byens og det hele Vestlands øverste verdslige Embedsmand, en Stilling, der pleiede at indehaves af Landets fornemste Adelsmænd, og hertil kommer, at Herman, efter alt, hvad man veed om ham, var en uværdig og slet Person.

Men dette er ogsaa alt, hvad der med Vished vides om Dyvekes og Sigbrits Ophold i Oslo. Hvor længe dette varede, kan heller ikke bestemt siges. Arild Huitfeld synes at have troet, at de allerede før Kong Hans’s Død vare flyttede til Kjøbenhavn, hvad der nok kunde synes troligt, da Christiern i de sidste Aar af Faderens Levetid ikke stadig var tilstede i Norge^[5]. Historikerne, af hvilke dog neppe nogen grundigen har drøftet dette Spørgsmaal, synes ellers at antage, at de forbleve i Norge, indtil Christiern besteg Danmarks Throne 1513. At Sigbrit og da vistnok ogsaa Datteren have fulgt Christiern, da denne i 1514 kronedes som Norges Konge, bliver sandsynligt af et Dokument^[6]. Et lidet Vink er levnet, der synes at tyde paa at Christiern har havt en anden løs Forbindelse i Oslo, thi i 1522 skriver en „Inger Kandegyders Datter“ et Brev til Kongen om sig selv og sin Søster, hvori tales om „den store Ære, Eders Naade os fremdrog.“ Nu vides, at denne Søster senere var Kantslerens, Provst Hans Olssons og samtidig ogsaa Befalingsmandens, den senere Biskop Hans Mules Frille, og heraf tør man vel drage visse Slutninger om Beskaffenheden af Christierns Forhold til de to Kandestøberdøtre^[7].

II.

Efterat Christiern havde taget fast Bolig som Konge i Kjøbenhavn, er det sikkert nok, at Dyveke stadig var hos ham. Hun og Moderen havde dog for det første sin Bolig udenfor Byen paa Hvidøre Slot ved Strandveien, aabenbart for at Skandalen ikke skulde blive altfor stor, allerhelst da Christiern drev Underhandlinger om et Ægteskab med en af Europas fornemste Prindsesser. Dette var Isabella, den senere Keiser Carl V.s Søster, et Barnebarn af Keiser Maximilian og Maria af Burgund, saavel som af Ferdinand den Katholske og Isabella. I Begyndelsen synes Isabellas Familie ikke at have været vidende om Christierns Frille-Liv, men efterat Forbindelsen var bleven afgjort, og den foreløbige Vielse af Prindsessen til en dansk Adelsmand paa Kongens Vegne havde fundet Sted i Bryssel i 1514, havde Isabellas strenge og myndige Faster, Margrete, der var Statholderinde i Nederlandene, faaet Besked om Forholdet, og da det kongelige Gesandtskab kom til Nederlandene 1515 for at afhente Isabella til Danmark, gjorde denne ivrige Forestillinger til Gesandterne. I disses Spidse stod den ovenfor nævnte Hædersmand Erik Walkendorf, nu Erkebiskop i Trondhjem^[8]. Erik skrev opfordret af den unge Prinds Carls Lærer, den siden som Pave saa vel bekjendte Hadrian den sjette, et Formaningsbrev i den Anledning til Kong Christiern. Men det udrettede intet andet, end at Sigbrit fattede et dødeligt Had til Erkebispen, hvilket siden styrtede denne i Ulykke.

Isabella, hvis Afreise man i Nederlandene endog havde tænkt at udsætte paa Grund af Rygterne om Dyveke, kom dog til Danmark 1515, og Bryllupet holdtes i Kjøbenhavn 12te August. Men — Dyveke blev ikke fjernet. Dronning Isabellas, (eller som hun i Norden kaldtes Elisabeths) Familie fortsatte imidlertid sine Bestræbelser for at faa hende bort, og Keiser Maximilian sendte i den Anledning i 1516 en Gesandt til Danmark, Sigmund von Herberstain, der blandt andet er berømt af sine Reiser ogsaa til Rusland, og af den Beskrivelse, han har givet over sine Farter gjennem Lapland og det nordlige Norge. Desforuden sendtes ogsaa Gesandter fra Nederlandene i samme Hensigt. I Instruktionerne for disse sidste var der endog slaaet paa, at Frillen skulle bort enten med det gode, eller „paa anden Maade;“ „hvis hun ikke reiser, skal man spille hende en grov Streg“ (une grande finesse). Altsammen nyttede imidlertid aldeles intet, og Kongens Kjærlighed til Dyveke synes endog at være bleven endnu mere opflammet. Sendebudene maatte reise med uforrettet Sag.

Christiern har i de første Aar af sit Ægteskab aldeles ikke forstaaet, hvilken Skat han havde faaet i sin unge, ædle og herlige Dronning. Denne var selvfølgelig nedbøiet af Sorg, og herom faar man et interessant Vidnesbyrd i de Breve, der kjendes i Uddrag hos en samtidig Historiker. Brevene er skrevne til Søsteren Eleonore, som dengang elskede en tydsk Fyrste, Pfalzgreve Frederik af Pfalz, der i sin Tid efter Elisabeths Død kom til at ægte dennes egen Datter og derved blev Prætendent til Nordens Throne i Grevefeiden og de nærmeste Aar efter dennes Ende. Hun priser Søsteren lykkelig, fordi hun har en værdig Gjenstand for sin Kjærlighed, og uden just at nævne Dyveke lader hun falde en Bemerkning om Fyrster, der under Paaskud af Jagtpartier og Reiser pleie utilladelige Forbindelser. Men Christiern gik snart endnu videre i sit forargelige Samliv med Dyveke, idet han nu lod hende og hendes Moder tage Bolig i selve Staden, ja ganske nær det kongelige Slot. Ligesom her i Norge uvidende Mennesker have villet paavise Dyvekes Bolig i Oslo, saaledes har ogsaa en helt ubeføiet Tradition i Kjøbenhavn paastaaet, at hun boede i en endnu bevaret og iøinefaldende Gaard paa Amager Torv; men i Virkeligheden boede hun vel i samme Strøg, men noget længere oppe mod Vimmelskaftet i en Gaard, som Kongen i dette Øiemed kjøbte. Samtidig jagede han Dronningens danske Overhovmesterinde, Fru Anne Meinstrup, en Dame bekjendt for sin skarpe Tunge, bort fra Hoffet. Det er ikke til at tvivle paa, at hun har tilladt sig ubehagelige Ytringer om Dyveke. Men dennes Rolle var snart afsluttet, idet hun, som vi nu skulle se, allerede i det følgende Aar fandt Døden paa en mystisk Maade.

Paa den Tid var en Adelsmand af fornem Familie, Torben (Thorbjørn) Oxe, forlenet med Kjøbenhavns Len, en Mand af daarligt Rygte og Eftermæle. Han gjorde Bekjendtskab med Dyveke og synes at have været en jevnlig Gjæst i hendes og Sigbrits Hus. Om hvorledes det her gik til, har man en Ytring i et faa Aar senere forfattet Skrift, hvis Paalidelighed man dog ikke tør anslaa meget høit, et Stridsskrift i Frederik I.s Interesse mod Kong Christiern. Det heder her, at Dyveke, om hvem Forfatteren bruger de mindst skaansomme Udtryk, bevæger sig i en Kreds bestaaende af sin Søster, „andre Skjøger“ og Tjenerinder af samme Art^[9]; naar han tilføier „ved Hoffet,“ er dette dog vel absolut urigtigt, da Dyveke dog vel ikke kan antages at have viist sig paa selve Slottet, og der maa være ment hendes og Moderens Hjem, om end Skildringen sandsynligvis er meget overdreven. Torben Oxe forelskede sig i Dyveke, og hun havde Godhed for ham. Rygtet vilde sige, hvad der dog er høist urimeligt, at Sigbrit gjerne havde seet et Parti mellem de to. Stundom skal Torben have gantedes frit med Dyveke og engang have kastet hende om „paa Kongens Seng.“ Samtidig var der en Slotsskriver i Kjøbenhavn, ligeledes et misligt Menneske, Hans Faaborg, der hadede sin nærmeste Overordnede, Torben, og som sladrede til Kongen om hans og Dyvekes Venskab. Da Kongen saa fordrede en Forklaring af Dyveke, erklærede hun, der, som sagt, ikke havde noget imod Torben, det Hele for Løgn og fortalte Christiern ufordelagtige Ting om Hans. Denne, som selv indbildte sig at skulle opnaa en geistlig Indtægt i Roskilde, og som i den Anledning havde fulgt med Kongen til denne By, blev sendt tilbage til Kjøbenhavn med et Brev til Torben, der befalede denne at anstille strenge Undersøgelser af Hans’s Regnskaber og, hvis disse vare i Uorden, at gaa frem imod ham efter Lovens Strenghed. Følgen var at Hans blev hængt den 16de November 1516. Dyveke skal da have grædt og udraabt: „I dette Menneskes Død har jeg stor Skyld, Gud forlade mig min Synd.“

Selvfølgelig vakte denne Begivenhed Opsigt og gav Anledning til megen Bysnak og Sladder; men end mere kom dog Rygtet i Bevægelse, da Dyveke selv nogle Maaneder senere pludselig døde, som det antages i Juni 1517. Strax hed det, at hun var død af Gift, og man vidste at tilføie, at den hidtil friske og blomstrende Kvinde var bleven syg umiddelbart efter Nydelsen af nogle Kirsebær, som skulde være sendte hende af Torben Oxe.

Dyveke vides ikke at have født Kongen Børn. Hun skal være begravet i Carmeliterklostrets Kirke i Helsingør. Kongen skjænkede Klostret en smuk Altertavle og lod paa Foden deraf anbringe hendes Billede, ja han undsaa sig ikke for at lade sit eget sætte ved Siden af Dyvekes. I 1532 existerede Billedet endnu — man kunde jo let have tænkt sig, at det var blevet fjernet, da Christiern forlod Danmark — og gav en lybeksk Historieskriver, den bekjendte Reimer Kock, som i hint Aar saa det, høie Forestillinger om Dyvekes Skjønhed.

Endnu skjænkede dog vel Kongen ikke Rygtet om Torben og Kirsebærene, ifald Nogen har vovet at bringe det for hans Øre, nogen Tiltro, thi just ved samme Tid fik Torben et nyt Len. Men, hedder det videre hos Svaning, — (der ogsaa her er Hovedkilden og vel sagtens har kjendt disse Begivenheder noget bedre end de ovenfor omtalte Hændelser i Bergen, som han øiensynlig har romantiseret) — nogen Tid senere var der en Fest paa Slottet. Her skal Kongen, tilsyneladende munter, have kaldt Torben til sig og spurgt ham omtrent saa: „Sig os nu Sanden (hans Mundheld) er det saa, som din Skriver, der blev hængt, sagde, at du skulde have haft med Dyveke at gjøre, vi vilde gjerne vide det for visse Aarsagers Skyld.“ De Omstaaende gav Torben et Vink om at svare forsigtig og Torben svarede da strax at det var usandt. Men da Kongen yderligere trængte ind paa ham, medgav han, at han, skjønt Dyveke aldrig havde viist ham sin Gunst, dog havde baaret Kjærlighed til hende. Nu blev Christiern øieblikkelig taus, og man lod Torben forstaa, at de Ord aldrig burde have undsluppet ham.

En Stund efter fik Torben Kongens rasende Forbitrelse at føle. Ud paa Høsten lod han Torben og hans Sødskendebarn Knud Pederssøn Gyldenstjerne, der i tidligere Dage havde hørt til Kongens Hoffolk under hans Ophold i Norge, og som ogsaa senere fik meget med ham at gjøre i hans Ulykkes Dage, sætte i Fængsel paa Kjøbenhavns Slot og lod dem anklage for Rigsraadet, som var Adelsmænds Værnething i Livs- og Æressager. Hvorfor — vides ikke, det er kun en uhjemlet Paastand af Arild Huitfeldt, at det var for Torbens af Rygtet berettede Opførsel mod Dyveke i Sovekammeret. Men sandsynligvis maa Anklagen have gaaet ud paa, at Torben med Knud Gyldenstjerne som Hjælper skulde have forgiftet Dyveke, skjønt heller ikke dette med Bestemthed vides. Rigsraadet frifandt Torben, hvorover Kongen blev i høieste Grad forbitret. Da var det, at han lod nedsætte en Ret af tolv Bønder fra Kjøbenhavns Omegn. Retten sattes inden fire Thingstokke paa Slotspladsen og skulde vel forestille en saakaldet Gaardsret, men ved en saadan var Bønder ingenlunde rette Dommere, og i ethvert Fald skulde ved en Gaardsret de kongelige Hofsinder have været nærmest til at dømme. Bøndernes Dom gik som bekjendt ud paa, at „de ikke dømte ham, men at hans egne Gjerninger dømte ham.“ Man har fundet denne „uendelige“ Dom, for at bruge Huitfeldts Ord, høist paafaldende, men Historikeren Bricka har dog for nogle Aar siden^[10] paavist, at dette har været en ogsaa ved andre Leiligheder anvendt Retsformel. Denne „Jury“-Kjendelse var nok for Christiern, der strax lod Torben henrette med Sverd og forviste Knud Gyldenstjerne fra Kjøbenhavn, rimeligvis til hans Herregaard Thim ved Vesterhavet i Nærheden af Ringkjøbing. For Christiern blev dette af stor og farlig Betydning, thi fra nu af skriver sig Adelens afgjorte Uvilje mod ham, hvilken tilsidst medførte hans Undergang.

Det er høist merkeligt, at Sigbrits Harme ved hendes Datters Død ikke vendte sig imod noget Menneske i Kjøbenhavn eller overhovedet i Nærheden, men mod en Mand, der levede langt borte, mod Erkebiskop Erik Walkendorf. I ham saa hun den rette Ophavsmand til hvad der var skeet. Selvfølgelig har hun ikke mistænkt ham for at have været Giftblander eller for at have efterstræbt Datterens Liv. Hun maa have ment, at det var ham, der havde sat ondt for hende hos den nederlandske Regjering, da han var sendt did for at afhente Dronningen, og saa videre have tænkt sig, at Redskaber for dennes fornærmede Familie have fremkaldt Dyvekes Død. Men denne Sag er saa dunkel, at der Intet kan siges med Vished. Kun dette er sikkert, at Erik Walkendorf fik Sigbrits Hevn at føle.

III.

Dyvekes Personlighed og Characteer er lidet kjendt. Hendes almindelige Navn, der sandsynligvis ikke var hendes (nu vistnok forglemte) Døbenavn, tyder paa et godmodigt og venligt Væsen, og saaledes skildres hun stedse i den ganske vist usikre Tradition. Forargelsen og Hadet synes i Norden sjelden ligefrem at være rettet mod hende, men desto mere mod hendes Moder, der havde overgivet sin Datter til Kongens Sandselighed og stedse antoges at øve den værste Indflydelse paa ham. Og denne Indflydelse tabte sig ikke ved Datterens Død. Tvertimod, den blev egentlig først efter den Tid for Alvor merkbar og indgribende, ja saa overvældende, at ikke mange Ministre i den Grad have gjort sig gjældende hos en Konge, som den fordums hollandske Sælgekone gjorde det hos Christiern II.

Hvor meget end Hadet imod Sigbrit er kommet tilsyne i alle Fremstillinger af hendes Historie, har det dog ei kunnet hindre, at hun tydelig fremtræder som en Kvinde af usædvanlige Aandsevner og en sjelden Energi, samt dertil af ikke ringe, mangesidige Indsigter og Kundskaber. Hendes Fortid er saa gaadefuld, at vi ikke kjende noget til, hvor hun har erhvervet sig sin Dygtighed. Men besiddet den har hun, kun Skade, at hun ikke med den har forenet en hæderlig Characteer og en retsindig Tænkemaade. Hevngjerrighed, Partiskhed og Raahed prægede stedse hendes Færd.

Det vilde føre os for langt at gjennemgaa alt, hvad der vides om Sigbrits Indflydelse og flersidige Virksomhed. Her er det nok at sige, at hun jevnlig viste sig paa Slottet, ja at selve Dronningen, Keiseres og Kongers Ætling, maatte taale hende i sin nærmeste Omgivelse og have hende hos sig ved sine Barselsenge. Det gjør et eiendommeligt Indtryk, naar man ser Kongen i et af sine Breve fra Sverige bede sin Dronning om at ønske „Sigbrit Moder“ — det var det Navn som han og Flere, det vil sige de, som ikke gave hende helt andre og temmelig ufine Navne, brugte om hende — „hundrede tusinde gode Nætter^[11].“ Man forbauses ved at høre, hvilket Frisprog hun tillod sig mod baade Konge og Dronning. Til den første undsaa hun sig ikke ved at bruge Tiltoleord som „Mallert,“ der paa Hollandsk betyder en Taabe eller et Fæ, og da den anden i 1519 fødte to Tvillingsønner, (Maximilian og Philip, der begge døde som ganske spæde) udbrød Sigbrit: „Hvad skal vi med alle disse Kongebørn, vi have ikke Lande til at føde alle disse Herkens?“ Den ældste af Kongeparrets Sønner, Hans, der døde 1532 i Regensburg, medens Faderen befandt sig paa sit fortvivlede Tog i Norge, fik Sigbrit til Fostermoder, og man finder hende endog officielt benævnt i Breve „Hovmesterinde for Hertug Hans, Prinds til Danmark.“ Hun var Kongens Raadgiverinde og Medhjælp i de allerforskjelligste Ting, navnlig bestyrede hun Øresundstolden. Et Libhaberi hos hende skal have været hendes forøvrigt høist nyttige og betimelige Omsorg for Byernes bedre Brolægning og lignende Foranstaltninger til Ordens og Sundheds Befordring. Det heder udtrykkelig, at det skyldtes hende, at Bergens By, for hvilken hun altsaa fra gammel Tid interesserede sig, fik stenlagte Gader^[12]. Det hedte derfor ogsaa i et kort efter hendes Bortreise fra Danmark forfattet Skrift, der ogsaa ovenfor er benyttet, at havde Kongen blot ladet hende været Gadefeierske, vilde hun have været paa sin Plads og stiftet Gavn^[13].

Har Kongen virkelig havt Godhed for hende og hun for ham? Dette er ei let at besvare. Jeg har oftere tænkt mig, at hendes Herredømme over ham kunde forklares saa, at hun har siddet inde med Hemmeligheder, ubehagelige for Christiern, og at han har frygtet for, at hun, om han skilte sig fra hende, vilde prostituere ham og volde ham Uleilighed. Men hertil kan der jo svares, at en Mand som Christiern II, der neppe skyede nogen Voldsomhed eller Forbrydelse i saa Tilfælde neppe havde betænkt sig paa at lade hende rydde af Veien, og det saa meget mere, som en saadan Handling, naar den blot var gaaet ud over Sigbrit, ikke vilde have vakt Uvilje, men snarere almindeligt Bifald og Billigelse.

Thi hadet var hun og det ret grundigt. Det var ikke alene Adelen, der forargedes over, at hun, den „lede gamle Kvinde,“ som Arild Huitfeldt kalder hende, havde større Indflydelse end Landets første Mænd, og at Folk af høi Byrd maatte staa ude paa Gaden i Uveir, uden at kunne faa Kongen i Tale, naar hun var hos ham. Ogsaa Menigmand hadede hende. Der raadede overhoved en Uvilje mod hende, som jeg vil sammenligne med den, hvorfor Struensee to og et halvt Aarhundrede senere var Gjenstand. Der mangler ingenlunde paa Sammenligningspunkter mellem disse to, og navnlig træder et meget klart frem: de vare begge vel begavede, men moralsk uværdige Udlændinger, der vilde indføre nye Tilstande i Danmark, begge uden dybere Kjendskab til og Respekt for det Folk, paa hvis Forholde de vilde vende op og ned.

Sigbrit havde dog naturligvis ogsaa sine Venner, der ved hende opnaaede Magt og Fordele, for en stor Del mislige og slette Personer, men dog tillige, som Tilfældet ogsaa var med Struensee, enkelte agtværdige. Blandt de sidste var saaledes Hans Mikkelsen, engang Malmøs Borgmester, siden Kongens Følgesvend i Landflygtigheden. Hans flersidige Virksomhed, tilsidst som Oversætter af det nye Testamente, er vel bekjendt. Som et typisk Exempel paa en uværdig Partifælle kan derimod nævnes den berygtede Didrik Slaghek, hvis Skjæbne er noksom bekjendt. Det er en ret karakteristisk gammel Beretning, at da Didrik førtes afsted til Galge og Baal, vare Sigbrits Vinduer lukkede, medens han paa sin Gang til Døden passerede hendes Hus. Vi ville dog her især fremhæve hendes Venner i Norge, hvor hun jo selv fra først af var kommen i Veiret, og hvilket Land hun aldrig tabte af Sigte. Som vi have hørt, havde hun faaet Broderen Herman ophøiet til Befalingsmand i Bergen omtrent 1512, men denne forblev ikke mere end et Par Aar paa den Post; derefter drog han tilbage til Amsterdam, hvor han siden var Kongens betroede, men ikke redelige Agent i Pengesager. Siden fik hun anbragt som Befalingsmand i Bergen en dansk Mand af borgerlig Herkomst, Jørgen Hansen (eller „Skriver“), der hørte hjemme i Ribe. Han hørte rimeligvis til hendes bedre, ialfald dygtigere Tilhængere, men synes at have været en haard og streng Skatteindkræver og laa bestandig i Stridigheder med Tydskerne paa Bryggen. En afgjort slet og fordærvet Person var derimod Hans Mule, en Mand af en først sent adlet, i Virkeligheden borgerlig Familie i Odense. Hans Mule havde studeret, og vi finde ham i 1513 ved Kølns Universitet^[14], men ved Tilbagekomsten slog han foreløbig ind paa en anden Bane og blev Befalingsmand paa Akershus; sikkert har det vakt stor Misnøie baade i Danmark og Norge, at Magten paa de to vigtigste Punkter i Norge saaledes kom i Hænderne paa Mænd udenfor den høie Adels Kreds. Men Hans Mule havde ikke tænkt at opgive Udsigten til en høi geistlig Stilling. Hans Maal var at blive Biskop i Oslo, hvad der omsider ogsaa lykkedes ham, skjønt han fik liden Glæde deraf^[15]. For at opnaa Bispestolen maatte han imidlertid se til at faa fordrevet dens Indehaver, en dansk Mand, Anders Muus, der tidligere havde gaaet samme Vei og fra Befalingsmand (i Bergen) af Kong Christiern bleven indtrængt paa Oslo Bispestol mod Nordmændenes Ønske. Nu var Anders Muus bleven en svag og næsten hjælpeløs Mand, der ikke kunde værge sig mod Hans Mules Chikaner, over hvilke han i en ynkelig Tone beklagede sig i flere bevarede Breve. Den norske Kantsler, Provsten ved Mariakirken, Hans Olssøn, fortrædigede ligeledes Biskopen, og Forholdene i Oslo antoge en forargelig Skikkelse i mere end een Henseende, ogsaa ved Hans Mules og Hans Olssons usædelige Privatliv.

Medens saaledes deslige Lykkesøgere kom op, fik Erik Walkendorf, den ovenfor flere Gange nævnte Erkebiskop i Trondhjem, føle, at han havde faaet Sigbrit til Fiende. Erik var en af Tidens bedste og hæderligste Mænd. Var end heller ikke hans Ansættelse i Norge oprindelig vel seet af Nationen, havde han dog efterhaanden gjort sig agtet ved sin hæderlige Færd. Han var saaledes ivrig for at forbedre og forskjønne Domkirken, havde udkastet Planer til at forøge Farten paa Grønland, havde sin Del af Fortjenesten af, at Saxo Grammaticus blev udgivet, besørgede Messebøger for den norske Kirke trykte i Udlandet o. s. v. Men Sigbrit saa i ham, som vi vide, den egentlige, om end ufrivillige Ophavsmand til Dyvekes Død. Som Redskab for sin Hevn brugte hun fornemmelig Hans Mule, og han var baade brugbar og nidkjær. Erkebispens Tjenere vare aldrig sikre i Hans Mules Len; Pilegrimmene, der endnu paa den Tid i talrig Mængde søgte til St. Olaf i Trondhjem, mishandledes, Erkesædets egne Rettigheder krænkedes paa alle Maader. Omsider forgik Taalmodigheden ham, og da der paa et Brev til Kongen kun fulgte et undvigende Svar, bestemte Erik Walkendorf sig i 1521 til at forlade Landet. Først var Tanken at drage til Danmark for at klage til Rigsraadet, men paa Søreisen fik han Storm, der drev ham til Holland. Der mødte han, vistnok til gjensidig Forbauselse, Kongen selv i Amsterdam. Om deres Sammenstød er i den senere Tid fremkommet en gammel, men noget anekdotmæssig Beretning, som de danske og norske Historikere, der tidligere have skrevet om disse Ting, ikke have kjendt^[16]. Jeg meddeler den her, men med alle Forbehold i Henseende til dens Paalidelighed: „Anno 1521 sendte Kong Christiern Bud til Erkebispen af Trondhjem, at han skulde komme til ham. Denne blev advaret om ikke at vove sig til Danmark og undveg hemmelig til Amsterdam. Da Kongen fik dette at vide, forklædte han sig selv sjette i Kjøbmandsklæder og kom til Amsterdam til Erkebispens Herberg, som en ubekjendt Kjøbmand. Til sin Lykke var Erkebispen ei tilstede og fik Leilighed til at søge Beskyttelse hos Geistligheden, saa at Kongen ikke fik fat paa ham.“ Men hvad Erik selv beretter, er at han hos en Bankier i Amsterdam traf sammen med Sigbrits Søster, der ganske uforbeholdent sagde ham, at denne stod ham efter Livet. Ligesaa vide vi, at Kongen virkelig vilde have Erik arresteret, men at Amsterdams Myndigheder negtede ham sin Bistand hertil. Erkebispen fortsatte sin Reise til Rom, hvor han i det følgende Aar døde.

Ogsaa en anden norsk Biskop har, om end i mindre Grad, faaet Sigbrits Vrede at føle. Det var Biskop Mogens paa Hamar. Han havde i 1522 sendt et Skib til Kjøbenhavn, men Sigbrit satte sig uden videre i Besiddelse baade af Ladningen og af Skibet selv, hvorover Eieren siden naturligvis førte Klage, idet han efter Kongens Flugt henvendte sig til Biskop Lage Urne af Roskilde^[17].

Sigbrits unegtelig mangesidige Færdigheder fremkaldte efterhaanden den Forestilling, at hun forstod sig paa Trolddomskunster. Hertil bidrog vistnok især hendes, som Samtiden mente, tidt kyndige og heldige Befatning med Lægekunsten, i hvilken hun nød saa stor Anseelse, at den bekjendte Polyhistor og Mirakellæge Theophrastus Paracelsus ved sit Besøg i Kjøbenhavn mente at kunne forøge sine Kundskaber ved at lære af hende. Men ved alt dette forøgedes Frygten for hendes hemmelige Kræfter; man tiltroede hende Giftblanderi og farlige Kunster, og navnlig indbildte man sig, at hun raadede for Veir og Vind. Hanseatiske Skippere mente saaledes, at hun tvang dem til at blive liggende veirfaste, idet hun magede det saa, at de ikke fik god Bør. Selv skulde hun have ladet falde den Ytring, at Kongen ikke var istand til at gjøre noget mod hendes Vilje, om han end var ti Mile borte. Og det hed sig, at hendes Fostersøn, den unge Kongesøn Hans, engang i hendes Sovekammer var kommen over en Flaske, af hvilken der, da han var saa uheldig at slaa den itu, for en ond Aand ud, hvilken foranledigede en forfærdelig Storm i hele Kjøbenhavn og Omegnen.

IV.

Kong Christierns Herredømme stundede mod sin Undergang, efterat han havde faaet Gustav Vasa, Lybekkerne, Danzigerne og sin Farbroder til Fiender. Ligetil det Sidste beholdt imidlertid Sigbrit sin Indflydelse, medens den Uvilje, for hvilken hun var Gjenstand, var i stadig Vext. Et ypperligt Exempel herpaa er bevaret fra Høsten 1522, da Christierns Magt allerede stærkt vaklede. Kongen havde med store Anstengelser reist en Hær af Indfødte paa Sjelland, der laa i Leir tæt udenfor Kjøbenhavn. Mellem dem, der gik ud fra Byen for at se de talrige Tropper, var ogsaa Sigbrit, der kun ledsagedes af en Pige. Men paa Veien mødte hun et Par drukne Soldater mellem Søerne ved de nuværende Forstæder. De kjendte hende, og den ene sagde til den anden: „Hun faa Skam; det er hende, som regjerer Kongen.“ Derpaa tog de hende og kastede hende uden videre i Søen. Paa hendes og Pigens Skrig kom der Folk til og trak hende op. Kongen kom selv til og fik hende op i en Vogn, men ved Byens Port mødte hun atter forbitrede danske Krigsfolk fra Roskilde. De skjød paa Vognen, men hun slap med Livet. De to Soldater, der havde kastet hende i Vandet, maatte bøde med sit Liv. Da saa Hertug Frederik satte sig i Spidsen for Oprøret, og det store Frafald fra Christiern begyndte, blev intet Paaskud til Opsigelse af Huldskab og Troskab hyppigere benyttet, end Klagerne over Sigbrits Bedrifter. De forekomme idelig i de Opsigelsesbreve til Kongen, der strømmede ind fra alle Kanter. For at anføre et Exempel, skriver Rigsraaden Erik Krummedige, at „dersom Sigbrit skal være min Dommer og Bøddelen min Retter, da vil jeg værge min Hals, det bedste Gud give mig Lykke til, derfor opsiger jeg“ o. s. v. Endog Kongen selv havde i Februar 1523 fundet det nødvendigt i et Brev til Dronningen at bede denne om „at tage Sigbrit for sig og undervise hende hemmelig, at hun holder Munden paa sig, og lade hende blive paa Slottet, ellers kanske, de fare værre med hende, end de før gjort have.“

Ved Kongens og den kongelige Families Afreise fra Kjøbenhavn til Nederlandene den 13de April 1523 fulgte Sigbrit med. For at sikre hende for Mishandling skal Christiern have ladet hende bringe ombord i en Kiste. Folkevittigheden vidste siden at fortælle, at hun skulde have givet Kongen den Trøst, at blev han ikke mere Konge af Danmark, kunde han blive Borgermester i Kjøbenhavn. En af Kongens Medfølgere var, som bekjendt, Hans Mikkelsen. Denne beretter senere i et Brev, at han under Overreisen modtog Undervisning af Sigbrit i forskjellige Lægeraad. Udentvivl søgte hun, saavidt muligt, at faa med sig sit rørlige Gods, men hvad hun besad af fast Eiendom (hun havde jo idetmindste en Gaard i Kjøbenhavn) eller hvad hun forøvrigt maatte lade tilbage, blev siden konfiskeret, da Kjøbenhavn omsider maatte overgives til Frederik I^[18].

Christiern II.s Ulykke vakte naturligvis den høieste Opsigt, og det endog, især paa Grund af hans Svogerskab med Keiser Carl V. og dennes Broder, Erkehertug, siden Konge og omsider Keiser Ferdinand I, i hele den europæiske Verden. Aarsagerne til hans Fald omtaltes selvfølgelig overalt, og det manglede ikke paa, at Sigbrits Navn blev omtalt i vide Kredse, som en af dem, der i fortrinlig Grad havde bidraget til hans Undergang. Den fordums Marketenterske i Bergen var bleven en europæisk berygtet Størrelse. I Udlandet flød hendes og Datterens Historie nu sammen, der var mange som troede, at Sigbrit selv havde været „Kongen af Danmarks Bolskab.“ At have hende i sin umiddelbare Nærhed vovede Christiern ikke, vist især af Hensyn til Dronningens myndige Faster, Statholderinde Margrete, der jo allerede for mange Aar tilbage energisk havde forlangt Dyveke fjernet. Han lod hende derfor søge sig et ubemerket Skjulested, men vedligeholdt dog vistnok fremdeles i Stilhed Forbindelse med hende. Til Margrete svarede han paa hendes Forespørgsler herom, at han ikke vidste, hvor hun var, ja at han gjerne skulde have udleveret hende om man i rette Tid havde forlangt det af ham^[19]. I den nærmeste Tid finder vi Breve om hende til Kongen, hvori hun omtales i de værste Ord, som en Hex og Giftblanderske, bl. a. et fra Erkehertug Ferdinand, der synes at være fremkaldt af Dronningen selv og gaar ud paa at man absolut forlanger af ham, at han opgiver Sigbrit. Broderen, Herman Willumson, var endnu en Tid i Kongens Tjeneste, men viste sig saa egennyttig, lastefuld og uredelig, at han snart maatte opgives og derefter forsvinder han af Historien^[20].

Hvad der kjendes om Sigbrits sidste Dage er ikke ret meget. Hun synes at have gjemt sig i Geldern eller i Utrechts Stift, hvor hun kunde være nogenlunde sikker for Habsburgernes Efterstræbelser. Af og til vovede hun sig dog frem, og skal i 1525 være seet ved Dortrecht sammen med en Nonne, som man har formodet at være hendes Søster. I 1531 har man det sidste Spor af hende. Hun var da i Gent, hvor en høitstaaende hollandsk Embedsmand talte med hende. Kort efter vidste Kong Henrik VIII. af England — man ser, hvor bekjendt hun har været — at fortælle, at hun var geraadet i Fangenskab og snart skulde lide Døden i Nederlandene. Det er ikke uden Grund antaget af Allen, at hun har endt sit Liv paa Baalet som Troldkvinde.

Men vide vi end ikke med Vished, naar, hvor eller hvorledes Sigbrit er død eller begraven, er dog besynderlig nok den Gravsten bevaret, under hvilken hun selv havde tænkt sig engang at skulle hvile i Danmark. Hermed er Sammenhængen saadan.

Paa den ovenfor nævnte, nu nedbrudte Herregaard Thim i Vestjylland, der i sin Tid tilhørte Familien Gyldenstjerne, fandtes en Sten, paa hvilken der var udhugget et Fruentimmerbillede og nogle gamle Bogstaver. I forrige Aarhundrede fortalte Sagnet paa Thim, at da den ovenfor omtalte Knud Gyldenstjerne var kommen tilbage „fra det Fængsel, hvori han havde været for den berygtede Dyvekes Skyld,“ havde han i sin Harme ladet Dyvekes Billede udhugge paa denne Sten, opsat den ved Indgangen i Porten og befalet, „at hans Hofkarle skulde spytte derpaa, ja gjøre det som værre er, hver Gang, de ginge der forbi.“ I 1787, da de her citerede Ord nedskreves, var Stenen sønderbrudt og Indskriften ikke mere fuldstændig tilstede. Paa det Stykke, som var tilovers, kunde dog læses enkelte Ord, hvoriblandt ... „Sigbricht ... Tochter,“ og da jo Sagnet fortalte, at Stenen angik Dyveke, fortolkede man dette saa, at det kom til at betyde „Sigbrits Datter,“ og Stenen blev under Navn af „Dyveke-Stenen“ aftegnet og bestemt til at sendes til Kjøbenhavn, hvorhen den dog ikke kom, idet den blev henliggende i Lemvig udenfor en Kjøbmands Hus. Endelig kom den længe efter til det oldnordiske Museum, hvorpaa der blev anstillet Undersøgelser paa Thim for at finde mere. Dette lykkedes for en væsentlig Del, og nu opdagede man endelig, hvad man her havde for sig. Hullet mellem „Sigbricht“ og „Tochter“ kunde saa udfyldes med „Willums“ ligesom ogsaa Sigbrits Bomerke gjenfandtes paa Stenen. Det blev hermed klart, at Sigbrit, efter dengang sædvanlig Skik, selv har ladet dette Gravmonument forfærdige for i sin Tid at begraves derunder. Man ser, at Plads har været levnet til Dødsaaret, som da i sin Tid skulde have været udfyldt. Ved sin Flugt fra Kjøbenhavn har hun ikke fundet Leilighed til at medtage Stenen, der altsaa er bleven liggende. Knud Gyldenstjerne eller en anden af denne Familie har sat sig i Besiddelse af den og ført den til Thim, at den der kunde være et Minde om hans forhadte, nu tilintetgjorte Fiende, og Sagnet om den raa Behandling, hvorfor Stenen blev Gjenstand, er efter al Rimelighed sandt. Men efterhaanden er i Traditionen Sigbrits Navn blevet fortrængt og ombyttet med Datteren Dyvekes, indtil omsider den rette Sammenhæng i Aaret 1879 er opdaget og oplyst af den fortjente danske Archæolog Henry Petersen^[21].

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Om Christierns Udsædelighed har man en meget stærk Udtalelse i Povel Helgesens „Skibyske Krønike,“ der selv, om den er overdreven, er betegnende for, hvad man i saa Henseende dømte om ham.
2. Danske Magasin 3 R. III. S. 11. Sv. Rimkrønikor III. S. 221. Har hun virkelig solgt Brændevin, da er dette det første Spor til Handel med denne Drik i Norge. I 1531 sender Eske Bjelle fra Bergen Erkebiskop Olaf „noget Vand som kaldes aqvæ vitæ, og hjælper samme Vand for allehaande Krankdommer, som et Menneske kan have indvortes. Jeg vilde gjerne sendt Eders Naade mere deraf; nu staar ikke Urterne at bekomme, som det skal gjøres af.“ Samtl. til d. n. Folks Historie II. S. 48.
3. Norske Magasin I. S. 120.
4. Et taabeligt Sagn, der ingensomhelst Tiltro fortjener, har berettet, at en endnu i vor Tid existerende Trærønne i Oslo skulde have været „Dyvekes Hus,“ men denne dumdristige Fabel har jeg allerede gjendrevet i mit Skrift „Det gamle Christiania.“
5. Han findes, saavidt hidtil bekjendt, sidste Gang i Faderens Tid tilstede i Oslo 1512. 10 Sept. Dipl. Norv. V. S. 729.
6. Dipl. Norv. III. S. 809.
7. Dipl. Norv. III. S. 705 og Danske Magasin IV. S. 279.
8. Ogsaa et andet Medlem af Gesandtskabet var fra Norge, nemlig Hr. Nils Henrikssøn (Gyldenløve), den bekjendte Fru Ingers Mand. Han blev paa denne Tid, uden Tvivl for at give Gesandtskabet forhøiet Glands, udnævnt til Norges Riges Hofmester, en paa den Tid forøvrigt ganske betydningsløs Titel.
9. Allens Breve og Aktstykker til Chr. II.s og Fr. I.s Historie. I. S. 344.
10. Dansk historisk Tidsskrift 4 R. V. S. 21.
11. Dipl. Norv. XIV. S. 218.
12. Norske Magasin I. S 120.
13. Danske Magasin. 3 R. III. S. 11.
14. Norsk hist. Tidsskr. III. S. 486.
15. Han led nemlig ligeefter sin Ordination i 1524, altsaa først efter Christierns Afsættelse, Skibbrud ved den jydske Kyst og skal være slaaet ihjel af en Bonde, som vilde plyndre Vraget.
16. Scriptores Rerum Prussicarum V. p. 520 (Stegmans Hanseatische Chronik).
17. Dipl. Norv. XII. S. 272.
18. Kjøbenhavns Diplomatarium I. S. 322, hvor det udtrykkelig anføres, at Sigbrits og Hans Mikkelsens Gods var undtaget fra den Bestemmelse i Kapitulationen, hvorved Andre beholdt sin Eiendom.
19. Den 8de Mai 1523 havde han givet Befaling til, at alle Sigbrits (medbragte) Eiendele skulde bringes til ham selv. Dipl. Norv. X. S. 259.
20. I 1536—1537, da Erkebiskop Olaf Engebretssøn forberedte sin Flugt fra Norge til Nederlandene, heder det, at de to store Skibe, som han fik fra den nederlandske Regjering, skulle have været sendte gjennem en Henrik Willumson. Paludan Müller, Grevens Feide II. S. 397. Skulde dette være en Unøiagtighed for Herman?
21. Henry Petersen Gravstenen fra Thimgaard, „Dyvekes Ligsten“ kaldet, i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1879, S. 56—86.